Vi spiller en hel lørdag i mit sommerhus ved Sejerøbugten, en god time fra København og en halv time fra Odden. Jeg er der fra fredag og inviterer også spillerne til at komme allerede der, men ellers begynder vi lørdag formiddag og fortsætter til ud på natten. Scenarierne er tilrettelagt som afsluttede, men sammenhængende fortællinger, og i fiktionen kommer der til at gå flere år mellem dem. På den måde er det helt naturligt, hvis spillerne ikke kan huske navnet på en perifer biperson fra sidste spilgang.

For et par uger siden havde Kristian (herefter Lund), Kristian (herefter KSP) og jeg vores første spilgang. De bor begge i Østjylland, så jeg hentede dem ved Odden fredag og afleverede dem igen søndag. Dermed fik vi også fredag aften sammen, som vi brugte på at snakke og spille Inis.

Vi er egentlig 4 spillere i kampagnen, men de 2 andre kunne ikke få deres efterårskalendere til at gå op med min. Målet er at samle 3 spillere pr. spilgang (med 2 som minimum og 4 som maksimum). På sigt vil jeg dog gerne have endnu flere tilknyttet kampagnen, og jeg ser intet problem i, at vi eksempelvis bliver 6 i alt. Kampagnen består af forholdsvis selvstændige scenarier, hvor der går flere år mellem spilgangene i fiktionen, så det burde være nemt for spillerne at komme til og fra. Så længe jeg ved i god tid, hvem der deltager, kan jeg designe de enkelte scenarier omkring netop deres spilpersoner.

Vi bruger rollespilssystemet Legend in the Mist, dels fordi det bygger på et forholdsvis enkelt princip med tags (stikord), som gerne skulle anspore til mere fortællende rollespil, dels fordi det er megaflot, og ikke mindst fordi det var på tilbud på Humble Bundle for lidt siden. Den første spilgang var lidt bumlet rent systemmæssigt, men jeg er stadig positivt indstillet over for det, især til netop denne kampagne.

Det første scenarie handler om en særlig slags omrejsende dommer i en verden, jeg har fundet på, som kaldes De Indre Lande. Dommerne kaldes kredsdommere, og derfor kom scenariet naturligt nok til at hedde Kredsdommeren.

De Indre Lande, Avarra og Dorevankredsen

Først lidt om settingen. De Indre Lande er en gammel verden med fyrster, godser og gamle adelsslægter, men også universiteter, pistoler, kanoner og et voksende embedsværk. Området består af 4 kulturområder: Avarra, Karad, Selenien og Ostrevia, som engang var selvstændige storkongeriger, men siden blev splittet i fyrstendømmer, bystater og adelige besiddelser.

Avarra ligger centralt med frugtbare landbrugsområder, store byer og gamle adelsslægter. Nordpå ligger Karad med sine bjerge, miner og fæstninger, mod syd ligger Selenien med sine handelsbyer og øsamfund, og mod øst ligger det vidtstrakte Ostrevia med skove, floddale og sletter. Landene har forskellige sprog og kulturer, men deler en lang historie og en fælles religiøs tradition.

I De Indre Lande har man gennem årtusinder tilbedt guder i form af enorme stenstatuer. Nogle var menneskelignende, andre havde langt mere fremmede former, og de største var så kolossale, at de strakte sig over hele bjergdale. Statuerne var ikke afbildninger af guderne, men guderne selv. Hver gud havde sine egne guddommelige evner. Nogle kunne sende varsler og forudsige begivenheder, andre beskytte byer mod angreb, sørge for godt vejr eller sikre en rigelig høst. På hver deres måde kunne guderne gribe ind i menneskenes skæbne. For nogle århundreder siden begyndte de imidlertid at revne og smuldre, indtil den sidste nogenlunde hele gudestatue styrtede sammen for 137 år siden. Ingen ved hvorfor, men troen på guderne lever videre.

For knap 30 år siden begyndte en ung avarrisk fyrstinde, Olyra va Belisar, at erobre sine naboer. Hun byggede sin magt på effektiv administration, forsyninger og en moderne hær, og for 15 år siden indtog hun Orsana og lod sig udråbe til kejserinde Olyra I. I dag behersker hendes kejserrige størstedelen af Avarra og betydelige områder af nabolandene, men hendes hidtil voldsomme ekspansion er gået i stå. Krigene fortsætter på flere fronter og kræver stadig flere soldater, penge og forsyninger.

Vores historie begynder i Dorevankredsen, en retskreds i det nordøstlige Avarra, hvor den store landevej fra hovedstaden Orsana fører videre mod krigen i Ostrevia. Området ligger langt fra fronterne og består af små købstæder, landsbyer, godser, skove og frugtbare floddale. Krigen mærkes dog stadig i form af forsyningsvogne, stigende skatter og ikke mindst Ostrevia-frontens sult efter nye soldater.

Kredsdommeren og duellanten

Det første scenarie er en historie i 3 akter, der strækker sig over et efterår, en vinter og det følgende forår. Men inden vi kunne gå i gang, skulle Lund og KSP lige have gjort deres spilpersoner færdige.

De fordelte de 2 hovedpersoner mellem sig: kredsdommeren og hans kommende retsskriver. Jeg havde på forhånd skrevet en forhistorie og de første tags til dem hver især, men spillerne skulle selv udfylde hullerne, herunder personlighed, navne og yderligere tags. Jeg havde lavet navnelister som inspiration, og sjovt nok valgte KSP og Lund nogle af de samme navne, som jeg allerede havde brugt til bipersonerne.

I beskrivelserne nedenfor har jeg markeret spillernes egne tilføjelser med kursiv.

Daro va Saleran

Daro er den yngste af 3 sønner i den velstående avarriske godsejerfamilie va Saleran. Hans ældste bror skal arve familiegodset, mens den næstældste er blevet officer i kejserrigets hær. Selv er Daro blevet sendt til det prestigefyldte universitet i Meressa, hvor han har vist sig at være både begavet og belæst.

Han er samtidig blevet stærkt fascineret af kejserinde Olyra I’s rationelle styre. Kejserinden har forbudt organiseret dyrkelse af de gamle guder, og Daro er en begejstret tilhænger af hendes opgør med overtro og religiøse kulter. Hans store ambition er at få ansættelse i kejserrigets Tilsyn for Forbudte Kulte, som efterforsker og bekæmper ulovlige religiøse sammenslutninger. Som retsskriver skal han i mellemtiden hjælpe kredsdommeren med at forberede retssager, undersøge dokumenter, føre retsprotokoller og bistå under retshandlingerne.

Opholdet på universitetet får imidlertid en brat afslutning, da Daros bedste ven og værelseskammerat, Luceran Corvel, viser sig at være blevet optaget i en af de forbudte kulter. Den slags opstår naturligvis i et studentermiljø med en overflod af viden, fritid og unge mennesker, der er overbeviste om, at de har forstået verden bedre end alle andre.

Daro konfronterer Luceran, og på den ene eller anden måde ender konflikten i en pistolduel, hvor Daro dræber sin bedste ven. Det er naturligvis en frygtelig begivenhed for Daro, men under spilgangen trøster han gentagne gange sig selv med, at han trods alt har reddet Lucerans ære, om end ikke hans liv.

Cassian Aleran

Imens venter den aldrende kredsdommer Cassian Aleran på, at hans nevø, selvsamme Luceran Corvel, skal afslutte sine jurastudier i Meressa. Cassian er tidligere officer og har i årtier virket som kredsdommer i Dorevankredsen. Han er en erfaren mand, som 2 gange om året rejser rundt mellem kredsens byer og retssteder for at afgøre større stridigheder og dømme forbrydelser. Cassian er af natur lidt verdensfjern og intellektuel, men alligevel meget respekteret, ikke mindst blandt småfolk. Det skyldes nok, at han er en socialt bevidst og barmhjertig dommer, som ikke bare interesserer sig for at dømme forbrydelser, men også for at forebygge dem.

De omrejsende dommere er en gammel tradition i De Indre Lande. De kan dømme både høj og lav, i princippet også adelen, selv om det i praksis kan være vanskeligt at dømme en mand, der ejer halvdelen af egnen. Tidligere var dommerne afhængige af de lokale herskeres gæstfrihed og blev derfor nogle steder hånligt kaldt “tiggerdommere”. En dommer kunne altså dømme en fyrste om formiddagen og være afhængig af hans middagsbord om aftenen. Kejserinde Olyra har imidlertid ændret ordningen, så dommerne nu lønnes af staten, som også betaler deres rejser og underhold. Det har gjort dem betydeligt mere uafhængige af de lokale magthavere.

Cassian har aldrig selv fået en søn og håber, at Luceran med tiden vil følge i hans fodspor. Planen er, at nevøen skal begynde som retsskriver og på sigt overtage embedet som kredsdommer. Men så modtager Cassian et brev fra sin gamle officerskammerat Hadran va Saleran, Daros far, som beder ham tage sin yngste søn i tjeneste. Den unge mand har studeret i Meressa, men har af uklare årsager måttet afbryde sine studier.

Cassian indvilliger i at hjælpe sin gamle ven, men betragter ansættelsen som midlertidig. Når Luceran har afsluttet sine studier, er det stadig ham, Cassian ønsker ved sin side.

Hemmeligheder og ændrede planer

Og her begynder scenariet. Udgangspunktet var, at Cassian ikke vidste, at hans nye retsskriver havde dræbt hans nevø, og det var også meningen, at Lund som spiller først skulle opdage forbindelsen undervejs. Men mens vi lavede spilpersonerne, kom KSP desværre til både at læse Lucerans navn højt og fortælle, at Daro havde dræbt ham. Dermed vidste Lund fra begyndelsen, hvad hans spilperson ikke vidste.

Der er argumenter både for og imod at lade spillerne kende den slags hemmeligheder. I et Fastaval-scenarie ville jeg som regel fortælle det på forhånd, fordi spillerne så bedre kan spille på den dramatiske ironi. Omvendt er der noget fantastisk ved rollespil, hvor man som spiller faktisk opdager historien undervejs og dermed oplever dens overraskelser sammen med sin spilperson. Spillet blev altså ikke dårligere af, at Lund kendte hemmeligheden, og jeg tror faktisk heller ikke, at oplevelsen blev det.

Inden vi begyndte, havde jeg forestillet mig, at Cassian skulle dø i slutningen af scenariet. Hele spilgangen skulle i virkeligheden være historien om kredsdommerens sidste tid og død, som så skulle danne begyndelsen på vores kampagne. Men der skete 2 ting. For det første var det første gang, vi prøvede Legend in the Mist, og det viste sig at være temmelig omfattende at lave spilpersoner. Lund syntes, forståeligt nok, at det ville være ret træls at bruge så meget tid på at lave en spilperson, der skulle dø med det samme. For det andet blev jeg undervejs virkelig glad for dynamikken mellem den unge, radikale og noget selvretfærdige retsskriver og den ældre, lidt verdensfjerne, men grundlæggende godmodige kredsdommer og vil gerne se mere af det.

Så jeg droppede simpelthen den oprindelige ramme om Cassians død og lod i stedet historien udvikle sig omkring de 2. Det betød også, at første spilgang måske kom til at ligne en række fortællinger om hovedpersonerne mere end én samlet historie. Til gengæld fik jeg som spilleder en klar Gotrek & Felix– eller Fafhrd and the Gray Mouser-fornemmelse. Lidt som den første Gotrek & Felix-bog, Trollslayer, hvor en række forholdsvis selvstændige fortællinger tilsammen tegner et billede af hovedpersonerne. Bare med retssager i stedet for at slå monstre ihjel.

Noget af det, jeg stadig elsker ved rollespil, er at blive overrasket over, hvordan fortællingen udvikler sig, og pludselig stå med noget helt andet end det, jeg havde planlagt. Og det var præcis, hvad der skete denne gang. Men mere om det i næste indlæg, hvor jeg tager fat på selve handlingen i scenariet.

Derfor har jeg heller ikke fået skrevet særlig meget på mit Hydra-spil. Det lever hovedsageligt i en tekstfil online og i min notesbog, og det fungerer lidt som et besværligt to-nøglesystem: Hvis jeg kun arbejder i tekstfilen, ender jeg hurtigt i endeløs redigering. Notesbogen består til gengæld mest af tegninger og vilde idéer, som på et tidspunkt er nødt til at blive samlet og struktureret digitalt.

Til gengæld fik jeg lavet en prototype på et brætspil, som vi testede på vores årlige Flintagefestival.

Spillet handler om den mytologiske skabelse af en fantasyverden. Hver spiller styrer en drage, der flyver og bevæger sig mellem forskellige templer på svævende øer. Ved templerne kan spillerne være med til at definere den verden, de er i færd med at skabe.

Hver spiller har på forhånd valgt en række standpunkter. Det gælder blandt andet alignment, antallet af guder i verden og den herskende race. Verden kan eksempelvis være lovlydig god, kaotisk god, kaotisk ond eller lovlydig ond. Den kan have mange guder, to guder, én gud eller slet ingen. Og den dominerende race kan være mennesker, elvere, orker eller ræve.

Nå ja, ud over at flyve og bevæge sig rundt kan dragerne også slås. Det kan for eksempel ske, hvis de mistænker en anden spiller for at ville ændre et tempels standpunkt. Dragerne kan blandt andet angribe med ild, hvis spillerne har brugt de nødvendige ressourcer på det.

Spillet er drevet af kort, som kan placeres på forskellige måder på en tegning af spillerens drage. Jeg tegnede dragen med forskellige områder til ben, vinger og hoved eller hoveder. Kortene kan bruges forskelligt alt efter deres placering. På benene giver de mulighed for at gå, angribe eller forsvare. På vingerne kan de bruges til at flyve, angribe eller forsvare. På hovedet kan de bruges til ildangreb, nærkamp eller forsvar.

Det blev et sjovt og lettere vanvittigt spil. Det er dog ikke nødvendigvis noget, der ikke allerede findes i bedre udgaver alle mulige andre steder. Derudover har jeg ikke rigtig lyst til at bruge tiden på at balancere det. Spiltesten gik alt i alt godt, der skal mere vanvid til (kortene skal kunne endnu mere og være endnu sjovere) og herskerracen blev selvfølglig RÆV!

Så jeg arbejder nok først videre på det om et års tid, når det igen bliver tid til Flintagefestival.

Jeg skriver på livet løs, men desværre foregår næsten alt skriveriet på mit arbejde, hvor jeg arbejder på flere ting, der er i den fase, hvor der skal genereres meget tekst i nogle helt bestemte — og ret kedelige — former. Fordi der er så meget skriveri, kan jeg ikke rigtigt overskue at skrive på Elene og Hydra, når jeg har fri. I stedet bliver det bare til flere og flere nye, komplekse idéer om fede ting, jeg da lige skal tilføje spillet. Og en færdiggørelse af spillet kommer på den måde længere og længere væk. Suk. Dem skriver og tegner jeg ned i min notesbog.

På arbejdet er det lettere. Der er langt færre darlings — faktisk ingen. Til gengæld er der masser af livløse robotter.

Beslutningspapirer, informationsnotater og user stories har nemlig en helt særlig form, som de der sprog- og semantikmaskiner er rigtig gode til at kopiere. Mao. Jeg bruger AI. Masser af det. Der er noget utroligt fint i, at fordi vi har lavet et arbejdsmarked, hvor mange af os delvist er reduceret til at være privilegerede tekst- og talemaskiner, der bliver presset ned i nogle helt bestemte, praktiske og let afkodelige former og vendinger, så er det jo oplagt at lade ægte maskiner overtage den opgave.

Men i forhold til rollespil — og helt konkret lige nu Elene og Hydra — får jeg ikke AI til at skrive teksterne for mig. Jeg bruger ChatGPT til at rette stave- og formuleringsfejl. Ligesom jeg ville bruge den til at teste matematikken i spillet. Men det tør jeg ikke rigtigt, fordi jeg mistænker den for at lyve og ikke selv er god nok til statistik til at kunne tjekke det.

Nå, men nok om mig. Pointen er, at der nok desværre går lidt tid, før jeg bliver helt færdig med spillet. Sorry.

Det er et solo horror-fantasy roll-and-draw, hvor Elene, helten, bevæger sig rundt i en cirkel i og omkring landsbyen Hum*, dengang i en mørk og mytologisk tid. Ud over Elene bevæger en hydra sig også rundt i Hum, og hvis den fanger hende, kæmper de.

Spillet fortsætter indtil Elene, Hydra eller dem begge går til grunde.

Undervejs finder Elene potentielt nye veje og steder, allierede og seje dimser. Hver gang Elene kommer til et sted i Hum, skal man slå på en tabel, der ud over at åbne op for stemningsfulde sidespor kan give hende våben, som for alvor kan såre og dræbe hydraen. Det er jo et monster, der har en kedelig tendens til at vokse nye hoveder ud, når man hugger et af.

Indtil videre er jeg halvvejs med første udkast. Det savner stadig mere stemning, spændende valg og en alvorlig tekstredigering. Jeg skriver ikke helt kort og skarpt nok endnu. Derudover skal jeg lave flere tegninger og layoutte røven ud af det. Men jeg er ret sikker på, at det nok skal blive rigtig fint.

Vil du hjælpe mig?

Hvis du gerne vil være en af de første til at læse og eventuelt teste spillet, så drop en kommentar, og jeg sender det til dig, så snart første udkast er klar.

*) Mange navne, herunder Hum, er arbejdstitler.

Jeg holder pause fra Fastaval, men overhovedet ikke fra rollespil. Og der er en tanke, som har rodet i mit sind de sidste mange år: nemlig om man skulle skrive og udgive rollespil til de situationer, hvor man keder sig sammen med sine pårørende.

Drømmespilgruppen er 1-3 voksne og 2-4 børn, der er fanget i et sommerhus i en regnfuld ferie. Nogle af dem kunne være i familie, men det er ikke så vigtigt. De skal bare have lyst til at være sammen, gerne ville give skærmene en pause og være helt mætte af endeløse Ticket to Ride-brætspil.

Arbejdstitel: Familierollespil

Jeg drømmer om at skrive rollespil, der minder om et Fastaval-scenarie, som består af en spilvejledning til en bestemt fortælling, et simpelt regelsystem/en mekanik og en håndfuld spilpersoner, man kan vælge imellem. Der findes jo allerede en række udgivne rollespil med børn og unge som målgruppe – heriblandt også nogle rigtig gode på dansk. Det er mit indtryk, at de fleste minder om D&D: altså regelsystemer, der er lavet til lange historier (kampagner), måske med ekstra udgivelser i form af præskrevne scenarier eller kampagner.

Jeg har læst og spillet nogle af dem; andre kender jeg kun fra omtale og anmeldelser. De er fede nok, men jeg vil gerne ramme one-shot-/scenarieoplevelsen, fordi det er den slags, jeg selv har savnet, når jeg har villet underholde min familie med rollespil.

Heltene fra Avadore findes i forvejen og virker mega fedt

Jeg har overvejet dette projekt i mange, mange år, og i mellemtiden er Heltene fra Avadore kommet på markedet. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse det, men det er mit indtryk, at det ligger ret tæt på den danske con-scenarietradition, som mine egne tanker er inspireret af. Jeg har set billeder og læst anmeldelser og er ret blæst bagover over, hvor gennemført det er – især ift. produktionsværdien. Der er endda kommet en toer.

Heldigvis tænker jeg ikke, at markedet for familier, der keder sig i sommerhuse, mens de kigger ud på vores regnfulde somre, er helt mættet af Heltene alene. Samtidig tror jeg, at jeg kan bidrage med noget andet. Heltene er virkelig flot, men har også en særlig æstetik, som ikke helt er mig. Den er mere moderne og ret “Disney-flot”. Den passer super godt til målgruppen – nemlig børn mellem 4 og 10 år – men den rammer ikke mig personligt, og heller ikke min rolle som forælder til lidt større børn.

Jeg tænker, at en mere nostalgisk britpunk-/dødshammer-stil kunne tiltale nogle familier. Men hvem ved?

De der rumøgler

Pt. arbejder jeg på to-tre rollespil (scenarier) og nogle små historieskabende spil. Drømmen er at udgive en kort bog bestående af to rollespil og ét historieskabende spil. Et af de spil, jeg arbejder på, er Rumøglerne og den hårløse psykopatabe. Det er lidt en omvendt Aliens-historie, hvor rumøglerne er de gode, og den hårløse psykopatabe (spoiler: en menneskelig astronaut) er “fjenden”. Rumøglerne er hyperpacifister og kan ikke begå vold. Til gengæld genfødes de som næsten identiske kloner med fuld hukommelse, hvis de dør. De udklækkes simpelthen fra medbragte æg.

Selve scenariet går ud på at løse konflikten med den meget voldelige og snedige astronaut. Hun er ikke ond, men bange, så det burde kunne lade sig gøre, at alle kan komme videre hver for sig. Men ikke før rumøglerne har været meget igennem og har været nødt til at lave snedige planer.

Nu skal jeg bare få skrevet det.

Spillet foregår typisk online ved hjælp af wiki-software, hvor hver deltager skriver artikler i et leksikonformat.

Spillet kort fortalt: Man er et hold forskere, der i fællesskab forfatter en encyklopædi om en fiktiv verden, begivenhed eller epoke. Spillet foregår i runder, hvor hver deltager skriver artikler under bestemte bogstaver og henviser til artikler, som endnu ikke eksisterer – men som andre (eller en selv) skal skrive i kommende runder.

Det er worldbuilding, sproglig leg og idéudvikling.

For små 19 år siden (altså i 2006) forsøgte jeg at spille det, men jeg følte ikke, at der var klarhed nok om reglerne, og det løb ret meget ud i sandet (hvilket faktisk passede meget godt, da settingen for det var en slags fantasy-Tusind og én Nat).

Via AI-søgeværktøjer har jeg fundet en arkiveret hjemmeside, hvor Krishnaswami beskriver sit spil: : Lexicon: An RPG (arkiveret version)

Min drøm

Jeg kunne godt tænke mig at spille det igen (og denne gang lykkes det), og jeg tror, at man skal være skarp på nogle ting her:

• Man skal have en stærk rammefortælling. Jeg er i gang med at læse Ask Katzeffs Befri Fremtiden, som handler om Center for Militant Futurologis drømme og fremmaneringer af en utopisk, mystisk og helt igennem fantastisk fremtidsudgave af Svendborg og opland. Det er en awesome rammefortælling, men mindre kan også gøre det.
• Hold hver artikel under 200 ord. Det er simpelthen key for at få et interessant værk.
• Overhold tidsfrister. Et bogstav om ugen? Et hver tredje dag? Jeg er ligeglad med, hvad vi aftaler – men hvis man misser en deadline, er man ude.
• Overhold resten af reglerne, som Krishnaswami beskriver dem – herunder, men ikke kun: “you need to make three citations”, “It’s an academic sin to cite yourself” og “So if you cite an entry, you have to treat its factual content as true!”
• Ens forfatterstemme har et navn, en personlighed og en agenda. Det er et rollespil, og udover at digte en fantastisk setting frem, så er forfatterne til værket (dem man spiller) ægte mennesker med personlighed, perspektiver og politiske holdninger, der skinner igennem.

Lad os sætte det op!

Jeg er fleksibel med tidsfrister, men tænker, at et tredags-rul er meget passende. Jeg har flere idéer til sjove rammer, men er også frisk på andres. Og jeg er ret ligeglad med, om man sætter det op i Google Docs, en wiki eller Obsidian.

“Det ender tragi-komisk
uden videre i melankoli
Og nostalgi
Som er en pestilens for dem
der har no’ed nyt at si’”
– Sebastian, Romeo, 1981.

Kender I det, når et par linjer i en sangtekst rammer lige i hjertekulen? Selvfølgelig gør du det.
Jeg er nostalgiker. Det har jeg altid været – komisk nok er et af mine tidligste minder at sidde på en gynge og tænke: “I går var bedre…” Måske er det derfor, at Sebastians kritik af nostalgien rammer mig så rent.

Det er mig, ikke dig

Jeg deltager ikke i Fastaval i år. Det føles mærkeligt – for Fastaval har været det vigtigste enkeltstående fænomen i mit rollespilsliv.
Men de seneste år har det været svært for mig at adskille minderne fra virkeligheden. Når jeg er der, bliver det næsten umuligt at se alt det nye – både socialt og i forhold til selve rollespillet. Og selvom jeg har mange kære venner, som tager af sted, har scenarierne altid været det vigtigste for mig.

Tidligere i år talte jeg med Kristo, som mente, at Fastaval-traditionen inden for rollespil er den mest vellykkede udviklingslinje i mediet. Jeg er enig. Det, at man år for år har kunnet bygge videre på tidligere mesterværker, har skabt noget helt unikt.
Men jeg ser det ikke længere. Jeg fatter ikke de nye ting. Jeg genkender håndværket – og det er flot – men jeg har altid været mere draget af den gakkede humaniora og kunstakademiets kaos end journalistskolen og teknisk skoles præcision.
Håndværk er nødvendigt, ja – men det kan ikke stå alene for mig.

Og for god ordens skyld: Det er mig og min nostalgi, der er problemet. Jeg håber, at en pause kan give friske øjne.

I remember…

Vi har allerede prøvet så mange ting af. Nye måder at spille på, designgreb, formidlingsforfinelser, formeksperimenter.

Nogle ting fungerede bedre end andre. Nogle blev optaget i vores fælles værktøjskasse til scenarieskrivning. Andre blev glemt – og venter nu på, at en gammel rotte finder dem frem, eller at en ung forfatter opfinder dem på ny. Jeg tror, jeg kan huske flere end gennemsnittet – om ikke andet fordi jeg er old (men ikke så old).

Her er en “top of my head”-liste over fede ting, vi har fundet på gennem tiden:

Novellescenariet

Opfundet til Orkon af Jonas for 1000 år siden. Jonas var ægte rock’n’roller og gad ikke de der evighedsscenarier. Vi kom fra en tradition, hvor et scenarie helst tog 6-8 timer – man håbede på aftenblokken, som blev til nat- og morgenblok.
Jonas’ idé: Maks. 2 timer, ét stramt tema (gerne kun én scene), 4 spillere. Ikke helt det, vi kalder et novellescenarie i dag, men det startede dér – fordi Jonas kedede sig.

“Out of game” og “In game”-zoner

I 00’erne delte vi ofte spillokalet op i zoner. Nogle gange med kridt eller malertape, ofte bare mundtligt. Det gav en teaterfornemmelse og mulighed for at bryde den fjerde væg og lege med fremmedgørelse. I “out of game”-zonen kunne vi planlægge scener sammen. Vi gjorde det meget – indtil vi holdt op igen.

Scene 3: Den tidlige aflivning

I 90’erne kørte scenarier kun i én blok, og man blev tildelt spillere. Derfor havde spillederen nogle greb – som f.eks. en tidlig actionscene, hvor man kunne “dræbe” irriterende spillere ved at sende deres spilperson til de evige rollespilsmarker. Der var jo altid 6 roller, hvoraf én eller to var mindre vigtige…

Individuelle briefinger og hemmeligheder

Spillederen tog spillerne én ad gangen udenfor for at snakke rollerne igennem – og hemmelighederne. Det skabte asymmetri i viden, hvilket vi sjældent gør længere. Men nogle designs kan stadig bære “lad os gå ud og snakke”-metoden.

Opvarmning

Vi lavede så meget opvarmning. Måske gør man det stadig – jeg ved det ikke.
Peter Fallesen lavede nogle, hvor det gav super god mening. Men jeg har stadig til gode at spille et scenarie, hvor opvarmningen er scenariet – fx hvor de første to scener både var opvarmning og narrativt indhold.

Bipersonsrollespil, spilleder-spiller-hybrider, spillederløse scenarier, fortællerscenarier

Vi bruger dem stadig, men der er nuancer, der kunne genopdages. Spørg Klaus Meier – han er en mega boss på det felt og har opfundet flere af dem.

Flowchart

Man kunne ikke lave et velformidlet scenarie uden flowchart. Det var guld for spillederen – og jeg savner det i mange nyere scenarier.

Råd til casting

Et standardafsnit i mange scenarier. Ikke kun vigtigt ift. hvem der skulle aflives i Scene 3 – det var også et konkret værktøj til spillederen.

Og det var min “top of my head”-liste.
Hvad har jeg glemt?

Det er et fantasy-interviewscenarie om nogle riddere, der bøvler med en træls konge (som de selv har fået indsat). Vi spiller os igennem en blodig borgerkrig og det skæbnesvangre år, der følger.

Grundtemaet i scenariet er konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Det udforskes gennem de fire ridderes fortællinger, der hver især er unikke, men som også glider mere eller mindre ubesværet ind og ud af hinanden. Netop dét var noget, vi snakkede om: hvordan det kunne komme endnu mere frem i scenariet.

Det var et ret færdigt scenarie, vi spillede, men der skal fortsat høvles lidt mere, før det er helt perfekt. Når det bliver det, er det uden tvivl et “must play” på Fastaval, ikke kun, men især hvis man godt kan lide de helt store ridderfortællinger.

Settingens år!

NÅ, men hvordan var settingen? spørger du, min imaginære læser. Jo, den var ret kedelig. Sådan lidt A Song of… med stelnummeret filet af. Der var nogle germanske navne*, som vi havde svært ved at huske, men ellers var der ikke så meget setting.

Non-setting er et helt fornuftigt valg til et Fastaval-scenarie. Men fordi jeg er mig og jeg elsker settinger, så tænkte jeg i mit stille sind at scenariet ikke ville blive dårligere af at være et storslået sci fi fortælling med rumriddere a la Metabaronen.

*) Altså det med navnene er jeg ret sikker på at Mads retter, så de bliver kick ass germanske og lette at huske.

Som sagt er 2025 settingernes år! Og det betyder selvfølgelig, at vi skal i gang med at lave flere vidunderlige rollespilssettinger. Men hvor finder vi inspiration? Et godt sted at starte er uden for rollespillenes egne verdener – der er fantastiske miljø- og verdensbeskrivelser at finde i film, romaner, tv-serier og ikke mindst tegneserier.

I dette indlæg deler jeg min top 10 over de fedeste tegneseriesettinger, som jeg finder inspirerende til rollespil. Valget er helt personligt og handler om universer, der både er kick-ass og giver mig lyst til at kaste terninger. Mange af dem er også kendt fra tv-serier, film eller spil, men for mig handler det om, at de oprindeligt er skabt som tegneserier.

Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne høre dine bud: Hvilke tegneserieuniverser inspirerer dig mest? Og hvad synes du om min rækkefølge?

Bobler – De, der næsten kom med

Før vi går til listen, vil jeg nævne nogle fantastiske fantasy-tegneserier, der desværre ikke klarede cuttet. Dværgenes Konge, Elverfolket og Thorgal er alle skønne universer, men:

• Den første er lidt begrænset i omfang.
• De to andre snubler lidt for mig med deres fokus på rummænd i en fantasy-setting. (Ikke noget galt med rummænd, men det bliver bare lidt… kedeligt i denne kontekst).

Derfor er der ikke så meget fantasy på min top 10 – men det betyder ikke, at listen mangler magi!

Top 10 Tegneseriesettinger til Rollespil

Nr. 10: X-Men og superheltenes verden

Selvom jeg ikke er storforbruger af superhelte-tegneserier, har idéen om “Xavier’s School for Gifted Youngsters” altid fanget mig. Her har vi et univers fuld af konflikt – mellem mutanter og mennesker, mellem grupper af mutanter og inden for hver enkelt karakter. Det er en setting, der skriger på drama og action.

Jeg kender mest Marvel gennem MCU, men som barn læste jeg en del X-Men, og de har derfor fået en plads på listen. Marvel-universet er også blevet til rollespil flere gange, hvilket ikke er overraskende – det er en oplagt kilde til action.

Nr. 9: Usagi Yojimbos Edo Japan

Stan Sakais fortælling om den ronin-kanin, Usagi, er på mange måder en Anders And-udgave af middelalderens Japan – men med et twist! Her er både dyb karakterudvikling, fascinerende miljøer og masser af episke sværdkampe.

Der findes faktisk et Usagi Yojimbo Rollespil, men jeg ville nok selv vælge et andet system, hvis jeg skulle spille samurai-dyr. Alligevel er det en setting, der emmer af kreativitet og potentiale.

Nr. 8: Dalen i Bone

Jeff Smiths Bone tager os til en magisk dal fuld af mennesker, monstre, drager og talende dyr. På mange måder er det en lille setting, men dens charme ligger i detaljerne og den langsomme, eventyrlige opbygning.

Dalen minder mig om Nangijala i Brødrene Løvehjerte – og det er bestemt ikke en dårlig ting. Det er en perfekt setting til et klassisk fantasy-rollespil, hvor det magiske og gamle konflikter ligger og ulmer lige under overfladen. Kun afbud af semi regelmæssige monster angreb (umiddelbart meget D&D’isk, men mere elegant).

Nr. 7: John Constantines magiske verden i Hellblazer

Velkommen til en verden, hvor himlen og helvede fører kold krig, og vi andre er fanget midt imellem. Her er magi noget beskidt og farligt – ritualer, handler med dæmoner og okkulte traditioner som voodoo og kabbalah.

Settingen er især stærk i de tidlige albums fra 80’erne, hvor punkere og yuppier bliver besat af dæmoner. Det stiller lidt af, men traumer spiller hele vejen igennem en stor rolle i fortællingen, hvilket er uber nice! Det er en verden, der nærmest er skræddersyet til urban horror-rollespil.

Nr. 6: DMZ’s borgerkrigsramte New York

I Brian Wood og Riccardo Burchiellis DMZ er USA splittet i borgerkrig. New York er blevet en demilitariseret zone, hvor vi følger en journalist, der forsøger at fortælle byens historier.

Settingen er et urbant ingenmandsland, fyldt med konflikter, desperation og håb. Det er en perfekt ramme for et rollespil, hvor spillerne kan udforske moralske gråzoner og fortælle de små, menneskelige historier midt i kaos.

Nr. 5: Mouse Guard’s territorier

Mus med kapper og sværd, der kæmper mod væsler og rider på harer i sneen. Unikke små bystater bygget ind i gamle træer og lignende.Hvad mere kan man ønske sig? Mouse Guard er ikke bare en smukt tegnet tegneserie – det er også en perfekt setting til rollespil.

Det eksisterende Mouse Guard RPG er et fremragende system, der fanger seriens charme og intensitet.

Nr. 4: Jeremiahs post-apokalyptiske USA

Hermann skaber et dystopisk, men farvemættet landskab i Jeremiah, hvor små religiøse magtstrukturer og rå vold dominerer i økonomiske, sociale og politiske ruiner fra et ødelagt USA. Det er en unik blanding af western og 80’er-galskab, der skriger på rollespil.

Jeg ville bruge Apocalypse World som system, selvom der findes et d20-baseret Jeremiah rollespil.

Nr. 3: Will Eisners New York

Will Eisner er en af mine yndlingstegnere, og hans fortællinger om New York – især Dropsie Avenue – er evige inspirationskilder. Det er mikrohistorie med store følelser, hvor byens sjæl skinner igennem på hver eneste side. Imens den store Historie bliver fortalt i et mylder af skæbner.

For mig er Eisners miljøbeskrivelser en masterclass i worldbuilding, der altid dukker op i mine egne rollespil.

Nr. 2: The Sandman’s magiske univers

Neil Gaimans mesterværk er et skatkammer af inspiration til rollespil. Drømmeverdener, magiske riger og en metafysisk tilgang til vores egen verden gør The Sandman til noget helt særligt.

Jeg har aldrig lavet en Vampire-kampagne uden at låne fra The Sandman. Det er simpelthen for godt og dejligt skævt til at lade være.

Nr. 1: Hellboy-universet

Mit absolutte yndlingsunivers er Hellboys verden – ikke så meget på grund af Hellboy selv, men på grund af de mørke, stemningsfyldte fortællinger om verdens undergang set gennem B.P.R.D.’s øjne.

Det er superhelte pulp horror med hjertet på rette sted, og det fungerer fantastisk som inspiration til rollespil. Der findes to Hellboy-rollespil – og det giver fuldstændig mening!

Hvad er din top 10?

Det var min liste! Men nu vil jeg høre fra dig: Hvilke tegneserieuniverser synes du er de mest inspirerende til rollespil? Og hvad synes du om min rækkefølge?

Handling og karakterudvikling (akter) er fint nok til husmandsrollespil, men sprudlende verdener og cool universer, man kan dykke dybt ned i, er tæt på royale.

Rollespil har ligeså mange genre som film og litteratur, men især de tre fantastiske genre (Fantasy, Sci fi og Horror) er store indenfor rollespil. Ligesom som dig, det er jo 2025 – rollespilssettingernes år – har jeg allerede tænkt meget over settinger generelt og især rollespilssettinger.

Dette indlæg handler kun om rollespilssettings. Jeg elsker også en masse verdener inden for bøger, tv-serier, tegneserier m.m., som jeg bruger og har brugt i rollespil, men her fokuserer jeg på settings udgivet til rollespil.

Fantasy: Warhammer (FRP)

The Old World er med sin britpunk’ede, skæve fantasy-pastiche af Det Tysk-Romerske Rige, en rodet skønhed. Det er en gryderet af alt, hvad du kunne finde på et grøntsagsmarked (såsom krigere, troll slayers, herremænd fucked op på gummegodt, kaosmutanter, hobbitkøbmænd rige på brune tobaksblade og “kyllinge”tærter, rottemænd, vikinger, søelver-typer, orker og sjove gobliner).
Det er en setting fuldfed på humor og masser af umami.

Horror: Vampire: The Masquerade

Rammefortællingen om Kain som den første vampyr, der nødvendigvis vil føre til den uundgåelige (personlige og globale) dommedag, er fantastisk. Jeg elsker også alle de skøre (og ofte selvmodsigende) fortællinger om vampyrslægternes udvikling gennem en skyggeside af vores historie. Måske er det i virkeligheden ikke særlig uhyggeligt, men det er så goth!

Sci-fi: Shadowrun

Jeg har ikke spillet særlig meget sci-fi-rollespil og det er mange år siden at jeg har spillet Shadowrun. Den er måske lidt 80’er/90’er artig (ligesom de ovenstående), men ideen om en hackerelver eller trolde street samurai med magi og teknologi i en rå og punk op gangsterunderverden og endnu mere rå og stålklar megacorp oververden er altså ret tillokkende.

Hvad med dig?

Hvad er dine yndlingsrollespilssettings inden for fantasy, horror og sci-fi?