Litteraturhistorisk er værkerne ret nemme at analysere: En fiktiv og mytisk, men dog ordenet fortidsfortælling for  den moderne læser i den kaostiske samtid under og lige efter 2. verdenskrig. Værker der forsøger at forklarer 30erne og 40ernes politiske ondskab mytologisk og ontologisk. Det er stadigvæk et værk der er godt at gå til, hvis verden kommer til at virke for tilfældig i sin ondskab. Eftersigende skulle Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte læste Ringenes Herre og det er sikkert meget sundt for en mand der lever af at være rimelig i en urimelig verden.

D&D

Den tolkienske fantasylitteratur er desværre dårlig baggrund for rollespil og selvom vi alle sikkert har spillet masser af tolkiensk D&D var D&D ikke nødvendigvis særlig tolkiensk som udgangspunkt. Det var mere over i Sword and Sorcery fantasy genren (Herefter S&S). S&S er en mere amerikansk form for fantasylitteratur, den tager sit udgangspunkt i 10erne og 20ernes pulplitteratur/ Weird fiction. De tre “klassiske” eksempler på S&S er serier som Robert E. Howards Conan, Fritz Leibers Fafhrd and the Gray Mouser og ham jeg har glemt.

Kort fortalt kan sige at S&S er mere rodet end tolkiensk fantasy og S&S behandler ofte nogle voldelige og perverse temaer. Morten og Troels har skrevet et fint og dog meget akademisk essay om forskellen på de to form for fantasy i deres Legenden om… scenarier.

For mig er den helt centrale forskel mellem de to genre at  i tolkiensk fantasy er verden i balance, men sat ud af denne balance og historien omhandler hvordan vi får verden til at  vende tilbage sit harmoniske udgangspunkt. I S&S har verden aldrig været i balance og harmonisk, den er som udgangspunkt kaostisk og på den måde mindre ontologisk ordenet.

Der har altid været tolkienske elementer i D&D. Bare det at racerne (især spillerracerne) er forholdsvis ordenet er et tolkiensk udtryk, men det er især med Dragonlance at D&D bliver mere tolkiensk. Dragonlance handler om, så vidt jeg har forstået det, om at verden er blevet sat ud af balance og det nu er op til spillerne at skabe orden igen. S&S er mindre episk, men indeholder langt flere kæmpegorilla og kannibaler.

Og når alt kommer til alt er rollespil, som medie, bedre til kæmpegorilla og kannibaler. Desværre var mine første D&D oplevelser i en 10-spiller stor Dragonlance kampagne. Dengang synes jeg godt nok at Drager og Dæmoner var bedre og da jeg kort tid efter mødte Vampire  vende jeg aldrig rigtig tilbage til D&D.

Troels har skrevet et fantastisk indlæg om tvetydige karakterer over på Plan B-logen. Her har han et afsnit om hvordan han finder det givtigt at lave spilpersoner med et andet moralsk verdenssyn end ham selv. Hvis jeg forstår Troels ret, så mener han at der opstår en spilskabende dynamik i at se bort fra den latente konflikt mellem ens personlige identitet og spilfigurens identitet. Jeg brugte en lignede dynamik da jeg skrev Slavehandleren fra Ascalon.

Som jeg før har været inde på så forsøgte jeg, med Slavehandleren, at skrive et liberalistisk Sword and Sorcery-scenarie. Det var helt overlagt, som om jeg politisk og filosofisk er sådan ca. det modsatte af en liberalist. Den latente konflikt opstår i det at jeg ikke er liberalist. Overhovedet ikke. Til gengæld ved jeg rocker meget om liberalismens idehistorie, så den tager vi lige i forhold til hvad jeg har brugt i Slavehandleren, så vi er sikre på at vi mener det samme med begrebet ”liberalisme”.

Locke

Jeg anser liberalismens fædre for at være moral- og samfundsfilosofferne John Locke og Adam Smith. Kort fortalt kan vi sige at det er udtryk for to forskellige filosofiske retninger indenfor liberalismen, selvom man faktisk ikke kan adskille deres virkningshistorie. I forbindelse med Slavehandleren er Locke mere central end Smith. Locke mener at hvert individ er (af Gud) og bør være moralsk fristillet til at opbygge sit eget liv. Det skal altid være muligt at starte forfra – eg. finde et stykke udyrket jord og bygge en tilværelse op og ingen har ret til at tage det fra en. Denne figur forudsætter to ting: uendelige ressourcer og en stærk forestilling om individualitet.
Med opdagelsen og koloniseringen af Amerika var der netop på Lockes tid altid nyt land man kunne opdyrke. Samtidigt var der med arbejdets specialisering og der med skabelsen af borgerskabet som politisk og økonomisk klasse også gang i en individualisering af den ellers grå masse af ret ens bønder. Vi kan definere individualitet som forskellighed indenfor en gruppe af mennesker. Selvfølgelig fandtes der individer før, men borgerskabet var den første klasse, hvor individualitet var en nødvendig betingelse for dens eksistens. En forsamling af forskellige håndværker og handelsmænd er mere mangfoldig end en forsamling af bønder. Jo flere borgerne der kom, jo vigtigere blev forskelighed og individualitet i samfundet.

Den idé om individualitet som Locke bygger sin filosofi på er meget vigtig for Slavehandleren. Især i den ekstreme amerikanske form som Henry David Thoreau på en side er udtryk for og Ayn Rand på den anden side også er udtryk for. Grundfortællingen i Slavehandleren er magtfulde individer kan fri os fra slaveriet. Grundkonflikten i scenariet er frihed overfor slaveri/fangenskab. Næsten alle de modstander spilpersonerne er fangenskabsfigurer. Fx scenen heksen, der for mig handler om at være fanget af seksualitet og list (trolddom). Det problematiske ved at give sæd er jo netop at man giver noget af en selv. Og hvis man ikke skulle havde fanget. Klarest er det dog i scenen med kæmpeedderkoppen, hvor man jo kæmper i dens net!

Der er selvfølgelig andre temaer på spil. Fx hele civilisationskritikken i de scener der foregår i Ascalon (og det at vores helte bogstaveligt kommer løbene ind i scenariet fra stepperne af), men de går også i tråd med forestilling om de stærke individer vs. fangenskab. Det definerer blot vores helte som noget naturligt, oprindeligt, rigtigt og sandt. Derudover er der noget med seksualitet: heksen og slangedæmon, hvis det ikke er en fallosfigur, så kan I kalde mig Mads. Hvordan det passer ind i den liberale ideologi ved jeg ikke helt og frygter det er forfatterens egne undertrykte issues der ligger til grund for det

Alt i alt er Slavehandleren et liberalistisk kampskrift om hvordan stærke individer kan overveje slaveri og urimelighed. En påstand som jeg på ingen måder køber og derfor var det så interessant et scenarie at skrive.

Jeg mener at liberalismens forestilling om individualitet var vigtig for massens befrielse fra det før-modernes forfærdelige samfundsstrukturer, men den i dag er mere til skade end til gavn. For selvfølgelig findes der enheder som individer, de har bare ikke i sig selv nogen særlig stor betydning. Alle vigtige fremskridt i verdenshistorien er sket i samarbejde (nogle gange over tid, hvor nogen har taget udgangspunkt og arbejdet op imod, andres tidligere arbejde). Når Slavehandleren står på Lockes skulder, så samarbejder jeg faktisk med Locke om at skrive det. Hverken Locke eller jeg er vigtige i denne sammenhæng. Andre kunne ligeså godt havde skrevet det vi har skrevet. Det ville måske være formuleret lidt anderledes, men faktisk fangende jo vi nogle ideer, der alligevel var der ude i vores samtid, kultur og de andre sammenhænge vi indgår i.

I dag tager en del politiske og filosofiske argumenter udgangspunkt i at ideer, fremskridt og kreativitet opstår i enkelt individet, hvilket jeg finder ligefremt tåbeligt. Hvornår har du måske sidst fundet på noget originalt? Når du tror en kunstner har, er det ofte fordi du ved for lidt kunsthistorie og hvilken magi skulle gør menneskebørnene første bevæger i de evige kausalforbindelser?

Man kan måske skrive min egen holdning omkring individualitet i det at man selv laver sine spilpersoner og jeg på den måde kommunikere at heltenes personlighed og identitet faktisk ikke er så vigtigt.

Se omskrivning i de sidste linjer ift. vores diskussion omkring hvorvidt Slavehandlern er racist.

If you google “Sword and Sorcery” you’ll discover that it was the american fantasy writer Fritz Lieber who invented the concept. Lieber is an amazing writer who’s stories about Fahrd and The Grey Mouser is some of the best fantasy literature ever written. Other Sword & Sorcery includes Michael Moorcocks epic about about the antihero Elric and not least Robert E. Howards stories about Conan the Barbarian. If you know any of these writers you already know where I’m going.

There is no shame in namedropping these writers when you try to establish the mood of the adventure, but if your players (or you) are not so well versed in classic fantasy (having spent your reading time more sensibly than me), Sword & Sorcery can be described without nerdy literary references. The primary aspect of Sword & Sorcery is that it makes violence an aesthetic object. It describes violence in a way that makes it not only grand and glorious, but beautiful. This doesn’t just happen in Sword & Sorcery literature. It is also seen in other genres like Hollywood movies and some political rhetoric, but within fantasy literature Sword & Sorcery is certainly the subgenre where it happens the most.

Another foundation of Sword & Sorcery is that unique and singular individuals (the main characters) are faced with a chaotic and grim world, that wants only to tear them down. Luckily these individuals have been shaped and hardened by this world themselves, so they have no moral filter stopping them from striking back at whatever the world sends at them. Stricking back hard. The world is not beautiful in itself – it is messy and dangerous. But the actions of our heroes makes it glorious (and violent).

This is the aesthetic you should nourish. When someone is wounded by a sword it isn’t enough that the bleed and it hurts. It needs to be described how bleeding and hurting is beautiful (and just as importantly awesome) the blood glistens like rubies in the sun, how the pain is exquisite agony. Pain and violence is beautiful (and awesome). The same goes for the world descriptions you make as you play. They should evoke an evil, dirty, revolting and yet beautiful grand world. A rough world with tough people (and where the player characters turn out to be the toughest).

Sword and Sorcery has, unfortunately, a racist and sexist heritage which is uncool. Be a nice person and do not repeat this hertage in your game. Thank you.

En folk fantastisk mennesker og jeg var ved at oversætte scenariet til engelsk så det kunne ramme et internationalt publikum. På trods af pauser i arbejdert er vi kommet ret langt. Det mangler bare det sidste layout så ville det være klart til ramme nettet, men pga. scenen med heksen og klasserne, så er den engelske version nu sat on hold.

Det var aldrig meningen at jeg ville skrive et sexistisk eller racistisk scenarie. I min hverdag forsøger jeg at være det modsatte. Men jeg forsøgte at skrive et liberalitisk Sword and Sorcery-scenarie. Imens jeg skrev scenariet tænkte jeg over problematikken. Jeg forestillede mig at jeg kunne skrive det som et ironisk værk, der blotlage den volds(forherligende) -logik vi ser i actionfilm. Når jeg læser scenariet nu er jeg usikker på det lykkes tydeligt nok eller om det blot var dårlig undskyldning for at give los for de indspiste sider af vores nationale kultur. En næsten voldelig kulturel logik, der til tider strømmer igennem mig, ligesom den åbenbart strømmer igennem regeringen gang på gang og ligesom den rammer Lars von Trier på det helt forkerete pressemøde.

S&S ikke politisk korrekt. Den første blev opfundet af hvide tradionalister i midt i en racekonfliktfyldt USA. I den tråd jeg linker til, skriver en fyr der kalde sig JDCorley:

The relevant bit to me seems to be consciousness. A lot of games are based in pulp genres that used racial stereotypes horrendously. Sword & sorcery is often garbage, but c’mon, we also have a whole game based on H.P. Lovecraft’s work, in which fucking a black person was literally hastening the end of the world. That’s where our roots are, like all our racist grandparents saying bizarre things at family dinners. It doesn’t mean we can’t love them, it does mean we have to take steps to help fix things.

Problemet er at Slavehandleren ikke et bevidst (nok) værk. Spørgsmålet er om jeg kan bevidstgøre det fx vedhjælp af et nyt forord (og hvad skulle der i såfald stå i det?)?

Om jeg skal skamme mig over at ha’ skrevet det?

Eller om jeg skal acceptere at scenariet simpelthen ikke kan forstås i udlandet (hvilket vel om noget er en nationalistisk forestilling).

Jeg kunne godt bruge lidt hjælp her.

“In one of these dens merriment thundered to the low smoke-stained roof, where rascals gathered in every stage of rags and tatters–furtive cut-purses, leering kidnappers, quick-fingered thieves, swaggering bravoes with their wenches, strident-voiced women clad in tawdry finery. Native rogues were the dominant element–dark-skinned, dark-eyed Zamorians, with daggers at their girdles and guile in their hearts. But there were wolves of half a dozen outland nations there as well. There was a giant Hyperborean renegade, taciturn, dangerous, with a broadsword strapped to his great gaunt frame–for men wore steel openly in the Maul. There was a Shemitish counterfeiter, with his hook nose and curled blue-black beard. There was a bold-eyed Brythunian wench, sitting on the knee of a tawny-haired Gunderman–a wandering mercenary soldier, a deserter from some defeated army. And the fat gross rogue whose bawdy jests were causing all the shouts of mirth was a professional kidnapper come up from distant Koth to teach woman-stealing to Zamorians who were born with more knowledge of the art than he could ever attain.”

Uddrag fra The Tower of the Elephant (1933) af Robert E. Howard.

Dette scenarie henter sin inspiration fra den litterære side af Sword & Sorcery-genren, subgenre under fantasy-genren, som den udvikledes i den første halvdel af det 20. århundrede. Det er en genre, som i film og tegneserier er blevet forvansket til ukendelighed gennem diverse barbar-film med muskuløse mænd i lændeklæde eller bjørneskindsunderbukser.

Sword & Sorcery ligger langt fra high fantasy-genren, som vi kender så godt fra Ringenes herre, eller fra de fleste Forgotten Realms-supplementer. Det er ikke den episke kamp mellem godt og ondt, som kaster imperier i ruiner, og lader nye riger rejse sig, men derimod er det den umiddelbare kamp for overlevelse her og nu, det gælder. Den er en genre, hvor trolddom og overtro hersker i en ellers rationel verden, og hvor trolddom er baseret på skumle kunstner og mørke pagter med væsner, hvis ælde knapt kan begribes.

Robert E. Howards Conan-historier er arketypiske inden for denne genre, men det gælder om at holde sig til de oprindelige forfattere, og ikke til andres genfortællinger i film og tegneserier, eller til andres videredigtninger af sammen da ånden i de historier meget let går tabt. Andre relevante historier er Michael Moorcocks Elric-historier og Fritz Leiberts Fafhrd and Grey Mouser-historier.

Til scenariet er der en række temaer, som vi gerne vil have frem:

Akronologisk

Conan-historierne er ikke skrevet kronologisk, og de skal heller ikke læses kronologisk. Som læsere ved vi, at Conan begynder sit liv som barbar, og at han i sin levetid både er røver, pirat og lejesoldat, indtil han ender sin karriere som konge. På samme måde er både rækkefølgen og kronologien fri mellem de fire legender i scenariet, da de alle sammen udspiller sig et sted mellem den indledende og den afsluttende historie.

Nærhistorisk fortid

Den hyboreanske tidsalder er en fjern tidsalder, men det er historier, som på et plan skal forestille, at udspille sig i vores verdens fortid, og ikke i en parallelverden eller i en fantasyverden. Det er en tid, hvor Atlantis er sunket i havet, og det udspiller sig antageligvis for mere end 10.000 år siden . og derfor er så mange stednavne genkendelige, de har en direkte parallel til vores historiske fortid. Denne verden har et åndsfællesskab med flere andre forfattere, herunder Lovecraft, og de kosmiske rædsler, der findes i Cthulhu-mythossen, er også at finde i den hyboreanske tidsalder.

Det følgende uddrag er for at give en fornemmelse af, hvilken forhistorie der går forud for vores historiske tid. Den hyboreanske tidsalder slutter omtrent der, hvor de ældste oldtidskulturer bliver kendt i moderne historieskrivning, nemlig ved summererne, hvis tidsalder omtrent er perioden fra 7000 til 4000 år siden.

Uddrag fra Robert E. Howards Hyborean Age-essay (1930’erne):

“Of that epoch known by the Nemedian chroniclers as the Pre-Cataclysmic Age, little is known except the latter part, and that is veiled in the mists of legendry. Known history begins with the waning of the Pre-Cataclysmic civilization, dominated by the kingdoms of Kamelia, Valusia, Verulia, Grondar, Thule and Commoria. These peoples spoke a similar language, arguing a common origin. There were other kingdoms, equally civilized, but inhabited by different, and apparently older races.

[…]

The Thurian civilization was crumbling; their armies were composed largely of barbarian mercenaries. Picts, Atlanteans and Lemurians were their generals, their statesmen, often their kings. Of the bickerings of the kingdoms, and the wars between Valusia and Commoria, as well as the conquests by which the Atlanteans founded a kingdom on the mainland, there were more legends than accurate history.

Then the Cataclysm rocked the world. Atlantis and Lemuria sank, and the Pictish Islands were heaved up to form the mountain peaks of a new continent. Sections of the Thurian Continent vanished under the waves, or sinking, formed great inland lakes and seas. Volcanoes broke forth and terrific earthquakes shook down the shining cities of the empires. Whole nations were blotted out.

[…]

A thousand years after the lesser cataclysm, the western world is seen to be a wild country of jungles and lakes and torrential rivers. Among the forest-covered hills of the northwest exist wandering bands of ape-men, without human speech, or the knowledge of fire or the use of implements. They are the descendants of the Atlanteans, sunk back into the squalling chaos of jungle-bestiality from which ages ago their ancestors so laboriously crawled. To the southwest dwell scattered clans of degraded, cave-dwelling savages, whose speech is of the most primitive form, yet who still retain the name of Picts, which has come to mean merely a term designating men–themselves, to distinguish them from the true beasts with which they contend for life and food. It is their only link with their former stage. Neither the squalid Picts nor the apish Atlanteans have any contact with other tribes or peoples.

[…]

Five hundred years later the kingdoms of the world are clearly defined. The kingdoms of the Hyborians–Aquilonia, Nemedia, Brythunia, Hyperborea, Koth, Ophir, Argos, Corinthia, and one known as the Border Kingdom–dominate the western world. Zamora lies to the east, and Zingara to the southwest of these kingdoms–people alike in darkness of complexion and exotic habits, but otherwise unrelated. Far to the south sleeps Stygia, untouched by foreign invasion, but the peoples of Shem have exchanged the Stygian yoke for the less galling one of Koth.

[…]

Another five centuries and the Hybori peoples are the possessors of a civilization so virile that contact with it virtually snatched out of the wallow of savagery such tribes as it touched. The most powerful kingdom is Aquilonia, but others vie with it in strength and mixed race; the nearest to the ancient root-stock are the Gundermen of Gunderland, a northern province of Aquilonia. But this mixing has not weakened the race.

They are supreme in the western world, though the barbarians of the wastelands are growing in strength.

[…]

The ancient Sumerians had no connection with the western race. They were a mixed people, of Hyrkanian and Shemitish bloods, who were not taken with the conquerors in their retreat. Many tribes of Shem escaped that captivity, and from pure-blooded Shemites, or Shemites mixed with Hyborian or Nordic blood, were descended the Arabs, Israelites, and other straighter-featured Semites. The Canaanites, or Alpine Semites, traced their descent from Shemitish ancestors nuxed with the Kushites settled among them by their Hyrkanian masters; the Elamites were a typical race of this type. The short, thick-limbed Etruscans, base of the Roman race, were descendants of a people of mixed Stygian, Hyrkanian and Pictish strains, and originally lived in the ancient kingdom of Koth. The Hyrkanians, retreating to the eastern shores of the continent, evolved into the tribes later known as Tatars, Huns, Mongols and Turks.”

.

Ingen hjælp udefra

Vore helte må klare sig med det, de har. Der er ingen guder, der kommer folk til undsætning, og derfor heller ingen clerics blandt spilpersonerne, og ligeledes ingen gamle, magtfulde troldmænd eller venligsindet kavaleri, som står på spring for at undsætte en. Ingen stater eller love hjælper dem, de må selv påtvinge deres omgivelser orden, mening eller retfærdighed gennem deres egne handlinger.

“Helte”

Spilpersonerne er ikke rendyrkede helte, de er handlingens mænd og kvinder. De er ressourcefulde og målrettede, men de er ikke forkæmpere for det gode. De er ofte outsidere, fremmede i de samfund, hvor de har deres eventyr. De drives efter deres egen livslyst, og ikke af store idealer om retfærdighed, sandhed og det gode, og de er i den forstand “anti-helte”.

Det overnaturlige er mørkt og farligt

Fornuft og videnskab er erstattet af overtro og anvendelsen ar mørke kræfter. Trolddom består ofte af indviklede og skumle ritualer, pagter med rædsler fra en steder, som det fornuftige menneske skælver ved at forsøge at begribe. Det er en ældgammel verden, hvor troldmændene trækker på lærdom, der stammer fra forsvundne Lemuria og Mu. Trolddom er skummelt, farligt og noget, der skal omgås varsomt. Ligeledes er der ingen guddommelig kraft, der skæbnebestemmer vore helte til deres storhed.

Gudernes eksistens er irrelevant for heltenes handlinger.

“Murilo saw that the barbarian had locked his legs about the ape-man’s torso and was striving to maintain his position on the monster’s back while he butchered it with his poniard. Thak, on the other hand, was striving to dislodge his clinging foe, to drag him around within reach of the giant fangs that gaped for his flesh. In a whirlwind of blows and scarlet tatters they rolled along the corridor, revolving so swiftly that Murilo dared not use the chair he had caught up, lest he strike the Cimmerian. And he saw that in spite of the handicap of Conan’s first hold, and the voluminous robe that lashed and wrapped about the ape-man’s limbs and body, Thak’s giant strength was swiftly prevailing. Inexorably he was dragging the Cimmerian around in front of him. The ape-man had taken punishment enough to have killed a dozen men. Conan’s poniard had sunk again and again into his torso, shoulders, and bull-like neck; he was streaming blood from a score of wounds; but, unless the blade quickly reached some absolutely vital spot, Thak’s inhuman vitality would survive to finish the Cimmerian and, after him, Conan’s companions.

Conan was fighting like a wild beast himself, in silence except for his gasps of effort. The black talons of the monster and the awful grasp of those misshapen hands ripped and tore at him, the grinning jaws gaped for his throat. Then Murilo, seeing an opening, sprang and swung the chair with all his power, and with force enough to have brained a human being. The chair glanced from Thak’s slanted black skull; but the stunned monster momentarily relaxed his rending grasp, and in that instant Conan, gasping and streaming blood, plunged forward and sank his poniard to the hilt in the ape-man’s heart.”

Uddrag fra Rogues in the House (1934) af Robert E. Howard.

Ikke dit gennemsnitlige fantasy-scenarie

Du finder således ingen elvere, dværge eller hobbitter, der er ikke troldmænd i hjørnet, der sidder rede til at sende folk på en mission, og det onde truer ikke verdens orden igen. Ej heller er der en forræder i gruppen, eller intriger mellem spilpersonerne.