De glade 90’erne

Min første Fastaval var i 1996 og min anden var i 1998. Jeg sprang med andre ord 1997 over, men en del mine venner var på Fastaval i påsken 1997 – heriblandt Ask og Asger. De havde altså mulighed for at spille klassikere såsom Arken, Jisei, Faldne Engle, Nibelungentreue og Følger heldet de tossede? Jeg kan faktisk kun huske Asger fortælle om Følger heldet…, men man kan (og kunne især back in the day, hvor scenarier kun kørte i en blok) let komme igennem en hel Fastaval uden at spille kommende klassikere.

Til gengæld så spillede Ask et scenarie, hvis idé har været en ny klassikere for mig personligt. Som jeg husker historien, så spillede Ask, en spilleder og fem andre spillere (der var altid seks spillere på et scenarie i 90’erne) først det scenarie de nu skulle spille, men blev hurtig færdig med det. Hvor hurtigt fortæller historien ikke noget om, men eftersom det var i 90’erne kan det godt være at de har spillet i måske 2-3 timer. Dengang var scenarierne nemlig lange, helst 5-6 timer, og det var ikke unormalt at man spillede i op til 12-14 timer i en aftenblok.

De blev altså “hurtigt” færdig og ville gerne spille mere. Heldigvis havde spillederen selv et scenarie med! Det var et valgdrama sat i The Moot og en parodi på amerikanske valg. På det her tidspunkt har det været noget Bill Clinton-noget, men måske lidt før chikane og voldtægtssagerne blev offentligt kendt. Som jeg husker selve plottet, så handlende scenariet om en Elder-kandidat (Elder er præsidenten i the Moot) og gruppen omkring ham, hvor en af dem, Asks spilperson, var en gammel menneskekriger, som havde været på eventyr med hobbit hovedpersonen i deres unge dage. Jeg forestiller mig at det var meget West Wing, men den tv-serie kan ikke have været en inspiration, da den først gik i luften i USA to år efter.

De nåede ikke at spille scenariet til ende, da det vidste sig at være et langt scenarie og klokken alligevel blev for mange for selv 90’er rollespillere. Men det skulle have været en fest så længe det varede, især fordi de ligesom alle sammen var varmet op af det første scenarie de spillede sammen den aften.

Hvornår skriver vi det sådan rigtigt?

Lige siden 1997, hvor Ask fortalte mig om valgkampsdramaet har jeg gerne ville ”gendigte” det. Jeg har altid gået med andre ideer, da de pressede sig mere på eller simpelthen var lettere at skrive, men aldrig glemt ideen om det. Jeg tror nemlig ikke scenarieret blev skrevet og spillet sådan rigtigt, hvilket jeg synes er synd, da valgkampsdramaer kan være stærke fortællinger a la sportscenarier og lignende. Hvis scenariet findes eller andre var med i Asks spilgruppe der i ’97, så skriv gerne.

Indtil vi finder det eller nogen andre skriver det vil ”The Moot – et valgkampsdrama” nok være et af de vigtigste scenarier på min ”to write”-liste.

Warhammer 4 ed.

Her under Corona-virus lock down er jeg nemlig kommet med i en Warhammer kampagne. Jeg tror de andre nåede at mødes off-line og lave spilpersoner inden vi gik i karantæne, men forrige lørdag lavede jeg min over Skype.

Samme aften spillede vi første spilgang og i torsdags spillede anden spilgang. Vi gør det super simpelt med videoopkald over Skype. Terningerne slog vi hver for sig analog. Ask forsøgte at vise os et særlig godt slag, men det viste sig blot som et par blå prikker. Det er en tillid sag, hvilket er ret sympatisk.

Det virker ret godt at spille online. Vi har spillet A Rough Night at The Three Feathers, som er et scenarie, som jeg gerne har ville spille længe. Men det er lettere eller federe at spille Warhammer off-line.

Vi skulle havde spillet i går, men det blev desværre aflyst.

Vampire

Inspireret af vores Warhammerspilgange vi aftalt en spilgang i vores vampirekampagne her i mandags. Desværre blev det også aflyst – vi har ikke nok der kunne møde tidligt nok op, så vi fik bare snakket lidt både om kampagnen og hvordan det ellers går med os. Det var fint, men også lidt ærgerligt.

En tredje kampagne?

Faktisk var jeg begyndt at læse Ars Magica i starten af karantænen, fordi jeg tænkte det ville være det perfekt Corona spil!

En videochat og et Google Sheet også kører bussen, men da jeg kom til afsnittet om hvordan man laver spilpersoner gik jeg allerede død og kunne godt se at der simpelthen er for meget arbejde i Ars Magica. Der er noget med det der fedt spil a la Ars Magica, som jeg tænker online rollespil kan. Jeg kan bare ikke lige gennemskue om hvad det skulle være, men det kribler i fingerne for at lave en mini-online kampagne i noget der passer til online formen.

Jeg tror noget med planlægning, federig og lidt mere monolog baseret spil er vejen frem, men jeg ved det ikke. Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at lave en minikampagne i Hellboy/B.P.R.D. universet.

Det kunne være noget Vampire eller Apocalypse World’ish?

I en mailkorrespondance om problemet refererede en af spillerne, Ask, til mødestrukturen i vores fælles ven Rasmus’ dungeon crawl Temple of Elemental Evil kampagne. I Rasmus’ kampagne er der en pule af 14 spillerne, der alle har lavet en spilperson. Det er ikke meningen at alle skal møder op hver gang. Dagens hold bliver sat af dem der møder op, hvilket som oftest er 6 til 7 spillerne. Resten af spilpersonerne bliver tilbage i en slags base camp imens dagens hold udforsker videre ned i templet. Det er en sjov struktur. Læs mere på Rasmus’ blog.

Jeg er ikke rigtig fan af dungeon crawl eller d&d, så jeg kommer ikke til at spillede Temple of Elemental Evil. Til gengæld er jeg pænt stor fan af Warhammer og kampagner der foregår i en by. Derfor jeg har fundet  på et set up, hvor jeg planker Rasmus’ mødestruktur og blander det med urban krigshammer til dit fjæs.

Great Carroburg Bürger kampagne

Imperiet er et farligt sted og hver spilgang er der trusler (mod byen, lokale, hoffet, menneskeligheden osv.) i Carroburg og en gruppe handlingsstærke bysbørn må træde til, så kastanjerne kan redes ud af ilden. Det er bare ikke altid de samme bysbørn der træder til. Det er enkeltstående eventyr, hvor skurke måske undslipper, men som aldrig ender med en cliffhanger.

Ligesom i Rasmus’ kampagne skal der være en del spillerne til denne kampagne. Spillerne spiller klassiske Warhammer spilpersoner, der er slået tilfældigt efter Warhammerreglerne og det er ikke meningen at alle spillere møder op hver spilgang. Når ens spilperson ikke er med får man ikke xp for spilgangene, men det er til gengæld i downtimen, hvor man får lov til at bruge xp. I downtime køber man nye skills eller skifter karriere. Derudover kan man bruge downtime til at hele skade og man skal slå på en downtime-tabel for hver gang man ikke spiller med. Der er en tabel for hver Career Class og udfaldet kan være alt fra blive gift, man har fået en stor ordre, ens hus er brændt ned, fået et barn, der er begyndt et ondsindet rygte om en, man har fået en akademisk anerkendelse, et kampar osv.

Eventyrene kan være ting som:

• Spilpersonerne undersøger rygter om rottemænd i byens kloakker (og møder skavens)
• Spilpersonerne afslører ved et tilfælde en kaoskult
• Spilpersonerne skal afværge et giftmord på Hertugen
• Under Carroburg open, en lokal blood bowl turnering, bringer udeholdet Reikland Reavers, deres voldshooligans til byen og eftersom de er anført af adelige må spilpersonerne (og ikke byvagten) stå for at forsvare sagesløse imod dem
• Flere skavens
• Noget med en necromancer
• En spilperson er faldet i lag med en varulv (Gips!)
• Spilpersonerne er i teateret under den store taalhäuser brænd, hvor teateret med fantom and all brænder ned
• Et plot jeg hugger fra en Dresden Files roman

Alt i alt meget Felix and Gotrek lig fortællinger. Eventyrerne skal både være noget man kan løse med snilde og vold (gerne begge).

True Warhammer.

(Jeg overvejede også et Ars Magica eller magiskole-koncept, hvor de spilpersoner, der ikke er med læser til eksamen, men det blev alligevel lidt for kedeligt.)

Når vi spiller er det som oftest ret sjovt, men ender tit også med at tage en del tid. Vi har som oftest kun en aften – som går over i nat og vi slutter spillet om morgen. Vi spiller ofte rock n roll action fantasy med Warhammer eller Drager og Dæmoner som motor. System valget gør at kampe tager tid og vi bruger også tid på at lave spilpersoner. Det virkende fint for os, dengang vi var unge, uden forpligtelser og kunne sove en lørdag/søndag væk. Det kan vi ikke rigtig mere.

En simpel kampagne, et simpelt system

For det første skal spillederen (som altid er mig) lave spilpersonerne på forhånd. Derudover er det måske fornuftigt overveje et andet system end dem vi traditionelle vi traditionelt vælger. Måske skulle jeg bygge et selv? Og fordi jeg var så glad for action’en i Thorvald Stauning – Varulvejæger tænke jeg på at bruge kort fremfor terninger i mit nye system.

Her er mine tanker om et simpelt system der bruger kort til action:

Man har et kort deck med kort der passer til ens spilperson. Din spilpersons handlinger er defineret af kortene.

Kamp og ikke-kamp (non weapon proficiencies)

Kortene består af en beskrivelse ”Er du tosset et hårdt slag”, ”Dristigt rullefald” ect., og en angrebsværdi og forsvarsværdi (mellem 1 og 5). Kortene bruges både i kamp og udenfor kamp. Ikke kamphandlingerne er i bunden af kortet (hvis kamphandlingen er i toppen og omvendt).

Ikke kamphandlingernes beskrivelse kan være noget a la: ”Med nød og næppe” og ”Driftigt”, de har også en værdi (1-3). I virkeligheden har jeg mest tænkt over kampdelen, så ikke-kampdelen er lidt halvbagt (kom gerne med forslag til ikke-kamp ellers forestil dig at det er lidt ligesom kamp, bare anderledes).

Kapow! mangler en forsvarsværdi. (Tidligere design)

Deck og kort

Man har et deck med 25-30 kort. Man har en hånd på fire-fem kort. I hver runde vælger man hemmeligt hvilket kort man ønsker at spille på hvem (ikke så hemmeligt – man ligger kortet med bagsiden op hen til den spiller/monster man ønsker at spille det på). Når alle har valgt kort, så spiller man sit valg og beskriver handlingen/den situation der opstår. Derefter trækker man et kort fra sit deck til sin hånd.

Som udgangspunkt har ens kort en angrebsværdi og forsvarsværdi og/eller evt. en særlig handling (finker, hjælpe, helbrede, måske magi). Hvis man bliver ramt af et kort med et angreb der har en højere angrebsværd end ens forsvarsværdig, så tager man skade. Når man tager skade fjerner man det antal kort fra sin hånd som man har fået i skade. Altså hvis løven spiller ”Bisk kampløvebid Angreb 3/forsvar 2” og du har spillet ”Lyn stik Angreb 4/forsvar 1”, så bider løven dig imens du lynstikker den. Du tager to i skade, men det er måske ok, da løven også tager to i skade. Hvis du havde fem kort på hånden, så skal du smide to (udover det kort du spilede). I næste runde vil du kun have tre kort på hånden.
Når man ikke har nogen kort på hånden taber man kampen.
Simpelt? Simpelt.

Flugt

Man (både heltene og monstene) kan på et hvilket som helst tidspunkt forsøge at flygte. Hvis man ønsker at flygter er det op til modstanderen at bestemme om man kan flygte. Hvis man får lov til at flygte, så kommer man væk fra kampen. Hvis man ikke får lov til at flygte får man lov til at trække to ekstra kort op på hånden.

(jeg overvejer om det skal være noget af det samme på spil i forbindelse med at man går ned)

Eksempler på kort

• Er du tosset et hårdt slag! Angreb 4/Forsvar 1
• Massivt, monotont mosen Angreb 2/Forsvar 3
• Åh, et sideslag Angreb 1/forsvar 3
• Cirkel spark, goddammit! Angreb 2/ forsvar 2
• Lyn hurtige slag, slag Angreb 2/Forsvar 4 – og du har ret til at spille et til kort i denne runde (husk at du stadigvæk kun trækker et kort op i slutningen af runden)
• Finke Angreb 0/ – du må bytte dette kort ud med det du spillede (sådan at du kan tage det tilbage på hånden). Hverken du eller modstanderen giver hinanden skade.

Nå jo, også skal det orden meget beskrivelse på drengen når man spiller…

På bloggen ”Stemmen fra Ådalen” skriver Morten om kroge. Morten laver ikke opdelingen mellem anslag og kroge (det er min), men han argumenterer for at kroge (i modsætning til anslaget) ikke bør være et pseudovalg, da de ofte ikke er særlig elegante.

Som spilleder i kampagner bruger jeg meget tid på kroge – især når man starter en ny kampagne og man spiller den første historie.

I går spillede vi første afsnit af vores ”rigtige” spil af vores Dresden Files og på trods af vores fine foldehistorier var det ikke let at få krogen i figurerne på elegant måde. Sådan er det tit, lidt svært og minder mig om min ungdom, hvor man mødte en pige man kunne lide og som faktisk også godt kunne lide en. Spillet inden man begyndte at holde i hånden and what not minder, for mig, om dansen om krogene i rollespil. Her er en beskrivelse af hvordan dansen gik i går:

Spillet

Vi kom meget sent i gang, da vi var udfordret af at to spillerne troede at jeg stadigvæk boede i Nordvest og en masse motorcyklister kørte i position ud til Bakken. De to spillere, plus Oliver der var fanget i en fiktiv bus, var på den forkerte side af 3000+ MC’er. Heldigvis havde Ask to(!) citronmåner med.

Jeg havde fem spilpersoner, som kendte hinanden mere eller mindre godt ud fra deres baggrundshistorier og jeg ville gerne de skulle ramme anslaget der var en kampscene samtidigt. Nå, ja, forresten: Kampagnen er sat i Berling, slutapril, 2009. Historien starter midt om natten.

Sigyn og husbond

Lokes ambassadør og ex-SS officeren Otto Rahn (Kasper) har slået sig ned i lejligheden hos en nylig afdød gammel dame, hvis spøgelse har givet ham lov til bo der. Ottos vært (altså spøgelset) vækker ham, da der står en kvinde halvt iført fugleham og bakker på døren.  Det er Sigyn, Lokes kone. Hun har en besked fra Loke om at Lokes fosterbrors (Alfaderen Wotan) øje er blevet udstødt af Mimers brønd og nu befinder sig i Midgård (nærmere bestemt i Berlin). Hun foreslår at Otto hyrer den magikyndige listetyv Ralf W. (Jonas) til finde frem til øjet. <- Jo mere jeg tænker over det, indser jeg, at denne scene nok i virkeligheden var historiens anslag.

Stadigvæk midt om natten ringer Otto til rocker halvtrolden Dagobert Faust aka Dago (Ask), da de kender hinanden og Ralf fra en baggrundshistorie. Dago ved ikke hvor Ralf er, men lover at tjekke op på det og ringe tilbage (hvilket han aldrig gør). Igennem den lidt tungnem spøgelseskontakt Conrad får Otto kontakt til Ralf og lover ham guld, hvis han vil hjælpe i Ottos quest. De to hænger ud hos Otto, for at vente på Dagos opringning. (Otto har liget af sin vært gemt i køkkenet, så Ralf bruger lidt magi og energi på at lufte ud).

Rockermellemlederen Hother Neuerdoff skal mødes med sin forretningsforbindelse advokaten Jürgen König i Grosser Tiergarten. Hother bruger Dago som bodyguard. De skal dog lige droppe Hothers datter Oda af ved hendes musikpædagog, der bor og arbejder i et besat hus i Kreuzberg. Halvfe punkeren Ziggi (Oliver) bor i dette besatte hus og den hjemløse russiske præst Alexander (Morten) kommer tilfældigt forbi (en højere magt mener at han skal tage dertil). De kender også hinanden fra en baggrundshistorie.

I mellemtiden bruger Ralf magi på at sporer øjet. Det virker og nu ved Otto og han at øjet er i det selv samme besatte hus i Kreuzberg. Ziggi og Alexander drikker kaffe i Chaos Café i stuen i det besatte hus. Imens kan de hører Lulus musikpædagogik fra en taghave i huset. Også hører de kamplarm. De løber der op og ser et behåret bæst med Lulu over skulleren hoppe ud fra taget og over i rebstigen til en luftballon (langsomste getaway ever). De kaster magi og haveredskaber efter monsteret. Oda på 4 år sidder katatonisk ved en bongotromme.

Nede på gaden ankommer Hother og Dago for at hente Oda. Da de står ud af bilen ramler Dago ind i en mærkelig ormemand forklædt som menneske. Dago, som jo er halvtrold, slå ormemanden. Hvorefter ormemanden klatre op af vægen til taghaven. Dago følger efter, men bruger trappen inde i huset. På vejen møder han Ralf og Otto, som også er på vej op imod taghaven (Ralfs magi siger at øjet er der oppe – eller på vej væk derfra). Oppe på taghaven kommer ormemanden op og angriber Ziggi og Alexander. Efter et par runder kommer de andre spilpersoner til. Der kæmpes og spillerne opdager at det, i Fate, er meget mere effektivt, hvis man hjælper hinanden i stedet for blot alle sammen at slå løs. Ormemanden er sej, men ved fælles hjælp (og Dagos vilde kampskillz) bliver ormen dræbt.

Monstret der tog Lulu er efterhånden langt væk. Holter, der er løbet hen til sin datter, råber: “100.000 Euro, hvis I skaffer Lulu tilbage!”.

Denne spilgang var der en krog til hver spilperson: Otto fik en opgave af Loke, Ralf bliver lovet med guld af Otto, Dago følger efter og tager ordre fra sin rockerchef, Ziggi bor i det besatte hus og holder af Lulu, Alexander bliver velledt af Gud hen til huset. Alle disse er selvfølgelig anslag, men det centrale anslag er selve kampscenen (eller i virkeligheden scenen med Sigyn og Otto) og Hothers løfte om masser af penge.

Der går et spøgelse igennem vores opfattelse af Tyskland

Det er næsten 70 år siden Hitler begik selvmord, men vi kan stadigvæk ikke udenom nazismen når vi skal sætte en kampagne i Tysklands hovedstad. Vi er blevet enige om at selvom Kasper overvejer at spille denne ex-SS officer og virker ret verliebt i tanken om nazitrolde, så havde han også en pointe om at:

Det er vigtigt at der skal være plads til dødelige menneskers ondskab, det er uinteressant hvis det onde kun udføres af overnaturlige væsner der mangler fri vilje. Ofte når Nazisme og det overnaturlige blandes sammen blive ondskaben til noget der næsten er et naturfænomen og det synes jeg er trist. Netop med Nazismen har vi muligheden for at udforske den menneskelige ondskab.

Med andre ord, der kan godt findes nazifeer og vampyrer der så SS som en interessant organisation, men Hitler var ikke magisk og NSDAP var ikke en overnaturlig organisation.

Ahnenerbe fandtes og havde gang i okkulte sager, men Heinrich Himmler var ikke nødvendigvis troldmand eller ikke-menneskelig.

Ikke-nazistiske egenskaber ved Berlin

Både Zinck og Ask synes at Berlinmuren er et helt centralt symbol på Berlin. Ask lister endvidere: Øst/vest-konflikten/mødet, DRRs Stasipoliti, Den klassiske trabant, Det multikulturelle, boheme, genbrugsbutikker, ruiner/nybyggeri og JFKs ”ich bin ein Berliner”-citat som ting han kommer i tanke om. For mig er Berlin en byggeplads. Det er en økonomisk motor og udvikling i hele Europa. Den fremdrift tror jeg er interessant at undersøge. Derudover jeg også ret vild med tysk kulturhistorie, hvoraf tysk filosofihistorie er det jeg har mest styr på.

Kasper skrev at han synes at Berlin især er interessant før moderne tid. Han beskrev for os kampen om kristendommen og splittelsen i Katolsk og Protestant Europa i 30 års krigen. En konflikt der udspiller sig mest af alt i Tyskland, eller dvs I de fyrstdømmer og bystater der siden blev til Tyskland. Grufulde slag og hærgen fra den tid betyder det regnes for en af de mest destruktive krige nogensinde udkæmpet! Der er kardinal Richelieu der laver rænker og Danmark deltager på begge sider. Hot stuff.

Hvad tænker du når jeg siger ”Berlin”?

(skriv en kommentar)

Det var nogen interessante steder vi fandt og især en spiller (Kasper) var virkelig god til at finde steder. Jeg har ikke angivet hvem der har fundet hvilke steder, da det ikke er vigtigt.

Sted nr. 1: Det hemmelige 5. Filosofi Fakultet (opdigtet – der er i virkeligheden fire filosofiske fakulteter) på Humboldt Universitet.

Sted nr. 2: “Stabi” AKA Staatsbibliothek zu Berlin

In 1658 Frederick William, Elector of Brandenburg decreed that his private books be organized, cataloged and made available to the public. His library opened in 1661 at Cölln as the “Library of the Elector”

Sted nr. 3: Pfaueninsel – Paradisøen i Wannsee

Sted nr. 4: Berlins Naturhistoriske Museum

Sted nr. 5: Topography of Terror

Gestapos hovedkvarter og det længste stykke af den anti – fascistiske modstand vold. Hvis der er et sted hvor Nazi trolde kommer fra må det da være deres kælder

Sted nr. 6: Das Ägyptische Museum und die Papyrussammlung

Sted nr. 7: Große Landesloge der Freimaurer von Deutschland

PROLOG

Solen stod midt på himlen og svedte alt, høj som lav, under dens åsyn. De fleste fornuftige mennesker søgte tilflugt i skyggerne på denne tid af dagen, men lidt uden for borg murene i en påbegyndt tilbygning, legede to ubekymrede drengebørn. ”Pas på, jorden er giftig”, råbte Raylan, idet han hoppede op på en sten. Ellis Castellsls, studsede et øjeblik og hoppede så op på den nærmeste sten. Sveden sprang fra deres pander, men de havde alt for travlt med at lege, til at ænse heden. Solen i Wickmont var voldsom om sommeren.

”Du har tabt”, råbte Ellis til Raylan, idet han sprang ned fra en sten. Men Raylan havde fået øje på noget meget mere spændende. En lærreds sæk lå i et lille indhak ikke langt derfra. I næste nu var Raylan derovre og viklede forsigtigt stoffet til side. Tre skinnende klinger kom til syne. Raylan spærrede øjnene op og hans hjerte bankede. ”Ellis” råbte han ”Ellis, kom her over”. De to drenge greb hver et sværd. ”Kom lad os prøve dem ad”, udbrød Raylan, mens han prøvede et par sving i luften. Ellis, det var et år yngre end Raylan, synes ikke udsigten til at sparre med Raylan, var specielt tiltalende, men udsigten til at tabe ansigt, forekom værre, så han nikkede bare og holdt sværdet op, som han havde set de store drenge gøre det. Inden længe havde Raylan smadret sværdet ud af hånden på Ellis. ”Igen” råbte Raylan begejstret. Han hjerte bankede, det her var sjovere end nogen leg han havde prøvet før. Endnu, en gang faldt Ellis’ sværd til jorden, men Raylan havde ikke fået nok. Han kunne i dy sig og uden tanke slog han atter ud efter Ellis, der nu stod våbenløs. Trods det kun var med den flade side, fangede odden kød og blod sprang fra Ellis’ ben. Ellis kiggede et øjeblik uforstående på såret, for derefter at udfri et frygteligt vræl. Raylan, så chokeret på Ellis og så som den eneste udvej, flugt.

DET UKENDTE RIGE

Kong Greig og Prins Raylan spejdede ud over afsatsen til dette ukendte rige, dækket i vand. Hist og her stak bygninger op, men alt levende civilisation syntes forsvundet. I det fjerne øjnede Raylan en båd stage ud mellem mangroven med kurs mod dem.

Hovenes torden kom nærmere, for hvert hjerteslag. Adrian hang livløs over stridshesten, mens Greig og Raylan forvildede orienterede sig mod lyden, alt imens blodet flød ned over deres skinnende rustninger. De var udmattede og svært sårede fra det forløbne slag. En rolig hånd ramte Greigs skulder, ”det er venner”, sagde Lord Claylake! Ud af den mørke tunnel kom fire riddere; ”vær hilset kong Greig”, buldrede en stemme. Manden havde et moders mærke under øjet. Spionen fra Crossford; Underwood! Tanken slog Greig og Raylan med et. ”Hør hvad han har at sige min konge”, indskød Lord Claylake. Underwood begyndte; ”kom med mig til Crossford og I vil få…”, sætningen blev afbrudt af et skrig fra oven. En skikkelse faldt på Underwood, men en af hans betroede mænd fik snart lagt sig imellem og begge endte på jorden. Greig og Raylan havde endeligt forstået situationen og trak blank. Før det var gået op får de ubudne gæster hvad der foregik, havde Greig og Raylans klinger mødtes på midten af en af Underwoods betroede riddere. Han faldt livløs fra hesten. Greig vente i samme nu hesten og sprang i fuld galop mod båden. Det var nu klart, at det var onkel Ray bag roret. Greigs væbner, Tom Winewood forstod situationen og tog Adrians tøjler, og førte ham ligeså mod båden og mod sikkerhed.

Alt imens var våbenmester Farlen, Raylans læremester og faderskikkelse, kommet i sværdkamp med Claylakes højre hånd; Sir Thorn. Instinktivt søgte Raylan, Farlen til undsætning, med væbner Kenan lige i hælene. Efter få øjeblikke havde Raylan hugget hovedet af en af Farlens’ to aggressorer, men var snart omringet af Claylake og en Underwood mand og derfor, nødsaget til retræte. Kenan blev tilbage og sikrede sin herres tilbagetog og støtte til Falden, der snart havde overmandet sin modstander, Thorn. Men det var desværre få øjeblikke for sent til at redde Kenan, der snart blev hugget ned.

Raylan skreg på sin onkel og bror om at komme Dem til undsætning, men hans ord faldt for døve øre. Den erfarne Onkel Ray så situationens alvor og eneste udvej, flugt. Som en sidste desperat handling greb Raylan, Onkel Rays armbrøst og sank en pil dybt ind i kujonen og forræderen Claylakes nakke, idet han skreg ”vi betaler for Kenan, vi betaler for min væbner”.

Det sidste De så før de stagede ud på åbent vand var spionen Underwood synke et sværd i Claylake, alt imens hans mand hev Kenan op på sin hest.

ØEN

Få dage efter nåede følget et plateau, der havde undgået den værste oversvømmelse. Ved nærmere inspektion opdagede de en pyramide formet struktur, hvor mænd gik til og fra. Ved følgets ankomst, blev de i mødekommet af fem bevæbnede mænd. Men disse mænd havde grove træk, og bar køller. Greigs diplomatiske evner sikrede følget en audiens hos De Ældre. Her blev det klart, at stammen kaldte sig De Blå Mænd, men området var styret af en meget større stamme kaldet Hjerte Knuserne. Efter tre dages vandring gennem det oversvømmede by landskab, havde en spejder fra De Blå Mænd ledt følget frem til Hjerte Knusernes domæne.

Følget havde i løbet af turen bemærket flere statuer og afbilder forestillende fugle. Og ved ankomsten til Hjerte Knusernes domæne stod det klart, at fuglen eller fugle var den herskende gud. Var det en afart af Falken?

GRÆNSEKRIGENE MELLEM WICKMONT & WESTLAND ÅR 99

Kronprins Greig Hart spejdede ud over det bølgede bakkelandskab, i det Sydøstlige Westland. Blomsterne var sprunget ud på træerne og en poetisk sjæl, vil måske have beundret landskabets skønhed, men det eneste Greig tænkte på, var hvordan det hæmmede hans udsyn. Han vidste fjenden var lige i nærheden, men de forbistrede blomster gjorde det umuligt at se noget som helst. ”Hvad er den befaling, herre” indskød Saxon, hans væbner. Greig kiggede hurtigt rundt, ”vi tager højen”. Han vidste, at uanset hvad, var det altid en fordel at indtage det højeste punkt på en kampplads. Det var en strategi, der ikke kunne slå fejl. Greig og hans fem hundrede riddere, satte i bevægelse. Det var en lille styrke, men disse grænsekrige, der efterhånden havde varet nogle år, havde primært bestået af små, manøvredygtige styrker og udfald på tværs af grænserne.

Da de nåede højderyggen ænsede Greig, Wickmont bannere for foden af bakken. Sølv ulv, guld stjerne på blod rød baggrund. Det var Ellis Castells. Det var efterhånden ikke længere en overraskelse for Greig, at se huset Castells blandt de forreste rækker i krigen. Castells havde af uvisse årsager opdyrket et had mod huset Carhol og bød en hver chance for blodsudgydelse velkommen.

Castells

Kronprins Greig blev kort grebet af forvirring. Castells trak deres styrker tilbage!? Han vidste Ellis Castells var en dygtig strateg og dette tilsyneladende dårlige træk vakte undren. Men Greig havde ikke tid til at tvivle på sig selv. Havde Ellis Castells begået en strategisk fejl skulle den udnyttes og ikke slippe væk. ”Angriiiib” brølede Greig og satte i gallop. De femhundrede kampklædte mænd tordnede ned af bakken, men først da det var for sent, lagde Greig mærke til solens stråler kaste genskin fra foden af bakken. ”Ikke igen”, tanken fór igennem Greigs hoved og i næste nu var der en hvinen og vrinsken og tumult da hestene væltede hen over partisaner søm. Huset Castells var ikke kendt for deres fairness i krig og denne svinestreg havde kostet Greig sejren. I næste nu, føg spyddene ned over Greig og hans følge og mænd blev spiddet til deres heste og slagtet som lam. Men målet var Greig og de fleste spyd faldt mod ham og havde Saxon ikke stillet sig i mellem ville det have været Greig der blev spiddet til jorden. Saxon spyttede en mundfuld blod ud, ”flygt min herre, flygt, og lad ikke mit offer være forgæves”.”Til mig, til mig” brølede Greig i det han så Elliss styrke nærme sig. Han vidste Ellis ikke var ude efter gidsler eller løsepenge, han ville Carhol til livs. En håndfuld af Greigs mænd havde nået ham og bragt et par heste, der havde befundet sig i de bagerste linjer og endnu var friske. ”Thump”!! Det føltes som om nogen havde givet ham et voldsomt skub. Smagen af jern spredte sig i munden. Greig kiggede ned ad sig selv og han så odden af et spyd stikke ud gennem hans rustning. Det flakkede for hans øjne, Elliss mænd nærmede sig, han kiggede sig rådvildt rundt ”jeg kan ikke dø her, jeg kan ikke dø nu”, nåede Greig at tænke, for hans fødder mistede fodfæstet. To af hans mænd havde hevet ham op på en hest og var allerede på vej op over bakken. Han så et glimt af resten af hans styrke tage position mellem Ellis og bakken. Han flakkede mellem bevidsthed og drømme. Træerne og blomsterne fór forbi i glimt. ”Hvor smukt” tænkte han inden han forsvandt ind i drømmene.

AUDIENS

Den talende gud blev båret frem på en trone af sten, med indgraverede fugle. Følget studsede idet det gik op for dem, at selve tronen var Flod Tronens bror, fra tiden hvor de to konger styrede landet og havde opdelt riget. Denne trone kunne give dem den længe ønskede opbakning hos befolkningen og i alle de syv riger.

Kong Greig forslog en alliance, men præsten Thihid blandende sig og befalede tvekamp før en sådan alliance kunne komme på tale. Med selvsikker mine lovede Kong Greig, at en sådan tvekamp ikke kunne være noget problem, så længe hans bror prins Raylan var hans mester. Men uventet tilføjede præst Thihid, at kampen skulle udkæmpes nøgen og med forgiftet benkniv.

Forspil

Da solen forsvandt bag bakkerne i Vest ankom Ester til holmen. Hun havde lovet smeden en nat for hans arbejde.

”Hun hedder Stillmund” sagde han sagte og rakte Ester kniven. ”Men pas på, hun bidder”. Ester tog imod kniven og så beundrende på den. Hun var blank og slank. Bladet fortsatte hele vejen fra top til bund. En fure kom til syne mellem Esters bryn. Smeden smilede ”troede du det var gratis at bruge hendes kræfter? Hun kræver sin pris… i blod, men først er det mig du skal betale”.

Solens årle stråler vækkede Ester tidligt. Smeden lå stadig ved hendes sine og snorkede. Han så fredelig ud som han lå der. Man skulle ikke tro, at det var den samme mand som det bæst, der havde ligget på hende i nattens mørke. Ester skar en grimasse ved tanken, kiggede så atter på smeden og smøg sig op på ham. Smeden missede med øjnene og smilede. Ester smilede tilbage i det hun førte kniven over hans strube. 

Kirkens Mænd

Onkel Ray forstod kun alt for vel, konsekvenserne af at have kirkens mænd imod sig. Hvorfor han havde insisteret overfor Greig nødvendigheden af, at sætte tid af til at besøge de lokale kirker inden turen mod Syd. For kunne de vindes til Carhol side, ville familien stå en bedre chance ved det kommende præsteting. Således havde Onkel Ray ifølge med familie præsten fader Thom Ironberg, Ester og et betroet følge, reddet ud fra Hobb aftenen før hæren drog sydpå, for ikke at blive fanget i dens ”kølvand”.

Området, hvor vores helte rejste rundt

Nøglebærende

Det var fader Thom der ledte an, da han kendte abbed Martinus fra gamle dage og efter en rundvisning i flodklostrets smukke omgivelser, blev følget budt på vådt og tørt. Men henover bordet blev der både delt brød og alvorsord. Fader Thom og følget var ikke kommet for at genleve gamle minder, men for at tale om politik, nærmere betegnet, kirkelig politik, den værste af slagsen. Men til Onkel Ray og Esters lettelse fandt de hurtigt støtte i faders Thoms gamle ven og med løfter om anerkendelse og respekt voksede abbed Martinus øjensynligt flere centimeter.

Senere den dag var Ester på visit i klostret berømte urtehave. Et væld af dufte og farver mødte hende og kælede for hendes sanser, men særlig en urt fangede hendes interesse; Skeletrosen. Denne askegrå plante voksede i skygge og fandtes kun i områder hjemsøgt af stor ulykke. De få eksemplarer abbed Martinus havde fået til at vokse i haven var hans stolthed, så man kan forestille sig hans knibe da selveste prinsessen af Carhol bad om et eksemplar. Men efter megen gniden hænder og udenom snak fik Ester endelig udleveret et eksemplar sammen med, hvad der må betegnes som en mindre bog, om hvorledes den skulle passes og plejes.

Næste morgen red følget vestover mod Buens Orden.

Buens Orden

Smak! Onkel Ray var rød i hovedet efter alle de myg. Ikke så meget på grund af deres stik, snarere hans hånd. De havde befundet sig i dette forbistrede sumpområde det meste af dagen og mudret sad i klaser på hestene.

Midt i dette ingenmandsland dukkede en lille flække op. Husene så sørgelige og faldefærdige ud og alt var bygget i træ. Selv den enorme figur der var rejst i midten af det hele, der afbillede Falken. Falken vejrede faretruende i vinden og fra tid til anden faldt en bjælke ned, men snart efter blev en ny hamret fast. Fader Thom og Onkel Ray betragtede denne monstrøsitet med undren, idet en stemme buldrede dem i møde ”velkommen”. Det var Garff, overhoved af Buens Orden og byens beskytter.

Over brød og vin, berettede fader Thom om situationen og plederede Garff om hans støtte. Men Garff var ikke blevet strøget med hårene af huset Carhol og ytrede sin utilfredshed med, at den ældgamle skik Mårens Nat var blevet tilsidesat på grund af uduelige adels sønners manglende evne til, at fange en mår på denne nat og dermed vinde ære. I stedet havde mangen en adels søn taget derfra med nedtrykt mine og klaget deres nød til deres fædre, indtil traditionen var blevet opløst. Men stod det mellem forsmåede adels sønner eller kirkens vrede, var det trods alt bedre med forsmåede adels sønner.

Således tog følget afsked, dagen derpå, med en veltilfreds Garff. Mårens Nat var tilbage på programmet og endnu en støtte var sikret.

Klippetemplets Vogtere

Mellem klipperne kom indgangen til templet tilsyne. Resten af templet fortsatte ind i bjerget. Det var sparsomt udsmykket og dårligt vedligeholdt. Ud trådte en stor firskåren ældre mand. Fader Thom sank en klump før han mødte mandens blik, ”fader Odo”, hilste Thom med et nik, ”fader Thom”, svarede Odo tørt. Den kødfyldte Thom og den senede Odo havde ikke meget tilfælles, hverken kropsligt eller åndeligt og efter forgæves, at have lovet nye disciple og ressourcer til vedligeholdelse, blev følget sent af sted med uforrettet sag, dog med den trøst, at Carhols modstandere ville få lige så svært ved at påvirke denne mands mening som dem.

 Oksevejen

Det næste stop på vejen lå mellem Stockrock og Five Stones og var af særlig vigtig betydning. Det var netop her, at et af Westlands mest betydningsulde relikvier befandt sig og ligeså forholdt det sig med broder Carl der overså stedet. Fader Thom havde aldrig haft fornøjelsen af at besøge stedet, ej heller stedets kirkelige repræsentant og var spændt på mødet.

På vejen passerede følget pilgrimme, der var kommet langsvejs fra for at besøge dette Oksens allerhelligste sted. Onkel Rays’ forventninger synes dog ikke at blive mødt, da han så hvad postyret var omkring. Et lille træskrin, der stod på en sten søjle ved vejsiden. Omkring var hundreder af pilgrimme, nogen var i gang med bøn og andre var på vej af sted med tunge sten på ryggen i forskellige størrelser. Hvem der var præsten var umulig at se. De bar alle fattige klæder og synes ikke videre optaget af det fornemme følge. Bag ved skrinet og ved vejkanten, var jammerligt konstruerede træhytter, der rent faktisk forekom at være beboede. Efter en stund, hovedsageligt bestående af undren og forvirring kom en mand dem i møde. Han havde forhutlet hår, sporadisk skæg og slidte rober. Det syntes umuligt at fastslå hans alder. ”Velkommen fremmede. I ser ud til at have mistet orienteringen, måske jeg kan hjælpe”? ”Vi søger hans ophøjede hellighed, broder Carl” svarede fader Thom. ”Søg og I vil finde” svarede broder Carl, ”han står foran Jer”. Onkel Ray og fader Thom vekslede blikke, men Ester forekom absolut ubemærket over det besynderlige ved situationen. ”Har de et sted vi kan tale i fortrolighed, min kære broder”, ytrede Thom endeligt.

Følget blev bænket i den mest imponerende af de jammerlige bebyggelser, men trods de kumme kår, var der et imponerende antal læder omspundne bøger, der ikke synes hjemme, et sted som dette.

Efter en tid i tavshed tog broder Carl ordet, ”hvad har I taget med”? Onkel Ray kiggede usikkert på Thom, der heller ikke forstod spørgsmålet. ”Forstår I, det er skik, at medbringe gaver til stedet, ofte i form af mad, så vi kan ernære os selv”, indskød broder Carl. Onkel Ray nikkede for sig selv. Var det i Vinewood eller Ashford han havde stødt på en lignende skik. Præster, der udelukkende ernærede sig af almisser. Dette forekom Ray, at være et yderst fornuftigt forhold, hvad angik kirkelige anliggender.

Der blev hurtigt fundet pølse, ost, brød, vin og andre lækkerier frem fra rejseforsyningerne, for kunne denne mand vindes med mad, ville det være en let købt stemme i tinget.

Efter at broder Carl var behørigt bespist fremlagde fader Thom deres sag med iver og håb om en hurtig forsoning, men ak. Broder Carl nikkede forstående, ”det er en beklagelig affære, men ak, jeg har mine egne bekymringer, der spænder ben for at kunne bistå Jer i Jeres sag. Forstår I, jeg har ingen lærling, der kan passe stedet mens jeg er væk, således er det aldeles uvist om jeg overhovedet kan finde tid til at deltage i tinget”. Onkel Ray åndede lettet op, en lærling burde ikke være noget problem at fremskaffe. ”Men ak, det er kun begyndelsen på mine problemer. Min primære misere, består i hvem der skal overtage plejen af relikviet når jeg en gang er væk. Forstår I, min tip, tip, tip oldefader, ja måske endnu længere tilbage, blev givet det fornemme privilegium, at passe på dette skrin. Men ikke nok med det, så blev opgaven betroet min æt og da mine brødre har været så uforsigtige, at smide deres liv væk, inden de kunne frembringe efterkommere, ser min æt ud til at gå til grunde med mig. Og da det ikke er tilladt for kirkens mænd at gifte sig, ser det ilde ud. Men… måske en undtagelse kunne forekomme? Såfremt den helt rigtige frøken af ordentligt byrd kunne frembringes”? Onkel Rays tålmodighed var snart opbrugt og med hans lemfældige forhold til kirkelige dyder, blev der hurtigt givet håndslag på, at et sådan gentlemanaftale sagtens kunne arrangeres. Hertil udbrød Carl, ”jamen I har jo de fineste argumenter for Jeres sag og jeg ser intet problem i at afstedkomme Jeres ønsker i det kommende ting”. Det blev der naturligvis skålet på og efter en stunds stilhed udbrød Ester, ”hvad befinder sig i skrinet”? Jeg er glad for, at du spørger søster”, svarede Carl, ”det er selveste Oksens nosser. Ser I, Oksen er meget mere end det de fleste forstår ved ham den dag i dag. Han var også ualmindeligt frugtbar. Og som historien går, tog han skikkelse af en ung skjald ved navn Odan, der forførte selveste Sierna. Men Sierne, som I ved, er en jalousi gud og da hun lærte, hvorledes hun var blevet snydt, brændte hendes ild, voldsommere end nogensinde før, jorden rumlede og vulkaner brød ud. Næste nat, da Odan sov, med endnu en datter af jorden, opsøgte hun ham forklædt som en skøge og rev nosserne af ham og kastede dem til jorden og de faldt, lige her, ved oksevejen”. Ester og Thom stirrede med store øjne på Carl, hvorimod Ray fortrak en mine ved den klamme fortælling og tanken om skrinets indhold. ”Men Oksen gro naturligvis et par nye nosser, men genvandt dog aldrig den samme virilitet og siden da, har Sierna været primær gud når det kom til frugtbarhed”.

Den Blå Flamme

Tre dage efter det besynderlige møde med broder Carl, ankom følget til byen Cowbridge, hjemsted til ordenen Den Blå Flamme. Onkel Ray var desværre alt for bekendt med stedets abbedisse Martha, kusine til kongen og mandehader, hvis man skulle tro Rays ord, hvorfor han valgte at fortrække til byens bedste kro og lade Thom og Ester klare strabadserne. Men til Thom og Esters overraskelse var de kommet i forkøbet af en Wickmont ambassadør, med samme ærinde.

Efter foretræde blev Ester, som den eneste, inviteret ind i kirkens allerhelligste. ”Besidder du Siernas flamme søster”? Spurgte Martha. Ester kiggede uforstående på Martha. ”Tag plads i stolen og vi vil se”. Ester tøvede en stund før hun satte sig. Men så snart hun havde taget sædet, mærkedes hun en brændende fornemmelse i kroppen, der langsomt tog til i styrke. Ester mærkede flammerne fortære hende, men en uvirkelig vilje fik hende til at blive siddende og ligeså pludselig som det var begyndt holdt det op. Ester rejste sig langsomt op fra stolen og kiggede ned af sig selv. Ikke en fiber på hendes tøj eller en luns af hendes kød var mærket af ilden. Hun kiggede tilbage på Martha. ”Ilden er stærk i dig søster. Du er den første der har rejst sig frivilligt af dette sæde. Lad os nu slutte os til de andre”.

I velkomst salen var en hed debat i gang mellem Wickmont ambassadør André og fader Thom, som fortav så snart Martha entrerede rummet. ”Jeg er Siernas tjener og byder kun hendes befaling. Tag I hver et kuld fra dette brændende fad og den som hun holder hånden over vil bestå denne prøve og få min støtte”. Fader Thom og André vekslede usikre blikke, men begge med iver for at bestå denne prøve, greb ud efter et stykke kuld. André havde dårligt fået fat, før han måtte smide kuldet fra sig, mens fader Thom efter en stund roligt kunne lægge kuldet tilbage i det brændende fad. Martha kiggede forundret på Thom. ”Jeg ved du er en tjener af Ocedion og Oksen, men du må besidde Siernas gunst og således også min. Gå i fred og vid min støtte er hos dig”.

Med opløftet hoved forlod fader Thom og Ester templet og mødtes med Ray på den nærtliggende beværtning. Men Ray var ikke helt så fornøjet ved historien og inden følget gik til ro samme aften, bebudede han sin tjener Yosuf, at følge denne ambassadør og afslutte hans rejse.

Den følgende nat indhentede Yosuf ambassadøren og hans følge og skar halsen over på selv samme. Men tre dage efter når nyheden Ray, ambassadøren har overlevet attentatet, men har lidt varige mén og derfor mistet evnen til tale. Trods fejlen finder Ray trøst i, at dette måske kan tjene som et endnu stærkere budskab end et simpelt mord.

Marskens Mødre

Efter syv dages hårdt rit mod Vest når følget frem til området, hvor Marskens Mødre siges at holde til. En lokal bonde beretter om sektens ritualer ofte udføres ved den østvendte stensætning formet som fallos. Dette synes at muntre mændene op, der i rask galop sætter kursen mod dette punkt. Ved ankomsten var Mødrende allerede i gang med et ukendt ritual, der foruroliger fader Thom, der ikke synes at kunne finde nogen forklaring på denne skik i nogen af de bøger han kender til. Men ikke så snart Ray, Yosuf, Thom og Ester er steget af hestene bliver de kommet i møde af en ældgammel rosin af et kvindemenneske. ”Hvem som ønsker at deltage i dette frugtbarheds ritual træd frem, hvem som ej ønsker, gå bort og bliv for altid borte”. Efter bekymrende kort tids eftertanke, træder Onkel Ray frem. Metuselah’en kigger indgående på Ray og undersøger hans ædlere dele, hvorefter hun kalder et navn. Ray lukker øjnene end stund og beder en stille bøn, men da han åbner øjnene står en velformet slank pige foran ham. ”I skal dele et leje i nat under månen og himlens åsyn”, hvorefter den unge mø tager Ray i hånden og fører ham hen til en seng af græs. Yosuf kigger et øjeblik forundret på denne sære skik, hvorefter han ivrigt træder frem. ”Jeg er også frivillig, jeg vil også være med” ytrer han, før hans ord bliver afbrudt af en ferm hånd om hans testikler. Den gamle kone kalder endnu et navn, hvorefter Yosuf med fornøjelse ser en ung kødfyldt pige træde frem. ”I skal dele et leje i nat under månen og himlens åsyn” messer den gamle, idet pigen griber Yosufs hånd og trækker ham væk. Fader Thom tager et tøvende skridt tilbage og møder metuselah’ens misbilligende blik.

Natten udrinder og Ray møder den gamle på højen ved daggry, ”drag bort med min velsignelse. I har velagtet vores skikke og ligeså skal jeg velagte Jeres”.

Månesølvets Orden

Natten har allerede oprundet da følget ridder gennem Elcastles porte. Dette er det sidste stop og Månesølvets Orden der venter. Ypperste præst Ibram tager mod fader Thom, Onkel Ray og Ester i en overdådig sal. Kirken er et imponerende stykke arkitektur og er blevet skabt som en tilbygning til selveste Elcastles hovedborg.

”Jeg ser ingen grund til at støtte en så ubegrundet og vag sag som Jeres”, ytrer Ibram stålsat. Spis mit brød, drik mit vin, men tag derefter afsked og lad Jer ikke blive hørt fra igen. Følget forlader domicilet i tavshed.

Onkel Ray vågner brat ved en hård banken på døren til han værelse. I mangel på ypperste præstens gæstfrihed, har følget taget bolig på beværtningen, Den Svundne Tid. Et par øjeblikke efter svarer Ray døren. Et sendebud står ved døren med et brev og forlader straks Ray så snart det er leveret. ”Mød mig i mine gemakker ved middagstid”, signeret ypperst præst Ibram.

Ray bander for sig selv, ”sådan en vigtigper, umuligt mandfolk skal man lede længe efter”.

Onkel Ray tager sæde, foran Ibram. ”Jeg kan forstå vi talte forbi hinanden i går og ønsker derfor, at rette op på denne fejltagelse ved, at tydeliggøre mine intentioner, under, hvad jeg betragter som de helt rigtige omstændigheder”. ”Jamen selvfølgelig deres eminence”, returnerer Ray, mens han ser ham selv strangulerer denne mandsperson for sit indre øje. ”Ser De, vi er i bekneb. Vi ønsker intet andet end at hylde Vores noble og ærværdige gud Ocedion med endnu en tilbygning til hans ære, men ser De Vi mangler fonde. Måske vi kan nå en forståelse i denne henseende og således også i Deres? Men jeg advarer Dem, det kræver et uhørt beløb, at kunne hjælpe os i denne knibe, meeen såfremt det kan lade sig gøre, vil jeg naturligvis, gøre Vores for at støtte Dem i Deres gøremål”. Jeg foragter alt ved denne person, hans griskhed, hans måde at tale om sig selv i flertal, hans måde at smage på ordene på, men trods det er ordene der vælter gennem Rays hoved er det ikke det, der kommer ud af hans mund. ”Jamen naturligvis Deres eminence, jeg ser ingen finere sag, end at støtte Ocedions tilbede og alle hans tjenere”. Ypperste præst Ibram kigger et øjeblik vantro på den mand, der lige har ytret det utænkelige, men griskheden kommer hurtigt til orde; ”glimrende, så er vi i forståelse. Vi tjenere af Ocedion skal jo stå sammen”.

Senere samme dag engagerer Ray, Yosuf. ”Denne mand er giftig og giftige mænd skal dø. Find et belejligt tidspunkt og gør en ende på hans lidelser”. Yosuf nikker tavst og forsvinder ud i byen. Ved næste daggry forlader følget Elcastle en mand fattigere og ikke meget klogere på Ibrams støtte i det kommende præsteting.

101 år efter Godik den førstes fald

Efter Torglad af Saxilds gæstfrihed deles følget på deres færd imod Lightland. Længere inde i landet i den lille landsby Otter bor herremanden Fin Wagn. Fin Wagn, der er onkel til Middlestones lord, kender området som sin egen bukselomme og vil være en uvurderlig allieret. Endvidere, er det kendt, at Fin bosatte sig på fastlandet grundet stridigheder med hans nevø, hvorfor chancerne ser gode ud for, at hente støtte dér.

Således fortsætter kronprins Greig Hart og Prins Adrian med hovedfølget op langs kyststrækningen, mens Prins Raylan og Prinsesse Ester med et lille følge af betroede Westport mænd ridder indlands. Kronprins Greig Hart har dog ikke gjort det klart, hvad Fin Wagn med rimelighed kan tilbydes for hans støtte imod Middlestone, men Raylan og Ester kommer, efter kort diskussion frem til, at sædet på Middlestone må være en flot og passende pris for hans støtte, såfremt løfter skal afgives.

Da Raylan herefter vender sin opmærksomhed mod sgt. Eggert, bedre kendt som Flæskesiden blandt hans mænd, ser væbner Kenan sit snit til at henvende sig til Prinsesse Ester. På tidligere opfordring fra Ester, fortæller Kenan begejstret om mændene i deres følges syn på hende. Kenan fortæller blandt andet hvorledes mændene respekterer hende som en stærk kvinde, ser hende som en kommende borgfrue og opfatter Carhol mændene som svage for ikke at kunne sætte hende på plads. Trods den mere end velkomne smiger, ser Ester dog igennem Kenans ungdommelige forsøg på, at indynde sig og trods, der måske er delvise sandheder, at hente i Kenans beretning kan Ester dog godt se hvornår sandheden afløses af fiktion.

”Hestenes skridten og mændenes sagte mumlen gennemskæres pludselig af lyden af stål mod stål. Følg mig skriger Raylan med et og sporer hans prægtige gænger. Som træerne giver vej får åben hede for følget øje for sagen. På næste bakketop er et dusin landsknægte i færd med at nedhugge, Raylans Westport spejdere, der kæmper en håbløs kamp mod overmagten. Angriiib brøler Raylan og sætter i fuld galop, med sine mænd lige i hælene. På bakketoppen vågner mændene langsomt op af deres blodrus, til lyden gungrende hove, kampråb og Kenans pile, der hurtigt finder deres mål. Men trods krysterne har antal og terræn på deres side, sætter de i flugt ved synes af det buldrende kavaleri. Men Raylan har ingen tålmodighed for krystere og niddinge, der angriber hans mænd, hvorfor han uden anger beordrer sine mænd til at nedslagte de flygtende hunde”.

En af mændene står desværre ikke til at rede, men den anden kommer sig hurtigt efter kyndig pleje af Ester. Raylan finder hurtigt en af de sårede krystere og presser ham, alle de rigtige steder, for information. Det viser sig at de blot var en bagtrop, af et større følge af lejesvende ledet af kaptajn Carl De Goat. Hovedstyrken mønstrer omkring tohundrede og tredive mand og er betalt for at opstøve og dræbe enhver Carhol mand eller kvinde de finder. Det forbliver dog stadig uvist, hvem der har hyret dem. Efter denne noget overraskende nyhed, sender Raylan hurtigt to grupper af tre mand ud, for at spore og dræbe de sidste flygtende således de ikke når tilbage til hovedstyrken. Trods kaptajn De Goat før eller siden vil undres over sin manglende bagtrop vil dette måske købe Raylan lidt tid. Herefter rider de hastigt mod Otter.

I Otter tages følget imod med åbne arme af herremand Fin Wagn, der byder dem til bords. Endvidere, er tre af Raylans Westport mænd kommet tilbage, som kan berette at de sporede og dræbte to lejesvende yderligere. Men inden Raylan for muligheden for at sætte Fin Wagn ind i sagen, bliver de afbrudt af Svenne, Fins søn og gammel våbenfælde til Raylan. Svenne beretter om en stor styrke på vej mod Otter. Fin afbryder hurtigt middagen for at sende bud efter hjælp og tilse palisaderne.

Raylan beslutter, at de ikke har en chance, tyve mand mod tohundrede og tredive og kun et træ fort til at skille dem ad. Han beder derfor sine mænd om at sadle op og føler sig sikker på, at såfremt mænd og kvinder af Carhol slægten ikke er på fortet, at landsbyen vil blive skånet. Mens mændene sadler op, udnytter Raylan chancen til at træde til side og lette sig. Men bedst som Raylan står i sine egne tanker, tordner en skikkelse ud af mørket og griber Raylan i et stålgreb. Ude af stand til at trække blankt, forsøger Raylan at vriste sig fri, idet han brøler på Kenan og sine mænd. I faklernes skær for Raylan et kort glimt af skikkelsen – EN DEMON – er den første tanke der farer gennem Raylans tanker. Om end den har skikkelsen som en mand, ligner den mere en tudse. Men mere når Raylan ikke at tænke, før han mærker en ætsende fornemmelse fra væsnets greb. En voldsom smerte skyder igennem hans krop idet han til igen verdens nytte forsøger at vriste sig fri af væsnets greb. På få øjeblikke er Raylan døden nær, den ætsende smerte er blevet så voldsom så det svimler for hans øjne og han kan mærke hvordan hans krop giver efter, men pludselig slipper grebet og han ænser Kenan og Westport mænd stå over ham og hjælpe ham op. Det næste han ser, er Ester, der varsomt tilser hans sår.

Men pinslerne er ikke ovre. En Otter mand træder ind i rummet og beretter at fjenden er blevet set nær landsby grænsen. En trykket stemning sænker sig over selskabet. Sidste øjebliks forberedelser bliver gjort, hjelme bliver spændt og hænder trykket.

Året er 36 efter Godik den førstes fald

Se også de historiske kort

Øen Mandosa er alt hvad der er tilbage af slægtens, engang, smukke rige og selv her er man ikke fri for krigens rædsel. Selv her har Crossfords tropper trængt ind. Og det er her, på denne ø, at Mandora slægtens sidste døtre er samlet for, at drøfte rigets fremtid eller mangel derpå. På bordet i mellem dem ligger, deres ærede kongebrors sværd ”hornet”. Lady Iren Katalin samler sørgmodigt sværdet op og rækker det til sin ældre søster Irmuska ”længe leve dronningen”, ”LÆNGE LEVE DRONNINGEN”, Etel, den yngste stemmer i. Tavsheden sænker sig. Lady Etel er den første der tager ordet. ”Tag med mig nord på. Der venter min søn og Seagoth husets beskyttelse, der kan vi alle være sikre og Mandora navnet vil bestå”. ”Sierna templet kan tilbyde al den beskyttelse vi har brug for”, bryder Iren Katalin ind. Hun er den mellemste af de tre og nonne af Sierna. ”Vil I have vi skal gemme os eller henrinde oppe i det kolde nord”, dronning Irmuskas ord, falder hårdere end tiltænkt. ”Vi har betroede venner og allierede på Adromeda øerne i sommerhavet, der kan vi omgruppere og samle kræfterne”. ”Men krigen er tabt elskede søster”, lady Etels ord er som altid fulde af varme. Iren Katalin nikker og gør atter opmærksom på, at Sierna templet er det bedste valg, men ingen af søstrene synes, at finde de andres forslag for passende og samtalen bølger frem og tilbage indtil de brat afbrydes af kaptajn Redson. Hans mine er sammenbidt og fuld af anger. Noget er galt, noget er helt galt. Søstrene forbereder sig på flere dårlige budskaber, men det er ikke ord der møder dem, men blankt stål. Redson, forræderen, trækker blankt og kaster sig over dem. Lady Iren er den første på benene og uden andet end kroppen som skjold, stiller hun sig mellem Redson og hendes søstre. I næste nu lader Redson sit sværd falde på den forsvarsløse kvinde, men trods hans styrke står hun stadig. Etel, ude af sig selv af fortvivlelse skriger og løber derfra med en håndfuld tjenestepiger lige i hælene. Irmuska fatter ”hornet” og svinger det højt. Hun kan mærke tårerne presse sig på, men det er vreden der trænger igennem og hun lader al sin galde og sorg skylde over Redson med et fælt sving med sværdet. Redson kigger forundret på Irmuska, hun ser fortabelsen i hans øjne, inden han kollapser på fliserne under sig. Faren er ovre! Men blodet fosser stadig fra Irens sår, hun kigger på Irmuske, hendes søster og dronning en sidste gang, før alt bliver sort.

”Op på palisaden, Raylan, Ester kom op på palisaden, brøler en stemme, det lyder som Svenne. Usikkert kaster Kenan et blik på Raylan, der blot nikker. På palisaden er det første der møder deres øjne Carl De Goats styrke med retning mod Otter. Ikke desto mindre forekommer Svenne og Fin rolige, det forekommer faktisk som om, der er lille smil på deres læber. Undrende retter de blikket tilbage mod den fremad rykkende hær. Raylan er den første der ser det, så Kenan og endelig Ester. Der er noget galt med strukturen i hæren, måden de bevæger sig på er asymetrisk som om, som om de bliver angrebet fra siden. Raylan drejer hurtigt blikket og et spædt håb, gnistrer og tændes. De ser pludselig mænd vælte ud af skovbrynet og flankere De Goats styrke. Få øjeblikke senere kommer et brøl fra den anden flanke og en rytterstyrke har netop tordnet ind i siden der. Lige så hurtigt som det hele startede er det slut, De Goats styrke er i kaos og kort efter flugt. En lille enhed trækker til siden, mens resten af den nyankomne hær løber De Goats lejesvende over ende. Den lille enhed, der trak til siden, kommer snart til syne foran palisade muren og en stemme tordner over, Prins Raylan af Carhol, mit navn er Celd Mardon og jeg kan forstå vi har noget at tale om”.