M(SMvMM)KPARSDSMM

– Meget (men ikke super meget eller mega meget) korte politiske analyser af de rollespilssystemer, der står i mit metalskab.

Som lovet på MitMitMit, så vil jeg i kræft af at være rocker-docker lave vild politiske/ litterære/ filosofiske analyser over de rollespilssystemer, jeg ejer (her er de første 6 ud af alt for mange).

Drager og Dæmoner
Den skandinavisk socialdemokratiske velfærdsmodels svar på D&D. Du kan ingen ting, men det er der heller ingen andre der kan. Og selv ænder har lov til at være med.

Call
Den konservativ modernisme indenfor rollespilssystemer. Rollespillets oplysningssystemet. Væk med levels, ind med muligheden for at alle kan dræbe alle (med undtagelse af de virkelige protagonister, der er sådan cirka udødelige). Alt skal oplyses, så hopla der er sgu også stats på Tulle og de andre monster.
Man kunne ønske, at forfatterne ikke var så blindet af oplysningens lys, at de lige huskede deres eget metaplot (det med at viden ikke altid er godt).

Toon & HoL
Humor systemer er bare den rene fascisme eller DF. De forenkler verden/fortællingen i stykker, er super populistiske og fungerer ikke i praksis.

Fusion
Er bare meget dansk. Er super kritisk imod nogle partikulære forhold i DK og ser ikke at er ligegyldige pga. globaliseringen. Som om dansk politik havde noget som helst, at gøre med hvad der sker på Chr.borg.
Måske er det lidt lige som den form for kritik Enhedslisten laver. De er vel heller ikke marxister eller hvad?

Vampire
Der bare meget Cure-artige. Er for navlebeskuende til, at være rigtig politiske. Men ikke på den der seje ego-anarkistiske måde, mere bare sådan en P4 på P3-artige måde.
”Jeg er lige startet i gymnasiet. Kender ikke nogle, men kan godt lide sort tøj. Tænker på at blive vegetar, fordi dyr er søde …eller måske er det bare en del af pakken.
Får jeg en T-shirt hvor der står ”stille” nu, så?”

GRUPS
Typisk analytisk fysikalisme. Vi kan forklare alt ud fra fysik. Sikkert, men nu er der bare det ene problem, at Ohms lov og Newtons love ikke er det bedste grundlag for gode fortællinger.
Hvilken politik kommer der ud af dette?
Dårlig, da denne også skal underlægges fysikken, hvilket den heller ikke har godt af.
GRUPS er og bliver en stor kategorifejl!

12 tanker om "M(SMvMM)KPARSDSMM"

  1. Peter Dyring-Olsen

    Mand, det her er sjovt!
    Hvad med
    Paranoia?
    D&D?
    AD&D?
    Rolemaster?
    På eventyr i vildmarken?
    /Peter

    Svar
  2. johs

    tak man…
    Jeg har valgt at starte med de systemer jeg har.
    Sjovt nok har jeg ikke nogle af de ovenstående systemer – eller måske er der en gammel PH inde i skabet (så det er AD&D).

    Svar
  3. johs

    takker… der kommer flere – skal bare lige holde fødselsdag først 😉 (der er godt nok 30 min’er tilbage af den, men det skal jo til).

    Svar
  4. Thomas Munkholt

    Man skal nok passe på med at sammenblande system og setting.

    CoC’s system er nok udtryk for Oplysning – “alle kan alt” – men med en undertone der understøtter temaet: “… men ikke godt nok til at det nytter noget.” (“Rul dit Speak Own Language … du skal slå under 17% …”). Jeg har hørt folk sige det er et genialt system pga. dets Sanity-stat (no, really!), men den cetrale tematiske stat er jo i virkeligheden Library Use, hvor pointen synes at være: “al viden er tilgængelig for alle” (som Politiken skrev om Brian Mikkelsens kulturopfattelse, “en mand der ikke ved noget, men har en mening om alting”), og i den sidste ende: “men sandheden er ikke mennesket forundt” (det lyder jo nærmest religiøst). Settingen tilsidesætter akademiske tanker som nyttesløse sværmerier, der kun tjener til at bringe folk i ulykke, mens virkelige nyttige egenskaber såsom at kunne lave dynamit og påkalde dæmoner sætter os i stand til at matche guder (dog stadig på bekostning af ens fornuft). Der lægges op til at der er scoiale skel mellem karakterer, men i den sidste ende er alle lige (ubetydelige).

    Svar
  5. johs

    Ja…
    men betyder det ikke blot, at Call er ligeså selvmodsigende som resten af modernismen?
    Oplyst til hvad? Den radikale påstand vil være, at oplysningen altid blot vil vise os de mørke steder. Så der har du ret, Thomas.

    Jeg ved godt. dette kommentar modsiger, hvad jeg har skrevet i posten. Det er der ikke noget at gøre ved, andet end vi kan takke Morten Messerschmidt for allerede at havde forsvaret retten til kontradiktion. Hvilket han faktisk gjorde fra talerstolen i folketinget, jeg måske ikke han forstod det han sagde, for resten løde ikke somom han havde gang i en “man har et standpunkt…”. Selvom man kunne ønske (såfremt man er et moralsk væsen), at DF lavede deres standpunkter radikalt om.
    😉

    Svar
  6. johs

    Det var lidt det det hele startede med… kold krig, men læs linket under MitMitMit i indlæget… eller endnu bedre læs hele MitMitMit, Jonas er jo super rocker.

    😉

    Svar
  7. Klaus Meier

    “Den store danske scenarietradition” kan vel godt ses gennem strukturalismens (mest den antropologiske, da det er den jeg ved noget om) udvikling.

    Vi starter med det store paradigmeskift. Man søger at bryde med den eksisterende tradition, for at komme ned til det der er bag, det der er virkelig virkeligt. Spilpersoner opbygges efter mistankens hermeneutik; med et roligt og forståeligt ydre, men under dette lurer den virkelige virkelighed, den styrende struktur, der langsomt blotlægges gennem scenariet. Spilpersonen er i virkeligheden pædofil, incestoffer, forræder; dette kommer frem i lyset og konflikten kommer til udløsning. Scenariet bliver altså en afdækkelse af strukturen bag overfladen, af den uforanderlige struktur, der gemmer sig under utallige variationer.

    Det er naturligvis derfor at alle scenarier fra 1996 til 2000 indeholder en forræder og/eller en pædofil/incestoffer. Det er en grundstruktur, der blot varieres.

    Med den “bornholmske” scenarietradition kulminerer denne strukturalisme. Spilpersonen har ikke længere fri vilje, han eksisterer kun i de positioner som strukturen sætter ham i. En begrænset handlefrihed er der stadigvæk, men subjektet er på nuværende tidspunkt fuldstændig underordnet strukturen.

    Scenariet er på dette tidspunkt en mægtig maskine, der sætter spilpersonerne i forskellige positioner, der tillader dem at tale, men aldrig tale ud over strukturen.

    Metascenariet er poststrukturalisme og postmoderne. Alting flyder, Alting er virkeligt, men intet er virkelig virkeligt længere. Lag på lag af fiktion flyder ind i hinanden og virkelighed og fiktion bliver en stor simulation. Dette kulminerer med Being Max Møller og senere Et Lystspil, hvor ikke blot scenariets fiktion bliver flydende, men hele Fastaval forhandles til en enorme simulerende maskine, et simulacra af tredje orden om man vil (nogen vil dog mene at Fastaval aldrig har været virkelig, men det er en anden sag…).

    Seneste skud på stammen er indierpgs og spilmekanik. Dette er post-strukturalisme in exelsis. Subjektet betragtes nu som værende fuldstændig decentreret og nærmest opløst. Man kan tage forskellige stances, man kan rulle med terninger, sætte scener og spille en (eller flere roller) på samme tid. Individdet er ufrit, men man søger at afdække de snærende strukturer, der binder det, så det kan tage valg og blive en sand protagonist. Betydning bliver lig fortolkning og valg, den virkeligt virkelige struktur er forsvundet i forhold til det individuelle blik, der forsøges opdyrket af en systematisk, eller dekonstruktion, af de begrebet der før styrede vores tankeverden.

    Eller noget…

    Svar
  8. Pingback: SortForsyning » Blog Archive » M(SMvMM)KPARSDSMM 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *