Her er første side af min Symbaroum-spilperson, der er en forskræmt og (allermest) voldelig vred changeling ved navn Roha.

Man har tre evner, men jeg er stadigvæk ved at overveje om jeg skal starte med Beast Lore og Witchsigt eller Beast Lore og Shapeshifter. Ligegyldt hvad, så bliver den jeg ikke vælger det første som jeg køber for xp.

Derefter bliver det Hunting Instinct og så bliver hun for alvor farlig med en bue.

Jeg skrev også dette indlæg for et år siden og vi er ikke kommet så meget længere – og dog, for vi spiller stadig kampagnen The Ventrue Chronicle nu på 7. år. Vi har – for længe siden – arbejdet os igennem Dark Ages og nu spiller vi Victorian Age. Og plottet udspiller sig ikke længere i Yorkshire, men i New York.

Ligenu har kampagnen sommerpause og derfor er det måske meget passende med lidt reflekstion og tilbageskuen.

Spillerne spiller hinandens vampyrafkom

Det betyder, at i Dark Ages spillede Tina en sej Brujah, i et mellemspil skabte Tinas figur Julianes nye vampyrer, så nu spiller Juliane en sej Brujah. Tina spiller Toreador, for i mellemspillet skabte Tims Toreador Tinas nye spilperson OSV.

Der har været en del udskiftning af spillere, hvilket ikke gør det mindre forvirrende.

Skema over hovedpersoner:

Så hvem er vi og hvem var vi?

Vi er pt. en gruppe på fem faste spillere, hvilket er en rigtig god størrelse og vi er nogen fantastiske spillere. Tim og Tina har været med hele vejen. Juliane kom med 2019. Thomas og senest Jesper er kommet med inden for det sidste år.

De spiller:

• Rolf Friederich Georg Steiner, en tysk skør akademiker malkavian med okkulte og historiske interesser
• Gertrude Hughes, toreador kunstmaler og socialite
• Sally Hawke, exhavnearbejder og brujah suffragette
• Benjamin King, city gangrel og stolt britisk impleralist med indisk baggrund
• Elias Clayborne, exsoldat med en karriere hos pinkerton, nu ventrue

Vi startede med et hold af Tim, Tina, Rasmus, Kamilla og Peter, der hhv. spillede en toreador sanger med vicissitude i blodet fra sin menneskelige baggrund, en brujah fægtemester, en gammel jødisk tremere mystiker, en nosferatu munk og en købmandsmand ventrue.

Tremere klanen døde som spiller-klan, da Rasmus stoppede i kampagnen. Udover Kamilla forsøgte Kristoffer sig også med en Nosferatu efter Kamilla havde forladt kampagnen, men det gik heller ikke, så vi har besluttet at det er for farligt at være Nosferatu i vores kampagne som spiller. De forsvinder simpelhen – hvilket vel passer meget fint ift. kanon.

Greek gangrel (som er dark ages udgave af city gangrel) og Malkavian blev introduceret med Juliane og Morten, der kom ind i kampagnen ca. samtidig med Kristoffer. De klaner lever videre i Thomas’ og Tims figurer (ligesom at Katrine lige nående at blive omfanget ind ind i greek gangrel-blodlinjen inden hun fandt ud af at vores spilstil ikke lige var hendes kop the).

Klan ventrue som kampagnen jo er opkaldt efter og hvor det faktisk er mening at de fleste spillere skal spille ventrues, var død i lang tid. Peter spillede med i et godt stykke tid, men havde behov for en pause. Så hans figur blev oftret til en magisk sump, der spiller en ret central rolle i kampagnen. Da Peter kom tilbage var det tid til nye spilpersoner og han blev en ud af to toreadors. Men fordi vampyrer, der bliver smidt i magiske sumpe åbenbart ikke altid bliver der genopstod Peters gamle figur for at omfange Jespers figur, der er kampagnens nyeste hovedperson.

Spilstil

Lidt over halvdelen af kampagnens spillere har stoppet igen. Og Peter har som sagt stoppet to gange

Det er der intet galt med. Vi spiller vampire fordi det er interessant, sjovt og dejligt. Det er også hyggeligt. Vi har i ny og næ spilgange, hvor vi ender med bare at snakke om løst og fast, for os der har været med længe kender efterhånden hinanden rigtig godt og vores to “nye” spillere er fede at lære at kende.

Når vi spiller, hvilket vi altså gør for det meste, ender vi ofte med en gammeldags spilstil, hvor vi skifter ret strømløst frem og tilbage fra skuespil til beskrivelser til metadiskussioner. Vi forsøger at gøre vores skift mere tydelige, fordi det må være lidt forvirrende at komme ind i som ny spiller (det skal jeg huske at spørge Jesper om ved lejlighed).

Handling går meget langsomt fremad og der er en del underlige sidefortællinger (fx var vores Brujah en tur ned i sumpen, hvilket sendte hende på en tidsrejsetur til dark ages York – og tilbage igen igennem via torpor), men jeg tror at alle synes at det kører med et fint tempo.

Sidst, men ikke mindst, så synes jeg at alle, der har stoppet i kampagnen har gjort det på en god og moden måde. Dem der fik for travlt med andre ting, sagde det. Dem hvor spilstilen og fortællingen ikke lige passede til dem, sagde det, da de stoppede. At skulle ud af en forpligtelse som en rollespilskampagne er, kan godt være lidt sårbar. Men vi har været ordentlige overfor hinanden og der er ikke noget af dem som har stoppet, som jeg ikke hjertensgerne ville spille med igen. Alle er velkommen tilbage, hvis lyst og mulig skulle ændre sig.

Mest er jeg bare taknemlig over de af mine spillere, som stadigvæk vælger at spille med mig efter alle disse år <3

Det var bl.a. denne fanden-i-volds-hed som jeg var fascineret af ved A Song of Ice and Fire. Men jeg har også været game mester nok til at vide, at man ikke bare kan huggede armene af ens spillernes spilpersoner uden at de brokker sig. Eller mange spillerne vil føle det som et overgreb. Prøv at forestil dig det: Du har tirsdag efter tirsdag, igennem eventyr, spil og xp bygget sin fighter ”Laime Jannister” op til at være maxet helt ud i melee og understøttede skills og evner.

Faktisk synes du at sværdkampsevnerne og en dertilhørende storsnudet attitude det allermest interessant ved spilpersonen. Du er glad for Laime – også hugger en eller anden semi-random NPC hans hånd af!

Det er svært at arbejde med. Også selvom du får alle xp’ene tilbage og må bruge dem på noget andet. Dit koncept for Laime er ligesom ødelagt ud af det blå og det er helt sikkert at det dybe karakterspil spillederen håbede på med lemlæstelsen. Ikke den store overraskelse. De fleste spillerne så så heller at deres spilperson døde, fordi man så kan spille en ny – ikke ødelagt spilperson.

Spilleren skal være med på den, hvis en genfortælling af Jaime Lannisters skæbne skal fortælles. Samtidig er det måske lidt kedeligt, hvis man aftaler det for indgående og man skal spille glad for ens sværdkampsevne i 15 spilgang, kun for at vide at det i at til spilgang 16 får armen øksen. I stedet, så tænker jeg at man under spilskabelse kunne lave et skema, hvor man svarer på en række ting omkring ens figur.

Nogen af spørgsmålene kunne være:

• Hvad er vigtigt for dig, som spiller, og som må blive truet, men som din spilperson aldrig må miste/ få ødelagt? (fredet)
• Nævn en vigtig for din spilperson og som h/n må miste / få ødelagt? (Gør dig tanker om hvilket interessant spil et tab kan afstedkomme)

Kunne det virke? Eller kunne man gøre noget mere elegant?

Hvilke andre spørgsmål er interessant at have med i karakterskabelse?

Jeg synes personligt at de skal pege fremad og lægge op til spil. Familie, hjemegn og tidligere erhverv er uinteressante, hvis de ikke forholdsvis let kan trækkes ind i spillet på en eller anden måde.

Vi spiller kampagnen The Ventrue Chronicle på… jeg kan ikke længere mærke mine fødder… 6. år. Vi har arbejdet os igennem Dark Ages og nu spiller vi Victorian Age. Og plottet udspiller sig ikke længere i Yorkshire, men i New York.

Spillerne spiller hinandens tidligere vampyrers vampyrafkom. Forvirret?

Jo, i Dark Ages Tim spillede en Toreador (med Zantosa baggrund og derfor Vicissitude som ekstra klandisciplin), i et mellemspil skabte Tims figur Tina og Peters nye vampyrer, som nu begge er Toreadors med Vicissitude som ekstra klandisciplin (især Peters figur er glad for Vicissitude). Tinas Dark Age Brujah skabte Julianes Victorian Age Brujah OSV.

Der har været en del udskiftning af spillere.

Her vist i et skema:

Vi er pt. en gruppe på fire spillere, hvor en kom til lidt sent (sikker først i 2019) og en har holdt en længere pause. De er alle mega awesome at spille med og dejlige mennesker. Jeg er meget glad for få lov til at spille med dem. Og vi har plads til en ekstra spiller, hvis man har lyst. Der er masser af kampagne tilbage.

Udover os fem, så har der været 4 andre indover kampagnen, men som er stoppet af forskellige grunde. Alle dejlige spillere. Vi spiller hver anden mandag og jeg bruger som spilleder spændende nye teknologier såsom Google Drev og Chatgpt.

Victorian Russian Sabbat Pack

Iflg. kampagnen skulle vores vampyrhelte slås imod et Sabbat Pack, men det var et ret kedeligt pack som forfatteren havde fundet på, så jeg bad Chatgpt lave et andet mere farverigt pack. Over nogen omgange bad jeg den om at finde på et Sabbat Pack (tre kvinder og to mænd) med russisk tema til victorian age setting. New York år 1893.

For at få det jeg ønskende var jeg nødt til at forklare hvilke stats, der var vigtige for mig. At de kun skulle have 4 dotes i Disciplines hver (og at ”Performance” ikke er en discipline). At beskrivelsen skulle være kort, men hver vampyr skulle have en catchphrase. Nå ja og våben hver (Chatgpt er glad for gift og skjulte skydevåben).

The Crimson Tsars  (<- også Chatgpts påfund)

Anastasia Romanova (Toreador)

Description: Draped in a lavish fur coat, Anastasia’s dark hair cascades over her shoulders, complementing her piercing blue eyes, as she elegantly navigates the snowy streets of New York.

Catchphrase: “In the art of existence, I find beauty even in the darkest of nights.”

Stats:

Strength: 3, Dexterity: 4, Stamina: 3, Wits: 3

Alertness: 2, Brawl: 3, Dodge: 2, Firearms: 2

Disciplines: Presence (3 dots), Auspex (1 dot)

Weapon: Dagger and a discreet disguise cloak

Ivan Volkov (Brujah)

Description: Clad in tattered, yet defiant, clothing, Ivan’s unkempt dark hair frames his intense gaze, embodying a spirit of rebellion amidst the bitter winter chill.

Catchphrase: “Through the storm of oppression, we rise as the tempest of change.”

Stats:

Strength: 4, Dexterity: 3, Stamina: 4, Wits: 2

Alertness: 2, Brawl: 3, Dodge: 3, Firearms: 2

Disciplines: Potence (3 dots), Celerity (1 dot)

Weapon: Rusty sabre and a concealed revolver

Ekaterina Sokolova (Ventrue)

Description: Donning a tailored Victorian gown and a stylish fur stole, Ekaterina’s sleek black hair and piercing green eyes mirror her air of authority as she commands attention in the wintry night.

Catchphrase: “Power is not granted, it is seized by those bold enough to claim it.”

Stats:

Strength: 2, Dexterity: 5, Stamina: 2, Wits: 4

Alertness: 3, Brawl: 4, Dodge: 3, Firearms: 3

Disciplines: Dominate (3 dots), Presence (1 dot)

Weapon: Poisoned needle and a hidden pistol

Nikolai Petrov (Malkavian)

Description: Cloaked in a worn black overcoat, Nikolai’s disheveled hair and haunting eyes reflect his eccentricity, casting an enigmatic presence amidst the snow-covered streets.

Catchphrase: “In madness, the truth lies hidden.”

Stats:

Strength: 3, Dexterity: 4, Stamina: 3, Wits: 3

Alertness: 3, Brawl: 2, Dodge: 2, Firearms: 3

Disciplines: Dementation (3 dots), Obfuscate (1 dot)

Weapon: Long knife and a set of agile garrotes

Svetlana Orlov (Lasombra)

Description: Veiled in a dark, flowing cloak that seems to meld with the shadows, Svetlana’s long, raven-black hair frames her captivating, piercing gaze, hinting at both allure and danger as she glides through the wintry night.

Catchphrase: “In the darkness, I find my true power.”

Stats:

Strength: 2, Dexterity: 3, Stamina: 2, Wits: 4

Alertness: 5, Brawl: 3, Dodge: 3, Firearms: 3

Disciplines: Obtenebration (3 dots), Dominate (1 dot)

Weapon: Poisoned katar and a hidden derringer pistol.

… derudover havde packet en packleader Yaroslav, der en af kampagnen defineret Tzimisce, som vores hovedpersoner har mødt et par gange før.

Nå men, hvordan gik det?

Det var en fin kamp, som tog lidt tid at udspille. Men Yaroslav fik en del slag og endte med at blive spist af en unaturlig sump (som spillerne har haft med fra den gamle verden). Svetlana Orlov (Lasombra) blev tæsk af vores Brujah og spist af vores Malkavian. Resten af packet flygtede og vi kommer nok til at møde dem igen engang.

På mange måder var det et lidt åndssvagt og steotypisk pack, men det var også sjovt – især pga. catchphrases.

Drop en kommentar, hvis du synes det kunne være sjovt at spille med.

Og i Mouse Guard kan vi endda, hvis vi planlægger det ordentligt og bruger de præskrevne spilpersoner, få spillet en hel mission.

Man er ikke nødvendigvis et barn, fordi man spiller mus

I Mouse Guard spiller man mus med sværd. Æstetikken og stemningen kan måske godt være lidt Vinden i Piletræet – bare sat i en fantasy’like middelalder i stedet for victoriansk klasseopdelt landidyl. Der er også noget med, at hvor dyrene er mere eller mindre er venner i Vinden i Piletræet, så er Mouse Guard verden mest af alt mus imod rovdyr, insekter som husdyr og få spinkle alliancer med andre gnavere.

Brændt barn skyr hjulet

Mus er selvfølgelig nuttede og jeg kan godt se, hvor at man tænker det er et børnespil, men hverken spilmekanik eller tema er i virkeligheden for børn. Temaet følger de tegneserie ene forfatter, David Petersen, har lavet. Det er en fortælling om et samfund, der lige er kommet ud af en krig og som er balkaniseret i selvstændige bystater, som principielt støtter musegarden, men som også er meget opmærksomme på om de der krigermus får for meget magt. Nå ja, og fordi det man er mus, så er verden bare farlig.

Mouse Guard bygger på, den anden forfatter, Luke Cranes tidligere rollespilssystem The Burning Wheel. Jeg har læst noget af The Bruning Wheel og spillet det et par gange – på mig virker det lidt som Warhammer, hvis Warhammer var bygget af byzantinske bureaukrater. Det er ret komplekst. Mouse Guard er overhovedet ikke ligeså komplekst som The Burning Wheel – nogen har også kaldt det for Burning Wheel light, men det er stadigvæk et forholdsvis tungt system med en del knas. Hvis man gerne vil spille noget systemlet med sine børn er der bedre muligheder end Mouse Guard, fx Ulvevinter, D&D 5ed. eller Excel. (Det sidste var en joke – så slemt er det heller ikke).

Ok, men hvorfor spiller du det så med dine unger, Johs?

Jo, det gør jeg, fordi jeg har planer om at lave en rigtig voksen kampagne og jeg godt kan håndtere mekanikken for ungerne, så de bare skal fortælle mig hvad de ønsker at gøre. Det er især hvis man går i kamp eller lignende konflikter, at det bliver komplekst og jeg kan, hvis jeg ikke får godt nok styr på den del inden, lave eller 0,,vælge en mission uden konflikter. Tror jeg.

Også fordi jeg ikke er så bange for sigte høj, at prøve ting af og nogen gange falde.

Hvis du vil vide mere om Mouse Guard, så kan jeg virkelig anbefale Lænestolsrollespils fine afsnit om Mouse Guard. Lænestolsrollespils er forresten en god podcast, hvis man gerne vil vide noget om en masse andre interessante rollespil.

I den forbindelse har jeg tænkt over, hvor fedt det er at man spiller mus i vildnæset. Mus er jo mega små og sårbare i en natur, der på en eller anden måde er lidt for stor til dem. Der skal ikke meget vand til før en oversvømmelse bliver til en tsunami, bakker er bjerge og dyr, som vi ikke tænker er noget særlig er kæmpemonster.

Den naturelige orden

I Mouse Guard bliver de større dyrs størrelse og dermed farlighed udtrykt i denne oversigt:

Hvordan den naturelige orden virker i spillet

Man kan, som enkel mus eller patrulje, kun dræbe dyr på ens eget niveau, niveauet over og alle niveauerne under (for mus er det jo kun to – mus er små). Man kan såre dyr to niveauer over ens eget og man kan drive dyr tre niveauer over ens eget væk, men det er også det.

Hvis man samler en hær af mus, så kan måske godt nakke en ræv eller større dyr, men det er jo også en helt anden bedrift.

Det er farligt at være mus, hvilket gør Mouse Guard super spændende.

For nyligt købte jeg Scion brugt og billigt. Jeg har lige læst intronovellen og selvom den er meget sjov og sejt, så giver hele Scion set up’et mig lidt en tør fornemmelse i munden. Man spiller gudebørn fra seks forskellige bedaget panteoner (græsk, nordisk mytologi, voodoo, traditionelt japansk og aztekernes guder) og kæmper imod disse guders ærkefjender Titanerne. Nu er jeg ikke religionshistoriker, men jeg tænker at titanhistorien passer godt ind i nogen af mytologierne og mindre godt ind i andre.

Min hånd og bog.

Når man har læst intronovellen, som er et nordamerikansk nordisk epos, så virker resten af bogen lidt som nogen postmoderne rod uden mål. Jeg ville ønske det var et spil til at spille en American Gods-historie, men virker det ikke til at være.

Og jeg ville endnu mere ønske at det var et B.P.R.D. rollespil. Men det er det godt nok heller ikke.

Corona og B.P.R.D.

Under vores lock down fik jeg læst sygt meget B.P.R.D.

Infoboks: B.P.R.D. er en Hellboy spinoff tegneserie. Hvis du ikke kender den eller Hellboy tegneserien, så slå den op på nettet. De er ret fine.

Fem B.P.R.D. samlebind i en klassisk Billy reol.

Jeg var flere gange inde i Faros og (halv nervøst) købe endnu en del af Hell on Earth. Jeg havde i forvejen læst Plague of Frogs og i julen læste jeg 1946-1948. Samlet er det den vildeste historie. Det er oppe på den helt store klinge – med kæmpe monstre og verdens undergang fortalt igennem et ret stort persongalleri med næsten små, men meget nærkommende horror- og okkulte fortællinger.

Jeg har bygget meget af min online Warhammer kampagne op over samme formel (bare med et mere fast persongalleri). Man kan læse mere om den kampagne hvor på Thomas’ blog.

Lad os sige, at vi skulle spille B.P.R.D.

På fredag går jeg på ferie og det er lidt dødt med rollespil i ferien. I virkeligheden mangler jeg ikke kampagner. Principielt spilleder jeg tre og spiller med i en, hvilket mindst er to for mange, men for folk som mig er det ret hyggeligt at dagdrømme om ens næste kampagne.

Og hvis jeg fik tid engang, hvordan kunne man så lave en B.P.R.D. kampagne?

Det ville være noget med at spillerne spiller flere forskellige personer eller i det mindste hjælper med at spille biperson. Der skal være plads til forskelligt powerlevel – nogen kan vanvittig magi, andre er semiudødelige mærkelige væsener/konstruktioner og andre er ret normale forskere/soldatertyper. Der dør en del hovedpersoner undervejs, men aldrig i ligegyldige kampe og uden en god opbygning. Generelt er serien ikke bange for karakterudvikling (både personlig, men også i figurernes evner) – man kan faktisk sige at den er drevet af det og den gør det virkelig godt.

Nå ja, også er baggrundshistorien og hovedplottet verdens undergang – og alle de små fortællinger, der foregår imens kæmpemonster ødelægger Jorden/virkeligheden/kosmos.  Jeg tænker, at rollespilssystemet skal kunne rumme dødeligheden på en god måde, forskellige evner (herunder ret magiske af slagsen), et stort persongalleri og de små og store sidehistorier.

Dresden Files, Savage Worlds, World of Darkness or what?

Af en eller anden grund håbede jeg på at Scion kunne rumme et B.P.R.D., men det kan det overhovedet ikke.

Dresden Files

Når jeg kigger i min egen systemsamling, så kunne et hack af Fate-spillet Dresden Files måske gøre det. Jeg kunne bare ikke rigtig få Dresden Files til sådan rigtig at virke sidst jeg prøvede at spille det. Faktisk er det et generelt problem jeg har med Fate.

Derudover ligner Dresden Files universet på nogen måder lidt B.P.R.D. og andre overhovedet ikke. Jeg ved ikke om det kunne gå hen og blive forvirrende i længen.

Savage Worlds

Savage Worlds har jeg ikke spillet særlig meget, men det er enkelt og virker fint og jeg har en meget superpower-bog til det (som godt nok har mindre personlighed end Bilka). Det er ikke det mest inspirerende rollespilssystem, så stabilt og det er hurtigt at lave spilpersoner i det – hvilket er godt, hvis man skal lave mange af dem.

World of Darkness

World of Darkness, som jeg har også har stående, er modsat Savage Worlds fuldt med stemning. Nogen af stemningen passer endda på B.P.R.D. Man kunne kører det semisystemløst, eller retter sagt man ville være nødt til at køre det semisystemløst, da World of Darkness-system er ret rædsomt. Til gengæld er det let at hacke. Sidst jeg forsøgte at spille noget ikke WoD med World of Darkness som system – gik det dog mindre godt.

Ingen af de ovenstående systemer er nødvendigvis særlig gode til at rumme fortællestrukturen i B.P.R.D. Jeg ved ikke om et system behøver hjælpe med det eller om det bare er fint nok at der er et system for action og xp. Eller om det ville være rart med hjælp til flere spilpersoner og noget mekanisk til både at rumme dommedag, et vampyrsideplot og karakterudvikling.

Hvilket system ville du bruge til at spille B.P.R.D.?

For nyligt er jeg begyndt at spillede Vampire igen og i går viste Vampire sig, hvis ikke tematisk, så praktisk som et rigtig godt voksenspil.

Når man glemmer at man skal spille

Voksenlivet er fuld af forpligtelser og i perioder med pres på, kommer man nogen gange til at glemme ting. Er man heldig, er det ikke ungerne i institutionen, huslejen eller vigtige deadlines på jobbet som man glemmer, men måske bare opvasken eller en enkel aftale med tilgivende venner. I går havde jeg glemt at en spiller var i Athen og derfor ikke kunne komme. En anden spiller blev syg på dagen og en sidste, ja, glemte at vi skulle spille. Det sker, men det betød også at Peter, Tina og jeg sad og kiggede på hinanden i går. To spillere og en GM.

Hvis det havde været min gamle Warhammergruppe, så havde vi aflyst. Måske havde vi fundet et brætspil frem, måske var de to spillere bare taget hjem. I Warhammerkampagnen var der altid et plot, som vi skulle videre med, og en god del af partyet skulle ligesom være tilstede før det gav mening at spille. Men i Vampire, i vores version af Vampire, gav det mening at spille.

Fighting Friday

Spilpersonerne var i to forskellige byer og involveret i sammenhængene, men forskellige dele af plottet. Hurtigt fik Peters købmand/ slagsmålsklubfacilitator Ventrue dog droppet sit sideplot i Sheffield og red tilbage til York, hvor Tinas Brujah fægtemester var i gang med sværdtræne/spille op til den lokale Vikinge Ventrue elder. Tilfældigvis mødtes de ved York Minster (hende vikingen bor under den), hvor de også løb i inkvisitionen. Der var kamp, en munk fra Sheffield døde og en lang histiorie kort, så endte Venturen og Brujahen ude i skoven, hvor de forsøgte at lave en crime scene, der antydende at munken fra Sheffield var dæmon og havde dræbt 6 inkvisitorer. Der blev slået terninger, men vi zoomede ikke helt ned og tog kamprunde for kamprunde.

Resten af spilgang fik med at Brujah vejledte sin (halvbegavede) retainer udi gavekøbets kunst, som Peter spillede og Ventruen faciliterede sin slagsmålsklub, hvor han næsten fik Konedræber Tom til at knivdræbe at Ventruens dødelige nevø. Ventruen og Brujahen fik også nogen gode one on one snakke om ulivet og glæden ved at afholde ”Fighting Fridays”. Med andre ord, der var rigtig meget karakterspil og vi kom overhovedet ikke rigtigt videre i plottet.

Zoom til karakteren

Det er det Vampire kan. Med sit tema om ”personal horror” ligger det ikke bare op til, men kræver at man har plads til karakterscener. Hvis det er en central del af en spilperson, at denne står bag har en slagsmålsklub, så skal det i spil. Ligesom den halvbegavede retainer blev etableret og pustet liv i af Peters fine spil.

Eftersom Vampire er et moralsk spil, så skal der være situationer, der afføder moralske valg. Helst nogen hvor man kan sætte spiller op til at iscenesætte spilpersonen, som det monster det er. Retainers og nevøer, der måske skal ofres eller redes, skal først introduceres i spil. Det kan med et fuldt hold på 5 spillere og et plot der skal passes være svært at få tid til disse. Det fik vi, i går, ved kun at være to spillere og det blev rigtig fint.

Da vampyrer ikke nødvendigvis rider samme dag som sadler, så er det muligt at pause plottet de spilgange, hvor voksenlivet rammer og der er dårligt fremmøde. Det gør Vampire til et fremragende voksenspil. Al 90’ernes gymnasiefunk og urene hud til trods.

Ventrue Chronicle: 1. scenarie, Dark Ages

Det første kapitel er et fint scenarie. Der er en krimifortælling med fremdrift og nogenlunde sammenhængende plot og plads til personlig intrige og horror. Vi har spillet to spilgange af det og det er nok 4 spilgange langt. Man kunne godt klare det på mindre, men jeg synes der skal være plads til ikke-plot relateret som etablerer spilpersonerne og deres blodlinjer for spillerne.

Informationen man skal bruge som spilleder er væsentligt dårligere formidlet end i langt de fleste Fastaval-scenarier. Elementer som man skal formidle i scene 2 bliver først for alvor forklaret i scene 7. Derudover er scenens informationer næsten lidt tilfældigt vævet indimellem scenebeskriver, plottet og halv ligegyldige overvejelser. Langt det meste først forklares i selve scenegennemgangen, herunder plottet. Det er ellers en ret god idé at ridse selve plottet op inden man kaster sig ud i selve scenegennemgangen.

Det er ikke en kandidat til Otto for bedste formidling, men det er købescenarier jo som oftest ikke. Og jeg har ikke noget problem med at læse og skrive de informationer jeg skal bruge ind i en mere struktureret form.

“Nå men… hvad med vejret?”

Det er en lille ting, men jeg synes måske det er det mest åndssvage i scenariet: Nemlig at forfatteren har valgt at navngive alle kapitlerne efter vejrforhold. Kapitlerne hedder ting, såsom: Storm Clouds Gather, The First Drops Fall, The Heavens Open og Clearing the Mists. Det betyder at man ingen chance for at navigere i scenariet udfra scenenavnene!

Bevares, vejret følger den dramatiske spændingskurve, men come on. Det er både klichefyldt med regnvejr i middelalderen og ret åndssvagt! Så er det heldigt at jeg selv laver oversigter over scenariet.

I vores Vampire-kampagne, hvor vi er i gang med at bygge spilpersoner er spillernes udgangspunkt at det gerne må være (meget) regellet og at vi kun slår terninger når der for alvor er noget på spil, det har jeg det helt ok med. Især fordi der er steder i det første scenarie, hvor vi skulle hoppe igennem nogen lidt trælse loops, hvis spillerne lidt for tidligt slog bedre med terninger end jeg gjorde.

Men jeg er alligevel været nødt til at læse op på reglerne til Vampire – fordi der trods alt nok vil forekomme afgørende situationer, hvor det giver mening at slå terninger.

Celerity

Eller hurtigt igennem 7 forskellige regelbøger

Det startede med at jeg gerne vil undersøge om der stadigvæk var forskel på vampyr-evnen celerity i de nyeste Dark Ages-reglerne og de nyeste regler til The Masquerade (nutid). Celerity er den evne vampyrer bruger når de bevæger sig overmenneskeligt hurtigt.

Vampire nemlig har haft en træls ting med at der var forskelle på Celerity de to systemer – ikke altid, hvis jeg har forstået publikationshistorien rigtigt. Der er 4 versioner af Vampire: The Masquerade og 3 af Dark Ages.

Listen er:

• 1991: Vampire: The Masquerade 1st.
• 1992: Vampire: The Masquerade 2ed.
• 1996: Vamprie: The Dark Ages
• 1998: Vampire: The Masquerade Revised Edition
• 2002: Dark Ages: Vampire
• 2011: Vampire: The Masquerade – 20th Anniversary Edition (V20)
• 2015: Vampire Twentieth Anniversary Edition: The Dark Ages (VDA20)

Hvis jeg har forstået det rigtigt så rettede Dark Ages ind i 2002-udgivelsen, så var der var samme regler i Dark Ages: Vampire som i Vampire: The Masquerade Revised Edition (1998). Inden da var det brugt man mere blod på at bevæge sig hurtigt i middelalderen end i nutiden. Måske var det sværere at bevæge sig sygt hurtigt i middelalderen, fordi der var mudder over det hele.

Jeg tænkte: Nå, der, i 2002, blev White Wolf klogere, men der gjorde de ikke.

Der er gudhjælpemig forskellige regler i V20 og VDA20!

Ikke så meget i selve De er ikke radikale, men fordi der er forskel på reglerne om multiple actions, altså hvordan man gøre flere ting på en gang, i nutiden og i middelalderen. Men det er ikke fordi mudderet er tilbage, for nu virker det på mig som om at VDA20 er de bedste (fordi de er de mest enkle).

Så vi spiller med VDA20-regler – i det omfang vi spiller med regler – i vores Vampire kampagne.