Opera+1

Jeg når ikke i mål med mit Dämonjäger-forsøg. Måske tager jeg det op igen, senere. Tænker at det simpelhen ikke tæller med og at idé (og den tekst jeg har skrevet) først må bruges på den anden side af Opera+1.

Det er sjovt hvordan man laver regler for sig selv.  Holder en lille pause med projektet og forsøger ikke at skrive noget alt for seriøst på denne side af Fastaval.

 Vampirekampagne

Vi spiller en Vampirekampagne, hvor vi nu er kommet til indgangen af victorian age. Det betyder at spillerne skal lave nye spilpersoner og vi flytter kampagnen fra York (i virkeligheden Sheffield) til New York.

Jeg glæder mig til at møde de nye figurer og gå ombord i 1880’erne.

Desværre er vi helt praktisk løbet ind i en række aflysninger, fordi vi er et lidt for få på holdet og nogen af os har været udfordret af, ja, livet. Når man er voksen og har andre forpligtelser, så er det helt fair at ens hobby nogen gange kommer i anden række, men det giver nogen strukturelle udfordringer, så ens fremmøde ikke kan være 100%.

Vi har nogen på holdet som er meget presset og derfor ikke altid kan være med eller som holder længere pauser i ny og næ. 3 af spillerne er mega mødestabile, men der kan jo opstå sygdom eller overarbejde osv. og hvis bare en af de stabile bliver ramt er bliver vi ofte nød til at aflyse.

Vi er der, hvor bare en aflysning gør at vi ikke kan spille, fordi vi er for få. Det gør at vi ofte ender med at skulle aflyse på dagen (fordi fx sygdom jo ofte opstår på selve dagen). Som spilleder kan jeg virkelig mærke det ift. min motivation til forbedredelse. Jeg er i forvejen dårlig til at tage mig sammen til at forberede mig før næste spilgang, men når jeg ikke helt tror på at vi kommer til at spille, så er det virkelig op af bakke.

I går skulle vi spille og hvor det blev aflyst. Hvilket er helt fair! Men manner jeg er ødelagt i dag. Jeg fik nemlig planlagt noget ret fedt til i går. Det er en meget flad og uforløst fornemelse ikke at få det i spil.

Men er der nogen som har lyst til at spille Vampire hveranden tirsdag? Så er nu et rigtig godt tidspunkt at springe til. Jeg lover at med bare en til stabil spiller, så kan vi undgå aflysninger.

For nyligt er jeg begyndt at spillede Vampire igen og i går viste Vampire sig, hvis ikke tematisk, så praktisk som et rigtig godt voksenspil.

Når man glemmer at man skal spille

Voksenlivet er fuld af forpligtelser og i perioder med pres på, kommer man nogen gange til at glemme ting. Er man heldig, er det ikke ungerne i institutionen, huslejen eller vigtige deadlines på jobbet som man glemmer, men måske bare opvasken eller en enkel aftale med tilgivende venner. I går havde jeg glemt at en spiller var i Athen og derfor ikke kunne komme. En anden spiller blev syg på dagen og en sidste, ja, glemte at vi skulle spille. Det sker, men det betød også at Peter, Tina og jeg sad og kiggede på hinanden i går. To spillere og en GM.

Hvis det havde været min gamle Warhammergruppe, så havde vi aflyst. Måske havde vi fundet et brætspil frem, måske var de to spillere bare taget hjem. I Warhammerkampagnen var der altid et plot, som vi skulle videre med, og en god del af partyet skulle ligesom være tilstede før det gav mening at spille. Men i Vampire, i vores version af Vampire, gav det mening at spille.

Fighting Friday

Spilpersonerne var i to forskellige byer og involveret i sammenhængene, men forskellige dele af plottet. Hurtigt fik Peters købmand/ slagsmålsklubfacilitator Ventrue dog droppet sit sideplot i Sheffield og red tilbage til York, hvor Tinas Brujah fægtemester var i gang med sværdtræne/spille op til den lokale Vikinge Ventrue elder. Tilfældigvis mødtes de ved York Minster (hende vikingen bor under den), hvor de også løb i inkvisitionen. Der var kamp, en munk fra Sheffield døde og en lang histiorie kort, så endte Venturen og Brujahen ude i skoven, hvor de forsøgte at lave en crime scene, der antydende at munken fra Sheffield var dæmon og havde dræbt 6 inkvisitorer. Der blev slået terninger, men vi zoomede ikke helt ned og tog kamprunde for kamprunde.

Resten af spilgang fik med at Brujah vejledte sin (halvbegavede) retainer udi gavekøbets kunst, som Peter spillede og Ventruen faciliterede sin slagsmålsklub, hvor han næsten fik Konedræber Tom til at knivdræbe at Ventruens dødelige nevø. Ventruen og Brujahen fik også nogen gode one on one snakke om ulivet og glæden ved at afholde ”Fighting Fridays”. Med andre ord, der var rigtig meget karakterspil og vi kom overhovedet ikke rigtigt videre i plottet.

Zoom til karakteren

Det er det Vampire kan. Med sit tema om ”personal horror” ligger det ikke bare op til, men kræver at man har plads til karakterscener. Hvis det er en central del af en spilperson, at denne står bag har en slagsmålsklub, så skal det i spil. Ligesom den halvbegavede retainer blev etableret og pustet liv i af Peters fine spil.

Eftersom Vampire er et moralsk spil, så skal der være situationer, der afføder moralske valg. Helst nogen hvor man kan sætte spiller op til at iscenesætte spilpersonen, som det monster det er. Retainers og nevøer, der måske skal ofres eller redes, skal først introduceres i spil. Det kan med et fuldt hold på 5 spillere og et plot der skal passes være svært at få tid til disse. Det fik vi, i går, ved kun at være to spillere og det blev rigtig fint.

Da vampyrer ikke nødvendigvis rider samme dag som sadler, så er det muligt at pause plottet de spilgange, hvor voksenlivet rammer og der er dårligt fremmøde. Det gør Vampire til et fremragende voksenspil. Al 90’ernes gymnasiefunk og urene hud til trods.

Ventrue Chronicle: 1. scenarie, Dark Ages

Det første kapitel er et fint scenarie. Der er en krimifortælling med fremdrift og nogenlunde sammenhængende plot og plads til personlig intrige og horror. Vi har spillet to spilgange af det og det er nok 4 spilgange langt. Man kunne godt klare det på mindre, men jeg synes der skal være plads til ikke-plot relateret som etablerer spilpersonerne og deres blodlinjer for spillerne.

Informationen man skal bruge som spilleder er væsentligt dårligere formidlet end i langt de fleste Fastaval-scenarier. Elementer som man skal formidle i scene 2 bliver først for alvor forklaret i scene 7. Derudover er scenens informationer næsten lidt tilfældigt vævet indimellem scenebeskriver, plottet og halv ligegyldige overvejelser. Langt det meste først forklares i selve scenegennemgangen, herunder plottet. Det er ellers en ret god idé at ridse selve plottet op inden man kaster sig ud i selve scenegennemgangen.

Det er ikke en kandidat til Otto for bedste formidling, men det er købescenarier jo som oftest ikke. Og jeg har ikke noget problem med at læse og skrive de informationer jeg skal bruge ind i en mere struktureret form.

“Nå men… hvad med vejret?”

Det er en lille ting, men jeg synes måske det er det mest åndssvage i scenariet: Nemlig at forfatteren har valgt at navngive alle kapitlerne efter vejrforhold. Kapitlerne hedder ting, såsom: Storm Clouds Gather, The First Drops Fall, The Heavens Open og Clearing the Mists. Det betyder at man ingen chance for at navigere i scenariet udfra scenenavnene!

Bevares, vejret følger den dramatiske spændingskurve, men come on. Det er både klichefyldt med regnvejr i middelalderen og ret åndssvagt! Så er det heldigt at jeg selv laver oversigter over scenariet.

I vores Vampire-kampagne, hvor vi er i gang med at bygge spilpersoner er spillernes udgangspunkt at det gerne må være (meget) regellet og at vi kun slår terninger når der for alvor er noget på spil, det har jeg det helt ok med. Især fordi der er steder i det første scenarie, hvor vi skulle hoppe igennem nogen lidt trælse loops, hvis spillerne lidt for tidligt slog bedre med terninger end jeg gjorde.

Men jeg er alligevel været nødt til at læse op på reglerne til Vampire – fordi der trods alt nok vil forekomme afgørende situationer, hvor det giver mening at slå terninger.

Celerity

Eller hurtigt igennem 7 forskellige regelbøger

Det startede med at jeg gerne vil undersøge om der stadigvæk var forskel på vampyr-evnen celerity i de nyeste Dark Ages-reglerne og de nyeste regler til The Masquerade (nutid). Celerity er den evne vampyrer bruger når de bevæger sig overmenneskeligt hurtigt.

Vampire nemlig har haft en træls ting med at der var forskelle på Celerity de to systemer – ikke altid, hvis jeg har forstået publikationshistorien rigtigt. Der er 4 versioner af Vampire: The Masquerade og 3 af Dark Ages.

Listen er:

• 1991: Vampire: The Masquerade 1st.
• 1992: Vampire: The Masquerade 2ed.
• 1996: Vamprie: The Dark Ages
• 1998: Vampire: The Masquerade Revised Edition
• 2002: Dark Ages: Vampire
• 2011: Vampire: The Masquerade – 20th Anniversary Edition (V20)
• 2015: Vampire Twentieth Anniversary Edition: The Dark Ages (VDA20)

Hvis jeg har forstået det rigtigt så rettede Dark Ages ind i 2002-udgivelsen, så var der var samme regler i Dark Ages: Vampire som i Vampire: The Masquerade Revised Edition (1998). Inden da var det brugt man mere blod på at bevæge sig hurtigt i middelalderen end i nutiden. Måske var det sværere at bevæge sig sygt hurtigt i middelalderen, fordi der var mudder over det hele.

Jeg tænkte: Nå, der, i 2002, blev White Wolf klogere, men der gjorde de ikke.

Der er gudhjælpemig forskellige regler i V20 og VDA20!

Ikke så meget i selve De er ikke radikale, men fordi der er forskel på reglerne om multiple actions, altså hvordan man gøre flere ting på en gang, i nutiden og i middelalderen. Men det er ikke fordi mudderet er tilbage, for nu virker det på mig som om at VDA20 er de bedste (fordi de er de mest enkle).

Så vi spiller med VDA20-regler – i det omfang vi spiller med regler – i vores Vampire kampagne.

Spoiler: Det handler lidt om cut scenes.

It’s all about New York’ish

Kampagnens hovedplot relaterer sig til Kampen om New York. Kampen om New York er kanon og fortællingen om hvordan en vampyrsekt (Camarillaen) erobrer storbyen fra den anden vampyrsekt (Sabbatten). Slaget forgår iflg. kanon i 1999 og er beskrevet i den anbefalesværdige sourcebook New York by Night. Min kampagne bygger også på den mindre anbefalesværdige The Ventrue Chronicle, der består af tre mere eller mindre gode scenarier, et til hver epoke. Fra The Ventrue Chronicle bruger jeg Dark Ages scenariet, jeg bruger dele af Gaslight scenariet og næsten ingen ting fra det sidste scenarie, som foregår i 90’ernes Savannah. De to scener som jeg bruger foregår i hhv. York og New York, ligesom mit Final Nights-scenarie foregår i New York.

Selvom jeg aldrig personligt har været i New York, så kender vi byen fra amerikanske kultur, såsom musik, bøger, film og tv-serier, så om ikke andet har vi alle et forhold til storbyen som fiktion. World of Darkness New York er noget andet end de ægte New York. Det ændre dog ikke på, at jeg skal nærstudierne kort og rejsebeskrivelser. Den del føler jeg dog at jeg har nede. Ligesom det går ok med at læse vampire bøger (jeg er pt. i gang med V20 Dark Ages, som jeg nok er den grundbog jeg læser mest grundigt).

Fortæl det bagfra: Take 1

Ideen om at man spiller hinandens afkom igennem de forskellige epoker har jeg planket fra The Ventrue Chronicle. Det er en god idé, men på det seneste har jeg overvejet om man ville få en mere afrundet og helstøbt fortælling, hvis man i stedet startede i Final Nights med Kampen om New York.

Min første tanke var at man fik slået kampagnens hovedproblem an og spiller hovedpersonerne fra Final Nights i, ja, Final Nights og Kampen om New York. De løser dog ikke hovedproblemet, for at gøre det, må de først spille ens sirer i 1880’erne og scenariet fra New York Gaslight epoken, da det er forbundet til hovedproblemet i Final Nights. Herefter spiller man gransires og scenariet fra Dark Ages, som også er forbundet og dropper hints til hvordan man løser hovedproblemet (tilbage i Final Nights). Til slut spiller man så Final Nights og spilpersonerne forsøger at løse hovedproblemet.

Fortæl det, sammen

Jeg kan principielt godt lide denne løsning, da jeg er løbet ind i nogen udfordringer ved at kombinere Dark Ages’ York (fra The Ventrue Chronicle) og Kampen om New York. I New York by Night er der en række npc’er med tråde til spansk, østeuropæisk og selvfølgelig amerikansk (WoD-) historie, men ikke særlig mange forbindelser til England og overhovedet ingen til hovedpersonerne i The Ventrue Chronicle’s York. Jeg har selvfølgelig digtet nye forbindelse og forsøgt at fokusere på de npc’er i New York by Night, som med god vilje kan forbindes til The Ventrue Chronicle, men de to bøgers meget forskellige fokus og persongalleri hjælper mig ikke i denne vinkling.

Jeg vil gerne have min spillerne til at have medfortællerret, sådan at de også får lov til at digte bipersoner og plottråde, men i mellem de tre settings og World of Darkness’ mangfoldighed kunne kampagnen hurtigt blive noget post moderne rod, hvis spillerne ikke bliver hjulpet i at sætte fokus. Her er det et ret simpelt grab at spillerne allerede fra starten ved hvad the main objective er.

Darlings og badevand

Mit ”Take 1” skaber dog nogen nye udfordringer (er det ikke sådan det altid går?).

En omvendt kronologi udfordrer mulighederne for at bruge tilbagevendende bipersoner på en organisk måde, hvor bipersonen uden videre omtanke bliver introduceret, fordi der lige er brug for en sådan som hende og man forelsker sig i hende og hun ender med at tilkæmpe en mere central rolle i kampagnen. Nogen af de interessante bipersoner i mine kampagner er vokset sådan frem og i virkeligheden vil jeg gerne blive endnu bedre til det. Hvis der skal være tilbagevendende bipersoner i en omvendt krologi, så bliver deres udvikling selvsagt fortalt baglæns og vi starter derfor med at se deres fulde potentiale og de skal alle planlægges/scribes væsentligt mere.

Og er det er min virkelige darling: Det første jeg forelskende mig i ved The Ventrue Chronicle var at man spillede hinandens herre og afkom. Det kan man stadigvæk godt i en omvendt krologi, men det bliver mindre interessant og, ligesom med bipersonerne, mindre organisk.

Jeg forstillede mig nogen mellemspil, hvor det ikke var forudbestemt hvem der skulle være hvis herre og afkom. Små scenarier, hvor nogen spillede vampyrer og andre spillede mennesker, der måske ville blive forført til vampyrhed og måske ikke ville blive. Sådan at der var et par spilgange, hvor man måske spillede sin kommende vampyrhovedperson som menneske, måske spillede en kommende biperson (fx en ghoul, en vampyr-biperson eller noget tredje) eller måske blot en biperson, som ville dø og blive glemt. Hvis man spiller omvendt krologi, så tager man en del af spændingen ud af dette set up.

Fortæl det (lidt) bagfra: Take 2

Heldigvis er der en model, hvor vi både kan puste og have mel i munden: Vi starter de første mange spilgang med at skitse spilpersoner i 90’erne mere og mere op. Spillerne har besluttet klan, navn og lidt koncept, men heller ikke mere for deres spilpersoner til at starte med. Spillerne ved at de er ved at forberede en form for angreb – spilpersonerne ved mere og i løbet af kampagnen vil få flere og flere informationer.

Vi sætter en scene, det kan være forberedelse, overvågning, sociale interaktioner eller noget let action. Scenen skuespilles og fortælles – der rulles ikke terninger. Momentet skal være lang nok til at spillerne kan positioner deres spilpersoner uden at de behøver afsløre eller definere for meget omkring dem.

Jeg tænker at momenterne kan tage mellem 5 og 35 minutter at spille, resten af spilgangen spiller vi kampagnen fra Dark Ages i York og frem (altså mellemspil, Gaslight i New York, mellem også Final Nights i New York).  Når vi når til den første gang i Final Nights i New York spiller vi ikke cut scenes med de (samme) Final Nights spilpersoner, men måske cut scenes med et Sabbat pack, cut scenes med Dark Ages og Gaslight spilpersoner som elders (de er jo ikke nødvendigvis gået til, selvom de ikke er primærspilpersoner længere) eller flash backs til de tidligere epoker.

Et fast cut scene element i starten af hver spilgang kunne være sjovt at lege med. Hvis det ikke virker kan man jo altid bare droppe det.

I løbet af sommerferien har jeg læst op på vampire-kanon og kommet et godt stykke i mine forberedelser. Jeg har blandt andet set på hvilke blodlinje-historier, der ville være sjove at fortælle igennem kampagnen. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig, pt. arbejder jeg med et kampagnedesign, hvor jeg præsenterer spillerne for nogen spilpersonskoncepter, som de kan vælge iblandt og bygge videre på. Koncepterne bygger på de World of Darkness-fortællinger jeg gerne vil at vi udforsker i kampagnen . Koncepterne hænger også uløseligt sammen med kampagnens plot, kampagnens to primære settings (Yorkshire og New York) og kampagnens bipersoner (både kanon og opdigtet).

Kort over Yorkshire og naboer.

Koncepter

Child of Israel

Spilpersonen er en lokal jøde (fra York), som er blevet embraced af Israel, en Greek Gangrel. Greek Gangrel er en underklan af klan Gangrel – i moderne tider hedder underklanen “City Gangrel”. Israel er ikke græsk, men fra det hellige land. Jeg regner med at spilpersonen forsætter en jødisk blodlinje, men det bestemmer jeg ikke.

Jeg tænker vi her har gang i en historie om sammenhængen mellem City Gangrels og babelstårnet.

Sir Thomas MacAlpins uægte datter

På den lange rejse hjem fra det tredje korstog har korsfaren Thomas MacAlpin en affære med en østrigske adelsfrue fra Szantovich-familien. Efter sin hjemkomst bliver Thomas embraced ind i klan Ventrue og senere rejser han tilbage efter sin flamme. Han finder hende ikke. Til gengæld finder han sin uægte datter som han tager med hjem og embracer. Datteren er spilpersonen.

Szantovich er en hedonistisk Tzimisce ghoul-familie, derfor har Datteren og hendes efterkommerne Vicissitude som ekstra klandisiplin og hedonisme bør tænkes ind i spilpersonernes feeding restrictions.

Dette er en historie om arvesynd og om at danse på kanten af Sabbaten.

Løse tanker (som nok skal blive til koncepter)

Den maurerske spion/sociolog

En ung Assamite er sendt afsted af klanen til Richard Løvehjertes land, for at hjælpe og forstå de vestlige klaners væsen og bevæggrunde. Hjemme på den iberiske halvø indgås en aftale mellem spilpersonens sire og en rettroende Nosferatu om hjælp til at etabler sig i England fra Nosfertuens kristne klanfæller.

Ved spilstart var assassimiten opnået respekt for Augustin (Nosfertu-værten) som har introduceret den for hoffet i York og har et begyndende venskab til dennes child, som den bor hos.

Våbensmeden Knives

En kvindlig Nosferatu, som var knivsmed fra Sheffield i sit dødelige liv og som har fået til opgave at skabe et våben, der kan såre de legendariske Nictuku. Child af Augustin og vært for den maurerske spion (som hun har sympati for).

Diplomaterne

Der er både en ambassadør for de skotske Toredors og en for Court of Love (franske Toredors). En eller begge kan være spilpersoner. De to er de eneste Toredors i området og de har et interessant forhold til hinanden.

Resten (som måske bliver til koncepter)

• Et par Ventrues, der er 3 store Ventrue-blodlinjer i Yorkshire
• Brujahs, nabobaronen i Carlisle, Nathaniel er Brujah og i selve York er der en Brujah ved navn Connor, som har et ry for være en troværdig og loyal type
• Behøver jeg lave en normal Gangrel?
• Tremere, top-tremeren Meerlinda er i Durkham i top-tremere chantryet Lion’s Gate
• Malkavians, har jeg overvejet at en af de andre spillere kan spille ”Stemmen” og at ”Stemmen” følger hele blodlinjen. Det er lidt op til Stemmens spiller om Stemmen er Guds, Kains, Malkavs eller en 4.’s stemme
• Der er minimum en Cappadocian i York (semikanon), men eftersom klanen er ret kedelig og (mere eller mindre) uddør i middelalderen, er det ikke muligt spille Cappadocian
• Setites og Lasombras dropper vi som spilpersoner, fordi de er svære at passe ind i Camarilla-kampagne, ikke?
• Ravnos?
• Hvilke klaner og fede koncepter har jeg gemt?

Hvad er din?

Jeg spørger fordi jeg planlægger en Vampire kampagne.

Kort om kampagnen, hvor jeg gentager mig selv igen igen

Kampagnen som jeg planlægger bygger på The Ventrue Chronicle og New York by Night og kommer til at foregå i alle 4 Vampire alder: Dark Ages, Victorian Age, Moden Nights (1.-4. udgave af Vampire) og Now (Vampire 5. udgave). Altså i 1230, 1880, 1990 og 2018.

De 4 kapitaler kommer til at foregå i York (1230) og New York (resten). Der vil være 3 mellemspil i mellem kapitlerne, som kan foregå hvor som helst i verden. Hvor disse udspiller sig på lidt an på spilpersonerne, hvis en spiller laver en germansk Ventrue bliver der måske et mellemspil i Preussen, hvis en anden laver en caribisk assamite kommer der måske et mellemspil på Haiti.

Selvom jeg har spillet virkelig meget Vampire, så har jeg hvilken eller læst Dark Ages eller Victorian Age. Fx har jeg først nu fundet ud af at de tre Dark Ages grundbøger (hhv. Vampire: Dark Ages, Dark Ages: Vampire og Vampire 20th Anniversary Edition: The Dark Ages) foregår i tre forskellige tidspunkter, nemlig i 1197, 1230 og 1242. Ventrue Chronicle er fra Dark Ages: Vampire-epoken, så det foregår i 1230, men jeg kommer alligevel også til at kigge i bøger fra den tidligere Vampire: Dark Ages-epoke.

Pt. tænker jeg at kigge i:

Værkliste

• The Ventrue Chronicle (som jeg har læst en gang)
• New York by Night (som jeg har også har læst en gang)
• Vampire 20 eller hvad 4. udgaven hedder (kommer jeg ikke til at læse, men mere bare slå op i)
• Vampire: Dark Ages/Dark Ages: Vampire (læse udvalgte dele af – Ventrue Chronicle foregår i York )
• Vampire: Victorian Age (læse udvalgte dele af)
• Dark Ages book of Storyteller Secrets (der er der to af dem. Både en til V:DA og en til DA:V. Jeg har læst lidt i en af dem og det var godt – hvilken af dem jeg læste i, kan jeg ikke huske)
• Dark Ages Europe (som jeg glæder mig til at læse i. Jeg skal først lige anskaffe mig den, men har høje forventninger til den. Den skal især bruges ift. spilpersonernes baggrunde og mellemspillet mellem 1. og 2. alder)
• Dark Ages British Isles (som jeg af en eller anden grund har mindre forventninger til. Måske fordi jeg synes Mithras lyder lidt kedelig)
• Victorian Age: Vampire Companion (udvalgte dele)
• Victorian Age: London bogen (som jeg kommer til at kigge i. Om ikke andet fordi jeg så kan sige at jeg har læst alle Victorian Age-bøgerne)
• Turen går til New York (helst en version fra 90’erne)

Hvad mangler jeg?

Jeg tænker at jeg nok også bør kigge i relevante klanbøger og citybøger (både til Dark Ages og Moden), men dem har jeg endnu ikke overblik over.

Hvis der er nogen bøger som jeg groft overset, enten fordi de er super fede eller fordi de er vigtige ift. New York og York i Vampire kanon eller noget tredje, så skriv gerne en kommentar.

Derfor ville det måske være meget fornuftigt at vente til foråret, fx i starten af april med at starte kampagnen. Hvis man er heldig er 5. udgaven af Vampire udkommet der.

Vampire 5. udgave rygter

Jeg har kun hørt rygter fra spiltest og set et par videoer om Vampire 5th, men indtil videre lyder det som om der kommer:

• Ny grundmekanik, der næppe er ligeså åndssvag som storyteller-systemet
• Mere elegant fokus på vampyrernes blodsult, som udtryk for bæstet, som underbygges med en mekanik. Det betyder nok at der bliver mindre fokus på de mere fortolkningskrævende elementer i det gamle systemet. Her tænker jeg især på humanity og klansvagheder, som blev ret dårligt understøttet mekanisk
• Samme klaner, men lidt nye vampyrevner (disciplines)
• En radikal udvikling af settingen med fokus på fremmegørelse i senkapitalismen (overvågningsteknologi spiller især her en stor rolle) og til dels en opløsning af de klassiske magtfraktioner Sabbat og Camarilla. De ændre ikke på (særlig meget) kanon før den skandaløse gehenna periode, men der er åbenbart sket meget i vampyrsamfundet de sidste 25 år
• Systemet skulle være bagudkompatibel
• De første bøger giver kun mulighed for at spille de 7 Camarilla klaner, men senere skulle der komme flere

For og imod at vente på 5th

Udviklingen i settingen er umiddelbar ikke så vigtig for mig, da den kampagne jeg planlægger kommer til at foregå i Dark Ages, Victorian Age og Moden Nights (altså 90’erne). Man spiller hinandens sires (og grandsires) Men skal jeg alligevel vente og spille den med den nye version?

På den ene side vil jeg gerne i gang inden april 2018 – fordi det er om så lang tid. På den anden side er et nyt og bedre system end storyteller-systemet ret tillokkende. Derudover kan jeg godt se fidusen i at fokusere på blodsulten. Jeg har det lidt svært ved at man i så fald skulle hold sig til de 7 Camarilla klaner, da noget af det fede ved Dark Ages er at man netop ikke behøver holde sig inden for disse 7. Jeg er for resten den eneste der synes ideen om at man kun udgiver en lille del af settingen af gangen lyder lidt halvdyrt, hvis man som spilleder gerne vil have sabbat og uafhængige klaner med i ens kampagne?

Det er hele tiden været meningen at spilpersonerne i min kampagne skulle være venlig stemte overfor Camarilla’en, men jeg ville ikke synes det var helt åndssvagt med en Assamite eller Ravnos familie in the mix.

Kompromis

Det er meningen at kampagnen skal udspille sig over 3 generationer af samme vampyrfamilie. Hvad hvis vi evt. lod det være 4 generationer? Dark Ages, Victorian Age, 90’erne og den sidste er nu. Altså den setting som bliver beskrevet i 5. udgave. Dette sidste kapitel bliver altså spillet med den nye version. På det tidspunkt, hvor vi når dertil er der sikkert også kommet regler for Assamite, Ravnos osv.

Alt efter hvor hurtigt bøgerne udkommer kan det være at vi snyder og måske spiller 90’erne med de nye regler, men den gode gamle setting.

Lyder det ikke cool nok?

Måske har Jonas ret. Det tænkte jeg han havde sidst vi talte om det, men jeg må også bare indset at jeg stadigvæk er ret bid af det der Vampire.

Imellem midt 90’erne og midt 00’erne var Vampire mit go to game. Jeg tror stadigvæk det er det system jeg har spillet mest (med Warhammer som en klar 2’er), men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har spillet det de siden 13+ år. Det er et helt særligt spil. Det lover måske mere end den holder – jeg tror det var derfor vi droppede det back in the day. Og jeg er da bekymret for om:

• Kan vi fange stemningen uden det bliver kedeligt?
• Kan vi overskue intrigen midt i vores omfangsrige liv?
• Kan vi bare huske bipersonerne fra spilgang til spilgang?

Jeg tror svarene til disse spørgsmål er “forenkling” og løsningen er at finde værktøjer og teknikker der netop forenkler det kedelige huskearbejde i Vampire. Jeg har overvejet værktøjer a la bipersonskort, åbne relationsdiagrammer og åbne hemmeligheder, men andre værktøjer modtages med kyshånd.

Bipersonskort

Vampire er et spil, der for mig, handler om hoved- og bipersonernes begær og handlinger. Følelsen af en sammenhængende og ”logisk” omverden er ret vigtigt for Vampire, synes jeg. Det er super fedt når man giver dette indtryk, men det kan være svært hvis man som spiller går og glemmer bipersonerne fra gang til gang.

Fordi bipersonerne er vigtige, tænker jeg at det ville være fedt med bipersonskort. Hver spiller får en kopi af de væsentlige bipersoner de møder i kampagnen, hvor deres navne, klan og hvad de er kendt som er angivet. Nogen er mere udfyldt end andre og det er meningen at spillerne selv kan skrive flere noter til bipersonen.

Åbne relationsdiagrammer og hemmeligheder

Uden at vide helt hvordan, så kunne det være fedt at arbejde med åbne med relationsdiagrammer – ligesom vi tidligere har spillet med åbne dungeon maps.

Jeg er de sidste par år vendt tilbage til Vampire: The Masquerade, som var min store ungdomskærlighed når det kommer til rollespil. Det bliver et sårbart projekt, et sandt nostalgiprojekt. Ordet nostalgi kommer af græsk nostos ‘hjemkomst’ og afledning af algos ‘smerte’. Det kan næsten kun gå galt. Jeg sælger det godt, ikke? Det der særdeleshed tænder mig ved denne kampagne er muligheden for at spille generationel play, hvilket jeg mener giver mulighed for at skabe ”bigger than (just one) life”-historier.

Det bliver en semihjemmebygget kampagne, der (primært) bygger på købekampagnen The Ventrue Chronicle og by-bogen New York by Night.

Fra Savannah til New York

The Ventrue Chronicles består af tre dele, en til hver af Vampires tre periode-settings: Dark Ages (1230’erne), Gaslight (1880’erne) og Final Nights (1990’erne). Altså middelalderen, victoriatiden og det senmoderne. Hver del er henholdsvis sat i York, New York og Savannah (i sydstaten Georgia). I hver periode spiller man en ny vampyr, der er afkom af en af de andre spilleres vampyrer fra den foregående periode.  Man kommer altså til at spille tre forskellige spilpersoner i kampagnen. Der er bipersoner der er gennemgående, men jeg har svært ved at se et gennemgående tema. Det kan hænge sammen med at de tre dele er skrevet af forskellige forfattere og at det ikke virker til at der er blevet brugt overdrevent meget energi på redaktionel redigering af kampagnen.

Jeg kommer kun til at bruge de to første dele af kampagnen, nemlig den historie der udspiller sig i York i 1230’erne og den der udspiller sig i New York i 1880’erne. I stedet for Savannah i 1990’erne kommer tredje del af kampagnen også til at udspille sig i New York (i 1990’erne) og lægger sig mere op af New York by Night end The Ventrue Chronicle.

Spil- og bipersoner

Som sagt skal spillerne spille et sæt vampyrer i middelalderen, et nyt sæt i victoriatiden og endnu et sæt i det senmoderne. Det er generationel play, da en spiller spiller en anden spillers sire. Eftersom vampyrer ikke dør af alderdom, så kan de ”gamle” spilpersoner fungere som spillerstyret npc’er i senere dele af kampagnen. De gamle spilpersoner skal selvfølgelig ikke havde for meget spotlys, men et enkelt besøg eller et telefonopkald kunne godt fungere.

Jeg tænker vi laver de første spilpersoner i fællesskab og de må meget gerne komme fra andre steder end York. Jeg ved ikke om alle klaner skal være tilladt, men især The Ventrue Chronicle forudsætter at man er mere eller mindre Camarilla-tro. Klan Cappadocian kunne vise sig besværlig når vi kommer ud af middelalderen, klan Tzimisce er problematisk, fordi den er så bundet til Sabbatten, som den er, men ellers tror jeg godt at resten af klanerne kunne fungere – forudsat at den blodline man spiller med i holder sig nogenlunde på god fod med Camarillaen.

Spilgange i mellem de tre hovedscenarier

Efter første del, der foregår i York i 1230’erne, spiller vi et par spilgange i perioden mellem 1230’erne og 1880’erne. Disse spilgange handler om hvordan den næste generation af vampyrer bliver skabt. Det kan være en tysk romersk ventrue (fra første periode), der sender en folk preusserne ud på en hemmelig militær opgave. Preusserne ved ikke at vampyrlivet er ”belønningen” til den der viser sig mest kompetent. Resten af preusser-spilpersonerne kan enten gå i glemmebogen eller leve videre som npc’er (gouls, npc-vampyrer eller noget tredje). Derefter en spilgang hvor en assamite fra Tunis og en toredor fra Konstantinopel (begge spilpersoner fra York 1230’erne) angriber en setite-slangerede på Sardinien. De to vampyrer får hjælp fra et par lokale sømænd/fiskerne/smugler. En eller måske to af disse sømænd ender med at blive ”belønnet” med vampyrskab efter angrebet, hvis de og vampyrerne ellers overlever.

Hvem der bliver udvalgt til vampyrlivet bestemmer den der spiller sire, men spilleren af den nylig skabte vampyr bestemmer om denne figur skal være hendes næste hovedperson (ellers bliver hun blot en spillerstyret npc, som evt. kan krydse spilpersonernes veje senere hen i historien). Når alle spillernes vampyrer har haft mulighed for at skabe et afkom og alle har fået nye vampyr-spilpersoner, så flytter vi handlingen til 1880’erne.

De nye spilpersoner bliver sendt til New York for at spille 1880’er-scenariet af deres sires (og evt. andre klanerledere) i klassisk vampirestil. Efter New York 1880’erne-scenariet gentages spillet med en række spilgange hvor tredje generationspilpersoner bliver skabt.

At spille en blodline

På den måde har spillerne både deres nuværende hovedpersoners agendaer og deres blodlines agendaer at spille på. Samtidig med at hver spiller har sin spilperson de kan fordybe sig i, så har de også forskellige fællesprojekter (blodlinens historie).

Hvis vi forestiller os at der er fire spillere, Peter, Jens, Maja og Celle, så kommer de hver især til at spille tre forskellige spilpersoner fra potentielt tre forskellige klaner. I mit eksempel nedenfor er Jens’ ventrue vampyr Brunhilde Meier blevet skabt af Baron Carl Hermann (spillet fra Peter) i 1812 og giver Emma Goldschmidt-Williamsburg vampyrdom i 1975. En klanfjerne, en nidkær engelsk ventrue vampyr ved navn Acton Millerstone fra 1230’ernes York, kunne være en gennemgående skurk, som hhv. Jens og Maja arver igennem kampagnen.