Planen er at jeg skal skrive scenariet “De navnløse – et remake”. Et remake er genskrivning af et scenarie. Det er “De navnløse” af Thais Munk, som jeg vil genskrive. Et scenarie som jeg synes har en helt fantastisk idé, men hvor jeg gerne vil se hvad der sker, hvis man tager nogle andre dramaturiske valg end Thais har taget.

De navnløse har allerede en lang historie, med omskrivelser og er blevet spillet (og aflyst?) på en del conner. På den måde har det været spillet på Vikingcon før.

Thais’ scenaire er en historie meget lig De Syv Samuraier, bare med fire navnløse hobbiter. Der  forsøger at forsvare en landsby imod en hær af goblinger, det ender i en konflikt mellem deres fortid, en kvinde, og deres nutid, det at de skal forsvare landsbyen. Kvinden er nemlig både lederen af goblingehæren og har en fortid med spilpersonerne. Hun er en spilpersons datter, en andens (ex)kone, en tredjes moder og den sidste bliver i slutningen af fortællingen forelsket i hende (et Penthesilea/Akilleus-forhold).

Ok, den sidste relation med kvinden er ikke kun en del af hans fortid.

Derudover har de fire helte hver deres personlige problemer at arbejde med i scenariet, alt dette forgår imens de slås.

Det jeg vil gøre, er at skære helt ind til bennet af, hvad jeg synes er fantastisk ved dette scenarie og lave nogle ændringer:

1. I stedet for De Syv Samuraier vil jeg lave det mere Hollywood. Hvilket betyder mere fokus på volden som et grundlæggende element for spillernes fortælling. Dette sker ved at jeg bygger en mekanik for kampene, som er virker ved hjælp af metaforer. Det virker ved at spilleren offer en del af deres spilperson for at blive bedre til at slås. Sådan at spillerne skal fortælle og beskrive kampene, imens deres spilpersoner, bogstaveligt, går i opløsning.
2. Jeg vil gøre spilpersonerne til mennesker. Jeg kan godt lide ideen om seje hobbitter, men tror faktisk at det ligeså meget er en darling for mig, som for Thais. På samme måde vil jeg gøre modstanderne sejere og mere alsidige (der skal ikke kun være goblinger med i de ondes hær).
3. Jeg vil ligge en forklaring af, hvorfor spilpersonerne ingen navne har, ind i scenairets (nye) kampsystem og dermed fortællingens metafysik.
4. Kvinden, vil jeg give en mere central plads i scenariet, fra scenariets start. I Thais’ udgave ved hverken spilpersonen Jægeren eller hans spiller, at goblingehærens leder er Jægerens datter. Ligesom de andre heller ikke ved at der er deres moder, kone osv. de kæmper imod. Det synes jeg de skal vide, for jeg tror det giver bedre rollespil.
5. Spilpersonerne indbyggende konflikter vil jeg også gøre mere enkle. Ligesom jeg vil ligge meget mindre vægt på landsbyen i fortællingen.

På den måde mener jeg, at jeg er tro imod Thais’ idé og samtidig laver et andet selvstændigt scenarie. Jeg håber det bliver godt.

Og forresten så, skal det vel siges, at Thais har givet mig lov, hvilket jeg er taknemlig for. Thais’ scenarie kan fanges her.

Med passive stats mener jeg stats, som ikke virker ind i fortællingen på en måde, hvor det åbner op for nye fortællinger. Aktive stats er traditionelt evner, som man står og dermed skaber en ny udvikling i fortællingen.

Eksempler på passive stats er:

• Hit Points (i D&D og lignende)
• Humanity (i fx vampire)

Det der er med disse, er at de kun er beskrivende stats. Man slår dem aldrig og de forlader derfor aldrig selve symstemet og indgår i fortællingen direkte. Den eneste gang de realt spiller ind, er når de er på 0, altså i kraft af de er tomme. Om man har 5 eller 6 i Hit Points er ret ligegyldigt. Ligesom det faktisk er ligegyldigt om man har 1 eller 1000. De er kun passive.

Jeg hader disse stats, fordi de faktisk er et magtmiddel for spillederen og ingen real værdi har for spilleren. Spilleren kan ikke bruge dem til noget, hvilket lidt er unfair hold, synes jeg. Der er selvfølgelig spillere, der er så vilde med masochisme, at de faktisk har et udviklet en form for stokholmersyndrom den slags passive stats. Det er der altid og den slags slavemoral er jeg faktisk ligeglad med. Men alle frihedelsker bør kunne støtte op om mit krav:

Afskaf passive stats!

Nu!

Noget andet er når spillederen ser bort fra aktive stats og bruger dem som passive. Det kan være at en spiller har herradik, men spillederen sætter ikke plottet op til at denne stats kan bruges, så bliver den ellers aktive stat herradik til en passiv stat. Pointen med stats er netop, de er magt. Det er spillerens måde at udtrykke, igennem systemet, til spillederen, at ha/un synes dette element skal indgå i fortællingen. Derfor skal en spilleder spille op til spillernes stats ellers er de ligegyldige (og passive).

Som Morten også skriver, flere steder på blogen, så har jeg lidt efterladt jer, uden de to sidste poster. Nemlig om Fortællerteknikker & en Efterspilsrapport. Ventetiden er overe, kommer de to poster.

Jeg bruger to elementer: rundtefortælinger/-beskrivelser og en npc-hat.

Rundtefortælling

Rundtefortællingerne er faktisk velkendt. Ideen er at jeg, som spilleder, ikke ønsker at beskrive alt. Som det ellers tit er i klassisk rollespil. Derfor lader jeg spillerne om nogle beskrivelser. Det kan være rene beskrivelser, som en by eller kro, de kommer til på deres rejse rund i Imperiet. Det kan også være handlingsbeskrivelser, som fx en kampscene, et møde mellem nogle npcer eller et storslået bal. Det foregår på den måde, at spillerne (ikke spilpersonerne) beskriver hvad der sker, som fx en forfatter ville gøre det. De har hele den frihed som en forfatter ellers har. Derfor er der heller ingen terningeslag i fx en fortalt kamp. Dog har den enkle spiller ikke totalt frihed, da de skal fortælle disse ting som gruppe.

En grundregel for disse fortællinger er, at for hver gang vi gør dette, får spilgruppen et plotpoint, som de så skal fordele. Men en sjov regel, jeg lige er kommet på, er: At for hver vigtig genstand/relation/legemsdel, de mister i en fortælle, får de en et plotpoint for. Hvis fx en ”ven” viser sig at være en fjende, man taber sit familiesværd på en flygt igennem et brændende hus eller en hånd i en kamp. Jeg tror det er en god regel.

Er noget jeg har tyvet fra Lars Vilhelmsen. Mine spillerne har skrevet 10 sedler, med et navn og en profession på. De bliver lagt op i en hat. For et plotpoint kan man så få lov til at trække en seddel fra hatten. Derefter skal man selv introducere denne biperson og forklare hvilken forbindelse man har til denne biperson.

Alle hattenpcerne kan hjælpe spilpersonerne hen til et dokument. Da intet kun koster et plotpoint, så skal der også være en form for opgave, der skal udføres for at vores spilpersonerne kan få lov til at få dokumentet.

Herefter er det min opgave, at den farve, hattenpcen har, smitter af på den historie dokumentet beskriver. Det er tit ikke hattenpcen der har oplevet det der sker i dokumentet, da det skete for 96 år siden, men hvis de får et dokument fra en konge er det en slags historie, hvis de får dokumentet fra en muddertyv er det en anden slags historie.

Nye overvejelser/ rettelser

Disse overvejelser, som jeg lavende under spil, har skabt nogle ændringer til vores mekanik. For det første kan plotpoint nu kun bruges til:

• En hattenpc (og dermed et dokument på sigt).

• Vetoe noget jeg finder på, hvis spillerne synes det er dumt.

• På længere sigt, fx til næste spilgang, forestiller jeg mig at spillerne kan bruge et point på at introducere nogle andre elementer til fortællingen, der fx kan give dem plusser i nogle særlig problematiske situationer. Det vil jeg dog vente tilbage til, når jeg har gennemtænkt det. Hugget fra stemmen i Ådalen.

Man får (stadigvæk) plotpoint for:

• At glemme en af sine vaner.

• For rundtefortællinger (læs ovenfor)

Det med at spille bipersoner gider jeg ikke rigtigt, da de i forvejen kommer til at spille bipersoner grundet hatten.

Der er stadigvæk en masse ideer, jeg gerne vil tilføje, men jeg tror lige mine spiller skal havde lidt ro til at ”lære” at spille med disse.

Nu til efterspilsrapporten, som så er næste post.

Er ret sikker på at det er kedeligt at spille kamp under mig. Ikke fordi jeg er en dårlig spilleder, for det er jeg ikke. Men når det kommer til kamp er det bare ikke en genre jeg er særlig god til. Thomas har for et par år siden analyseret og beskrevet problemet  med kamp i rollespil, bedre end jeg nok kan (og her skulle være et link, men jeg er lidt ved at se serier og har været til et 7 timers Lacan semenar her idag – så det kommer altså senere. Undskyld). Dog er en Thomas’ pointer at kamp er fysisk i sin natur og rollespil er et mentalt medie, hvis jeg husker ret. Derfor har rollespil sært ved kamp. Som sagt har Thomas beskrevet det bedre.

Hvordan viser (og udlever) man det fysiske i fortællende medier? I bøger har man en super god fortæller med et stramt sprog. I film og tengeserier har man en grafisk side og i rap musik har man rytme.

Kan vi overtage nogle af disse elementer i vores medie? Det jeg tror jeg lidt man kan ved hjælp af et system. Det er lidt nødvendigt at systemet er fokuseret på selve kampen og ikke på det at vinde kampen. Det har måske lidt været tideligere systemers problem. De har forskudt deres fokus fra det de enelig skulle beskrive. Derfor ender enhver kamp med at være ludo. Kan jeg vinde eller taber jeg, hvilket selvfølgelig også er et element i kampen, men det er ikke selve kampen. Kampen, volden og det fysiske er selve kampen, det ved alle der har været oppe at slås bare lidt, tror jeg. Har ikke været så meget oppe at slås.

Vildskab. Det fedste kamp jeg nogensinde har spillet var, da jeg prøvede at spille Exalted. I Exalted får man ekstra terninger for gode (manga) beskrivelser af hvad man gør. Jeg gik så meget op i disse beskrivelser at jeg nogle gange blev helt fortabt i min tale. Ikke ulige denne post. Det var vildskab og det var fedt.

Fortællinger kan være vilde, men vi skal hjælpes til fx at ramme temaet for kampen, tror jeg. Rammerne er vigtige.

Og her kommer mine første tanker omkring et sådan system. Det skulle for det første handle om kamp. Ikke noget andet – ligesom de der indysystemer der har klare temaer. Ikke noget føle føle noget – det var måske også det der gik galt med Sort/Hvid. Derudover vil jeg gerne havde en beskrivende side, en grafisk side og en rymte. Jeg forstiller mig et form for kort system, hvor man har x antal kort på hånden der alle sammen er forskellige angrebs og blocks (plus måske særlige moves – alla sådan nogle som i akadespil). Men det er aldrig nok blot at ligge et kort, man kan også beskrive slaget når man ligger kortet. Måske ville det hjælpe hvis de der angreb og blocks var metaforer, men med en bestemt (mulig værdig). Metaforerne er selvføgelig temaafhængig – som i kong fu kunne det være åbeslag eller en sort lotus, i noget arabisk kunne det være den “røde dans” eller hvad ved jeg. Sagen er at beskrivelsen af hvad ens spilperson gør er vigtig. Det skal beskrives grafisk, men det er ikke kun indholdet der er vigtigt. Det er en stolt tradition indenfor rollespil, at det ikke kun handler om hvad man siger, men også hvordan man siger det. Det har mest givet sig til udtryk i selve skuespilsdelen af rollespil, men rollespil er ikke (kun) skuespil, det er først og fremmest et fortællende medie. Derfor er selve måden man siger det man fortæller også lige så vigtig som, eller måske vigtigere end, indholdet. Her kommer rymen ind. Jeg forestiller mig at der skal kører et beat. Ikke musik, men et beat man kan fortælle over. Som man skal fortælle over. Det er ikke fordi man skal rappe (og rime), men man skal snakke, imens man forholder sig til beatet. Hvis det ikke lyder fedt, virker det ikke. Måske skal der være en dommer (som ikke spiller modstander). Jeg ved det ikke helt.

Hvad skal jeg læse for at få flere ideer? Der må være nogle der har været nede af denne vej… (Jeg kigger over på Per, Peter og Thomas).

Det har den været fordi jeg ikke har modtaget en regning fra DK-hostmaster. Måske fordi jeg er flyttet, måske fordi postmanden har spist den. Det er ikke til at vide. Nu har den dog tilbage og planen er også at der ligeom lidt kommer et indlæg om datebaser vs. narrativer som strukturel paradigme for rollespilsoplevelser.

Der skal dog ikke være nogle hemmelighed, at jeg har ret travlt for tiden, så det kan godt være den først kommer på mandag. Jeg tror dog det bliver godt. Måske det første danske rollespilsindlæg med kildehenvisninger.

Også en lille bi-ting, som undskylder at jeg også kategoriser dette indlæg som “rollespil” så det kan komme med på Alex’ feedreader:

Er det ikke dybt problematisk (næsten grænsende til det uspillelige) at Troll Slayer (i Warhammer II) skal slå en Giant ihjel for at stige til Giant Slayer.

Jeg mener Troll Slayer’en er en starting career og selvom den er sej er den ikke super sej. En Giant har Very Hard som Slaughter Margin, noget som en gruppe i deres første career aldrig kan slå. Eller som Old World Bestiary selv beskriver det:

Jeg ved godt det ikke skal være let, men 1 til 1000 kunne selvfølgelig være en god historie, men det syndes mere som om det faktisk ville ødelægge en historie.

Jeg er med på at det er meningen at en Troll Slayer skal finde sit doom, men det er altså sjovest, hvis det ikke sker. Som fx i Felex og Gotrix romanerne.

Man har selvfølgelig ligeså mange chancer som man har Fate Points, men hvad giver det?

3 til 1000?

Jeg synes det er åndssvagt, at det er en spilmekanisk ting der skal ødelægge det for dette ellers fine spil. Måske skulle Troll Slayer’en bare havde flere stats forhøjninger end andre. For mig ville det ikke gøre noget. Hvad synes I?

.

.

.

.

.

Den anden dag, da drengene og mig spillede lidt pappiratskibes krig, forslog Anders Frost et fantastisk koncept – nemlig en Blood Bowl-kampagne. Vi snakkede lidt om den nye warhammerverden, eller rette sagt jeg snakkede en del om den nye warhammerverden. Vi snakkede lidt om stemningen i warhammer også snakkede vi om mulighederne i en warhammer kampagne der var centret omkring et Blood Bowl-hold.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Der er nemlig lidt et misforhold WFRPs og BBs fremstiller af racernes indbyrdes forhold. Vi havde alle meget svært ved at forestille os et Kaoshold (med fans) spille imod Reikland Reayers i The Oldbowl i Altdorf.

Det er mutanter indenfor murene!

Ja ja, det er jo bare boldfans

Nej vel?

Så vi besluttede at de forskellige hold skulle være de 4 normale spillerracer, med meget få elverhold – fordi de bare skal være sådan lidt sky og magiske. Til gengæld skal menneskeholdene være mere forskellige indbyrdes. Der kunne fx være ’Orken’ som er en stor og grum Black Orc, der holdes fanget af en gal tærer. Orken spiller på et menneskehold når de er virkelig presset, men hans medspillere ikke meget for at havde ham med. For man ved aldrig hvem sådan nogle orker finder på at slå på. Man kan lave mange gode fortællinger om en sådan ork. Fx at holdet han spiller for har været nødt til at skrifte hold farve, da orken åbenbart slår mindre på folk i røde holdtrøjer. Udover orkens historie – selvfølgelig. Er den født i fangenskab eller indfanget og i så fald hvordan?

Nu er rollespil ikke kun kulisse, det grundlæggede element er jo en eller anden form for fortælling. Selve fortællingen skulle være den klassiske heltefortælling. Om en bevægelse fra mudder til pudder. Om selv at blive helte der kaster opvarmet kobberstykker ud til pøblen, hvor man før kun så med beundring på sådanne helte.

Rent praktisk blev vi enige om en struktur, hvor man både spiller udenfor og indenfor banen. Der skal være sammenhæng mellem de to dele, men jeg tror vi alle godt kunne forestille os subplot inden for begge dele. På samme måde kommer vi til at bruge kampagnen som en kærlig ironisk kommentar til amerikansk football, som vi alle er ret vilde med. Ydermere fik jeg på en eller anden måde de andre overtalt til at jeg skulle være spilleder.

Her til var vi enige, nu var der bare de nyste udviklinger i Warhammer universet som vi skulle forholde os til. Personligt ved jeg stadigvæk ikke helt hvordan jeg har det med Warhammer version 2. Synes systemet er blevet bedre samtidigt med at man har beholdt ånden i Warhammer. At de så har valgt at lave et endnu mere problematisk magisystem som afløsning på det gamle er hvad det er. Der skal ikke meget omtanke til at rette det til.

Derimod er der Stormen og alt det episke omkring den, jeg ikke helt ved hvordan jeg har det med det. Jeg vil nok skrue lidt ned for de episke fortællinger eller gøre det mere myteartige. Den ødelagte verden er også fint nok. Den kan vi godt bruge i vores fortælling – eller rette sagt så valgte vi at gøre den til grundlag for vores fortælling, men det vil jeg vendere tilbage til. Det var mere det med at, hvis man spiller lige efter Stormen, så har næsten alle set et kaosuhyre og det er ikke helt sådan jeg forestiller mig kaos. Kaos er noget man nægte at tro på eller faktisk endnu bedre fortrænger. Der er ikke respekt i at komme hjem fra skove og sige at man lige har dræbt en flok kaoskriger. Mutanter findes det ved man og det er hvad det er, men i min Warhammerverden, der er fx kaoskriger og dæmoner noget man har hørt fortællinger om. Det er noget der findes i verden, men er stadigvæk svært at tro på for normale borger i imperiet og især på en god solskinsdag. Denne opfattelse af imperiets mentalitet ødelagte Stormen lidt

…eller det var min første indskydelse.

For jeg kom til at tænkte på amerikansk reaktion på 11. september. Det store spørgsmål i USA var Hvorfor? Hvordan kan nogle mennesker finde på at gøre noget sådan imod os? Her var en situation, hvor amerikanerne kunne havde set virkeligheden i øjne og sagt: Ok, måske er der noget i vores omgang med resten af verden, der ligesom får nogle folk i denne verden til at hade os. Måske skulle vi overvejede vores udenrigspolitik?. Det kunne de have gjort og det ville være naturligt.

Det er noget vi alle har oplevet at nogle har angrebet os (i bred forstand) og vi har kommet frem til at:

1) Personen var et fjols, fordi han/hun påførte os smerte og…

2) måske var der også noget i ens væremåde, der gjorde at man blev angrebet.

Det er ikke sådan at man nødvendigvis altid skal påtage sig skylden for hvad andre gør imod en, men refleksionen ville havde været fornuftig i USA’s situation – synes jeg.

Det skete bare ikke. Den amerikanske præsident George W. Bush gik ud og sagde noget i retningen af: De angreb os, fordi de er onde og vi er de gode. Det kan man forklare ud fra en samme fint Lacanjazz (og Žižek har dog også gjort det – i sin bog Velkommen til virkelighedens ørken, hvorfra jeg også hugger dette eksempel).

Hvad har det med Warhammer at gøre?

&

Betyder det at kaos ikke er onde?

Det har en helt masse med Warhammer at gøre, men jeg vil lige svare på spørgsmål nummer to først. For kaos er ikke ondt. Ondt er noget i D&D og anden dårlig metafysik. Kaos er kaos. Det er udenfor den menneskelige fornuft og ikke bare en rigtig radikal ondskab. Det er uforståeligt. Jeg kan godt lide at forestille mig kaos som det vi ikke forstår og derfor er super bange for. Fx volden, sygdommen, den evige forandring og vores begær – alt sammen ting der er rettet imod døden, der grundlæggende er den uforståelse drivkraft for al mytos (er det stavet rigtig – det skulle være græsk). Det der skete med imperiet var at det mødte det uforståelige på et mere symbolsk plan end USA gjorde det. Det kan man i fiktion.

Det er ikke kaos er fx ikke bare naturen, som da Katrina ramte New Orleans. Den forstår vi lidt ud fra et ellers manglet fuldt sprog, nemlig naturvidenskaben. Kaos er uforståelig og samtidigt en del af alle mennesker i Warhammerfiktionen.

Det er den måde jeg vil bruge kaos på. Borgerne har fortrængt kaos igen. De kan ikke holde til at tænkte på dæmoner. De ved selvfølgelig godt de har set og kæmpet imod dem, men det er stadigvæk ikke ret virkeligt. De glemmer det lidt og det findes helt sikker ikke mere og vil aldrig komme igen (altså ligesom danskernes forhold til radikalt fremmedhad). Derfor bliver folk også sure, hvis man snakker om at man har bekæmpet kaos – for det findes ikke eller det kommer kun frem når man snakker om det. På den måde kan jeg få dette element frem.

Men tilbage til hvad vi snakkede om den aften med papskibene. Smukke Morten fik nemlig en rigtig god ide. Han foreslog at man kunne spille Middenheims ny opstartede hold. Sådan lidt en historie med at alle de foregående spillerne var blevet sendt i hæren og sikkert døde, savnede eller invalide. For at højne moralen i byen, har Griffen sat et mindre beløb af til at starte holdet op på ny – ikke ulige situationen med New Orleans og opbakningen til Saints. Kan man tænkte sig et bedre grundlag for en episk BB helthistorie?

Det tror jeg ikke!

Det er ved udtagelserne til det nye byhold for Middenheim vores fortælling starter. Den kommer til at handle om mudder, pudder og bolde med pikke.

Jeg er selv helt pjattet med ideen. Glæder mig til at vi får sat det op og anser det lige som et forstudie for mit scenarie.

Scenariet jeg gerne vil hedder ’Enhver given festag’ og da jeg ingen scenarieansvarlige har at sende synopsen til, får I min pitch.

Det er selvfølgelig en spoiler, hvis man gerne vil spille scenariet på et tidspunk (nu er I advaret)

Kort sagt er Enhver given festag et fantasy sportsscenarie – afledt af sportfilmgenren. Settingen er Warhammer verden og vores helte er 5 spiller fra et forhåbningsfuld blood bolw-hold. Selve historien er enkel og episk. Den er delt op i to dele, en reelt historie og en mulig fremtid.

Den mulige fremtid bliver fortalt som cut-scener, der til at starte med formidles som ’normalt’ rollespil, men går over til at være mere og mere fortællerartigt (og måske lidt indysystemartigt?). Her skal spillerne så rollespille og fortælle om højdepunkterne fra 4 Blood Bolw kampe, i den store turnering The Capitol Bowl, hvor deres karakter er på det vindende hold. Den sidste scene er finalen, hvor spillerne dog ikke skal fortælle om selve kæmpen, men kun om situationen når holdet går ind til kampen (hvordan har de det, hvordan har fansene og modstanderne det og hvordan kan man følge epikken i luften? – sådan lidt et slags gonzo-fortællerelement). Cut-scenerne er lagt sådan at de kommer løbende igennem scenariet.

Den reelle historie handler om hvordan Averland landsbyen Dachbachs lokale blood bolw-hold, Dachbach Dogs, mangler en træner og hvordan 4 spiller og deres halfling kok tager det på sig, at finde en. Holdet er lige mistet deres træner og uden træner kan de ikke stille op i The Capitol Bowl. En turnering holdet eller har været meget heldige og blevet udtaget til. Ydere mere har de 5 spilpersoner hver deres grunde, til hvorfor denne turnering er super vigtig for dem. Heldigt nok, er en af verden bedste trænerne, Joseph Nietzek, på druk i den nærmeste større by. Så det eneste vores helt skal, er at opsøge Nietzek og overbevise ham om han skal være deres træner. Det er så her deres problemer for alvor begynder, for Nietzek er ikke videre interesseret i at være træner mere. Han er med andre ord gået på pension. Men han går med til at træne dem, hvis de uføre et ukendt antal opgaver for ham. Disse opgaver bliver mere og mere ubehagelige, uforståelige og moralsk forkerte (dog gider jeg ikke lave et chokscenarie – så der bliver ingen børneporno eller andre smus) . Det er dog den eneste mulighed de har for at blive stjerner.

Vores helte kan, på et hvilket som helst tidspunkt, vælge at den menneskelige/moralske pris for høj, men så vil de ikke kunne stille op til The Capitol Bowl. Hvis de vælger sådan vil scenariet stoppe. Man spiller den sidste cut-scene, indgangen til finalen, der aldrig blev til noget.

Det interessant ved dette scenarie er forholdet mellem den beskidte reelle og den uvirkelige ideologi. Derfor har jeg også valgt Warhammer verden, fordi den er super beskidt, fordi den indeholder en humoristiske samfundskritik. Den verden sat op imod Blood Bowl, som er parodien af amerikansk foodball, tror jeg på vil illustrere dette spændingsforhold. Måske siger det da endda noget grundlæggende om hele det der sportsbegreb, men det må være op til spillerne Dualismen mellem det reelle og drømmen vil gå igen i kareterne, men scenariet er ikke som sådan karakterdraget. Det er et scenariet der prøver på at gå efter spilleren og ikke bolden, derfor skal spillerne også vide at spillet stoppe, hvis de siger ’nej’ til udfordringer. En anden idé er at de andre spilpersoner skal slå halflingen ihjel som en af opgaverne, men ellers uden grund.

Stats:

System: Warhammer 2 (systemkendskab er ikke nødvendigt, for at være spiller på det.)

Mekanik: Traditionelt rollespil med fortællerelementer – KSP bliver mit store systemscenarie.

Spiller: 5

Forfatter: Johannes Busted Larsen

Gerne: Fantasy Sportsscenarie

Tidlængte: ca. 4 timer

Er det en god idé?

Kom endelig med forslag!

Næste projekt hedder KSP og er et forsøg på at samtænke biografien, scenariet og aktiv spilmekanik.

En mand

Tit bliver dansklærer betegnet som noget negativt i forskellige rollespilsdiskussioner. Det forstår jeg ikke. Jeg kan nemlig godt lide dansklærer og synes det arbejde de laver er rocker vigtigt. Det handler nemlig om kulturforståelse som en forfatter ikke nødvendigvis har. Det har de dog tit, men ikke nødvendigvis. Derudover er analysen som menneskelig evne super vigtig i mange af det modne menneskes gøren og laden. Ligefra barsamtalen til demokratisk deltagelse til rollespilsdeltagelse.

For jeg synes det er rocker problematisk at bruge ’dansklærer’begrebet som et negativt begreb. Det ligner meget et andet begreb nemlig ’smagsdommer’begrebet. Jeg kan ikke se at der er nogle problem med at analyser ting. Selvfølgelig er der tidspunkt hvor det er vigtigt at analyser ting, men der er også tidspunkter hvor der er. Tid til fordybelse og tid til handling. Det er banalt, men der er vel ingen grund til at afskrive det en eller andet.

Jeg synes det både er interessant og vigtigt at man tænker over hvorfor man gør som man gør og hvilket magtrelationer og hvilken socialitet man spiller ind i. En måde at se på systemr er som sprog og enhver der har læst George Orwel ved at sprog ikke er værdiløst. Forskellige sprog kan forskellige ting, fordi man vil forskellige ting med dem. Biologien er god til en masse ting, men der er også historier vi ikke kan fortælle med biologien. Nogle folk har prøvet, men det bliver alt ting noget rocker mærkeligt noget. Jeg kan ikke forklare følelsen af kærlighed biologisk. Jeg kan godt forklare fornuften for den og de ret fysiske stimulanser der er på spil. Men ikke følelsen. Det ligger udenfor det felt. Det betyder ikke at biologer ikke kan føle kærlighed, men når de skal beskrive det må de bruge andre sprog. På samme måde er det andre sprog vi bruger når vi skal beskrive alle de ting der ikke er i D&Dreglerne, men som er i fortællingen vi spiller. Det er vi også ret gode til, fordi vi så blot bruger vores normale sprog til det. Det eneste problem er at denne del af fortællingen er en del af fortællingen, men strengtaget ikke en del af D&D. Det er udenfor. For der sker noget når vi simuler virkeligheden med et rollespilssystem. Vi reflekter over vores normale opfattelser om vi vil det eller ej. Derfor giver D&D os mulighed for at reflekter over nogle ting, men ikke andre. Fint. De ting der bliver reflekteret over bliver på den måde i talt sat. Det er måske ikke det det handler om, men det vil være de sider af spillet som vi er fælles om – når vi holder os indenfor systemet. Dette er selvfølgelig en fokusering. Og den er værdiladet, fordi der nogle ting der er vigtigere (i tale sat) og nogle der ikke er så vigtige.

At man analyser fx D&D kan være en rigtig dårlig ting imens man spiller det. Men at havde gjort det kan give noget til spillet. En bevidsthed om hvad fanden det er der er på spil. Hvad er det vi foretager os. Systemløst er en anden sag og rocker problematisk, hvis vi forestiller os at det er mere værdifrit end forskellige systemer. Det er det ikke. Det ligner bare mere vores normale sprog og narrativer.

At systemer alt tid vil handle om noget ligesom alt anden kommunikation er ikke et problem. Men jeg kan godt se hvordan man kan tro det når der fx i det politiske rum er tilladt for en statsminister at tilsidesætte en hver kritik med dumhedsideologi. Det gør han fx ved at bruge ’argumenter’ som ”Det er jo politik” – som om der så ikke var noget at diskutere. Og ved at bare det mere kende begreb ’smagsdommer’. Som åbner muligheden for sætninger som:

”Nå, du tænker over tingene – hvor er du åndssvag. Det er jo bare en pistol, der er ingen normative værdier lagt i at jeg går rundt med den”.

Sprog er altid kun muligheder som Peter er inde på. Men vi skal være bevidste om hvor fortællingens- og diskussionsrum er. Hvad der er åbnet op for ved at blive i tale sat og hvad der ikke i lige så høj grad er. Det betyder ikke at man ikke skal spille D&D, hvis det er det man vil. Man bør sgu være bevidst om hvad det betyder at man gør det. Hvorfor? Fordi det er sgu er ens fucking pligt at være bevidst om hvad man gør – ellers ende man i et demokrati hvor dyretransporter er det vigtigste politiske emne og hvor man laver internet afstemninger om hvem der skal i fængsel. Det er fint man vil det sådan, men man skal bare vide at det kunne være anderledes.

Men hvorfor har jeg hold mig væk fra den mere kropslige del af rollespillet? Jo, det er faktisk noget det man kalder for “større, vildere, mere” i forhold til sommerscenarierne. Det hængere nemlig sammen med noget der forekommer som en næsten analforskruget fokusering på fysisk realisme, for mig. Alt skal ligne det det giver sig ud for. Om ideen hænger sammen er, igen for mig at se, næsten ligegyldigt.

Sommerscenarier har per definition dårlige historie – set fra den meninge deltager i forhold til de andre scenarier vi kender (det være sig live eller ej). Dette er ikke en post, der handler om at sige svin til alle de seje folk, der kæmper for at lave et fedt sommerscenarie. For jeg kender en del der gør sådanne ting. Og jeg synes de er seje og de arbejder hårdt kan jeg se. Nej, det handler mere om at jeg ikke synes den dersens fysiske realisme er dét, der gør det for mig. Alt respekt for dem det gør det for, men jeg forstår det ikke. Ligesom scelleri, som jeg synes man skulle havde opgivet allerede inden den første nordborer førte det imod sin eller dejlige mund. Nogle er helt pattede med den der fugt/grønsag/smagsforbryelse – sjovt nok – især sexuelt understimulerende husmødre der har for meget tid, vodka og tomatjusie på hånden. Repekst til dem, de skal også havde noget at give sig til. I alle fald indtil revolusionen kommer giver dem noget ordentligt arbejde eller arbejdersex eller et eller andet.
Men hvor om alting er. Så siger Claus Raasted noget meget fornuftigt på Liveforum noget rigtig rigtig fornuftig. Han skriver nemlig at der måske er for mange menneskelige omkostninger ved “større, vildere og mere” ideologien. Folk brænder nemlig ud – hvilket bare ikke holder. Så måske skulle man prøve noget radikalt andet indenfor dansk live. Nemlig “lavere, mildere og mindre”! Minimalisme indenfor dansk fysisk rollespil.

Der har tidligere (i forbindelse med sidste Fastaval) været en diskussion om mulighederne for at spille fysisk på Fastaval med de skole omgivelser der er på connen. Det var en interessant diskussion. Og det var i denne forbindelse jeg sammen med Magnus fik ideen om at lave et fysisk scenarie til Fastaval. Vi fik kun snakket lidt om det over msn – men min forestilling var noget med symboler. Man kan påstå at Maja og Ryans Persona allerede har arbejdet med symboler ved sine masker. Hvilket også er lidt rigtigt, men det er stadigvæk bundet af en fysisk realisme – ligesom at den onde ikke må være ond, fordi han/hun er ond i psykologisk realisme. Men nogle gange er historien bare bedre, hvis den onde blot er ond. Og hvis symbolerne ikke har nogen in-game forklaring (hvilket maskerne har i Persona). Jeg mener selvfølgelig ikke at det er en fejl i Persona. Nej, Persona er værdifuld i sig selv. Men udover denne værdi, har det åbnet op for en symbolsk minimalisme eller fysisk irealisme. Det kunne være fed, med et fysisk spil hvor alle var i hvid i et hvid rum. Så kunne alle kommunikerne deres status, navn, job, familieforhold og andre sociale tegn/symboler i fx favede badges. Der kunne være tegn/symboler for hvor de var i verden. Måske abstrakt så når man stod under A’et så var man hjemme. Så selvom to der ikke er familie eller bare bor sammen står der, så er de begge hjemme sammen. På trods af det ikke giver umiddelbar mening. Og en fortælling kan springe frem af den situation. Så kunne kroppen netop kunne komme til sin ret også. For der er ikke noget middelaldre -tøj/-huse/-heste/-orcer som den kan gennem sig bag. Den er der som krop i hvid og badges.

Og man kunne lave et system så man kunne sætte nye badges på folk. Men måske kun humør-badges. Så en spiller kunne møde en anden. Og spiller nummer 1 har et “ked-af-det”-badge, han/hun giver det til spiller nummer 2 og siger Du ser da lidt ked af det ud, er der noget i vejen? Og spiller nummer 2 er nødt til at spille ked-af-det pga badgeset og svare med grådekvaltstemme Nej, jeg har det sådan… ok… eller… det er bare fordi [en forklaring på det mørke humør følger]… En ny fin fortælling kommer i stand – på trods af det fysiske.

Jeg tror der er mange andre muligeheder for dansk rollespil og det er dumt at kun vælge en ud af mange måde at spille på.