I mine start og midt 00er Vampire kampagner var der en grundkonflikt mellem en fugl og en slange. Det var to gamle vampyr der sovende udlevede et had/kærlighedsforhold igennem alle andre vampyrer i den amerikanske by som kampagnen ellers var sat i. De var uden klan, generation eller anden personlighed end de to dyre-metaforer “fuglen” og “slangen”. En åben dynamisk figur som kan danne nogle brydningslinjer i min vampyrbefolkning.

Min 1938 kampagne har været endnu mere abstrakt. Jeg har tænkt at oversvømmelsen af New Englands kystlinje skulle være kampagnens slutning. Hvordan og hvorfor har jeg ikke vidst. Det har været lidt for abstrakt.

Derfor blev jeg glad, da jeg opdagede den religionshistoriske forestilling om chaoskampf . Sådan som jeg har forstået begrebet så dækker det over en tværkulturel myte om kampen mellem en stormgud (a la Thor) og en havdrage (a la Midgårdsormen). Chaoskampf er en fortælling om den gode gud der vinder over den onde slange fra havet. Ba’al overfor Yam, Zeus overfor Typhon, Marduk overfor Tiamat, Atum overfor Nehebkau, Jahwe overfor Leviathan. Den sidste gengivet i St. Georges kamp imod dragen og Michaels kamp imod djævlen. Hot stuf! I Call er der også noget med noget ondskab i ude havet.

I 1938 kampagnen giver havet eller drage i havet spilpersonerne superkræfter og får dem til at ligne fiskevæsener mere og mere. Det fandt jeg på, fordi jeg synes fiskesuperhelte ville være sejt på en sådan Abraham Sapien måde.
Med grundkonflikten mellem stormguden og havdragen har jeg en figur som jeg kan bruge og anvende på hele den by af bipersoner jeg er ved at lave. Ikke fordi alle bipersoner skal kende til de to eller ”holde med en af dem”, men konflikten bør gentages i deres relationer tematisk. For så har jeg en grundlæggende orden, en i fortællingen sociallogik, der gør at jeg kan formidle en sammenhængende fiktionsramme som mine spillere kan udfylde.

Figuren går også igen på et mere overordnet plan. Krigen, der er på vej, er selvfølgelig en gentagelse af Chaoskampf’en: amerikanske og engelske bombefly (stormguden) overfor tyske ubåde (havutysket).

.

Spilpersonernes rolle i alt det

Spilpersonerne er som udgangspunkt i havdragens sold – for man skal altid give djævlen en fordel, men fordi de er kampagnens hovedpersoner så har de en fri vilje og i sidste ende mulighed til at bestemme konfliktens udfald. Det er ikke særlig Call’sk. Lovecraft ville hade den opstilling, fordi den bygger på en humanistisk forestilling, som han mente var falsk. Ydermere så lovpriser den moderniteten. En modernitet som Lovecraft forsøgte at bekæmpe igennem hele sit forfatterskab. For mig er det vigtigt at spilpersonerne kan vælge side, kan vælge om i løbet af kampangen eller helt undlade at vælge, da modernitetsfortællingen og frigivelsen af mennesket netop er en af de vigtigste ting vi kulturhistorisk har med fra slut 30erne og 40erne.

Det her indlæg relatere sig i en eller anden grad til Mortens eksempel med I6 Raveloft.