Da jeg lige flyttede til København var det mit mål at lave en 10 år lang kampagne. Det mundede ud i vores ”store” Warhammer-kampagne, der løb i næsten 4 år.
Den var for det meste sat i Warhammerbyen Carroburg, ligesom vores nuværende Warhammerkampagne – som vi har spillet i 1½ år, og jeg husker at spilpersonerne for det mest bare fedtede rundt. Jeg husker kampagnen som langt og godt, men mest som langt. Jeg synes, også det ofte var lidt hårdt og kedeligt at køre så langstrakt en kampagne i samme verden og med samme plot.

Derfor kommer jeg nok aldrig til at spille en 10 årig kampagne. Drømmen er droppet og det er ok.

Når spillerne planlægger

Måske er det fordi jeg kommer fra en Vampire-tradition, måske er det bare sådan, men meget af det rollespil jeg har spillet har spillere (herunder også mig selv) fedtet ret meget rundt uden nødvendigvis at sætte sig et mål og komme nogen steder. Det samme skete i vores nuværende kampagne – indtil Lars tog aktion og fik de andre med på at… ja… planlægge hvad de skulle bruge spilgangen på.

Helt konkret starter hver spilgang nu med at spillerne snakker om plottet og hvor de vil hen som gruppe. Det foregår helt off game og out of character. Det er en spilstil, der stammer fra en klassisk investigation rollespil (tror jeg) og det ligner ikke den tunge føle-føle stil som jeg kommer fra (i bl.a. Vampire). Også er det super fedt – for det giver spillerne et mål, de kan spille deres spilpersoner i retning af. Der er stadigvæk plads til karakterspil, men der er samtidigt et mål.

Målstyring og Vampire

Jeg tænker man kunne udnytte dette og simpelthen gør det til en ting når man spiller en kampagne. Fx gøre det i min kommende Vampire kampagne. Det kunne være noget med at gruppen sætter et mål/flere mål i fællesskab (out of character som det første) og opnår et eller to xp, hvis de når det mål, udover xp for at møde op og hvad man ellers giver xp for.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Sådan er Renés nye spilperson Solveig. En spilperson som han har lavet, fordi jeg kom til at dræbe den geniale Erwin Veit.

Solveig er ambidextrous

Vi har ikke set hende i aktion endnu, men René skriver om hende:

Min nye karakter hedder Solveig (slået random), er 16 år, er rødhåret (også slået random) og præstelærling for Morr. Hun har fået overraksende gode stats, så i princippet kan hun slås og alting (yay) og så har hun fået den sagnomspundne talent Ambidextrous (dobbelt yay).. Hun ved ret meget om guderne og ikke så meget om social interaktion. Hun er meget optimistisk af natur, men har til gengæld en morbid fascination af døden.

Nå, ja, så magler hun sin venstre lillefinger. Den historie får I senere.

I tidligere mails har han også kaldt hende for:

En lettere overentusiatisk Morr præst initiate. Sådan en upassende nonchelant holdning til døden og et kejtet forhold til de levende (men helt uden at være den introverte goth wannabee). Sådan lidt “Nøj, han har godt nok fået smået den fod til plukfisk. Ikke så mærkeligt han blødte ud og døde. Det må garanteret have gjort helt uhyre ondt. Jeg så en gang en mand dø ved at have… [insert upassende historie til alle de pårørende].

Hun skal ikke være mørk og dyster, nærmere modsat. Og hun har ikke et ondt ben i sin krop.

Jeg er vild med hende og hun passer rigtig godt i vores nuværende kampagne, men jeg så hende også gerne som hovedperson i en anden, fremtidig, hammer-kampagne.

Med Solveig på tur

Jeg forestiller mig en kampagne, hvor Solveig er hovedperson. Det er hendes quest vi følger – det kunne fx være søgen efter Morrs tre tabte nøgler: Morrstenen, Sandet og Hjelmen. Forskellige folk vælger af forskellige årsager at slå hende følgeskab, det er de andre spilpersoner. De skal nok også få masser af spotlys, men rammen er søgen efter de tre nøgler.

De forskellige kapitler vil fører os til forskellige steder i den gamle verden. Det kunne være steder som, men ikke kun:

• Nomine Surrexerunt, som er et indesneet Verena tempel i Grey Mountains, hvor der sker et munkemord
• En sommernats fortælling i The Moot
• Die Faunenberg – et fatalt møde på en coaching in lidt udenfor Wolfenburg
• Don Q, en trist historie i Estalia
• Krig og fred (mest krig) i Border Princes
• Gangs of Marienburg, en gangsterfortælling

Det er ikke vigtigt at spille rejsen mellem de forskellige steder, da det ikke er en sådan kampagne. I nogen af kapitalerne er vores helte på sporet af en af de tre tabte nøgler. I andre er de bare på gennemrejse (og sneet fast som i Nomine Surrexerunt).

Solveig behøver forresten udvikle sig til at være præst. Man kan gå mange veje fra Morr-præstelærling og de fleste af dem ville være interessante.

Fik jeg sagt at jeg simpelthen elsker nye spilpersoner.

Og det er jeg også. Af de samme grunde som Anders og fordi det er den centrale mekanik, som gør forskellen på hovedpersoner og bipersoner i Warhammer. Hvis jeg husker Warhammer reglerne rigtigt, så er Fate Points forbeholdt spilpersonerne og i et spil, hvor man ofte starter som rottefænger eller tømmer, så er Fate Pointe netop den fordel, der gør at din rotterfænger kan opfører sig heltet.

For mig er tros-delen af Fate Points ret vigtigt. Når man bruger Fate Points så er det guderne der reder en og vi beskriver det sådan (eller jeg forsøger at huske det som GM).

I den kampen med Skaven (med guns) som vi spillede sidste gang i vores Warhammerkampagne tog jeg 2 Fate Points OG et kill fra spillerne. Det var en hård kamp. Jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan man vælge at fortælle sig ud af kampen. Fx blive efterladt som død eller komme væk. Som oftest anbefaler jeg spillerne at gøre det. Man kan altså ikke tabe flere fatepoints i samme kamp – med mindre man selv vælger det. Jeg forsøger at gøre det muligt for spillerne at undgå kamp med et tab. Det er ikke altid lige let.

Spillerne kan godt vinde Fate Points (tilbage), men kun efter en lang og hård kampagne og det aktualiseres i fiktionen.

Erwin Veits død var ikke særlig meningsfuld, men det var skælsættende for os som gruppe, fordi det er det første døde spilperson i en række kampagner. Hell, jeg tror ikke jeg har dræbt en spilperson de sidste 10 år! Det er altså ikke en vant oplevelse for hverken mig, som spilleder, eller for gruppen generelt. Jeg var lidt i chok, da det skete. Jeg slog crit-slaget, der dræbte Erwin, åbent, måske fordi jeg var bange for at jeg ville snyde, hvis jeg rullede terningerne bag skærmen. I’m no killer GM.

Terningerne ville at den unavngivne stormvermin slog Erwin Veits ben til pulp, så den slaglen blødte ud på Carroburgs Henmark-torv. Og her stoppede vi kampen i et stykke tid. Jeg skiftede musik til noget sprød melodisk indierock og vi genfortalte forskellige scener, hvor Erwin Veits havde været tonegivende. Det virkede rigtig fint, ikke mindst fordi Erwin Veit var en sjov figur.

Han var startet som en snobbet Hr. Swan, en anden mand i en fornem butik med vin og klæder fra Bretonnia. Han var blevet mere og mere mørk igennem kampagnen. Måske i mødet med diverse vampyrer og rottemænd.

Han begyndte at omgås nationalistiske typer og selv skrive racistiske pamfletter (om dværgenes mangel på moral, at hobbitter var uopdragne børn og elverfolkets skændige magi). Han var sådan en karakter der skabte en strøm af mindeværdige scener, hvor Erwin Veit selv fremstod ret smålig, ambitiøs og inkorporeret og nogen af dem blev fortalt.

Han fik sit moment, hvorefter Jonas beskrev hvordan han sad og holdte Erwin imens han bløde ihjel. Vi var tilbage i fiktionen og spillede os igennem resten af spilgangen uden nogen døde. Imens overvejede René hvad den næste spilperson skulle være. En god død – på trods.

Tak, fordi du spørger fiktive læse. Det gør jeg da.

Warhammer

Jeg spiller Warhammer med Oliver, Lars, René, Cecilie og Jonas. Det er fedt og jeg har allerede skrevet lidt om det her på blog’en. Vi har bevæget os fra min egen kampagne til købekampagne Terror in Talabheim, som vi har flyttet til byen Carroburg (da det var her vores kampagne foregik).

Det er første gang jeg kører en købekampagne og jeg troede nok det ville være lettere. At det at køre en kampagne ville være ligesom det at køre et Fastavalscenarie, men det er det ikke. I købekampagner er der stadigvæk en stor del ”redigering” for spillederen ift. samspil mellem bipersoner, spilpersoner og historiens forløb.

Terror in Talabheim hænger ret godt sammen og jeg har ikke bemærket store plothuller, som jeg ellers ofte har set i andre kampagner, som jeg har læst. Der er (naturligt nok) ting som mine spillere tænder mere på end andet og jeg gider ikke bruge 100 år på ting de finder uinteressante, selvom de måske fylder en del i det skriftlige oplæg – en form for redigering i spil. Udover redigeringen i spil, så arbejder jeg med der kampagnens spændstighed og forsøger at få Talabheim-handlingen til at passe ind i Carroburg.

Jeg er ret spændt på kampagnens videre forløb. Spilpersonerne er så småt begyndt at handle aktivt og få idéer. Den slags kan jo ændre hele kampagnens præmis, men om Terror in Talabheim er spændstig nok til at kunne klare det bliver interessant at undersøge.

Carroburg er ikke Talabheim. Især i de næste kapitler kommer jeg både til at vinkle både by og kampagne, så de bedre passer sammen. Om det lykkes bliver spændende at undersøge. Ligesom jeg hele tiden kæmper med at huske at bruge spilpersonernes tidligere skabte relationer med npc’er aktivt i kampagnen.

Ashen Stars

Jeg er spiller i Niels’ Ashen Stars kampagne sammen med Elias, Nis og Peter. Det er investigation space opera med seksuelle temaer og underlige racer. Jeg spiller en tavak, som er en to meter høj bæltedyrslignende stolt krigerrace, der taler langsomt. Min figur er eksbomberydder, god til teknik og har en deludviklet dødsdrift.

Det er sjovt og de andre spillere er dejlige at spille med. Niels har nogen fine ideer der, for en science fiction novice som mig, til dels minder Linda og Valentins univers og til dels minder om Star Trek-universet. I virkeligheden er investigation og space opera ikke mine favorit genrer. Kampagnen er del op i missioner, hvor en mission tager mellem 2 og 3 spilgange, og vi har just løst vores anden mission. Missionerne er ret interessante og sjove, men jeg har allerede forslået at vi overvejer at spiller noget andet om et par missioner.

Jeg er både ret vild med gruppen og synes Niels gør det skidegodt som spilleder, men jeg har det lidt pres med den endimensionalitet der bare ligger i space opera genren. Typisk en verden = en kultur. Sidst førte vores mission os til Boston 2. En planet, der eksportere rum-kiwis og hvor alle på en eller anden måde arbejdede i rum-kiwi industrien. Det var ikke, fordi der ikke var interessante ting ved Boston 2, der var masser, men alle de interessante ting galt for alle på hele planten. Det er ret typisk for space opera, som jeg har forstået det. Mangfoldighed i space opera opstår planternes kulturer imellem, når man sætter dem op imod hinanden, men  de enkle planter indeholder ligeså lidt diversitet som Århus gør.

Og jeg kan godt lide at besøge Århus, men når jeg har været der et stykke tid får jeg altid lyst til at komme væk igen. Vi kommer ikke til at spille Ashen Stars for evigt, men jeg håber vi forsætter med at spille sammen efter endt kampagne.

Men hvad spiller du?

Vi spiller Warhammerkampagnen Terror in Talabheim (vi har dog flyttet handlingen til Carroburg). Spilgangen startede med en højdramask kamp mellem skavens og hovedpersoner i byens kloakker og kort efter er der en scene, hvor nogen fuldfede kamperotter angriber en lille dreng i en gyde.

Et par hovedpersoner springer til undsætning, men hverken jeg eller spillerne er opsat på at spille endnu en kamp og derfor bliver det hele lidt kluntet: Vi fortæller lidt af konflikten mellem spilpersoner og kæmperotter. Der bliver også slået et par terningeslag og scenen er lidt ufokuseret. Det er ikke helt åndssvagt, men heller ikke helt godt.

Hvordan scenen skulle havde været spillet

Vi skulle have zoomet ud. Jeg skulle havde beskrevet scenen med mulige udfald. Derefter kunne spillerne spille ind med hvordan de ønskende at påvirke udfaldet.

Derefter skulle vi forhandle os frem til, hvilken egenskab en spiller kunne slå og hvad udfaldet ville være, alt efter om spilleren fejlede eller klarede slaget. Vi kunne måske endda også finde frem til forskellige udfald for hvis egenskabsslaget fejlede meget eller lidt, klarede det meget eller lidt.

Vi kunne have spillet det sådan her:

Dværgen slår et slag (WS)

• Hvis han klare med over 10 point, så får I jagtet kæmperotterne på flugt uden meget kamp
• Hvis han klare med under 10 point, så bliver kæmperotterne jagtet på flugt, men en af jer får et bidsår (1 i skade – og test din toughness for om du bliver pestsyg af såret)
• Hvis han fejler, men det er med under 10 point fra at klare slaget, så bliver vores helte nødt til at flygte fra kampen, men får drengen med. Flere får bidsår (fordel 7  i skade imellem spilpersonerne – test toughness for sygdom for alle, der er blevet bidt)
• Hvis han fejler med over 10 point: I får et par bid (fordel 5 i skade imellem spilpersonerne – husk toughnesstest). Kæmperotterne trækker drengen med ned i en nærliggende kloak. Vil I følge efter?

Zoom ud og lav et terningeslag.

Så nu stiller vi om og jeg kører kampagnen mere klassisk med et fortløbende kampagneplot, hvor der selvfølgelig skal være plads til mindre scenarier, kapitler og dværgemad, men hvor et kapitel/scenarie ikke nødvendigvis er lig med en spilgang. Fordi jeg ikke har en planlagtwarhammerkampagne i bagkataloget har jeg været ude og tjekke de udgivet 2ed. warhammerkampagner ud. Her er mit blik faldet på Terror in Talabheim, som efter første hurtige gennemlæsning er en lille pejle.

Fra Terror in Talabheim til Carroburg Katastrofen

Handlingen er flyttet til Carroburg og vores helte er indfødte borgere fremfor tilrejsende eventyrer. Selvom Talabheim er en overraskende interessant by, så synes jeg det umiddelbart gør kampagneplottet mere relevant for spilpersonerne. Det første kapitel i bogen handler om nogen flygtninge, som skal hjælpes videre ud til nogen landsbyer, men efter som vores kampagne er sat længere tid efter Kaoskrigen, så spiller flygtninge ikke en særlig stor rolle. Derfor er det ”første” kapitel i vores fortolkning en ret fri fortolkning, hvor jeg binder vores foregående spilgange sammen med kampagnen og vi havde kun de helt store linjer i Terror in Talabheim i spil.

Vi fik startet på dette kapitel i mandags og jeg regner med at det tager 2-3 spilgange at udspille. Indtil videre er hovedpersonerne blevet sendt ud på en rejse (som de skal iflg. kampagnen), men altså i en anden mission end den i bogen. Vi har fået introduceret en række handlingselementer og bipersoner fra kampagnen, men også formået at geninducere nogen af vores gamle handlingselementer og bipersoner.

I de næste kapitler bliver Terror in Talabheim nok heller ikke spillet direkte, uden fortolkning, fra bladet, men jeg regner med at vi kommer igennem kampagnens scener og får udspillet dets plot. Det bliver skelettet for vores kampagne, hvor vi sikkert kommer til at flyde alt muligt ekstra historie “kød” på. Jeg har aldrig kørt en præskreven kampagne før og jeg har store forventninger. Mit håb er at nu hvor jeg ikke behøver koncentrerer mig om de store linjer (og får præskrevne npc-stats), så kan jeg bedre koncentrerer mig om at faciliteter spilpersonernes personudvikling og mindre projekter.

Gaststar: Gæstespillerkonceptet

Indtil nu har jeg arbejdet med et gæstespillerkoncept, hvor forskellige af vores venner har kigget forbi og spillet med en enkel spilgang. Det har været hyggeligt og givet en god dynamik i gruppen. Vi dropper dog alligevel gæstespillerkonceptet. Det er ikke fordi det ikke har virket, men fordi det kræver lidt for meget forberedelse og fordi det passer bedre til den scenarierække-kampagne vi startede ud med at spille.

Hun spillede halfling-politikeren Ludo ’Glück’ Mootkind og vi skulle spille hobbit/dværgevalgkamp (Ludos modkandidat er dværg). Vi fik spillet lidt valgkamp, men det holdt hårdt. Det var ikke en dårlig spilgang, der var mere gode grin, godt rollekendskab og overskudsoneliners, men men mit politiske plot kom ikke rigtig i luften og det jo lidt træls. Det er fedt med scener hvor man stikker af og vi spiller warhammer-dumsmart, men næste spilgang skal vi forsætte spillet og jeg vil gerne gøre både plot- og scenespil fedt.

Hvorfor virkede det ikke?

Jeg kørte det ret traditionelt og efter spillet kom vi frem til at den traditionelle spilstil ikke understøttede det politiske spil. Spillerne viste at de kunne opsøge nogen centrale bipersoner (valgmænd, der sidder på stemmer), men eftersom de ikke vidste hvad skulle stille op med disse bipersoner, opsøgte de dem ikke. Det lyder som løsningen er en eller anden form for mekanisk hjælp. Det eller skavens.

Politiske moves!

Jeg overvejer at lave politiske moves. Printet på kort, hvor hver spiller vælger to-tre moves, som de må spille (flere gange) i løbet af spillet.

Moves kunne være:

Bevæg Basen!

Påvirker valgmanden ved at påvirk støtterne i offentligheden (lettere ved halflings/sværere ved dværge/umuligt i modkandidatens base), fortæl hvordan du gør og slå FEL

Find smuds via indbrud!

Du bryder ind hos en biperson og finder noget sygt syndigt. Slå fortæl hvordan du laver indbruddet (slå en relevant skill – fx. pick lock eller silent move). Klare slået har du valgfri smuds, klare du ikke er du i problemer.

Hvad synes du kunne være et sejt politisk move?

Jeg spilledte scenariet ”Hvem har hugget bedstefars kranie?” fra Ulvevinter for min datters legegruppe og tredje spilgang i vores Carroburg Bürger kampagne.

Ulvevinter by day

Fra børnerollespillet lærte jeg:

1. At denne spilgruppe på tre 7 årige børn ikke kan sidde ned i for lang tid. De skal op engang imellem ellers bliver de skøre
2. De kan ikke koncentrere sig om spillet i for lang tid af gangen. De skal have lov til at snakke om andre ting, bevæge sig (se punkt 1), spise og lege med deres vandglas ellers bliver de skøre. På Fastaval holdte vi en pause, hvor de farvelagde deres spilpersoner – den slags afvekslinger vil jeg forsøge at tænke ind i mine spilgange
3. De er generelt nogen bangebukse og derfor er deres spilpersoner det som oftest også. Jeg har nu spillet tre scenarier med aldersgruppen og 3 ud af 5 gange de møder fysisk modstand, forsøger de at tale sig ud af situationen eller bare stikke af
4. De tænker ret alterledes i deres problemløsning. Skal de fx skaffe et kranie fra en flok trolde, så rækker deres planlægningsevner ikke til at lave et klassiske angreb eller forsøge at snige sig ind og hugge det. Til gengæld har de en ret god fantasi og jeg fortryder at Pils forslag om at hendes elverprinsesse Elvis kunne tilkalde sin hest, som så skulle trampe en kløft frem blev underkendt. Denne fantastiske fantasi vil jeg forsøge at fremelske, fremfor at underkende/undertrykke – selvom det bliver nogen mærkelige og udsyret historier
5. De er ikke nødvendigvis særlig gode til at samarbejde og vil heller lade deres spilpersoner komme op og slå end at løse et problem i fællesskab

Warhammer by night

Om aftenen spillede vi videre i vores warhammer-kampagne. Desværre var både Martin og vores gæstespiller Asbjørn nød til at aflyse. Især Asbjørns aflysning gjorde at jeg skulle gentænkte aftens spilgang. Vi spillede ret klassisk efterforskning, hvor spillerne blev sat til at undersøgte et mord på en borgersøn/student. Det og så en kamp med nogen skavens. Klassisk warhammer. Selve mordet havde jeg introduceret de foregående spilgange. Det var mit forsøg på at introducerer et plot før det ramte spillerne. Jeg ved ikke helt om det er rigtig ”forskygge”, men måske lidt?

Forskygge og introducerer fremtidige plotkroge, npc’er og temaer er noget jeg forsøger at blive bedre til. Jeg har (næsten) bygget kampagnen op efter den såkaldte 5 x 5 model. 5 x 5 modellen er en slags sandkassekampagne, hvor der er fem handlinger/plottråde/temaer i gang på samme tid. Ideen er at man har fem kapitler til hver af de fem handlinger (derfor 5 x 5) og man spiller kapitlerne efter hvad spillerne vælger at undersøge. Sådan at man måske først spiller kapitel A1, derefter B1, så A2, så C1 osv.

I vores kampagne er der kun 4 plottråde og de er mere en slags temaer end de er 4 lineære handlinger i 4 forskellige historier. Hver spilgang koncentrerer vi os om et hovedtema, men som GM får jeg også refereret til de 3 andre temaer i løbet af spilgangen. Der er dog ikke noget fast antal kapitler, men ca. 4 per plottråd. Vi kan kalde det en 4 x ca. 4 model.

I  en anden warhammer-kampagne kunne de fire temaer være:

1. Der er en ny Sigmar-præsteorden i byen og de ønsker at overtage byens hovedtempel. Præstekonflikt!
2. Opgør med den vanvittige heksejæger Thomas Mombolt
3. Hobbitternes frihedskampspartis frihedskamp
4. Den lokale ork-stamme Red Hand er krigerisk

(I vores Carroburg Bürger kampagne har vi fire andre temaer)

Problemet er bare at jeg i virkeligheden ikke er så struktureret. Der har kun været et hovedtema i spil i 2 ud af 3 spilgange, ligesom jeg kun fik introduceret 2 af temaerne i spilgangen i går (hvor det ene var hovedtemaet). Det gør ikke så meget, men det betyder fx at det er vigtigt for mig at de to andre temaer kommer i spil næste spilgang, selvom de ikke er hovedtemaer.

Noget andet som jeg har måtte sande er at min plan om at en spilgang = et afsluttet scenarie heller ikke altid bliver realiseret. Det har været et af mine mål med kampagnen at hver spilgang var et afsluttet scenarie i sig selv. Ligesom tv-serier som fx X-files er. I går stoppede vi spillet selvom spilpersonerne endnu ikke have løst mordmysteriet. Det har jeg det også ok med, men fordi normalt har gæstespillene med vil jeg gerne forsøge at opretholde en spilgang = et afsluttet scenarie dogmet. På den anden side havde X-files jo også dobbelt afsnit i ny og næ.