Kort fra vores kommende kampagne.

Vores racistiske piratrollespil

Jeg er ikke og har aldrig været racist, men jeg har opført mig tankeløst en et utal af gange også ift. racistiske problemstillinger. En af tingene var vores piratkampagne. Den foregik i en verden der ligner vores til forveksling og i en slags pirates of the caribbean-setting (jeg husker det, som det var kort før filmen, men pirater fra ret hotte i midt 00’ernes populærkultur).

Se en piratelver!

Den eneste forskel var at verden var beboet af fantasy racer udover mennesker. De forskellige racer var knyttet til de forskellige store søfartsnationer. Elver i Frankrig, Dværge i Spanien, Hobbitter i Holland og Gnomer i England. Det var ikke sådan at der kun fandtes franske elverne og fantasy racerne er minoriteter i de forskellige lande. Det er nok ikke alle spaniere der synes det er bomben at blive sammenlignet med fantasy dværge, men det i sig selv er ikke det setting-valg, som gør kampagnen virkelig problematisk.

For der var også orker og gobliner og de kom sjovt nok fra Afrika. De var slaverne. Der blev flyttet en del slaver til de nye kolonier i Caribien. Stakkels mennesker, nogen af historiens største ofrer, som jeg så valgte at repræsentere som dyriske grønhuder.

Men jeg var jo antiracist

Jeg havde allerede, i midt 00’er, brugt 10 år med antiracistiske aktivisme (mest anti-nazisme) og deltaget i et hav af feministiske aktiviteter, fx en mandlig feministisk basisgruppe. I 00’er-standarder var jeg altså pænt woke.

Min undskyldning var at de ikke ontologisk var orker og gobliner, men at det var en måde at repræsentere deres andenhed set fra fra et europæisk perspektiv. En undersøgelse af hvilke struktur, der gjorde at ellers sympatiske mennesker, kunne få sig selv til at være kæmpe røvhuller overfor andre mennesker.

Men det var en hvid undersøgelse af et historisk hvidt perspektiv (som vi for resten aldrig fik udforsket i spil). Det er interessant at overveje og udforske hvorfor nogen er racister og kun ser andenheden og derfor ikke ser menneskeligheden i deres medmennesker, men hvis vi skulle det skulle det være meget mere fokuseret – som det fx er i Anders og Simons fantastiske Fastaval-scenarie Fredløs – ikke en sidebemærkning i en småfjollet fantasy piratkampagne.

Hvis vi orker

Jeg er 110% en hvid, cis-kønnet midaldrende mand med et velbetalt akademisk job og måske halvforældet meget venstreorienteret livssyn. Jeg er ikke i tvivl om at jeg har svært ved at se udover mit privilegerede liv og at jeg er ok blind ift. de strukturelle urimeligheder man står overfor som mininotet. Ligesom jeg ikke er særlig sikker i den internetjargon, som for tiden åbenbart følger med, hvis man skal være et ordentligt menneske.

Det er min lillesøster der hedder Karen, men nogle gange synes jeg at det er synd for mig, at jeg skal føle mig som en elefant i en glasbutik når jeg bl.a. spiller rollespil, men sådan er det nu engang og hvis jeg ellers kan komme over mig selv, så kan jeg godt forstå at de mange mange års racisme vores samfund bygger på selvfølgelig også har sproglige og narrative konsekvenser – og at vi opretholder denne racisme i vores eget perspektiv, hvis vi forsætter med at holde fast i sproglig og narrativ racisme.

Orc!

Orker har altid være menneskets grimme og voldelig andenhed i fantasy og mennesket har i klassisk fantasy været en hvid mand. I rollespil kan vi være hvad som helst – også vælger vi at gentage de samme forældet fortællinger om hvide middelalderhelte med en problematisk hang til uopfindsomme eventyr og vold. Hvor kedeligt er det ikke? Det er ikke fordi der er noget forkert eller ulovligt i at spille en ridder, der basker nogen orker i ny og næ.

Vi kan bare så meget mere end det, hvis vi tør at lege med de klassiske troperne. Jeg lover det både er sjovt og sympatisk. Man bliver bare nødt til at tænke sig om en ekstra gang, så man ikke hovedløst kommer til gentage den strukturelle racisme, som vi går og lever til hverdag. Ellers ender man bare med at skulle skrive et langt blogindlæg 15 år efter, når man endelig er blevet lidt klogere.

Det er ret tydeligt at jeg læser universitetet i 2006 og jeg ejer ikke hverken alle disse systemer eller metalskabet længere, men posten er stadigvæk sjov (synes jeg).

Hvad synes du?

Det er tale om en paneldebat som foreningen Bifrost står bag, hvor vi holder oplæg og efterfølgende diskutere med publikum.

Programmet bliver noget i retning af:

• Jeg laver en kort generel introdution til forholdet mellem politik og rollespil. Hvor jeg vil bringe tre/fire forskellige tydninger af begreb “politik” på banen.
• Claus snakker om hvordan man kan bruge orkerne, elverne og gummisværdene politisk – både internt i vores eget miljø, men også eksternt overfor omverdenen.
• Nynne diskutere kønspolitisk rollespil med baggrund i Piger I Panser.
• Jeg roder rund i om mit actionscenarie Slavehandleren fra Ascalon er politisk og hvis det er, om hvordan det er det (altså politisk).

Arrangementet er fra 19-22 og foregår i Underkanten i Huset i Magstræde (indgang via Rådhusstræde 13). Det er gratis at deltage, og der vil være salg af øl og vand undervejs. Det bliver mega hyggeligt og interessant. Du skulle tage og kigge forbi.

Udover rollespil synes jeg politik er interessant. Når det kommer til at formidle politik mener jeg at rollespil kan noget helt unikt. Ved at arbejde med forskellige politiske problemstillinger som rollespilsscenarier kan de blive meget mere nærværende end politikkens tomme referencer, der jo blot henviser til et lukke politisk system, nogensinde formår at blive.

Hvorfor rollespil er bomben når det kommer til politik er ret simpelt. Til gengæld er ret svært at skrive scenarier der bygger på politiske problemstillinger uden det bliver plat. Jeg forsøgte i Thais var i Afghanistan, der er min bidrag i De Navnløse antologien. Om det scenarie blev plat må andre om. Dennis gjor-de det godt i Højhus – Løsningsmodel uden titel der var en vred og dog elegant kritik af daværende kulturminister Brian Mikkelsens besparelser på børnelitteraturen. Der er sikkert andre gode bud på fine politiske scenarier fra vores lange scena-rietradition.

Senest har Uffe lavet et politisk scenarie, der måske er det mest elegante jeg har set. Det hedder Kaniners Mod. Kaniners Mod er inspireret af Kaninbjerget og er et Mouse Guard hack som du bør læse. Det handler den mest grundlæggende politiske problemstilling nemlig fordelingspolitik. Jeg læser det som et ideologisk marxistisk litterært værk om sammenhængen mellem individets mod og solidaritet. Andre, med andre politiske baggrunde, kan sikkert tolke det anderledes. Hvad siger du, Peter? Det er et sejt drama, fordi det ligger op til at kaninerne bevæger sig fra en normativ fordring til politisk handling uden at påstå at det er let gå op imod uretfærdigheden.

Scenariet udtrykker en generel filosofisk og samfundsmæssig point – en hemmelighed, som skal læses frem. Den hemmelighed jeg læser i Laaste døre, er kun blevet mere relevant siden Thomas Munkholt skrev scenariet i foråret 1994. Hemmeligheden forudsætter en metafysisk påstand, nemlig: at en politisk proces kan skabe en sandhed, ligesom sandheden kan skabe en politisk proces. Den sidste bevægelse, der går fra sandhed til politik er ontologisk primær i forhold til bevægelsen fra politik til sandhed. Eller sagt på en anden måde, så snylter bevægelsen fra politik til sandhed, på den mere oprindelige bevægelse fra sandhed til politik. Bevægelsen fra sandhed til politik er en revolutionær bevægelse. Alle virkelig samfundsændringer finder deres kraft i en sandhed, som efterfølgende formuleres politisk. Det kan være de store revolutioner som fx den franske. Den fransk revolution fandt sin kraft i det urimelige i det franske monarkiske organisering af samfundet i forhold til de daværende nye produktionsforhold. Det borgerlige samfund var på det tidspunkt den politiske nødvendig reaktion på sandheden om de urimelige samfundsforhold for borger- og arbejderstanden. Revolutioner kan også være mindre samfundsomvæltninger. Blotte samfundsændringer – som oprettelsen af HF, da dele af den danske arbejdsstyrke skulle omskoles fra at være landarbejdskraft til en mere dannet arbejdskraft.

Den første bevægelse, altså bevægelsen fra politik til sandhed, er revolutionens modsætning og dermed altid er en form for kontrarevolution. Det er denne kontrarevolutionære bevægelse som Laaste døre beskæftiger sig. Når den politiske proces konstruere en sandhed, så opstår der en slags politisk betinget relativisme, der maskere sig som en slags sandhedenspolitik (hvilket ellers er den revolutionære politik). Eller med andre ord – sandheden bliver politisk afhængig, i modsætning til at politikken bliver afhængig af sandheden. Hvor det revolutionære er yder konflikt, så er det kontrarevolutionære en indre. Revolutioner funker ved at konstruere fællesskaber, kontrarevolutioner funker ved at konstruere fællesskabsødelæggende individualiteter. Vi lever på flere måder i en kontrarevolutionær tid, hvor singulære individualiteter nærmere bekriger hinanden snarere end at opbygge fællesskaber, samtidig med at gamle fællesskaber opløses. Denne bevægelse imod en alles kamp imod alle stabileres kun ved opbyggelse af falske lukkede fællesskaber. Paradigme eksemplet på et sådan fællesskab er 30ernes fascistiske fællesskaber (og til dels 50ernes stalinistiske fællesskab i sovjet), hvor fællesskabet kun opretholds ved et stærkt fokus på de der udelukkes fra fællesskabet. De udelukkede er både nogle reelt udelukkede personer og de er også en strukturel nødvendig figur (for systemet opretholdelse) i folks hoveder. Nazierne udelukkede blandt andet jøderne – de blev tillagt alle mulige, usande og sammenhængende negative egenskaber. Denne jøde-figur var helt central for det nationale fællesskab i 30ernes Tyskland.

Indenfor den verden, som Munkholt beskriver i Laaste døre er systemforræderen den jødiske figur. Scenariet foregår indenfor et totalitært system og  dette samfundssystem opretholdes – i fiktionen – ved at spilpersonerne finder frem til en systemforræder. Forræderiet består i en forbryelse som ingen af spilpersonerne har begået, men samfundsorden kan ikke opretholdes uden der findes en søndebuk. Med andre ord skal der etableres en politisk betinget relativistisk sandhed. For at komplicere det hele, så skal alle påtage sig denne sandhed (der i virkeligheden er en løgn). Systemforræderen, som i virkeligheden ikke er forræder, skal tilstå og dermed også påtage sig den falske sandhed. Munkholt har lånet dette dramatiske greb fra Villy Sørensen, men det gør det ikke mindre godt. Ved at lade scenariet fortælle en historien om strukturerne i et kontrarevolutionært samfund, så muliggøre Munkholt et revolutionært spring i den danske scenarietradition – nemlig overgangen til intrigescenariet.

Spilpersonerne bliver netop konstrueret som fællesskabsødelæggende individualiteter, men ved at indsætte det ekstra strukturelle trist – tilståelsen – bliver mindst et af disse individer nød til at ofre sig selv til det falske fællesskab. Denne selvofring er scenariet konflikt – og det er en indre konflikt. Forringen om at ofre sig er per definition en urimelighed af dimensioner, men ikke en umulighed – og det er den hemmelighed Laaste døre ønsker at fortælle os. Hvilken betydning denne leg med det totalitære og forskellige former for fællesskaber indenfor spillets fiktion havde de fællesskaber vi opbygger udenfor spillets fiktion kan jeg ikke helt overskue pt. Og hvordan ofringen spiller ind er mig stadigvæk også ret udforståelig, men jeg er sikker på at man kan lærer meget om dansk politik siden 2001 ved at læse dette scenarie fra 1994. Tak Thomas.

Laaste døre infobox:
Forfatter: Thomas Munkholt
Skrevet til Fastastival 1994, den med Mark Rein·Hagen som æresgæst. Her vandt scenariet en Otto for bedste handouts.
Lagt op på Projekt R’lyeh og Alexandria som scenarie nummer 27

Er det første scenarie, der blev valgt til anmeldelse af læsegruppen.

Husk at læse Mortens, Simons og Frikards anmeldelser også.

.

.

.

.

.

Den anden dag, da drengene og mig spillede lidt pappiratskibes krig, forslog Anders Frost et fantastisk koncept – nemlig en Blood Bowl-kampagne. Vi snakkede lidt om den nye warhammerverden, eller rette sagt jeg snakkede en del om den nye warhammerverden. Vi snakkede lidt om stemningen i warhammer også snakkede vi om mulighederne i en warhammer kampagne der var centret omkring et Blood Bowl-hold.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Der er nemlig lidt et misforhold WFRPs og BBs fremstiller af racernes indbyrdes forhold. Vi havde alle meget svært ved at forestille os et Kaoshold (med fans) spille imod Reikland Reayers i The Oldbowl i Altdorf.

Det er mutanter indenfor murene!

Ja ja, det er jo bare boldfans

Nej vel?

Så vi besluttede at de forskellige hold skulle være de 4 normale spillerracer, med meget få elverhold – fordi de bare skal være sådan lidt sky og magiske. Til gengæld skal menneskeholdene være mere forskellige indbyrdes. Der kunne fx være ’Orken’ som er en stor og grum Black Orc, der holdes fanget af en gal tærer. Orken spiller på et menneskehold når de er virkelig presset, men hans medspillere ikke meget for at havde ham med. For man ved aldrig hvem sådan nogle orker finder på at slå på. Man kan lave mange gode fortællinger om en sådan ork. Fx at holdet han spiller for har været nødt til at skrifte hold farve, da orken åbenbart slår mindre på folk i røde holdtrøjer. Udover orkens historie – selvfølgelig. Er den født i fangenskab eller indfanget og i så fald hvordan?

Nu er rollespil ikke kun kulisse, det grundlæggede element er jo en eller anden form for fortælling. Selve fortællingen skulle være den klassiske heltefortælling. Om en bevægelse fra mudder til pudder. Om selv at blive helte der kaster opvarmet kobberstykker ud til pøblen, hvor man før kun så med beundring på sådanne helte.

Rent praktisk blev vi enige om en struktur, hvor man både spiller udenfor og indenfor banen. Der skal være sammenhæng mellem de to dele, men jeg tror vi alle godt kunne forestille os subplot inden for begge dele. På samme måde kommer vi til at bruge kampagnen som en kærlig ironisk kommentar til amerikansk football, som vi alle er ret vilde med. Ydermere fik jeg på en eller anden måde de andre overtalt til at jeg skulle være spilleder.

Her til var vi enige, nu var der bare de nyste udviklinger i Warhammer universet som vi skulle forholde os til. Personligt ved jeg stadigvæk ikke helt hvordan jeg har det med Warhammer version 2. Synes systemet er blevet bedre samtidigt med at man har beholdt ånden i Warhammer. At de så har valgt at lave et endnu mere problematisk magisystem som afløsning på det gamle er hvad det er. Der skal ikke meget omtanke til at rette det til.

Derimod er der Stormen og alt det episke omkring den, jeg ikke helt ved hvordan jeg har det med det. Jeg vil nok skrue lidt ned for de episke fortællinger eller gøre det mere myteartige. Den ødelagte verden er også fint nok. Den kan vi godt bruge i vores fortælling – eller rette sagt så valgte vi at gøre den til grundlag for vores fortælling, men det vil jeg vendere tilbage til. Det var mere det med at, hvis man spiller lige efter Stormen, så har næsten alle set et kaosuhyre og det er ikke helt sådan jeg forestiller mig kaos. Kaos er noget man nægte at tro på eller faktisk endnu bedre fortrænger. Der er ikke respekt i at komme hjem fra skove og sige at man lige har dræbt en flok kaoskriger. Mutanter findes det ved man og det er hvad det er, men i min Warhammerverden, der er fx kaoskriger og dæmoner noget man har hørt fortællinger om. Det er noget der findes i verden, men er stadigvæk svært at tro på for normale borger i imperiet og især på en god solskinsdag. Denne opfattelse af imperiets mentalitet ødelagte Stormen lidt

…eller det var min første indskydelse.

For jeg kom til at tænkte på amerikansk reaktion på 11. september. Det store spørgsmål i USA var Hvorfor? Hvordan kan nogle mennesker finde på at gøre noget sådan imod os? Her var en situation, hvor amerikanerne kunne havde set virkeligheden i øjne og sagt: Ok, måske er der noget i vores omgang med resten af verden, der ligesom får nogle folk i denne verden til at hade os. Måske skulle vi overvejede vores udenrigspolitik?. Det kunne de have gjort og det ville være naturligt.

Det er noget vi alle har oplevet at nogle har angrebet os (i bred forstand) og vi har kommet frem til at:

1) Personen var et fjols, fordi han/hun påførte os smerte og…

2) måske var der også noget i ens væremåde, der gjorde at man blev angrebet.

Det er ikke sådan at man nødvendigvis altid skal påtage sig skylden for hvad andre gør imod en, men refleksionen ville havde været fornuftig i USA’s situation – synes jeg.

Det skete bare ikke. Den amerikanske præsident George W. Bush gik ud og sagde noget i retningen af: De angreb os, fordi de er onde og vi er de gode. Det kan man forklare ud fra en samme fint Lacanjazz (og Žižek har dog også gjort det – i sin bog Velkommen til virkelighedens ørken, hvorfra jeg også hugger dette eksempel).

Hvad har det med Warhammer at gøre?

&

Betyder det at kaos ikke er onde?

Det har en helt masse med Warhammer at gøre, men jeg vil lige svare på spørgsmål nummer to først. For kaos er ikke ondt. Ondt er noget i D&D og anden dårlig metafysik. Kaos er kaos. Det er udenfor den menneskelige fornuft og ikke bare en rigtig radikal ondskab. Det er uforståeligt. Jeg kan godt lide at forestille mig kaos som det vi ikke forstår og derfor er super bange for. Fx volden, sygdommen, den evige forandring og vores begær – alt sammen ting der er rettet imod døden, der grundlæggende er den uforståelse drivkraft for al mytos (er det stavet rigtig – det skulle være græsk). Det der skete med imperiet var at det mødte det uforståelige på et mere symbolsk plan end USA gjorde det. Det kan man i fiktion.

Det er ikke kaos er fx ikke bare naturen, som da Katrina ramte New Orleans. Den forstår vi lidt ud fra et ellers manglet fuldt sprog, nemlig naturvidenskaben. Kaos er uforståelig og samtidigt en del af alle mennesker i Warhammerfiktionen.

Det er den måde jeg vil bruge kaos på. Borgerne har fortrængt kaos igen. De kan ikke holde til at tænkte på dæmoner. De ved selvfølgelig godt de har set og kæmpet imod dem, men det er stadigvæk ikke ret virkeligt. De glemmer det lidt og det findes helt sikker ikke mere og vil aldrig komme igen (altså ligesom danskernes forhold til radikalt fremmedhad). Derfor bliver folk også sure, hvis man snakker om at man har bekæmpet kaos – for det findes ikke eller det kommer kun frem når man snakker om det. På den måde kan jeg få dette element frem.

Men tilbage til hvad vi snakkede om den aften med papskibene. Smukke Morten fik nemlig en rigtig god ide. Han foreslog at man kunne spille Middenheims ny opstartede hold. Sådan lidt en historie med at alle de foregående spillerne var blevet sendt i hæren og sikkert døde, savnede eller invalide. For at højne moralen i byen, har Griffen sat et mindre beløb af til at starte holdet op på ny – ikke ulige situationen med New Orleans og opbakningen til Saints. Kan man tænkte sig et bedre grundlag for en episk BB helthistorie?

Det tror jeg ikke!

Det er ved udtagelserne til det nye byhold for Middenheim vores fortælling starter. Den kommer til at handle om mudder, pudder og bolde med pikke.

Jeg er selv helt pjattet med ideen. Glæder mig til at vi får sat det op og anser det lige som et forstudie for mit scenarie.

Tit bliver dansklærer betegnet som noget negativt i forskellige rollespilsdiskussioner. Det forstår jeg ikke. Jeg kan nemlig godt lide dansklærer og synes det arbejde de laver er rocker vigtigt. Det handler nemlig om kulturforståelse som en forfatter ikke nødvendigvis har. Det har de dog tit, men ikke nødvendigvis. Derudover er analysen som menneskelig evne super vigtig i mange af det modne menneskes gøren og laden. Ligefra barsamtalen til demokratisk deltagelse til rollespilsdeltagelse.

For jeg synes det er rocker problematisk at bruge ’dansklærer’begrebet som et negativt begreb. Det ligner meget et andet begreb nemlig ’smagsdommer’begrebet. Jeg kan ikke se at der er nogle problem med at analyser ting. Selvfølgelig er der tidspunkt hvor det er vigtigt at analyser ting, men der er også tidspunkter hvor der er. Tid til fordybelse og tid til handling. Det er banalt, men der er vel ingen grund til at afskrive det en eller andet.

Jeg synes det både er interessant og vigtigt at man tænker over hvorfor man gør som man gør og hvilket magtrelationer og hvilken socialitet man spiller ind i. En måde at se på systemr er som sprog og enhver der har læst George Orwel ved at sprog ikke er værdiløst. Forskellige sprog kan forskellige ting, fordi man vil forskellige ting med dem. Biologien er god til en masse ting, men der er også historier vi ikke kan fortælle med biologien. Nogle folk har prøvet, men det bliver alt ting noget rocker mærkeligt noget. Jeg kan ikke forklare følelsen af kærlighed biologisk. Jeg kan godt forklare fornuften for den og de ret fysiske stimulanser der er på spil. Men ikke følelsen. Det ligger udenfor det felt. Det betyder ikke at biologer ikke kan føle kærlighed, men når de skal beskrive det må de bruge andre sprog. På samme måde er det andre sprog vi bruger når vi skal beskrive alle de ting der ikke er i D&Dreglerne, men som er i fortællingen vi spiller. Det er vi også ret gode til, fordi vi så blot bruger vores normale sprog til det. Det eneste problem er at denne del af fortællingen er en del af fortællingen, men strengtaget ikke en del af D&D. Det er udenfor. For der sker noget når vi simuler virkeligheden med et rollespilssystem. Vi reflekter over vores normale opfattelser om vi vil det eller ej. Derfor giver D&D os mulighed for at reflekter over nogle ting, men ikke andre. Fint. De ting der bliver reflekteret over bliver på den måde i talt sat. Det er måske ikke det det handler om, men det vil være de sider af spillet som vi er fælles om – når vi holder os indenfor systemet. Dette er selvfølgelig en fokusering. Og den er værdiladet, fordi der nogle ting der er vigtigere (i tale sat) og nogle der ikke er så vigtige.

At man analyser fx D&D kan være en rigtig dårlig ting imens man spiller det. Men at havde gjort det kan give noget til spillet. En bevidsthed om hvad fanden det er der er på spil. Hvad er det vi foretager os. Systemløst er en anden sag og rocker problematisk, hvis vi forestiller os at det er mere værdifrit end forskellige systemer. Det er det ikke. Det ligner bare mere vores normale sprog og narrativer.

At systemer alt tid vil handle om noget ligesom alt anden kommunikation er ikke et problem. Men jeg kan godt se hvordan man kan tro det når der fx i det politiske rum er tilladt for en statsminister at tilsidesætte en hver kritik med dumhedsideologi. Det gør han fx ved at bruge ’argumenter’ som ”Det er jo politik” – som om der så ikke var noget at diskutere. Og ved at bare det mere kende begreb ’smagsdommer’. Som åbner muligheden for sætninger som:

”Nå, du tænker over tingene – hvor er du åndssvag. Det er jo bare en pistol, der er ingen normative værdier lagt i at jeg går rundt med den”.

Sprog er altid kun muligheder som Peter er inde på. Men vi skal være bevidste om hvor fortællingens- og diskussionsrum er. Hvad der er åbnet op for ved at blive i tale sat og hvad der ikke i lige så høj grad er. Det betyder ikke at man ikke skal spille D&D, hvis det er det man vil. Man bør sgu være bevidst om hvad det betyder at man gør det. Hvorfor? Fordi det er sgu er ens fucking pligt at være bevidst om hvad man gør – ellers ende man i et demokrati hvor dyretransporter er det vigtigste politiske emne og hvor man laver internet afstemninger om hvem der skal i fængsel. Det er fint man vil det sådan, men man skal bare vide at det kunne være anderledes.

Det gør mig så glad.

Forresten har han et link til denne side om lego og socologi. Personligt var det et fedt link pga. to ting. 1 fordi Lego bliver misbrugt (i en normativ god forstand) til noget fornuftigt. Plus jeg nok kommer til at skrive et eller andet om Lego i min storytellings opgave i år – så var den meget hyggelig. Og 2 fordi smukke Sonja fortalte mig om Judith Butler som jeg åbenbart har overset i min feministiske periode – hun er her i Lego udgave, det er humor. Og det gav mig en mulighed for at huske at jeg skal huske at læse hende. Er dog lidt bange for at hun er lidt for analytisk – selvom hun også bruger Foucault. Han er forresten også der (dette er en linkgentagelse) i Legoudgave – jeg tror at tørklædet er et symbol på hans homoseksualitet, men jeg ved det ikke. At de så også har Giddens, det forstår jeg ikke. Skal man ikke være socialdemokrat for at læse ham?

Nå, men velkommen til Peter F. Jeg glæder mig til at læse denne blog også her op til eksamen. Ved ikke hvor meget der kommer op herfra – jeg har pænt travlt med de der eksamener, så jeg kan komme over og ligge i ske medAnders Frost Bertelsen her til sommer. Plus der er demo iovermorgen…

Jeg gider heller ikke skrive om mit scenarie, andet end der skrives. Jeg er nemlig et sted hvor jeg er usikker på alt – så jeg tør ikke andet end at holde kortene tæt ind imod mine, efterhånden, mange ar.

Men hvad er der ellers?

Jo, jeg var i skole i dag.

Hvor jeg endnu engang fandt ud af, jeg er den nordjyske udgave af Derrida. Selvom jeg overvejer, at få en tusse på overkroppen hvor der står: ”Ja, jeg tror på det menneskelige samfund. Hvad vil du gøre ved det?”. Men nu jeg er den nordjyske udgave af Derrida, skulle der måske blot stå noget med ”ReMarx?” eller noget? Det er jo næsten det samme budskab. Hvorom alting er, så skal jeg lave min Freudo-marxist T-shirt inden fastaval.

Nu hvor det åbenbart handler om politik,

så er jeg så flov over mit land, at jeg selv overvejer at sympati boykot Danmark. Regeringen skærer ned på mit universitet og fusionere det med et erhvervsliv som har flere ideer om, hvad vores konklusioner skal være, end DF, der ellers ikke har været de mindst aktive på det område. Altså hvad det er vi skal komme frem til i vores forskning. Jeg gør mig ingen falske forestillinger om helt fri forskning eller noget. Alle regimer har til alle tider ønsket at være med til at definere vores videns forestillinger, noosfære om man vil. Det er bare det, at man kunne ønske, at de ville gøre det lidt mere galant. Hvorfor skal alle vores leder virke så dumme? Har det altid været sådan? Var det fordi Cæsar sagde ligeså dumme ting som danske politikker, at han blev taget ud?
Ikke fordi det gør det bedre at han blev myrdet. Især i dag hvor man faktisk har steder der tager sig af dem der ikke er helt så hurdige som os andre. Et af de steder er åbenbart folketinget, hvilket vel er ok. Det er vel ligeså godt som så mange andre steder. Og politik er nok sjovere end at lave klemmer. Det jeg ikke forstår, er at der ikke var en eller anden vælger, der på et eller andet tidspunkt har sagt: ”Nej, det her er måske ikke kun en god ide, at havde ligefremt dumme mennesker til at kører vores nation”. Faktisk synes det mig, at vores nuværende politikkers valg er ret dårlige. Det kan selvfølgelig bare være mig, der ikke forstår hvor svært det er at skulle tale pænt til diplomater, havde tiltro til folk der ikke lige snakker dansk og ikke lyve på tv. Ja, det er nok bare mig.

Det jeg mener er, vel bare, at med et demokrati der kan handle så dumt, er det underligt at ikke også fornuftige mennesker bliver fascister. Jeg bliver ikke fascist, fordi jeg stadigvæk tror drømmen, kærligheden eller begæret kan rede os. Men hvad er Klaus M’ undskyldning?

Nu vi snakker smukke mennesker, så snakke jeg med min søster Karen i dag. Hun fortalte, at min anden søster Stinne (der faktisk var min første – som i at Stinne er den ældste af mine lillesøstre) synes jeg skulle havde billeder af mig selv på min blog. Eller i det mindste billeder af mine søstre. Jeg forstår ikke hvorfor, men ok her kommer de. Det er ikke de bedste billeder af

Stinne,

Karen

Og Johannes

– Undskyld larmen og tak for snakken.

Som lovet på MitMitMit, så vil jeg i kræft af at være rocker-docker lave vild politiske/ litterære/ filosofiske analyser over de rollespilssystemer, jeg ejer (her er de første 6 ud af alt for mange).

Drager og Dæmoner
Den skandinavisk socialdemokratiske velfærdsmodels svar på D&D. Du kan ingen ting, men det er der heller ingen andre der kan. Og selv ænder har lov til at være med.

Call
Den konservativ modernisme indenfor rollespilssystemer. Rollespillets oplysningssystemet. Væk med levels, ind med muligheden for at alle kan dræbe alle (med undtagelse af de virkelige protagonister, der er sådan cirka udødelige). Alt skal oplyses, så hopla der er sgu også stats på Tulle og de andre monster.
Man kunne ønske, at forfatterne ikke var så blindet af oplysningens lys, at de lige huskede deres eget metaplot (det med at viden ikke altid er godt).

Toon & HoL
Humor systemer er bare den rene fascisme eller DF. De forenkler verden/fortællingen i stykker, er super populistiske og fungerer ikke i praksis.

Fusion
Er bare meget dansk. Er super kritisk imod nogle partikulære forhold i DK og ser ikke at er ligegyldige pga. globaliseringen. Som om dansk politik havde noget som helst, at gøre med hvad der sker på Chr.borg.
Måske er det lidt lige som den form for kritik Enhedslisten laver. De er vel heller ikke marxister eller hvad?

Vampire
Der bare meget Cure-artige. Er for navlebeskuende til, at være rigtig politiske. Men ikke på den der seje ego-anarkistiske måde, mere bare sådan en P4 på P3-artige måde.
”Jeg er lige startet i gymnasiet. Kender ikke nogle, men kan godt lide sort tøj. Tænker på at blive vegetar, fordi dyr er søde …eller måske er det bare en del af pakken.
Får jeg en T-shirt hvor der står ”stille” nu, så?”

GRUPS
Typisk analytisk fysikalisme. Vi kan forklare alt ud fra fysik. Sikkert, men nu er der bare det ene problem, at Ohms lov og Newtons love ikke er det bedste grundlag for gode fortællinger.
Hvilken politik kommer der ud af dette?
Dårlig, da denne også skal underlægges fysikken, hvilket den heller ikke har godt af.
GRUPS er og bliver en stor kategorifejl!