KSP:

Et scenarie om KSP til og med han bliver 30.

Når man først er 30 år, så er der alligevel ingenting man kan lave om ved sig selv.

Når man først er 40 år, så er der alligevel ingenting man kan lave om ved sig selv.

.
Vi tror vi lever vores liv helt selv. Vi tror at vi er herrer i eget hus når det gælder vores liv. Alligevel gør vi ting vi ikke selv ville forvendte. Man kommer til at sige noget man faktisk ikke mente. Man drikker sig fuld på en hverdag, selvom det ikke var det man ville. Kroppen gør ting som man er ret sikker på at tanker ikke ville og nogle gange løber tankerne af sted selvom kroppen forstår hvad den skal gøre og gør det. Man forelsker sig i den helt forkerte og når man så tror man har regnet det hele ud, det er jo bare underbevidstheden der spiller en et pus, så forelsker man sig i den helt rigtige. Lad os kalde disse ufrivillige begivenheder for skæbnen. Skæbnen er ikke det der er udenfor os. Skæbnen er ikke de omverdens handlinger og hvordan de spiller ind på os. Skæbnen er indeni og hele tiden. Vi er ikke herrer i eget hus.
… i hvert fald ikke før man er blevet 30.

.
På den anden side af virkeligheden regner det på en gade, der kunne ligge i Herning, hvis det ikke var fordi den lå på den anden side af virkeligheden. På den våge gade ligger der en bar. Det er sendt om natten, baren er lukket for aftenen, men der er stadigvæk lys i vinduerne. Indenfor sider der fire væsener. De ligner mennesker, men det er noget mærkeligt ved dem. De er alle ens. De ligner alle den samme mand på ca. de 30 år. Det er fordi de er norner. Deres opgave er at binde menneskernes livstråde på den store tråde fabrik i den anden ende af byen. Det er det de gør. Det har de altid gjort og vil altid gøre. Med den ene undtagelse at når man bliver 1000 år gamle, så får man en chance for at leve en livstid, minus de første 30 år. De fire norner har alle fødselsdag i dag, de har alle hertil aften chancen for at leve en livstid minus de første 30 år. Der er kun en af dem der får lov. De kæmper medhjælp af det stolte og gamle fortællerspil. Et spil hvor de skal definerer et menneskeliv til de 30. Alle de vigtige valg som mennesket ikke selv gør, men som det alligevel gør. Skæbnen.

.
Den der vinder får lov til at glemme den var norn. Menneskets hukommelse af sit liv, bliver dens hukommelse. Den bliver fri for en livstid minus de 30 år. For derefter at gå tilbage til fabrikken efter menneskekroppen dør. Det er den eneste ferie de kan få. Så de er alle meget opsat på at vinde og blive KSP.
.

Ideen er så at de fire spillerne, skal gennem spille 8 fiktive scener i KSPs liv. Der er et system der gør, at man kan vinde retten til at definere retten over scenen. Jeg ved ikke helt om spillerne skriftes til at spille KSP i de forskellige scener og de andre så på en eller anden måde skal spille modstand. De fire spilpersoner skal helt sikkert spille forskellige modsatrettede værdier, jeg synes man kan tillægge KSP. Men faktisk er det ikke ment som nogle værdier der kun kan tillægges KSP, men mere nogle universelle værdier vi alle besidder. Det kunne være driften for tryghed versus ønsket om frihed. Det kunne være håbet om selvtilstrækkelighed overfor rettetheden imod selvoffer. Der skal være flere værdier til hver spilperson, sådan at det ikke bliver helt ensidigt. Måske skal alle disse værdier være stats (derfor kan Provins (TM) ikke bruges som system).
.

Måske skal spillerne selv bygge deres spilpersoner op, ved at starte med at lave en tipsdims. Bare med kun 8 linier, hvor man så skal kryses ud om ja, nej eller ved ikke.

.
Sådan her:
Finder KSP den særlige julegave til mor, julen 85:
Ja [ ] (plus 1 i selvoffer, plus 1 i tryghed, minus 1 i rigdom).
Nej [ ] (plus 2 i frihed, minus 1 i selvoffer).
Ved ikke [ ] (plus 2 i selvvalgt).
.

Hvis man gættede rigtigt (Ja eller Nej), når scenen så spilles får man 3 point.
Hvis man valgte ”ved ikke” får man 1 point.
Også er der 8 af sådanne valg. Ved lige point mellem spillerne, så får den med mindst ”ved ikke” valg prisen.
Og nogle andre regler til at afgøre lighed mellem point.
.

.

Slutscenen skal være god. Måske noget med at vinderen spiller KSP en morgen, hvor han står op. Får lov til at beskrive morgen. I krydsklip til de andre spilpersoner, der er tilbage i fabrikken, hvor de skal beslutte sig for hvor lang tid den nye KSP får?

.

.
Og nu går jeg sikkert amok i skrive om alverdens indfald, så inden jeg begynder at snakke om mit kommede KSPscenarie, så vil jeg et kort øjeblik bliver ved KSPs fremstilling af KSP. Han har lavet en personlig hjemmeside: verdensfjern. Her kan man blandt andet læse en blog om sverige, tegneserieprojekt der har kørt siden 90(!) og lære hvad SB corp er for noget. Alt i alt en fin personlig fremstilling og noget af et resourecenter for mit scenarie.
.

.

Hovedpersonen i mit kommede scenarie findes altså i virkeligheden, så scenariet var lidt tænkt som en form for biografi i rollespilsform. Selvom min kære ven har levet et super interessant liv, havde jeg også tænkt mig at bruge fiktionelle elementer i scenariet. Måske ikke ulig den måde Claus Beck-Nielsen arbejder med feltet mellem fakta og fiktion. Der er en pointe i at bruge fiktion i stedet for fakta.

Med inspiration af den litterære genre magisk realisme er det blevet lavet nogle fine scenarier igennem tiden. Her er Lømler (Hörnell, Møller, Olsen, Skovgaard-Petersen) måske det jeg synes er mest interssant. Her om defineres den ellers meget latinamerikanske genre til en drengefortælling om børns kærlighed i Danmark i 80erne. Smukt, ikke mindst fordi det var en super spiloplevelse, da jeg spillede det. Jeg kunne skrive meget mere om det – blandt andet hvad der får en en flok drenge i slut 20’erne til at skrive en fortælling om en folk drenge i 2-3 klasse. En fortælling hvor en kvindlig figur er antagonisten. Både en strukturel og forfatterbiografisk læsning råber på den problematiske overgang med ungdom og voksendom, men det skulle nok underbygges bedre.

Det er dog nok ikke så kontrovercelt at påstå, at magisk realisme er fantastisk til at lave norstatiske fortælleringer i. Personligt er har mine egne minder altid været magiske – selv det lys min samtidsforståelse, af nuet, bliver sat i når jeg forstiller mig hvordan jeg vil mindes det eller hint øjeblik. Altid i en fortælling, der netop er en form for narrativ konstruktion for at kunne blive forstået. Men det er også en længere erkendelsteorisk diskussion.

I allefald vil jeg skrive KSP som en magisk biografi. Det er ikke fakta, men det er heller ikke kun fiktion. Det er en brug af fiktionen til at sige noget mere om KSP end fakta kan. Der er ting der ikke er sket i KSPs liv, men disse scener skal alligevel beskrive hans væsen. Derudover er der en metahistorie som gør, at der er noget at rollespille.

Og nu starten på den erkendelsesteoretiske diskussion:

Forskellen på sandhedsværdien på fiktion og fakta er tit ikke andet end en dum flad realismeforstilling, som vi ikke har forladt i vores verdensopfattelse. Endnu en del af oplysningstænknings dunkle gespenst. Det er også ham der Kants skyld. Fiktionen er aldrig løgn, fordi den er fiktion. Løgn høre til i faktaens domæne, men der findes kun total beskrivelser for reduktivister og den eneste grund til at blive reduktivist er enten, fordi man er født ind i et dårligt sprogfællesskab (som fx engelsk) eller fordi man er hovmodig og angst, grundet mangel på selvforståelse og tillægger en eller anden ideologi som fx fysik, kristendom, liberalisme eller ens forældres ammestuehistorier en vanvittigt stor betydning. Derfor kan jeg bedst beskrive KSP ved hjælp af fiktionen, da fiktionen netop hele tiden har grundpræmissen: Dette er ikke sandheden, men vi lader som om.

Fakta er også meget godt til nogle ting, men den høre de den traditionelle materielle produktionsfelt til, men det er ved siden at min pointe og handler om hvorfor danmark med den uddannelsespolitik vi fører nu vil tabe stort på det globale marked, selvom vi var et af de lande der havde størst potentiale indenfor de nye produktions paradigmer. Det der med vidensøkonomi og at der er forskel på vidensproduktion. Men som sagt noget der nok er ved siden af pointen og bedre passer sig til et kronik i Infomation eller Politiken. Pointen er at det er os der skal arve verden og det er jo altid et godt udgangspunkt
Men jeg har sendt mit oplæg til en synopsis til scenariet KSP til KSP, når han tager sig sammen til at få læst det det plus godkender det, så kommer det op. Indtil da kan man jo glæde sig til Dopy Pop kommer på nettet.

Næste projekt hedder KSP og er et forsøg på at samtænke biografien, scenariet og aktiv spilmekanik.

En mand