Det er helt vildt nørdet. Jeg er vild med det.

Nyd!

Update: Jeg har fundet ud af at fyren hedder Alexander Nysyos på Deviant Art (hvor der er 6 ekstra portrætter).

I forbindelse med at mit scenarie blev sat op på VC har jeg lavet en “ny” klasse, nemlig en Gorillasoldat (kendt fra andre af mine scenarier).

Resten af scenariet kan downloades fra Alexandria

Efterår: Kongen Wester er død, dræbt i sit sengeleje af adskillige knivstik. Sorg og usikkerhed breder sig i byen. Klokkerne bimler, og efter ligtog gennem byen, stedes kongen til hvile i Heltenes Sal, der er en overnaturlig stor bygning med mægtige statuer af tidernes helte og den sagnomspundne konge i nord. Raylan bliver klogere på sit sværds oprindelse, der viser sig at være en kopi af et de legendariske syv heltevåben. Originalen blev båret af helten Ramund den Lange.

Carhol følget stilles over for flere vanskelige opgaver. Arvefølgen efter kongens død er ikke klar, og det virker som om prinsesse Lydia og Sir Lard Snowmoor pønser på en magtovertagelse. Raylan’s mulige giftemål med Lydia er nu ude af billedet. Snowmoor vil regere indtil en ny regent er udpeget, hvilket tidligst kan ske til sommer.

Dernæst afslører Hakime, der er dyrepasser og har leveret gaver (tre aber og en elefant) til brylluppet mellem Junna Brinet og Jespor Albrand fra Vinewood familien, en påfaldende interesse for at få Tom Vinewood, der er ward og i familie med Adrian, ud af byen og hjem til Fitzberry. Efter kongens død er det ikke sikker for Tom at være i byen. Hakime forsøger at lokke Adrian ved at afsløre viden om Bruce Wickmont, der for nylig nær havde dræbt Adrian. Til gengæld skal Adrian hjælpe Tom. Få dage senere hører Adrian en dump lyd uden for sit vindue en sen aften – Bruce Wickmont hænger kniplet og bundet i fjerde sals høje. I et øjebliks febervildelse lykkes det Adrian at få hevet så hårdt i Bruce, at Bruce styrter til jorden og dør.

Prinsesse Lydia udspørger senere Adrian og Raylan om forløbet og aner, at ikke alle taler helt sandt.

Carhol følget vil ikke uden videre påtage sig den politiske risiko, det kan være at føre Tom ud af byen. Hakime afhøres derfor grundigt om sine motiver. Forhøret finder sted i Craigs gemakker. Under vejs i forhøret hører Raylan en mistænkelig lyd fra kaminen. Snarrådig og hurtig som han kan være flyver han til kaminen, rækker ud, og trækker en chimpanse bevæbnet med knive ned fra skorstenen. Det er nu afsløret, at Hakime med sine aber har dræbt kong Wester. Men i hvilket omfang han handlede på egne eller andres vegne overlades til bødlerne at finde ud af.

Carhol følget er helte – de har fundet morderen. Tom Vinewood bliver væbner for Graig, og følget begiver sig snart efter mod nord til Amberwood.

Skills:
Athletics (Climbing) 3, Brawl (Bite) 3, Intimidation3, Survival 3, Firearms 3*

Willpower: 6

Initiative: 8

Defense: 4

Speed: 13 (species factor 6)

Size: 4

Weapons/Attacks:

Type: Bite
Damage 2(L)
Dice Pool 6

Health: 7

Kilde: Skinchangers

*) Mit påfund.

“Monkey is a truly unique being. Once he was an official of the Celestial Bureaucracy in the Outer Planes. However, for his tricks and mischief, the Celestial Emperor stripped him of much of his power and banished him to Toril on the Prime Material plane.”

Ok, Monkey er altså ikke en abe, men en mærkelig abe-npc, som D&D mener bør være en del af din monster manual. Hvorfor, kommer der ikke nogen forklaring på. Til gengæld står der under Ecology:

“What does a godlike being eat? Monkey can live on the very air. He does have a taste for rich food, fruits, and wine. He can eat prodigious quantities without filling himself. It is not a good idea to offer to cook for him.”

WTF D&D?

The online Monstrous Manual

Litteraturhistorisk er værkerne ret nemme at analysere: En fiktiv og mytisk, men dog ordenet fortidsfortælling for  den moderne læser i den kaostiske samtid under og lige efter 2. verdenskrig. Værker der forsøger at forklarer 30erne og 40ernes politiske ondskab mytologisk og ontologisk. Det er stadigvæk et værk der er godt at gå til, hvis verden kommer til at virke for tilfældig i sin ondskab. Eftersigende skulle Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte læste Ringenes Herre og det er sikkert meget sundt for en mand der lever af at være rimelig i en urimelig verden.

D&D

Den tolkienske fantasylitteratur er desværre dårlig baggrund for rollespil og selvom vi alle sikkert har spillet masser af tolkiensk D&D var D&D ikke nødvendigvis særlig tolkiensk som udgangspunkt. Det var mere over i Sword and Sorcery fantasy genren (Herefter S&S). S&S er en mere amerikansk form for fantasylitteratur, den tager sit udgangspunkt i 10erne og 20ernes pulplitteratur/ Weird fiction. De tre “klassiske” eksempler på S&S er serier som Robert E. Howards Conan, Fritz Leibers Fafhrd and the Gray Mouser og ham jeg har glemt.

Kort fortalt kan sige at S&S er mere rodet end tolkiensk fantasy og S&S behandler ofte nogle voldelige og perverse temaer. Morten og Troels har skrevet et fint og dog meget akademisk essay om forskellen på de to form for fantasy i deres Legenden om… scenarier.

For mig er den helt centrale forskel mellem de to genre at  i tolkiensk fantasy er verden i balance, men sat ud af denne balance og historien omhandler hvordan vi får verden til at  vende tilbage sit harmoniske udgangspunkt. I S&S har verden aldrig været i balance og harmonisk, den er som udgangspunkt kaostisk og på den måde mindre ontologisk ordenet.

Der har altid været tolkienske elementer i D&D. Bare det at racerne (især spillerracerne) er forholdsvis ordenet er et tolkiensk udtryk, men det er især med Dragonlance at D&D bliver mere tolkiensk. Dragonlance handler om, så vidt jeg har forstået det, om at verden er blevet sat ud af balance og det nu er op til spillerne at skabe orden igen. S&S er mindre episk, men indeholder langt flere kæmpegorilla og kannibaler.

Og når alt kommer til alt er rollespil, som medie, bedre til kæmpegorilla og kannibaler. Desværre var mine første D&D oplevelser i en 10-spiller stor Dragonlance kampagne. Dengang synes jeg godt nok at Drager og Dæmoner var bedre og da jeg kort tid efter mødte Vampire  vende jeg aldrig rigtig tilbage til D&D.

I Mike Mignolas Hellboy og spinoff’et B.P.R.D. har naziforskeren Herman von Klempt en række Kriegaffen. Vi møder Kriegaffe #9, Kriegaffe #10, Kriegaffe #2 og en der bare hedder Kriegaffe (men nok er #1).

I løbet af tegneserierne kæmper Hellboy imod dem og…

…hvilken kampagne eller scenarie har ikke brug for en Kriegaffe i ny og næ?

Men hvis jeg skulle lave det ville det være:

Jorden er ødelagt. Der findes ikke mennesker. Gorillaer i rummet med kæmpe lazerguns a la dødsstjernen. Alt teknologi er levende organisk materiale.Træ. Jungletræ for det meste.

Men kampagnerne handler altid også om kærlighed.

Derfor har man tre stats:
Jungle (dvs. teknologi), Gorilla og Kærlighed.
Hvordan ville GORILLA WARFARE RPG, hvis du skulle lave det?

Danger Patrol er et spil som fanger den sammen stemning som man også finder i de første Jens Lyn. Man sammensætter ens spilfigursklasse ud fra to dele. Vi spillede spillerklasser der hed: atomic explorer, ghost agent, alien warrior og two-fisted detective. Men man kunne ligeså godt ha’ spillet ghost warrior eller atomic detective (der var også spilfigurdele som vi ikke brugte fx robot, psychic, flyboy, daredevil). Godt.

Systemet hjælper en til at skabe historien i fællesskab. Det var blev en fuldfed actionfuldt og noget rodet fortælling. Vi redede rumdronninger og -prinsesser i et væk. Der var både ubåde, rocketpacks og ray-guns, klimaks var da vi blev nød til at sprænge Neptun i stykker, imens vi var på planeten, for at rede Mars og vores hjemby Rocket City. Neptun var blevet sendt ud af sin bane og på kollisionskurs med Mars.

Vi kom op og slås imod kæmpeblæksprutter med gift tentakler, onde kommunister og en forsmået søn med en stor krigsgorilla (se billedet) og et endnu større faderkompleks.

Det var så fedt!

Spillet kan downloades gratis i en betaversion her.