Handlingen kan du følge på Thomas’ blog.

Ham beskriver alligevel handlingen bedre end jeg ville kunne, så jeg skriver lidt om at GM’e online. Vi har spillet to spilgang og haft en “spilgang o” – altså mødtes tre gange i alt. Vores spilgang er ikke særlig lange, kun 2,5 – 3 timer.

Google hangouts

Vi valgte faktisk bare hangouts, fordi Kristian ikke kunne få lyden til at virke på Skype, men det virker ret godt. Der er faktisk også en diceroller, hvis man er til det, men vi fandt hurtigt ud af det var sjovt med et rigtigt roll20 spil.

Derfor bruger vi kun hangouts til video og lyd. Vi skifter lidt frem og tilbage mellem roll20 og hangouts, så jeg ved faktisk ikke hvor meget folk kigger på det ene eller det andet. Jeg forsøger at være så meget på hangouts som muligt, fordi rollespil for mig handler mere om skuespil/drama end brætspil/power point-show.

Roll20

For det er også et power point-show. Jeg bruger primært Roll20s  pages, som et slags power point hvor jeg skifter og viser stemnings-/baggrundsbilleder, der ellers passer til scenerne.

Derudover har spillerne deres karakterark i Roll20 og vi ruller vores terninger igennem programmet. Jeg deler også handouts med spillerne i Roll20. Vi har brugt det en gang til kamp – hvor vi også brugte figur-tokens, men ikke til at vise hvor spilpersoner og modstander stod, men til at vise hvem der var med i kampen og hvor mange sår de fik.

Jeg forsøger at holde kampene ret abstrakt, da det nu engang er sådan jeg ruller. Det skal også siges, at selvom jeg kun har prøvet Warhammer i Roll20, så tror jeg at D&D er langt mere integreret end Warhammer. Og jeg er som GM stadigvæk ved at lærer hvordan Roll20 virker. Det er dog tydeligt at det er lavet til folk, som er mere glade floorplans og figurspil (og D&D) end mig.

Forberedelse: Pinterest, Dixit og notesbog

Udover de to kommunikationplatforme, så bruger jeg Pinterest til at finde billeder (handouts og stemningsbilleder), de er samlet i et mindre rod i forskellige foldere i min Pinterest-profil.

Ligesom jeg også tegner lidt selv. Her nogen af Hapfenberg-familiens våbenskjold.

Udover at søge på ting som “Fantasy House Viking” og kigge på Pinterest, så bruger jeg kort fra Dixit til inspiration og som en form for oralkel. Jeg planlægger mine spilgang (og tager noter) i min notesbog, hvor jeg forsøger at holde det nede på max en side per spilgang.

Noter til første spilgang. (Det er ikke en driller)

Læs handlingen til første spilgang på Thomas’ blog

Noter og Dixit-kort til anden spilgang.

Læs handlingen til anden spilgang på Thomas’ blog

Warhammerressourcer

Jeg har en del WFRP, især 2. ed., men også lidt 1. st. og grundbogen til 4. ed.

Jeg er ret glad for den nye grundbog, selvom reglerne er virkelig dårligt formuleret. Vi spiller med et hav af husregler. Nogen er Thomas Jakobsens og meget er Martin Svendsens (jeg tror Martin snart er klar til at dele sine husregler og gennemskrivning af reglerne snarest) – jeg synes de er ret gode. Også forsøger vi at kører det meget regellight.

Udover 4. ed. grundbogen, så bruger jeg rigtig meget Sigmar’s Heirs fra 2. ed. (som jeg stadig elsker) og forskellige online beskrivelser af Kaoskrigen (som spillet foregår under). Ligesom jeg har fået lov til at låne Rasmus Nords kampagne-noter fra hans meget lange Warhammer-kampagne.

Jeg læser lidt op for at kunne spille, tænker en del over plots og handling (når jeg laver andre ting), men forsøger ikke at bruge alt for lang tid på det. Selve spilgangene forsøger jeg at holde meget enkle med en spiller-tur og en GM-tur, hvor GM-turen er en form for simpel mission gerne med et lidt horrorartigt tema. Måske skriver jeg mere om spilgangenes struktur senere.

Jeg vil også være med:

Jeg har aldrig spillet en Konrad, men det har Rasmus Nord i min helt store Warhammer-kampagne. Konrad (og måske stavende Rasmus det med C?) var tjener (turned tyv), til tider fuld fodbold/Blood Bowl fan med tandpine og skummel med et hjerte af guld. Han tog turen til de nordlige kaosødemarker med resten af gruppen i en søgen efter Otto von Griegs fortabte storebror. Det var ikke en lykke historie, selvom Konrad kom hjem igen, så endte han sine dage som en kaosmærket galning og ledløs mestertyv.

Altså endnu en #Konradfrawarhammer

Det gik rigtig godt. Spilpersonerne fik til opgave at være borgerforeningens opsynsmænd på forårsmarkedet. Det er vigtigt for en politisk organisation som borgerforeningen at vise handlekraft: For et halvt år siden slap en flok svin løs, hvor byens dværge var dagens helte, da de var virkelig dygtige til at indfange svinene. Onde tunger (spilpersonerne) mente det var dværgenes lave tyngdepunkt der gjorde udslaget.

Spilpersonerne fedter rundt og forsøger blandt andet at pågribe en lommetyv – men tyven (et hurtigt barn) undslipper.

Samtidig på pladsen: ”Goberts Glorious Goblin Circus” er kommet til forårsmarked i Carroburg med 12 dresserede Gobliner. Her ibland Zigzaggar Knivkaster og Bomstærke Bolum (der i virkeligheden er en lille ork). Oprindeligt havde Mester Gobert et abecirkus, men sidste sommer døde hans aber af madforgiftning. Derfor Gobliner.

”Det skal nok blive godt” udtaler Mester Gobert.

… og selvfølgelig slipper goblinerne løs. Derefter begynder aftens primære spil. Det er vigtigt at borgerforeningen (læs spillerne) får nedlagt mindst en goblin og jeg havde bygget en lille bipersonspilmekanik som vi brugte i goblinejagten rundt i Carroburgs forskellige bydele (Henmark -> Drakwalder Nachbarschafts -> Hundehoch -> Wolfplatz -> Havnen -> Töpfereihügel).

Bipersonspilmekanik

Jeg havde skrevet en række mere eller mindre gakkede bipersoner, der bestod af et navn, en titel og et ”want” (noget denne biperson ønskede). Disse nogen af disse bipersoner kunne give spilpersonerne ledetråde til hvor goblinerne var. Spillerne spillede bipersonerne. Scenerne bestod på den måde af en spiller spillede en ny biperson og de andre spillere spillede deres hovedpersoner, der spurgte sig frem efter gobliner. Når bipersonen var brugt træk spilleren en ny biperson.

Hvis en spiller fik sat sin bipersons want i spil måtte denne spiller trække en ledetråd, som han kunne sætte i spil med sin næste biperson. Der var en regel om at der mindst skulle 2-3 scener før man måtte spille biperson igen.

Det var vanvittigt sjovt og det var en aften fuld af højt spil, hvor alle gav den max gas.

Bipersoner der kom i spil var

i semi korrekt rækkefølge

Matz Goldgewerker

Goldsmed, medlem af Borgerforeningen, hvis søn Ivar Svend just er blevet myrdet.

Want: Sin søns mordere fundet og straffet (dræbt).

Madam Loulou

Kromutter på Die lyrischen Schweine

Want: deltagere til sin poesi- aftener på kroen.

Gamle Tobias

Spåmandstroldmand af ”The Celestial Order”

Want: En god lærling.

Broder Ottogarg

Sigmar munk/ bibliotekar

Want: Syndige og forbudte skuespils-manuskripter (find selv på titler).

Konrat Alles

Gadedreng og tjener i spe

Want: En fast ansættelse.

Fader Olly Wilric

Rund Sigmarpræst

Want: Mad og meget af det!

Ejner Zobel

Ny kroejer i byen og stolt nationalist.

Want: Ønsker Middenland fri for dværge, hobbitter, elvere og bretonnianer mm.

Karla Senden

Protagonist i spe

Want: lære våbenkamp.

Fader Jokum

Verena præst

Want: Belærer om lingvistisk udvikling – der er et handout!

Ludo Mootkind

Politisk hobbit agitator

Want: at hobbitterne får en plads i hertugens råd (både dværgene og elverambassadøren har).

Musgar Wolfer

Smugler og Töpfereihügel indfødt

Want: At være i fred.

Soren Friss-Walburger

Dramatiker

Want: Inspiration til sit næste teaterstykke.

Sølverkvist*

Elver sanger og narkoman

Want: Gummegodt eller bare lidt sløvblad til at tage toppen af abstinenserne.

*) sølverkvist er et kunstnernavn

Bipersoner vi har til gode er

Fru. Horkmeimer

Imperiel godkendt dødemager (“The Amethyst Order”)

Want: Besøg og selskab.

Junker Hug

Gammel væbner

Want: Sparing i våbentræning.

Mester René Gobert

Eger af Goberts Glorious Goblin Circus

Want: Sine goblins tilbage i god behold.

Lillemor Peternella Gerber

Husmor og bagerfrue

Want: En brændvarm og fuldfed affære.

Irena Schreiben

Skriverkone

Want: Læreplads til to sønner.

De andre faktioner

Det var ikke kun borgerforeningen der var på goblinejagt. I ny og næ tog vi cutscener, hvor andre aktører i byen dræbte gobliner. I disse spillede spillere både gobliner og deres banemænd. Vi slog en terning for hvilken faktion der fik fat på gobliner.

To skydeglade nobles Wulram Sverre og Morgan Sverre fik ramt på 4.

Knight of the Blazing Sun fik også ramt på 4.

2 gobliner mødte skavens, da de gemte sig i byens kloak.

Dværgene fik dræbt 2 badutspringergoblins højt oppe på byens tage.

Spillernes ”høst”

Ved hjælp af ledetråde fandt spillerne Bomstærke Bolum hjemme hos den blinde natmand Julius Pudz (og kone) ved Carroburg Havn.

Og efter et længere gidseldrama i Sigmartemplet i Töpfereihügel fik de også ramt på Zigzaggar knivkaster.

*) Jeg kan tydeligvis ikke tælle

Hvis man tæller efter, så giver det i alt 14 goblins.

Sådan kan det gå.

I en mailkorrespondance om problemet refererede en af spillerne, Ask, til mødestrukturen i vores fælles ven Rasmus’ dungeon crawl Temple of Elemental Evil kampagne. I Rasmus’ kampagne er der en pule af 14 spillerne, der alle har lavet en spilperson. Det er ikke meningen at alle skal møder op hver gang. Dagens hold bliver sat af dem der møder op, hvilket som oftest er 6 til 7 spillerne. Resten af spilpersonerne bliver tilbage i en slags base camp imens dagens hold udforsker videre ned i templet. Det er en sjov struktur. Læs mere på Rasmus’ blog.

Jeg er ikke rigtig fan af dungeon crawl eller d&d, så jeg kommer ikke til at spillede Temple of Elemental Evil. Til gengæld er jeg pænt stor fan af Warhammer og kampagner der foregår i en by. Derfor jeg har fundet  på et set up, hvor jeg planker Rasmus’ mødestruktur og blander det med urban krigshammer til dit fjæs.

Great Carroburg Bürger kampagne

Imperiet er et farligt sted og hver spilgang er der trusler (mod byen, lokale, hoffet, menneskeligheden osv.) i Carroburg og en gruppe handlingsstærke bysbørn må træde til, så kastanjerne kan redes ud af ilden. Det er bare ikke altid de samme bysbørn der træder til. Det er enkeltstående eventyr, hvor skurke måske undslipper, men som aldrig ender med en cliffhanger.

Ligesom i Rasmus’ kampagne skal der være en del spillerne til denne kampagne. Spillerne spiller klassiske Warhammer spilpersoner, der er slået tilfældigt efter Warhammerreglerne og det er ikke meningen at alle spillere møder op hver spilgang. Når ens spilperson ikke er med får man ikke xp for spilgangene, men det er til gengæld i downtimen, hvor man får lov til at bruge xp. I downtime køber man nye skills eller skifter karriere. Derudover kan man bruge downtime til at hele skade og man skal slå på en downtime-tabel for hver gang man ikke spiller med. Der er en tabel for hver Career Class og udfaldet kan være alt fra blive gift, man har fået en stor ordre, ens hus er brændt ned, fået et barn, der er begyndt et ondsindet rygte om en, man har fået en akademisk anerkendelse, et kampar osv.

Eventyrene kan være ting som:

• Spilpersonerne undersøger rygter om rottemænd i byens kloakker (og møder skavens)
• Spilpersonerne afslører ved et tilfælde en kaoskult
• Spilpersonerne skal afværge et giftmord på Hertugen
• Under Carroburg open, en lokal blood bowl turnering, bringer udeholdet Reikland Reavers, deres voldshooligans til byen og eftersom de er anført af adelige må spilpersonerne (og ikke byvagten) stå for at forsvare sagesløse imod dem
• Flere skavens
• Noget med en necromancer
• En spilperson er faldet i lag med en varulv (Gips!)
• Spilpersonerne er i teateret under den store taalhäuser brænd, hvor teateret med fantom and all brænder ned
• Et plot jeg hugger fra en Dresden Files roman

Alt i alt meget Felix and Gotrek lig fortællinger. Eventyrerne skal både være noget man kan løse med snilde og vold (gerne begge).

True Warhammer.

(Jeg overvejede også et Ars Magica eller magiskole-koncept, hvor de spilpersoner, der ikke er med læser til eksamen, men det blev alligevel lidt for kedeligt.)

Vinteren var forbi. Følget af kongesønner, bastard-datter, soldater og tjenestefolk rejste længere nordpå for at hverve folk blandt hus Brinets adelsslægter til at rydde Middlestone. Første stop var den blå borg ved Spring Keep Deep.

Deep

Allerede ved præsentationen opdager kronprinsen Graig, at datteren til den lokale adelsmand, Lady Kia Deep, genkender Farlen Mardon. Det er et problem. Det viser sig desuden, at to andre adelsmænd længere mod nord er tæt på åben krig. Det er også et problem.

Det viser sig, at den unge Kia var holdt som gidsel af Mardon-familien 20 år tidligere, og hun husker stadigvæk, da Farlens fader holdt en kniv for hendes strube på Amberwoods murer, for at holde de fjendtlige tropper borte. I Spring Keep Deep er de dog ikke bange for Bjørnen, Farlens farbror Celd Mardon, da han ikke ville kunne indtage borgen med rå magt. Men da de to Lords længere mod nord, Vendel og Seagot, er tæt på krig er han ikke i stand til at låne os sine 50 soldater. Hvis vi kan løse konflikten mellem de to adelsmænd, er han dog villig til at låne os mænd i en periode.

Lady Kia har sendt en spion ned blandt vores mænd, og en konflikt er ved at blive skabt, da hun er overbevist om, at en af hendes dødsfjender er på borgen. Heldigvis har Adrian Carhol en smidig tunge. Med sit flotte ydre og søde og fornuftige ord, overbeviser han hende om, at hun umuligt kunne have set Farlen, og de tilbringer natten sammen (vi håber der ikke kom noget permanent ud af den forening…).

Rænker…

De mange konflikter giver dog Graig Carhol anledning til at tænke i rænker. Bjørnen lader til at have en del af befolkningens opbakning og samtidigt har Farlen et vist krav på Brinet tronen. Da Prinsesse Junet og hendes mand Prins Jespor er på vej sydpå for at gøre krav på tronen mod Junet’s søster giver det potentielt nogle muligheder.

Hvis Prinsesse Junet løber med sejren, er der en god chance for, at de to parter har udmattet hinanden. Junets mand er af Albrand huset, og derfor både Brinet og Carhols naturlige fjende. Vil befolkningen i Brinet virkeligt bryde sig om at sætte en Albrand på tronen? Brødrene tror det ikke, og familien Carhol er da slet ikke interesserede i at have en af Albrand-sønnerne til at herske mod nord! Men hvad vil det betyde for brødrenes ære, hvis Carhol-sønnerne bliver opdaget i at deltage i at indsætte en Mardon på tronen? Kan vi gøre det uden at dræbe familien Deep, efter vi har boet under deres tag?

For at dræbe to drager med en pil, sender de Farlen med nogle betroede mænd ud til Bjørnen for at skaffe flere oplysninger, og samtidigt undgå, at han bliver opdaget.

Duel i Saxild

Oppe i Saxild er naturen endnu vildere og mændene ligeså.

Wendel

Wendel-adelsfamilien opdrætter store jagt- og krigshunde hunde og det er deres store stolthed. Tronarving Graig får et par stykker som gave. Stedet er ikke så raffineret. Der er hundekampe og Lady Julie Ann Wendel bliver nærmest kastet i armene på Adrian Carhol. Da hendes lokale bejler, Sir Jaeger Hunden, ankommer, bliver han meget fornærmet og kaster straks sin stridshandske. Det er dog Raylan Carhol der inden nogen når at reagerer samler handsken op, og det er heldigt, for Sir Jaeger viser sig at være en dygtig sværdkæmper – han er dog intet imod Raylan. Raylan bliver såret, men Sir Jaeger bliver dødeligt ramt. Esther er dog langt fra begejstret for hendes brødres eskapader, og det kommer til en verbal konfrontation mellem hende og Graig. Graig har efter hun helbredte Farlen fået en vis respekt for hendes evner og nytte for familien. Men da Esther ser duellen som strengt unødvendigt og barnagtigt, og mener at Raylon kunne have skånet Sir Jaeger, nægter hun at tilse hans sår. Det gør Graig vred, for han ser Raylan som ikke bare hans bror, og potentiel tronarving, men et vigtigt våben i deres families kamp om magten. Raylans ry som en utroligt farlig modstander er simpelthen et stort aktiv. Esther er ved at lytte til fornuft, men kræver at Graig knæler for hende og beder hende om at hjælpe. Graig er dog alt for stolt til at knæle for en bastard halv-søster, som han kun har kendt et par år, så de skilles som uvenner, inden de rejser videre mod nord.

Et andet sted…

I en mørk fangekælder er Raylan Carhol Senior (brødrenes farbror og Jonas’ spilperson) i livsfare. Hans vens tjener Jusuf er kommet for at redde vennen, inden de bliver henrettet, men vennen har fået hugget begge ben af og er meget ilde tilredt. Han trygler Jusuf om at redde Raylan i stedet. Jusuf indvilger og som en sidste tjeneste for sin herre giver han ham nådesstødet. Derpå forsøger han at flygte med Raylan Senior.

1. Afsnit, 2. Afsnit og 3. Afsnit.

Vi hoppede lidt i tiden. Dette forgik før handlingen i 3. afsnit:

Gruppen fik debatteret hvordan handelsretten skulle tildeles, og det endte med at den fattige og dårligt ledte Westport blev basen for dette fremmede folk fra den anden side af havet. Der skal opføres en handelsstation, hvor der vil være auktioner, men Karhol vil få førsteretten på visse varer i starten. Til gengæld skal Westport betale penge til Lionsport for hjælp til beskyttelse mv. Baronen af Lionsport var mildt sagt ikke glad, og forlod Westport i hast. Til gengæld var baronen af Westport meget glad, særligt da vi foreslog en af vores nære slægtning at komme og hjælpe ham med den administrative byrde. Over det næste år, er vi dog nødt til at få styr på bjergstammerne, da handelsruten ind i landet går gennem bjergene, og vi har ikke råd til uro.

Efter aftalen var på plads, mødtes vi med den mystiske ambassadør, som gav mange værdifulde og sære gaver, og fortalte om land langt væk og de øer han kommer fra. Vi kommer især til at betale med metal og forarbejdede redskaber for de mange fantastiske krydderier, pelse, dyr, juveler og eksotiske frugter og urter.

Graig blev tilbage i Westport for at afslutte forhandlinger, sende breve mv., og hans søskende rejste videre med den store krigsgallej.

Dette forgik efter 3. afsnit:

… nogle uger senere finder Graig resterne af deres skib, forfølger rygterne om et sort skib, som har angrebet dem, og ender langt mod nord. De tre søskende kommer i land, og finder en lille stad, hvorfra de hyrer et skib. Desværre bliver Esther taget i at have en meget tæt ’kontakt’ til naturen, og det skaber rygter blandt hirdsmændene, som det ikke lykkes Waylon at slå ned.

I sidste ende, vender de alle tilbage til Westport, og har spildt en frygtelig masse tid, så vi ikke når brylluppet, og vi er ikke meget nærmere sandheden om angrebet. Vi beslutter dog at fortsætte færden, for at se, om vi ikke kan rode bod på denne diplomatiske fadæse.