Jeg har ikke altid fattet hvor stort det er. Da jeg begyndte at skrive scenarier for 20 år siden undervurderede det at vinde ottoer på Fastaval. Ryan og jeg havde en samtale på vej hjem fra en varulvekampagne for disse mange år siden. Ryan forklarede hvorfor liverollespil bare var mere interessant end klassisk bordrollespil og derfor heller ville lave lives end bordrollespil. Til gengæld proklamerede jeg, at for hvert scenarie jeg skrev ville jeg også vinde en otto. Selv med de to jeg vandt i år er jeg syv ottoer bagud så det løb er kørt. På den anden side var Ryans Morguls Grav fra i år just heller ikke ligefrem et live scenarie.

Stolthed

Nå ja, også synes jeg, at det er ret fedt at skrive rollespil selvom man ikke bliver nomineret for det. Jeg har skrevet masser af ikke nomineringsbare scenarier og haft en fest med det, men det er også rart med den anerkendelse en otto er.

Jeg er helt utrolig glad for at vinde to ottoer i år. Ørkenvandring er et godt scenarie, men manner der var altså mange gode scenarier med i år (især når man tænker på hvor få vi endte med at komme op på). Vi er tilbage som Fastaval og jeg er mega stolt over at vinde den første Otto efter pausen.

Også er Ørkenvandring det første novellescenarie til at vinde Bedste Scenarie-prisen. Jeg elsker novelleformen og vil igen gerne lige huske folk på at det var Jonas Harild, der opfandt denne korte rollespilsform i tid hvor scenarier helst skulle ligge på den gode tide af fem timer. Den nyskabelse var et af mange nybrud, der med til at gøre at vores rollespilstradition skaber nogen verdens bedste rollespilmanuskripter.

Det handler åbenbart om at falde

Min første otto fik jeg i 2009 for Imperiet, fordi mine mange medforfattere var mega awesome og skrev vanvittige fede noveller. Min første og i lang tid (12 år!) eneste solo-otto var bedste redigering som jeg vandt med Slavehandleren fra Ascalon i 2010.

Ligesom Ørkenvandring er Slavehandleren fra Ascalon et fantasy scenarie der kommer ud af en ikke-tolkiensk tradition. De ligner også hinanden ved at være systemscenarier med terningeslag og fokus på actiondrama. Sjovt nok har de også begge to noget med særlig personlige ting/dimser, der giver mekaniske bonusser.

Også har de begge to en central scene hvor gulvet forsvinder og spilpersonerne falder langt ned i mørket for at komme til sig selv i en dungeon. Jeg tænker, at i mine næste scenarie skal der helt sikkert være en ”fald ned i dungeon”-scene. Og måske skulle du også overveje det i dit næste scenarie.

De nye ottoer overfor de ældre ottoer

Jeg synes måske at de nye er lidt for store (høje), men jeg kan virkelig godt lide designet.

Tak.

Jeg synes, at vi bør tage en debat om vi ikke bare skal droppe de der priser til afslutningsfesten? Eller bare gøre noget andet end vi gør i dag. Jeg har et bud (og en forklaring på mit bud) i det nedenstående, men føler ikke at det nødvendigvis er den rigtige løsning.

Back in the day

For ti år siden lavede jeg min første banket på Fastaval. Jeg har været med til Banketten siden engang i slut 90’erne og virkelig haft det meget blandet med det. Før mine egne scenarier blev nomineret og før jeg rigtig kende de forfattere, hvis scenarier blev, synes jeg især prisuddelingen var røvsyg og kedelig til Banketten.  Men det var også formen på festen. I gamle dage spiste man en treretters menu og banketten tog derfor alt alt for lang tid – selvom mange gode kræfter forsøgte at gøre det bedre.

Så kom Lars og jeg til i 2012. Den første banket vi lavede var en “stå op”-banket. Det skulle gå strækt, hvilket Lars og Mads (der var Ottovært det første år) fik gjort ved at skære programmet hårdt ned. Mads, det skarpe program og især Dancing with the Clans (Oliver, Sigrid og Tims vampyrdansehelcon), som sluttede aften af gjorde det til en kæmpefællesfest.

De næste år, hvor Lars og jeg lavede banket holdt vi fast i det stramme programkoncept, men desværre ikke ligeså meget i kæmpefest-delen. Og Mads er stadigvæk den bedste vært, der har været til Ottofesten.

Drømmen om en anden Ottofest

Ottofesten har de seneste år handlet rigtig meget om repræsentation, mangel på det og kampen om det.

Hvor Fastaval ellers er det her dejlige og kreative inklusive rum, hvor der selvfølgelig er plads til en brætspilskonkurrance, da der begyndte at vokse et DIY-bærtspilsmiljø op og hvor der selvfølgelig også skal være plads til udenlandske scenarieforfattere, der med deres erfaringer og tranditioner går i direkte dialog med vores fastaval-rollespilstradition, så er festen mere en kampplads. Det er let at tage imod brætspilsdesignerne selvom man ikke går op i det når det bare betyder at de laver deres hyggelige og stemningsskabende demoer ude i fællesrummet.

Det er noget andet når brætspillernes to nye ottoer betyder at ottofesten enten bliver længere (og der er mindre festfest) eller at uddelingen af alle priserne skal overstås hurtigere hverisær. For mig, som er utrolig ligeglad med hobby-brætspilsdesign og hånden på hjertet heller vil se en uddeling af prisen til bedste figurmaler, sætter fire brætspilsottoer min tålmodighed på prøve.

Og er jeg sikker på at der er brætspilsdesignere som har det helt på samme måde med scenarieottoerne. For ikke at tale om nutidenssvar på slut90’er Johs. Hvis jeg ikke var så investeret i bare en af de to grupper ottoer, så ville jeg gå banans halvvejs igennem årets ottouddelingskompleks. Så hvorfor ikke droppe priserne fra festen?

Vi kunne uddele dem til et eller to korte, men fucking fancy, arrangementer før festen:

• Først de to konkurrance + evt. vinder af helcon, så pause,
• så brætspillene (med tid til takketaler), så pause
• også scenarierne (med tid til takketaler).

Også gemme fællesskabspriserne (altså den gyldne svupper og hvad der ellers er), de der scenarie- og brætspilstitelvideoer og opråb af forfatterne og designere til festen. Også fuld fokuspå rigtig underholdning, masser af dans, repræsentation af de grupper som er underrepræsenteret + klappe af årets general, bunker, rengøring og næste års general.

Lade festen være en fest for fællesskab og ikke en konkurrence. Og give de forskellige kreative konkurrencer det rum de har brug for uden at andre vi skal kedes med det.

Ottofest 2022

Det bliver nok ikke lavet om inden Ottofesten i år – om lidt. Og i virkeligheden regner jeg med at Ottofestarrangørerne har tænkt længere og bedre over at gøre festen relevant, interessant og kick ass for alle deltagere – hvilket jeg principelt gerne vil støtte op om, men indtil jeg ser det ske så vil jeg gerne give en hånd med i udførelsen af to (eller flere) adskilte arrangementer søndag i Påsken i Hobro.

I næste uge spiller vi den sidste spilgang i min Warhammer-kampagne. Den startede i foråret 2007 før Jonas mødte Ellen, før Rasmus flyttede til København, før Ask og Asger NB begyndte at læse igen og før Asger S. blev jurist.

Der er sket meget på de år:

I alt har vi fået to børn, en* to nye kæreste, to kærester og en selvstædig virksomhed er blevet droppet, vi har været på to gange et semesters studieophold på et udenlandsk universitet på den anden side af jorden, vi har ca. været igennem 14 forskellige jobs og ca. ligeså mange boliger – også har vi fået to kandidatgrader.

Det er meget godt gået (måske udover minuset i kæresteregnskabet) og vi er vel blevet lidt mere voksne. I kampagnen er der sket ret meget og selvom vi stadigvæk mangler at få bundet nogle tråde, så skal vores hovedperson Otto von Grieg blot rejse det sidste stykke for at mødes med sin bror Viggo, der bekæmper kaos langt oppe i kaosødemarken også lukker vi den fortælling.

Så efter næste uge skal vi spille Earthdawn med Rasmus som spilleder. Ingen af os andre kender spillet, men efter hvad vi har hørt om verden virker det dejlig episk. Jeg glæder mig til at være ”mening”spiller igen og regner med at forbereder min næste kampagne (og tag mig af min nye datter – der kommer til marts/april) imens. Hvis Rasmus er ligeså lang tid om sine kampagner, så bliver det måske en lidt for vel forberedt kampagne.

*) Jonas gjorde mig opmærksom på at jeg havde glemt en kæreste.