Hvem og hvad

En spiller spiller den super sympatiske hobbit, der lever af at pushe weird root til en udvalgt kundekreds. Resten spiller kundekredsen og altså flere spilpersoner hver. Nogen kunder møder i forskellige sammenhænge, andre optræder kun i en enkel scene. I gennem scenariet følger vi kundernes historietråde, hvor de fx forsøger at komme ordentligt igennem sit Sigmar-præstelærlingetid, overkomme et job som huslærer for umulige rigmandsunger, starte en velsmurt Slaaneshkult, gøre sig som en stor foreningsmand på trods af social angst, slå igennem som værthusskjald mm.

Very hipster, men ikke en komedie

Kunderne er anakronistisk moderne personer, der bøvler med forskellige problemstillinger, imens de forsøger at finde sig til rette i den hektiske storby Altdorf. Vi møder dem primært, men ikke kun, i scener hvor de køber Mandrake Root af verdens mest sympatiske hobbit.

Det er et fuldlænge scenarie. Det er meningen at det skal være sjovt og rart at spille, men det er ikke en rigtig komedie.

Kanon

Første udgave af Warhammer frp udkom i 1986 og det spillede vi indtil 2005, hvor anden udgaven kom. Udover at forbedre regelsystemet skete der også lidt med Warhammer-verden ifm. anden udgaven udkom. Fx er der mellem første og anden udgave af Warhammer FRP en kaosinvasion af de nordlige dele af Imperiet. Det skal ikke være en nogen hemmelighed at jeg til tider har haft det lidt stramt med denne meget Warhammer Battle-artige invasion. Ikke desto mindre foregår denne idé i de nordlige dele af Imperiet under kaosinvasionen.

Verena, videns gudinde

Vores (anti)helte er skattejæger, tyveknægte, kunstkenderne og slagsbrødre som er tilknyttet Verenakulten. Verena er gudinde for retfærdighed og viden. Det er hendes videns aspekt, som er det vigtige i denne idé. En af kultens opgaver er at bevare viden og kultur for viden og kulturs egen intrinsiske skyld. At viden og kultur er viden og kultur værd, er en sund og opbyggelig pointe som passer perfekt til at bygge et/en Warhammer kaoskrigsscenarie/kampagne over.

Handling

Vores hovedpersoner har til opgave at hente kulturskatte ud af borge, afsidesliggende biblioteker, fordømte landsbyer, kloster mm. både lige foran og bag fjendens linjer. På nogen punkter passer ideen bedst som kampagner, men alternativt kunne det være en serie af (fx) novellescenarier.

Paris 1450

The Wolves of Paris were a man-eating wolf pack that killed forty people in Paris in 1450. The animals entered the city during the winter through breaches in its walls. A wolf named Courtaud, or “Bobtail”, was the leader of the pack. Reports of the animal suggested it was reddish in color. Eventually, the wolves were killed when Parisians, furious at the deaths, lured Courtaud and his pack into the heart of the city. There the Parisians stoned and speared the wolves to death in front of the Notre Dame Cathedral.

Paris (Soissons) 1765

The Wolf of Soissons was a man-eating wolf which terrorized the commune of Soissons northeast of Paris over a period of two days in 1765, attacking eighteen people, four of whom died from their wounds.

The first victims of the wolf were a pregnant woman and her unborn child, attacked in the parish of Septmont on the last day of February. Diligent locals had taken the second trimester fetus from the womb to be baptized before it died when the wolf struck again not three hundred yards from the scene of the first attack. One Madame d’Amberief and her son survived only by fighting together.

On 1 March near the hamlet of Courcelles a man was attacked by the wolf and survived with head wounds. The next victims were two young boys, named Boucher and Maréchal, who were attacked on the road to Paris, both badly wounded. A farmer on horseback lost part of his face to the wolf before escaping to a local mill, where a seventeen-year-old boy was caught unaware and slain. After these atrocities the wolf fled to Bazoches, where it partially decapitated a woman and severely wounded a girl, who ran screaming to the village for help. Four citizens of Bazoches set an ambush at the body of the latest victim, but when the wolf returned it proved too much for them and the villagers soon found themselves fighting for their lives. The arrival of more peasants from the village finally put the wolf to flight, chasing it into a courtyard where it fought with a chained dog. When the chain broke the wolf was pursued through a pasture, where it killed a number of sheep, and into a stable, where a servant and cattle were mutilated.

The episode ended when one Antoine Saverelle, former member of the local militia, tracked the wolf to small lane armed with a pitchfork. The wolf sprang at him but he managed to pin its head to the ground with the instrument, holding it down for roughly fifteen minutes before an armed peasant came to his aid and killed the animal. Saverelle received a reward of three-hundred livres from Louis XV of France for his bravery.

Sarlat (sydvest Frankrig) 1766

The Wolf of Sarlat attacked and wounded seventeen people in Sarlat, France, in June 1766. Unlike other wolves that had become man-eaters, it was notable in that it attacked only grown men, standing on its hind legs to get at the face and neck. A burgher of Saint-Julien, Monsieur Dubex de Descamps, gathered a hunting party of one-hundred men and set out after the animal. In the pursuit the wolf turned on the hunters, injuring two of them. Dubex trapped the wolf in a meadow, dismounted, and shot it at point-blank range as it charged him. The wolf was roughly thirty inches at the withers and four feet, four inches in length. The huntsmen noted that its appearance combined some physical characteristics typical of foxes and greyhounds, suggesting hybridization.

Også selvfølgelig historien om Gévaudan-bæstet.

Planen er at jeg skal skrive scenariet “De navnløse – et remake”. Et remake er genskrivning af et scenarie. Det er “De navnløse” af Thais Munk, som jeg vil genskrive. Et scenarie som jeg synes har en helt fantastisk idé, men hvor jeg gerne vil se hvad der sker, hvis man tager nogle andre dramaturiske valg end Thais har taget.

De navnløse har allerede en lang historie, med omskrivelser og er blevet spillet (og aflyst?) på en del conner. På den måde har det været spillet på Vikingcon før.

Thais’ scenaire er en historie meget lig De Syv Samuraier, bare med fire navnløse hobbiter. Der  forsøger at forsvare en landsby imod en hær af goblinger, det ender i en konflikt mellem deres fortid, en kvinde, og deres nutid, det at de skal forsvare landsbyen. Kvinden er nemlig både lederen af goblingehæren og har en fortid med spilpersonerne. Hun er en spilpersons datter, en andens (ex)kone, en tredjes moder og den sidste bliver i slutningen af fortællingen forelsket i hende (et Penthesilea/Akilleus-forhold).

Ok, den sidste relation med kvinden er ikke kun en del af hans fortid.

Derudover har de fire helte hver deres personlige problemer at arbejde med i scenariet, alt dette forgår imens de slås.

Det jeg vil gøre, er at skære helt ind til bennet af, hvad jeg synes er fantastisk ved dette scenarie og lave nogle ændringer:

1. I stedet for De Syv Samuraier vil jeg lave det mere Hollywood. Hvilket betyder mere fokus på volden som et grundlæggende element for spillernes fortælling. Dette sker ved at jeg bygger en mekanik for kampene, som er virker ved hjælp af metaforer. Det virker ved at spilleren offer en del af deres spilperson for at blive bedre til at slås. Sådan at spillerne skal fortælle og beskrive kampene, imens deres spilpersoner, bogstaveligt, går i opløsning.
2. Jeg vil gøre spilpersonerne til mennesker. Jeg kan godt lide ideen om seje hobbitter, men tror faktisk at det ligeså meget er en darling for mig, som for Thais. På samme måde vil jeg gøre modstanderne sejere og mere alsidige (der skal ikke kun være goblinger med i de ondes hær).
3. Jeg vil ligge en forklaring af, hvorfor spilpersonerne ingen navne har, ind i scenairets (nye) kampsystem og dermed fortællingens metafysik.
4. Kvinden, vil jeg give en mere central plads i scenariet, fra scenariets start. I Thais’ udgave ved hverken spilpersonen Jægeren eller hans spiller, at goblingehærens leder er Jægerens datter. Ligesom de andre heller ikke ved at der er deres moder, kone osv. de kæmper imod. Det synes jeg de skal vide, for jeg tror det giver bedre rollespil.
5. Spilpersonerne indbyggende konflikter vil jeg også gøre mere enkle. Ligesom jeg vil ligge meget mindre vægt på landsbyen i fortællingen.

På den måde mener jeg, at jeg er tro imod Thais’ idé og samtidig laver et andet selvstændigt scenarie. Jeg håber det bliver godt.

Og forresten så, skal det vel siges, at Thais har givet mig lov, hvilket jeg er taknemlig for. Thais’ scenarie kan fanges her.

Jeg gider ikke bare lave et scenarie, hvor der står “frihed” eller “dårlig barndom” et eller andet sted og på den måde undskylde, at jeg ønsker at skrive et scenarie om vold. Jeg vil være ærlig omkring, at jeg synes vold er god underholdning og dens historie er vigtig at fortælle.

Jeg har to tanker om hvordan en sådan fortælling kan fortælles:

1) Den personlige vold

Som en personlige fortælling om hvad der sker med ens menneskelighed, når man er voldelig. Ideen er her at skrive et vampire scenarie om essensen i vampire. Nemlig forfaldshistorien på det personlige plan.

Der behøver ikke være nogle vampyrer med, de er faktisk ikke så vigtige for vampires essens. Det skulle være et scenarie hvor spilpersonerne er nødt til at offer deres menneskelighed, igennem kampe, for en eller anden ideologi (ideologi i bred betydning). Det er en moralsk fortælling. Pointen er at volden skal fortælles fedt og sejt, men med en bittereftersmag i munden. Det kunne underbygges af et system, med “menneskelighed” som eneste egenskab. Det allerfedste kunne være hvis den ideologi som spilpersonerne kæmper for er retten til at være mennesker. Så skal jeg blot lige finde ud af hvad det er for en ret.

2) Den universelle vold

En fortælling om hvordan volden ligger som grundlag for vores samfund. Et slags Hobbes’ politiske teori i rollespilsform. Det kunne gøres igennem en slægsfejde, der i fortællingen (det man spiller) går fra tidligere tidere (fx. middelalderen) til nutiden. Hvor hver spiller spiller en familie.

Fordelen ved denne idé er at volden bliver hovedpersonen, da man kommer til at spille flere forskellige spilpersoner igennem tiderne. Der skal selvfølgelig også være muligheder for at støtte hinanden imod hinanden i de forskellige kampe, sådan at der også kommer noget diplomati med i spillet. Dette er i høj grad et fortællerspil, hvor jeg forestiller mig, at vinderen af en kamp, får retten til at definere hvordan samfundet/byen/landet udvikler sig. Måske kunne man endda også havde et tek’træ (kendt fra CIV) med.

Mit problem er at jeg ikke helt kan bestemme mig for hvilket et af disse fortællinger jeg synes er mest interessante. Måske skulle jeg prøve at lave begge?

Lige for tiden arbejder jeg med systemer eller Story Games om man vil. Jeg kunne godt tænke mig at lave et scenarie, der også er et system.

Den ramme jeg arbejder udfra er den her Warhammer heksejæger intrige, hvor spillerne spiller 4 jæger hver (1 mester og 3 håndlangere). Spillet handler så om at få de andres jæger drømt til at blive brændt på bålet, så ens egen mester kan blive den næste stormester i ordenen.

Det skal foregå med at man sætter en scene ved hjælp af kort, hvor man sætter en konflikt op. Denne start skal så fortælles (enten igennem spil eller fortællerscene).

Derefter må andre spille kort ind som enten støtter en af siderne i konfilkten – man kan kun spille kort ind, hvis man introdusere en af ens spilpersoner i scenen (det skal også spilles eller fortælles). De spilpersoner der er med i en scene er åben for angreb (de der kort igen).

Jeg tror der findes to slags kort, lokationskort og troværdihedskort. Man trækker et lokationskort når man sætter en scene. Det går på skrift imellem spillerne. Troværdihedskort har man på hånden, de kan enten være heks- eller antihekskort. Med hekskortene viser man negative sider ved de andres spilpersoner (fysiske kunne være en byl, men jeg håber på at kunne lave dem mere åbne for fortolkning og fortælling – såsom “en lumsk adfærd”, som den der har fået spillet kortet, så skal indkorpere i sit spil). Antiheksekortene kunne være et ry – en gloværdig fortælling om hvordan man har dræbt et monster (heks, vampyr, vareulv også videre). Det skulle i såfald fortælles.

Jeg tænker lidt at lave det i et aktsystem så det først er i den anden sidste akt at man kan nakke mesterne.

…

Lige for tiden laver jeg dog ikke så meget på det, da jeg har nok scenariearbejde i forhold til min post om scenarieansvarlig.
Og jeg ved ikke om jeg er ved at brænde lidt ud på ideen;) Nu får vi at se, det er jo snart Fastaval også har jeg lidt mere fri til at lave på nye egne ting.

Dog lytter jeg til stemmerne fra ådalen, hvor Morten visker om alle de fantastisk spil jeg bør købe og læse og hugge spilelementer fra. Læs posterne “Luk ikke dine øjne” og “Jeg slår på tæven (i den mørke skov)”.

Sort/hvid skrev jeg alene. Jeg på det tidspunkt var jeg meget opmærksom på at samtænke de der narrative terningspil (de nye indyrollespil) og den klassiske Fastaval scenarietradition. Men måske skulle jeg lære at skrive klassiske Fastavalscenarier, måske skulle jeg arbejder mere med regelbyggeri, for det gik lidt galt. Det var et scenarie med en meget linær fortælling og nogle mellemrum, hvor spillere var mere frie til at fortælle deres historier. Nogle af mine spillere og spilledere elskede mellemrummene, nogle min fortælling. Derudover var der et (ikke logisk) valg som spillere skulle træffe og som de ikke var galde for. Derudover var det bare ikke godt nok skrevet.
Jeg lærte mange ting af dette, men hvis jeg skal sige tre ting. Så er den første var at Fastavals deltager åbenbart ikke har det godt med genreblandinger. Eller det skal i allefald gøres mere elegant end jeg kunne. Det gik jo udmærket for Brian.

For det andet, så kan man ikke forvente at spillere træffer valg for fortællingens skyld. Det er noget med indlevelse versus fortælling – og selvom jeg ikke helt forstår de der indlevelsespiller, så må jeg tag højde for dem. For mig er det ligesom de bare ikke er holdspillere, men kun spiller for dem selv. Jeg forstår det bare ikke, da det netop er den fællesfortælling der gør det for mig. Hvis jeg gerne vil dagdrømme så gør jeg det alene. Indlevelse er lidt ligesom at masturbere når man kunne havde sex med en super sød parter. Men det er nok bare mig.

For det tredje, så skal jeg bare blive bedre til at skrive. Det skal være mere stramt, både i regler, beskrivelser og instruktioner. Jeg tror det kan løses med (endnu) flere gennemskrivninger og generel (mere) opmærksomhed på selve teksten.
Måske skal jeg skrive et mekanik scenarie i år.

Dobbelt A blev dårligt, fordi der ikke var nogle af os der rigtig gad det. René rede det, så det blev spilbart. Jeg skrev en scene, som til gengæld var genial. Den hed i Gug og Helvede og hvis jeg blot kunne skrive et helt scanerie med sådanne scener så ville min lykke (og Otto) være gjort. Måske skal jeg skrive et virkelig galt scenarie i år.

Som man kan læse her på blogen andet steds, så er jeg ikke ved at skrive nogle scenarier til nogle bestemte coner. Men to projekter har overlevet ind i 2007, nemlig KSP og et lille mekanisk intrige i Warhammer. Jeg tror på begge projekter, men det går trædt med skrivningen.

Scenariet jeg gerne vil hedder ’Enhver given festag’ og da jeg ingen scenarieansvarlige har at sende synopsen til, får I min pitch.

Det er selvfølgelig en spoiler, hvis man gerne vil spille scenariet på et tidspunk (nu er I advaret)

Kort sagt er Enhver given festag et fantasy sportsscenarie – afledt af sportfilmgenren. Settingen er Warhammer verden og vores helte er 5 spiller fra et forhåbningsfuld blood bolw-hold. Selve historien er enkel og episk. Den er delt op i to dele, en reelt historie og en mulig fremtid.

Den mulige fremtid bliver fortalt som cut-scener, der til at starte med formidles som ’normalt’ rollespil, men går over til at være mere og mere fortællerartigt (og måske lidt indysystemartigt?). Her skal spillerne så rollespille og fortælle om højdepunkterne fra 4 Blood Bolw kampe, i den store turnering The Capitol Bowl, hvor deres karakter er på det vindende hold. Den sidste scene er finalen, hvor spillerne dog ikke skal fortælle om selve kæmpen, men kun om situationen når holdet går ind til kampen (hvordan har de det, hvordan har fansene og modstanderne det og hvordan kan man følge epikken i luften? – sådan lidt et slags gonzo-fortællerelement). Cut-scenerne er lagt sådan at de kommer løbende igennem scenariet.

Den reelle historie handler om hvordan Averland landsbyen Dachbachs lokale blood bolw-hold, Dachbach Dogs, mangler en træner og hvordan 4 spiller og deres halfling kok tager det på sig, at finde en. Holdet er lige mistet deres træner og uden træner kan de ikke stille op i The Capitol Bowl. En turnering holdet eller har været meget heldige og blevet udtaget til. Ydere mere har de 5 spilpersoner hver deres grunde, til hvorfor denne turnering er super vigtig for dem. Heldigt nok, er en af verden bedste trænerne, Joseph Nietzek, på druk i den nærmeste større by. Så det eneste vores helt skal, er at opsøge Nietzek og overbevise ham om han skal være deres træner. Det er så her deres problemer for alvor begynder, for Nietzek er ikke videre interesseret i at være træner mere. Han er med andre ord gået på pension. Men han går med til at træne dem, hvis de uføre et ukendt antal opgaver for ham. Disse opgaver bliver mere og mere ubehagelige, uforståelige og moralsk forkerte (dog gider jeg ikke lave et chokscenarie – så der bliver ingen børneporno eller andre smus) . Det er dog den eneste mulighed de har for at blive stjerner.

Vores helte kan, på et hvilket som helst tidspunkt, vælge at den menneskelige/moralske pris for høj, men så vil de ikke kunne stille op til The Capitol Bowl. Hvis de vælger sådan vil scenariet stoppe. Man spiller den sidste cut-scene, indgangen til finalen, der aldrig blev til noget.

Det interessant ved dette scenarie er forholdet mellem den beskidte reelle og den uvirkelige ideologi. Derfor har jeg også valgt Warhammer verden, fordi den er super beskidt, fordi den indeholder en humoristiske samfundskritik. Den verden sat op imod Blood Bowl, som er parodien af amerikansk foodball, tror jeg på vil illustrere dette spændingsforhold. Måske siger det da endda noget grundlæggende om hele det der sportsbegreb, men det må være op til spillerne Dualismen mellem det reelle og drømmen vil gå igen i kareterne, men scenariet er ikke som sådan karakterdraget. Det er et scenariet der prøver på at gå efter spilleren og ikke bolden, derfor skal spillerne også vide at spillet stoppe, hvis de siger ’nej’ til udfordringer. En anden idé er at de andre spilpersoner skal slå halflingen ihjel som en af opgaverne, men ellers uden grund.

Stats:

System: Warhammer 2 (systemkendskab er ikke nødvendigt, for at være spiller på det.)

Mekanik: Traditionelt rollespil med fortællerelementer – KSP bliver mit store systemscenarie.

Spiller: 5

Forfatter: Johannes Busted Larsen

Gerne: Fantasy Sportsscenarie

Tidlængte: ca. 4 timer

Er det en god idé?

Kom endelig med forslag!

Her kommer der så 25 mere eller mindre formuleret scenarieideer:

Min Americanserie:

– skal lave rigtigt med et pokersystem sådan lidt Shab-Al-Hiri Roach møder Deadlands møder Johnny Cash og Bright Eyes.

1 Billy er i Vietnam (50erne).

2 Julia er gravid (60erne).

3 Andy er i afvænning (70erne).

4 Cris er i Hollywood (80erne).

5 Elise er på college (90erne)

6 Billy er i Irak (Nu).

Min ”for the love of the game”serie:

– pædagogisk samtænkning af Warhammerverden, blood bolw og sportsfilm

7 Enhver given Festag.

8 Husker du Mootland Riesen?

9 Janik Mangus

Min de fire erkendelseskategorier-serie:

– den første var Lørdagsdæmonen – der handlende om religion.

10 Hanstholm (kunst)

11 Bag baren (filosofi)

12 Livet kalder (videnskab)

Min hverdagsserie:

– et forsøg på at lave scenarier der ikke er fokuseret på spilpersonerne, men på steder. Sådan at man spiller nye spilpersoner i hver scene, men alle scenerne er med til at beskrive selve stedet. Måske er det bare bipersons spil, men med fokus på stedernes fortællinger – lidt ligesom noget af Will Eisners arbejde.

13 1000fryd i Aalborg.

14 Universitetskollegiet i Århus.

15 et eller andet sted i København.

Andre scenarier der udenfor serier:

16 Hexensnacht mødet (Et Witchhunter møde. En intrige i Warhammerverden med et narrativt kortsystem og en akt opdeling til at styrer intrigerne).

17 Kong Fu Orcs (Et scenarie der kun skal handle om kamp – det bliver noget med at fortælle blodballet med hjælp af nogle virkemidler).

Hov, en til serie som jeg gerne vil afslutte – nemlig den der startede med mit første scenarie Hav’et93:

18 Hav’et96 – krigen under vandet.

19 Hav’et00 – dommedag.

– og vi er udenfor serie igen eller i en anden faktisk:

20 9000beton III (eller hvad den kommer til at hedde – bliver lavet når betonen kommer på talefod igen).

21 Battle of the Titans:

Lars Vensild (NBH) vs. Johs Busted (9000beton)

(Et gammelt udestående jeg har med Vensild. Vi skal begge lave et scenarie som skal kunne spilles på en time. Spillerne og spilledererne må ikke vide hvem der har lavet hvilket. Der skal slå plat og kone om hvilket man skal starte med. Efter man har spillet begge skal spillerne fat slå hvilket der var mest rock n roll. Når alle hold er færdig bliver resultatet frigivet og vi ser hvem der er mest Rock n Roll. Der er kun en der må havde hjulpet med lave scenariet (rettet stavefejl og lavet ideudvikling) – en sekundant. Min er René Toft – Lars har ikke fundet sin).

22 Tre fortællinger om kærligheden (lidt ligesom Sønner og døtre – bare mere fortænkt).

23 A’ (et scenarie der handler om tiden mellem ”de levede lykkeligt” og ”til deres dage ende”).

24 Krigerprisen og dragen (et klassisk fantasyscenarie for to spiller).

25 pis – jeg kan ikke finde på noget…

Jo: Ulven kommer (En varulve-western om skyld)

Ok, hvad skal jeg skrive først?