Tag-arkiv: Efterspilrapport

[M&R] 12. Afsnit: Stormandsmøde i Hobb

1 svar

Efterspilsrapport af Anders, vi mangler efterspilsrapporten fra 11. Afsnit, men den kommer og Anders har skrevet denne så man kan klare at få dem i en forkert rækkefølge.

Prinserne ankommer til Hobb, Carhols nordligste fæstningsby. Rygtet om deres ankomst er løbet i forvejen, og Lord Hornblowen Warden of the North, har hidkaldt de vigtigste vasaller fra landet nord for de Blå Bjerge til krigsråd mod det invaderende Wickmont. Man har stadig endnu ingen klare efterretninger om hvorvidt kong Graig vitterligt er død, men rygtet om at en giftmorderske fra Wickmont skulle husere ved hoffet i Uzel er dog nået frem til norden. Mens kronprins Graig restituerer efter den halsbrækkende flugt fra Lord Rand Wagns varetægt, og den efterfølgende rejse sydpå, benytter Raylan førstkommende mulighed for at hverve flere spejdere blandt nordlandets unge væbnere som kan skaffe ham sikker viden om størrelsen, beskaffenheden og placeringen af Wickmonts hær.

 

Ti stormænd er ankommet med hvert sit følge for at vise deres støtte. Fra den salte og udyrkelige marsk i vest til de frodige len i midt og øst kommer stormændene. Man spiler øjnene op da den ærværdige men oldgamle Ordham Seddon ankommer fra marsken. Man morer sig over den enfoldige Sir Elvin Kirkswain fra Melond, der bærer sine våben og udrustning som en påfugl bærer sin hale. Man studerer nøje den unge Wester Dunwood af Borburg og hans kølige moder Lady Hence, der indtil drengen når til skelsår dirigerer lenet.

Som altid når stormænd samles fører nogle sig selvbevidst og støjende frem. Andre nøjes med at spille statister mens de afdæmpet iagttager, tænker frem og leder efter åbninger, som var hele adelslivet et langt fragmenteret skakspil.

Kronprins Graig træder hjemmevant ind i den belevne herskersøns rolle under første aftens festmåltid. Det er da heller ingen sag så længe støtteerklæringer flyder til Carhol, kun suppleret med underholdende festindslag af mere eller mindre planlagt art, som da Lord Hornblowens smukke datter Isabelle synger for herskaberne, og den elegante unge grev Lucius Montet, lensherre til Churchshire træder ind på scenen og istemmer med sin fyldige og sikre sangstemme. De ældre mænd sukker, harker og spytter af den unge flanørs selvsmagende optræden, mens der blandt tyendet mumles begejstret om muligheden for et snarligt adelsbryllup i Hobb.

Montet

Montet af Churchshire

Mellem den skamrosende ordflom fra stormændene antydes dog også frustrationer og slet skjult kritik af styret. Stammefolkene i bjergene giver stadig større problemer, de tilsyneladende ublu toldsatser som kongemagten har tilskikket greven af Churchshire smerter handelen som aldrig før, marskens stormænd føler sig forbigået og glemt af Carhol, og udgifterne til den forestående krig slider på stormændenes finanser, der allerede har lidt under de senere års grænsetræfninger med bl.a. Albrand. Graig Hart lytter og viser stormændene den forventede respektfuldhed, men hans endegyldige planer for hvorledes sol og vind deles i fremtiden holder han påpasseligt for sig selv den aften.

Mens Graig afstemmer hvor stor og hvor loyal støtte der kan forventes fra de respektive len, er bror Raylan i gang med at opbygge et nyt korps: The Kings Guard, som skal udgøres af de tretten fineste riddere i riget. Hver af de tilstedeværende adelsmænd bliver bedt om at stille med de fremmeligste krigere fra deres hird, fx. egne sønner, som herved vil få mulighed for udmærke sig i krig i umiddelbar nærhed af kongemagten.

Klik på billedet for det fulde kort

Også onkel Raylan er ved at samle sig en styrke, men af en helt anden kaliber. Hans kølige blik har set nødvendigheden af at have et loyalt korps af diskrete og ansigtsløse ufredsmænd til sin rådighed til indsamling af viden og til eksekvering af handlinger, der ikke helt flugter med rigets nedfældede landskabslove. Hidtil har man forladt sig på løsrevne efterretninger fra gejstlighed og adel, og ingen af de to stænder tiltros af Lord Ray den fornødne loyalitet overfor styret.

Ud på aftenen træder Lady Ester ind i salen. Brødrene og onkel Ray må endnu engang undertrykke deres overraskelse over hendes færden, og blot byde hende velkommen i deres midte. Ester virker træt, antyder blot strabadserne ved sin rejse sydpå de seneste uger. Hun trækker de fire mænd til side efter krigsrådet og fortæller, at hun har begrundede formodninger om, at grev Lucius Montet ikke er til at stole på. Raylan spørger hende efter bevis, men hun har endnu intet. Hun uddyber heller ikke, hvor hun har sin viden fra. Carhols arvinger vælger en diskret overvågning af grev Lucius Montet som foreløbig løsning.

 Esters rejse

Vinteren har endnu ikke sluppet sit greb i Lightland: Ester træder hen på pladsen ved det gamle hvide asketræ. Hun forsøger at brække en gren af træet, men træet vånder sig. Hun spørger om lov til at tage grenen som gave. Træet indvilger, hun knækker grenen, men i næste nu griber træet om hende og omslutter hende med sine grene, som var det ganske levende.

Inde i træets mørke åbner sig et sælsomt lys, og pludselig kan Ester se ind i et smedjerum. En mand, klædt i en smeds grove forklæde, kaster endnu en brændeknude på bålet og taler ind i ilden:

“Jeg er Ildsmeden Ham af Grafslæt.” Frøken Ester, jeg har en handel at tilbyde dig: Jeg kan fortælle, hvem af jeres families vasaller der smeder rænker mod Carholslægten. Tre navne kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig frihed. Dukkeførerens navn kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig retten til at tage Lord Hornblowens liv, som det passer mig.”

Ester klemte øjnene sammen, og nikkede for sig selv. Dette var den mulighed ånden i skoven havde forberedt hende på: “Hør mit modtilbud, smed! Jeg giver dig disse ting, hvis du giver mig disse navne…”

Smeden nikkede begejstret igennem ilden.

“…Og! Hvis du smeder mig en daggert, der når den rører blod, vil lede sin mester til andre skabninger, der bærer den samme slægts blod.”

Smeden skumlede lidt, men vendte så munden til et listigt smil:

“Det er en dyr gave du afkræver mig, unge frøken. Du skal få din gave, hvis du skænker mig en nat at ligge med dig.”

Ester så et øjeblik rådvild ud. Så mødte hun smedens begærlige blik, rakte armen igennem ilden og gav smeden hånd derpå.

Tilbage i gården til borgruinen åbnede træet sine grene og lod Ester træde ud.

De næste uger rejste Ester i hastværk gennem Brinets øde skove og sletter. Som følge havde hun andraget tre af de mænd, som hendes brødre havde hvervet i deres planlagte felttog mod Middle Stone. Den første led døden ved et af de skæbnesvangre tilfælde, som ingen synger sange om: Han faldt af hesten i et vadested og knuste hovedet mod en sten.

Den næste måtte lade livet idet han en nat vovede at tage sig friheder hos den unge adelsfrøken: Hun skilte hans manddom fra ham før han kunne forrette sit liderlige ærinde, og stak ham derefter målrettet i struben så blodet fossede fra både skridt og hals.

Den tredje fulgte hende hele vejen til Hobb, for det meste tavs mens han genkaldte sig det søvndrukne minde af at blive vækket af vræl fra sin medvagt, der nu lå på jorden med den mørkhårede frøken siddende overskrævs på hans bryst. Han: ynkelig, uden bukser, med hænderne i sit blodige skridt. Hun: i blodig underkjole og bare ben, hendes hud og vilde ansigt oplyst af flammerne fra bålet.

 

Dagen før sine brødre ankom Ester til Hobb. Uset af byens herre blev hun ført ud til øen, hvorpå Ildsmeden Ham af Grafslæt holdtes fangen. En kniv skulle smedes.


[M&R] 10. Afsnit: Alle samles, undtagen Graig

Skriv et svar

Efterspilsrapport af Asger

Carholfølget har delt kræfterne i forsøget på at stable tropper på benene. Der skal samles en mindre hær for at kunne ’rense’ Middel Stone.

Graig og Adrian er draget mod øst ud til kysten med et følge på godt 50 soldater. De indlogerer sig i en ganske lille fiskerbygd. Traditionen tro bliver hovedhuset stillet til rådighed for Graig, mens et lidt mere afsidesliggende hus tjener som bolig for Adrian. Soldaterne slå lejer om byen i medbragte telte.

Midt om natten vågner Adrian. Da han gik i seng var, der en del andre i huset, og flere havde lagt sig til at sove i alkoverne. Nu er alting tyst. Ingen snorker eller trækker vejret tungt. Kun forsigtige barneskridt høres i mørket, og Adrian når kun lige at skimte silhuetten af to børn der lister ud. Noget er i gærde. Adrian griber våben og tøj, og sniger sig ud gennem stalden i bygningens ene ende. Udenfor høres metal mod metal oppe fra mændenes telte, og Adrian ved med det samme, at Graig kan være i fare – familien er i fare. Der skal handles. Hurtigt piler han gennem natten op mod hovedhuset, blot for at se, at der står fremmede vagter uden for døren. Carholfølget er blevet løbet over ende. I samme nu træder Rand Wagn (Sortskæg) ud gennem hoveddøren, og efter ham kommer to brede og tungt bevæbnede vagter slæbende med Graig.

Adrian aner ikke sine levende råd. Uden mænd og rustning er en direkte konfrontation for farlig. Dertil er overmagten alt alt for stor. Han lister i stedet efter da voldsmændene slæber Graig gennem lunden, over lyngmarkerne ned mod stranden, i håbet om at en chance for at befri Graig byder sig. Da det bliver klart, at Graig skal bortføres ud på havet, kaster Adrian sig ud i en vanvittig redningsaktion. Han overfalder en vagt, dræber ham og forklæder sig som en som en af de fremmedes mænd i håbet om at kunne snige sig ombord på skibet og måske senere redde sig selv og Graig i land. Forklædningsforsøget opdages, og kun med nød og næppe slipper Adrian væk i live. Graig føres ud på havet, alle soldaterne er dræbt eller flygtet, og Adrian er meget meget alene.

Andet sted kommer Onkel Ray ud fra sit skjul i Keep by the Sea og bevæger sig ned mod byen Lightland. Ingen der har fattet, at Lord Torgard Seagot er død. Onkel Ray ser hurtigt at Lightlands foged, der hidtidig har bestyret byen, ikke har gjort det så godt, som man kunne ønske. I løbet af ganske kort tid, får han sat skik på administrationen og sat en bedre udnyttelse af sølvminen i værk.

Raylans mission om at samle folk er lykkedes. Han har fundet en alliance i Celd Mardon, der kan mønstre 633 mand. Det er formentlig ikke helt nok. Ester og Raylan drager derefter af sted mod Lightland. For første gang nogensinde rejser Raylan liggende i en kærre. Det skyldes udelukkende de alvorlige sår, som en dæmon har påført ham. Men med udsigten til en snarlig krig er han godt tilfreds.

Ved kysten bruger voldsmændene lang tid på at lede efter Adrian. De vidste udmærket, at der i følget var 2 Carholprinser, og nu vil de have den sidste med. Adrian begiver sig den lange vej mod Lightland til fods. Undervejs slår han følge med Sir Frank Sunstar. De kommer godt ud af det med hinanden. Sir Sunstar er lejesoldat, og Adrian tilbyder ham hyre hos Carhol.

Onkel Ray får nys om, at et meget vigtigt følge nærmere sig Lightland, og sender spejdere ud. Da det er klart, at det er prins Raylan, der er på vej ridder Onkel Ray ud for at tage imod. Han følge anråbes kort uden for byen. Til sin overraskelse genser han Onkel Ray sin nevø Adrian, der vejrbidt og forslået kommer vandrende mod byen, og netop da havde fået øje på Onkel Rays banner. Glæden var stor. Sammen ridder de ud for at møde Raylan og Ester. De følges tilbage til byen, og drøfter der hvad, der videre skal ske. Situationen er alvorlig. Graig er taget til fange uden, at nogen ved hvorfor. Raylan sender straks soldater af sted for at brænde forræderne i fiskerbyen, men forinden når Ester at sende bud til landsbyen for at advare, om hvad der vil ske.

Raylan sender bud efter præster og kloge koner, der kan helbrede hans dybe sår. Kloge Mia viser sig særlig kyndig på sår forårsaget af dæmoner. En tørret frø under hovedpuden er der, der skal til. Ester kender metoden, og ved at en sådan helbredelse ikke er gratis. Det vil koste på et andet tidspunkt, men hele den historie holder hun i første omgang for sig selv.

Der holdes krigsråd med deltagelse af Onkel Ray, Raylan, Ester, Adrian, repræsentanter fra Saxild og Spring Keep Deep der sammen stiller med 80 mand, Falden Mardon og fogeden af Lightland.  Falden Mardon tilstedeværelse ryster Saxild og Spring Keep Deep folkene, men Onkel Ray får understreget nødvendigheden af at stå sammen om den vigtige opgave det er at rense øen. Der opnås en vis enighed om at invadere Middel Stone, men inden planerne bliver mere konkrete tropper Sortskæg op. I vanlig selvtilfreds stil tilbyder han Graig i bytte mod at Carholprinserne undlader at invadere Middel Stone, og rejser hjem. Graig vil blive udleveret i Lionsport. Gruppen står nu over for et vanskeligt valg. Graig er uden tvivl i livsfare, men kan de stole på at Sortskæg udleverer ham, mister familien status ved at opgive ævred , og hvad sker der hvis Celd og Falden Mardon på egen hånd invaderer Middel Stone.

Om et døgn skal en aftale forhandles med Sortskæg. Mødet vil finde sted 1 times rejse fra Lightland nede ved stranden.

 

[M&R] 9. Afsnit: Unexpected Encounters

4 svar

Efterspilsrapport af Ask

101 år efter Godik den førstes fald

 

Efter Torglad af Saxilds gæstfrihed deles følget på deres færd imod Lightland. Længere inde i landet i den lille landsby Otter bor herremanden Fin Wagn. Fin Wagn, der er onkel til Middlestones lord, kender området som sin egen bukselomme og vil være en uvurderlig allieret. Endvidere, er det kendt, at Fin bosatte sig på fastlandet grundet stridigheder med hans nevø, hvorfor chancerne ser gode ud for, at hente støtte dér.

Således fortsætter kronprins Greig Hart og Prins Adrian med hovedfølget op langs kyststrækningen, mens Prins Raylan og Prinsesse Ester med et lille følge af betroede Westport mænd ridder indlands. Kronprins Greig Hart har dog ikke gjort det klart, hvad Fin Wagn med rimelighed kan tilbydes for hans støtte imod Middlestone, men Raylan og Ester kommer, efter kort diskussion frem til, at sædet på Middlestone må være en flot og passende pris for hans støtte, såfremt løfter skal afgives.

Da Raylan herefter vender sin opmærksomhed mod sgt. Eggert, bedre kendt som Flæskesiden blandt hans mænd, ser væbner Kenan sit snit til at henvende sig til Prinsesse Ester. På tidligere opfordring fra Ester, fortæller Kenan begejstret om mændene i deres følges syn på hende. Kenan fortæller blandt andet hvorledes mændene respekterer hende som en stærk kvinde, ser hende som en kommende borgfrue og opfatter Carhol mændene som svage for ikke at kunne sætte hende på plads. Trods den mere end velkomne smiger, ser Ester dog igennem Kenans ungdommelige forsøg på, at indynde sig og trods, der måske er delvise sandheder, at hente i Kenans beretning kan Ester dog godt se hvornår sandheden afløses af fiktion.

 

 

”Hestenes skridten og mændenes sagte mumlen gennemskæres pludselig af lyden af stål mod stål. Følg mig skriger Raylan med et og sporer hans prægtige gænger. Som træerne giver vej får åben hede for følget øje for sagen. På næste bakketop er et dusin landsknægte i færd med at nedhugge, Raylans Westport spejdere, der kæmper en håbløs kamp mod overmagten. Angriiib brøler Raylan og sætter i fuld galop, med sine mænd lige i hælene. På bakketoppen vågner mændene langsomt op af deres blodrus, til lyden gungrende hove, kampråb og Kenans pile, der hurtigt finder deres mål. Men trods krysterne har antal og terræn på deres side, sætter de i flugt ved synes af det buldrende kavaleri. Men Raylan har ingen tålmodighed for krystere og niddinge, der angriber hans mænd, hvorfor han uden anger beordrer sine mænd til at nedslagte de flygtende hunde”.

En af mændene står desværre ikke til at rede, men den anden kommer sig hurtigt efter kyndig pleje af Ester. Raylan finder hurtigt en af de sårede krystere og presser ham, alle de rigtige steder, for information. Det viser sig at de blot var en bagtrop, af et større følge af lejesvende ledet af kaptajn Carl De Goat. Hovedstyrken mønstrer omkring tohundrede og tredive mand og er betalt for at opstøve og dræbe enhver Carhol mand eller kvinde de finder. Det forbliver dog stadig uvist, hvem der har hyret dem. Efter denne noget overraskende nyhed, sender Raylan hurtigt to grupper af tre mand ud, for at spore og dræbe de sidste flygtende således de ikke når tilbage til hovedstyrken. Trods kaptajn De Goat før eller siden vil undres over sin manglende bagtrop vil dette måske købe Raylan lidt tid. Herefter rider de hastigt mod Otter.

I Otter tages følget imod med åbne arme af herremand Fin Wagn, der byder dem til bords. Endvidere, er tre af Raylans Westport mænd kommet tilbage, som kan berette at de sporede og dræbte to lejesvende yderligere. Men inden Raylan for muligheden for at sætte Fin Wagn ind i sagen, bliver de afbrudt af Svenne, Fins søn og gammel våbenfælde til Raylan. Svenne beretter om en stor styrke på vej mod Otter. Fin afbryder hurtigt middagen for at sende bud efter hjælp og tilse palisaderne.

Raylan beslutter, at de ikke har en chance, tyve mand mod tohundrede og tredive og kun et træ fort til at skille dem ad. Han beder derfor sine mænd om at sadle op og føler sig sikker på, at såfremt mænd og kvinder af Carhol slægten ikke er på fortet, at landsbyen vil blive skånet. Mens mændene sadler op, udnytter Raylan chancen til at træde til side og lette sig. Men bedst som Raylan står i sine egne tanker, tordner en skikkelse ud af mørket og griber Raylan i et stålgreb. Ude af stand til at trække blankt, forsøger Raylan at vriste sig fri, idet han brøler på Kenan og sine mænd. I faklernes skær for Raylan et kort glimt af skikkelsen – EN DEMON – er den første tanke der farer gennem Raylans tanker. Om end den har skikkelsen som en mand, ligner den mere en tudse. Men mere når Raylan ikke at tænke, før han mærker en ætsende fornemmelse fra væsnets greb. En voldsom smerte skyder igennem hans krop idet han til igen verdens nytte forsøger at vriste sig fri af væsnets greb. På få øjeblikke er Raylan døden nær, den ætsende smerte er blevet så voldsom så det svimler for hans øjne og han kan mærke hvordan hans krop giver efter, men pludselig slipper grebet og han ænser Kenan og Westport mænd stå over ham og hjælpe ham op. Det næste han ser, er Ester, der varsomt tilser hans sår.

Men pinslerne er ikke ovre. En Otter mand træder ind i rummet og beretter at fjenden er blevet set nær landsby grænsen. En trykket stemning sænker sig over selskabet. Sidste øjebliks forberedelser bliver gjort, hjelme bliver spændt og hænder trykket.

Året er 36 efter Godik den førstes fald

 

Se også de historiske kort

Øen Mandosa er alt hvad der er tilbage af slægtens, engang, smukke rige og selv her er man ikke fri for krigens rædsel. Selv her har Crossfords tropper trængt ind. Og det er her, på denne ø, at Mandora slægtens sidste døtre er samlet for, at drøfte rigets fremtid eller mangel derpå. På bordet i mellem dem ligger, deres ærede kongebrors sværd ”hornet”. Lady Iren Katalin samler sørgmodigt sværdet op og rækker det til sin ældre søster Irmuska ”længe leve dronningen”, ”LÆNGE LEVE DRONNINGEN”, Etel, den yngste stemmer i. Tavsheden sænker sig. Lady Etel er den første der tager ordet. ”Tag med mig nord på. Der venter min søn og Seagoth husets beskyttelse, der kan vi alle være sikre og Mandora navnet vil bestå”. ”Sierna templet kan tilbyde al den beskyttelse vi har brug for”, bryder Iren Katalin ind. Hun er den mellemste af de tre og nonne af Sierna. ”Vil I have vi skal gemme os eller henrinde oppe i det kolde nord”, dronning Irmuskas ord, falder hårdere end tiltænkt. ”Vi har betroede venner og allierede på Adromeda øerne i sommerhavet, der kan vi omgruppere og samle kræfterne”. ”Men krigen er tabt elskede søster”, lady Etels ord er som altid fulde af varme. Iren Katalin nikker og gør atter opmærksom på, at Sierna templet er det bedste valg, men ingen af søstrene synes, at finde de andres forslag for passende og samtalen bølger frem og tilbage indtil de brat afbrydes af kaptajn Redson. Hans mine er sammenbidt og fuld af anger. Noget er galt, noget er helt galt. Søstrene forbereder sig på flere dårlige budskaber, men det er ikke ord der møder dem, men blankt stål. Redson, forræderen, trækker blankt og kaster sig over dem. Lady Iren er den første på benene og uden andet end kroppen som skjold, stiller hun sig mellem Redson og hendes søstre. I næste nu lader Redson sit sværd falde på den forsvarsløse kvinde, men trods hans styrke står hun stadig. Etel, ude af sig selv af fortvivlelse skriger og løber derfra med en håndfuld tjenestepiger lige i hælene. Irmuska fatter ”hornet” og svinger det højt. Hun kan mærke tårerne presse sig på, men det er vreden der trænger igennem og hun lader al sin galde og sorg skylde over Redson med et fælt sving med sværdet. Redson kigger forundret på Irmuska, hun ser fortabelsen i hans øjne, inden han kollapser på fliserne under sig. Faren er ovre! Men blodet fosser stadig fra Irens sår, hun kigger på Irmuske, hendes søster og dronning en sidste gang, før alt bliver sort.

”Op på palisaden, Raylan, Ester kom op på palisaden, brøler en stemme, det lyder som Svenne. Usikkert kaster Kenan et blik på Raylan, der blot nikker. På palisaden er det første der møder deres øjne Carl De Goats styrke med retning mod Otter. Ikke desto mindre forekommer Svenne og Fin rolige, det forekommer faktisk som om, der er lille smil på deres læber. Undrende retter de blikket tilbage mod den fremad rykkende hær. Raylan er den første der ser det, så Kenan og endelig Ester. Der er noget galt med strukturen i hæren, måden de bevæger sig på er asymetrisk som om, som om de bliver angrebet fra siden. Raylan drejer hurtigt blikket og et spædt håb, gnistrer og tændes. De ser pludselig mænd vælte ud af skovbrynet og flankere De Goats styrke. Få øjeblikke senere kommer et brøl fra den anden flanke og en rytterstyrke har netop tordnet ind i siden der. Lige så hurtigt som det hele startede er det slut, De Goats styrke er i kaos og kort efter flugt. En lille enhed trækker til siden, mens resten af den nyankomne hær løber De Goats lejesvende over ende. Den lille enhed, der trak til siden, kommer snart til syne foran palisade muren og en stemme tordner over, Prins Raylan af Carhol, mit navn er Celd Mardon og jeg kan forstå vi har noget at tale om”.

[M&R] 8. Afsnit: Rænker og Diplomati i det Kolde Nord

4 svar

Efterspilsrapport af Rasmus

Vinteren var forbi. Følget af kongesønner, bastard-datter, soldater og tjenestefolk rejste længere nordpå for at hverve folk blandt hus Brinets adelsslægter til at rydde Middlestone. Første stop var den blå borg ved Spring Keep Deep.

Deep

Allerede ved præsentationen opdager kronprinsen Graig, at datteren til den lokale adelsmand, Lady Kia Deep, genkender Farlen Mardon. Det er et problem. Det viser sig desuden, at to andre adelsmænd længere mod nord er tæt på åben krig. Det er også et problem.

 

Det viser sig, at den unge Kia var holdt som gidsel af Mardon-familien 20 år tidligere, og hun husker stadigvæk, da Farlens fader holdt en kniv for hendes strube på Amberwoods murer, for at holde de fjendtlige tropper borte. I Spring Keep Deep er de dog ikke bange for Bjørnen, Farlens farbror Celd Mardon, da han ikke ville kunne indtage borgen med rå magt. Men da de to Lords længere mod nord, Vendel og Seagot, er tæt på krig er han ikke i stand til at låne os sine 50 soldater. Hvis vi kan løse konflikten mellem de to adelsmænd, er han dog villig til at låne os mænd i en periode.

Lady Kia har sendt en spion ned blandt vores mænd, og en konflikt er ved at blive skabt, da hun er overbevist om, at en af hendes dødsfjender er på borgen. Heldigvis har Adrian Carhol en smidig tunge. Med sit flotte ydre og søde og fornuftige ord, overbeviser han hende om, at hun umuligt kunne have set Farlen, og de tilbringer natten sammen (vi håber der ikke kom noget permanent ud af den forening…).

Rænker…

De mange konflikter giver dog Graig Carhol anledning til at tænke i rænker. Bjørnen lader til at have en del af befolkningens opbakning og samtidigt har Farlen et vist krav på Brinet tronen. Da Prinsesse Junet og hendes mand Prins Jespor er på vej sydpå for at gøre krav på tronen mod Junet’s søster giver det potentielt nogle muligheder.

Hvis Prinsesse Junet løber med sejren, er der en god chance for, at de to parter har udmattet hinanden. Junets mand er af Albrand huset, og derfor både Brinet og Carhols naturlige fjende. Vil befolkningen i Brinet virkeligt bryde sig om at sætte en Albrand på tronen? Brødrene tror det ikke, og familien Carhol er da slet ikke interesserede i at have en af Albrand-sønnerne til at herske mod nord! Men hvad vil det betyde for brødrenes ære, hvis Carhol-sønnerne bliver opdaget i at deltage i at indsætte en Mardon på tronen? Kan vi gøre det uden at dræbe familien Deep, efter vi har boet under deres tag?

For at dræbe to drager med en pil, sender de Farlen med nogle betroede mænd ud til Bjørnen for at skaffe flere oplysninger, og samtidigt undgå, at han bliver opdaget.

 

Duel i Saxild

Oppe i Saxild er naturen endnu vildere og mændene ligeså.

Wendel

Wendel-adelsfamilien opdrætter store jagt- og krigshunde hunde og det er deres store stolthed. Tronarving Graig får et par stykker som gave. Stedet er ikke så raffineret. Der er hundekampe og Lady Julie Ann Wendel bliver nærmest kastet i armene på Adrian Carhol. Da hendes lokale bejler, Sir Jaeger Hunden, ankommer, bliver han meget fornærmet og kaster straks sin stridshandske. Det er dog Raylan Carhol der inden nogen når at reagerer samler handsken op, og det er heldigt, for Sir Jaeger viser sig at være en dygtig sværdkæmper – han er dog intet imod Raylan. Raylan bliver såret, men Sir Jaeger bliver dødeligt ramt. Esther er dog langt fra begejstret for hendes brødres eskapader, og det kommer til en verbal konfrontation mellem hende og Graig. Graig har efter hun helbredte Farlen fået en vis respekt for hendes evner og nytte for familien. Men da Esther ser duellen som strengt unødvendigt og barnagtigt, og mener at Raylon kunne have skånet Sir Jaeger, nægter hun at tilse hans sår. Det gør Graig vred, for han ser Raylan som ikke bare hans bror, og potentiel tronarving, men et vigtigt våben i deres families kamp om magten. Raylans ry som en utroligt farlig modstander er simpelthen et stort aktiv. Esther er ved at lytte til fornuft, men kræver at Graig knæler for hende og beder hende om at hjælpe. Graig er dog alt for stolt til at knæle for en bastard halv-søster, som han kun har kendt et par år, så de skilles som uvenner, inden de rejser videre mod nord.

 

Et andet sted…

I en mørk fangekælder er Raylan Carhol Senior (brødrenes farbror og Jonas’ spilperson) i livsfare. Hans vens tjener Jusuf er kommet for at redde vennen, inden de bliver henrettet, men vennen har fået hugget begge ben af og er meget ilde tilredt. Han trygler Jusuf om at redde Raylan i stedet. Jusuf indvilger og som en sidste tjeneste for sin herre giver han ham nådesstødet. Derpå forsøger han at flygte med Raylan Senior.

[M&R] 7. Afsnit: Vintersolhverv

1 svar

Efterspilsrapport af Anders

Den fejlslagne kronhjortejagt

 

Kenans skrig gav genlyd gennem kløften, kun overdøvet af bjørnenes skrækindjagende brøl. Han var blevet ramt af bæstets slag, og lå nu i mudderet mens han febrilsk kæmpede for at lægge afstand mellem sig selv og de to brune bjørne. Farlen, våbenmesteren, stod alene mellem drengen og de to bjørne. I næste nu kastede Raylan sig i dødsforagt ned af den stejle stenskrænt og ind i kampen. Hans klinge hvislede mens den skar sig igennem støvregnen og dybt ind i bjørnens kød.

Carhols arvinger er rejst nordpå mod Amberwood. På vej gennem nåleskoven melder spejderne, at man har opsnappet sporet af en kronhjort. Kongesønnerne vurderer, at lidt adspredelse vil gøre dem godt, og tager sammen med Ester, Kenan og Farlen på jagt efter dyret.

Under jagten støder vort følge ind i en flok af bjørne mens de forcerer en mudret kløft. Bjørnene angriber i blindt raseri, og kun ved Raylans heroiske mellemkomst lykkes det at redde Kenan og Farlen at lide en krank skæbne.

Hvor Kenans sår er til at overse, har Farlen til gengæld tildraget sig et grimt bidsår i låret. Esther behandler det frygtelige sår, men formår kun at stabilisere den aldrende våbenmester. Følget slår lejr for natten og hylder Raylan ved at tilberede et overdådigt måltid af bjørnekød.

Da Esther har tilset de to mænd, vender hun blikket mod skoven, hvor kronhjorten står. Hun følger diskret dyret ind i skoven mens mændene skåler på deres sejr.

Hun havde været længe væk. Graig Hart bandede irriteret, men spærrede øjnene op, da hun pludselig trådte ud fra efterårsnattens mørke og ind i kredsen af de festende mænd. Bålet kastede sit flammende lys på hendes ansigt, og der var noget foruroligende i hendes blik. Hun trådte med målrettede skridt mod fadene med det rå bjørnekød. ”Men… Esther!?” hviskede hendes halvbrødre, idet hun greb en mørkerød luns kød. Før de kunne reagere tog hun lunsen til munden og satte tænderne i den. Blod og kødsaft drev ned af hagen og ud over den grønne rejsekjole. Graig Harts øjne blev smalle.

 

Alliancedrøftelser i Amberwood

 

Følget nåede Amberwood en lille måned før vintersolhverv. Prinsesse Junet og Prins Jespor, det nygifte par der med ægteskab havde forseglet båndet mellem Brinet og Albrand, var dog ikke hjemme til at tage i mod. ”Bjørnejagt”, var hushovmesterens korte svar. Det skulle senere vise sig, at bjørnen i virkeligheden var Celd Mardon, en vasal under Amberwood og i øvrigt Farlens farbror, var i åbenlyst oprør mod Brinetfamilien. Et rytterfølge blev i al hast sendt ud for at overbringe den tragiske besked om kongens død.

Farlen Mardon var endnu ikke i bedring. Feberen havde et solidt tag i ham, men han fik dog fremstammet for Esther, at Amberwoods borgpræst for alt i verden ikke måtte se hans ansigt. Våbenmesteren blev derfor holdt isoleret på et kammer i borgen.

Efter Prinsesse Junets og Prins Jespors tilbagekomst satte man sig til forhandlingsbordet:

Prinsessen havde fuld forståelse for Carholsønnernes ønske om oprejsning efter angrebet på Olmus Lothar og den efterfølgende tilfangetagelse. Hun omtalte endda nødvendigheden af med årtiers mellemrum at foretage udrensninger af beboerne på Middle Stone – en praksis, man havde bedrevet i århundreder. Øen syntes forbandet, eftersom menneskene deroppe som tiden gik uundgåeligt korrumperedes. Men da vinteren vanskeliggjorde en straffeaktion  mod øen, måtte Carhols arvinger nødvendigvis vente til foråret.

Det andet presserende emne var arvefølgen i Brinet. Prinsesse Lydia havde tilsyneladende, i alliance med Sir Lard Snowmoor, allerede sat sine brikker i spil for at overtage tronen. Amberwoods herskende par var dog ikke til sinds at lade Lydia erobre magten, eftersom østerlændingen Jespor i kraft af sit ægteskab med prinsesse Junet var den retmæssige efterfølger for kong Wester. Selv ikke et hastigt ægteskab mellem Snowmoor og Lydia ville kunne ændre dette – da bryllupper i Brinet efter traditionen altid holdes i sensommeren.

Ilden kæmper en ihærdig kamp for at opvarme de kolde stenmure i rådssalen. Salen har dannet ramme om endnu en aften med vildtsteg, varm vin og behjertet samtale. Jespor læner sig ind over bordet og fanger med sine smalle østerlandske steppeøjne Graig Harts blik. Han taler med klar og myndig stemme trods vinen: ”Rejs ved vor side, når vi til sommer rider ind i Athercott. Det vil blive et prægtigt syn.” Carholprinserne ser på ham. Han er en dygtig strateg, ingen tvivl derom efter de lange snakke, men de ved alle, at hvad Jespor så listigt efterspørger, er en åbenlys støtteerklæring fra Carhol. De må træde varsomt her.

 

Farlen Mardons sår

 

Tre dage før vintersolhvervsfesten er Esther igen forsvundet. Brødrene irriteres, men hun er intetsteds at finde, og de må affinde sig med at bastardsøsteren endnu engang bryder etiketten. Men hvor er hun?

I skoven går en ensom skikkelse. Hun træder målrettet gennem sneen, men øjnene er fjerne. Da hun når til bækken slår hun lejr. Uset af mennesker tilbringer hun tre døgn. Hun udfører de nødvendige ritualer ét efter ét. På vintersolhverv hvisker stemmen endelig til hende.

Dagen efter lysets genkomst træder Esther igen ind af slotsporten i Amberwood. Brødrene er mildt sagt ikke tilfredse, men man undlader at vise sprækker i søskendesammenholdet foran tronarvingerne til Brinet. Der udveksles prægtige og symbolske gaver og brødrenes sind mildnes.

Dagene bliver lysere, men Farlen Mardons tiltagende feber hænger for hver dag der går som en tungere skygge over Carholfølget. Esther har ikke kunnet stoppe betændelsen fra at få styrke, og amputation synes snart den eneste løsning. Graig beder Esther gøre et sidste forsøg. Hun indvilliger, men afkræver sine brødre, at de hjælper, og at de ingen indvendinger gør mod hendes behandlingsmetoder.

Adrian spænder i hele kroppen for at holde Farlen fast til sengelejet. Den hærdede krigers smertensbrøl genlyder gennem gangene på slottet. Kronprinsen har grebet Farlens barkede næve, der knuger så det smerter i Graigs hånd. Esther slider med såret. Hun hvisker fremmede ord, skarpe smældende lyde af vestlandets gamle stammesprog. Farlen åbner pludselig øjnene. Hans ansigt er forvredet i forrykt smerte, da han fanger Graigs blik. Og ud af våbenmesterens mund farer pludselig en strøm af de grummeste forbandelser et menneske kan udspy. Som piskeslag hagler de ned over Carhols kronprins. Men han bider læberne sammen og møder våbenmesterens blik med en fyrstes fasthed.

Betændelsen trækkes ud af våbenmesterens lår, og Farlen reddes uden amputation. Men selv når han kommer sig, vil hans ben vise sig for altid at være svagt.