God nytår!

Kort tid efter (et par år) går døren til tronsalen op. Ind kommer budbringeren og Vlakstoff ved det ikke kan være godt. Budbringeren har altid en opgave med, men hvem skal hun sende til at udføre denne opgave? Rusputin er næppe klar, tænker hun. ”Jo, han er” siger budbringeren i et smil, hvor den viser sine mund med de 1000 tænder.

Det er en smuk vinternat, da privatflyet lander på Stefano Giovannis hemmelige landingsbane et afsides sted i New England. Der er ingen til at modtage den rejsende. Flyrejsen er en ren foreningsaftale dette her. Handlet af imellem mellemmænd.

Ud af flyveren stiger Rasputin. Da han når jorden kysser han den, men indset af dette er fremmet jord og glædes over han har jord med hjemmefra. Han kigger ned på sine to tasker. Stiller dem og tager sedlen frem fra inderlommen. Listen med navnene på de 24 vampyrer.

Han glæder sig til at komme i gang og gøre sin sire Vlakstoff stolt.

Med mindet om hendes mors talent og med en far der var komponist var det naturligt for Blossom at vælge at fokusere på at opdyrke sit eget sangtalent på trods af hun var født med en svag stemme. Det var hårdt arbejde, men Blossom øvede hele tiden og havde ikke tid til at være teenager. De eneste glimt hun fik af teenagelivet var de halvfjollede ungdomstv-serier hun tillod sig selv at se et par gange i ugen.

Det var et afsavn, men et afsavn der bar frugt. Blossom fik en, om end kort, flot sangkarriere med et par solide pophits. Men stemmen kunne ikke holde til det og det blev hurtigt tydeligt at det var indenfor sangskriveriet at Blossoms virkelige talent lå. Hun blev ligesom sin far komponist, men hun var tydeligvis en langt bedre komponist end han var.

Det var det talent toreador-vampyren Sophia Ayes så. Blossoms sangskriverevner var lige det Sophia Ayes manglende i sit spirende kreative magtimperium. Efter Blossom var blevet bemærket af Sophia var det kun et spørgsmål om tid før hun blev embracet.

Den første aften på The Succubus Club var den største begivenhed i Blossoms efterliv. Hun skulle se en fantastisk sanger, det var meningen hun skulle skrive for.

Hun skulle se en vampyr fra den såkaldte Daughters of Cacophony-blodline, men på scenen stod hendes mor og sang så smukt at Blossom græd tåre af blod.

Teateret dannede rammen om det meste af Bens ungdom. Allerede før det blev et kommunalt fritidstilbud til bydelens unge, som det er i dag, var det et pædagogisk projektsted. Kørt af den karismatisk James ”Lord” Ringdom, som år efter år satte amatørforestillinger op med kvartets unge. Ben var altid en del af teknikerholdet under Big Guy Jim og kan derfor de fleste klassiske skuespil udenad. Noget Ben er ret stolt af.

Selv når der ikke var forestillinger var teateret et magisk sted. Lord Ringdom havde fået et genialt hold af ”pædagoger” omkring sig. Voksne der ikke var bange for at fjolle eller være lidt barnlige og som hadede alt der var ”banalt”. Det var en magisk tid.

Men magiske steder i magiske i rå nabolag tiltrækker monster. Det ved Ben nu. Det tiltrak vampyrer. Ben kender dem i dag som Ravnos. De værste af de værste. Vampyrangrebet på teateret var det værste som Ben havde oplevet i sit liv. Big Guy Jim fik ham og tre andre glemt væk i et baglokale til tekniklokalet, hvor han åbenbart også gemte en kæmpe krigshammer.

Ben og de andre kunne hører kampene. Det lød ikke som om det var de gode som var ved at vinde. Så blev der stille og døren åbent. Der stod en ung hvid fyr (der var aldrig hvide fyre i Lakewood) og kiggede sulten på Ben og de andre tre. Ben troede det var ude med ham, men så kom kavaleriet i form af Bens kommende sire John Blackman

John Blackman dukkende op ud af skyggerne, han formede til lange mørke tentakler, der angreb den unge hvide fyr. Derefter forsvandt John H. ud af døren med et ”Bliv her unger!”

Efter kampen viste det sig at det kun var Lord Ringdom var den eneste af ”pædagogerne”, der var overlevet. Alle var kede af det og efter begravelserne tog John Blackman Ben. Det var en form for belønning fra Lord Ringdom, forstod Ben, men i virkeligheden var han så fuld af sorg at han var ligeglad. Det synes alligevel også som en menneskealder siden.

Nu på denne regnfulde aften var Ben hjemme igen.

Magdalena kørte husholdningen med hård hånd. Om aftenen når Magdalena var optaget af at finde de bedste kupontilbud sneg Bianca sig ofte ud og gik tur på den lokale kirkegård. Kirkegården var et fantastisk sted, især når det var mørkt og mennesketomt. Der kunne man være i fred og være fri til at drømme. Bianca kan i dag ikke huske disse drømme, men hun er sikker på at det var et barns barnlige drømme.

Dog husker Bianca alle de ting der skete på den kirkegård. På kirkegårde i World of Darkness Miami sker der en del ting. Bianca fik venner, der. Den første hun fik kontakt til var en Roberto Bonestone, en bums der sov på kirkegårdens bænkene. Han introducerede hende for Drøm, en mærkelig meget lys mand, som besøgte kirkegården om natten. Han var lavmeldt, men fortalte at Roberto snart ville blive hentet af Drøms søster Døden, Drøm fortalte også at Bianca ville snyde Døden på bebekosting af hendes spejlbillede og drømme. Snyde Døden et stykke tid, tilføjede Drøm med et sjældent smil. Den 12 årige Bianca vidste ikke rigtigt hvad det var for en følelse, men var meget forelsket i Drøm. Det er hun nok stadigvæk.

To uger efter var Roberto død, men det var på en eller anden måde ok.

Det var allerede som barn hun mødte Clara Marcus, kvinden der ville hjælpe hende til at snyde Døden. Clara der altid var badet i skygger var sød og snakkede med Bianca. Nogen gange gav hun hende slik og Clara viste mange interessante ting, men Clara var overhovedet ikke ligeså interessant som Drøm. Kort tid efter fik Bianca for travlt med at være ung til at besøge kirkegården – og for stykke tid glemte hun alt om Drøm og Clara.

Da Magdalena blev gravid og flyttet over til sin kæreste Damián var det meningen at Bianca skulle overtage hendes rolle i hjemmet. Det var et hårdt år, hvor Bianca forsøgte at leve op til Magdalena som husmor imens hun langsomt opdagede ting som drenge og fester. Heldigt nok for Bianca, men selvsagt mindre heldigt for Magdalena, kom Damián i fængsel for narkobesiddelse, så Magdalena og hendes datter flyttede tilbage og Bianca slap for husmorrollen igen. Så kom de vilde år, hvor Bianca var kærester med Luis. Luis var colombiansk smugler med eget fly og dyre vaner.

Da Bianca var færdig med skolen som 18 årig, flyttede hun indtil Luis og brugte tiden på at feste med hans venner. I starten var det sjovt, men som dagene blev til år, blev det mere og mere slidsomt og hult. Oftere og oftere gik Bianca væk for sig selv i den store lejligheden. Fuld af spurt og kokain kunne hun sidde flere timer på gulvet i det fjerneste badeværelse og stiger på sit spejlbillede, imens hun kunne hører festen i baggrunden. Nogen gange sad hun endda med slukket lys og bare lod mørket omfavne hende.

Der gik masser af rygter i smuglermiljøet og et af dem var at DEA var på sporet af Luis’ smugleri. Luis blev mere og mere stresset, tog mere og mere kokain og blev mere og mere paranoid. Til sidst var han så meget ved siden af sig selv at han blev voldelig. Det var et skænderi, hvor Luis igen havde slået hende at hun gik hjemme fra.

Det var en lun aften. Hun mærkede nattens kommen imens hun gik igennem kvartet og hjem til hendes gamle nabolag. Først troede hun selv at hun var på vej hjem til hendes mor og Magdalena, men opdagende at det ikke hang sådan sammen, da hun igen fandt sig selv på kirkegården.

Måske håbede hun på at møde Drøm, men hun mødte Clara Marcus, som gav hende udødelighed.

Her fire år efter hendes embrace er Bianca en up-and-coming Lasombra i det ældgamle Miami-pack Muerte y Océano. Hun har genoptaget sin kontakt med Luis og kokainsmuglerne. Denne gang ikke som kæreste, men som bagmand. Clara beretter at Bianca er ved at lære det politiske spil i Sabbatten og har en god forståelse for menneskelig håb og tragedie. Bianca viser det aldrig, men hun savner at drømme og nogen gange når hun bearbejder mørket med sine vampyrkræfter håber hun på at møde Drøm dybt inde i skyggerne.

”…Kender du det med at være del af en flok? Være del af noget større? Måske har du spillet fodbold eller dyrket anden holdsport? Måske har du prøvet, hvordan man bare er del af noget, ens egen normalt afsluttede krop kun er en del af en større bevægelse? Om man er den der scorer man mål eller har lavet oplægget er så vigtigt – kun hvis man er en egorøv og hvem gider være egorøv? Det gør jeg og mine venner ikke. Vi er et team – nej mere end et team! Vores fælleskroppe er en samlet bevægelse!

Fx låner vi hele tiden tøj af hinanden og…”

Tirsdagen efter under frokosten i kantinen fortæller Kim Jones:

Jeg går i skole med de fem piger der forsvandt i weekenden. De hedder Tanya, Tia, Jane, Connie og Marge. De er uadskillelige. Så meget at Janes far kalder dem The Great Girl når de er samlet. Når man få gange møder dem, hvor de ikke er fuldtallige, spørger man helt automatisk efter den der ikke er med. Den der ikke er med er næsten altid syg eller har en anden god grund.

Engang var Winnie også en del af gruppen, men hun passede ikke rigtig ind. Jeg ved om hun for selvstændig eller om hun for intrigant, men hun røg ud af gruppen. Ved skolefesten sidste år fortalte hun mig om det. De sagde aldrig noget til hende om at hun var ude, men de frøs hende bare ud. Ringede ikke tilbage og opsøgte hende ikke. De var søde nok ved hende, men hun kunne ligesom bare mærke at hun ikke var en del af gruppen mere. Winnie fortalte mig også til skolefesten at hun i dag ikke helt ved om hun nogensinde var en del af gruppen. Skørt ikke. Jeg er sikker på at hvor end de er, så er de sammen.

Om torsdagen får Brainerd Police Department en melding om at ”et femhovedet monstre er løs på Joe’s på hovedvejen ned til Brainerd”. Da politiet ankommer finder de seks døde og resterne af to lig, som tydeligvis har været døde i over ti år.

Om aftenen viste han Mary billedet og i fællesskab slog de det hen som en dårlig joke. Måske fra Carolines mand Bill, mente Mary. Han var en spøgefugl. Det var Bill, men Bruce kunne alligevel ikke rigtig sove den nat.

Fredag var der igen et brev. Bruce have lige været ude og løbe, da han tjekkede postkassen. Samme konvolut som om onsdagen, men denne gang var der et rigtigt brev i konvolutten. Et langt brev om fremtiden, om en vanvittig fremtid med ældgamle guder og vampyrer, der vågner fra 1000 års søvn og fremkalder dommedag. Brevet var skrevet på et smukt hebraisk, hvilket Bruce, der havde skrevet ph.d. om oldtidens hebraiske sprogudvikling, satte pris på. Det gjorde dog ikke brevet mindre skørt og om aften fortalte Bruce om det til Mary. Igen slog hun det hen som en joke og de grinede begge af det.

Det næste halve år læste Bruce brevet flere gange. Imens han blev mere og mere bekymret for at det nu var en joke. Ved juletid valgte han bevist at stille sig et andet sted på og valgte bevist en skjorte i en anden farve end på julefotoet, som han havde modtaget med posten et halvt år før. Eller det troede han, men da han kiggede på fotografiet fra august viste det sig at han havde husket forkert. Alle stod alle præcist der, hvor de stod på det nye fotografi. Det nye julefoto og fotografiet fra august var helt ens.

Efter juledagene kom det tredje og sidste brev, hvor i der bare stod: ”Hvis du vil være med til at rede verden, så mød mig nede ved søen på den anden side af banen i nat kl. 1”. Bruce mente ikke at han var den rette til at rede verden, men han gik alligevel ned til søen. Søen var helt frosset til og ved den stod en kvinde, der tydeligvis ikke trak vejret. De kiggede på hinanden og Bruce vidste at hans skæbne var besejlet.

Pligtskyldigt havde Cordell telefonen i lommen hele dagen på arbejdet, om aften lå den på stofbordet og om natten havde han den til opladning i stikkontakten ved siden af sengen. Der var aldrig nogen der ringede. Cordell havde ellers ikke tænkt over han var ensom, men for hver mobiltelefonen ikke ringede følte han sig mere og mere ensom. Støvet, varmen og tomheden i lejligheden blev mere og mere nærværende. Cordell kom ofte til at tænke på at han år efter år gik alene rundt og arbejdede iblandt alle de unge, der hele tiden var på vej videre, på campus. En tanken han ikke synes han havde haft før. Mobiltelefonen var selvfølgelig ikke skyld i disse følelser og tanker, men det var ligesom den mindede ham om det.

Langsomt forsvandt Cordell ned i sin ensomhed og med den forsvinden kom ærgrelse og selvbebrejdelse: Hvorfor gik han ikke ud og mødte nye mennesker? Hvorfor var han blevet i et dead end-job? Og når han alligevel altid var hjemme, hvorfor kunne han ikke tage sig sammen til at gøre noget ved lejligheden? Cordell holdte så småt op med at gå i bad og slet ikke i weekenden, hvor han bare blev i sengen, spiste chips og kiggede på sin finske mobiltelefon.

Det kunne ikke blive ved, så en lørdag morgen tog Cordell i Home Depot og købte ny maling til lejligheden. Derefter gik han på bar og drak som ville mandag aldrig komme. Imens dagen gik blev Cordell mere og mere fuld og til sidst hen af aftenen, da han næsten ikke kunne mere faldt han endda også i snak med andre på baren. Næste morgen kunne Cordell hverken huske selve samtalerne eller hvem han havde snakket med, men han huskede noget om at kode et telefonnummer ind på sin mobiltelefon. Det var først, da det blev søndagaften at Cordells tømmermandsramte hoved fandt ud af hvordan man fandt nummeret på telefonen. Der stod ”Ranger” ved det og Cordell ringede op, men telefonen i den anden ende blev ikke taget.

To minutter efter ringede mobiltelefonen for første gang med en mekanisk lille melodi. Det var en Maria Singer, som han åbenbart havde mødt i går, og hun ville mødes. Hun startede med at fortælle at hendes blod(?) var så tyndt at hun allerede havde tabt to børn, men at hun gerne ville forsøge igen med Cordell. Cordell var smigteret og troede de skulle knalde, men en halvtime efter var Cordell blevet embracet og på vej ind i en endnu mere radikal ensomhed.

Iris vidste fra sin efterforskning at sværdene var købt af en rig kvinde, der gik under det kryptiske navn Running Deer. En efterforskning der mest af alt var forgået ved at interviewe modvillige slægtninge og rode op i barndomstraumer (hvis dette var en rigtig 90er spilperson ville jeg gå dybere ind i disse traumer, for det gjorde vi. All the time – alt for meget. Men vi er heldigvis ikke i 90’erne længere). Nu stod Iris med to muligheder: Hun kunne konfrontere rigmandskvinden med indianernavnet eller hun kunne søge hjælp hos hendes slægtninge iblandt Ulfheðnar.

Goden i Reykjavik havde fortalt Iris at der var ulvefolk at finde i Central Park både slægtninge og andre stammer. Hun tjekkede ind på et alt for dyrt hotel, flere kilometer væk, åbenbart i New York-afstand i nærheden af parken. Ift. hjemme i Island var det svært at finde ulvefolk i USA. Iris brugte 3 dage i den kæmpestore park uden at finde noget som helst og først sent på aftenen på tredje dagen at hun mødte den første ulvemand: En bums. Da den ildelugtende og langskæggede Christof Tripland indså at hun var af folket, præsenterede han sig som ”Bone gnawer”, men lovede at introducerer hende for nazi-ulvene, med et:

”De vil være vild med en nordisk godte som dig! He he! Eller hov! Altså ikke godte, fordi du er kvinde eller noget, men fordi du strutter af nordiske gener og slægt! He he?”

Et dage efter fik Iris en sms om at mødes med Tor Wolf ret sent om aften på en irsk bar nogen gader fra parken. Baren var næsten tom udover en stor flot rødhåret fyr og en lille mørk (indisk?) kvinde. Baren var tilrøget og lugtede af gammel sur øl. Tor forsøgte at være underspillet, men for Iris var han typisk amerikaner stor i slaget. Først efter nogen høfligheder på gebrokken norsk præsenterede Tor kvinden. Det var Running Deer. Running Deer fortalte at hun var helt villig til frivilligt at afgive Friður og Stríð, men på to betingelser: Iris skulle være Running Deers vampyr”hvalp”, Iris skulle blive i New York og beholde Friður. Stríð skulle Tor rejse til Reykjavik og gives til Iris’ familie. Iris havde svært ved at tro på det med vampyrer, men ellers lød det som en meget rimelig deal, så hun slog til.

Så længe Liza kan huske har hun levet sit liv om natten. Så længe hun kan huske har hun kunne få folk til at følge hende. Hendes skoletid var en række endeløse grå dage med kedelige aktiviteter og kun hendes, alt for få, ballettimer var små lyspunkter. Men når man vokser op i New York, byen der aldrig sover, så lære man tidligt at der er et liv om natten. Et godt liv. Allerede som 15 årig levede Liza mere af sit liv om natten end om dagen. Med forældre der konstant var på forretningsrejse, arbejdede over eller var til middagsselskab var det ikke svært at opretholde et sociale liv om natten.

Det var om natten Liza opdagede at livet leves lettere på Ecstasy. Selvfølgelig var der tømmermænd og andre konsekvenser, men de fysiske tømmermænd gik over så længe man huskede at drikke vand og som oftest kunne Liza snakke sig ud af andre konsekvenser. Hun lærte tidligt at hvis hun gav folk, der de i virkeligheden ønskede, så kunne man få dem til at se igennem fingrene med næsten hvad som helst. Hendes venner ønskede opmærksomhed og stoffer, hendes lærere ønskende at hun klarede sig godt i tests og hendes forældre, de var de letteste, ønskende bare at være i fred.

Omgivet af sin omgangskreds indtog hun det ene club efter den anden. Nye steder eller gamle steder med nye mennesker, nye oplevelser, hvor som helst, mindst 4 aftener om ugen. Livet var let og godt.

Og det blev kun lettere, da hun mødte James Joe. James Joe varen høj flot mørk fyr i et helt hvidt jakkesæt. Det var helt tydeligt at James Joe var interesseret i hende og hun i ham, så det næste lange stykke tid, mindst en uge, bearbejdende hun ham. Forsøgte at give ham alt, hvad han kunne ønske sig, men fandt at det var svært at ramme James Joes begær. Så det var først en stille mandag morgen i baggyde, hvor Liza opdagende hvad James Joe begærede: Blod!

Næste aften, da hun vågnende var hun tørstig. Tørstig og klar til mere fest.