Tvekampen om en gudetitel

Raylan kunne dårligt sove. Regnskovens fugt og lyde holdt ham oppe. Eller var det sårene – endnu ikke fuldt ud helede? Nej, det var velsagtens den forestående tvekamp. Forgiftede benknive, hvilke barbariske folk der fandt på noget sådant?

Graig drømte. Billeder af hans rige, nu overstrømmet af mørke skygger. Fra syd – Wickmonts Leopard. Fra øst – Crossfords søslange. Men hvad er det? En Hane? Cokhurst selvfølgelig! Den træder ud fra Elmsby for at komme Uzel til undsætning. Men hanen fortæres af leoparden. Eller hvad? Kan det mon endnu forhindres?

Men vent! Fra Lionsport!? …Nej… hvor vover han? Elcastle har mobiliseret! Lionsports Warden – en forræder? Selvfølgelig… Lord Poley, stadig indebrændt over at være blevet forbigået! Riget smuldrer. Åh, skæbnen er hård ved Carhol.

Billedet af riget forsvinder. Et sælsomt væsen træder ud af disen. En øgle, med vinger, skæl, tænder, slangehale: ”Din bror skal kæmpe i morgen. Men giften er næppe Raylans ven. Jeg skylder ham en tjeneste, så derfor fortæller jeg dig dette… I bugen på din hund vil du i morgen tidlig finde nogle ildelugtende frugter. Tag disse fra hundens indre… ja, den er allerede død når du finder den. Tag dem og giv dem til Raylan. Bed ham spise frugtkødet, så vil han være beskyttet imod giften. Men han skal tage sig i agt – for hvis han spiser af kernerne vil han dø.

Graig talte: Hvem er du, et væsen uligt noget man nogensinde har set, der skylder Raylan en tjeneste?

 Væsenet hissede: ”Jeg kaldes luftdragen”.

 ”Men hvad er dit navn?” Graig så bæstet an.

 Væsenets øjne glimtede hemmelighedsfuldt: ”Et navn er en farlig ting at give fra sig. Men nok om dette! Jeg har et tilbud til dig, Kronprins Graig. Jeg holdes fanget i pyramiden. Giv mig min frihed, og jeg skal falde som en himmelsten over Wickmont. Jeg skal spise mig igennem dette rige – til der kun er knogler, ruiner og håbløshed tilbage.”

Raylan hev efter vejret. Manden lå for hans fødder. Død af knivstik. Raylan smed benkniven og begyndte at vandre ned fra pyramiden. Sveden drev fra ham, og var begyndt at opløse den rituelle hvide maling som de lokale stammepræster havde påmalet ham. Under ham ventede hans brødre i blandt de enfoldige junglefolk, der herefter ville hylde ham som deres Gud. Hvad mon Graig ville tænke derom?

Mens Raylan solede sig i sin nyerobrede guddommelighed, udsøgte Graig sig det kammer, hvor luftdragen efter sigende skulle være indespærret. Han brød forseglingen og åbnede stenporten ind til kammeret. Et kortvarigt men voldsomt vindstød mødte hans ansigt og rev i hans hår, men da han kiggede ind i rummet var det ganske tomt. Han kravlede derind, orienterede sig og ledte efter mærker, men rummet var ganske tomt og ganske undseeligt, som et fangehullerne i kældrene under Mud Castle. Graig grublede. Skulle dette lille kammer være luftdragens fængsel? Og hvad var overhovedet denne luftdrage – måske bare et drømmesyn? Ren indbildning?

Da stammefolkene fik nys om at forseglingen var brudt og kammeret åbnet, reagerede de dog med slet skjult rædsel. Graig noterede sig deres frygt.

Rejsen til Geddricks Javelin

Frank Sunstar, Lykkeridderen fra syd, nu hjemløs, med sin lyshårede lille datter Emmie på slæb, lærte et og andet om Esther, mens han eskorterede hende på rejsen til og fra Geddricks Javelin.

Lady Esther færdedes hjemmevant i lyngheden og i skovene. Hun tændte bål med kyndig hånd, hun nedlagde vildt og fandt vej. Hun udpegede planter, dyrespor og stjerner for Emmie, som genert gentog de sælsomme navne: giftplanten Bulmeurt, den lille fugl Løvfinken, Kometen Siernas Fakkel, som altid varslede sommerens afslutning.

Det overraskede ham derfor heller ikke at få bekræftet, at Esther var i slægt med de lokale – og således ingen ægtefødt kongedatter. Rygterne havde man vel nok hørt.

Hvad der til gengæld kom som ny og ganske farlig viden, var at Lady Esther bar et foster i sit indre. Hendes morgenopkastninger havde vakt Sunstars formodninger, men det var først, da Esther – uvidende om at Sunstar lyttede med – forklarede Emmie hvad der var i vente. Denne grænseløse ærlighed overfor barnet forundrede Sunstar. Kvinden, der ellers holdt kortene tæt til kroppen, delte her en ganske skelsættende hemmelighed med et ganske lille barn, hvis diskretion man dog næppe kunne stole på. Men Emmie talte ikke ved nogen lejlighed om hemmeligheden. Og Sunstar spurgte hende ikke derom, eftersom han nu allerede vidste besked.

Endnu to hemmeligheder trådte frem fra skyggerne under rejsen. Lady Esther var ildeset på sin hjemegn. Næppe nogen større overraskelse, men dog interessant nok i sig selv. Mere bemærkelsesværdigt var det, da en gamle kone, mild og rund i sit ydre, men med et blik der fangede Esthers øjne og nidstirrede hende med gammelklog bedrevidenhed. Hendes stemme var smiskende og selvtilfreds: ”Søger du stadig hævn for den ugerning der overgik dig dengang? Du ved, mit barn, det er nu engang en vestlandskvindernes lod at være legetøj for adelens ungersvende. Glem vreden. Den slags minder er bedst at gemme bort.”

Var der en snert af ondskab i ordene? Frank så Esthers øjne lyne. Men kongedatteren holdt tand for tunge og undlod at besvare den gamle kællings spørgsmål. Han så dog hendes fingre blidt berøre ritualkniven i bæltet. Den hun for få måneder siden var begyndt at gå med.

Hvad han dog aldrig fandt ud af, var præcist hvilket ærinde hun var på i det lyngklædte og vindomsuste Vestland.

Slaget i bjergene

Graig, Raylan, Lord Ray og Adrian blev ledt ud af bjergene af stammefolkene. Raylan, nu anset som en guddom af de overtroiske stammefolk, fik løbende efterretninger om hærenes positioner. Mod nord ventede Carhols lensmænd – baronerne fra krigsrådet i Hobb. De var endnu ved at få samling på tropperne efter det indledende forræderi, som hæren var blevet udsat for da den bevægede sydpå tidligere på sommeren. Mod syd stod Wickmonts hær. Den var allerede nu begyndt at trænge igennem bjergene. Mod vest var der forlydender om, at en hær havde forladt Lionsport, og nu var på vej mod Carhols styrker. Graigs frygt syntes at blive til virkelighed. Lord Elcastle i ledtog med Wickmont! Der kunne ikke være anden forklaring på, at Wickmont-krigsherrerne vovede sig igennem de uvejsomme og forræderiske bjergpas.

Raylan insisterede på et hastigt modsvar. Så snart man kunne mobilisere hæren skulle den søge mod syd, op i bjergene gennem forskellige dale, for at imødegå Wickmonts styrker. En knibtangsmanøvre. Dristigt, men nødvendigt, hvis Wickmonts langt større styrke skulle tilintetgøres inden Elcastle kunne nå frem.

Hæren var allerede i bevægelse, da Sunstar og Esther sluttede sig til styrkerne efter deres rejse til Javelinen. Man førte tropperne ind i bjergene, og lagde et sidste krigsråd, godt hjulpet af spejderne fra regnskovsstammerne, stedkendte i bjergene – deres naturlige beskyttelse mod omverdenen.

Der blev lagt fælder og planlagt skinmanøvrer, og Frank Sunstar viste sit værd som en en mand der kendte krigen, ikke kun i dens blodige eksekvering, men også i forberedelsens mere eller mindre elegante skaktræk.

På vej gennem bjergene spurgte Esther henkastet, hvilket vejr Carhol skulle håbe på. ”Tæt tåge,” var det korte svar fra Kronprins Graig.

Og da slaget kom dagen efter, var der minsandten tæt tåge. Den kom så pludseligt, som var den en gudernes gave. Kravlende ned fra bjergene lagde den sig om den dal, der var blevet udset til valplads. Da den fire timer senere lettede, stod Carhols arvinger endnu. De kunne kigge rundt i det blodige virvar af lemmer, døde heste og mænd i krampagtige og langtrukne dødsspasmer og konstatere, at Wickmont var blevet slået.

Esther kom løbende dem i møde midt på slagmarken. Hun havde holdt sig på afstand under kampen, men kunne nu slutte sig til sine halvbrødre og sin onkel, alle indsmurt i blod og udslidte efter flere timers hakken, fægten og undvigen i moradset.

Graig nåede blot at konstatere hendes smil, hendes våde tøj og hendes hår, der hang drivvådt ned langs hovedet, inden hans opmærksomhed blev fanget af et horn der gjaldrede fra en bakkekam. Elcastle! Lionsports rytteri dundrede ned igennem dalen og omsluttede Carhols sønner og deres livvagter. Udmattede efter kampen gjorde man ikke udfald, men greb blot hårdt om sværdskæfter og spyd og bed tænderne sammen. Raylans øjenbryn løftede sig, da han så Bluefire’s banner. Han var da en ven af Carhol?

Poley Elcastle af Lionsport red frem, løftede med en nonchalant bevægelse hjelmen af hovedet, og hilste med et nik sin kronprins: ”Min herre, jeg ser at I har startet kampen mod Wickmont uden os? Det er uhørt, at Lionsports Warden ikke står ved siden af sin herre i en sådan situation!” Elcastle, en kantet mand uden skyggen af humor, kiggede med hvad der lignede et smil mod sin kronprins.

Graig slog en latter op: ”Der er endnu masser af soldater fra Wickmont i bjergene, som skal jages og slås ned inden de når at samle sig! Elcastle, deres tilstedeværelse er en velsignelse. Velkommen.”

PROLOG

Solen stod midt på himlen og svedte alt, høj som lav, under dens åsyn. De fleste fornuftige mennesker søgte tilflugt i skyggerne på denne tid af dagen, men lidt uden for borg murene i en påbegyndt tilbygning, legede to ubekymrede drengebørn. ”Pas på, jorden er giftig”, råbte Raylan, idet han hoppede op på en sten. Ellis Castellsls, studsede et øjeblik og hoppede så op på den nærmeste sten. Sveden sprang fra deres pander, men de havde alt for travlt med at lege, til at ænse heden. Solen i Wickmont var voldsom om sommeren.

”Du har tabt”, råbte Ellis til Raylan, idet han sprang ned fra en sten. Men Raylan havde fået øje på noget meget mere spændende. En lærreds sæk lå i et lille indhak ikke langt derfra. I næste nu var Raylan derovre og viklede forsigtigt stoffet til side. Tre skinnende klinger kom til syne. Raylan spærrede øjnene op og hans hjerte bankede. ”Ellis” råbte han ”Ellis, kom her over”. De to drenge greb hver et sværd. ”Kom lad os prøve dem ad”, udbrød Raylan, mens han prøvede et par sving i luften. Ellis, det var et år yngre end Raylan, synes ikke udsigten til at sparre med Raylan, var specielt tiltalende, men udsigten til at tabe ansigt, forekom værre, så han nikkede bare og holdt sværdet op, som han havde set de store drenge gøre det. Inden længe havde Raylan smadret sværdet ud af hånden på Ellis. ”Igen” råbte Raylan begejstret. Han hjerte bankede, det her var sjovere end nogen leg han havde prøvet før. Endnu, en gang faldt Ellis’ sværd til jorden, men Raylan havde ikke fået nok. Han kunne i dy sig og uden tanke slog han atter ud efter Ellis, der nu stod våbenløs. Trods det kun var med den flade side, fangede odden kød og blod sprang fra Ellis’ ben. Ellis kiggede et øjeblik uforstående på såret, for derefter at udfri et frygteligt vræl. Raylan, så chokeret på Ellis og så som den eneste udvej, flugt.

DET UKENDTE RIGE

Kong Greig og Prins Raylan spejdede ud over afsatsen til dette ukendte rige, dækket i vand. Hist og her stak bygninger op, men alt levende civilisation syntes forsvundet. I det fjerne øjnede Raylan en båd stage ud mellem mangroven med kurs mod dem.

Hovenes torden kom nærmere, for hvert hjerteslag. Adrian hang livløs over stridshesten, mens Greig og Raylan forvildede orienterede sig mod lyden, alt imens blodet flød ned over deres skinnende rustninger. De var udmattede og svært sårede fra det forløbne slag. En rolig hånd ramte Greigs skulder, ”det er venner”, sagde Lord Claylake! Ud af den mørke tunnel kom fire riddere; ”vær hilset kong Greig”, buldrede en stemme. Manden havde et moders mærke under øjet. Spionen fra Crossford; Underwood! Tanken slog Greig og Raylan med et. ”Hør hvad han har at sige min konge”, indskød Lord Claylake. Underwood begyndte; ”kom med mig til Crossford og I vil få…”, sætningen blev afbrudt af et skrig fra oven. En skikkelse faldt på Underwood, men en af hans betroede mænd fik snart lagt sig imellem og begge endte på jorden. Greig og Raylan havde endeligt forstået situationen og trak blank. Før det var gået op får de ubudne gæster hvad der foregik, havde Greig og Raylans klinger mødtes på midten af en af Underwoods betroede riddere. Han faldt livløs fra hesten. Greig vente i samme nu hesten og sprang i fuld galop mod båden. Det var nu klart, at det var onkel Ray bag roret. Greigs væbner, Tom Winewood forstod situationen og tog Adrians tøjler, og førte ham ligeså mod båden og mod sikkerhed.

Alt imens var våbenmester Farlen, Raylans læremester og faderskikkelse, kommet i sværdkamp med Claylakes højre hånd; Sir Thorn. Instinktivt søgte Raylan, Farlen til undsætning, med væbner Kenan lige i hælene. Efter få øjeblikke havde Raylan hugget hovedet af en af Farlens’ to aggressorer, men var snart omringet af Claylake og en Underwood mand og derfor, nødsaget til retræte. Kenan blev tilbage og sikrede sin herres tilbagetog og støtte til Falden, der snart havde overmandet sin modstander, Thorn. Men det var desværre få øjeblikke for sent til at redde Kenan, der snart blev hugget ned.

Raylan skreg på sin onkel og bror om at komme Dem til undsætning, men hans ord faldt for døve øre. Den erfarne Onkel Ray så situationens alvor og eneste udvej, flugt. Som en sidste desperat handling greb Raylan, Onkel Rays armbrøst og sank en pil dybt ind i kujonen og forræderen Claylakes nakke, idet han skreg ”vi betaler for Kenan, vi betaler for min væbner”.

Det sidste De så før de stagede ud på åbent vand var spionen Underwood synke et sværd i Claylake, alt imens hans mand hev Kenan op på sin hest.

ØEN

Få dage efter nåede følget et plateau, der havde undgået den værste oversvømmelse. Ved nærmere inspektion opdagede de en pyramide formet struktur, hvor mænd gik til og fra. Ved følgets ankomst, blev de i mødekommet af fem bevæbnede mænd. Men disse mænd havde grove træk, og bar køller. Greigs diplomatiske evner sikrede følget en audiens hos De Ældre. Her blev det klart, at stammen kaldte sig De Blå Mænd, men området var styret af en meget større stamme kaldet Hjerte Knuserne. Efter tre dages vandring gennem det oversvømmede by landskab, havde en spejder fra De Blå Mænd ledt følget frem til Hjerte Knusernes domæne.

Følget havde i løbet af turen bemærket flere statuer og afbilder forestillende fugle. Og ved ankomsten til Hjerte Knusernes domæne stod det klart, at fuglen eller fugle var den herskende gud. Var det en afart af Falken?

GRÆNSEKRIGENE MELLEM WICKMONT & WESTLAND ÅR 99

Kronprins Greig Hart spejdede ud over det bølgede bakkelandskab, i det Sydøstlige Westland. Blomsterne var sprunget ud på træerne og en poetisk sjæl, vil måske have beundret landskabets skønhed, men det eneste Greig tænkte på, var hvordan det hæmmede hans udsyn. Han vidste fjenden var lige i nærheden, men de forbistrede blomster gjorde det umuligt at se noget som helst. ”Hvad er den befaling, herre” indskød Saxon, hans væbner. Greig kiggede hurtigt rundt, ”vi tager højen”. Han vidste, at uanset hvad, var det altid en fordel at indtage det højeste punkt på en kampplads. Det var en strategi, der ikke kunne slå fejl. Greig og hans fem hundrede riddere, satte i bevægelse. Det var en lille styrke, men disse grænsekrige, der efterhånden havde varet nogle år, havde primært bestået af små, manøvredygtige styrker og udfald på tværs af grænserne.

Da de nåede højderyggen ænsede Greig, Wickmont bannere for foden af bakken. Sølv ulv, guld stjerne på blod rød baggrund. Det var Ellis Castells. Det var efterhånden ikke længere en overraskelse for Greig, at se huset Castells blandt de forreste rækker i krigen. Castells havde af uvisse årsager opdyrket et had mod huset Carhol og bød en hver chance for blodsudgydelse velkommen.

Castells

Kronprins Greig blev kort grebet af forvirring. Castells trak deres styrker tilbage!? Han vidste Ellis Castells var en dygtig strateg og dette tilsyneladende dårlige træk vakte undren. Men Greig havde ikke tid til at tvivle på sig selv. Havde Ellis Castells begået en strategisk fejl skulle den udnyttes og ikke slippe væk. ”Angriiiib” brølede Greig og satte i gallop. De femhundrede kampklædte mænd tordnede ned af bakken, men først da det var for sent, lagde Greig mærke til solens stråler kaste genskin fra foden af bakken. ”Ikke igen”, tanken fór igennem Greigs hoved og i næste nu var der en hvinen og vrinsken og tumult da hestene væltede hen over partisaner søm. Huset Castells var ikke kendt for deres fairness i krig og denne svinestreg havde kostet Greig sejren. I næste nu, føg spyddene ned over Greig og hans følge og mænd blev spiddet til deres heste og slagtet som lam. Men målet var Greig og de fleste spyd faldt mod ham og havde Saxon ikke stillet sig i mellem ville det have været Greig der blev spiddet til jorden. Saxon spyttede en mundfuld blod ud, ”flygt min herre, flygt, og lad ikke mit offer være forgæves”.”Til mig, til mig” brølede Greig i det han så Elliss styrke nærme sig. Han vidste Ellis ikke var ude efter gidsler eller løsepenge, han ville Carhol til livs. En håndfuld af Greigs mænd havde nået ham og bragt et par heste, der havde befundet sig i de bagerste linjer og endnu var friske. ”Thump”!! Det føltes som om nogen havde givet ham et voldsomt skub. Smagen af jern spredte sig i munden. Greig kiggede ned ad sig selv og han så odden af et spyd stikke ud gennem hans rustning. Det flakkede for hans øjne, Elliss mænd nærmede sig, han kiggede sig rådvildt rundt ”jeg kan ikke dø her, jeg kan ikke dø nu”, nåede Greig at tænke, for hans fødder mistede fodfæstet. To af hans mænd havde hevet ham op på en hest og var allerede på vej op over bakken. Han så et glimt af resten af hans styrke tage position mellem Ellis og bakken. Han flakkede mellem bevidsthed og drømme. Træerne og blomsterne fór forbi i glimt. ”Hvor smukt” tænkte han inden han forsvandt ind i drømmene.

AUDIENS

Den talende gud blev båret frem på en trone af sten, med indgraverede fugle. Følget studsede idet det gik op for dem, at selve tronen var Flod Tronens bror, fra tiden hvor de to konger styrede landet og havde opdelt riget. Denne trone kunne give dem den længe ønskede opbakning hos befolkningen og i alle de syv riger.

Kong Greig forslog en alliance, men præsten Thihid blandende sig og befalede tvekamp før en sådan alliance kunne komme på tale. Med selvsikker mine lovede Kong Greig, at en sådan tvekamp ikke kunne være noget problem, så længe hans bror prins Raylan var hans mester. Men uventet tilføjede præst Thihid, at kampen skulle udkæmpes nøgen og med forgiftet benkniv.

Forspil

Da solen forsvandt bag bakkerne i Vest ankom Ester til holmen. Hun havde lovet smeden en nat for hans arbejde.

”Hun hedder Stillmund” sagde han sagte og rakte Ester kniven. ”Men pas på, hun bidder”. Ester tog imod kniven og så beundrende på den. Hun var blank og slank. Bladet fortsatte hele vejen fra top til bund. En fure kom til syne mellem Esters bryn. Smeden smilede ”troede du det var gratis at bruge hendes kræfter? Hun kræver sin pris… i blod, men først er det mig du skal betale”.

Solens årle stråler vækkede Ester tidligt. Smeden lå stadig ved hendes sine og snorkede. Han så fredelig ud som han lå der. Man skulle ikke tro, at det var den samme mand som det bæst, der havde ligget på hende i nattens mørke. Ester skar en grimasse ved tanken, kiggede så atter på smeden og smøg sig op på ham. Smeden missede med øjnene og smilede. Ester smilede tilbage i det hun førte kniven over hans strube. 

Kirkens Mænd

Onkel Ray forstod kun alt for vel, konsekvenserne af at have kirkens mænd imod sig. Hvorfor han havde insisteret overfor Greig nødvendigheden af, at sætte tid af til at besøge de lokale kirker inden turen mod Syd. For kunne de vindes til Carhol side, ville familien stå en bedre chance ved det kommende præsteting. Således havde Onkel Ray ifølge med familie præsten fader Thom Ironberg, Ester og et betroet følge, reddet ud fra Hobb aftenen før hæren drog sydpå, for ikke at blive fanget i dens ”kølvand”.

Området, hvor vores helte rejste rundt

Nøglebærende

Det var fader Thom der ledte an, da han kendte abbed Martinus fra gamle dage og efter en rundvisning i flodklostrets smukke omgivelser, blev følget budt på vådt og tørt. Men henover bordet blev der både delt brød og alvorsord. Fader Thom og følget var ikke kommet for at genleve gamle minder, men for at tale om politik, nærmere betegnet, kirkelig politik, den værste af slagsen. Men til Onkel Ray og Esters lettelse fandt de hurtigt støtte i faders Thoms gamle ven og med løfter om anerkendelse og respekt voksede abbed Martinus øjensynligt flere centimeter.

Senere den dag var Ester på visit i klostret berømte urtehave. Et væld af dufte og farver mødte hende og kælede for hendes sanser, men særlig en urt fangede hendes interesse; Skeletrosen. Denne askegrå plante voksede i skygge og fandtes kun i områder hjemsøgt af stor ulykke. De få eksemplarer abbed Martinus havde fået til at vokse i haven var hans stolthed, så man kan forestille sig hans knibe da selveste prinsessen af Carhol bad om et eksemplar. Men efter megen gniden hænder og udenom snak fik Ester endelig udleveret et eksemplar sammen med, hvad der må betegnes som en mindre bog, om hvorledes den skulle passes og plejes.

Næste morgen red følget vestover mod Buens Orden.

Buens Orden

Smak! Onkel Ray var rød i hovedet efter alle de myg. Ikke så meget på grund af deres stik, snarere hans hånd. De havde befundet sig i dette forbistrede sumpområde det meste af dagen og mudret sad i klaser på hestene.

Midt i dette ingenmandsland dukkede en lille flække op. Husene så sørgelige og faldefærdige ud og alt var bygget i træ. Selv den enorme figur der var rejst i midten af det hele, der afbillede Falken. Falken vejrede faretruende i vinden og fra tid til anden faldt en bjælke ned, men snart efter blev en ny hamret fast. Fader Thom og Onkel Ray betragtede denne monstrøsitet med undren, idet en stemme buldrede dem i møde ”velkommen”. Det var Garff, overhoved af Buens Orden og byens beskytter.

Over brød og vin, berettede fader Thom om situationen og plederede Garff om hans støtte. Men Garff var ikke blevet strøget med hårene af huset Carhol og ytrede sin utilfredshed med, at den ældgamle skik Mårens Nat var blevet tilsidesat på grund af uduelige adels sønners manglende evne til, at fange en mår på denne nat og dermed vinde ære. I stedet havde mangen en adels søn taget derfra med nedtrykt mine og klaget deres nød til deres fædre, indtil traditionen var blevet opløst. Men stod det mellem forsmåede adels sønner eller kirkens vrede, var det trods alt bedre med forsmåede adels sønner.

Således tog følget afsked, dagen derpå, med en veltilfreds Garff. Mårens Nat var tilbage på programmet og endnu en støtte var sikret.

Klippetemplets Vogtere

Mellem klipperne kom indgangen til templet tilsyne. Resten af templet fortsatte ind i bjerget. Det var sparsomt udsmykket og dårligt vedligeholdt. Ud trådte en stor firskåren ældre mand. Fader Thom sank en klump før han mødte mandens blik, ”fader Odo”, hilste Thom med et nik, ”fader Thom”, svarede Odo tørt. Den kødfyldte Thom og den senede Odo havde ikke meget tilfælles, hverken kropsligt eller åndeligt og efter forgæves, at have lovet nye disciple og ressourcer til vedligeholdelse, blev følget sent af sted med uforrettet sag, dog med den trøst, at Carhols modstandere ville få lige så svært ved at påvirke denne mands mening som dem.

 Oksevejen

Det næste stop på vejen lå mellem Stockrock og Five Stones og var af særlig vigtig betydning. Det var netop her, at et af Westlands mest betydningsulde relikvier befandt sig og ligeså forholdt det sig med broder Carl der overså stedet. Fader Thom havde aldrig haft fornøjelsen af at besøge stedet, ej heller stedets kirkelige repræsentant og var spændt på mødet.

På vejen passerede følget pilgrimme, der var kommet langsvejs fra for at besøge dette Oksens allerhelligste sted. Onkel Rays’ forventninger synes dog ikke at blive mødt, da han så hvad postyret var omkring. Et lille træskrin, der stod på en sten søjle ved vejsiden. Omkring var hundreder af pilgrimme, nogen var i gang med bøn og andre var på vej af sted med tunge sten på ryggen i forskellige størrelser. Hvem der var præsten var umulig at se. De bar alle fattige klæder og synes ikke videre optaget af det fornemme følge. Bag ved skrinet og ved vejkanten, var jammerligt konstruerede træhytter, der rent faktisk forekom at være beboede. Efter en stund, hovedsageligt bestående af undren og forvirring kom en mand dem i møde. Han havde forhutlet hår, sporadisk skæg og slidte rober. Det syntes umuligt at fastslå hans alder. ”Velkommen fremmede. I ser ud til at have mistet orienteringen, måske jeg kan hjælpe”? ”Vi søger hans ophøjede hellighed, broder Carl” svarede fader Thom. ”Søg og I vil finde” svarede broder Carl, ”han står foran Jer”. Onkel Ray og fader Thom vekslede blikke, men Ester forekom absolut ubemærket over det besynderlige ved situationen. ”Har de et sted vi kan tale i fortrolighed, min kære broder”, ytrede Thom endeligt.

Følget blev bænket i den mest imponerende af de jammerlige bebyggelser, men trods de kumme kår, var der et imponerende antal læder omspundne bøger, der ikke synes hjemme, et sted som dette.

Efter en tid i tavshed tog broder Carl ordet, ”hvad har I taget med”? Onkel Ray kiggede usikkert på Thom, der heller ikke forstod spørgsmålet. ”Forstår I, det er skik, at medbringe gaver til stedet, ofte i form af mad, så vi kan ernære os selv”, indskød broder Carl. Onkel Ray nikkede for sig selv. Var det i Vinewood eller Ashford han havde stødt på en lignende skik. Præster, der udelukkende ernærede sig af almisser. Dette forekom Ray, at være et yderst fornuftigt forhold, hvad angik kirkelige anliggender.

Der blev hurtigt fundet pølse, ost, brød, vin og andre lækkerier frem fra rejseforsyningerne, for kunne denne mand vindes med mad, ville det være en let købt stemme i tinget.

Efter at broder Carl var behørigt bespist fremlagde fader Thom deres sag med iver og håb om en hurtig forsoning, men ak. Broder Carl nikkede forstående, ”det er en beklagelig affære, men ak, jeg har mine egne bekymringer, der spænder ben for at kunne bistå Jer i Jeres sag. Forstår I, jeg har ingen lærling, der kan passe stedet mens jeg er væk, således er det aldeles uvist om jeg overhovedet kan finde tid til at deltage i tinget”. Onkel Ray åndede lettet op, en lærling burde ikke være noget problem at fremskaffe. ”Men ak, det er kun begyndelsen på mine problemer. Min primære misere, består i hvem der skal overtage plejen af relikviet når jeg en gang er væk. Forstår I, min tip, tip, tip oldefader, ja måske endnu længere tilbage, blev givet det fornemme privilegium, at passe på dette skrin. Men ikke nok med det, så blev opgaven betroet min æt og da mine brødre har været så uforsigtige, at smide deres liv væk, inden de kunne frembringe efterkommere, ser min æt ud til at gå til grunde med mig. Og da det ikke er tilladt for kirkens mænd at gifte sig, ser det ilde ud. Men… måske en undtagelse kunne forekomme? Såfremt den helt rigtige frøken af ordentligt byrd kunne frembringes”? Onkel Rays tålmodighed var snart opbrugt og med hans lemfældige forhold til kirkelige dyder, blev der hurtigt givet håndslag på, at et sådan gentlemanaftale sagtens kunne arrangeres. Hertil udbrød Carl, ”jamen I har jo de fineste argumenter for Jeres sag og jeg ser intet problem i at afstedkomme Jeres ønsker i det kommende ting”. Det blev der naturligvis skålet på og efter en stunds stilhed udbrød Ester, ”hvad befinder sig i skrinet”? Jeg er glad for, at du spørger søster”, svarede Carl, ”det er selveste Oksens nosser. Ser I, Oksen er meget mere end det de fleste forstår ved ham den dag i dag. Han var også ualmindeligt frugtbar. Og som historien går, tog han skikkelse af en ung skjald ved navn Odan, der forførte selveste Sierna. Men Sierne, som I ved, er en jalousi gud og da hun lærte, hvorledes hun var blevet snydt, brændte hendes ild, voldsommere end nogensinde før, jorden rumlede og vulkaner brød ud. Næste nat, da Odan sov, med endnu en datter af jorden, opsøgte hun ham forklædt som en skøge og rev nosserne af ham og kastede dem til jorden og de faldt, lige her, ved oksevejen”. Ester og Thom stirrede med store øjne på Carl, hvorimod Ray fortrak en mine ved den klamme fortælling og tanken om skrinets indhold. ”Men Oksen gro naturligvis et par nye nosser, men genvandt dog aldrig den samme virilitet og siden da, har Sierna været primær gud når det kom til frugtbarhed”.

Den Blå Flamme

Tre dage efter det besynderlige møde med broder Carl, ankom følget til byen Cowbridge, hjemsted til ordenen Den Blå Flamme. Onkel Ray var desværre alt for bekendt med stedets abbedisse Martha, kusine til kongen og mandehader, hvis man skulle tro Rays ord, hvorfor han valgte at fortrække til byens bedste kro og lade Thom og Ester klare strabadserne. Men til Thom og Esters overraskelse var de kommet i forkøbet af en Wickmont ambassadør, med samme ærinde.

Efter foretræde blev Ester, som den eneste, inviteret ind i kirkens allerhelligste. ”Besidder du Siernas flamme søster”? Spurgte Martha. Ester kiggede uforstående på Martha. ”Tag plads i stolen og vi vil se”. Ester tøvede en stund før hun satte sig. Men så snart hun havde taget sædet, mærkedes hun en brændende fornemmelse i kroppen, der langsomt tog til i styrke. Ester mærkede flammerne fortære hende, men en uvirkelig vilje fik hende til at blive siddende og ligeså pludselig som det var begyndt holdt det op. Ester rejste sig langsomt op fra stolen og kiggede ned af sig selv. Ikke en fiber på hendes tøj eller en luns af hendes kød var mærket af ilden. Hun kiggede tilbage på Martha. ”Ilden er stærk i dig søster. Du er den første der har rejst sig frivilligt af dette sæde. Lad os nu slutte os til de andre”.

I velkomst salen var en hed debat i gang mellem Wickmont ambassadør André og fader Thom, som fortav så snart Martha entrerede rummet. ”Jeg er Siernas tjener og byder kun hendes befaling. Tag I hver et kuld fra dette brændende fad og den som hun holder hånden over vil bestå denne prøve og få min støtte”. Fader Thom og André vekslede usikre blikke, men begge med iver for at bestå denne prøve, greb ud efter et stykke kuld. André havde dårligt fået fat, før han måtte smide kuldet fra sig, mens fader Thom efter en stund roligt kunne lægge kuldet tilbage i det brændende fad. Martha kiggede forundret på Thom. ”Jeg ved du er en tjener af Ocedion og Oksen, men du må besidde Siernas gunst og således også min. Gå i fred og vid min støtte er hos dig”.

Med opløftet hoved forlod fader Thom og Ester templet og mødtes med Ray på den nærtliggende beværtning. Men Ray var ikke helt så fornøjet ved historien og inden følget gik til ro samme aften, bebudede han sin tjener Yosuf, at følge denne ambassadør og afslutte hans rejse.

Den følgende nat indhentede Yosuf ambassadøren og hans følge og skar halsen over på selv samme. Men tre dage efter når nyheden Ray, ambassadøren har overlevet attentatet, men har lidt varige mén og derfor mistet evnen til tale. Trods fejlen finder Ray trøst i, at dette måske kan tjene som et endnu stærkere budskab end et simpelt mord.

Marskens Mødre

Efter syv dages hårdt rit mod Vest når følget frem til området, hvor Marskens Mødre siges at holde til. En lokal bonde beretter om sektens ritualer ofte udføres ved den østvendte stensætning formet som fallos. Dette synes at muntre mændene op, der i rask galop sætter kursen mod dette punkt. Ved ankomsten var Mødrende allerede i gang med et ukendt ritual, der foruroliger fader Thom, der ikke synes at kunne finde nogen forklaring på denne skik i nogen af de bøger han kender til. Men ikke så snart Ray, Yosuf, Thom og Ester er steget af hestene bliver de kommet i møde af en ældgammel rosin af et kvindemenneske. ”Hvem som ønsker at deltage i dette frugtbarheds ritual træd frem, hvem som ej ønsker, gå bort og bliv for altid borte”. Efter bekymrende kort tids eftertanke, træder Onkel Ray frem. Metuselah’en kigger indgående på Ray og undersøger hans ædlere dele, hvorefter hun kalder et navn. Ray lukker øjnene end stund og beder en stille bøn, men da han åbner øjnene står en velformet slank pige foran ham. ”I skal dele et leje i nat under månen og himlens åsyn”, hvorefter den unge mø tager Ray i hånden og fører ham hen til en seng af græs. Yosuf kigger et øjeblik forundret på denne sære skik, hvorefter han ivrigt træder frem. ”Jeg er også frivillig, jeg vil også være med” ytrer han, før hans ord bliver afbrudt af en ferm hånd om hans testikler. Den gamle kone kalder endnu et navn, hvorefter Yosuf med fornøjelse ser en ung kødfyldt pige træde frem. ”I skal dele et leje i nat under månen og himlens åsyn” messer den gamle, idet pigen griber Yosufs hånd og trækker ham væk. Fader Thom tager et tøvende skridt tilbage og møder metuselah’ens misbilligende blik.

Natten udrinder og Ray møder den gamle på højen ved daggry, ”drag bort med min velsignelse. I har velagtet vores skikke og ligeså skal jeg velagte Jeres”.

Månesølvets Orden

Natten har allerede oprundet da følget ridder gennem Elcastles porte. Dette er det sidste stop og Månesølvets Orden der venter. Ypperste præst Ibram tager mod fader Thom, Onkel Ray og Ester i en overdådig sal. Kirken er et imponerende stykke arkitektur og er blevet skabt som en tilbygning til selveste Elcastles hovedborg.

”Jeg ser ingen grund til at støtte en så ubegrundet og vag sag som Jeres”, ytrer Ibram stålsat. Spis mit brød, drik mit vin, men tag derefter afsked og lad Jer ikke blive hørt fra igen. Følget forlader domicilet i tavshed.

Onkel Ray vågner brat ved en hård banken på døren til han værelse. I mangel på ypperste præstens gæstfrihed, har følget taget bolig på beværtningen, Den Svundne Tid. Et par øjeblikke efter svarer Ray døren. Et sendebud står ved døren med et brev og forlader straks Ray så snart det er leveret. ”Mød mig i mine gemakker ved middagstid”, signeret ypperst præst Ibram.

Ray bander for sig selv, ”sådan en vigtigper, umuligt mandfolk skal man lede længe efter”.

Onkel Ray tager sæde, foran Ibram. ”Jeg kan forstå vi talte forbi hinanden i går og ønsker derfor, at rette op på denne fejltagelse ved, at tydeliggøre mine intentioner, under, hvad jeg betragter som de helt rigtige omstændigheder”. ”Jamen selvfølgelig deres eminence”, returnerer Ray, mens han ser ham selv strangulerer denne mandsperson for sit indre øje. ”Ser De, vi er i bekneb. Vi ønsker intet andet end at hylde Vores noble og ærværdige gud Ocedion med endnu en tilbygning til hans ære, men ser De Vi mangler fonde. Måske vi kan nå en forståelse i denne henseende og således også i Deres? Men jeg advarer Dem, det kræver et uhørt beløb, at kunne hjælpe os i denne knibe, meeen såfremt det kan lade sig gøre, vil jeg naturligvis, gøre Vores for at støtte Dem i Deres gøremål”. Jeg foragter alt ved denne person, hans griskhed, hans måde at tale om sig selv i flertal, hans måde at smage på ordene på, men trods det er ordene der vælter gennem Rays hoved er det ikke det, der kommer ud af hans mund. ”Jamen naturligvis Deres eminence, jeg ser ingen finere sag, end at støtte Ocedions tilbede og alle hans tjenere”. Ypperste præst Ibram kigger et øjeblik vantro på den mand, der lige har ytret det utænkelige, men griskheden kommer hurtigt til orde; ”glimrende, så er vi i forståelse. Vi tjenere af Ocedion skal jo stå sammen”.

Senere samme dag engagerer Ray, Yosuf. ”Denne mand er giftig og giftige mænd skal dø. Find et belejligt tidspunkt og gør en ende på hans lidelser”. Yosuf nikker tavst og forsvinder ud i byen. Ved næste daggry forlader følget Elcastle en mand fattigere og ikke meget klogere på Ibrams støtte i det kommende præsteting.

Carholfølgets rejse mod syd fortsætter. Rygtet om dets færd iler i forvejen, og bannermænd efter bannermænd indfrier deres løfte om troskab. I alt 10 bannermænd med samlet 32.000 fodfolk og 900 infanterienheder, foruden prinsernes egne styrker, samler sig under kronprins Craig.

Fra Esters forsyn ved Carholbrødrene, at Lord Montet, Lord Claylake og Lord Osclay er forrædere og plotter imod Carhol. Raylan, der er trænet i kamp og hærførelse, fanger hurtigt behovet for at splitte forræderne op i mindre grupper, og han planlægger hæres formation således, at deres forræderi udgør så lille en risiko som mulig under rejsen.

På vej ned gennem passet ved 5-Stone angribes hovedstyrken af en uoverskuelig stor enhed af Wigmont tropper, og hvad der ligner 2-3 underhuse fra syden. Forvirringen er total. Før prinserne får set sig om, er en mindre styrke brudt igennem og fortsætter direkte mod kronprins Craig.

”Rally to the king….rally to the king” lyder råbene, men selv brave krigeres forsøg kan ikke hindre, at fjenden trænger igennem. Kampen er i gang, og allerede fra starten får de feje bagholdsangribere at føle, at Raylan er trænet i den slags. Han hugger den første angribes hest ned, og fortsætter ufortrødent mod den næste. Kampgejsten stiger, men desværre får både Adrian og Craig dybe sår i første sammenstød.

klip – til nogle uger forinden

Brødrene ved, at der er forrædere blandt bannermændene og hvem det et, men ingen aner hvor dybt forræderriet stikker, hvad de plotter om, hvem der leder det, eller hvornår de vil slå til. Ærgerlige over at måtte konstatere foræderiet indser brødrene, at Huset Carhols skæbne afhænger af, at forræderne afsløres. I forsøget på lige netop det plantes falske breve med besked fra Wigmont om at mødes et hemmeligt sted. Kronprins Craig venter i mørket, men forræderne dukker ikke op – alt tyder på, at de må være blevet advaret på forhånd.

Adrian knytter bånd til tre smukke glædespiger, der længe har fulgt hæren. De indynder sig hos den pigeglade Lord Monet for at finde bevis for forræderiet. De drikker ham fuld og samler en større mængde dokumenter fra hans gemakker og bringer dem til Adrian til gennemsyn. I stakken findes flere dokumenter skrevet på classical på dyreskind. Den lærde Craig læser dem igennem, og han indser hurtigt, at selv om der er tale om seksuelle beskrivelser af masokistisk art, kan der meget vel være tale om afgudsdyrkelse. En præst af Okseordnen hidkaldes, og konstaterer strakt, at der uden tvivl tale om afgudsdyrkelse.

klip

Kampen i passet fortsætter. Angriberne slår dygtigt fra sig, og blodet flyder fra prinserne.

klip

Craig har læst teksten med afgudsdyrkelse, og er på den måde selv i risiko for at være smittet. Med præstens hjælp renses han ved at tilbringe en nat i svedehytte.

Craig overlader Monets skæbne til kirken, der hurtigt lader Monet anholde og fører ham til afhøring. Han ryster straks han hører anklagen. Monet ved, at hans dage er talte. Da han tilbyder en deal, benytter Craig lejligheden til at gøre alle de tilstedeværende bannermænd opmærksom på, at han udmærket er klar over, at Monets forræderi ikke er et enkeltstående tilfælde. Der er uden tvivl flere, og de vil en for en blive afsløret og dømt.  

Monet forklarer privat over for Craig, at han er blevet kontaktet af en ambassadør fra Crossford med anmodning om udlevering af oplysninger om sit territorium – oplysninger af en naturlig militær interesse. Let din sjæl, tilbyder Craig, og Monet fortæller at ambassadøren hedder Underwood og, at han er en mester i forklædning. Han kan kendes på et modermærke under venstre øje. Craig overlader det til præsten at dømme – Monet halshugges samme aften.

Glædespigerne kommer under Adrians beskyttelse som tak for hjælpen.

klip

Passet flyder med blot. I desperation forsøger Adrian at overmande en angribende ridder ved at springe om bag ham på hesten, men bliver kort efter skubbet af. Kampen virker ulige, og brødrene er klart i fare. Både Rayland og Graig viser ægte kongehjerte, men overmagten er for stor, og de blive begge alvorligt såret.

klip

Glædespigerne fortæller, at Lord Oscaly fast lader sig underholde af en slags konkubine ved navn Lydia. Hun har fulgt Osclay gennem længere tid. Hun hidkaldes til forhør og kan fortæller, at Osclay betror sig til sin ’højre’ hånd Andy Thorne, og at Osclay har haft besøg af Underwood flere gange – denne gang forklædt som præst. Hun tilbydes guld for sin loyalitet over for house Charhol.

Andy Thorne kaldes også til forhør, og efter at Craig derefter offentligt tilbyder enhver forræder frit lejde, går Osclay til bekendelse. Hans straf udsættes til efter krigen, og straffen vil i høj grad afhænge af hans bedrifter i de kommende slag.

klip

I passet ser det ud til, at solen er ved at gå ned over House Charhol. Adrian bliver dødeligt såret, og også Rayland og Craig får yderligere sår, og kan næsten ikke holde til mere. Flere mænd bryder igennem med skræmmende kampiver.  

klip

Efter en kort men intensiv undersøgelse, kan oksepræsten fortælle, at Underwood har begået sig som præst i hærens rækker, og at Underwood længe har fungeret som præst for Lord Claylake.

Frem for at gå direkte til Lord Claylake tilkalder Craig Claylakes yngre bror William, der er den næste i arverække. Craig foreholder ham, at House Claylake muligvis kan vise sig som forrædere mod House Charhol. Det er naturligvis noget, der må handles på.

Senere på aften kommer William til Adrian og tilbyder, at han kan skaffe det nødvendige bevis for sin brors forræderi, hvis han til gengæld kan få lovning på at kunne slå kongens mønt i sølv og kobber efter krigen når han overtager lederskabet. Det overvejs kort, og accepteres da det forekommer at være en god løsning også for House Carhol. Få dage senere er der fremskaffet, nogen vil måske mene produceret, det fornødne bevis mod Lod Claylake til at hans forræderi kan afsløres. Død ved hængning er hvad han fortjener.  

klip

Lord Osclay kommer de hårdt sårede prinser til undsætning og hjælper dem ud af kampens hede. De fortrækker ind i skoven. Efter nogen tids vandring når de til en dal med et stort vandfald. De ser en neandertalerlignende skikkelse gå direkte igennem et stort vandfald, og da de kan hører at forfølgere er ved at hale ind, søger de igennem vandfaldet – Andy Thorne gør kort proces med neandertaleren. Gennem en lang gang når de til et udsigtspunkt, hvorfra man kan skue ud over en mægtig lukket dal. Flotte store og udskårne gamle statuer troner op, og da følger også ser overgroede bygninger erkender følget langsomt, at de har fundet en for længst glemt by, nu delvist gemt bag junglevækster…..

Onkel Ray sidder på hesteryggen på vej mod syd. På vej mod Carhol-land med resten af følget. Det kan kun gå for langsomt. Der er sket ting i de seneste døgn, som har rystet Huset Carhol og gjort felttoget mod “Sortskæg” (Lord Rand Wagn), fyrsten af en latterlig lille ø oppe mod nord, helt ligegyldig.

Wagn af Middle Stone

Han kigger sig over skulderen. På hestevognen med den febersyge kronprins Craig. En kronprins som måske er blevet konge nu. Sortskæg havde kidnappet ham. Ganske listig mand, ham Sortskæg. I ledtog med sort magi, naturligvis. Det må han være. Han burde brændes. Nej, koges!

Sortskæg ville bruge kronprins Craig til at forhandle. Købe sig tid mod den invasion med hans lille klippe af en ø. Klogt tænkt. Men Craig klarede selv at slippe fri. Se det er heroisk! Måske er der alligevel en heltekonge gemt i den lille kræmmer af en knægt. Nu skal han komme sig. Og fortælle historien om, hvordan han slap løs.

Det var Sortskæg, der overbragte dem nyheden. At Kongen af Carhol er død. Forgiftet. Og hovedstaden Uzel er under belejring af Wickmont. Feje Wickmont. Senere kom det frem, at kongen måske kun er syg. Ray hader ikke at have præcis viden, og præcis viden er det svært at have her langt langt hjemmefra. Forbandet være de nordlige kyster.

Hurtigt blev fejden med Sortskæg afblæst. Det er han sikkert glad for. Men glemt er han ikke. En dag vil Huset Carhol rydde hans lille forpulede ø. Salte jorden.

Ray tænker videre. På de to andre prinser i tronfølgen, som han ikke har set i de sidste par år. Nu er de blevet voksne. De skal vise deres værd: Nevøen Raylan, opkaldt efter ham selv, og Adrian, søn af kongens nye hustru.

Ray skal have styr på prinserne. Lære dem at være regenter. Det virker op ad bakke. Raylan er et brushoved. Han kunne måske blive en god folkelig konge. Stå i spidsen for felttog og skabe legender. Men han er en drømmer. Han ser sig selv som en fantasifigur. En ridder, som de er i de gamle sange. Ærekær og ikke så praktisk. Han udfordrede Sortskæg til holmgang! Hold nu op. Raylan viser dog også handlekraft. Det er godt. Han skal bare lære at lede, og ikke mindst lære at være strategisk.

Adrian. Lille Adrian. Det virker som om, at han slet ikke aner, at han kan blive konge en dag. Han er nummer tre i arvefølgen, så han kan meget vel blive konge i en verden med giftmord og sort magi. Han har meget at lære. Ray er slet ikke overbevist om, hvad han kan. Han skal lære at sige sin mening direkte. Også selvom de ældre brødre kunne føle sig truet.

Nu skal de bare komme sydpå. Til endnu en krig. Der har allerede været så mange krige.

Prinserne ankommer til Hobb, Carhols nordligste fæstningsby. Rygtet om deres ankomst er løbet i forvejen, og Lord Hornblowen Warden of the North, har hidkaldt de vigtigste vasaller fra landet nord for de Blå Bjerge til krigsråd mod det invaderende Wickmont. Man har stadig endnu ingen klare efterretninger om hvorvidt kong Graig vitterligt er død, men rygtet om at en giftmorderske fra Wickmont skulle husere ved hoffet i Uzel er dog nået frem til norden. Mens kronprins Graig restituerer efter den halsbrækkende flugt fra Lord Rand Wagns varetægt, og den efterfølgende rejse sydpå, benytter Raylan førstkommende mulighed for at hverve flere spejdere blandt nordlandets unge væbnere som kan skaffe ham sikker viden om størrelsen, beskaffenheden og placeringen af Wickmonts hær.

Ti stormænd er ankommet med hvert sit følge for at vise deres støtte. Fra den salte og udyrkelige marsk i vest til de frodige len i midt og øst kommer stormændene. Man spiler øjnene op da den ærværdige men oldgamle Ordham Seddon ankommer fra marsken. Man morer sig over den enfoldige Sir Elvin Kirkswain fra Melond, der bærer sine våben og udrustning som en påfugl bærer sin hale. Man studerer nøje den unge Wester Dunwood af Borburg og hans kølige moder Lady Hence, der indtil drengen når til skelsår dirigerer lenet.

Som altid når stormænd samles fører nogle sig selvbevidst og støjende frem. Andre nøjes med at spille statister mens de afdæmpet iagttager, tænker frem og leder efter åbninger, som var hele adelslivet et langt fragmenteret skakspil.

Kronprins Graig træder hjemmevant ind i den belevne herskersøns rolle under første aftens festmåltid. Det er da heller ingen sag så længe støtteerklæringer flyder til Carhol, kun suppleret med underholdende festindslag af mere eller mindre planlagt art, som da Lord Hornblowens smukke datter Isabelle synger for herskaberne, og den elegante unge grev Lucius Montet, lensherre til Churchshire træder ind på scenen og istemmer med sin fyldige og sikre sangstemme. De ældre mænd sukker, harker og spytter af den unge flanørs selvsmagende optræden, mens der blandt tyendet mumles begejstret om muligheden for et snarligt adelsbryllup i Hobb.

Montet af Churchshire

Mellem den skamrosende ordflom fra stormændene antydes dog også frustrationer og slet skjult kritik af styret. Stammefolkene i bjergene giver stadig større problemer, de tilsyneladende ublu toldsatser som kongemagten har tilskikket greven af Churchshire smerter handelen som aldrig før, marskens stormænd føler sig forbigået og glemt af Carhol, og udgifterne til den forestående krig slider på stormændenes finanser, der allerede har lidt under de senere års grænsetræfninger med bl.a. Albrand. Graig Hart lytter og viser stormændene den forventede respektfuldhed, men hans endegyldige planer for hvorledes sol og vind deles i fremtiden holder han påpasseligt for sig selv den aften.

Mens Graig afstemmer hvor stor og hvor loyal støtte der kan forventes fra de respektive len, er bror Raylan i gang med at opbygge et nyt korps: The Kings Guard, som skal udgøres af de tretten fineste riddere i riget. Hver af de tilstedeværende adelsmænd bliver bedt om at stille med de fremmeligste krigere fra deres hird, fx. egne sønner, som herved vil få mulighed for udmærke sig i krig i umiddelbar nærhed af kongemagten.

Klik på billedet for det fulde kort

Også onkel Raylan er ved at samle sig en styrke, men af en helt anden kaliber. Hans kølige blik har set nødvendigheden af at have et loyalt korps af diskrete og ansigtsløse ufredsmænd til sin rådighed til indsamling af viden og til eksekvering af handlinger, der ikke helt flugter med rigets nedfældede landskabslove. Hidtil har man forladt sig på løsrevne efterretninger fra gejstlighed og adel, og ingen af de to stænder tiltros af Lord Ray den fornødne loyalitet overfor styret.

Ud på aftenen træder Lady Ester ind i salen. Brødrene og onkel Ray må endnu engang undertrykke deres overraskelse over hendes færden, og blot byde hende velkommen i deres midte. Ester virker træt, antyder blot strabadserne ved sin rejse sydpå de seneste uger. Hun trækker de fire mænd til side efter krigsrådet og fortæller, at hun har begrundede formodninger om, at grev Lucius Montet ikke er til at stole på. Raylan spørger hende efter bevis, men hun har endnu intet. Hun uddyber heller ikke, hvor hun har sin viden fra. Carhols arvinger vælger en diskret overvågning af grev Lucius Montet som foreløbig løsning.

 Esters rejse

Vinteren har endnu ikke sluppet sit greb i Lightland: Ester træder hen på pladsen ved det gamle hvide asketræ. Hun forsøger at brække en gren af træet, men træet vånder sig. Hun spørger om lov til at tage grenen som gave. Træet indvilger, hun knækker grenen, men i næste nu griber træet om hende og omslutter hende med sine grene, som var det ganske levende.

Inde i træets mørke åbner sig et sælsomt lys, og pludselig kan Ester se ind i et smedjerum. En mand, klædt i en smeds grove forklæde, kaster endnu en brændeknude på bålet og taler ind i ilden:

“Jeg er Ildsmeden Ham af Grafslæt.” Frøken Ester, jeg har en handel at tilbyde dig: Jeg kan fortælle, hvem af jeres families vasaller der smeder rænker mod Carholslægten. Tre navne kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig frihed. Dukkeførerens navn kan jeg give dig, hvis du til gengæld skænker mig retten til at tage Lord Hornblowens liv, som det passer mig.”

Ester klemte øjnene sammen, og nikkede for sig selv. Dette var den mulighed ånden i skoven havde forberedt hende på: “Hør mit modtilbud, smed! Jeg giver dig disse ting, hvis du giver mig disse navne…”

Smeden nikkede begejstret igennem ilden.

“…Og! Hvis du smeder mig en daggert, der når den rører blod, vil lede sin mester til andre skabninger, der bærer den samme slægts blod.”

Smeden skumlede lidt, men vendte så munden til et listigt smil:

“Det er en dyr gave du afkræver mig, unge frøken. Du skal få din gave, hvis du skænker mig en nat at ligge med dig.”

Ester så et øjeblik rådvild ud. Så mødte hun smedens begærlige blik, rakte armen igennem ilden og gav smeden hånd derpå.

Tilbage i gården til borgruinen åbnede træet sine grene og lod Ester træde ud.

De næste uger rejste Ester i hastværk gennem Brinets øde skove og sletter. Som følge havde hun andraget tre af de mænd, som hendes brødre havde hvervet i deres planlagte felttog mod Middle Stone. Den første led døden ved et af de skæbnesvangre tilfælde, som ingen synger sange om: Han faldt af hesten i et vadested og knuste hovedet mod en sten.

Den næste måtte lade livet idet han en nat vovede at tage sig friheder hos den unge adelsfrøken: Hun skilte hans manddom fra ham før han kunne forrette sit liderlige ærinde, og stak ham derefter målrettet i struben så blodet fossede fra både skridt og hals.

Den tredje fulgte hende hele vejen til Hobb, for det meste tavs mens han genkaldte sig det søvndrukne minde af at blive vækket af vræl fra sin medvagt, der nu lå på jorden med den mørkhårede frøken siddende overskrævs på hans bryst. Han: ynkelig, uden bukser, med hænderne i sit blodige skridt. Hun: i blodig underkjole og bare ben, hendes hud og vilde ansigt oplyst af flammerne fra bålet.

Dagen før sine brødre ankom Ester til Hobb. Uset af byens herre blev hun ført ud til øen, hvorpå Ildsmeden Ham af Grafslæt holdtes fangen. En kniv skulle smedes.

Carholfølget har delt kræfterne i forsøget på at stable tropper på benene. Der skal samles en mindre hær for at kunne ’rense’ Middel Stone.

Graig og Adrian er draget mod øst ud til kysten med et følge på godt 50 soldater. De indlogerer sig i en ganske lille fiskerbygd. Traditionen tro bliver hovedhuset stillet til rådighed for Graig, mens et lidt mere afsidesliggende hus tjener som bolig for Adrian. Soldaterne slå lejer om byen i medbragte telte.

Midt om natten vågner Adrian. Da han gik i seng var, der en del andre i huset, og flere havde lagt sig til at sove i alkoverne. Nu er alting tyst. Ingen snorker eller trækker vejret tungt. Kun forsigtige barneskridt høres i mørket, og Adrian når kun lige at skimte silhuetten af to børn der lister ud. Noget er i gærde. Adrian griber våben og tøj, og sniger sig ud gennem stalden i bygningens ene ende. Udenfor høres metal mod metal oppe fra mændenes telte, og Adrian ved med det samme, at Graig kan være i fare – familien er i fare. Der skal handles. Hurtigt piler han gennem natten op mod hovedhuset, blot for at se, at der står fremmede vagter uden for døren. Carholfølget er blevet løbet over ende. I samme nu træder Rand Wagn (Sortskæg) ud gennem hoveddøren, og efter ham kommer to brede og tungt bevæbnede vagter slæbende med Graig.

Adrian aner ikke sine levende råd. Uden mænd og rustning er en direkte konfrontation for farlig. Dertil er overmagten alt alt for stor. Han lister i stedet efter da voldsmændene slæber Graig gennem lunden, over lyngmarkerne ned mod stranden, i håbet om at en chance for at befri Graig byder sig. Da det bliver klart, at Graig skal bortføres ud på havet, kaster Adrian sig ud i en vanvittig redningsaktion. Han overfalder en vagt, dræber ham og forklæder sig som en som en af de fremmedes mænd i håbet om at kunne snige sig ombord på skibet og måske senere redde sig selv og Graig i land. Forklædningsforsøget opdages, og kun med nød og næppe slipper Adrian væk i live. Graig føres ud på havet, alle soldaterne er dræbt eller flygtet, og Adrian er meget meget alene.

Andet sted kommer Onkel Ray ud fra sit skjul i Keep by the Sea og bevæger sig ned mod byen Lightland. Ingen der har fattet, at Lord Torgard Seagot er død. Onkel Ray ser hurtigt at Lightlands foged, der hidtidig har bestyret byen, ikke har gjort det så godt, som man kunne ønske. I løbet af ganske kort tid, får han sat skik på administrationen og sat en bedre udnyttelse af sølvminen i værk.

Raylans mission om at samle folk er lykkedes. Han har fundet en alliance i Celd Mardon, der kan mønstre 633 mand. Det er formentlig ikke helt nok. Ester og Raylan drager derefter af sted mod Lightland. For første gang nogensinde rejser Raylan liggende i en kærre. Det skyldes udelukkende de alvorlige sår, som en dæmon har påført ham. Men med udsigten til en snarlig krig er han godt tilfreds.

Ved kysten bruger voldsmændene lang tid på at lede efter Adrian. De vidste udmærket, at der i følget var 2 Carholprinser, og nu vil de have den sidste med. Adrian begiver sig den lange vej mod Lightland til fods. Undervejs slår han følge med Sir Frank Sunstar. De kommer godt ud af det med hinanden. Sir Sunstar er lejesoldat, og Adrian tilbyder ham hyre hos Carhol.

Onkel Ray får nys om, at et meget vigtigt følge nærmere sig Lightland, og sender spejdere ud. Da det er klart, at det er prins Raylan, der er på vej ridder Onkel Ray ud for at tage imod. Han følge anråbes kort uden for byen. Til sin overraskelse genser han Onkel Ray sin nevø Adrian, der vejrbidt og forslået kommer vandrende mod byen, og netop da havde fået øje på Onkel Rays banner. Glæden var stor. Sammen ridder de ud for at møde Raylan og Ester. De følges tilbage til byen, og drøfter der hvad, der videre skal ske. Situationen er alvorlig. Graig er taget til fange uden, at nogen ved hvorfor. Raylan sender straks soldater af sted for at brænde forræderne i fiskerbyen, men forinden når Ester at sende bud til landsbyen for at advare, om hvad der vil ske.

Raylan sender bud efter præster og kloge koner, der kan helbrede hans dybe sår. Kloge Mia viser sig særlig kyndig på sår forårsaget af dæmoner. En tørret frø under hovedpuden er der, der skal til. Ester kender metoden, og ved at en sådan helbredelse ikke er gratis. Det vil koste på et andet tidspunkt, men hele den historie holder hun i første omgang for sig selv.

Der holdes krigsråd med deltagelse af Onkel Ray, Raylan, Ester, Adrian, repræsentanter fra Saxild og Spring Keep Deep der sammen stiller med 80 mand, Falden Mardon og fogeden af Lightland.  Falden Mardon tilstedeværelse ryster Saxild og Spring Keep Deep folkene, men Onkel Ray får understreget nødvendigheden af at stå sammen om den vigtige opgave det er at rense øen. Der opnås en vis enighed om at invadere Middel Stone, men inden planerne bliver mere konkrete tropper Sortskæg op. I vanlig selvtilfreds stil tilbyder han Graig i bytte mod at Carholprinserne undlader at invadere Middel Stone, og rejser hjem. Graig vil blive udleveret i Lionsport. Gruppen står nu over for et vanskeligt valg. Graig er uden tvivl i livsfare, men kan de stole på at Sortskæg udleverer ham, mister familien status ved at opgive ævred , og hvad sker der hvis Celd og Falden Mardon på egen hånd invaderer Middel Stone.

Om et døgn skal en aftale forhandles med Sortskæg. Mødet vil finde sted 1 times rejse fra Lightland nede ved stranden.

101 år efter Godik den førstes fald

Efter Torglad af Saxilds gæstfrihed deles følget på deres færd imod Lightland. Længere inde i landet i den lille landsby Otter bor herremanden Fin Wagn. Fin Wagn, der er onkel til Middlestones lord, kender området som sin egen bukselomme og vil være en uvurderlig allieret. Endvidere, er det kendt, at Fin bosatte sig på fastlandet grundet stridigheder med hans nevø, hvorfor chancerne ser gode ud for, at hente støtte dér.

Således fortsætter kronprins Greig Hart og Prins Adrian med hovedfølget op langs kyststrækningen, mens Prins Raylan og Prinsesse Ester med et lille følge af betroede Westport mænd ridder indlands. Kronprins Greig Hart har dog ikke gjort det klart, hvad Fin Wagn med rimelighed kan tilbydes for hans støtte imod Middlestone, men Raylan og Ester kommer, efter kort diskussion frem til, at sædet på Middlestone må være en flot og passende pris for hans støtte, såfremt løfter skal afgives.

Da Raylan herefter vender sin opmærksomhed mod sgt. Eggert, bedre kendt som Flæskesiden blandt hans mænd, ser væbner Kenan sit snit til at henvende sig til Prinsesse Ester. På tidligere opfordring fra Ester, fortæller Kenan begejstret om mændene i deres følges syn på hende. Kenan fortæller blandt andet hvorledes mændene respekterer hende som en stærk kvinde, ser hende som en kommende borgfrue og opfatter Carhol mændene som svage for ikke at kunne sætte hende på plads. Trods den mere end velkomne smiger, ser Ester dog igennem Kenans ungdommelige forsøg på, at indynde sig og trods, der måske er delvise sandheder, at hente i Kenans beretning kan Ester dog godt se hvornår sandheden afløses af fiktion.

”Hestenes skridten og mændenes sagte mumlen gennemskæres pludselig af lyden af stål mod stål. Følg mig skriger Raylan med et og sporer hans prægtige gænger. Som træerne giver vej får åben hede for følget øje for sagen. På næste bakketop er et dusin landsknægte i færd med at nedhugge, Raylans Westport spejdere, der kæmper en håbløs kamp mod overmagten. Angriiib brøler Raylan og sætter i fuld galop, med sine mænd lige i hælene. På bakketoppen vågner mændene langsomt op af deres blodrus, til lyden gungrende hove, kampråb og Kenans pile, der hurtigt finder deres mål. Men trods krysterne har antal og terræn på deres side, sætter de i flugt ved synes af det buldrende kavaleri. Men Raylan har ingen tålmodighed for krystere og niddinge, der angriber hans mænd, hvorfor han uden anger beordrer sine mænd til at nedslagte de flygtende hunde”.

En af mændene står desværre ikke til at rede, men den anden kommer sig hurtigt efter kyndig pleje af Ester. Raylan finder hurtigt en af de sårede krystere og presser ham, alle de rigtige steder, for information. Det viser sig at de blot var en bagtrop, af et større følge af lejesvende ledet af kaptajn Carl De Goat. Hovedstyrken mønstrer omkring tohundrede og tredive mand og er betalt for at opstøve og dræbe enhver Carhol mand eller kvinde de finder. Det forbliver dog stadig uvist, hvem der har hyret dem. Efter denne noget overraskende nyhed, sender Raylan hurtigt to grupper af tre mand ud, for at spore og dræbe de sidste flygtende således de ikke når tilbage til hovedstyrken. Trods kaptajn De Goat før eller siden vil undres over sin manglende bagtrop vil dette måske købe Raylan lidt tid. Herefter rider de hastigt mod Otter.

I Otter tages følget imod med åbne arme af herremand Fin Wagn, der byder dem til bords. Endvidere, er tre af Raylans Westport mænd kommet tilbage, som kan berette at de sporede og dræbte to lejesvende yderligere. Men inden Raylan for muligheden for at sætte Fin Wagn ind i sagen, bliver de afbrudt af Svenne, Fins søn og gammel våbenfælde til Raylan. Svenne beretter om en stor styrke på vej mod Otter. Fin afbryder hurtigt middagen for at sende bud efter hjælp og tilse palisaderne.

Raylan beslutter, at de ikke har en chance, tyve mand mod tohundrede og tredive og kun et træ fort til at skille dem ad. Han beder derfor sine mænd om at sadle op og føler sig sikker på, at såfremt mænd og kvinder af Carhol slægten ikke er på fortet, at landsbyen vil blive skånet. Mens mændene sadler op, udnytter Raylan chancen til at træde til side og lette sig. Men bedst som Raylan står i sine egne tanker, tordner en skikkelse ud af mørket og griber Raylan i et stålgreb. Ude af stand til at trække blankt, forsøger Raylan at vriste sig fri, idet han brøler på Kenan og sine mænd. I faklernes skær for Raylan et kort glimt af skikkelsen – EN DEMON – er den første tanke der farer gennem Raylans tanker. Om end den har skikkelsen som en mand, ligner den mere en tudse. Men mere når Raylan ikke at tænke, før han mærker en ætsende fornemmelse fra væsnets greb. En voldsom smerte skyder igennem hans krop idet han til igen verdens nytte forsøger at vriste sig fri af væsnets greb. På få øjeblikke er Raylan døden nær, den ætsende smerte er blevet så voldsom så det svimler for hans øjne og han kan mærke hvordan hans krop giver efter, men pludselig slipper grebet og han ænser Kenan og Westport mænd stå over ham og hjælpe ham op. Det næste han ser, er Ester, der varsomt tilser hans sår.

Men pinslerne er ikke ovre. En Otter mand træder ind i rummet og beretter at fjenden er blevet set nær landsby grænsen. En trykket stemning sænker sig over selskabet. Sidste øjebliks forberedelser bliver gjort, hjelme bliver spændt og hænder trykket.

Året er 36 efter Godik den førstes fald

Se også de historiske kort

Øen Mandosa er alt hvad der er tilbage af slægtens, engang, smukke rige og selv her er man ikke fri for krigens rædsel. Selv her har Crossfords tropper trængt ind. Og det er her, på denne ø, at Mandora slægtens sidste døtre er samlet for, at drøfte rigets fremtid eller mangel derpå. På bordet i mellem dem ligger, deres ærede kongebrors sværd ”hornet”. Lady Iren Katalin samler sørgmodigt sværdet op og rækker det til sin ældre søster Irmuska ”længe leve dronningen”, ”LÆNGE LEVE DRONNINGEN”, Etel, den yngste stemmer i. Tavsheden sænker sig. Lady Etel er den første der tager ordet. ”Tag med mig nord på. Der venter min søn og Seagoth husets beskyttelse, der kan vi alle være sikre og Mandora navnet vil bestå”. ”Sierna templet kan tilbyde al den beskyttelse vi har brug for”, bryder Iren Katalin ind. Hun er den mellemste af de tre og nonne af Sierna. ”Vil I have vi skal gemme os eller henrinde oppe i det kolde nord”, dronning Irmuskas ord, falder hårdere end tiltænkt. ”Vi har betroede venner og allierede på Adromeda øerne i sommerhavet, der kan vi omgruppere og samle kræfterne”. ”Men krigen er tabt elskede søster”, lady Etels ord er som altid fulde af varme. Iren Katalin nikker og gør atter opmærksom på, at Sierna templet er det bedste valg, men ingen af søstrene synes, at finde de andres forslag for passende og samtalen bølger frem og tilbage indtil de brat afbrydes af kaptajn Redson. Hans mine er sammenbidt og fuld af anger. Noget er galt, noget er helt galt. Søstrene forbereder sig på flere dårlige budskaber, men det er ikke ord der møder dem, men blankt stål. Redson, forræderen, trækker blankt og kaster sig over dem. Lady Iren er den første på benene og uden andet end kroppen som skjold, stiller hun sig mellem Redson og hendes søstre. I næste nu lader Redson sit sværd falde på den forsvarsløse kvinde, men trods hans styrke står hun stadig. Etel, ude af sig selv af fortvivlelse skriger og løber derfra med en håndfuld tjenestepiger lige i hælene. Irmuska fatter ”hornet” og svinger det højt. Hun kan mærke tårerne presse sig på, men det er vreden der trænger igennem og hun lader al sin galde og sorg skylde over Redson med et fælt sving med sværdet. Redson kigger forundret på Irmuska, hun ser fortabelsen i hans øjne, inden han kollapser på fliserne under sig. Faren er ovre! Men blodet fosser stadig fra Irens sår, hun kigger på Irmuske, hendes søster og dronning en sidste gang, før alt bliver sort.

”Op på palisaden, Raylan, Ester kom op på palisaden, brøler en stemme, det lyder som Svenne. Usikkert kaster Kenan et blik på Raylan, der blot nikker. På palisaden er det første der møder deres øjne Carl De Goats styrke med retning mod Otter. Ikke desto mindre forekommer Svenne og Fin rolige, det forekommer faktisk som om, der er lille smil på deres læber. Undrende retter de blikket tilbage mod den fremad rykkende hær. Raylan er den første der ser det, så Kenan og endelig Ester. Der er noget galt med strukturen i hæren, måden de bevæger sig på er asymetrisk som om, som om de bliver angrebet fra siden. Raylan drejer hurtigt blikket og et spædt håb, gnistrer og tændes. De ser pludselig mænd vælte ud af skovbrynet og flankere De Goats styrke. Få øjeblikke senere kommer et brøl fra den anden flanke og en rytterstyrke har netop tordnet ind i siden der. Lige så hurtigt som det hele startede er det slut, De Goats styrke er i kaos og kort efter flugt. En lille enhed trækker til siden, mens resten af den nyankomne hær løber De Goats lejesvende over ende. Den lille enhed, der trak til siden, kommer snart til syne foran palisade muren og en stemme tordner over, Prins Raylan af Carhol, mit navn er Celd Mardon og jeg kan forstå vi har noget at tale om”.

Vinteren var forbi. Følget af kongesønner, bastard-datter, soldater og tjenestefolk rejste længere nordpå for at hverve folk blandt hus Brinets adelsslægter til at rydde Middlestone. Første stop var den blå borg ved Spring Keep Deep.

Deep

Allerede ved præsentationen opdager kronprinsen Graig, at datteren til den lokale adelsmand, Lady Kia Deep, genkender Farlen Mardon. Det er et problem. Det viser sig desuden, at to andre adelsmænd længere mod nord er tæt på åben krig. Det er også et problem.

Det viser sig, at den unge Kia var holdt som gidsel af Mardon-familien 20 år tidligere, og hun husker stadigvæk, da Farlens fader holdt en kniv for hendes strube på Amberwoods murer, for at holde de fjendtlige tropper borte. I Spring Keep Deep er de dog ikke bange for Bjørnen, Farlens farbror Celd Mardon, da han ikke ville kunne indtage borgen med rå magt. Men da de to Lords længere mod nord, Vendel og Seagot, er tæt på krig er han ikke i stand til at låne os sine 50 soldater. Hvis vi kan løse konflikten mellem de to adelsmænd, er han dog villig til at låne os mænd i en periode.

Lady Kia har sendt en spion ned blandt vores mænd, og en konflikt er ved at blive skabt, da hun er overbevist om, at en af hendes dødsfjender er på borgen. Heldigvis har Adrian Carhol en smidig tunge. Med sit flotte ydre og søde og fornuftige ord, overbeviser han hende om, at hun umuligt kunne have set Farlen, og de tilbringer natten sammen (vi håber der ikke kom noget permanent ud af den forening…).

Rænker…

De mange konflikter giver dog Graig Carhol anledning til at tænke i rænker. Bjørnen lader til at have en del af befolkningens opbakning og samtidigt har Farlen et vist krav på Brinet tronen. Da Prinsesse Junet og hendes mand Prins Jespor er på vej sydpå for at gøre krav på tronen mod Junet’s søster giver det potentielt nogle muligheder.

Hvis Prinsesse Junet løber med sejren, er der en god chance for, at de to parter har udmattet hinanden. Junets mand er af Albrand huset, og derfor både Brinet og Carhols naturlige fjende. Vil befolkningen i Brinet virkeligt bryde sig om at sætte en Albrand på tronen? Brødrene tror det ikke, og familien Carhol er da slet ikke interesserede i at have en af Albrand-sønnerne til at herske mod nord! Men hvad vil det betyde for brødrenes ære, hvis Carhol-sønnerne bliver opdaget i at deltage i at indsætte en Mardon på tronen? Kan vi gøre det uden at dræbe familien Deep, efter vi har boet under deres tag?

For at dræbe to drager med en pil, sender de Farlen med nogle betroede mænd ud til Bjørnen for at skaffe flere oplysninger, og samtidigt undgå, at han bliver opdaget.

Duel i Saxild

Oppe i Saxild er naturen endnu vildere og mændene ligeså.

Wendel

Wendel-adelsfamilien opdrætter store jagt- og krigshunde hunde og det er deres store stolthed. Tronarving Graig får et par stykker som gave. Stedet er ikke så raffineret. Der er hundekampe og Lady Julie Ann Wendel bliver nærmest kastet i armene på Adrian Carhol. Da hendes lokale bejler, Sir Jaeger Hunden, ankommer, bliver han meget fornærmet og kaster straks sin stridshandske. Det er dog Raylan Carhol der inden nogen når at reagerer samler handsken op, og det er heldigt, for Sir Jaeger viser sig at være en dygtig sværdkæmper – han er dog intet imod Raylan. Raylan bliver såret, men Sir Jaeger bliver dødeligt ramt. Esther er dog langt fra begejstret for hendes brødres eskapader, og det kommer til en verbal konfrontation mellem hende og Graig. Graig har efter hun helbredte Farlen fået en vis respekt for hendes evner og nytte for familien. Men da Esther ser duellen som strengt unødvendigt og barnagtigt, og mener at Raylon kunne have skånet Sir Jaeger, nægter hun at tilse hans sår. Det gør Graig vred, for han ser Raylan som ikke bare hans bror, og potentiel tronarving, men et vigtigt våben i deres families kamp om magten. Raylans ry som en utroligt farlig modstander er simpelthen et stort aktiv. Esther er ved at lytte til fornuft, men kræver at Graig knæler for hende og beder hende om at hjælpe. Graig er dog alt for stolt til at knæle for en bastard halv-søster, som han kun har kendt et par år, så de skilles som uvenner, inden de rejser videre mod nord.

Et andet sted…

I en mørk fangekælder er Raylan Carhol Senior (brødrenes farbror og Jonas’ spilperson) i livsfare. Hans vens tjener Jusuf er kommet for at redde vennen, inden de bliver henrettet, men vennen har fået hugget begge ben af og er meget ilde tilredt. Han trygler Jusuf om at redde Raylan i stedet. Jusuf indvilger og som en sidste tjeneste for sin herre giver han ham nådesstødet. Derpå forsøger han at flygte med Raylan Senior.

Den fejlslagne kronhjortejagt

Kenans skrig gav genlyd gennem kløften, kun overdøvet af bjørnenes skrækindjagende brøl. Han var blevet ramt af bæstets slag, og lå nu i mudderet mens han febrilsk kæmpede for at lægge afstand mellem sig selv og de to brune bjørne. Farlen, våbenmesteren, stod alene mellem drengen og de to bjørne. I næste nu kastede Raylan sig i dødsforagt ned af den stejle stenskrænt og ind i kampen. Hans klinge hvislede mens den skar sig igennem støvregnen og dybt ind i bjørnens kød.

Carhols arvinger er rejst nordpå mod Amberwood. På vej gennem nåleskoven melder spejderne, at man har opsnappet sporet af en kronhjort. Kongesønnerne vurderer, at lidt adspredelse vil gøre dem godt, og tager sammen med Ester, Kenan og Farlen på jagt efter dyret.

Under jagten støder vort følge ind i en flok af bjørne mens de forcerer en mudret kløft. Bjørnene angriber i blindt raseri, og kun ved Raylans heroiske mellemkomst lykkes det at redde Kenan og Farlen at lide en krank skæbne.

Hvor Kenans sår er til at overse, har Farlen til gengæld tildraget sig et grimt bidsår i låret. Esther behandler det frygtelige sår, men formår kun at stabilisere den aldrende våbenmester. Følget slår lejr for natten og hylder Raylan ved at tilberede et overdådigt måltid af bjørnekød.

Da Esther har tilset de to mænd, vender hun blikket mod skoven, hvor kronhjorten står. Hun følger diskret dyret ind i skoven mens mændene skåler på deres sejr.

Hun havde været længe væk. Graig Hart bandede irriteret, men spærrede øjnene op, da hun pludselig trådte ud fra efterårsnattens mørke og ind i kredsen af de festende mænd. Bålet kastede sit flammende lys på hendes ansigt, og der var noget foruroligende i hendes blik. Hun trådte med målrettede skridt mod fadene med det rå bjørnekød. ”Men… Esther!?” hviskede hendes halvbrødre, idet hun greb en mørkerød luns kød. Før de kunne reagere tog hun lunsen til munden og satte tænderne i den. Blod og kødsaft drev ned af hagen og ud over den grønne rejsekjole. Graig Harts øjne blev smalle.

Alliancedrøftelser i Amberwood

Følget nåede Amberwood en lille måned før vintersolhverv. Prinsesse Junet og Prins Jespor, det nygifte par der med ægteskab havde forseglet båndet mellem Brinet og Albrand, var dog ikke hjemme til at tage i mod. ”Bjørnejagt”, var hushovmesterens korte svar. Det skulle senere vise sig, at bjørnen i virkeligheden var Celd Mardon, en vasal under Amberwood og i øvrigt Farlens farbror, var i åbenlyst oprør mod Brinetfamilien. Et rytterfølge blev i al hast sendt ud for at overbringe den tragiske besked om kongens død.

Farlen Mardon var endnu ikke i bedring. Feberen havde et solidt tag i ham, men han fik dog fremstammet for Esther, at Amberwoods borgpræst for alt i verden ikke måtte se hans ansigt. Våbenmesteren blev derfor holdt isoleret på et kammer i borgen.

Efter Prinsesse Junets og Prins Jespors tilbagekomst satte man sig til forhandlingsbordet:

Prinsessen havde fuld forståelse for Carholsønnernes ønske om oprejsning efter angrebet på Olmus Lothar og den efterfølgende tilfangetagelse. Hun omtalte endda nødvendigheden af med årtiers mellemrum at foretage udrensninger af beboerne på Middle Stone – en praksis, man havde bedrevet i århundreder. Øen syntes forbandet, eftersom menneskene deroppe som tiden gik uundgåeligt korrumperedes. Men da vinteren vanskeliggjorde en straffeaktion  mod øen, måtte Carhols arvinger nødvendigvis vente til foråret.

Det andet presserende emne var arvefølgen i Brinet. Prinsesse Lydia havde tilsyneladende, i alliance med Sir Lard Snowmoor, allerede sat sine brikker i spil for at overtage tronen. Amberwoods herskende par var dog ikke til sinds at lade Lydia erobre magten, eftersom østerlændingen Jespor i kraft af sit ægteskab med prinsesse Junet var den retmæssige efterfølger for kong Wester. Selv ikke et hastigt ægteskab mellem Snowmoor og Lydia ville kunne ændre dette – da bryllupper i Brinet efter traditionen altid holdes i sensommeren.

Ilden kæmper en ihærdig kamp for at opvarme de kolde stenmure i rådssalen. Salen har dannet ramme om endnu en aften med vildtsteg, varm vin og behjertet samtale. Jespor læner sig ind over bordet og fanger med sine smalle østerlandske steppeøjne Graig Harts blik. Han taler med klar og myndig stemme trods vinen: ”Rejs ved vor side, når vi til sommer rider ind i Athercott. Det vil blive et prægtigt syn.” Carholprinserne ser på ham. Han er en dygtig strateg, ingen tvivl derom efter de lange snakke, men de ved alle, at hvad Jespor så listigt efterspørger, er en åbenlys støtteerklæring fra Carhol. De må træde varsomt her.

Farlen Mardons sår

Tre dage før vintersolhvervsfesten er Esther igen forsvundet. Brødrene irriteres, men hun er intetsteds at finde, og de må affinde sig med at bastardsøsteren endnu engang bryder etiketten. Men hvor er hun?

I skoven går en ensom skikkelse. Hun træder målrettet gennem sneen, men øjnene er fjerne. Da hun når til bækken slår hun lejr. Uset af mennesker tilbringer hun tre døgn. Hun udfører de nødvendige ritualer ét efter ét. På vintersolhverv hvisker stemmen endelig til hende.

Dagen efter lysets genkomst træder Esther igen ind af slotsporten i Amberwood. Brødrene er mildt sagt ikke tilfredse, men man undlader at vise sprækker i søskendesammenholdet foran tronarvingerne til Brinet. Der udveksles prægtige og symbolske gaver og brødrenes sind mildnes.

Dagene bliver lysere, men Farlen Mardons tiltagende feber hænger for hver dag der går som en tungere skygge over Carholfølget. Esther har ikke kunnet stoppe betændelsen fra at få styrke, og amputation synes snart den eneste løsning. Graig beder Esther gøre et sidste forsøg. Hun indvilliger, men afkræver sine brødre, at de hjælper, og at de ingen indvendinger gør mod hendes behandlingsmetoder.

Adrian spænder i hele kroppen for at holde Farlen fast til sengelejet. Den hærdede krigers smertensbrøl genlyder gennem gangene på slottet. Kronprinsen har grebet Farlens barkede næve, der knuger så det smerter i Graigs hånd. Esther slider med såret. Hun hvisker fremmede ord, skarpe smældende lyde af vestlandets gamle stammesprog. Farlen åbner pludselig øjnene. Hans ansigt er forvredet i forrykt smerte, da han fanger Graigs blik. Og ud af våbenmesterens mund farer pludselig en strøm af de grummeste forbandelser et menneske kan udspy. Som piskeslag hagler de ned over Carhols kronprins. Men han bider læberne sammen og møder våbenmesterens blik med en fyrstes fasthed.

Betændelsen trækkes ud af våbenmesterens lår, og Farlen reddes uden amputation. Men selv når han kommer sig, vil hans ben vise sig for altid at være svagt.