Ascalon-serien er scenarier, som foregår i og omkring fantasy bystaten Ascalon. Den starter med Lichkongen fra Ascalon, en ikke færdiggjort scenarieidé af Lars Kaos Andresen, men ellers består serien af:

• Slavehandleren fra Ascalon (Johannes Busted Vestergaard, Fastaval 2010)
• Ascalon-dynastiet (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Fastaval 2010)
• Legenden om … III (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2010)
• Legenden om … IV (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2011)
• Legenden om … V (Troels Ken Pedersen og Morten Greis Petersen Fakkelskov, Vikinge-Con 2012)
• Barbarer! (Troels Ken Pedersen, Vikinge-Con 2021)
• Ørkenvandring (Johannes Busted Vestergaard, Fastaval 2022)

Fælles for disse er at de foregår i en sword and sorcery fantasy verden, som inspireret af amerikansk 1930’er fantasy. Tjek evt. et af de tidlige ”Legenden om…”-scenarier ud for en mere udtømmende beskrivelse af sword and sorcery-genren.

De første to Legenden om… (Vikinge-Con 2008 og 2009) foregår måske, måske ikke, i samme sword and sorcery univers som Ascalon, men nævner ikke bystaten. Ligesom mine to scenarier Jonas Hjorts Fantasy Gangster (Fastaval 2013) og Narzula City Noir (Fastaval 2014) nok også gør. De sidste to behøver man dog ikke læse.

Man kan finde links til alle scenarier i serien på Alexandria. Skriv gerne selv flere rollespil i serien.

I søndags spillede jeg det igen med Bror, som blev funfirmeret lørdag (hvor vi var med). Udover Bror var Brors ven Ole med og Brors far David. Ligesom jeg spillede det med Solbjørks aktivitetsgruppe for et halv års tid siden. Måske har jeg spillet Slavehandleren flere gange, men ift. at slavehandleren er over 13 år gammelt (2010) og Ørkenvandringen er halvandet (2022) så forudsiger jeg at Ørkenvandringen hurtigt kommer til at slå sin forgænger, hvis det ikke allerede har.

De fleste andre af mine scenarier har jeg spiltestet, skrevet, spillet på Fastaval og måske en gang mere (måske genopsat på en anden con) og det var så det. De har overhovedet ikke samme genspilbarhed som de to i Ascalon-serien. Noget de begge har er at de kan spilles med et variabel spiller antal, at de er forholdsvis korte og lette at spille – plus at jeg har vundet priser med dem.

Jeg holder nok lige meget af de to spil, men Ørkenvandringen er både lidt lettere at spille end Slavehandleren og det er, fordi det er en novelle og derfor kortere. I søndags tog det os vel halvanden time at komme igennem. Og det kan helt sikkert noget at man kan sige: ”Det tager max to timer”. Rollespil er ellers ofte en aktivitet, der tager mere tid og energi end man ellers kan mønster som fortravlet voksen. Det om det er hjemmebygget D&D eller et dejligt langt scenarie som Luftpirat.

Derudover har Ørkenvandringen en ret stram mekanik, som både er interessant og som er let at forstå og bruge. Det er et sgu et ok scenarie.

Drømmen er at mit næste scenarie Vaulunds hævn, som af omveje også er endt med at blive en novelle, også bliver dybt og let at spille. Samtidig er det mit mål at scenariets formidling skal være mindst ligeså elegant som indieklassiskeren Lady Blackbird, der formidler en mindre rollespilskampange med præskrevne spilpersoner på 10 flot layoutet side! Jeg har lidt en udfordring med at jeg pt. ikke har et layout-program, men det problem må jeg løse senere.

Men lige efter mailen fra Sverige gik jeg kold. Helt kold.

Radiotavshed

Jeg har ikke rigtig skrevet noget på min blog siden. Jeg har ikke svaret den flinke arrangør fra Stockholm eller de af mine venner som synes det kunne være sjovt at lave helcon sammen med mig. Jeg har kun lige holdt min vampirekampagne i gang som siden Fastaval har været ramt af aflysninger og derfor ikke ligefrem været super hårdt arbejde. For jeg er simpelthen gået kold. Måske er det fordi jeg endelig har vundet Otto for Bedste Scenarie. Jeg har lige siden at jeg vandt mine to første Ottoer for mange år siden drømt om hvilke seje ting jeg ville sige fra scenen, hvis jeg nogensinde kom derop igen. Og jeg fik sagt det. Jeg fik anerkendelse for at skrive scenarier, hvilket har været overraskede vigtigt for mig.

Og nu har jeg ikke rigtig lyst til det mere. Det er skørt, for jeg har lyst til at spille rollespil, jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal spille Vampire, men jeg har ikke rigtig lyst til at skrive Fastaval-scenarier. Jeg har ikke lyst til at tage til Stockholm og kører Ørkenvandringen – det er et krav at man selv, som forfatter deltager og kører ens scenarie på connen. Samtidig ved jeg godt at scenariet fortjener at komme ud i verden. Det fortjener at blive oversat og spillet og diskuteret af andre end bare dem der fik det at se på Fastaval.

Jeg ved at jeg får lyst til at skrive scenarier igen en dag, men jeg tror virkelig ikke at jeg sender en synopsis i år. Det er første gang i måske 15-20 år hvor jeg har det sådan. Jeg har tidligere holdt pauser fra scenarieskrivning, men det har altid været hårdt for mig ikke at sende en synopsis. Det føler jeg ikke at det er i år. Samtidig har jeg mega meget lyst til rollespil. Til at læse, forberede og spille det (både som spilleder og spiller).

Johs tager sig sammen (og fortæller om sin barndom)

Det føles mærkeligt. Både skræmmende og godt og dårligt og rart og forkert og mange andre ting på samme tid, hvor den dominerede følelse skifter fra dag til dag.

Jeg ved godt at det er åndssvagt at den der pris åbenbart har betydet så meget for mig. Jeg er jo en mand i 40’erne, men rollespil har bare været så vigtig en del af mit liv i så mange år. De fleste af mine gode barndoms og ungdoms minder handler bl.a. om rollespil. Her om sommeren kan jeg ikke bevæge mig ud i sommerlandet uden at et varmt fortov i en stille provinsby ikke minder mig om at gå fra en vens hus over til andens for at spille 10-15 timers nonstop Shadowrun eller ad&d eller Vampire eller WFRP 1st eller … i sommervarmen. Jeg har selvfølgelig masser af dejlige minder med mine unger og min kone og mange andre ting, som ikke er rollespil, men der er en uskyld i de tider (og dem var der mange af) hvor jeg brugte utrolig mange ferier og weekender på at spille rollespil, røge smøger og drikke cola.

Fastaval og Otto var i mange år en måde hvor det der rollespil kunne være noget mere end endeløse kampagner. Fordi et godt Fastavalscenarie ikke bare er fjol, fordi vi tager det seriøst og faktisk anerkender hinanden for godt lavet rollespil. Og i den sammenhæng er Bedste Scenarie den største anerkendelse man kan få. Nu drømmer jeg om endeløse sommere, hvor jeg kan spilde tiden med at spille Shadowrun.

Men først må jeg heller se at få skrevet til de der seje helconsfolk og til ham fra Stockholm Scenario Festival – med mindre nogen ønsker at spille mig i Stokholm til efteråret (jeg tror kun det er Anna der ved hvordan jeg ser ud).

Jeg har ikke altid fattet hvor stort det er. Da jeg begyndte at skrive scenarier for 20 år siden undervurderede det at vinde ottoer på Fastaval. Ryan og jeg havde en samtale på vej hjem fra en varulvekampagne for disse mange år siden. Ryan forklarede hvorfor liverollespil bare var mere interessant end klassisk bordrollespil og derfor heller ville lave lives end bordrollespil. Til gengæld proklamerede jeg, at for hvert scenarie jeg skrev ville jeg også vinde en otto. Selv med de to jeg vandt i år er jeg syv ottoer bagud så det løb er kørt. På den anden side var Ryans Morguls Grav fra i år just heller ikke ligefrem et live scenarie.

Stolthed

Nå ja, også synes jeg, at det er ret fedt at skrive rollespil selvom man ikke bliver nomineret for det. Jeg har skrevet masser af ikke nomineringsbare scenarier og haft en fest med det, men det er også rart med den anerkendelse en otto er.

Jeg er helt utrolig glad for at vinde to ottoer i år. Ørkenvandring er et godt scenarie, men manner der var altså mange gode scenarier med i år (især når man tænker på hvor få vi endte med at komme op på). Vi er tilbage som Fastaval og jeg er mega stolt over at vinde den første Otto efter pausen.

Også er Ørkenvandring det første novellescenarie til at vinde Bedste Scenarie-prisen. Jeg elsker novelleformen og vil igen gerne lige huske folk på at det var Jonas Harild, der opfandt denne korte rollespilsform i tid hvor scenarier helst skulle ligge på den gode tide af fem timer. Den nyskabelse var et af mange nybrud, der med til at gøre at vores rollespilstradition skaber nogen verdens bedste rollespilmanuskripter.

Det handler åbenbart om at falde

Min første otto fik jeg i 2009 for Imperiet, fordi mine mange medforfattere var mega awesome og skrev vanvittige fede noveller. Min første og i lang tid (12 år!) eneste solo-otto var bedste redigering som jeg vandt med Slavehandleren fra Ascalon i 2010.

Ligesom Ørkenvandring er Slavehandleren fra Ascalon et fantasy scenarie der kommer ud af en ikke-tolkiensk tradition. De ligner også hinanden ved at være systemscenarier med terningeslag og fokus på actiondrama. Sjovt nok har de også begge to noget med særlig personlige ting/dimser, der giver mekaniske bonusser.

Også har de begge to en central scene hvor gulvet forsvinder og spilpersonerne falder langt ned i mørket for at komme til sig selv i en dungeon. Jeg tænker, at i mine næste scenarie skal der helt sikkert være en ”fald ned i dungeon”-scene. Og måske skulle du også overveje det i dit næste scenarie.

De nye ottoer overfor de ældre ottoer

Jeg synes måske at de nye er lidt for store (høje), men jeg kan virkelig godt lide designet.

Tak.

Yay!

Jeg deler det her, hvis du gerne vil kigge I det :

> Selve scenariet

> De tolv (12!?) spilpersoner

Hvis du finder fejl, så må du venligst gerne vente en uge før du fortæller mig om dem. Jeg vil gerne høre det (især inden Fastaval – så jeg kan lave en errata), men helst ikke lige nu. Jeg håber virkelig du læser det, for jeg er ret stolt af det. Og du må meget gerne skrive ros allerede nu

Det er sparsomt layoutet, men jeg er ret tilfreds med de tegninger jeg fik lavet til det. De to i dette indlæg er et par stykker af dem (der er flere i de to filer).

Indtilvidere har jeg skrevet det nedenstående. Vil du læse det og smide en kommentar om hvad skal fremhæves, er der noget som skal uddybes eller omformuleres? Jeg forsøger at gøre det så klart og ikke mindst kort som muligt.

Spillet handler om en rock’n’flint stenalderstamme, der er på vej igennem en meget farlig ørken.

Here goes:

Når stammen forsøger at overleve i ørken skal en af dem kaste terninger for at se om det lykkes. For hver drabelig situationen er der altid kun en der slår terninger. 

Før spilleren slår terninger skal spilleren altid beskrive situationen og hvad hendes spilperson gør. 

Slaget

Man skal slå 4 eller over på terningerne, en 4 er en succes og man skal have 3 succeser for at lykkes. 

Stammen har en pulje af terninger af blå d6’er og røde d8’er. De repræsenterer stammens forråd af vand og blod, mere om det i afsnittet: Blod og vand. Det er primært disse terninger man slår med. 

Hvis det slaget lykkes, så får spilleren lov til at beskrive hvordan det lykkes.

Hvis man fejler slaget, altså ikke slår 3 succeser, så er der en fra stammen som dør. Den der kaster terningerne fortælle hvem, der dør og hvordan det sker.

Man mister løbende terninger for efter hvert slag, ligegyldigt om slaget lykkes eller fejlede, skal alle blå og røde terninger, der var succeser, fjernes fra stammens fælles pulje.

“Det du tog med”

Hver spilperson har noget hun tog med. Når man bruger sin dims eller sine dimser, så må man lægge en d12’er til puljen af terninger man slår.

På 4 eller over er denne terning en succes, men den forsvinder ikke af den grund, som de blå d6’er og røde 8’er ellers gør.

Til gengæld får man et mærke, hvis man slår 9 eller over på ens d12. Mærkerne er sår eller noget andet der bliver ødelagt ved spilpersonen. De potentielle mærker er individuelle og angivet på spilpersonernes karakterark.

Vand og blod

De blå d6 terninger repræsenterer stammens vand, som har de har i drikkeskind og krukker. 

De røde d8 terninger repræsenterer stammens blod. Stammen starter uden blod-tegninger, men får en rød terning for hvert stammemedlem der omkommer undervejs. 

Alle disse er stammens fælles ressourcer og hvis de bliver opbrugt, så dør hele stammen. De starter med 14 blå terninger og kan principielt opnå 11 røde terninger, hvilket dog er usandsynligt.

Undervejs i scenariet får spillerne mulighed for at skaffe mere vand. Det er ikke fast angivet hvor meget vand de finder når de finder vand, da det er håndtag som du som GM kan skure på ift. at holde presset og spændingsniveauet oppe. Prøv dig frem, men som general regel skal stammen gerne ligge på 12 blå terninger eller over når de går ind i en ny scene. De må gerne finde vand undervej i en scene, hvis der er behov og det passer ind i fortællingen. 

Drikker de blod?

Måske drikker stammen blodet fra deres afdøde, måske får de bare ekstra energi af hævnen og vreden. Det er op til dig og spillerne. 

Har du lyst til at skrive en ændring ind i teksten, så er der et link til teksten her (google doc).

Hvis du gider at give feedback på om  teksten giver mening? Og ville du spille det? Så sender jeg masser stenalderkærlighed.

Det er en novelle for fire spillere og en spilleder med denne pitch:

En stamme kickass stenalderfolk forsøger at forcere Kitaras brutale og ubarmhjertige golde ørken på rejse mod en ukendt fremtid og drømmen om et liv i tryghed.

Og denne foromtale:

Det er kun formiddag i ørkenen, og jeg er allerede ved at falde om. Vi er kun 12 tilbage i stammen og på vild flugt gennem sandmasserne. En flok af kødædende kæmpebiller bevæger sig hurtigt over sandbankerne i deres jagt på os.

Mine lunger brænder af at løbe, og jeg ser at Buji også kæmper med at holde farten. Vores spydkæmpers ben er ikke helet ordentligt efter et blodigt sår under flugten fra Den Gule Konges umenneskelige horder på vores hjemlige grønne stepper. 

Jeg ser Buji stoppe op. Solen, tørsten og sandet har slebet hende ned, men det er ikke derfor hun stopper. Hun tager sit benspyd frem, og med et urgammelt kampskrig vender hun sig imod det forreste monster.

Lotte, der spiller Biju, tager en håndfuld blå og røde terninger og gør sig klar til kaste dem. Hvis hun klarer slaget, undslipper vi kæmpebillerne. Hvis hun ikke gør, er der en spilperson som dør. 

Jeg synes, at hun har taget lidt for mange terninger denne gang. For de blå er vores vand, og de røde er vores blod, og når de er brugt dør hele stammen. Ingen overlever ørkenen uden vand og blod. 

Spillertype:
Synes du hæsblæsende stenalder-action med terningeslag og en halv trist rammefortælling er sagen? Så er Ørkenvandring noget for dig. 

Spilledertype:
Kan du male en actionpakket scene med ord, holde styr på en simpel ressource-terninge mekanik og stadigvæk holde et ok tempo, så håber jeg mega meget at du vil køre Ørkenvandring.

Det er tid til at sende synopser ind til Fastaval. Siden sidste år har jeg arbejdet på et stort helcon-projekt med en masse små og korte unikke horrorhistorier for en masse spilledere og spillere. Historier der kunne spilles i caféen eller baren når man ikke havde andet at lave. I et anfald af begejstring over den idé sendte jeg en synopsis ind sidste år. Den blev endda også godtaget, men jeg aflyste ret tidligt, da jeg ikke kunne se hvordan det skulle kunne virke til en online Fastaval. Efter den meget succesfulde online Fastaval kan jeg nu godt se at det ville virke, men sådan er det jo med bakspejle.

Men jeg viste også, at der ville være en masse arbejde i det og som mit liv ser ud pt. har jeg svært ved at se hvordan jeg skulle kunne ligge så meget arbejde og lykkes med så stort et projekt. Jeg har overvejet at få medforfattere på, men jeg ved ikke lige hvem jeg skal spørge. Faktisk også hvem jeg kan spørge. Jeg tænker at vi alle kender det at være lidt socialt svag i koderne efter disse Corona-år.

Novelle

Til gengæld har jeg en novelle-idé, som jeg har også har arbejdet (læs: gået og tænkt) på i nogle år. Nemlig en ørkenvandring.

Det er en stram fortælling om resterne af en stamme stenalder-artige folk, der flygter fra deres hjemlige jagtmarker efter at have tab en årelang kamp imod Det Døde Folk. Nu bevæger stammen sig igennem sand og under en dræbelig sol imod bystaten Ascalon, der ligger på den anden side af den store golde ørken.

Undervejs skal stammen overvinde ørkenbanditter, sandstorme og kæmpebiller. Der er en stramt ressourcemekanik, med en fælles bunde af terninger, som løbende bliver brugt.

Fantasien om kollektiv fantasy

Heltefortællinger om unikke personer og deres helt særlig handlinger er fede, men nogen gange, føler jeg, at vi glemmer kollektivet når vi fortæller historier. Det synes jeg er synd, fordi jeg fuldt og fast mener at individer generelt er ret uduelige ift. kollektivets styrke.

I vores fastaval scenarietraditionen er vi (desværre) blevet ret gode til at lave personlige fortællinger om unikke individer, hvor man virkelig kommer ind under huden på den figur man spiller. Når man ikke er indlevelsesspiller bliver det let kedeligt at spille denne slags scenarier, hvor hovedpersonerne er ikke bare er i fokus, men deres udvikling er scenariet. Bipersonsrollespil og mange andre grene i scenarietraditionen imødegår noget af dette, der er masser af fortællinger som ikke primært handler ”heltene”, men jeg savner alligevel ofte at de scenarier jeg spiller har et endnu større kollektivt fokus (måske er jeg bare umættelig).

Der er helt naturligt et kollektivt perspektiv i fortællingen i traditionel kampagne rollespil, fordi hovedpersonen ikke er en person, men er hovedpersonerne i partyet. Det på trods reduceres de kollektive perspektiver i de fleste regelsystemer til at man kan få en ekstra terning eller en anden systemmæssig fordel, hvis en af de andre hovedpersoner hjælper en i fiktionen. Det ser vi fx både i Mouse Guard og D&D 5. ed.

Det er dejligt at ”hjælp” er blevet en fast regelmæssig ting, men jeg tænker at det alligevel må være mulighed at lave regelsystemer og en lille række scenarier som er endnu mere radikale.

Tre racer, tre scenarier

Det er genbrug (og lidt omfortolkning), men jeg har digtet tre scenarier med hhv. dværge, elverfolk og hobbitter som hovedpersoner. Der er forskel på hvor gennemtænkte idéerne er, but here goes.

Elverfortælling: Ørkenvandringen

Ørkenvandringen

I tegneserien Elverfolket krydser de en ørken (et par gange?), måske er det derfor jeg gentænkte denne gamle scenarieidé – med elvere under en benhårde sol. Kort fortalt handler denne scenarieidé om en stamme/familie som bevæger sig igennem en ørken. De møder udfordringer undervejs og har kun få ressourcer, som de bruger til at overkomme udfordringerne. Disse ressourcer er fælles og illustreres mekanisk ved hjælp af terninger. Der dør folk fra stammen undervejs. Måske ofte de ligefrem sig selv.

Dværgehistorie: Dværgene i Nord

Dværgene i Nord

Dette er historien om dværgene, som bor langt mod nord hvor intet kan gro og der ingen mad er. De er et undertrykt folk, der er dybt afhængige af deres (kapitalistiske) undertrykkere, der bringer dem mad sydfra og lader sig betale godt for det. Et (for)år kommer der intet nyt forsyningsskib med mad og en gruppe dværge må rejse ud og finde en måde deres folk kan undgå sultedøden.

Jeg har ikke helt gennemskuet det kollektive mekaniske element i dette scenarie, men dværge er all about hukommelse, historie og fællesskab, så jeg tænker flashback, minder som en slags fælles ressource og noget med at en anden spiller tager kontrol over ens spilperson kunne være interessante virkemidler.

Hobbitdrama: Harmony

Et drama om livet i Hobbitlandsbyen Harmony. Der er en grundlæggende regel: Ingen vold! Scenariet handler ikke om fysisk vold og der skal/må ikke udføres fysisk vold. Til gengæld handler det om naboer og familier som ikke altid har det lige let med hinanden, om afgrøder som ikke vokser som de skal og om de farlige dyr ude i skoven (som man altså ikke må kæmpe imod – fordi ”Ingen vold!”-reglen).

Jeg tænker, at alle udfordringerne skal være til at kunne løse, hvis blot landsbybeboerne arbejder sammen, men det er en pointe at de ikke gør. ”Misforståelse” og ”ego” kunne være centrale mekaniker, som man kunne lege med og som ville besværliggøre løsningsprocesserne. Det skal selvfølgelig også rollespilles, men det er sjovt også at bygge noget mekanik op omkring det.

Scenarier i 2018

Dette er ikke en nytårsforsæt 2018 post. Det er ikke sikkert at jeg får skrevet en eller noget af disse scenarier, men det kunne være interessant at arbejde med en kollektiv mekanik fremfor en ”en spilperson = en evne”-logik.