Grundelementet i mit hack handler er noget jeg har valgt at kalde personlige terninger. Hver spilperson har en personlig d10 i hver sin personlige farve. Hver gang spilleren skal teste en skill skal en af terningerne være den personlige terning (det er ikke en ekstra terning). Hvis man har en succes og slår en 1’er på den personlige terning får man en delvis succes. Eg. man kommer over muren, men taber et stykke udstyr. Man spotter fjenden, men fjenden spotter også en. osv.

Måske skal det faktisk være en d12?

Ekstra: Man kan hjælpe hinanden. Hvis man hjælper en medspiller i en test skal man to ting. Man skal beskrive hvordan man hjælper og hvordan det er muligt for en (man kan ha’ en skill eller måske bare stå det helt rigtige sted). Derudover låner man sin personlige terning ud til den man hjælper. Han tilføjer den sin pule af terninger og har derfor en større sandsynlighed for at klare testen, men hvis han slår en 1er på den terning, så går den delvise succes udover hjælperen.

I virkeligheden er det Lundses idé.

Jeg vil gerne lave et Apocalypse World hack til det. Hvis jeg har forstået det nye World of Darkness rigtigt så klare man en skilltest, hvis man slår en eller flere 8’er med alle sine d10’er. Target number er altid 8. Mit hack går på at man klare uden problemer, hvis man får tre 8’er i sit slag. Hvis man kun får en eller to så klare man med komplikationer. Fx: du kommer over muren, men taber dit sværd i forsøget.

Som jeg læser det så ligger WoD lidt op til noget sådan (bare ikke i så mange ord), men jeg kan ikke helt gennemskue om det bliver for svært at gøre ting. Jeg tænker, hvis nu systemet er bygget til at en 8’er er nok, så er det måske lidt hårdt at hovedpersonerne i min kampagne hele tiden går rundt og taber sit sværd.

Skal jeg sætte target number ned til 7? Eller skal jeg ligge regler ind som gør at spillerne kan få ekstra terninger? Fx at de kan hjælpe hinanden og at udstyr giver (flere) terninger? (Udstyr giver ekstra terninger i det nye World of Darkness).

Vores helte dræbte Noli Stoneshield, Henke Fortenhaffer-Heathland (hobbit outlawleder) og deres 25 røvere. Det er fucking episk på lidt en 300! måde bare med en mere beskidt og ”tilfældig” kamp. Eg. vores helte dræbte røv mange banditter, men imens faldt de selv røven gentagende gange. Spillerne fik fortalt nogen fantastiske ubehagelige beskrivelse af hvordan deres spilpersoner fik tæsk – imens de altså også udelte tæsk.

Samtidige var røverne, ikke mutanter eller orker, de var mennesker ligesom spilpersonerne selv og den Middenlandske by Senden har nu mindst hele sin mandlige befolkning. Det var grimt og smukt på samme tid. Virkelig god warhammer. Jeg tror alle spilpersonerne blev fysisk mærket af kampen. En blev ramt i foden, så han humper. Otto von Grieg, der i forvejen mangler højre øre, fik det meste af vestre hugget af og Troldmanden Thomas Reinfelt blev mærket af en pisk på kinden og ned af halsen.
.

De fik alle brugt de to ekstra regler, som Morten og jeg fandt på, nemlig ”Beskriv et negativt flashback” og ”Beskrive en andens kampmanøvre”. Jeg tror det ikke faldt dem let at tag ejerskab for hinandens spilpersoner og det skal vi arbejde med, men der kom let nogen rigtig gode negative egenskaber på spilpersonerne (kan bare ikke huske dem pt. og har ikke mine noter). Også fik jeg en eller to ”Senere sort uheld” i banken.
.

De kom også godt ned i wounds, men faktisk var det en mindre farlig kamp på det punkt. Det var mest de karakteropbyggende regler der på i spil og gjorde kampen interessant (udover fortællinger – som plotpointøkonomien påvirkende mere end jeg havde forventet).

.

Nogen spørgsmål?

Planen er at jeg skal skrive scenariet “De navnløse – et remake”. Et remake er genskrivning af et scenarie. Det er “De navnløse” af Thais Munk, som jeg vil genskrive. Et scenarie som jeg synes har en helt fantastisk idé, men hvor jeg gerne vil se hvad der sker, hvis man tager nogle andre dramaturiske valg end Thais har taget.

De navnløse har allerede en lang historie, med omskrivelser og er blevet spillet (og aflyst?) på en del conner. På den måde har det været spillet på Vikingcon før.

Thais’ scenaire er en historie meget lig De Syv Samuraier, bare med fire navnløse hobbiter. Der  forsøger at forsvare en landsby imod en hær af goblinger, det ender i en konflikt mellem deres fortid, en kvinde, og deres nutid, det at de skal forsvare landsbyen. Kvinden er nemlig både lederen af goblingehæren og har en fortid med spilpersonerne. Hun er en spilpersons datter, en andens (ex)kone, en tredjes moder og den sidste bliver i slutningen af fortællingen forelsket i hende (et Penthesilea/Akilleus-forhold).

Ok, den sidste relation med kvinden er ikke kun en del af hans fortid.

Derudover har de fire helte hver deres personlige problemer at arbejde med i scenariet, alt dette forgår imens de slås.

Det jeg vil gøre, er at skære helt ind til bennet af, hvad jeg synes er fantastisk ved dette scenarie og lave nogle ændringer:

1. I stedet for De Syv Samuraier vil jeg lave det mere Hollywood. Hvilket betyder mere fokus på volden som et grundlæggende element for spillernes fortælling. Dette sker ved at jeg bygger en mekanik for kampene, som er virker ved hjælp af metaforer. Det virker ved at spilleren offer en del af deres spilperson for at blive bedre til at slås. Sådan at spillerne skal fortælle og beskrive kampene, imens deres spilpersoner, bogstaveligt, går i opløsning.
2. Jeg vil gøre spilpersonerne til mennesker. Jeg kan godt lide ideen om seje hobbitter, men tror faktisk at det ligeså meget er en darling for mig, som for Thais. På samme måde vil jeg gøre modstanderne sejere og mere alsidige (der skal ikke kun være goblinger med i de ondes hær).
3. Jeg vil ligge en forklaring af, hvorfor spilpersonerne ingen navne har, ind i scenairets (nye) kampsystem og dermed fortællingens metafysik.
4. Kvinden, vil jeg give en mere central plads i scenariet, fra scenariets start. I Thais’ udgave ved hverken spilpersonen Jægeren eller hans spiller, at goblingehærens leder er Jægerens datter. Ligesom de andre heller ikke ved at der er deres moder, kone osv. de kæmper imod. Det synes jeg de skal vide, for jeg tror det giver bedre rollespil.
5. Spilpersonerne indbyggende konflikter vil jeg også gøre mere enkle. Ligesom jeg vil ligge meget mindre vægt på landsbyen i fortællingen.

På den måde mener jeg, at jeg er tro imod Thais’ idé og samtidig laver et andet selvstændigt scenarie. Jeg håber det bliver godt.

Og forresten så, skal det vel siges, at Thais har givet mig lov, hvilket jeg er taknemlig for. Thais’ scenarie kan fanges her.

Med passive stats mener jeg stats, som ikke virker ind i fortællingen på en måde, hvor det åbner op for nye fortællinger. Aktive stats er traditionelt evner, som man står og dermed skaber en ny udvikling i fortællingen.

Eksempler på passive stats er:

• Hit Points (i D&D og lignende)
• Humanity (i fx vampire)

Det der er med disse, er at de kun er beskrivende stats. Man slår dem aldrig og de forlader derfor aldrig selve symstemet og indgår i fortællingen direkte. Den eneste gang de realt spiller ind, er når de er på 0, altså i kraft af de er tomme. Om man har 5 eller 6 i Hit Points er ret ligegyldigt. Ligesom det faktisk er ligegyldigt om man har 1 eller 1000. De er kun passive.

Jeg hader disse stats, fordi de faktisk er et magtmiddel for spillederen og ingen real værdi har for spilleren. Spilleren kan ikke bruge dem til noget, hvilket lidt er unfair hold, synes jeg. Der er selvfølgelig spillere, der er så vilde med masochisme, at de faktisk har et udviklet en form for stokholmersyndrom den slags passive stats. Det er der altid og den slags slavemoral er jeg faktisk ligeglad med. Men alle frihedelsker bør kunne støtte op om mit krav:

Afskaf passive stats!

Nu!

Noget andet er når spillederen ser bort fra aktive stats og bruger dem som passive. Det kan være at en spiller har herradik, men spillederen sætter ikke plottet op til at denne stats kan bruges, så bliver den ellers aktive stat herradik til en passiv stat. Pointen med stats er netop, de er magt. Det er spillerens måde at udtrykke, igennem systemet, til spillederen, at ha/un synes dette element skal indgå i fortællingen. Derfor skal en spilleder spille op til spillernes stats ellers er de ligegyldige (og passive).

Som Morten også skriver, flere steder på blogen, så har jeg lidt efterladt jer, uden de to sidste poster. Nemlig om Fortællerteknikker & en Efterspilsrapport. Ventetiden er overe, kommer de to poster.

Jeg bruger to elementer: rundtefortælinger/-beskrivelser og en npc-hat.

Rundtefortælling

Rundtefortællingerne er faktisk velkendt. Ideen er at jeg, som spilleder, ikke ønsker at beskrive alt. Som det ellers tit er i klassisk rollespil. Derfor lader jeg spillerne om nogle beskrivelser. Det kan være rene beskrivelser, som en by eller kro, de kommer til på deres rejse rund i Imperiet. Det kan også være handlingsbeskrivelser, som fx en kampscene, et møde mellem nogle npcer eller et storslået bal. Det foregår på den måde, at spillerne (ikke spilpersonerne) beskriver hvad der sker, som fx en forfatter ville gøre det. De har hele den frihed som en forfatter ellers har. Derfor er der heller ingen terningeslag i fx en fortalt kamp. Dog har den enkle spiller ikke totalt frihed, da de skal fortælle disse ting som gruppe.

En grundregel for disse fortællinger er, at for hver gang vi gør dette, får spilgruppen et plotpoint, som de så skal fordele. Men en sjov regel, jeg lige er kommet på, er: At for hver vigtig genstand/relation/legemsdel, de mister i en fortælle, får de en et plotpoint for. Hvis fx en ”ven” viser sig at være en fjende, man taber sit familiesværd på en flygt igennem et brændende hus eller en hånd i en kamp. Jeg tror det er en god regel.

Er noget jeg har tyvet fra Lars Vilhelmsen. Mine spillerne har skrevet 10 sedler, med et navn og en profession på. De bliver lagt op i en hat. For et plotpoint kan man så få lov til at trække en seddel fra hatten. Derefter skal man selv introducere denne biperson og forklare hvilken forbindelse man har til denne biperson.

Alle hattenpcerne kan hjælpe spilpersonerne hen til et dokument. Da intet kun koster et plotpoint, så skal der også være en form for opgave, der skal udføres for at vores spilpersonerne kan få lov til at få dokumentet.

Herefter er det min opgave, at den farve, hattenpcen har, smitter af på den historie dokumentet beskriver. Det er tit ikke hattenpcen der har oplevet det der sker i dokumentet, da det skete for 96 år siden, men hvis de får et dokument fra en konge er det en slags historie, hvis de får dokumentet fra en muddertyv er det en anden slags historie.

Nye overvejelser/ rettelser

Disse overvejelser, som jeg lavende under spil, har skabt nogle ændringer til vores mekanik. For det første kan plotpoint nu kun bruges til:

• En hattenpc (og dermed et dokument på sigt).

• Vetoe noget jeg finder på, hvis spillerne synes det er dumt.

• På længere sigt, fx til næste spilgang, forestiller jeg mig at spillerne kan bruge et point på at introducere nogle andre elementer til fortællingen, der fx kan give dem plusser i nogle særlig problematiske situationer. Det vil jeg dog vente tilbage til, når jeg har gennemtænkt det. Hugget fra stemmen i Ådalen.

Man får (stadigvæk) plotpoint for:

• At glemme en af sine vaner.

• For rundtefortællinger (læs ovenfor)

Det med at spille bipersoner gider jeg ikke rigtigt, da de i forvejen kommer til at spille bipersoner grundet hatten.

Der er stadigvæk en masse ideer, jeg gerne vil tilføje, men jeg tror lige mine spiller skal havde lidt ro til at ”lære” at spille med disse.

Nu til efterspilsrapporten, som så er næste post.

Men de kommer. De kommer (faktisk er teksten næsten færdig).

Undskyld, vi roder.

Jeg har ikke hele mekanikken på plads, men det får jeg i løbet af dagen. Kommentarer er velkommen.

Exp:
Som jeg allerede har beskrevet i den foregående post, så få begge par af spilpersoner exp. Sikkert lige mange. For en af pointerne, er ligesom at de spilpersoner der opsøger heltene, i dokumenter, faktisk er ligeså seje som heltene de læser om(i alle fald på stats). Men der er alligevel forskel på de to par spilpersoner.

FP:

Der er noget der hedder Faith Points i Warhammer, de er vigtige. Det er kun spilpersoner der har dem, fordi de er heltene. Det er måske det smarteste i systemet, da det er en mekanisk måde, at sætte fokus. Fordi man har disse point kan man med, ellers ret ynkelige helte, stadigvæk være episke.Nu handler den fortælling, jeg ønsker, om fortidens helte, forstået af eftertiden. Og vi møder kun fortidens helte igennem 2522spilpersonernes øjne. Det betyder ikke at vores 2428helte er sejere end 2522spilpersonerne, de er bare helte. Og Faith Points er det stof helte er lavet af, derfor kan spillerne vælge, at overfører Faith Points fra deres 2522spilpersoner til 2428heltene. Det er en mulighed som spillerne skal være klar over, selvom det måske ikke bliver nødvendig eller 2522spilpersonerne når at bruge deres Faith Points før 2428heltene når at løbe tør, så er det en måde at fortælle spillerne at 2428heltene er vigtige.

Hvorfor kan 2522spilpersonerne nu også det?
Jo, det ville du vide, hvis du nogen sinde har læst en knaldroman eller været religiøs. Jeg har været og gjort begge. Og hvis der er noget jeg husker så er det, at for min tro (om det så var på Jesus eller en fiktiv helt) hang sammen med fortællingen. Ranciére har sagt: ”Det reelle skal gøres til fiktion, før man kan forstå det”, det tror jeg på! Det fiktionelle er ikke modsætning til det reelle, men en præmis for det, erkendelsesteoretisk. Og Faith Points handler jo om tro, troen på Sigmar, som er en tro på helte.

Helte->gude Point:

Det hedder de i mangel på en bedre betegnelse, nogle forslag?

Udover grebet med Faith points vil jeg lave nogle Helte->gude point. For en af 2428heltene er jo måske Sigmar og det er vigtigt. For at vise det, har jeg brug for nogle mirakler, der sker omkring 2428heltene. Selve miraklerne skal spillerne digte frem. Mekanisk foregår det ved at de bruger Helte->gude point og slår terninger. Et mirakel kan komme til udtryk ved forskellige ting – helbredelse ved håndspålæggelse, ild fra himmelen, gang på vand eller fjender der selvantænder. Når man vil lave et mirakel, så slår man sin Helte->gude pointe i tisidede terninger, hvis man slår bare en ti’er, så sker der et mirakel. Også kan man få lov til at digte. Man bruger et Helte->gude pointe hvis man ikke slår nogle ti’er, men ingen hvis det lykkes.

2428heltene starter ikke med nogle helte->gude point, men får dem ved at 2522spilpersonerne fortælle andre, npcer, om de helte(2428) de har læst om. En helt er kun så stor som sit ry og så mange der tror på ham. Derfor jo flere, der tror på helten, jo mere flere helte->gude pointe har helten. Jeg har tænkt over at i starten får spillerne et Helte->gude point bare ved at fortælle en anden om 2428heltene. Men det skal ikke være en til en, sådan at for hver ny der hørte om vores helte, får de et point. Sådan at det er et større antal mennesker der skal høre om 2428heltene, før at de kan gå fra 4 til 5 i helte->gude point, end når de går fra 1 til 2 i helte->gude point.

Udkast til et skema kunne være:

0 -> 1 Helte->gude point: en npc høre om vores helte.
1 -> 2 Helte->gude point: en lille gruppe høre om vores helte.
2 -> 3: en hel kro bliver underholdt om vores heltes historie.
3 -> 4: en landsby.
4 -> 5: en by kender til dem, og fortæller videre.
5 -> 6: en storby (fx Middelhiem eller Aldorf).
6 -> 7: en provins (fx Reikland)
7 -> 8: Vores helte er kendt i flere provinser i Imperiet.
8 -> 9: Vores helte er kendt i hele Imperiet.
9 -> 10: Vores helte er endda også kendt udenfor Imperiet.

Når heltene forsøger at udføre mirakler der ikke virker og derfor mindste en terning, så mindste de også folk der ”tror” på dem. Og vores 2428spilpersoner skal til, at overbevise disse mennesker på ny.

Til slut vil jeg indfører plot point:
Tyvet fra Morten

Ved at bruge plot point kan man:

Ønske en særlig (personlig) scene og udfald, man kan trække en hjælper fra krukken* eller man kan finde et dokument (som man selv beskriver hvor det findes henne og hvad det omhandler/ hvordan det er farvet). Derudover kan et point bruges til at veto’e noget dumt jeg finder på. Disse point er spillernes egne (ikke spilpersonernes) point.

Man får plot point ved at:

• Spille en gennemgående biperson.

• Ved at glemme en af sine vaner (læs Mortens post om dette) .

• Gruppen får et plot point for hver rundebeskrivelse*, som de skal fordele (eg. give til den de synes beskrev noget rigtig godt).

• Og måske det Morten beskriver her, som jeg ikke har fået læst helt endnu.

*) Dette er fortællerteknikker jeg har hugget fra Lars Vensilds kampagne, hvor jeg er så heldig at være spiller. Men mere om hvad ”krukken” & ”rundebeskrivelser” er for noget i næste post.

Jorn:

2428Dværgen har ingen Faith points, men til gengæld kan han ikke død. Han kan miste arme og ben. Hans hoved kan komme til at ligne noget der er lyv, men han kan ikke dø. Det fortæller jeg spilleren.

En sjov ting er at dværgen, er at 2522versionen ikke har mistet nogle ben eller arme, eller har nogle ar for den sags skyld, selvom 2428versionen måske mister arme og ben til H og V i fortællinger. Hvorfor? Jo, der sker ting når man rejser med helte, der måske er guder og fik jeg sagt at dværge er magiske?

2522versionen af dværgen starter også uden Faith points, men får et for den første fortælling de læser. Derefter får han et for nummer 3, så igen et for nummer 5, et for nummer 10 og nr. 20. Derefter får han først ved nummer 50 og 100 igen. Men det er mange faith points, især for en dværg.

Dværgen får ingen Helte->gude point, og plot point gælder på samme måde for ham, som de andre spillere.

Næste post handler om fortællerteknikker og derefter kommer der nok en efterspilsrapport.

Når man ser en film, er der meget der ikke bliver fortalt. Vi får ikke vist hvordan hovedpersonen kommer fra sit hotelværelse til sin bil, hvis det ikke er vigtigt. Men nogle gange er der også vigtige ting vi ikke bliver vist. Fx kan en hovedperson sidde på en bar og snakke med en pige, som han er tydeligvis er forelsket i, og hende veninde. Næste scene kan så starte med, at vores helt vågner i sin seng, men hov det er veninden der ligger i sengen ved siden af ham. Der er noget vi ikke er blevet fortalt og som synes umiddelbart forkert. Det kan man gøre i film, men vi er tit lidt bange for at gøre det i rollespil, da vi traditionelt har haft en 1 til 1 forhold mellem spiller og spilperson. Spilleren bestemmer hvad han/hendes spilperson gør.

Sådan behøver det ikke være, hvilket det heller ikke altid er. Traditionelt vil det være spillederen, der sætter scenen og derfor begår vold på spillerens magt over sin spilperson. Men nu findes der forskellige former for vold. Som demokrater kan vi godt lide, at vi alle har lige muligheder til at begå vold over hinanden. Der er en stolt tradition indenfor demokratiet, at vi alle bestemmer lidt over hinanden og ikke så meget over os selv. Det kan vi åbenbart godt lide. En måde at demokratisere volden, kunne være at bruge en teknik som jeg har valgt at kalde offscreen.

Hvis vi forestiller os et setop, hvor man ikke spiller partyspil, fx hvor de fleste scener kun indeholder en hovedperson. Normalt ville sådan spil, som jeg har prøvet det, være noget med at spillederen spiller med de forskellige spillerne på skrift. Men når en spiller ikke er med, kun man forstille sig, at spillerne der ikke er med i scenen, kunne havde til opgave at sætte scenen for hovedpersonen.

Der er selvfølgelig nogle krav, når man skal sætte en sådan scene. Det første er at den skal på en eller anden måde ligge i forlængelse af hovedpersonens tidligere scene. I samme åndedrag, skal den heller ikke ligge udenfor den generelle setning/ ramme for spillet. For det andet, skal der være en konflikt i scenen, som hovedpersonen kan spille op imod. For at gøre denne praksis mere relevant, kunne man give de forskellige spillerne forskellige fortællerstemmer. Måske lidt i samme stil som i Tobias’ scenaire, Det halve kongerige, hvor de forskellige spilpersoner skal spilles på forestille måder alt efter, hvilken spilperson der fortæller scenen og hvordan denne spilperson anskuer hovedpersonen. Det er oplagt at arbejde videre med og ligge noget mekanik indover. Jeg forestiller mig, en form for pokersystem, hvor man staser terninger, som man mister, hvis man taber. Måske lidt ligesom i The Pool – bare man tager terningerne, fra de andre spillere.

Denne teknik kunne der vokse et helt lille scenarie ud af, men det bliver i næste post. Men er der noget i offscreen-teknikken og er det set 1000 gange bedre før?

Lige for tiden arbejder jeg med systemer eller Story Games om man vil. Jeg kunne godt tænke mig at lave et scenarie, der også er et system.

Den ramme jeg arbejder udfra er den her Warhammer heksejæger intrige, hvor spillerne spiller 4 jæger hver (1 mester og 3 håndlangere). Spillet handler så om at få de andres jæger drømt til at blive brændt på bålet, så ens egen mester kan blive den næste stormester i ordenen.

Det skal foregå med at man sætter en scene ved hjælp af kort, hvor man sætter en konflikt op. Denne start skal så fortælles (enten igennem spil eller fortællerscene).

Derefter må andre spille kort ind som enten støtter en af siderne i konfilkten – man kan kun spille kort ind, hvis man introdusere en af ens spilpersoner i scenen (det skal også spilles eller fortælles). De spilpersoner der er med i en scene er åben for angreb (de der kort igen).

Jeg tror der findes to slags kort, lokationskort og troværdihedskort. Man trækker et lokationskort når man sætter en scene. Det går på skrift imellem spillerne. Troværdihedskort har man på hånden, de kan enten være heks- eller antihekskort. Med hekskortene viser man negative sider ved de andres spilpersoner (fysiske kunne være en byl, men jeg håber på at kunne lave dem mere åbne for fortolkning og fortælling – såsom “en lumsk adfærd”, som den der har fået spillet kortet, så skal indkorpere i sit spil). Antiheksekortene kunne være et ry – en gloværdig fortælling om hvordan man har dræbt et monster (heks, vampyr, vareulv også videre). Det skulle i såfald fortælles.

Jeg tænker lidt at lave det i et aktsystem så det først er i den anden sidste akt at man kan nakke mesterne.

…

Lige for tiden laver jeg dog ikke så meget på det, da jeg har nok scenariearbejde i forhold til min post om scenarieansvarlig.
Og jeg ved ikke om jeg er ved at brænde lidt ud på ideen;) Nu får vi at se, det er jo snart Fastaval også har jeg lidt mere fri til at lave på nye egne ting.

Dog lytter jeg til stemmerne fra ådalen, hvor Morten visker om alle de fantastisk spil jeg bør købe og læse og hugge spilelementer fra. Læs posterne “Luk ikke dine øjne” og “Jeg slår på tæven (i den mørke skov)”.