Ask, der spiller troldmanden Thomas Reinfelt, er et halvt år i New Zealand (kend fra Ringenes Herre). For at gå ind i en ny karriere skal blandt andet anskaffe sig nogle genstande, som høre til den nye karriere. Thomas bliver Wizard Lord næste gang og for at han kan blive det, skal han komme i besiddelse af 12 magibøger. Han har 2-3 i forvejen, men da Warhammer en forholdsvis low fantasy setting, så er det svært at skaffe de sidste bøger.

For at Ask ikke kommer til at kede sig nede i Hobbitland, så har han fået lov til at skrive nogle små historier om hvad Thomas laver imens de andre er på vej nordpå. Aftalen er at Ask skriver ca. en historie per spilgang – og han bestemmer selv længen og handlingen. For hver historie Ask skriver får Thomas en magibog (hvorfor og hvordan Thomas får denne bog er op til Ask, hvilket han beskriver i historierne). Den første historie handler dog om, hvordan Thomas får snitterne i et magisk elver artifact.

Når Ask har skrevet historierne ligger jeg dem op her. Og her er den første:

En komprimeret hemmelighed
– Historien om hvordan Master Reinfelt fik fat paa Wetterhahn.

Det var sen aften da jeg red op gennem Altdorfs regnvaade gader. For første gang i langt tid følte jeg en uro i kroppen over hvad ventede forude. Jeg var blevet hidkaldt af ordenens øverste for at yde bistand i Altdorf, men mere vidste jeg ikke. En uventet situation for en magister af min grad.

En stilfærdig hushovmester lukkede mig ind gennem hovedsædets to store træ porte situeret i en bygningsfacade. Jeg blev ført igennem en tunnelgang, tværs over en lille gaardsplads med stalde og lager plads til begge sider. Her tøjlede jeg min hest hvorefter Dennis og jeg travede efter hushovmesteren til den store bygning i midten af pladsen. Jeg blev ført ind ad en mindre indgang to døre til højre for selve hovedindgangen, hvorefter jeg blev ført igennem, hvad der syntes et labyrintagtigt system af gange, for til sidst at blive peget ind i en mindre celle. Jeg kunne forstaa at det var her jeg skulle tilbringe resten af natten og hvem ved maaske resten af min tid ved den graa orden. Men jeg kunne forstaa at det lille vindue i ende væggen og det ekstra tæppe paa sengen vidnede om, at min grad var taget i betragtning da jeg fik anvist værelse.

Den følgende morgen ventede jeg med taalmod i hele og halve timer paa at blive adresseret af enten hushovmesteren eller værten for at blive vist rundt paa lokationen, men ingen kom efter mig, hverken den morgen eller de følgende. Jeg reflekterede over situationen og kom frem til, at det var ordenens politik at ethvert medlem selv bør være i stand til at opsøge triviel information om stedet og samtidig opfordre til nysgerrighed og opdagelyst. Inden længe fandt jeg spisesalen, det store bibliotek og mit eget værelse igen. Den anden nat hos den graa orden havde dog primært gaaet med at vandre forvildet rundt i de svagt oplyste gange for til sidst ved morgen grøde endelig at have fundet mit kammer.

Det var kommet til min opmærksomhed at der sjældent var et fast antal logerende paa lokationen over en længere periode ad gangen, men derimod en hyppig trafik af folk, der ankom og tog af sted. Jeg havde sjældent naaet at veksle mange ord med den samme magister før jeg en morgen fandt at han var bortrejst. Det var paa en af disse udforskende ture gennem de mange gange og rum i huset, at jeg blev opmærksom paa en netop nyankommet journeyman og hans interessante samtale med sin mester. Jeg havde været i gang med at studere en besynderlig uregelmæssighed i ornamentikken paa den bagerste væg i det store bibliotek, da jeg overhørte denne yngling i ivrige vendinger berette om en særlig interessant opdagelse til sin mester. Denne journeyman havde tilsyneladende paa sin netop overstaaede færd ved et tilfælde opdaget et gammelt elver gravsted, hvori han fornemmede en magisk aura og med udsigten til værdifulde artefakter havde han bevæget sig dybere ned i tomten. Her fandt han et halstørklæde, der ved første øjekast ikke synes af meget, men ved nærmere inspektion emmede af magi. Det var et ordinært halstørklæde af udseende; sort og vævet i grove masker. Ynglingen fortsatte sin fortælling og berettede om hvorledes han igangsatte et omfattende research arbejde paa dette artefakt og endelig fandt han ud af, at, naar baaret om halsen, vil dette klæde hjælpe kasteren udtale ordene i en given besværgelse tydeligere[1]. Endvidere, kaldtes dette prægtige artefakt for Feyanor blandt elvere, hvilket betyder grøn eller med andre ord nybegynder og at artefaktet, de faa gange det er blevet omtalt gennem Emperiets historie er blevet kaldt Wetterhahn fordi den vejrer vindende. Desværre, valgte mesteren paa dette tidspunkt i samtalen at tysse paa sin elev, med formanende ord om at han burde holde den slags hemmeligheder tættere paa kroppen end at berette om dem paa for alle værende tilgængelige steder, derefter hørte jeg de to forlade biblioteket. Opslugt af nysgerrighed besluttede jeg mig for at undersøge denne historie nærmere og om der virkelig fandtes et saadan fornemt artefakt og oven i købet i en simpel journeyman’s besiddelse. Det varede ikke længe før jeg fandt ud af hvor den storskrydende yngling boede og gjorde en note af hans daglige rutiner, for endelig, godt en uge efter den skæbnesvangre dialog paa biblioteket, at finde det rette tidspunkt til at trænge ind i dennes gemakker og lægge haand paa hans kære besiddelse.

Den forgangne uges refleksioner over overdragelse af andens ejendom uden besidders bekendtskab om dette.

Hemmeligheder er for den graa orden en essentiel del af ordenens væren. Idet ynglingen beretter om sin daad afslører han hemmeligheden for ikke bare en men to andre individer, altsaa tre personer kender nu hemmeligheden. Idet jeg fjerner halstørklædet fra sin oprindelige placering til en anden, der kun er kendt af undertegnede, skaber jeg en ny hemmelighed som kun en kender til – saaledes er den oprindelige hemmelighed komprimeret til en ny og større hemmelighed og den er saaledes mere værd.

Endvidere, besidder medlemmer af den graa orden ingen personlige ejendele, hvorfor man ikke kan miste hvad der aldrig kunne kaldes for ens eget. I et mere praktisk perspektiv er det naturligvis af interesse for ordenen at beholde den slags værdifulde genstand inden for egne rækker, men ifølge denne logik, kan det alt andet lige kun være mere fordelagtigt at en master og ikke journeyman beskytter dette objekt[2].

Men naar det er sagt, er det min overbevisning at det naturligvis kun er i forbindelse med hemmeligheder, at det er acceptabelt at flytte paa andres genstande uden samtykke, eftersom dette bidrager til en essentiel del af ordenens væsen, hvorimod gement ran ikke tjener noget formål andet end det dagklare.

Effekt: Halstørklædet er et ordinært udseende stykke klæde vævet med sort traad og grove masker og når det afretter en katastrofal besværgelse gløder netmaskerne op, der hvor magisterens ånde falder på halstørklædet.

[1] Beskytter mod tzenth curse (den regel vi har snakket om, hvor man kan korrigere et slag paa crit tabellen et felt ned, hvis det ønskes).
[2] Selvfølgelig er der nogle der er mere lige end andre i forhold til denne regel og en Lord vil ikke helt se på denne sag med samme øjne hvis det var ham der mistede en hemmelighed.