Prins Benedic af Las Vegas har sendt Big Andy (Andrea Sforza Gandolfini) og Montrose er på sabbatjagt.

Der er et, pga. renovation, midlertidigt lukket parkeringshus over ved The Luxor. Der er de sgu næsten altid og derfor bliver det tjekket først. Ganske rigtigt finder de packet.

En lille mørk fyr med en kniv kommer løbende imod Big Andy (Andrea Sforza Gandolfini). Den lille fyr er så overmenneskelig hurtig at Andy ikke kan tyde, farvetrykte på hans t-shirt. Det er noget hiphop noget, Sloopy Dogy something? Måske er den lille hip hop-bandit Toreador, måske Assamite, måske bare et eller andet sabbat indavl. Han er i alle fald hurtig og får stukket Andy gentagende gange med en kniv. Fuck it. Andy er ligeglad. Andy er er ikke hurtig, men han kan blive stukket utrolig mange gange med den der kniv før han går i gulvet.

Montrose tager sig af de andre to sabbatvampyrer. Montrose er en hård negl, så den skal han nok klare. Montrose har også jakkesæt på. Det har Andy ikke, han kæmper altid i løst hængende sportstøj.

Andy har altid kæmpet. Som barn og ung i Jersey sammen med vennen Frank the Face. Kid stuff, ikke så alvorligt, men aldrig kun for sjov. Senere blev det mere alvorligt og mere voldligt. På et tidspunkt fandt Franks onkel Tony the Cheeseman ud af at han godt kunne bruge nogen baske fyrer og efter et stykke tid, hvor de havde arbejdet for Tony the Cheeseman blev de gjordt til meget stolte “made men”. Det var hårde tider og det betød dog bare at de skulle slås endnu mere. Frank blev skudt og døde. Andy forsatte imens han håbede på en vej ud.

Den lille bandit får en ny række ubetydelige sår ind på Andy. Allerede som dødelig kunne Andy modtage utrolig mange tæsk og her efter han er blevet embrace kan han næsten holde til hvad som helst. Til gengæld har han ikke fået nogen af de mere sociale vampyrevner, som andre Ventrues får. Det er ok, Andy er alligevel ikke så social og god til andre mennesker. Han savner ikke engang Jersey, hvor han er vokset op. Tony the Cheeseman og resten af det gamle slæng tror sikkert han er i FBI’s vidnebeskyttelsesprogram. De er presset af RICO. Der er næsten ikke nogen af de gamle bosser tilbage længere.

Det virker til at Montrose har fået skovlen under den ene sabbatvampyr. Hvorfor skal disse kampe altid tage så lang tid?

Flere stik fra sabbatbanditten. Har han slet ikke opdaget at han ikke rigtig gør noget skade på Andy? Andy savner heller ikke rigtig sin kone og børn, men han følger med i deres liv på afstand og Prins Benedic har sørget for de ikke mangler noget. De bor godt, går i fine skoler og spiser godt. Der er endda penge til legetøj, turtles dukker, PlayStation og hvad hedder det alt sammen. De er lykkelige nok uden ham.

Og bang!, et skud fra Andys revolver rammer hiphopfyren-sabbatvampyren- lige i munden. Bang bang bang! Og han ligger stille. Der står Snoop Dogg på t-shirten. Hvordan finder de på alle de skøre hiphopnavne?

There’s an old Italian saying: you fuck up once, you lose two teeth. – The Sopranos 1999

 
Chuck Durden er en stille og rolig fyr. Som menneske var Chuck Durden en man kunne regne med KEDELIG!. En stil han har forsat i efterlivet. Det er to år siden han, en stille november aften BLOD! MØRKE!, blev embraced.  Siden da har Chuck hjulpet til på Bostons førende elysium: Skaffet blod, holde styr på PURUNGE ghouls og være go-to-guy når toreadorkeeperen TABER René var FULD AF NARKO optaget.

Historier om klan Malkavian klansvagheden SINDSYGE GALE MONSTER! var det noget af det allerførste EFTER VOLDSSEXSCENER OG HÅN Chucks sire fortalte ham om efter hans embrace BLOD! MØRKE!. Men hvis Chuck er forstyrret så har det ikke rigtig vist sig endnu LØGN!. Det eneste skulle være at han i ny og næ drømmer meget voldelige VOLDELIGE! BØRNEMORD OG KVINDEHAD! “drømme” NEJ!, men han tænker det måske er meget normalt. Vampyrlivet er jo en stor mundfuld BLOD! at vende sig til.

Derudover er han lidt bekymret over rygterne om Sabbat Packs i forstæderne, men han synes ikke han er særligt bekymret over rygterne GRÆD!. Sabbatten gør alle nervøse TABER ELDERS!. MORDBRAND! Det høre han ofte når han kommer til at overhører LYTTE LYTTE! andre vampyrer snakke om Sabbatten.

Chuck Durden er som sagt en stille og rolig fyr… DER HAR GLEMT. GLEMT NÅR FAR SLOG. NÅR MOR DRAK OG DE SMÅ BLEV FLERE OG FLERE SOM ROTTER. HVEM SÆTTER ROTTER OG BØRN I DENNE MODBETYDELIG VERDEN? TÆPPEBOMB! EN DOMMEDAG BARNDOM! KUL! SUGE PRINSEN TØR! RENÉ SER DET ALDRIG KOMME! OG NU HAR JEG VENNER! SABBAT! TAL’MAHE’RA LUDER! SUGE KAIN TØR FOR KICKS!

… der ville ønske stemmer ville holde mund bare en gang imellem. NU HAR JEG EN KNIV!

Det er ikke svært at være en god daytrader, ikke i denne økonomi. Det er bare ikke nok kun at være en god daytrader og det er svært at være den bedste daytrader. Kun igennem blod, sved og tårer lykkes det Ayn Milliner at blive den bedste – især blod.

Familiens blod har altid været en del af Ayns opvækst. Hun husker som barn at falde i søvn til lavmeldt messen fra slægtninge og lugten af blod fra dagligstuen når onkel Francis var på besøg. Uskyldige barndomsminder.

Det er længe siden. Hun voksende op, blev en talentfuld daytrader og ansat i Blair W&P, en af familievirksomhedens underselskaber. Efter hun tjente sin første million som 22 årig blev hun inviteret med til onkel Francis’ seancer i hendes barndomshjem. Hendes forældre var så stolte, da hun tråde ind i cirklen og blev tildelt nogen dråber af Francis’ magtfulde blod. Ayn lærte hurtigt at hun var bedre, klogere og dygtigere på børsen i dagene efter seancerne. Med årene, erfaring og blod viste hun gang på gang at hun er den bedste daytrader og tjente mange millioner ind til familievirksomheden.

Det var derfor naturligt at blev hun tilbudt at træde rigtigt ind i familien i 40 årsfødselsdag. Et tilbud man ikke afslog. Stefano Giovanni fra hovedgrenen af familien gav hende hendes belønning ved en smuk seance. Nu udødelig og færdig som daytrader er Ayn blevet flyttet til Texas, hvor det forventes hun styrker Houston-kontorets indtjening markant.

Polly blev embraced til en Pearl Jam koncert i hendes hjemby Aberdeen, Washington af en sød fyr, der viste sig at være en vampyr ved navn James. I virkeligheden har Polly aldrig været særlig vild med Pearl Jam. Hun var mere en Nirvanapige, nu var hun vel mere en Nirvanavampyr.
De første par nætter efter embracet hang James ud med hende og fortalte hende lidt om efterlivet som Vampyr, men så blev det søndag og han skulle videre nordpå.

De sidste 5-6 måneder siden koncerten har Polly bare hængt ud i og omkring Aberdeen. Hun har overvejet at rejse indtil Seattle, men har ikke rigtig kunne overskue det. Selvom hun drømmer om at bryde op, rejse ud og finde andre vampyrer hun kan slå følgeskab med, bliver det ikke rigtig til noget. Så i stedet drømmer hun om at en gruppe vampyrer vil komme forbi og simpelthen samle hende op. At de tager hende med.

Polly har lært sig selv at jagte uset og ellers bruger hun nætterne på at læse eller høre Nevermind på hendes discman. Der er alligevel aldrig noget seværdigt på tv midt om natten.

Da den 18 årige Karl Johan Nyström, udvekslingsstudent fra den lille svenske by Åmål, forsvandt sporløst fra et forstadskvarter i en forstad Mountain View, Californien var der en del medieopstandelse. Der kom en hel lille horde af svenske journalister til Californien, ligesom flere lokale medier tog hisotrien op. Det var meget mere medieopstandelse end hvad de ældre Nosferatus fandt ønskværdigt, men Green-Eared Johnson tog sig ikke af det. Klanen havde brug for flere IT færdigheder og den unge ”KJ” var et teknologisk naturtalent. Derudover var den unge mand på ingen måder genkendelig efter sin genfødsel som nosferatu-vampyr og med tiden blev journalisterne optaget af andre nyhedssensationer.

Her 3 år efter sin embrace ligner KJ mest af alt en skrækkelig parodi på en computernørd: han udøde krop er blevet en sygelig fed bumsebetændt blob. Han klæder sig i shorts, star trek t-shirt og en cap med et Netscape logo. Men på trods af sit nørde look kan KJ ikke følge med den hæsblæsende kommunikationsteknologiske udvikling. Et vampyrsind er ikke særlig smidigt og især ikke over teknologiske paradigmeskift, så hvis det ikke var for KJ’s store netværk af nørder på internetforums og e-mails, så ville klanen være lost.

Med tiden er den introvert teenager Karl Johan Nyström blevet til KJ: Nosferatu teknologisk go-to-guy og mestermind. En udvikling han, personligt, har det meget ambivalent med. Ydermere savner han sit svenske hjemland og den fremtid med villa, Volo og voksenliv som han aldrig fik. Men når han sidder foran skærmen, modemmet arter sig og han har masser af THC-mætte blod i kroppen har han det helt ok.

Hvor er Brittana Jones fra?

Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.

Når man er vokset op som barn af engelske diplomater, så er man fra all over, baby. Brittana er halvengelsk, halvegyptisk, halvtyskland, halvindisk, halvukrainsk, halvspansk og 100 procent åben for nye kulturer og mennesker. Brittana er all about møde nye mennesker, men på en seriøs måde. Det er aldrig for sjov. Da hun levede var det en søgen efter noget autentisk. Noget mere ægte end de forlorne diplomatiske møder og højpandede skoler, som hendes forældre indskrev hende på. Hun har ikke tal på hvor mange gange hun er løbet bort og ud i Londons, Cairos, Berlins, New Delhis, Kijevs og Madrids arbejderklasse kvarterer. Brittana har altid været frygtløs og naiv nok ikke få den slags oplevelser som ikke er det frygtfulde flertal undt.

Frygten er moralismens moder.

Allerede som ung lærte Brittana sig selv at omgås alle slags mennesker. Forstå deres perspektiver. It is all about perspektiv. Det har hun indset for nyligt i disse måneder efter hendes embrace. Nu rejser hun sammen med sin sire John C. På tværs af USA, væk fra alfarvejen, ud til den sande og ægte amerikanske befolkning. Her har hun lært meget, både om mennesker og hele virkelighedens beskaffenhed. Læring, der udspringer fra en legende tilgang til vampyrtilværelsen, hvor illusionsmagi både er drivkræft og omdrejningspunkt. Helt konkret har John C. lært Brittana bruge og påvirke folks fordomme igennem illusioner. På den måde navigerer de igennem stat efter stat. Brittana forstår ikke helt formålet med rejsen, men hun nyder til fulde de mange forskellige autentiske miljøer de møder på deres vej.

I en mands liv er der to tragedier: at have nået sine mål, og ikke at have nået dem.

Brittana har endnu til gode at møde andre vampyrer end hendes sire.

Torns sire var en gammel pirat artig hollænder og havde tydevis en eller anden vampyr-politisk agenda, som Torn aldrig rigtig fangende. Hun har dog forstået at hendes opgave at holde St. Peter’s fri for vampyrer og at være parat, hvis den gamle pirat har brug for hendes støtte inde i St. Louis. Indtil videre har hendes bande klaret et par enkle forbipasserende vampyrer, der begge er røget ud af byen på røv og albuer.

Imens Torn overvejer går og overvejer om hun skal embrace hendes højre hånd James er en lille gruppe ældgamle klanfælder på vej St. Peter’s for at give hende et tilbud hun ikke bør afslå.

I år kommer min julekalender til at handle om 90’erne og rollespilssystemet Vampire: The Masquerade.

90’erne

I starten af 90’erne blev jeg 11 år og ved udgangen af 90’erne var jeg 21 år. I mellemtiden sluttede min barndom og min ungdom blev skudt godt i gang med alt hvad det indebærer. 90’erne er derfor en periode med sex, drugs and rock n roll for mit vedkommende, men det er også begyndende modenhed og mine første møder med romantisk kærlighed, filosofi, politik, kunst og, ja he, endda rollespil.

Som alle andre i min generation, så er jeg, på godt og ondt, rundet af 90’erne. Jeg har et dyb nostalgisk og personligt forhold til det årti: fra tab af barndom til den særlige åbenhed over verden, som man kun oplever som teenager og i ens spædeungdom. 90’erne er dog ikke kun gyldne minder. Der er dele af 90’ernes tidsånd, som er ligefrem rædsomme fx ironien, store dele af popmusikken, socialdemokraternes “tredje vej” og new public management. For slet ikke at nævne folkemordet i Rwanda, krigene på Balkan eller mediernes perverse forelskelse af Den Første Golfkrig.

På trods af disse holder jeg utrolig meget af årtiet og det er en af to grunde til at årets julekalender skal handle om 90’erne.

Vampire

Den anden grund er rollespillet Vampire: The Masquerade. Vampire er i høj grad et 90’er rollespil. De tre første versioner af det udkommer i hhv. 1991, 1992 og 1998. Det var mit go-to-rollespil fra midten af 90’erne og de første år af 00’erne. Manner, jeg elskende Vampire, men i de sidste par år var det ligesom et parforhold, hvor begge godt vidste at vi skulle videre i vores liv – hver for sig. På den måde minder det om så mange andre 90’ernes fænomener.

Jeg har ofte tænkt på Vampire. Det er trods alt måske stadigvæk det system jeg har spillet allermest og det kan altså noget. Tror jeg. Som en lang og stormfuld ungdomforelske har det givet mig nogen af de mest skelsættende oplevelser, både søde og sure.

Tilbage til min udødelige ungdom

Derfor vil årets julekalender handle om 90’erne og Vampire spilpersoner. Hver dag vil jeg poste en neonate-vampyr, som er blevet embracet i 90’erne. I figuren vil 24 forskellige vampire claner og bloodlines blive præsenteret. Samtidig vil hver af disse også indeholde mindst et 90’er fænomen, det være sig elementer såsom grunge rocken i starten af starten af årtiet og den økonomiske højkonjunktur i sidste halvdel af årtiet.

Jeg glæder mig og håber du vil læse med.