Heavy Metals hjemmeside har et 17-billeder galleri med “Moebius Concept Art for ‘Willow’”, som jeg ikke kendte.

Willow, som vi kender den.

Moebius’ streg er fantastisk, men jeg ærlig talt ikke genkende særlig meget af Willow i det. Det er federe end Willow!

Se billederne på Heavy Metals hjemmeside!

Jeg har læst Moebius, men det har aldrig rigtig sagt mig noget, men det her er japansk, 80’er og manner, hvor kunne jeg godt tænke mig at køre en kampagne med udgangspunkt i det artwork. Tjek det ud.

Fantasien om kollektiv fantasy

Heltefortællinger om unikke personer og deres helt særlig handlinger er fede, men nogen gange, føler jeg, at vi glemmer kollektivet når vi fortæller historier. Det synes jeg er synd, fordi jeg fuldt og fast mener at individer generelt er ret uduelige ift. kollektivets styrke.

I vores fastaval scenarietraditionen er vi (desværre) blevet ret gode til at lave personlige fortællinger om unikke individer, hvor man virkelig kommer ind under huden på den figur man spiller. Når man ikke er indlevelsesspiller bliver det let kedeligt at spille denne slags scenarier, hvor hovedpersonerne er ikke bare er i fokus, men deres udvikling er scenariet. Bipersonsrollespil og mange andre grene i scenarietraditionen imødegår noget af dette, der er masser af fortællinger som ikke primært handler ”heltene”, men jeg savner alligevel ofte at de scenarier jeg spiller har et endnu større kollektivt fokus (måske er jeg bare umættelig).

Der er helt naturligt et kollektivt perspektiv i fortællingen i traditionel kampagne rollespil, fordi hovedpersonen ikke er en person, men er hovedpersonerne i partyet. Det på trods reduceres de kollektive perspektiver i de fleste regelsystemer til at man kan få en ekstra terning eller en anden systemmæssig fordel, hvis en af de andre hovedpersoner hjælper en i fiktionen. Det ser vi fx både i Mouse Guard og D&D 5. ed.

Det er dejligt at ”hjælp” er blevet en fast regelmæssig ting, men jeg tænker at det alligevel må være mulighed at lave regelsystemer og en lille række scenarier som er endnu mere radikale.

Tre racer, tre scenarier

Det er genbrug (og lidt omfortolkning), men jeg har digtet tre scenarier med hhv. dværge, elverfolk og hobbitter som hovedpersoner. Der er forskel på hvor gennemtænkte idéerne er, but here goes.

Elverfortælling: Ørkenvandringen

Ørkenvandringen

I tegneserien Elverfolket krydser de en ørken (et par gange?), måske er det derfor jeg gentænkte denne gamle scenarieidé – med elvere under en benhårde sol. Kort fortalt handler denne scenarieidé om en stamme/familie som bevæger sig igennem en ørken. De møder udfordringer undervejs og har kun få ressourcer, som de bruger til at overkomme udfordringerne. Disse ressourcer er fælles og illustreres mekanisk ved hjælp af terninger. Der dør folk fra stammen undervejs. Måske ofte de ligefrem sig selv.

Dværgehistorie: Dværgene i Nord

Dværgene i Nord

Dette er historien om dværgene, som bor langt mod nord hvor intet kan gro og der ingen mad er. De er et undertrykt folk, der er dybt afhængige af deres (kapitalistiske) undertrykkere, der bringer dem mad sydfra og lader sig betale godt for det. Et (for)år kommer der intet nyt forsyningsskib med mad og en gruppe dværge må rejse ud og finde en måde deres folk kan undgå sultedøden.

Jeg har ikke helt gennemskuet det kollektive mekaniske element i dette scenarie, men dværge er all about hukommelse, historie og fællesskab, så jeg tænker flashback, minder som en slags fælles ressource og noget med at en anden spiller tager kontrol over ens spilperson kunne være interessante virkemidler.

Hobbitdrama: Harmony

Et drama om livet i Hobbitlandsbyen Harmony. Der er en grundlæggende regel: Ingen vold! Scenariet handler ikke om fysisk vold og der skal/må ikke udføres fysisk vold. Til gengæld handler det om naboer og familier som ikke altid har det lige let med hinanden, om afgrøder som ikke vokser som de skal og om de farlige dyr ude i skoven (som man altså ikke må kæmpe imod – fordi ”Ingen vold!”-reglen).

Jeg tænker, at alle udfordringerne skal være til at kunne løse, hvis blot landsbybeboerne arbejder sammen, men det er en pointe at de ikke gør. ”Misforståelse” og ”ego” kunne være centrale mekaniker, som man kunne lege med og som ville besværliggøre løsningsprocesserne. Det skal selvfølgelig også rollespilles, men det er sjovt også at bygge noget mekanik op omkring det.

Scenarier i 2018

Dette er ikke en nytårsforsæt 2018 post. Det er ikke sikkert at jeg får skrevet en eller noget af disse scenarier, men det kunne være interessant at arbejde med en kollektiv mekanik fremfor en ”en spilperson = en evne”-logik.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spille en generational play kampagne. Generationel play er rollespil, hvor man igennem kampagnen spiller flere generationer, man spiller både forældre der får børn og derefter afkommet som selv bliver forældre til nye generationer af spilpersoner. Man gør det i det gamle Kong Arthur-rollespille Pendragon, hvor man spiller riddere der tager på riddermissioner og i sin fritid hver har et mindre område at være herremand over. Hvis ens ridder-spilperson dør, så er ens næste spilperson ens tidligere spilpersons arving, tidligt i spillet en evt. lillebror eller fætter – senere ens egnet afkom. Det er ældre system, så det er tabeller og terningeslag der afgøre om man får levedygtige sønner (kun mænd kan arve), om det går godt med ens herregård og hustru (det gør det som oftest ikke).

Jeg kan godt lide den fornemmelse man får af historiens vingesus i Pendragons generational play, men jeg tror resten af systemet er lidt for gammeldags til at jeg kan overskue det. Plus jeg er ikke helt klar på riddermissioner og Kong Arthur settingen.

40 spilgange senere

Alternativt kan man spille ridder/adelige, der fører deres hus videre i et andet system. I Pendragon spiller man år for år, spilgang for spilgang. Det betyder man mindst er 16-18 spilgange inde før ens første spilperson kan død og sønnike på 14-16 år kan overtage. Hvis målet er at man bare skal igennem 3 generationer snakker vi minimum 24 spilgange og nok snarere 40-50 styks. Det er en meget lang kampagne.

Men hvis man alligevel skal bytte Pendragon systemet ud kunne man også spille kampagnen på mindre klassisk Pendragon måde. Man kan jo springe i tid. Spille et scenarie på 2-4 spilgange med første generation som unge og et scenarie med dem igen som ældre, hvor deres afkom/familier også bliver introduceret. Derefter kan det 3. scenarie være med deres afkom i fokus osv. Tre generationer giver seks scenarier med 2-4 spilgange hver – altså max 24 spilgange, men mon ikke om man kan gøre på under 18 spilgange? (Som stadigvæk er en forholdsvis lang kampagne).

En fordel ved den ovenstående kampagnemodel med de seks scenarier er at spillerne har mulighed for at spille hinandens afkom. Det betyder også at man lettere kan spille på tværs af generationer (i 3. scenarie kan en meget gammel 1./2. scenarie spilperson være med i en scene og give sit afkom småsenile råd mm.).

House Busted

Der skal selvfølgelig være en historie, der gør at det giver mening at spille den generational play’sk. Det kan være noget gennemgående såsom kampen imod en arvefjende (svensken, den onde baronfamilie i det næste len, en udødelig vampyr, en dæmon og dertilhørende dødskult), kampen for at generhverve familiens hjerteland eller noget tredje (kom gerne med bud).

Det kan også forskellige historier i de forskellige scenarier, som så er tematisk bundet sammen. Et tema kunne være den adelige families opstigning i et fantasy rige, en kongefamilies storhed og fald eller noget tredje (kom gerne med bud).

Non-fantasy varianter, tak

Det behøver ikke være fantasy. I Vampire the masquerade kampagnen “The Ventrue Chronicle” spiller man først en Dark Ages-vampyr i et Dark Ages scenarie, som laver et Victorian Age-childe der er hovedperson i et Victorian Age scenarie, som laver et Modern Nights-childe der er hovedperson i et Modern Nights scenarie. Jeg er ikke særlig vild med selve scenarierne, men ideen om generational play på denne måde åbner op for nogen ret interessante vampire-kampagne muligheder.

Man kan også lave en ikke fantasy, men historisk kampagne. Fx under 30 årskrigen eller før, under og efter den russiske revolution eller a la filmen 1900 eller noget der minder om en Will Eisner tegneserie.

Og det kan selvfølgelig være okkult uden at skulle være vampire. Det kan være fortællingen om en troldmandsorden med mestre og lærlinge og evig kamp imod noget ondt og mystisk. Det kan være en mystisk ridderorden i moderne tid, hvor vi følger 4-5 magiske sværd og de forskellige personer der svinger sværdene igennem tiden (lidt a la Knights of the Cross i ”Dresden Files” serien). Eller det kan være en western familiehistorie eller flere generationers rejse igennem det uendelige rum.

Historiens vingesus du ved.

Afgrænsning

Denne liste er altså ikke en top 13 over fantasy bøger. Jeg har bøger med som ikke er som sådan er fantasy værker, ligesom jeg nok ville liste  bøgerne anderledes, hvis jeg blot skulle vurdere dem ud fra deres litterære kvalitet. Samtidig har jeg kun bøger der inspirere til fantasy rollespil og ikke bøger som inspirere til sci fi rollespil (fx Gibsons Neuromancer), moderne urban fantasy rollespil (fx Gaimans American Gods eller Butchers Dresden Files) eller horror rollespil (fx Lovecrafts forfatterskab) – selvom disse og mange andre er voldsomt inspirerende. Nogen af bøgerne på listen kunne dog godt være med i andre top 13’er i andre genre. Sidst, men ikke mindst, har jeg kun taget bøger med som jeg rent faktisk har læst (i) – og man må meget gerne foreslå bøger som jeg ikke har læst.

Top 13

Nr. 1: A Song of Ice and Fire af George RR Martin

Jeg har hørt bøgerne på lydbog og ikke set tv-serien. Kort tid efter jeg hørte dem  lavede vi en kampagne og fantasy verden, der dybt inspireret af Martins westeros og de magtkampe, der danner grundlag for serien. Udover en rigtig fin low fantasy verden, der bliver mere og mere high fantasy. Udover det ridderlige Westeros er der nogen fine (og få kedelige) steder i Martins fiktionsverden, så er der meget inspiration at hente. Derudover er Martins personbeskrivelser virkelig fine og han laver nogen meget inspirerede (indviklende) plottråde. Også er han mester i miljøbeskrivelser (især ift. måltider), hvilket man kan planke meget fra som GM.

Nr. 2: Ringenes herre (plus Hobbitten og Silmarillion) af J.R.R. Tolkien

Tolkiens forfatterskab er  et must read, hvis man gerne ville spille fantasy, da formår at lave et fantastisk inspirere univers og nogle virkelig gode narrative eposser. Hans betydning for fantasy genren – især i rollespil – er second to none. Fordi, især Ringenes herre, er så betydningsfuld er det svært at sige hvor Tolkiens indflydelse starter og slutter. Personligt ligner mine rollespilsverdener ikke Tolkiens Middle-earth særlig meget, men det betyder ikke at jeg ikke er inspireret af Tolkien. Netop ved ikke at lave tolkiensk fantasy er jeg måske mere styreret og inspireret af forfatterskabet end så mange andre.

Nr. 3: Jordens søjler og forsættelsen Uendelige verden af Ken Follett

Folletts to historiske værker er ikke fantasy, men det er gode middelalderfortællinger med de bedste miljøbeskrivelser og fine plottråde. Bl.a. beskæftiger de sig med tro og politik på en måde som jeg ofte savner i rigtige fantasy fortællinger og som man kan hente meget fra. Jeg tror næsten altid der er elementer fra disse to værker når jeg spilleder fantasy kampagner.

Nr. 4: First Law-serien af Joe Abercrombie

Med hovedpersoner som den tragiske barbar Logen Ninefinger og den ligeså tragiske torturmester Sand dan Glokta, så bliver det ikke mere kick ass Warhammer – det dog uden at handlingen foregår i Warhammer universet. Udover de to hovedpersoner, består personerne i serien af inkompetente adelige, skæve typer og rå krigere, hvilket også er pænt Warhammer. Fiktionsverden er fin og overskuelig uden at blive for simpel og fortænkt. Der er meget at hente, selvom slutningen af serien afslører en (for mig) lidt for simpel og lidt for højstemt metafysik i verden.

Nr. 5: Trollslayer-serien (Gotrek and Felix) af William King

Hvor First Law-serien er næsten Warhammer, så er Gotrek and Felix the real deal. Hovedpersonen Felix rejser rundt med Trollslayeren Gotrek i the Old Wolrd for at dokumentere Gotreks glorværdig død (i kamp). Gotrek har det bare med at være rimelig sejlivet, så det bliver til mange eventyr, der mest går ud på at finde nye og sejere monstre at dræbe. Undervejs bliver Felix også sejere og sejere, men ift. Gotrek vil han være en man skal beskytte – det alene er en sjov dynamik, som man bør planke. Jeg vil utrolig gerne lave en kampagne der blot handler om en Trollslayer (+ venner) der søger den ene fare efter den anden. Grunden til at bøgerne ikke er længere oppe på listen er at bøgerne simpelthen ikke er så gode eller det vil sige de senere bøger i serien er ikke så gode (men en 5. plads er vel også ok). Seriens bedste bog ”Skavenslayer” bør dog være pligtlæsning for en Warhammer-GM.

Nr. 6: Fafhrd and the Gray Mouser-serien af Fritz Leiber

På mange måder kan jeg bedre lide Leibers sword and sorcery fantasy end klassisk Tolkien-fantasy. Det er beskidt, mørkt og fremmet. Nogen af historierne om Fafhrd and the Gray Mouser er de bedste fantasy noveller jeg har læst, andet er mere bare lidt underligt horror’ish. Jeg planker mest stemning, lidt setting og plotstruktur fra Leiber, men elementerne fra denne verden er ikke ligeså plug n play som de ovenstående serier (for mig).

Nr. 7: The Kingkiller Chronicle af Patrick Rothfuss

Hvis Rothfuss var stoppet efter første bog, så ville denne serie være langt højere oppe på listen, men i anden bog (som jeg ikke har læst færdig) viser Rothfuss at hans fiktionsverden i virkeligheden er ligeså kedelig som hans hovedperson og seriens overordrende plot. Det er synd. Helten Kvothe er aldrig interessant, sådan er det med mange fantasyhelte (fx Arn nedenfor), men især universitetet i Imre, dets kæmpebibliotek og magien i Rofhfuss’ verden er super godt beskrevet og lige til at planke i en fantasy kampagne a la Mortens Magiskole-kampagne.

Nr. 8: Fæ og Frænde af Ebbe Kløvedal Reich

Fæ og Frænde kan alle mulige ting. Miljøbeskrivelser, samfundsbeskrivelser, personbeskrivelser, Kløvedal Reichs brug af mytologi i sine fortællinger er virkelig seje. Jeg ville gerne sætte Kløvedal Reichs ”De første” plus ”Ploven og de to sværd” ind i titlen her, men jeg er stadigvæk ved at læse første bind (De første). Jeg har dog allerede brugt rigtig meget fra den bog i spil. Hvis resten af bøgerne er lige så stærke kommer Kløvedal Reich op på 3. pladsen i denne liste.

Nr. 9: Korstogsserien af Jan Guillou

Arn-bøgerne er historiske romaner om middelaldersuperhelten Arn Magnusson. De er fede, hurtig læst og ganske brugbare, hvis man som mig godt kan lide nordisk virkelighedsnær fantasy rollespil – altså fantasy der foregår i noget der minder om Norden uden mærkelige (spiller)racer og hvor det okkulte er mere skjult end i klassisk D&D, så er de bomben. Jeg har været der med Drager og Dæmoner for nogen år siden og det var helt sikkert ikke sidste gang.

Nr. 10: Drizzt Do’Urden-bøgerne af R.A. Salvatore

Jeg har hørt The Dark Elf Trilogy og The Icewind Dale Trilogy som voksen. Man lærer en del om forgotten realms-fantasy, hvilket sikkert er meget godt. Det er rigtig fin fantasy og ift. dungeonspil, som jeg aldrig rigtig har gjort det i, er det bomben.

Nr. 11: Røde Orm af Frans G. Bengtsson

Jeg læste disse to historiske romaner som barn og skal se at få det genlæst ved lejlighed. Der er noget med samfundsstrukturer og hvordan man fortæller et stort rejseepos, som man kan hente i disse bøger. Jeg tror også man lærer en ting eller to om at lave interessante scener i forbindelse med fester og håndgemæng – det er altid brugbart både som spiller og GM.

Nr. 12: Kaninbjerget af Richard Adams

Kaniner og politik – what’s not to like? Kaninbjerget er en fantastisk og dramatisk fortælling, som kan læses politisk. Der er en lang tradition for at lege med forskellige politiske samfund i Sci Fi, men det virker også rigtig fint i fantasy rollespil. White Wolf gør det ret fint i deres D&D setting Scarred Lands, men hvis man selv vil i gang er Kaninbjerget en god inspiration til hvordan man gør det elegant.

Nr. 13: Harry Potter-serien af J.K. Rowling

Hvis man nu skulle til at lave Magiskole-kampagne, så er man simpelthen nødt til at læse Potter-serien. Om ikke andet, fordi en stor del af spillerne har læst den og vil have den som reference. Derudover er det en fin ungdomsserie og kan give en fornemmelse for et magikostskoleliv.

Dette er mit version af Fredriks setting, jeg synes vi skal kalde den for “Nord”.

Nord

Kort over Nord

Midt på en næsten uendelig indlandsis ligger tre bjerge. I og imellem de tre bjerge ligger byen Hjem. Har har der altid boet dværge og det gør der stadigvæk. De arbejder i miner under bjergene og laver ekspeditioner ud i islandsskabet til fjerntliggende miner i små bakkedrag, hvor bjerge titter frem af is og sne. Ude på isen er der ingen træer og kun få ensomme buske med kilometer mellem sig. Vejret er hårdt og temperaturerne kommer kun over frysepunktet få gange om året. Måske har der ikke altid været så koldt og måske ligger der både marker, skove og hele byer langt nede under isen. Det ville man kunne læse om i dværgenes ældst skrifter, men disse skrifter er desværre pantsat til det gyldne folk. Det er ikke kun skrifterne, men faktisk alle dværgenes ejendele, altså deres jern, kul, selve byen Hjem og helt ned til deres kroppe der er pantsat til det gyldne folk.

Det Gyldne Folk

Det gyldne folk er høj og tynge. Deres guvernør Claudius Probus og nærmeste familie plus et lille følge er bosat i Hjem på det norlige bjerg, som dværgene kalder Krak Nord og som det gyldne folk kalder for Rector. Ellers er der ikke nogen af det gyldne folk i Hjem. Det gyldne folk og deres konge i det fjerne syd ejer dog alligevel byen Hjem, da dværgene i Hjem ikke kan oveleve uden sendinger af fødevarer fra syden. Det gyldne folk ankommer med deres skibe til landingsstedet Portu Aquilonem i øst, her mødes de af en dværgeekspedition og en repræsentant for Probus, som fragter varerne hjem til Hjem. Hvornår og hvordan denne praksis startende er der ingen der kan huske længere (fordi skrifterne er plansat), men man mener at dværgene i starten betalte for disse livsnødvendigheder med kunstværdigt jern og stålarbejde. Eftersom de havde monopol indså det gyldne folk at de kunne kræve hvad de ville og det gjorde de så. Varerne blev dyrere og dyrere, så dværgene var nødt til at måtte pantsætte alt og sælge deres afkom og dem selv i slaveri for mad.

Hvis Gerald Broms illustrationer er Dark Sun, så er Poul Bonners illustrationer Nord.

De tolv klaner

Dværgesamfundet er fra gammeltid opdelt i tolv klaner. I gammel tid holde de forskellige klaner forskellige rettigheder der var knyttet til forskellige faghemmeligheder: Amboltkanen kendte hemmeligheden bag stålet, den nu næsten opløste Mejselklanen kendte hemmeligheden bag runerne og deres kraft, Hakkeklanen stod for minearbejdet og kendte til byggefagets mange matematiske mysterier. Ti klaner pantsatte alt og solgte sig selv som slaver til det gyldne folk. Økseklanen, troldejægerne, der kender vildmarken, valgte aldrig at sælge sig selv til det gyldne folk. Da priserne på varerne fra syd blev for ublu sagde de simpelthen fra. I stedet overlever de på troldekød og hvad de ellers kan finde ude på isen. De stadigvæk er en fri klan, et frit folk, men det betyder også at de ofte sulter. Det sker de sælger deres færdigheder til ekspeditionerne ud i ismarken for stålvåben eller rustninger, men de sælger aldrig deres evner for madvarerne fra syden. På den måde forbliver de uafhængige af det gyldne folk. En tolvte klan, hvis navn nu er glemt, rejste væk for mange generationer siden måske for at undgå slaveriet, måske før det gyldne folk ankom.

Nogen af ti pantsatte klaner er næsten gået i opløsning. De har solgt deres hemmeligheder til det gyldne folk og medlemmer af mindre vigtige klaner i forhold til minedrift og produktionen af jern- og stålarbejde er blevet flyttet over i andre klaner. På den måde er Mejselklanen blevet opløst og efterkommerne fra denne klan arbejder nu i minerne eller ved smedjerne sammen med de ”rigtige” mine- og smededværge. Nogen få efterkommerne fra Mejselklanen mødes og deler deres viden om runerne når de har små afbræk i tvangsarbejde.

Paul Bonner, Trold og dværge.

Hvorfor er det en fed setting?

Jeg har mest spillet politisk intrige kampagner og aldrig været særlig god til overlevelse i vildmarken-spil, men overlevelsesspil kan noget. Noget som det kunne være interessant at undersøge i en minikampagne.

Kampagnemuligheder

Hvad ville der ske, hvis skibene fra syden holdt op med at ankomme til Portu Aquilonem?

Spilpersonerne er selvfølgelig del af den ekspeditionen, der er rejst ud til landingsstedet.

Her kunne en kampagne fyldt med troldeangreb, snestorme og social uretfærdig måske starte.

Før jeg hørt den, kendte jeg intet til opera andet et ynkeligt forsøg på at høre Tryllefløjten i en biltur til Polen for længe siden. Siden jeg var 13 år har jeg været glad for Tolkiens Ringenes Herre og jeg synes stadigvæk det er et mesterværk.

Men den fantasy som Leth præsentere i sin podcast om Wagners fire operaer om Nibelungens Ring passer meget mere ind i det grundnarrativ som jeg gerne vil arbejde med i rollespil. Der er mange guder i spil og det er opstemt, men fuck det er fedt. Ifølge Leth skulle Tolkien have sagt at der er en ring i både hans og Wagners ringfortællinger og der stoppede sammenligningen. Det gør den så ikke. Alle de bedste elementer i Tolkien er planket fra Wagner: ødelagte sværd der smedes på ny, ødelagte væsner der elsker ringen mere end noget andet og ligbål. Der er selvfølgelig også forskelle fx bryder Tolkien jo ringen, dens magt og fortælling. Leth har lavet en virkelig god podcast og få kampagner har ikke plads til en Wotan!

Billederne er fuldfede og jeg får lyst til at spille de scener, som disse personer kunne indgå i.

Især disse tre får mig til at tænke fantasy rollespil meget mere end de fleste D&D illustrationer.

Se alle billederne inden din næste spilgang

]]> https://sortforsyning.dk/2013/this-is-what-fantasy-looks-like/feed/ 1 https://sortforsyning.dk/2011/lundses-kampagner/ https://sortforsyning.dk/2011/lundses-kampagner/#comments Tue, 12 Jul 2011 09:14:23 +0000 http://sortforsyning.dk/?p=1363 Jeg interviewer min ven Kristian Lund (Lundse) om han rollespilskampagner. Læs de to første afsnit her.

Kampagnen er ikke spillet endnu, så hvis du har tænkt dig at spille med i Lundses kampagne bør du ikke læse videre.

Johs: Det her er, for mig, det sværeste interview, da jeg ikke kender særlig meget til din nyeste kampagne. Jeg ved det er fantasy, hvorfor? Hvad er det du holder af ved den genre?

Lundse: Jeg har faktisk lidt et had/kærlighed-forhold til genren. Det er alt for nemt at lave dårlig fantasy, og bare smide cliché og velkendt trope efter hinanden, og se hvad der bliver hængende (hej Harry Potter fans) eller gå i den modsatte grøft og ville have alt til at hænge sammen i ét stort system som om det var en dyd i sig selv (Eddings, Jordan). Samtidig skal man slet ikke kimse af, at have en klar reference-ramme. Slet ikke når man har tænkt sig at smadre den…

Idéen til kampagnen er i langt højere grad Frank Herbert’s Dune, og jeg prøver også at emulere hans (og Tolkien’s) tilgang til verdens-skabelse; verden skal understøtte en bestemt fortælling, tema og stemning. Fans af Dune, ved at der ikke er langt til en fantasy/medieval-setting – kampagnen er et forsøg på at tage nogle temaer og pointer fra Dune, og flytte dem den korte distance til et fantasy-univers, specielt lavet til lejligheden.

Johs: Hvad er kampagneplottet? Hvad er dine inspirationer?

Lundse: Verden går under.

I lidt flere detaljer, så starter vi med et enormt kongedømme, der pga. magi rent faktisk er tæt på alt-favnende, lykkeligt og effektivt. Med jordskælv, levende planter, vilddyr der går amok og alskens natur-katastrofer ender alt dette brat, og vi går all-out-post-apocalyptic. Det fortsætter i andet akt som er den klassiske “prøv at bygge noget op i en fjendtlig verden”-historie. I tredje akt skal spillerne have chancen for at slå igen – med det store valg i slutningen af scenariet, jeg mener kampagnen, om hvorvidt der skal sluttes fred eller tages hævn.

Strukturen er altså ret klassisk post-apokalypse, blot flyttet til et fantasy univers – denne del er faktisk inspireret af de første par sæsoner af Battlestar Galactica, med fokus på militær nødvendighed, hvad vi har mistet og hvad vi vil gøre for hævn og overlevelse. Primært har jeg dog løftet ting fra Dune, som skal med i universet, for at få de tilsvarende pointer og temaer med:

Genetisk hukommelse. Det mest direkte huggede. Man kan huske nogle ting, som ens forfædre kunne – nogle bedre end andre (igen, dette er arveligt). Det understøtter hvorfor verden er feudal – de bedste til at lede er dem der husker mest, og den bedste møller er møllerens søn. Alle på sin plads. Samtidig giver det mulighed for at vise noget historie, samt give en fed evne til liiige at huske det nødvendige, for én af spillerne.
Blod-magi. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af at lade spillerne se fremtiden, så jeg lader dem være specielle på en mere simpel og direkte måde – magi. I min setting er blod (faktisk hele kroppen) lig liv, vilje og sjæl – med nok kontrol over krop og sjæl, kan man kontrollere elementerne. Ligesom evnen til at se fremtiden i Dune, er det et værktøj der indeholder en fare – både for den enkelte i form af blodtab, men også for en civilisation der troede den ikke behøvede naturen.

Martin Heidegger

Heidegger’s syn på teknologi. Ligesom i Dune, indeholder kampagnen temaer om at leve imod eller med naturen og andre. Det kommer til at afspejle sig i de valg spillerne tager undervejs, men især hvordan de forholder sig til nekromantikere, elvere og dværge – og ikke mindst “det sidste store valg”.

Johs: Er der bygget lidt sci fi-artige mindfuck/plot twist ind i din kampagne?

Lundse: Ja, der er både sci-fi og mindfuck

Sci-fi elementerne er der, hvis man kalder blod-magi for en teknologi (hvorfor denne også består af alkymi og laboratorier). Og så er der god gammeldags find, undersøg, bliv forfærdet over og forstå de fremmede civilisationer (dværge og elvere) – og hvordan de bruger teknologi. Desuden skal der noget filosofisk eftertanke ind i skidtet, ligesom de gode gamle 70’er sci-fi folk gjorde det med roboter og nye verdner (et fantastisk på god sci-fi der lige så godt kunne have været fantasy er her, og brugt som inspiration til både setting og især en af karaktererne).

Det store mindfuck er også lidt Battlestar-agtigt; all this has happened before, and will happen again. Verden er cyklisk, i den forstand at menneskene før har været nærmest udslettet så kun de mest dyriske er overlevede, samtidig med at naturen har opslugt alle spor. Menneskene husker dog vage stumper, og genopbygger hurtigt deres civilisation igen, i omtrent samme stil. Efter nogen tid truer mennesket igen naturens balance, ved at ændre alt fra vejrforhold til geografi, med deres magi. Naturen, med dens ubevidste vogtere, elverne, vækker en intelligens der kan tage kontrollen i en tid, og fjerne problemet (Bruce Sterling’s Swarm, fra Crystal Express var inspirationen her).

Dette leder selvfølgelig til det store slutspørgsmål: skal de dræbe intelligensen, og enten overvinde naturen eller tabe til den, eller også prøver de freden – noget helt nyt.

(Jeg er Herbert-fan; jeg synes vi skal prøve det helt nye).

Johs: Lad os snakker mere konkret om kampagnen. Hvem bestemmer hvilke spilpersoner spillerne skal spille? Har du skrevet spilpersonerne på forhånd? Eller er det helt frit for spillerne at bestemme hvem de skal spille?

Lundse: Her er der igen gået Herbert i den, det vil sige Jung i den. Jeg har defineret nogle arketyper, udfra hvordan de kan interagere i gruppen social, hvordan de umiddelbart har det med hinanden, hvilke temaer de personificerer og skal sætte i spil, og hvilke særlige evner de har. De fire roller er:

• Arvingen – prinsesse, den sidste af kongeslægten, enormt potentiale, står for håbet om at racen fortsætter.
• Troldmanden – adelsmand, civiliseret og vant til magten og dens spil, står for den tabte storhed og at holde fast ved dyderne.
• Herremanden – en adelsmand fra en mindre familie, med solide rødder til den jævne mand og naturen, står for pragmatisme og overlevelse for enhver pris.
• Den gamle soldat – en skadet eller ældet soldat, nu rådgiver og/eller vagt for kongefamilien, står for den rå militære virkelighed, men også det håbløse ved dette.

De er desuden løst baserede på henholdsvis Paul, Thufir Hawatt/kejseren, Liet Kynes (og hans far) samt Gurney Halleck fra Dune.

Alle rollerne har en særlig indflydelses-sfære og evne, som er:

• Arvingen – bestemmer over de adelige, og kan erhverve sig evner fra forfædrene.
• Troldmanden – kan true sig frem overfor de fleste, og kan kaste magi, selvfølgelig.
• Herremanden – har stor indflydelse blandt de jævne folk, og har desuden næste dyriske evner i naturen.
• Den gamle soldat – bestemmer i kamp-situationer, og kan beskytte og hjælpe andre i kamp.

Johs: Hvor lang bliver kampagnen til at blive og er det meningen at de skal rejse ud på missionen eller skal de mest blive i ”hjemmet”? Hvad skal spillerne udspille?

Lundse: Kampagnen bliver en prolog på én session, og tre akter på en 4-8 sessions. Næsten al spillet sker ude i naturen, på flugt eller på rejse i det fremmede. Kun i sidste akt skal det føles som et valg at drage ud fra en intermistisk fæstning. Spillerne skal opleve vild flugt og fare, dramaet omkring mulig udslettelse, forfærdelse ved hvad nogle mennesker vælger at gøre i en krise, og de skal interagere med elvere (som også har race-hukommelse og magi, blot mere ubevidst og naturlig), samt dværgene (som er gået all-out på teknologi og putter blod i mekaniske ting, og lever evigt og afskåret).

Johs: Har du valgt et system endnu og hvis ”ja” hvordan tror du det vil understøtte det spil du ønsker at spille?

Lundse: Jeg har valgt Savage Worlds, af tre grunde: Det ser nemt og ligetil ud, med et godt, hurtigt kampsystem der kan understøtte mange fjender uden bøvl. Det vigtigste i systemet er Edges, og er generelt nemt at putte særligt seje evner ind i. Og så skulle det have et fedt mass combat-system. Det sidste var så løgn; systemer er lige så latterligt som alle de andre – lav nogle checks baseret på en eller anden skill og tæl hær-styrker ned. Noget i den stil, og i hvert fald blottet for noget der ligner taktik og spiller-input. Men fuck it, jeg laver mit eget hvor hær-enheder er “monstre” med masser af Wounds og et par særregler hvor morale bliver en slags Toughness.

Desuden er jeg vild med systemer der er ikke kommer i vejen og er simple at rette lidt i, og så har det jo de gode kampe helte-point fra VP (Bennies). Dem skamrider jeg for alt hvad de er værd, ved at uddele dem på basis af om spillerne for nogle bestemte temaer i spil – nogle der passer på deres karakter, på kampagnen, eller den enkelte spilgang. Det kunne være “håb”, “overlevelse” og måske “fortvivlelse” for en given session.

Johs: Mere generelt. Det virker på mig som om at dine kampagner er båret af en filosofisk/metafysisk idé. Hvorfor tror du det er?

Lundse: Øh… fordi det er sådan jeg er? Jeg stiller det samme krav til mine rollespil, som til bøger og film og musik – der skal være en idé. Det behøver ikke være stor kunst, eller lige godt hver gang, men der skal være en god, ny eller spændende idé, måske endda en tematisk pointe eller noget at lære. Det er alt sammen Frank Herbert’s skyld…

Og så giver det motivation! Det er skidesjovt at se hvad man kan få til at virke, og jeg vil egentlig grundlæggende fortælle en historie – og så skal den sgu også være god, hvis man vil trække sådan en ned over hovedet på nogen. Og så ser jeg mig da lidt som en lærer i livets skole, det er bare så pokkers få der har fattet at det har ringet til time

Johs: Tror du det er ligeså vigtigt for spillerne?

Lundse: Næh… Egentlig ikke. Det giver mig motivation og entutiasme, som jeg helt sikkert tror giver en bedre oplevelse, og måske gør det også historierne mere mindeværdige bagefter. Måske giver det lidt “dybde”, noget rent faktisk interessant at følge med i og regne ud undervejs, udover et simpelt “whodunnit” eller lignende. Men i sidste ende gør jeg det for min egen skyld, og tror egentlig ikke spillerne sidder og føler de “læser” filosofi.

Johs: Tak, fordi du har leget med. Er der noget jeg har glemt at spørge dig om?

Lundse: Heheh – Det er lidt “hvad vil du gerne spørges om?” (Det værste og bedste spørgsmål til Sandhed Eller Konsekvens!)

Dune and Philosophy

Jeg har et par totalt selv-højtidelige og arrogante spørgsmål jeg gerne ville have svaret på, og nu griber muligheden for at gøre:

Herbert-fanboy: “Kristian, kan vi ikke få mere at vide om hvad du tænker om Dune?”
Lundse: “Jo, her“.

Lundse-fanboy: “Kristian, kan vi ikke læse mere om din nyeste kampagne?”
Lundse: “Jo, her“.

Savage World- og baggrundsmusik-fanboy: “Kristian, kan jeg ikke fortælle dig om de fedeste house-rules, ekstra Edges og idéer til Savage Worlds? Eller måske anbefale noget fantastisk baggrundsmusik til sørgelig fantasy, post-apokalyptiske og økologiske tematiker?”

Lundse: “Jo, herunder. Og hold op hvor er der mange ultra-specifikke fanboys på denne her blog, Johs.”

Johs: Lundse, jeg kom til at tænke på dig, da jeg så Mortens blog om monster til hans Ulvevinterhack. Lad os snakke kampagnespil. På Mortens blog kalder du kampagnen din “første gode kampagne”. Hvad mener du med det?

Lundse: Jeg havde egentlig kørt en succesfuld, nogenlunde ordentlig afsluttet kampagne før det. Men den havde samme grundstruktur som vi altid havde spillet i, og som jeg føler AD&D 2nd ed. (som vi spillede i dengang) lagde op til: lad spillerne lave de karakterer de vil, kast monstre og encounters efter dem, som du/I synes er sjove/interessante.
Myth of Man (som den “første gode” kampagne lidt pompøst hed), gjorde op med det. Der var en klar afslutning, karaktererne var tænkt ind i spilverdens historie og den overordnede fortælling og dens temaer, og verdens metafysik og hvad man kunne møde i den var defineret på forhånd. Jeg vidste hvad jeg ville, og så gjorde jeg det. Jeg gjorde mere end “throw stuff at the players and see what sticks”!

Johs: For en god ordens skyld: Hvilket system brugte I, hvorfor og hvilke systemer havde I tidligere spillet?

Lundse: Vi var for nyligt gået fra AD&D 2nd ed. til VP (!). Vi havde oprindeligt brug VP til noget fjollet WWII-show – Foden på Feltspaden, kørt af min vennekreds’ anden spilleder, Helge – men Helge var begyndt at bruge det til fantasy, som pludseligt forekom realistisk (jeg sværger, i VP)! Istedet for at gå til Vampire, som alle andre gjorde i halvfemserne, og opdage at man kunne fokusere på sin karakter udover kriger-med-økse eller druide-med-hammer, så gik vi til VP og opdagede det samme.

Så vi spillede i VP, og fandt på nogle fede ekstra-regler for lokationer og nogle lidt mindre fjollede crit-tabeller, undervejs.

Johs: På Mortens blog, nævner du begrebet ”metafysik” og jeg ved du har læst filosofi (blandt andet fordi det var på filosofistudiet vi mødte hinanden første gang), hvad forstår du ved begrebet “metafysik” i rollespilssammenhæng?

Lundse: Når jeg snakker rollespil, bruger jeg begrebet meget bredt: Det er både specifikke detaljer om evt. magi og guder, men også “systemet bag verden”. Fusion har en metafysik; den er løftet lige ud af Film Noir – der er noget skæbne, verden er mørk og selv heltene må ofre sig selv eller andre. Det gamle World of Darness havde en metafysik, som blev mere og mere rodet; først var det Kain, så Lilith, så The Wyrm, så guderne-ved-hvem-jeg-fik-aldrig-spillet-Mage og til sidst englenes kamp mod gud, der forklarede hele verden. Metafysik er, i hvert fald når det er godt, den “højere virkelighed” som verden og spillet afspejler – ofte særlig tydeligt i en verdens omgang med guder, magi og – når det er rigtig godt – karaktererne selv.

Den metafysik jeg byggede spillet op om var af egen opfindelse og enormt kompleks (og i øvrigt grunden til at jeg startede på filosofi og mødte dig). Det gav et ret godt resultat ift. fornemmelsen af en samplet historie, men især ift. oplevelsen af en verden og nogle temaer der gik igen.

Man kan vel sige at det var lidt post-moderne eller strukturalistisk (det vidste jeg så ikke før jeg havde læst filosofi), men det var ikke “alle har sin egen sandhed” som i WoD, hvor alle væsner har deres egen, lige gyldige, fortåelse af verden. Det var i høj grad en anti-materialistisk filosofi, der ligger bag – samt mine egne tanker om hvordan det så ville fungere. Det var mere moderne end postmoderne, da der faktisk var én historie – vi fylder bare detaljer på med bagud-virkende effekt! Så når den første voldsmand i verden nogensinde henrettes, og man nogle hundrede år efter tænker “hmm… hvordan kunne den evigt retfærdige kejser henrette en person der, ligesom min søn lige har gjort, kunne omvendes og blive retfærdig og fredelig?”, så opfinder man den sandhed at der er, og altid har været, en kategori af Voldsmænd Som er Uden Frelse – vilde undermennesker som er uden vores sjæleliv. Og når historierne siger han var grim og stor, så var han vel virkelig grim og stor – sådan en slags… ork.

Alting startede simpelt – én stor, lykkelig by, én kejser, ét folk. Så kom den første Røver og rigets splittedes i krig, menneskenes bosatte sig forskellige steder, og blev defineret ved deres opførsel. Deraf følger elvere, dværge, varulve, drager, etc. etc. * Det er svært at forklare, jeg håber jeg fik forklaret det i spillet

Johs: Interessant. Kan du fortælle noget af kampagneplottet? Hvis jeg husker rigtigt, så startede det med at spillerne spillede deres forfædre, hvorfor?

Lundse: Der var to grunde til, at vi skulle spille forfædrene: For det første ville jeg give spillerne idéen om det episke, både som kontrast til det ret jord-bundne spil vi startede med bagefter, og altså lade dem opleve at verden bliver mere kompleks, mere detaljeret og mindre episk og klar med hver generation. For det andet ville jeg involvere dem i at skabe verden; jeg fik både en kaste af livvagter, et militaristisk len (der lidt ligende House Stark, går det lige op for mig), en kongeslægt, et monopol på healing, og meget andet defineret i samarbejde med spillerne. Det kan varmt anbefales (der findes selvfølgelig også andre tricks til at involvere i skabelsen af verden, men at lave dens store helte er bare fedt i fantasy).

Der var mange plot-dele i selve spillet, mange af karaktererne havde egne historier de skulle finde ud af, men måske kan den overordnede historie faktisk forklare metafysikken lidt:

Spillerne var en slags sigøjnere; unge der næsten var voksne (som Frank Herbert havde lært mig en helt skal være), med lidt eventyr-lyst og rene hjerter. De møder en mystisk, omvandrende munk som deler deres mad og bål. Han ved hvordan verden virkelig hænger sammen, og vil gerne manipulere den til det bedre, så han begynder at plante idéer og beviser på, at disse renhjertede unge er arvtagere efter sidste generations helte (som vi lige havde spillet – jeg gjorde det nemt for mig selv). Herefter kommer de ud for vildere og vildere eventyr, mere eller mindre tydeligt ansporet af munken – de møder orker, en drage i menneskeform og dens afkom, ser elvere og kommer ind i det store politiske spil om magi, og lader sig langsomt overbevise om at de er både herremænd, prinsesser og magikere der kan redde verden. Undervejs finder de også spor af den manipulation der foregår; at visse munke har en langt større forståelse end de lader til. Og de oplever førstehånds, hvad der sker når man selv tror man kan noget, som resten af verden ikke køber som del af historien (fragmentation – svært at “finde tilbage til virkeligheden). Til sidst dræber de den sidste drage, som jo også er lidt et menneske, og bliver enige med sig selv om at fortælle dén historie til verden og se hvor meget de kan gøre for verden som helte, konger og dronninger der kan gøre dén slags – ligesom de helte de startede spillet som.

Måske var det også min “første gode kampagne” fordi det var hér jeg fandt den sandbox-med-et-overordet-plot-som-kommer-og-går, som jeg har nydt at spil-lede lige siden..

Johs: Man kan ud fra dit svar til Mortens post læse, at selvom monstertyperne du lavede til dit spil var ret skematisk: tre grund racer (msk, dværge, elver) og to mutationer på dem (msk: orke/goblin, dværge: drage/skygge, elver: varulv/alf), der henholdsvis er delt op i en morder/tyv, så blev de lavet til at blive brugt i spil. Kan du fortælle om et par scener, hvor du brugte monstrene?

Lundse: En scene jeg var rigtig glad for, var da spillerne opdagede én af dværgenes tyve. På rejse igennen et bjergpas finder de “tilfældigt” (en af dragens agenter rejser med dem) en låst skakt som de får op, og under tusinde års støv og edderkoppe-spind sidder en tilsyneladende død dværg i sin rustning. Han viser sig dog at være, til dels, i live og samtidig begynder ting at forsvinde fra lommer og rygsække. Efter nær at have dræbt tyven, tager de ham med sig og handler hans frihed for den formular de har brug for. Magi var sjældent, og forbeholdt dem der kunne læse og skrive, så spillere og karakterer fabulerede vildt over mulighederne i hans evne til at tage enhver ting han kunne nå gennem skygger, og havde det mildest talt lidt skidt med at have sluppet ham fri.

Møderne med elvere og deres “af-arter” var ret specielle. Det blev næsten pauser fra alvoren, fordi elverne har simple og lette liv. Det blev næsten fjollet at jage en alf igennem skoven, mens den bar et eller andet våben for sjov – og blev lidt sødt og fjollet, da de opdagede hvordan alle alferne døde af skønhed, når en særligt smuk type blomst åbnede sig ved fuldmåne. Og så fik vi spillet nogle af vores første sex-scener; elverne havde dårligt sprog, men et veludviklet kønsliv. De havde selvfølgelig hørt rygter om varulve, og var nervøse for stadig at være i skoven ved fuldmåne – men de blev sgu alligevel overraskede, da én af elverne der var med på sjov, blev vildere, vildere og vildere, indtil der var tænder og klør over det hele.

Men faktisk var det næsten elverne i sig selv der var fedest – sammen med en forelsket adels-søn lokker de nemlig én med ud, med en af blomsterne. Og vender tilbage til bryllupet, som er en lille smule klamt, siden bruden dårligt kan tale. Sidst i spillet ser de hende så igen; og finder ud af hvor kort tid elvere lever, og hvor elendigt de har det “i fangenskab”. Det fungerede godt at “komme omkring” racen langsomt, se dens ekstremer og se hvordan de ganske enkelt var andre skabninger end os – det tog lang tid før spillerne kunne acceptere at der ikke var nogle “gamle, vise elvere”, og det var rent fucking Paradise Hotel i skovene. Det var ret sært og vemodigt at eskortere elveren tilbage til skoven, for at hun kunne dø ordentligt, når hun ikke engang selv havde koncepterne til at fatte det hvad der skete.

Johs: Du fortalte mig engang at to af spilpersonerne (ikke spillerne) blev kærester og knaldede (i fiktionen, ikke i virkelighed). Da de spurte om kvinden var blevet gravid, svarede du ”hvad synes I?”. Det var der en metaplot-pointe med, ikke?

Lundse: Hér var der faktisk flere ting på spil. Udover at det var fedt, at spillerne selv kom til mig og sagde at de havde haft sex jævnligt, bag om alles ryg (karaktererne, ikke spillerne – inde i fiktionen, antager jeg) – så var der to ting på spil: Det var for stor en beslutning at proppe ned over hovedet på spillerne; de ville ændre deres spil så meget, at jeg synedes de skulle bestemme selv. Den anden ting, som havde at gøre med meta-plot/-fysikken var, at det netop var den slags man kunne bestemme selv. Hvis de to var enige om, at der intet barn var, så var der ingen i verden til at sige dem imod, og det ville være en del af historien – tilsvarende hvis de besluttede der var et barn. Så det var rent faktisk deres _karakterers_ beslutning.

Det blev så herre-syret, fordi jeg prøvede at få spillerne til at beslutte sig både ud fra hvad de havde lyst til at spille, men også ud fra hvad deres karakterer ønskede/håbede/troede.

Det skete flere gange i spillet, at karaktererne var med til at definere verden på sådanne måder – men det var svært at få spillerne med på, også fordi det er svært at forklare. Det gik bedre, da jeg vendte tilbage til den metafysiske idé (bare i en verden der ligner vores, fremfor én der lignede alle de andre fantasy verdener) – måske fordi jeg havde læst filosofi i mellemtiden

Selvom de udgives næste samtidigt, så er der forskel på verden og stemningen i Blood Bowl og Warhammerrollespillet WFRP. Hvor Blood Bowl fjollet og episk er WFRP mere realistisk og punkrock. Når jeg nu vil skrive et sportsdrama, så tror jeg det er bedst at holde mig op af WFRP snarere end Blood Bowls udgave af Warhammerverden.

Derfor er der i Enhver given Festtag kun menneskehold, som udgangspunkt. Der er ingen elver-, hobbit- eller dværgehold med. Og der er slet ingen orc-, kaos-, øgle- eller skavenhold med.

.

Til gengæld er der stor forskel på de forskellige menneske hold:

• Et hold har de to langskægget dværgebrødre, der ejer midterlinjen (Guard/Linebacker).

• Et andet hold har en elverkaster (Quarterback).

• Et tredje hold har indfanget en vred orc, som de har med på banen (jeg ved ikke helt hvilken position han har – han løber rundt og slår på folk).

• Et hold har en hobbitlæge/kok tilknyttet.

• Og en af spillerne får endda æren af at spille ogre/ halvogre.

.
Ligesom de forskellige hold er meget forskellige profiler. Nogle er gode boldspillere, andre er gode til at slås og andre igen er rigtig gode til at løbe med bolden.
.