Så her den 13. december er der guder eller måske rettere sagt en komparativ læsning af afsnittet om religion i 1. og 2. udgave af grundbøgerne i julekalenderen. Top nørdet.

Som sagt tager jeg her kun udgangspunkt i guderne som de er beskrevet i 1. og 2. udgave af grundbøgerne. Jeg har ikke læst 3. udgaven af Warhammer, så den vil jeg ikke komme ind på. Fordi jeg ikke er gået i dybten med sourcebooks (jeg kommer sikkert til at nævne et par stykker dog) må man gå udfra at ændringer fra 1. og 2. version er sket undervejs i de 21 år vi spillet 1. version.

Guder i ‘The Old World’

Der er en række af menneskenes guder, som er vigtige guder i begge grundbøger, de er:

Manann, havgud

Morr, gud for død, drømme og fremtiden

Myrmidia, krigsgudine mest tilbedt i den syglige del ‘The Old World’

Ranald, gud for tyveri og tricks

Shallya, barmhjertighedensgudine, fx helbredelse, fødseler mm.

Ulric, gud for krig, vinter og ulve

Verena, gud for lærdom

Der er som sagt også nogen forskelle imellem de to bøger:

Sigmar Heldenhammer, der i fordums tid samlende Imperiet og  som efter han forlod Imperiet blev ophævet til guddom, er i 1. udgaven kun en “lesser deity” og hvor Ranald har to siders beskrivelse har Sigmar fire linjer. Det er lidt skørt at Sigmar ikke tildeles en større plads  ift. den  rolle han tildeles i Warhammer kanon (også i 1. udgave kanon). Imperiets tidsregning starter med det år Sigmar bliver kronet som den første kejser.

Taal og Rhya, som er naturguder for hhv. naturen + “Wild Places” og liv + frugtbarhed. I 1. udgave er Taal en vigtig gud og Rhya en “lesser deity”. I 2. udgave er de slået sammen til Taal and Rhya. I 1. udgave er troretningen “old faith” også beskrevet, men den er ikke kommet med i 2. udgaven, da druiderne (der tilbeder the old faith) ikke er beskrevet i grundbogen til 2. udgave. Der er noget metahistorie om druiderne og deres plads i verden i 2. udgave, men det har jeg ikke læst op på.

Khaine, er i 1. udgave en “lesser deity” og ikke kun en elvergud, som han er i 2. udgaven.

Chaos- og Lawguder

I 1. udgaven af grundbogen er der ‘kun’ tre chaosguder: Khone, Nurgle og Malal. Til gengæld er der også tre lawguder – de er droppet i 2. udgaven.

Khorne, The Blood God og Lore of Battles er med i begge udgaver.

Nurgle, the Plague Lord, er ligeså.

Tzeentch, the Changer of Ways (og magi), er kun med i 2. udgaven af grundbogen. Han var med i Reams of Chaos bøgerne, som er skrevet til 1. udgaven, men altså ikke med i grundbogen.

Slaanesh, God of Twisted Pleasure, Perverted Passion, Excess, Lust, and Pain, er ligesom Tzeentch ikke med i grundbogen i 1. udgaven. Det virker til at designerne til den første Warhammer grundbog ikke havde udviklet færdig på chaosguderne, da de skrev grundbogen.Ved ikke at skrive om disse to (og kun skrive lidt om Sigmar) foregreb forfatterne af religionsafsnittet ikke den senere udvikling som skete i Warhammeruniverset. Det peger henimod på at Warhammer netop er et dynamisk univers der er blevet udviklet løbende på igennem scenarier og sourcebooks, hvilket jeg forstille mig har været med til at skabe et trosunivers, der netop ikke er designet og fortænkt på forhånd. Fortænkte trounivers er der ellers nok af i fantasylitteratur og rollespil.

Malal, der er en interessant chaosgud/dæmon der bekæmper de andre chaoskræfter, finder vi kun i 1. udgaven. Det virker til at denne er blevet droppet senerehen – evt. i en strømlining af kampen mellem chaos og menneske + de andre gode racer.

Der er sket det samme for lawguderne Alluminas (lysets gud), Arianka (der er fanget i en krystalkiste af en chaosdæmon) og hævnguden Solkan (især tilbedt af Witch Hunters). De er beskrevet (kort) i 1. udgave og ikke i 2. udgaven. Alluminas og Arianka findes overhovedet ikke i 2. udgaven – hverken i grundbogen eller i sourcebooks (efter hvad jeg har kunne læse mig fremtil). Solkan, tror jeg stadigvæk findes i 2. udgaven, men jeg kan ikke huske i hvilken bog jeg har læst om ham (det var ikke grundbogen).

Non-Human Deities

I 1. udgaven er der tre ikke-menneske guder, nemlig:

Grungni, dværgegud for minering. I 2. udgaven er der: Grungni (stadigvæk minering og forfædre), Grimnir (Krigergud) og Valaya (grundlægger af Karaz-a-Karak)

Liadriel, elvergud for sang og vin, er ikke i 2. udgaven, der er til gengæld en god håndfuld andre elverguder: Asuryan (Alfader), Khaine (mord mm.), Isha (frugtbarhed), Kurnous (jagt og natur), Hoeth (viden og lærdom), Vaid (ødelagt smedegud), Lileath (drømme og fremtiden), Morai-heg (skæbnegud) og Mathlann (storm og havet). 

Esmeralda, hobbitgud for sundhed og hjemmet, er ikke beskrevet i 2. udgaven af grundbogen. Her er der ikke omtalt nogen hobbitguder, men kun den for halflings vigtige Pie Week. Hun er dog beskrevet i sourcebook’en “Tome of Salvation”.

Tome of Salvation (og andre 2. udgave Sourcebooks)

Der er en række sourcebooks til 2. udgaven af Warhammer, som har en masse andre små og store guder. Nogen er lokale guder og aspekter på større guder, såsom fx Grandfather Reik (Reik’ens version af Manann). Nogen af de større, fx: Handrich (Handel) og The Horned Rat (Skavens), vil jeg bruge – ligesom det kan være at 1. udgaveguder såsom Arianka og Malal, som kunne være sjove at sætte i spil.

Asbjørn fortalte om hvor forpligtelser (obligations) er bygget ind i det nye Star Wars spil. En forpligtelse er noget som ens spilperson er forpligtet til, det kan være en søster er der i problemer, det kan være at man er på flugt fra loven eller man er en rumrobot på flugt fra sin ejer eller hvad ved jeg.

Det er en fed drivkræft som i Star Wars er bygget dårligt mekanisk. En af de fede ting er at forpligtelser er hæftet op på bipersoner. En anden fed ting er at forpligtelser passer ret godt ind i den slags højadelig fantasy som vi spiller. World of Darkness (som er det system vi spiller) er meget postmoderne og ting som forpligtelser er netop noget af det vi historisk tabte i overgangen til det det postmoderne. Nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg bygger forpligtelser ind i vores spil. Måske får man willpower tilbage når det har været i spil, måske er det bare endnu en ting man kan få xp for (men det betyder at der er noget andet man ikke får xp for).

2. Årstider og magi

Jeg har lavet regler for hvordan det er at gøre ting i forskellige årstider. Det er lettere at lave ting om foråret end om efterår, om sommeren er rigtig let og om vinteren er det bare svært.

Jeg tænker det skal være anderledes med magi. Magi er mørkt, okkult og farligt (ikke dermed sagt ondt, men mørkt. Vinteren er bare mere magisk end sommeren. Evt. skal der bare byttes om på sommer og vinter når man gør magi. Evt. skal der nogle helt andre regler ind – et sæt særregler, men jeg er ikke vild særregler. Det er stadigvæk på tegnebordet.

3. Religiøse normer

Der er ting man gør og ting man ikke gør i alle religioner. Jeg kunne godt tænke mig at få spillerne til at digte med på hvad det er. De kunne havde til opgave at lave en norm til hver spilgang og man kunne få en ekstra terning når en religiøs norm bringes i spil (fordi guderne er med en). Vi kunne også lavede normerne ad hoc – men så er jeg bange for at det ikke sker.

 Se guderne her

4. Vintergaver

Det er ikke så meget en regel, men hvem kan ikke lide julegaver. Hver år til vinterhof giver man en gave til ens overordret og en andet valgfri gave, hvem man giver den til bestemmer man selv og man er kun forpligtet på at give en. Jeg synes man skal give gave, men ikke for mange, for så mister gaverne der betydning i fortællingen.

Flodguden Ocedion (Samfundskontrakten)

Trickster guden Teraxion (De store heltes ære)

Den Falske Gud (Udrensningen)

De syv nye guder (Udrensningen)

Sierna, frugtbarhed og ild (Den store krig)

Der findes selvfølgelig nok flere guder, men de er ikke så vigtige endnu.

Ocedion og Sierna begge frugtbarhedsguder. Ocedion er ordentlig. Hun står for ægteskab, børneføseler (løftet om) imperiet og det livgivende vand. Floden forbinder ”riget”. Sierna er mere følelserne. Hun står for kærlighed(!), sex og livgivende ild.

Jeg foreslår at de syv nye (steppe) guder er: Hesten (alfaderen), Oksen (ære, hårdt arbejde og håndværk), Steppehjorten (kvindelighed og stammen/familien), Ræven (snuhed), Natlossen (mørke og død), Falken (fremtid og jagt), Slangen (medicin og hukommelse). Skulle jeg vælge nogen andre?

Den Falske  Gud og Teraxon vil jeg gerne holde lidt åbne endnu. Men Den Falske Gud er en ”ulovlig” kult og tilbedes nok ikke i Templet For Alle Guderne (som vi høre om i forbindelse med opførelsen af Flodpaladset (Den store krig). Jeg tænker at de fleste templer efterhånden er små templer for alle guderne.

Forslag modtages med kyshånd.

I mine start og midt 00er Vampire kampagner var der en grundkonflikt mellem en fugl og en slange. Det var to gamle vampyr der sovende udlevede et had/kærlighedsforhold igennem alle andre vampyrer i den amerikanske by som kampagnen ellers var sat i. De var uden klan, generation eller anden personlighed end de to dyre-metaforer “fuglen” og “slangen”. En åben dynamisk figur som kan danne nogle brydningslinjer i min vampyrbefolkning.

Min 1938 kampagne har været endnu mere abstrakt. Jeg har tænkt at oversvømmelsen af New Englands kystlinje skulle være kampagnens slutning. Hvordan og hvorfor har jeg ikke vidst. Det har været lidt for abstrakt.

Derfor blev jeg glad, da jeg opdagede den religionshistoriske forestilling om chaoskampf . Sådan som jeg har forstået begrebet så dækker det over en tværkulturel myte om kampen mellem en stormgud (a la Thor) og en havdrage (a la Midgårdsormen). Chaoskampf er en fortælling om den gode gud der vinder over den onde slange fra havet. Ba’al overfor Yam, Zeus overfor Typhon, Marduk overfor Tiamat, Atum overfor Nehebkau, Jahwe overfor Leviathan. Den sidste gengivet i St. Georges kamp imod dragen og Michaels kamp imod djævlen. Hot stuf! I Call er der også noget med noget ondskab i ude havet.

I 1938 kampagnen giver havet eller drage i havet spilpersonerne superkræfter og får dem til at ligne fiskevæsener mere og mere. Det fandt jeg på, fordi jeg synes fiskesuperhelte ville være sejt på en sådan Abraham Sapien måde.
Med grundkonflikten mellem stormguden og havdragen har jeg en figur som jeg kan bruge og anvende på hele den by af bipersoner jeg er ved at lave. Ikke fordi alle bipersoner skal kende til de to eller ”holde med en af dem”, men konflikten bør gentages i deres relationer tematisk. For så har jeg en grundlæggende orden, en i fortællingen sociallogik, der gør at jeg kan formidle en sammenhængende fiktionsramme som mine spillere kan udfylde.

Figuren går også igen på et mere overordnet plan. Krigen, der er på vej, er selvfølgelig en gentagelse af Chaoskampf’en: amerikanske og engelske bombefly (stormguden) overfor tyske ubåde (havutysket).

.

Spilpersonernes rolle i alt det

Spilpersonerne er som udgangspunkt i havdragens sold – for man skal altid give djævlen en fordel, men fordi de er kampagnens hovedpersoner så har de en fri vilje og i sidste ende mulighed til at bestemme konfliktens udfald. Det er ikke særlig Call’sk. Lovecraft ville hade den opstilling, fordi den bygger på en humanistisk forestilling, som han mente var falsk. Ydermere så lovpriser den moderniteten. En modernitet som Lovecraft forsøgte at bekæmpe igennem hele sit forfatterskab. For mig er det vigtigt at spilpersonerne kan vælge side, kan vælge om i løbet af kampangen eller helt undlade at vælge, da modernitetsfortællingen og frigivelsen af mennesket netop er en af de vigtigste ting vi kulturhistorisk har med fra slut 30erne og 40erne.

Det her indlæg relatere sig i en eller anden grad til Mortens eksempel med I6 Raveloft.