Den gode død

Sidste spilgang i vores Warhammer-kampagne døde Renés spilperson Erwin Veit. Igennem hele kampagnen var René ret uheldig med terninger og hans agitator (ex-burger)-karakter var på ingen måder optimeret til kamp, så selvom der ikke er mange kampe i løbet af kampagnen var alle Erwin Veits fate-points brugt, da en hær af skaven (med guns) overløb Carroburg. Erwin Veit valgte selv at stormløb en hastigt opsat maskingeværstilling. I den forbindelse kom Erwin i karambolage med en stormvermin og dennes to-håndspikbat. Det blev Erwins død.

Ratling_Guns

Erwin Veits død var ikke særlig meningsfuld, men det var skælsættende for os som gruppe, fordi det er det første døde spilperson i en række kampagner. Hell, jeg tror ikke jeg har dræbt en spilperson de sidste 10 år! Det er altså ikke en vant oplevelse for hverken mig, som spilleder, eller for gruppen generelt. Jeg var lidt i chok, da det skete. Jeg slog crit-slaget, der dræbte Erwin, åbent, måske fordi jeg var bange for at jeg ville snyde, hvis jeg rullede terningerne bag skærmen. I’m no killer GM.

Terningerne ville at den unavngivne stormvermin slog Erwin Veits ben til pulp, så den slaglen blødte ud på Carroburgs Henmark-torv. Og her stoppede vi kampen i et stykke tid. Jeg skiftede musik til noget sprød melodisk indierock og vi genfortalte forskellige scener, hvor Erwin Veits havde været tonegivende. Det virkede rigtig fint, ikke mindst fordi Erwin Veit var en sjov figur.

Hr-swan-og-Arnesen

Han var startet som en snobbet Hr. Swan, en anden mand i en fornem butik med vin og klæder fra Bretonnia. Han var blevet mere og mere mørk igennem kampagnen. Måske i mødet med diverse vampyrer og rottemænd.

Han begyndte at omgås nationalistiske typer og selv skrive racistiske pamfletter (om dværgenes mangel på moral, at hobbitter var uopdragne børn og elverfolkets skændige magi). Han var sådan en karakter der skabte en strøm af mindeværdige scener, hvor Erwin Veit selv fremstod ret smålig, ambitiøs og inkorporeret og nogen af dem blev fortalt.

oliver

Han fik sit moment, hvorefter Jonas beskrev hvordan han sad og holdte Erwin imens han bløde ihjel. Vi var tilbage i fiktionen og spillede os igennem resten af spilgangen uden nogen døde. Imens overvejede René hvad den næste spilperson skulle være. En god død – på trods.

 

5 tanker om "Den gode død"

  1. Thais Munk

    Wow, fedt! Jeg tror aldrig at jeg har slået nogen spilpersoner ihjel som GM udenfor conscenarier. Det er for mig også noget af det smukke ved Warhammer, nemlig at systemet anerkender at spilpersonerne kan dø hvornår det skal være undervejs og giver dem Fate Points så de kan kan overkomme at der sgu altid kan komme en critical ind fra højre.

    Skal I så spille hans begravelse senere?

    Svar
  2. Thomas Jakobsen

    Jeg er vildt overrasket over hvor sjældent både Johs og Thais dræber spilpersoner. Jeg gør det noget oftere… men har også I mange år rullet alle terningeslag åbent. Det er kun to uger siden jeg dræbte en spilperson ude på Ungdomsskolen.

    Svar
  3. Thais Munk

    Jeg slår faktisk også alle terninger åbent (the way to go :D), jeg tror bare at det er fordi at jeg har spillet mindre dødelige systemet i et godt stykke tid.
    Ellers har jeg ikke gjort kampene svære nok, måske en kombination.

    Svar
  4. johs

    Ja, det er mærkeligt, men jeg har jo især spillet Warhammer og kortere kampagner. Det er ofte vi ikke spiller særlig mange kampe plus at jeg forsøger at gøre det muligt for spillerne at undgå kamp (med et tab).

    Svar
  5. johs

    Derudover tog jeg to fatepoints fra to andre spilpersoner i samme kamp.
    Det var måske lidt for farligt.

    Og jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan vælge at trække sig ud af kampen (blive efterladt som død, fx) eller komme væk og jeg anbefaler spillerne at gøre det. Man kan altså ikke tabe flere fatepoints i samme kamp med mindre man selv vælger det.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *