Det er ret tydeligt at jeg læser universitetet i 2006 og jeg ejer ikke hverken alle disse systemer eller metalskabet længere, men posten er stadigvæk sjov (synes jeg).

Hvad synes du?

Det bedste eksempel er Pulp Fiction, her er der nemlig ret stor forskel på historien og fortællingen. Fortællingen er det man ser, i den rækkefølge man ser det i. Altså starter fortællingen med røveriet på diner’en og replikterne:

Honey Bunny: [about to rob a diner] I love you, Pumpkin.
Pumpkin: I love you, Honey Bunny.
Pumpkin: [Standing up with a gun] All right, everybody be cool, this is a robbery!
Honey Bunny: Any of you fucking pricks move, and I’ll execute every motherfucking last one of ya! 

Men os der har set hele filmen, ved at denne situation faktisk er en del af slutningen af historieren. Ligesom vi først får starten af historien, Jules og Vincent mødes første gang, et stykke inde i fortællingen.* Pulp Fiction er netop god til at beskrive dette forhold med, da der er så stor forskel mellem historie og fortælling. Men der er også andre eksempler hvor historien og fortællingen ikke følges ad. Fx skaber enhver flash back scene, en forskydning mellem historien og fortællingen. Det er vigtige begreber i litteraturen.

Vi bruger også flash back i rollespil nogle gange, men indvidere har vi også nogle gange noget sådan som et scenarie, der beskriver den “sande” historie og en spillet fortælling. Det man spiller i rollespil, vil altid være fortællingen. Da selve rollespillet netop er det der vises læseren. Scenariet ligger sig op af historien, da den (klassisk) gives i scenariet.

Og dog!

For nogle gange er den historie, der beskrives i scenariet, ikke den historie, som den enkle spiller kommer frem til, efter spil. Vi har altså to historier på spil og det er noget rod. Derfor må vi vælge hvilken der er den vigtige historie, den vi bestemmer som den sande historie. Og her synes jeg at man skal havde respekt for at rollespil, netop er rollespil og ikke litteratur, derfor må scenarietekstens historie lade pladsen for spillernes historie.

Pointen er selvfølgelig, at selve scenariet ikke er vigtigt, som andet end oplæg til rollespil. Der er intet helligt ved scenarieteksten. Hvis man køber denne pointe og det tror jeg faktisk de fleste af os gør, så er den mere radikal end som så. For set i sammenhæng med vores rollespilstradition, så betyder det måske at vi er kommet til et sted, hvor vi skal til at gøre op med store dele af vores måder at tænke rollespil på. En måde der har ligget sig et sted imellem litteratur og drama.

Grafisk, tror jeg, at vi skal tænke scenarier som rum og ikke som linier.

Og jeg tror vi skal forholde os til det, som Gilles Deleuze ville, nemlig med sætningen:

Il n’y pas lieu de craindre ou d’espérer, mais de chercher de nouvelles armes. (Post-scriptum sur les sociétés de contróle)

Nemlig:

Der ikke er nogen grund til hverken frygt eller håb, men kun til at kigge /lede efter nye våben. (Min oversættelse)

*) Nu er det et godt stykke tid siden jeg har set Pulp Fiction, men er det ikke starten af historien.

Men de kommer. De kommer (faktisk er teksten næsten færdig).

Undskyld, vi roder.

Sortforsyning går det træt med. Den er helt sikkert ikke ved at død, men jeg laver bare så mange ting for tiden, at den lidt kommer i anden eller tredje række. Det er jeg lidt ked af, for den er lidt mit fristed og overspringsplads. Det vil jeg tænke over i år og skrive noget mere og mere måske også mere sort.

Jeg spillede noget Wiki skrivespil noget, men det forsvandt også i travlhed og mangel på interesse. Der er noget med formen (eller de andres formbrud) som gør at jeg ikke kan overskue det.

Hvad er det jeg bruger så meget tid på? Jeg ville ønske jeg kunne sige skole, hvilket der også går meget tid med. Jeg ville også ønske det var damerne der tog min tid, men så meget en Ladysman er jeg heller ikke. Der går noget tid med at være scenarieansvarlig (hvilket jeg har været siden i sommers), der er ligesom altid en forfatter man kan tage fat i. Der altid en mail der skal sendes. Og det er ikke alt sammen lige sjovt. Det fede er dog at arbejde sammen med Mette (og Lars A der laver program) og alle de fantastiske forfattere. Men når en forfatter ikke kan tage sig sammen eller når der er endnu en mail eller dokument der skal skrives, som man ikke rigtig gider, så er det hårdt. Eller faktisk er det panikken for ikke at være en god nok scenarieansvarlig der er mest hård. Er jeg nu sikker på at jeg har tænkt over alle de problemer der kan opstå og er jeg forberedt på dem, hvis de skulle opstå? Er tanker som tit popper op i min bevidsthed. Det er dog sjovt at se hvor stort mekanikken indeni Fastaval faktisk er. For det meste er det sjovt og meget lærerigt. Jeg vil nok ikke være scenarieansvarlig til Fastaval 2008, der skal jeg skrive scenarie og vinde Otto’er. Nemlig!

Hvis vi kigger ud over min næse, så er der faktisk sket en del i blogverden. Thomas har dræbt hans blog ved nytår og laver nu i stedet for Scenarie.dk, et forum for scenarieforfattere og deres tanker om scenarier. Det bliver interessant at se hvordan det går, jeg tror det det kan blive et rigtig god værktøj. Det er lidt kedeligt at Thomas har kastet håndklædet i ringen – munkholt var et flagskib på mange måder. Giver  formuleringen “Hvis vi kigger ud over min næse,…” overhovedet mening? For hvis vi  kigger udover min næse, så ser vi nok ret forskellige ting, da jeg ser lige udover den og du enten står ved siden af, kigger over den og ser noget der står ved siden af mig (som jeg så ikke kan se) eller står overfor mig kigger mig ind i øjene. Dårlig formulering – men pyt videre i teksten.

Der er kommet en del nye blogs til i 2006 dog. Lige fra Lars’ meget praktiske blog til Peter Fs der er meget teoretisk. Jeg nyder dem begge meget. Ligesom jeg elsker når Molevitten og Pelk er oppe og kører. Der er også det blogs som man ikke helt ved om er ved at død eller om de bare sover. Her tænker jeg på Sannes, Jonas’ og faktisk også Pers (der har skriftet sprog og derefter ikke rigtig poster så meget). Også kom Mettes blog i 2006. Den giver mig altid en følelse af hemmeligheder og hygge, som jeg er meget vild med. Jeg er vild med hvordan de forskellige blogs har en forskellig stemning – og er ved at hoppe af glæde hver gang min feedreader fortæller mig der er en ny post et eller andet sted. Og Feedreader, Alex fik en op i 2006, det og det at man nu også kan downloade scenarier fra Alex er to ting jeg er helt vild med. Peter lavede også nogle andre ting på samme tid, men dem bruger jeg ikke rigtigt.

Også er der de mere ukende blogs som faktisk ikke handler om rollespil eller lidt. Der er Alex’ om hendes liv (nu på Sjælland), Jacobs blog om et krise ramt land og Jorgo om hans liv (her skriver han faktisk også om sit scenarie).

KSP:

Et scenarie om KSP til og med han bliver 30.

Når man først er 30 år, så er der alligevel ingenting man kan lave om ved sig selv.

Når man først er 40 år, så er der alligevel ingenting man kan lave om ved sig selv.

.
Vi tror vi lever vores liv helt selv. Vi tror at vi er herrer i eget hus når det gælder vores liv. Alligevel gør vi ting vi ikke selv ville forvendte. Man kommer til at sige noget man faktisk ikke mente. Man drikker sig fuld på en hverdag, selvom det ikke var det man ville. Kroppen gør ting som man er ret sikker på at tanker ikke ville og nogle gange løber tankerne af sted selvom kroppen forstår hvad den skal gøre og gør det. Man forelsker sig i den helt forkerte og når man så tror man har regnet det hele ud, det er jo bare underbevidstheden der spiller en et pus, så forelsker man sig i den helt rigtige. Lad os kalde disse ufrivillige begivenheder for skæbnen. Skæbnen er ikke det der er udenfor os. Skæbnen er ikke de omverdens handlinger og hvordan de spiller ind på os. Skæbnen er indeni og hele tiden. Vi er ikke herrer i eget hus.
… i hvert fald ikke før man er blevet 30.

.
På den anden side af virkeligheden regner det på en gade, der kunne ligge i Herning, hvis det ikke var fordi den lå på den anden side af virkeligheden. På den våge gade ligger der en bar. Det er sendt om natten, baren er lukket for aftenen, men der er stadigvæk lys i vinduerne. Indenfor sider der fire væsener. De ligner mennesker, men det er noget mærkeligt ved dem. De er alle ens. De ligner alle den samme mand på ca. de 30 år. Det er fordi de er norner. Deres opgave er at binde menneskernes livstråde på den store tråde fabrik i den anden ende af byen. Det er det de gør. Det har de altid gjort og vil altid gøre. Med den ene undtagelse at når man bliver 1000 år gamle, så får man en chance for at leve en livstid, minus de første 30 år. De fire norner har alle fødselsdag i dag, de har alle hertil aften chancen for at leve en livstid minus de første 30 år. Der er kun en af dem der får lov. De kæmper medhjælp af det stolte og gamle fortællerspil. Et spil hvor de skal definerer et menneskeliv til de 30. Alle de vigtige valg som mennesket ikke selv gør, men som det alligevel gør. Skæbnen.

.
Den der vinder får lov til at glemme den var norn. Menneskets hukommelse af sit liv, bliver dens hukommelse. Den bliver fri for en livstid minus de 30 år. For derefter at gå tilbage til fabrikken efter menneskekroppen dør. Det er den eneste ferie de kan få. Så de er alle meget opsat på at vinde og blive KSP.
.

Ideen er så at de fire spillerne, skal gennem spille 8 fiktive scener i KSPs liv. Der er et system der gør, at man kan vinde retten til at definere retten over scenen. Jeg ved ikke helt om spillerne skriftes til at spille KSP i de forskellige scener og de andre så på en eller anden måde skal spille modstand. De fire spilpersoner skal helt sikkert spille forskellige modsatrettede værdier, jeg synes man kan tillægge KSP. Men faktisk er det ikke ment som nogle værdier der kun kan tillægges KSP, men mere nogle universelle værdier vi alle besidder. Det kunne være driften for tryghed versus ønsket om frihed. Det kunne være håbet om selvtilstrækkelighed overfor rettetheden imod selvoffer. Der skal være flere værdier til hver spilperson, sådan at det ikke bliver helt ensidigt. Måske skal alle disse værdier være stats (derfor kan Provins (TM) ikke bruges som system).
.

Måske skal spillerne selv bygge deres spilpersoner op, ved at starte med at lave en tipsdims. Bare med kun 8 linier, hvor man så skal kryses ud om ja, nej eller ved ikke.

.
Sådan her:
Finder KSP den særlige julegave til mor, julen 85:
Ja [ ] (plus 1 i selvoffer, plus 1 i tryghed, minus 1 i rigdom).
Nej [ ] (plus 2 i frihed, minus 1 i selvoffer).
Ved ikke [ ] (plus 2 i selvvalgt).
.

Hvis man gættede rigtigt (Ja eller Nej), når scenen så spilles får man 3 point.
Hvis man valgte ”ved ikke” får man 1 point.
Også er der 8 af sådanne valg. Ved lige point mellem spillerne, så får den med mindst ”ved ikke” valg prisen.
Og nogle andre regler til at afgøre lighed mellem point.
.

.

Slutscenen skal være god. Måske noget med at vinderen spiller KSP en morgen, hvor han står op. Får lov til at beskrive morgen. I krydsklip til de andre spilpersoner, der er tilbage i fabrikken, hvor de skal beslutte sig for hvor lang tid den nye KSP får?

.

.
Og nu går jeg sikkert amok i skrive om alverdens indfald, så inden jeg begynder at snakke om mit kommede KSPscenarie, så vil jeg et kort øjeblik bliver ved KSPs fremstilling af KSP. Han har lavet en personlig hjemmeside: verdensfjern. Her kan man blandt andet læse en blog om sverige, tegneserieprojekt der har kørt siden 90(!) og lære hvad SB corp er for noget. Alt i alt en fin personlig fremstilling og noget af et resourecenter for mit scenarie.
.

.

Hovedpersonen i mit kommede scenarie findes altså i virkeligheden, så scenariet var lidt tænkt som en form for biografi i rollespilsform. Selvom min kære ven har levet et super interessant liv, havde jeg også tænkt mig at bruge fiktionelle elementer i scenariet. Måske ikke ulig den måde Claus Beck-Nielsen arbejder med feltet mellem fakta og fiktion. Der er en pointe i at bruge fiktion i stedet for fakta.

Med inspiration af den litterære genre magisk realisme er det blevet lavet nogle fine scenarier igennem tiden. Her er Lømler (Hörnell, Møller, Olsen, Skovgaard-Petersen) måske det jeg synes er mest interssant. Her om defineres den ellers meget latinamerikanske genre til en drengefortælling om børns kærlighed i Danmark i 80erne. Smukt, ikke mindst fordi det var en super spiloplevelse, da jeg spillede det. Jeg kunne skrive meget mere om det – blandt andet hvad der får en en flok drenge i slut 20’erne til at skrive en fortælling om en folk drenge i 2-3 klasse. En fortælling hvor en kvindlig figur er antagonisten. Både en strukturel og forfatterbiografisk læsning råber på den problematiske overgang med ungdom og voksendom, men det skulle nok underbygges bedre.

Det er dog nok ikke så kontrovercelt at påstå, at magisk realisme er fantastisk til at lave norstatiske fortælleringer i. Personligt er har mine egne minder altid været magiske – selv det lys min samtidsforståelse, af nuet, bliver sat i når jeg forstiller mig hvordan jeg vil mindes det eller hint øjeblik. Altid i en fortælling, der netop er en form for narrativ konstruktion for at kunne blive forstået. Men det er også en længere erkendelsteorisk diskussion.

I allefald vil jeg skrive KSP som en magisk biografi. Det er ikke fakta, men det er heller ikke kun fiktion. Det er en brug af fiktionen til at sige noget mere om KSP end fakta kan. Der er ting der ikke er sket i KSPs liv, men disse scener skal alligevel beskrive hans væsen. Derudover er der en metahistorie som gør, at der er noget at rollespille.

Og nu starten på den erkendelsesteoretiske diskussion:

Forskellen på sandhedsværdien på fiktion og fakta er tit ikke andet end en dum flad realismeforstilling, som vi ikke har forladt i vores verdensopfattelse. Endnu en del af oplysningstænknings dunkle gespenst. Det er også ham der Kants skyld. Fiktionen er aldrig løgn, fordi den er fiktion. Løgn høre til i faktaens domæne, men der findes kun total beskrivelser for reduktivister og den eneste grund til at blive reduktivist er enten, fordi man er født ind i et dårligt sprogfællesskab (som fx engelsk) eller fordi man er hovmodig og angst, grundet mangel på selvforståelse og tillægger en eller anden ideologi som fx fysik, kristendom, liberalisme eller ens forældres ammestuehistorier en vanvittigt stor betydning. Derfor kan jeg bedst beskrive KSP ved hjælp af fiktionen, da fiktionen netop hele tiden har grundpræmissen: Dette er ikke sandheden, men vi lader som om.

Fakta er også meget godt til nogle ting, men den høre de den traditionelle materielle produktionsfelt til, men det er ved siden at min pointe og handler om hvorfor danmark med den uddannelsespolitik vi fører nu vil tabe stort på det globale marked, selvom vi var et af de lande der havde størst potentiale indenfor de nye produktions paradigmer. Det der med vidensøkonomi og at der er forskel på vidensproduktion. Men som sagt noget der nok er ved siden af pointen og bedre passer sig til et kronik i Infomation eller Politiken. Pointen er at det er os der skal arve verden og det er jo altid et godt udgangspunkt
Men jeg har sendt mit oplæg til en synopsis til scenariet KSP til KSP, når han tager sig sammen til at få læst det det plus godkender det, så kommer det op. Indtil da kan man jo glæde sig til Dopy Pop kommer på nettet.

.

.

.

.

.

Den anden dag, da drengene og mig spillede lidt pappiratskibes krig, forslog Anders Frost et fantastisk koncept – nemlig en Blood Bowl-kampagne. Vi snakkede lidt om den nye warhammerverden, eller rette sagt jeg snakkede en del om den nye warhammerverden. Vi snakkede lidt om stemningen i warhammer også snakkede vi om mulighederne i en warhammer kampagne der var centret omkring et Blood Bowl-hold.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Der er nemlig lidt et misforhold WFRPs og BBs fremstiller af racernes indbyrdes forhold. Vi havde alle meget svært ved at forestille os et Kaoshold (med fans) spille imod Reikland Reayers i The Oldbowl i Altdorf.

Det er mutanter indenfor murene!

Ja ja, det er jo bare boldfans

Nej vel?

Så vi besluttede at de forskellige hold skulle være de 4 normale spillerracer, med meget få elverhold – fordi de bare skal være sådan lidt sky og magiske. Til gengæld skal menneskeholdene være mere forskellige indbyrdes. Der kunne fx være ’Orken’ som er en stor og grum Black Orc, der holdes fanget af en gal tærer. Orken spiller på et menneskehold når de er virkelig presset, men hans medspillere ikke meget for at havde ham med. For man ved aldrig hvem sådan nogle orker finder på at slå på. Man kan lave mange gode fortællinger om en sådan ork. Fx at holdet han spiller for har været nødt til at skrifte hold farve, da orken åbenbart slår mindre på folk i røde holdtrøjer. Udover orkens historie – selvfølgelig. Er den født i fangenskab eller indfanget og i så fald hvordan?

Nu er rollespil ikke kun kulisse, det grundlæggede element er jo en eller anden form for fortælling. Selve fortællingen skulle være den klassiske heltefortælling. Om en bevægelse fra mudder til pudder. Om selv at blive helte der kaster opvarmet kobberstykker ud til pøblen, hvor man før kun så med beundring på sådanne helte.

Rent praktisk blev vi enige om en struktur, hvor man både spiller udenfor og indenfor banen. Der skal være sammenhæng mellem de to dele, men jeg tror vi alle godt kunne forestille os subplot inden for begge dele. På samme måde kommer vi til at bruge kampagnen som en kærlig ironisk kommentar til amerikansk football, som vi alle er ret vilde med. Ydermere fik jeg på en eller anden måde de andre overtalt til at jeg skulle være spilleder.

Her til var vi enige, nu var der bare de nyste udviklinger i Warhammer universet som vi skulle forholde os til. Personligt ved jeg stadigvæk ikke helt hvordan jeg har det med Warhammer version 2. Synes systemet er blevet bedre samtidigt med at man har beholdt ånden i Warhammer. At de så har valgt at lave et endnu mere problematisk magisystem som afløsning på det gamle er hvad det er. Der skal ikke meget omtanke til at rette det til.

Derimod er der Stormen og alt det episke omkring den, jeg ikke helt ved hvordan jeg har det med det. Jeg vil nok skrue lidt ned for de episke fortællinger eller gøre det mere myteartige. Den ødelagte verden er også fint nok. Den kan vi godt bruge i vores fortælling – eller rette sagt så valgte vi at gøre den til grundlag for vores fortælling, men det vil jeg vendere tilbage til. Det var mere det med at, hvis man spiller lige efter Stormen, så har næsten alle set et kaosuhyre og det er ikke helt sådan jeg forestiller mig kaos. Kaos er noget man nægte at tro på eller faktisk endnu bedre fortrænger. Der er ikke respekt i at komme hjem fra skove og sige at man lige har dræbt en flok kaoskriger. Mutanter findes det ved man og det er hvad det er, men i min Warhammerverden, der er fx kaoskriger og dæmoner noget man har hørt fortællinger om. Det er noget der findes i verden, men er stadigvæk svært at tro på for normale borger i imperiet og især på en god solskinsdag. Denne opfattelse af imperiets mentalitet ødelagte Stormen lidt

…eller det var min første indskydelse.

For jeg kom til at tænkte på amerikansk reaktion på 11. september. Det store spørgsmål i USA var Hvorfor? Hvordan kan nogle mennesker finde på at gøre noget sådan imod os? Her var en situation, hvor amerikanerne kunne havde set virkeligheden i øjne og sagt: Ok, måske er der noget i vores omgang med resten af verden, der ligesom får nogle folk i denne verden til at hade os. Måske skulle vi overvejede vores udenrigspolitik?. Det kunne de have gjort og det ville være naturligt.

Det er noget vi alle har oplevet at nogle har angrebet os (i bred forstand) og vi har kommet frem til at:

1) Personen var et fjols, fordi han/hun påførte os smerte og…

2) måske var der også noget i ens væremåde, der gjorde at man blev angrebet.

Det er ikke sådan at man nødvendigvis altid skal påtage sig skylden for hvad andre gør imod en, men refleksionen ville havde været fornuftig i USA’s situation – synes jeg.

Det skete bare ikke. Den amerikanske præsident George W. Bush gik ud og sagde noget i retningen af: De angreb os, fordi de er onde og vi er de gode. Det kan man forklare ud fra en samme fint Lacanjazz (og Žižek har dog også gjort det – i sin bog Velkommen til virkelighedens ørken, hvorfra jeg også hugger dette eksempel).

Hvad har det med Warhammer at gøre?

&

Betyder det at kaos ikke er onde?

Det har en helt masse med Warhammer at gøre, men jeg vil lige svare på spørgsmål nummer to først. For kaos er ikke ondt. Ondt er noget i D&D og anden dårlig metafysik. Kaos er kaos. Det er udenfor den menneskelige fornuft og ikke bare en rigtig radikal ondskab. Det er uforståeligt. Jeg kan godt lide at forestille mig kaos som det vi ikke forstår og derfor er super bange for. Fx volden, sygdommen, den evige forandring og vores begær – alt sammen ting der er rettet imod døden, der grundlæggende er den uforståelse drivkraft for al mytos (er det stavet rigtig – det skulle være græsk). Det der skete med imperiet var at det mødte det uforståelige på et mere symbolsk plan end USA gjorde det. Det kan man i fiktion.

Det er ikke kaos er fx ikke bare naturen, som da Katrina ramte New Orleans. Den forstår vi lidt ud fra et ellers manglet fuldt sprog, nemlig naturvidenskaben. Kaos er uforståelig og samtidigt en del af alle mennesker i Warhammerfiktionen.

Det er den måde jeg vil bruge kaos på. Borgerne har fortrængt kaos igen. De kan ikke holde til at tænkte på dæmoner. De ved selvfølgelig godt de har set og kæmpet imod dem, men det er stadigvæk ikke ret virkeligt. De glemmer det lidt og det findes helt sikker ikke mere og vil aldrig komme igen (altså ligesom danskernes forhold til radikalt fremmedhad). Derfor bliver folk også sure, hvis man snakker om at man har bekæmpet kaos – for det findes ikke eller det kommer kun frem når man snakker om det. På den måde kan jeg få dette element frem.

Men tilbage til hvad vi snakkede om den aften med papskibene. Smukke Morten fik nemlig en rigtig god ide. Han foreslog at man kunne spille Middenheims ny opstartede hold. Sådan lidt en historie med at alle de foregående spillerne var blevet sendt i hæren og sikkert døde, savnede eller invalide. For at højne moralen i byen, har Griffen sat et mindre beløb af til at starte holdet op på ny – ikke ulige situationen med New Orleans og opbakningen til Saints. Kan man tænkte sig et bedre grundlag for en episk BB helthistorie?

Det tror jeg ikke!

Det er ved udtagelserne til det nye byhold for Middenheim vores fortælling starter. Den kommer til at handle om mudder, pudder og bolde med pikke.

Jeg er selv helt pjattet med ideen. Glæder mig til at vi får sat det op og anser det lige som et forstudie for mit scenarie.

Men sidste spilgang kom Vensild med et skema til at definerer ens karakter med. Jeg synes det er så smart at jeg gerne vil dele det med resten af verden eller bare dem der læser min blog.

Det Vensild satte os til var at beskrive vores spilpersoners syn på sig selv, andre og samfundets syn på vores spilperson og vores egen (som spilleres) syn på vores spilperson. Vi kaldte de tre for en indre opfattelse, en ydre opfattelse og real opfattelse. I mit stille Lacananske sind blev det til imaginær realitet, symbolsk realitet og det reale. Meget skematisk og meget givtigt.

Jeg ville gerne bruge min spilperson ”Rudiger” som eksempel, men mit skema over ham ligger i en mappe i Århus hos Nørgaard, så jeg vil i stedet opfinde en spilperson. Så mød Kurt Jaeger. Kurt er en 19 år og Hunter i Averland, bor stadigvæk i den landsby hvor han voksne op. Han er glad for den ro skoven giver og anser sig selv for meget vigtig i forhold til landsbyen, da han er deres eneste jæger.

Skemaet ville i så fald kunne se sådan her ud

Omking status i landsbyen

Indre opfattelse: Er meget vigtig for landsbyen og kræver respekt.

Ydre opfattelse: De andre i landsbyen synes Kurt er lidt en vigtigper og derudover var den foregående jæger helt sikkert bedre (sådan lidt jantelov dér).

Real ( eller spillerens) opfattelse: Der er et klart misforhold mellem de foregående opfattelser og det vil jeg bruge til, at Kurt kommer ud i en situation hvor han er nød til at forlade landsbyen (og gå på eventyr).

Omkring livet i skoven:

Indre opfattelse: Har altid været meget ude i skoven og nyder ensomheden. Kan derfor bruge timer i en lysning, uden endeligt at jagte.

Ydre opfattelse: Ham Kurt bruger godt nok meget tid ud i den skov i forhold til hvor meget han fanger. Mon han laver noget forbudt der ude?

Real opfattelse: Kurt har brug for ensomheden og roen da han et eller andet sted (læs underbevist) godt ved, at de andre landsbybeboer mistænker ham. På den måde bliver det til en slags ond cirkel.

Omkring kvinder:

Indre opfattelse: Er forelsket i Møllerens datter Ludmilla og kan ikke helt forstå hvorfor han ikke tør kontakte hende ordentligt.

Ydre opfattelse: Kurt skulle snart finde sig en kone. Alle ved at Ludmilla er helt vild med Kurt og meget få forstår det. Det er underligt at han ikke tager sig sammen.

Real opfattelse: Kurt tør ikke kontakte Ludmilla fordi han i virkeligheden ikke er så forelsket i hende. Hans sande og store kærlighed skal først komme sendere i kampagnen. Det han tror er forelskelse er blot hormonernes dans i hans unge krop.

Hvad er fordelen ved denne måde at sætte det op på?
Jo, for det første så giver det spilleren selv, spillederen og de andre spillere en helt del vinkler at spille på. Derudover kan man på den måde og så gøre sig klart hvad det er man vil med en spilperson. Man er ydermere nødt til at forholde sig både nuanceret og fokuseret til sin spilperson. Derudover mener jeg at denne model bygger på noget af det samme som Lacans semiotiske forståelse psykoanalysen. Det har den fordel at Lacan stadigvæk er den tænker, jeg kender, der har fanget subjektets forskydninger bedst. Det giver med andre ord mening at anskue en person på den måde, i forhold til hvordan vi faktisk gå og opfatter os selv og andre.

Jeg drømmer også om at skrive Billy helt færdigt. Få det spillet og set hvor lidt man kan skrive før man har et godt scenarie. Denne drøm er lidt en kedelig en, da den ligner arbejde.

Jeg drømmer om, at skrive et scenarie om heksejægere i warhammerverden, men med et kortspil som det grundlæggende system. Bål og brænd. Hvem skal være den nye leder af orden? Hvem har støtter tilbage efter fingerere er blevet pejlet og mutationerne er kommet frem? Det er en ny drøm og Ask hjalp den frem igennem en hyggesnak igår.

Jeg drømmer om aldrig at forlade fantasien og kunne kaste mig ud i projekter, der ingen kommercielværdi har. Men det kan jeg ikke, da jeg skal lave oplæg om museets politiske historie og først skal jeg endda gøre rent.

Øv… jeg vil heller drømme.

Næste projekt hedder KSP og er et forsøg på at samtænke biografien, scenariet og aktiv spilmekanik.

En mand