I vores Vampire-kampagne, hvor vi er i gang med at bygge spilpersoner er spillernes udgangspunkt at det gerne må være (meget) regellet og at vi kun slår terninger når der for alvor er noget på spil, det har jeg det helt ok med. Især fordi der er steder i det første scenarie, hvor vi skulle hoppe igennem nogen lidt trælse loops, hvis spillerne lidt for tidligt slog bedre med terninger end jeg gjorde.

Men jeg er alligevel været nødt til at læse op på reglerne til Vampire – fordi der trods alt nok vil forekomme afgørende situationer, hvor det giver mening at slå terninger.

Celerity

Eller hurtigt igennem 7 forskellige regelbøger

Det startede med at jeg gerne vil undersøge om der stadigvæk var forskel på vampyr-evnen celerity i de nyeste Dark Ages-reglerne og de nyeste regler til The Masquerade (nutid). Celerity er den evne vampyrer bruger når de bevæger sig overmenneskeligt hurtigt.

Vampire nemlig har haft en træls ting med at der var forskelle på Celerity de to systemer – ikke altid, hvis jeg har forstået publikationshistorien rigtigt. Der er 4 versioner af Vampire: The Masquerade og 3 af Dark Ages.

Listen er:

• 1991: Vampire: The Masquerade 1st.
• 1992: Vampire: The Masquerade 2ed.
• 1996: Vamprie: The Dark Ages
• 1998: Vampire: The Masquerade Revised Edition
• 2002: Dark Ages: Vampire
• 2011: Vampire: The Masquerade – 20th Anniversary Edition (V20)
• 2015: Vampire Twentieth Anniversary Edition: The Dark Ages (VDA20)

Hvis jeg har forstået det rigtigt så rettede Dark Ages ind i 2002-udgivelsen, så var der var samme regler i Dark Ages: Vampire som i Vampire: The Masquerade Revised Edition (1998). Inden da var det brugt man mere blod på at bevæge sig hurtigt i middelalderen end i nutiden. Måske var det sværere at bevæge sig sygt hurtigt i middelalderen, fordi der var mudder over det hele.

Jeg tænkte: Nå, der, i 2002, blev White Wolf klogere, men der gjorde de ikke.

Der er gudhjælpemig forskellige regler i V20 og VDA20!

Ikke så meget i selve De er ikke radikale, men fordi der er forskel på reglerne om multiple actions, altså hvordan man gøre flere ting på en gang, i nutiden og i middelalderen. Men det er ikke fordi mudderet er tilbage, for nu virker det på mig som om at VDA20 er de bedste (fordi de er de mest enkle).

Så vi spiller med VDA20-regler – i det omfang vi spiller med regler – i vores Vampire kampagne.

Spoiler: Det handler lidt om cut scenes.

It’s all about New York’ish

Kampagnens hovedplot relaterer sig til Kampen om New York. Kampen om New York er kanon og fortællingen om hvordan en vampyrsekt (Camarillaen) erobrer storbyen fra den anden vampyrsekt (Sabbatten). Slaget forgår iflg. kanon i 1999 og er beskrevet i den anbefalesværdige sourcebook New York by Night. Min kampagne bygger også på den mindre anbefalesværdige The Ventrue Chronicle, der består af tre mere eller mindre gode scenarier, et til hver epoke. Fra The Ventrue Chronicle bruger jeg Dark Ages scenariet, jeg bruger dele af Gaslight scenariet og næsten ingen ting fra det sidste scenarie, som foregår i 90’ernes Savannah. De to scener som jeg bruger foregår i hhv. York og New York, ligesom mit Final Nights-scenarie foregår i New York.

Selvom jeg aldrig personligt har været i New York, så kender vi byen fra amerikanske kultur, såsom musik, bøger, film og tv-serier, så om ikke andet har vi alle et forhold til storbyen som fiktion. World of Darkness New York er noget andet end de ægte New York. Det ændre dog ikke på, at jeg skal nærstudierne kort og rejsebeskrivelser. Den del føler jeg dog at jeg har nede. Ligesom det går ok med at læse vampire bøger (jeg er pt. i gang med V20 Dark Ages, som jeg nok er den grundbog jeg læser mest grundigt).

Fortæl det bagfra: Take 1

Ideen om at man spiller hinandens afkom igennem de forskellige epoker har jeg planket fra The Ventrue Chronicle. Det er en god idé, men på det seneste har jeg overvejet om man ville få en mere afrundet og helstøbt fortælling, hvis man i stedet startede i Final Nights med Kampen om New York.

Min første tanke var at man fik slået kampagnens hovedproblem an og spiller hovedpersonerne fra Final Nights i, ja, Final Nights og Kampen om New York. De løser dog ikke hovedproblemet, for at gøre det, må de først spille ens sirer i 1880’erne og scenariet fra New York Gaslight epoken, da det er forbundet til hovedproblemet i Final Nights. Herefter spiller man gransires og scenariet fra Dark Ages, som også er forbundet og dropper hints til hvordan man løser hovedproblemet (tilbage i Final Nights). Til slut spiller man så Final Nights og spilpersonerne forsøger at løse hovedproblemet.

Fortæl det, sammen

Jeg kan principielt godt lide denne løsning, da jeg er løbet ind i nogen udfordringer ved at kombinere Dark Ages’ York (fra The Ventrue Chronicle) og Kampen om New York. I New York by Night er der en række npc’er med tråde til spansk, østeuropæisk og selvfølgelig amerikansk (WoD-) historie, men ikke særlig mange forbindelser til England og overhovedet ingen til hovedpersonerne i The Ventrue Chronicle’s York. Jeg har selvfølgelig digtet nye forbindelse og forsøgt at fokusere på de npc’er i New York by Night, som med god vilje kan forbindes til The Ventrue Chronicle, men de to bøgers meget forskellige fokus og persongalleri hjælper mig ikke i denne vinkling.

Jeg vil gerne have min spillerne til at have medfortællerret, sådan at de også får lov til at digte bipersoner og plottråde, men i mellem de tre settings og World of Darkness’ mangfoldighed kunne kampagnen hurtigt blive noget post moderne rod, hvis spillerne ikke bliver hjulpet i at sætte fokus. Her er det et ret simpelt grab at spillerne allerede fra starten ved hvad the main objective er.

Darlings og badevand

Mit ”Take 1” skaber dog nogen nye udfordringer (er det ikke sådan det altid går?).

En omvendt kronologi udfordrer mulighederne for at bruge tilbagevendende bipersoner på en organisk måde, hvor bipersonen uden videre omtanke bliver introduceret, fordi der lige er brug for en sådan som hende og man forelsker sig i hende og hun ender med at tilkæmpe en mere central rolle i kampagnen. Nogen af de interessante bipersoner i mine kampagner er vokset sådan frem og i virkeligheden vil jeg gerne blive endnu bedre til det. Hvis der skal være tilbagevendende bipersoner i en omvendt krologi, så bliver deres udvikling selvsagt fortalt baglæns og vi starter derfor med at se deres fulde potentiale og de skal alle planlægges/scribes væsentligt mere.

Og er det er min virkelige darling: Det første jeg forelskende mig i ved The Ventrue Chronicle var at man spillede hinandens herre og afkom. Det kan man stadigvæk godt i en omvendt krologi, men det bliver mindre interessant og, ligesom med bipersonerne, mindre organisk.

Jeg forstillede mig nogen mellemspil, hvor det ikke var forudbestemt hvem der skulle være hvis herre og afkom. Små scenarier, hvor nogen spillede vampyrer og andre spillede mennesker, der måske ville blive forført til vampyrhed og måske ikke ville blive. Sådan at der var et par spilgange, hvor man måske spillede sin kommende vampyrhovedperson som menneske, måske spillede en kommende biperson (fx en ghoul, en vampyr-biperson eller noget tredje) eller måske blot en biperson, som ville dø og blive glemt. Hvis man spiller omvendt krologi, så tager man en del af spændingen ud af dette set up.

Fortæl det (lidt) bagfra: Take 2

Heldigvis er der en model, hvor vi både kan puste og have mel i munden: Vi starter de første mange spilgang med at skitse spilpersoner i 90’erne mere og mere op. Spillerne har besluttet klan, navn og lidt koncept, men heller ikke mere for deres spilpersoner til at starte med. Spillerne ved at de er ved at forberede en form for angreb – spilpersonerne ved mere og i løbet af kampagnen vil få flere og flere informationer.

Vi sætter en scene, det kan være forberedelse, overvågning, sociale interaktioner eller noget let action. Scenen skuespilles og fortælles – der rulles ikke terninger. Momentet skal være lang nok til at spillerne kan positioner deres spilpersoner uden at de behøver afsløre eller definere for meget omkring dem.

Jeg tænker at momenterne kan tage mellem 5 og 35 minutter at spille, resten af spilgangen spiller vi kampagnen fra Dark Ages i York og frem (altså mellemspil, Gaslight i New York, mellem også Final Nights i New York).  Når vi når til den første gang i Final Nights i New York spiller vi ikke cut scenes med de (samme) Final Nights spilpersoner, men måske cut scenes med et Sabbat pack, cut scenes med Dark Ages og Gaslight spilpersoner som elders (de er jo ikke nødvendigvis gået til, selvom de ikke er primærspilpersoner længere) eller flash backs til de tidligere epoker.

Et fast cut scene element i starten af hver spilgang kunne være sjovt at lege med. Hvis det ikke virker kan man jo altid bare droppe det.

I løbet af sommerferien har jeg læst op på vampire-kanon og kommet et godt stykke i mine forberedelser. Jeg har blandt andet set på hvilke blodlinje-historier, der ville være sjove at fortælle igennem kampagnen. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig, pt. arbejder jeg med et kampagnedesign, hvor jeg præsenterer spillerne for nogen spilpersonskoncepter, som de kan vælge iblandt og bygge videre på. Koncepterne bygger på de World of Darkness-fortællinger jeg gerne vil at vi udforsker i kampagnen . Koncepterne hænger også uløseligt sammen med kampagnens plot, kampagnens to primære settings (Yorkshire og New York) og kampagnens bipersoner (både kanon og opdigtet).

Kort over Yorkshire og naboer.

Koncepter

Child of Israel

Spilpersonen er en lokal jøde (fra York), som er blevet embraced af Israel, en Greek Gangrel. Greek Gangrel er en underklan af klan Gangrel – i moderne tider hedder underklanen “City Gangrel”. Israel er ikke græsk, men fra det hellige land. Jeg regner med at spilpersonen forsætter en jødisk blodlinje, men det bestemmer jeg ikke.

Jeg tænker vi her har gang i en historie om sammenhængen mellem City Gangrels og babelstårnet.

Sir Thomas MacAlpins uægte datter

På den lange rejse hjem fra det tredje korstog har korsfaren Thomas MacAlpin en affære med en østrigske adelsfrue fra Szantovich-familien. Efter sin hjemkomst bliver Thomas embraced ind i klan Ventrue og senere rejser han tilbage efter sin flamme. Han finder hende ikke. Til gengæld finder han sin uægte datter som han tager med hjem og embracer. Datteren er spilpersonen.

Szantovich er en hedonistisk Tzimisce ghoul-familie, derfor har Datteren og hendes efterkommerne Vicissitude som ekstra klandisiplin og hedonisme bør tænkes ind i spilpersonernes feeding restrictions.

Dette er en historie om arvesynd og om at danse på kanten af Sabbaten.

Løse tanker (som nok skal blive til koncepter)

Den maurerske spion/sociolog

En ung Assamite er sendt afsted af klanen til Richard Løvehjertes land, for at hjælpe og forstå de vestlige klaners væsen og bevæggrunde. Hjemme på den iberiske halvø indgås en aftale mellem spilpersonens sire og en rettroende Nosferatu om hjælp til at etabler sig i England fra Nosfertuens kristne klanfæller.

Ved spilstart var assassimiten opnået respekt for Augustin (Nosfertu-værten) som har introduceret den for hoffet i York og har et begyndende venskab til dennes child, som den bor hos.

Våbensmeden Knives

En kvindlig Nosferatu, som var knivsmed fra Sheffield i sit dødelige liv og som har fået til opgave at skabe et våben, der kan såre de legendariske Nictuku. Child af Augustin og vært for den maurerske spion (som hun har sympati for).

Diplomaterne

Der er både en ambassadør for de skotske Toredors og en for Court of Love (franske Toredors). En eller begge kan være spilpersoner. De to er de eneste Toredors i området og de har et interessant forhold til hinanden.

Resten (som måske bliver til koncepter)

• Et par Ventrues, der er 3 store Ventrue-blodlinjer i Yorkshire
• Brujahs, nabobaronen i Carlisle, Nathaniel er Brujah og i selve York er der en Brujah ved navn Connor, som har et ry for være en troværdig og loyal type
• Behøver jeg lave en normal Gangrel?
• Tremere, top-tremeren Meerlinda er i Durkham i top-tremere chantryet Lion’s Gate
• Malkavians, har jeg overvejet at en af de andre spillere kan spille ”Stemmen” og at ”Stemmen” følger hele blodlinjen. Det er lidt op til Stemmens spiller om Stemmen er Guds, Kains, Malkavs eller en 4.’s stemme
• Der er minimum en Cappadocian i York (semikanon), men eftersom klanen er ret kedelig og (mere eller mindre) uddør i middelalderen, er det ikke muligt spille Cappadocian
• Setites og Lasombras dropper vi som spilpersoner, fordi de er svære at passe ind i Camarilla-kampagne, ikke?
• Ravnos?
• Hvilke klaner og fede koncepter har jeg gemt?

Hvad er din?

Jeg spørger fordi jeg planlægger en Vampire kampagne.

Kort om kampagnen, hvor jeg gentager mig selv igen igen

Kampagnen som jeg planlægger bygger på The Ventrue Chronicle og New York by Night og kommer til at foregå i alle 4 Vampire alder: Dark Ages, Victorian Age, Moden Nights (1.-4. udgave af Vampire) og Now (Vampire 5. udgave). Altså i 1230, 1880, 1990 og 2018.

De 4 kapitaler kommer til at foregå i York (1230) og New York (resten). Der vil være 3 mellemspil i mellem kapitlerne, som kan foregå hvor som helst i verden. Hvor disse udspiller sig på lidt an på spilpersonerne, hvis en spiller laver en germansk Ventrue bliver der måske et mellemspil i Preussen, hvis en anden laver en caribisk assamite kommer der måske et mellemspil på Haiti.

Selvom jeg har spillet virkelig meget Vampire, så har jeg hvilken eller læst Dark Ages eller Victorian Age. Fx har jeg først nu fundet ud af at de tre Dark Ages grundbøger (hhv. Vampire: Dark Ages, Dark Ages: Vampire og Vampire 20th Anniversary Edition: The Dark Ages) foregår i tre forskellige tidspunkter, nemlig i 1197, 1230 og 1242. Ventrue Chronicle er fra Dark Ages: Vampire-epoken, så det foregår i 1230, men jeg kommer alligevel også til at kigge i bøger fra den tidligere Vampire: Dark Ages-epoke.

Pt. tænker jeg at kigge i:

Værkliste

• The Ventrue Chronicle (som jeg har læst en gang)
• New York by Night (som jeg har også har læst en gang)
• Vampire 20 eller hvad 4. udgaven hedder (kommer jeg ikke til at læse, men mere bare slå op i)
• Vampire: Dark Ages/Dark Ages: Vampire (læse udvalgte dele af – Ventrue Chronicle foregår i York )
• Vampire: Victorian Age (læse udvalgte dele af)
• Dark Ages book of Storyteller Secrets (der er der to af dem. Både en til V:DA og en til DA:V. Jeg har læst lidt i en af dem og det var godt – hvilken af dem jeg læste i, kan jeg ikke huske)
• Dark Ages Europe (som jeg glæder mig til at læse i. Jeg skal først lige anskaffe mig den, men har høje forventninger til den. Den skal især bruges ift. spilpersonernes baggrunde og mellemspillet mellem 1. og 2. alder)
• Dark Ages British Isles (som jeg af en eller anden grund har mindre forventninger til. Måske fordi jeg synes Mithras lyder lidt kedelig)
• Victorian Age: Vampire Companion (udvalgte dele)
• Victorian Age: London bogen (som jeg kommer til at kigge i. Om ikke andet fordi jeg så kan sige at jeg har læst alle Victorian Age-bøgerne)
• Turen går til New York (helst en version fra 90’erne)

Hvad mangler jeg?

Jeg tænker at jeg nok også bør kigge i relevante klanbøger og citybøger (både til Dark Ages og Moden), men dem har jeg endnu ikke overblik over.

Hvis der er nogen bøger som jeg groft overset, enten fordi de er super fede eller fordi de er vigtige ift. New York og York i Vampire kanon eller noget tredje, så skriv gerne en kommentar.

Derfor ville det måske være meget fornuftigt at vente til foråret, fx i starten af april med at starte kampagnen. Hvis man er heldig er 5. udgaven af Vampire udkommet der.

Vampire 5. udgave rygter

Jeg har kun hørt rygter fra spiltest og set et par videoer om Vampire 5th, men indtil videre lyder det som om der kommer:

• Ny grundmekanik, der næppe er ligeså åndssvag som storyteller-systemet
• Mere elegant fokus på vampyrernes blodsult, som udtryk for bæstet, som underbygges med en mekanik. Det betyder nok at der bliver mindre fokus på de mere fortolkningskrævende elementer i det gamle systemet. Her tænker jeg især på humanity og klansvagheder, som blev ret dårligt understøttet mekanisk
• Samme klaner, men lidt nye vampyrevner (disciplines)
• En radikal udvikling af settingen med fokus på fremmegørelse i senkapitalismen (overvågningsteknologi spiller især her en stor rolle) og til dels en opløsning af de klassiske magtfraktioner Sabbat og Camarilla. De ændre ikke på (særlig meget) kanon før den skandaløse gehenna periode, men der er åbenbart sket meget i vampyrsamfundet de sidste 25 år
• Systemet skulle være bagudkompatibel
• De første bøger giver kun mulighed for at spille de 7 Camarilla klaner, men senere skulle der komme flere

For og imod at vente på 5th

Udviklingen i settingen er umiddelbar ikke så vigtig for mig, da den kampagne jeg planlægger kommer til at foregå i Dark Ages, Victorian Age og Moden Nights (altså 90’erne). Man spiller hinandens sires (og grandsires) Men skal jeg alligevel vente og spille den med den nye version?

På den ene side vil jeg gerne i gang inden april 2018 – fordi det er om så lang tid. På den anden side er et nyt og bedre system end storyteller-systemet ret tillokkende. Derudover kan jeg godt se fidusen i at fokusere på blodsulten. Jeg har det lidt svært ved at man i så fald skulle hold sig til de 7 Camarilla klaner, da noget af det fede ved Dark Ages er at man netop ikke behøver holde sig inden for disse 7. Jeg er for resten den eneste der synes ideen om at man kun udgiver en lille del af settingen af gangen lyder lidt halvdyrt, hvis man som spilleder gerne vil have sabbat og uafhængige klaner med i ens kampagne?

Det er hele tiden været meningen at spilpersonerne i min kampagne skulle være venlig stemte overfor Camarilla’en, men jeg ville ikke synes det var helt åndssvagt med en Assamite eller Ravnos familie in the mix.

Kompromis

Det er meningen at kampagnen skal udspille sig over 3 generationer af samme vampyrfamilie. Hvad hvis vi evt. lod det være 4 generationer? Dark Ages, Victorian Age, 90’erne og den sidste er nu. Altså den setting som bliver beskrevet i 5. udgave. Dette sidste kapitel bliver altså spillet med den nye version. På det tidspunkt, hvor vi når dertil er der sikkert også kommet regler for Assamite, Ravnos osv.

Alt efter hvor hurtigt bøgerne udkommer kan det være at vi snyder og måske spiller 90’erne med de nye regler, men den gode gamle setting.

Lyder det ikke cool nok?

Jeg er de sidste par år vendt tilbage til Vampire: The Masquerade, som var min store ungdomskærlighed når det kommer til rollespil. Det bliver et sårbart projekt, et sandt nostalgiprojekt. Ordet nostalgi kommer af græsk nostos ‘hjemkomst’ og afledning af algos ‘smerte’. Det kan næsten kun gå galt. Jeg sælger det godt, ikke? Det der særdeleshed tænder mig ved denne kampagne er muligheden for at spille generationel play, hvilket jeg mener giver mulighed for at skabe ”bigger than (just one) life”-historier.

Det bliver en semihjemmebygget kampagne, der (primært) bygger på købekampagnen The Ventrue Chronicle og by-bogen New York by Night.

Fra Savannah til New York

The Ventrue Chronicles består af tre dele, en til hver af Vampires tre periode-settings: Dark Ages (1230’erne), Gaslight (1880’erne) og Final Nights (1990’erne). Altså middelalderen, victoriatiden og det senmoderne. Hver del er henholdsvis sat i York, New York og Savannah (i sydstaten Georgia). I hver periode spiller man en ny vampyr, der er afkom af en af de andre spilleres vampyrer fra den foregående periode.  Man kommer altså til at spille tre forskellige spilpersoner i kampagnen. Der er bipersoner der er gennemgående, men jeg har svært ved at se et gennemgående tema. Det kan hænge sammen med at de tre dele er skrevet af forskellige forfattere og at det ikke virker til at der er blevet brugt overdrevent meget energi på redaktionel redigering af kampagnen.

Jeg kommer kun til at bruge de to første dele af kampagnen, nemlig den historie der udspiller sig i York i 1230’erne og den der udspiller sig i New York i 1880’erne. I stedet for Savannah i 1990’erne kommer tredje del af kampagnen også til at udspille sig i New York (i 1990’erne) og lægger sig mere op af New York by Night end The Ventrue Chronicle.

Spil- og bipersoner

Som sagt skal spillerne spille et sæt vampyrer i middelalderen, et nyt sæt i victoriatiden og endnu et sæt i det senmoderne. Det er generationel play, da en spiller spiller en anden spillers sire. Eftersom vampyrer ikke dør af alderdom, så kan de ”gamle” spilpersoner fungere som spillerstyret npc’er i senere dele af kampagnen. De gamle spilpersoner skal selvfølgelig ikke havde for meget spotlys, men et enkelt besøg eller et telefonopkald kunne godt fungere.

Jeg tænker vi laver de første spilpersoner i fællesskab og de må meget gerne komme fra andre steder end York. Jeg ved ikke om alle klaner skal være tilladt, men især The Ventrue Chronicle forudsætter at man er mere eller mindre Camarilla-tro. Klan Cappadocian kunne vise sig besværlig når vi kommer ud af middelalderen, klan Tzimisce er problematisk, fordi den er så bundet til Sabbatten, som den er, men ellers tror jeg godt at resten af klanerne kunne fungere – forudsat at den blodline man spiller med i holder sig nogenlunde på god fod med Camarillaen.

Spilgange i mellem de tre hovedscenarier

Efter første del, der foregår i York i 1230’erne, spiller vi et par spilgange i perioden mellem 1230’erne og 1880’erne. Disse spilgange handler om hvordan den næste generation af vampyrer bliver skabt. Det kan være en tysk romersk ventrue (fra første periode), der sender en folk preusserne ud på en hemmelig militær opgave. Preusserne ved ikke at vampyrlivet er ”belønningen” til den der viser sig mest kompetent. Resten af preusser-spilpersonerne kan enten gå i glemmebogen eller leve videre som npc’er (gouls, npc-vampyrer eller noget tredje). Derefter en spilgang hvor en assamite fra Tunis og en toredor fra Konstantinopel (begge spilpersoner fra York 1230’erne) angriber en setite-slangerede på Sardinien. De to vampyrer får hjælp fra et par lokale sømænd/fiskerne/smugler. En eller måske to af disse sømænd ender med at blive ”belønnet” med vampyrskab efter angrebet, hvis de og vampyrerne ellers overlever.

Hvem der bliver udvalgt til vampyrlivet bestemmer den der spiller sire, men spilleren af den nylig skabte vampyr bestemmer om denne figur skal være hendes næste hovedperson (ellers bliver hun blot en spillerstyret npc, som evt. kan krydse spilpersonernes veje senere hen i historien). Når alle spillernes vampyrer har haft mulighed for at skabe et afkom og alle har fået nye vampyr-spilpersoner, så flytter vi handlingen til 1880’erne.

De nye spilpersoner bliver sendt til New York for at spille 1880’er-scenariet af deres sires (og evt. andre klanerledere) i klassisk vampirestil. Efter New York 1880’erne-scenariet gentages spillet med en række spilgange hvor tredje generationspilpersoner bliver skabt.

At spille en blodline

På den måde har spillerne både deres nuværende hovedpersoners agendaer og deres blodlines agendaer at spille på. Samtidig med at hver spiller har sin spilperson de kan fordybe sig i, så har de også forskellige fællesprojekter (blodlinens historie).

Hvis vi forestiller os at der er fire spillere, Peter, Jens, Maja og Celle, så kommer de hver især til at spille tre forskellige spilpersoner fra potentielt tre forskellige klaner. I mit eksempel nedenfor er Jens’ ventrue vampyr Brunhilde Meier blevet skabt af Baron Carl Hermann (spillet fra Peter) i 1812 og giver Emma Goldschmidt-Williamsburg vampyrdom i 1975. En klanfjerne, en nidkær engelsk ventrue vampyr ved navn Acton Millerstone fra 1230’ernes York, kunne være en gennemgående skurk, som hhv. Jens og Maja arver igennem kampagnen.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spille en generational play kampagne. Generationel play er rollespil, hvor man igennem kampagnen spiller flere generationer, man spiller både forældre der får børn og derefter afkommet som selv bliver forældre til nye generationer af spilpersoner. Man gør det i det gamle Kong Arthur-rollespille Pendragon, hvor man spiller riddere der tager på riddermissioner og i sin fritid hver har et mindre område at være herremand over. Hvis ens ridder-spilperson dør, så er ens næste spilperson ens tidligere spilpersons arving, tidligt i spillet en evt. lillebror eller fætter – senere ens egnet afkom. Det er ældre system, så det er tabeller og terningeslag der afgøre om man får levedygtige sønner (kun mænd kan arve), om det går godt med ens herregård og hustru (det gør det som oftest ikke).

Jeg kan godt lide den fornemmelse man får af historiens vingesus i Pendragons generational play, men jeg tror resten af systemet er lidt for gammeldags til at jeg kan overskue det. Plus jeg er ikke helt klar på riddermissioner og Kong Arthur settingen.

40 spilgange senere

Alternativt kan man spille ridder/adelige, der fører deres hus videre i et andet system. I Pendragon spiller man år for år, spilgang for spilgang. Det betyder man mindst er 16-18 spilgange inde før ens første spilperson kan død og sønnike på 14-16 år kan overtage. Hvis målet er at man bare skal igennem 3 generationer snakker vi minimum 24 spilgange og nok snarere 40-50 styks. Det er en meget lang kampagne.

Men hvis man alligevel skal bytte Pendragon systemet ud kunne man også spille kampagnen på mindre klassisk Pendragon måde. Man kan jo springe i tid. Spille et scenarie på 2-4 spilgange med første generation som unge og et scenarie med dem igen som ældre, hvor deres afkom/familier også bliver introduceret. Derefter kan det 3. scenarie være med deres afkom i fokus osv. Tre generationer giver seks scenarier med 2-4 spilgange hver – altså max 24 spilgange, men mon ikke om man kan gøre på under 18 spilgange? (Som stadigvæk er en forholdsvis lang kampagne).

En fordel ved den ovenstående kampagnemodel med de seks scenarier er at spillerne har mulighed for at spille hinandens afkom. Det betyder også at man lettere kan spille på tværs af generationer (i 3. scenarie kan en meget gammel 1./2. scenarie spilperson være med i en scene og give sit afkom småsenile råd mm.).

House Busted

Der skal selvfølgelig være en historie, der gør at det giver mening at spille den generational play’sk. Det kan være noget gennemgående såsom kampen imod en arvefjende (svensken, den onde baronfamilie i det næste len, en udødelig vampyr, en dæmon og dertilhørende dødskult), kampen for at generhverve familiens hjerteland eller noget tredje (kom gerne med bud).

Det kan også forskellige historier i de forskellige scenarier, som så er tematisk bundet sammen. Et tema kunne være den adelige families opstigning i et fantasy rige, en kongefamilies storhed og fald eller noget tredje (kom gerne med bud).

Non-fantasy varianter, tak

Det behøver ikke være fantasy. I Vampire the masquerade kampagnen “The Ventrue Chronicle” spiller man først en Dark Ages-vampyr i et Dark Ages scenarie, som laver et Victorian Age-childe der er hovedperson i et Victorian Age scenarie, som laver et Modern Nights-childe der er hovedperson i et Modern Nights scenarie. Jeg er ikke særlig vild med selve scenarierne, men ideen om generational play på denne måde åbner op for nogen ret interessante vampire-kampagne muligheder.

Man kan også lave en ikke fantasy, men historisk kampagne. Fx under 30 årskrigen eller før, under og efter den russiske revolution eller a la filmen 1900 eller noget der minder om en Will Eisner tegneserie.

Og det kan selvfølgelig være okkult uden at skulle være vampire. Det kan være fortællingen om en troldmandsorden med mestre og lærlinge og evig kamp imod noget ondt og mystisk. Det kan være en mystisk ridderorden i moderne tid, hvor vi følger 4-5 magiske sværd og de forskellige personer der svinger sværdene igennem tiden (lidt a la Knights of the Cross i ”Dresden Files” serien). Eller det kan være en western familiehistorie eller flere generationers rejse igennem det uendelige rum.

Historiens vingesus du ved.