I 1939 starter Anden Verdenskrig. Hvorfor (en del af) verden kastede sig ud i dette er masse af gode økonomiske, politiske og sociale forklaringsmodeller for. De gode af dem er sikkert sande. Kulturhistorisk kan man tolke krigen som et udtryk for det vestlige oplysningsprojekt og kapitalismens iboende fejl.

Første Verdenskrig, Nazismen i Tyskland, Fascismen i Sydeuropa, revolutionen i Rusland, Surrealismen (og før den Dada), eksistentialismen og 30ernes massive økonomiske krise mm. var alle symboler på at der var noget helt galt med det europæiske markedsøkonomiske og demokratiske projekt.

Også var projektet ikke engang ordentligt kommet i gang. I mangel på et bedre navn kan vi kalde projektet for moderniteten. Man kan se de mange brydninger, politiske, kulturelle og økonomiske skandaler i 20erne og (især) i 30erne som kampen mellem den gamle verdensordens modstand og det nye fire moderne menneske. Men måske var det der rent faktisk skete blot at moderniteten viste et hul i verdensordenen. Måske var det ikke så meget en kamp imellem det moderne og det traditionelle, men en kamp imellem det traditionelle og en endnu tidligere meningsløshed.

En konflikt der allerede var der, men som blev afsløret af det moderne blik. Det moderne var ikke noget nyt i sig selv, men en naturlig udvikling af traditionen, hvor vi endnu en gang blev fjenden, det oprindelige, bekendt.

Konflikten er altså mellem det traditionelle og det endnu tidligere.

Hjælp mig med at finde flere.

The Kicker

Nu kender jeg ikke særlig meget til hans forfatterskab, men det ovenstående kunne være Lovecrafts påstand. Der hvor jeg adskiller mig fra ham er ved at fremførere den humanistiske påstand:

At måske gav moderniteten os noget mere end traditionen gav os: nemlig det frie valg. Amerikanerne & co. vandt jo krigen over Nazisterne. Og selvom spilpersonerne i min 1938 kampagne ikke ved alt dette, så er der håb. Måske.

Det er vel min kampagnes tema. Samme tema og samnme take på Lovecraft som vi finder i Mignolas Hellboy.

Man er vel fanboy.

I mine start og midt 00er Vampire kampagner var der en grundkonflikt mellem en fugl og en slange. Det var to gamle vampyr der sovende udlevede et had/kærlighedsforhold igennem alle andre vampyrer i den amerikanske by som kampagnen ellers var sat i. De var uden klan, generation eller anden personlighed end de to dyre-metaforer “fuglen” og “slangen”. En åben dynamisk figur som kan danne nogle brydningslinjer i min vampyrbefolkning.

Min 1938 kampagne har været endnu mere abstrakt. Jeg har tænkt at oversvømmelsen af New Englands kystlinje skulle være kampagnens slutning. Hvordan og hvorfor har jeg ikke vidst. Det har været lidt for abstrakt.

Derfor blev jeg glad, da jeg opdagede den religionshistoriske forestilling om chaoskampf . Sådan som jeg har forstået begrebet så dækker det over en tværkulturel myte om kampen mellem en stormgud (a la Thor) og en havdrage (a la Midgårdsormen). Chaoskampf er en fortælling om den gode gud der vinder over den onde slange fra havet. Ba’al overfor Yam, Zeus overfor Typhon, Marduk overfor Tiamat, Atum overfor Nehebkau, Jahwe overfor Leviathan. Den sidste gengivet i St. Georges kamp imod dragen og Michaels kamp imod djævlen. Hot stuf! I Call er der også noget med noget ondskab i ude havet.

I 1938 kampagnen giver havet eller drage i havet spilpersonerne superkræfter og får dem til at ligne fiskevæsener mere og mere. Det fandt jeg på, fordi jeg synes fiskesuperhelte ville være sejt på en sådan Abraham Sapien måde.
Med grundkonflikten mellem stormguden og havdragen har jeg en figur som jeg kan bruge og anvende på hele den by af bipersoner jeg er ved at lave. Ikke fordi alle bipersoner skal kende til de to eller ”holde med en af dem”, men konflikten bør gentages i deres relationer tematisk. For så har jeg en grundlæggende orden, en i fortællingen sociallogik, der gør at jeg kan formidle en sammenhængende fiktionsramme som mine spillere kan udfylde.

Figuren går også igen på et mere overordnet plan. Krigen, der er på vej, er selvfølgelig en gentagelse af Chaoskampf’en: amerikanske og engelske bombefly (stormguden) overfor tyske ubåde (havutysket).

.

Spilpersonernes rolle i alt det

Spilpersonerne er som udgangspunkt i havdragens sold – for man skal altid give djævlen en fordel, men fordi de er kampagnens hovedpersoner så har de en fri vilje og i sidste ende mulighed til at bestemme konfliktens udfald. Det er ikke særlig Call’sk. Lovecraft ville hade den opstilling, fordi den bygger på en humanistisk forestilling, som han mente var falsk. Ydermere så lovpriser den moderniteten. En modernitet som Lovecraft forsøgte at bekæmpe igennem hele sit forfatterskab. For mig er det vigtigt at spilpersonerne kan vælge side, kan vælge om i løbet af kampangen eller helt undlade at vælge, da modernitetsfortællingen og frigivelsen af mennesket netop er en af de vigtigste ting vi kulturhistorisk har med fra slut 30erne og 40erne.

Det her indlæg relatere sig i en eller anden grad til Mortens eksempel med I6 Raveloft.