Det er et solo horror-fantasy roll-and-draw, hvor Elene, helten, bevæger sig rundt i en cirkel i og omkring landsbyen Hum*, dengang i en mørk og mytologisk tid. Ud over Elene bevæger en hydra sig også rundt i Hum, og hvis den fanger hende, kæmper de.

Spillet fortsætter indtil Elene, Hydra eller dem begge går til grunde.

Undervejs finder Elene potentielt nye veje og steder, allierede og seje dimser. Hver gang Elene kommer til et sted i Hum, skal man slå på en tabel, der ud over at åbne op for stemningsfulde sidespor kan give hende våben, som for alvor kan såre og dræbe hydraen. Det er jo et monster, der har en kedelig tendens til at vokse nye hoveder ud, når man hugger et af.

Indtil videre er jeg halvvejs med første udkast. Det savner stadig mere stemning, spændende valg og en alvorlig tekstredigering. Jeg skriver ikke helt kort og skarpt nok endnu. Derudover skal jeg lave flere tegninger og layoutte røven ud af det. Men jeg er ret sikker på, at det nok skal blive rigtig fint.

Vil du hjælpe mig?

Hvis du gerne vil være en af de første til at læse og eventuelt teste spillet, så drop en kommentar, og jeg sender det til dig, så snart første udkast er klar.

*) Mange navne, herunder Hum, er arbejdstitler.

Jeg holder pause fra Fastaval, men overhovedet ikke fra rollespil. Og der er en tanke, som har rodet i mit sind de sidste mange år: nemlig om man skulle skrive og udgive rollespil til de situationer, hvor man keder sig sammen med sine pårørende.

Drømmespilgruppen er 1-3 voksne og 2-4 børn, der er fanget i et sommerhus i en regnfuld ferie. Nogle af dem kunne være i familie, men det er ikke så vigtigt. De skal bare have lyst til at være sammen, gerne ville give skærmene en pause og være helt mætte af endeløse Ticket to Ride-brætspil.

Arbejdstitel: Familierollespil

Jeg drømmer om at skrive rollespil, der minder om et Fastaval-scenarie, som består af en spilvejledning til en bestemt fortælling, et simpelt regelsystem/en mekanik og en håndfuld spilpersoner, man kan vælge imellem. Der findes jo allerede en række udgivne rollespil med børn og unge som målgruppe – heriblandt også nogle rigtig gode på dansk. Det er mit indtryk, at de fleste minder om D&D: altså regelsystemer, der er lavet til lange historier (kampagner), måske med ekstra udgivelser i form af præskrevne scenarier eller kampagner.

Jeg har læst og spillet nogle af dem; andre kender jeg kun fra omtale og anmeldelser. De er fede nok, men jeg vil gerne ramme one-shot-/scenarieoplevelsen, fordi det er den slags, jeg selv har savnet, når jeg har villet underholde min familie med rollespil.

Heltene fra Avadore findes i forvejen og virker mega fedt

Jeg har overvejet dette projekt i mange, mange år, og i mellemtiden er Heltene fra Avadore kommet på markedet. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse det, men det er mit indtryk, at det ligger ret tæt på den danske con-scenarietradition, som mine egne tanker er inspireret af. Jeg har set billeder og læst anmeldelser og er ret blæst bagover over, hvor gennemført det er – især ift. produktionsværdien. Der er endda kommet en toer.

Heldigvis tænker jeg ikke, at markedet for familier, der keder sig i sommerhuse, mens de kigger ud på vores regnfulde somre, er helt mættet af Heltene alene. Samtidig tror jeg, at jeg kan bidrage med noget andet. Heltene er virkelig flot, men har også en særlig æstetik, som ikke helt er mig. Den er mere moderne og ret “Disney-flot”. Den passer super godt til målgruppen – nemlig børn mellem 4 og 10 år – men den rammer ikke mig personligt, og heller ikke min rolle som forælder til lidt større børn.

Jeg tænker, at en mere nostalgisk britpunk-/dødshammer-stil kunne tiltale nogle familier. Men hvem ved?

De der rumøgler

Pt. arbejder jeg på to-tre rollespil (scenarier) og nogle små historieskabende spil. Drømmen er at udgive en kort bog bestående af to rollespil og ét historieskabende spil. Et af de spil, jeg arbejder på, er Rumøglerne og den hårløse psykopatabe. Det er lidt en omvendt Aliens-historie, hvor rumøglerne er de gode, og den hårløse psykopatabe (spoiler: en menneskelig astronaut) er “fjenden”. Rumøglerne er hyperpacifister og kan ikke begå vold. Til gengæld genfødes de som næsten identiske kloner med fuld hukommelse, hvis de dør. De udklækkes simpelthen fra medbragte æg.

Selve scenariet går ud på at løse konflikten med den meget voldelige og snedige astronaut. Hun er ikke ond, men bange, så det burde kunne lade sig gøre, at alle kan komme videre hver for sig. Men ikke før rumøglerne har været meget igennem og har været nødt til at lave snedige planer.

Nu skal jeg bare få skrevet det.

Spillet foregår typisk online ved hjælp af wiki-software, hvor hver deltager skriver artikler i et leksikonformat.

Spillet kort fortalt: Man er et hold forskere, der i fællesskab forfatter en encyklopædi om en fiktiv verden, begivenhed eller epoke. Spillet foregår i runder, hvor hver deltager skriver artikler under bestemte bogstaver og henviser til artikler, som endnu ikke eksisterer – men som andre (eller en selv) skal skrive i kommende runder.

Det er worldbuilding, sproglig leg og idéudvikling.

For små 19 år siden (altså i 2006) forsøgte jeg at spille det, men jeg følte ikke, at der var klarhed nok om reglerne, og det løb ret meget ud i sandet (hvilket faktisk passede meget godt, da settingen for det var en slags fantasy-Tusind og én Nat).

Via AI-søgeværktøjer har jeg fundet en arkiveret hjemmeside, hvor Krishnaswami beskriver sit spil: : Lexicon: An RPG (arkiveret version)

Min drøm

Jeg kunne godt tænke mig at spille det igen (og denne gang lykkes det), og jeg tror, at man skal være skarp på nogle ting her:

• Man skal have en stærk rammefortælling. Jeg er i gang med at læse Ask Katzeffs Befri Fremtiden, som handler om Center for Militant Futurologis drømme og fremmaneringer af en utopisk, mystisk og helt igennem fantastisk fremtidsudgave af Svendborg og opland. Det er en awesome rammefortælling, men mindre kan også gøre det.
• Hold hver artikel under 200 ord. Det er simpelthen key for at få et interessant værk.
• Overhold tidsfrister. Et bogstav om ugen? Et hver tredje dag? Jeg er ligeglad med, hvad vi aftaler – men hvis man misser en deadline, er man ude.
• Overhold resten af reglerne, som Krishnaswami beskriver dem – herunder, men ikke kun: “you need to make three citations”, “It’s an academic sin to cite yourself” og “So if you cite an entry, you have to treat its factual content as true!”
• Ens forfatterstemme har et navn, en personlighed og en agenda. Det er et rollespil, og udover at digte en fantastisk setting frem, så er forfatterne til værket (dem man spiller) ægte mennesker med personlighed, perspektiver og politiske holdninger, der skinner igennem.

Lad os sætte det op!

Jeg er fleksibel med tidsfrister, men tænker, at et tredags-rul er meget passende. Jeg har flere idéer til sjove rammer, men er også frisk på andres. Og jeg er ret ligeglad med, om man sætter det op i Google Docs, en wiki eller Obsidian.

“Det ender tragi-komisk
uden videre i melankoli
Og nostalgi
Som er en pestilens for dem
der har no’ed nyt at si’”
– Sebastian, Romeo, 1981.

Kender I det, når et par linjer i en sangtekst rammer lige i hjertekulen? Selvfølgelig gør du det.
Jeg er nostalgiker. Det har jeg altid været – komisk nok er et af mine tidligste minder at sidde på en gynge og tænke: “I går var bedre…” Måske er det derfor, at Sebastians kritik af nostalgien rammer mig så rent.

Det er mig, ikke dig

Jeg deltager ikke i Fastaval i år. Det føles mærkeligt – for Fastaval har været det vigtigste enkeltstående fænomen i mit rollespilsliv.
Men de seneste år har det været svært for mig at adskille minderne fra virkeligheden. Når jeg er der, bliver det næsten umuligt at se alt det nye – både socialt og i forhold til selve rollespillet. Og selvom jeg har mange kære venner, som tager af sted, har scenarierne altid været det vigtigste for mig.

Tidligere i år talte jeg med Kristo, som mente, at Fastaval-traditionen inden for rollespil er den mest vellykkede udviklingslinje i mediet. Jeg er enig. Det, at man år for år har kunnet bygge videre på tidligere mesterværker, har skabt noget helt unikt.
Men jeg ser det ikke længere. Jeg fatter ikke de nye ting. Jeg genkender håndværket – og det er flot – men jeg har altid været mere draget af den gakkede humaniora og kunstakademiets kaos end journalistskolen og teknisk skoles præcision.
Håndværk er nødvendigt, ja – men det kan ikke stå alene for mig.

Og for god ordens skyld: Det er mig og min nostalgi, der er problemet. Jeg håber, at en pause kan give friske øjne.

I remember…

Vi har allerede prøvet så mange ting af. Nye måder at spille på, designgreb, formidlingsforfinelser, formeksperimenter.

Nogle ting fungerede bedre end andre. Nogle blev optaget i vores fælles værktøjskasse til scenarieskrivning. Andre blev glemt – og venter nu på, at en gammel rotte finder dem frem, eller at en ung forfatter opfinder dem på ny. Jeg tror, jeg kan huske flere end gennemsnittet – om ikke andet fordi jeg er old (men ikke så old).

Her er en “top of my head”-liste over fede ting, vi har fundet på gennem tiden:

Novellescenariet

Opfundet til Orkon af Jonas for 1000 år siden. Jonas var ægte rock’n’roller og gad ikke de der evighedsscenarier. Vi kom fra en tradition, hvor et scenarie helst tog 6-8 timer – man håbede på aftenblokken, som blev til nat- og morgenblok.
Jonas’ idé: Maks. 2 timer, ét stramt tema (gerne kun én scene), 4 spillere. Ikke helt det, vi kalder et novellescenarie i dag, men det startede dér – fordi Jonas kedede sig.

“Out of game” og “In game”-zoner

I 00’erne delte vi ofte spillokalet op i zoner. Nogle gange med kridt eller malertape, ofte bare mundtligt. Det gav en teaterfornemmelse og mulighed for at bryde den fjerde væg og lege med fremmedgørelse. I “out of game”-zonen kunne vi planlægge scener sammen. Vi gjorde det meget – indtil vi holdt op igen.

Scene 3: Den tidlige aflivning

I 90’erne kørte scenarier kun i én blok, og man blev tildelt spillere. Derfor havde spillederen nogle greb – som f.eks. en tidlig actionscene, hvor man kunne “dræbe” irriterende spillere ved at sende deres spilperson til de evige rollespilsmarker. Der var jo altid 6 roller, hvoraf én eller to var mindre vigtige…

Individuelle briefinger og hemmeligheder

Spillederen tog spillerne én ad gangen udenfor for at snakke rollerne igennem – og hemmelighederne. Det skabte asymmetri i viden, hvilket vi sjældent gør længere. Men nogle designs kan stadig bære “lad os gå ud og snakke”-metoden.

Opvarmning

Vi lavede så meget opvarmning. Måske gør man det stadig – jeg ved det ikke.
Peter Fallesen lavede nogle, hvor det gav super god mening. Men jeg har stadig til gode at spille et scenarie, hvor opvarmningen er scenariet – fx hvor de første to scener både var opvarmning og narrativt indhold.

Bipersonsrollespil, spilleder-spiller-hybrider, spillederløse scenarier, fortællerscenarier

Vi bruger dem stadig, men der er nuancer, der kunne genopdages. Spørg Klaus Meier – han er en mega boss på det felt og har opfundet flere af dem.

Flowchart

Man kunne ikke lave et velformidlet scenarie uden flowchart. Det var guld for spillederen – og jeg savner det i mange nyere scenarier.

Råd til casting

Et standardafsnit i mange scenarier. Ikke kun vigtigt ift. hvem der skulle aflives i Scene 3 – det var også et konkret værktøj til spillederen.

Og det var min “top of my head”-liste.
Hvad har jeg glemt?

Det er et fantasy-interviewscenarie om nogle riddere, der bøvler med en træls konge (som de selv har fået indsat). Vi spiller os igennem en blodig borgerkrig og det skæbnesvangre år, der følger.

Grundtemaet i scenariet er konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Det udforskes gennem de fire ridderes fortællinger, der hver især er unikke, men som også glider mere eller mindre ubesværet ind og ud af hinanden. Netop dét var noget, vi snakkede om: hvordan det kunne komme endnu mere frem i scenariet.

Det var et ret færdigt scenarie, vi spillede, men der skal fortsat høvles lidt mere, før det er helt perfekt. Når det bliver det, er det uden tvivl et “must play” på Fastaval, ikke kun, men især hvis man godt kan lide de helt store ridderfortællinger.

Settingens år!

NÅ, men hvordan var settingen? spørger du, min imaginære læser. Jo, den var ret kedelig. Sådan lidt A Song of… med stelnummeret filet af. Der var nogle germanske navne*, som vi havde svært ved at huske, men ellers var der ikke så meget setting.

Non-setting er et helt fornuftigt valg til et Fastaval-scenarie. Men fordi jeg er mig og jeg elsker settinger, så tænkte jeg i mit stille sind at scenariet ikke ville blive dårligere af at være et storslået sci fi fortælling med rumriddere a la Metabaronen.

*) Altså det med navnene er jeg ret sikker på at Mads retter, så de bliver kick ass germanske og lette at huske.

Som sagt er 2025 settingernes år! Og det betyder selvfølgelig, at vi skal i gang med at lave flere vidunderlige rollespilssettinger. Men hvor finder vi inspiration? Et godt sted at starte er uden for rollespillenes egne verdener – der er fantastiske miljø- og verdensbeskrivelser at finde i film, romaner, tv-serier og ikke mindst tegneserier.

I dette indlæg deler jeg min top 10 over de fedeste tegneseriesettinger, som jeg finder inspirerende til rollespil. Valget er helt personligt og handler om universer, der både er kick-ass og giver mig lyst til at kaste terninger. Mange af dem er også kendt fra tv-serier, film eller spil, men for mig handler det om, at de oprindeligt er skabt som tegneserier.

Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne høre dine bud: Hvilke tegneserieuniverser inspirerer dig mest? Og hvad synes du om min rækkefølge?

Bobler – De, der næsten kom med

Før vi går til listen, vil jeg nævne nogle fantastiske fantasy-tegneserier, der desværre ikke klarede cuttet. Dværgenes Konge, Elverfolket og Thorgal er alle skønne universer, men:

• Den første er lidt begrænset i omfang.
• De to andre snubler lidt for mig med deres fokus på rummænd i en fantasy-setting. (Ikke noget galt med rummænd, men det bliver bare lidt… kedeligt i denne kontekst).

Derfor er der ikke så meget fantasy på min top 10 – men det betyder ikke, at listen mangler magi!

Top 10 Tegneseriesettinger til Rollespil

Nr. 10: X-Men og superheltenes verden

Selvom jeg ikke er storforbruger af superhelte-tegneserier, har idéen om “Xavier’s School for Gifted Youngsters” altid fanget mig. Her har vi et univers fuld af konflikt – mellem mutanter og mennesker, mellem grupper af mutanter og inden for hver enkelt karakter. Det er en setting, der skriger på drama og action.

Jeg kender mest Marvel gennem MCU, men som barn læste jeg en del X-Men, og de har derfor fået en plads på listen. Marvel-universet er også blevet til rollespil flere gange, hvilket ikke er overraskende – det er en oplagt kilde til action.

Nr. 9: Usagi Yojimbos Edo Japan

Stan Sakais fortælling om den ronin-kanin, Usagi, er på mange måder en Anders And-udgave af middelalderens Japan – men med et twist! Her er både dyb karakterudvikling, fascinerende miljøer og masser af episke sværdkampe.

Der findes faktisk et Usagi Yojimbo Rollespil, men jeg ville nok selv vælge et andet system, hvis jeg skulle spille samurai-dyr. Alligevel er det en setting, der emmer af kreativitet og potentiale.

Nr. 8: Dalen i Bone

Jeff Smiths Bone tager os til en magisk dal fuld af mennesker, monstre, drager og talende dyr. På mange måder er det en lille setting, men dens charme ligger i detaljerne og den langsomme, eventyrlige opbygning.

Dalen minder mig om Nangijala i Brødrene Løvehjerte – og det er bestemt ikke en dårlig ting. Det er en perfekt setting til et klassisk fantasy-rollespil, hvor det magiske og gamle konflikter ligger og ulmer lige under overfladen. Kun afbud af semi regelmæssige monster angreb (umiddelbart meget D&D’isk, men mere elegant).

Nr. 7: John Constantines magiske verden i Hellblazer

Velkommen til en verden, hvor himlen og helvede fører kold krig, og vi andre er fanget midt imellem. Her er magi noget beskidt og farligt – ritualer, handler med dæmoner og okkulte traditioner som voodoo og kabbalah.

Settingen er især stærk i de tidlige albums fra 80’erne, hvor punkere og yuppier bliver besat af dæmoner. Det stiller lidt af, men traumer spiller hele vejen igennem en stor rolle i fortællingen, hvilket er uber nice! Det er en verden, der nærmest er skræddersyet til urban horror-rollespil.

Nr. 6: DMZ’s borgerkrigsramte New York

I Brian Wood og Riccardo Burchiellis DMZ er USA splittet i borgerkrig. New York er blevet en demilitariseret zone, hvor vi følger en journalist, der forsøger at fortælle byens historier.

Settingen er et urbant ingenmandsland, fyldt med konflikter, desperation og håb. Det er en perfekt ramme for et rollespil, hvor spillerne kan udforske moralske gråzoner og fortælle de små, menneskelige historier midt i kaos.

Nr. 5: Mouse Guard’s territorier

Mus med kapper og sværd, der kæmper mod væsler og rider på harer i sneen. Unikke små bystater bygget ind i gamle træer og lignende.Hvad mere kan man ønske sig? Mouse Guard er ikke bare en smukt tegnet tegneserie – det er også en perfekt setting til rollespil.

Det eksisterende Mouse Guard RPG er et fremragende system, der fanger seriens charme og intensitet.

Nr. 4: Jeremiahs post-apokalyptiske USA

Hermann skaber et dystopisk, men farvemættet landskab i Jeremiah, hvor små religiøse magtstrukturer og rå vold dominerer i økonomiske, sociale og politiske ruiner fra et ødelagt USA. Det er en unik blanding af western og 80’er-galskab, der skriger på rollespil.

Jeg ville bruge Apocalypse World som system, selvom der findes et d20-baseret Jeremiah rollespil.

Nr. 3: Will Eisners New York

Will Eisner er en af mine yndlingstegnere, og hans fortællinger om New York – især Dropsie Avenue – er evige inspirationskilder. Det er mikrohistorie med store følelser, hvor byens sjæl skinner igennem på hver eneste side. Imens den store Historie bliver fortalt i et mylder af skæbner.

For mig er Eisners miljøbeskrivelser en masterclass i worldbuilding, der altid dukker op i mine egne rollespil.

Nr. 2: The Sandman’s magiske univers

Neil Gaimans mesterværk er et skatkammer af inspiration til rollespil. Drømmeverdener, magiske riger og en metafysisk tilgang til vores egen verden gør The Sandman til noget helt særligt.

Jeg har aldrig lavet en Vampire-kampagne uden at låne fra The Sandman. Det er simpelthen for godt og dejligt skævt til at lade være.

Nr. 1: Hellboy-universet

Mit absolutte yndlingsunivers er Hellboys verden – ikke så meget på grund af Hellboy selv, men på grund af de mørke, stemningsfyldte fortællinger om verdens undergang set gennem B.P.R.D.’s øjne.

Det er superhelte pulp horror med hjertet på rette sted, og det fungerer fantastisk som inspiration til rollespil. Der findes to Hellboy-rollespil – og det giver fuldstændig mening!

Hvad er din top 10?

Det var min liste! Men nu vil jeg høre fra dig: Hvilke tegneserieuniverser synes du er de mest inspirerende til rollespil? Og hvad synes du om min rækkefølge?

Handling og karakterudvikling (akter) er fint nok til husmandsrollespil, men sprudlende verdener og cool universer, man kan dykke dybt ned i, er tæt på royale.

Rollespil har ligeså mange genre som film og litteratur, men især de tre fantastiske genre (Fantasy, Sci fi og Horror) er store indenfor rollespil. Ligesom som dig, det er jo 2025 – rollespilssettingernes år – har jeg allerede tænkt meget over settinger generelt og især rollespilssettinger.

Dette indlæg handler kun om rollespilssettings. Jeg elsker også en masse verdener inden for bøger, tv-serier, tegneserier m.m., som jeg bruger og har brugt i rollespil, men her fokuserer jeg på settings udgivet til rollespil.

Fantasy: Warhammer (FRP)

The Old World er med sin britpunk’ede, skæve fantasy-pastiche af Det Tysk-Romerske Rige, en rodet skønhed. Det er en gryderet af alt, hvad du kunne finde på et grøntsagsmarked (såsom krigere, troll slayers, herremænd fucked op på gummegodt, kaosmutanter, hobbitkøbmænd rige på brune tobaksblade og “kyllinge”tærter, rottemænd, vikinger, søelver-typer, orker og sjove gobliner).
Det er en setting fuldfed på humor og masser af umami.

Horror: Vampire: The Masquerade

Rammefortællingen om Kain som den første vampyr, der nødvendigvis vil føre til den uundgåelige (personlige og globale) dommedag, er fantastisk. Jeg elsker også alle de skøre (og ofte selvmodsigende) fortællinger om vampyrslægternes udvikling gennem en skyggeside af vores historie. Måske er det i virkeligheden ikke særlig uhyggeligt, men det er så goth!

Sci-fi: Shadowrun

Jeg har ikke spillet særlig meget sci-fi-rollespil og det er mange år siden at jeg har spillet Shadowrun. Den er måske lidt 80’er/90’er artig (ligesom de ovenstående), men ideen om en hackerelver eller trolde street samurai med magi og teknologi i en rå og punk op gangsterunderverden og endnu mere rå og stålklar megacorp oververden er altså ret tillokkende.

Hvad med dig?

Hvad er dine yndlingsrollespilssettings inden for fantasy, horror og sci-fi?

Først min spilperson ROHA

Min prompt var noget i stil med:

Kvindelig changeling til rollespillet symbaroum.
Hun har en blanding af slidt læder og stykker af skin på som tøj. Det beskytter hende, men er et mismaks og tager ikke for meget af hendes bevægelsesmuligheder. Hun er i bjergene og har nok tøj på til ikke at fryse. Hun er en overlever også ude i den hårde natur.
 
Hun har bue og knive. Hendes næse er stor og hendes mund bred.

Den blev ændret undervejs og jeg prøvede forskellige grafiske udtryk af. Her er de bedste af AI’ens bud. Hvad kan du bedst lide?

1) Det klassiske AI bud

Det her er hvad den kommer op med efter noget frem og tilbage. Det er meget AI-artigt. Flot, men også kedeligt. Og jeg vil gerne havde Roha til at være sej, elver’ish, men ikke rigtig smuk. Det er svært for robotten.

2) Lidt mere comic book-artigt

Derfor forsøger jeg at få den over i en tegneserie illustration. Her er det svært for den vil ikke lave et billede, hvis man skriver “ligesom Frank Miller”, men man er nødt til at bede den beskrive Frank Millers stil – også skriv lav en prompt med den beskrivelse uden at nævne Frank Miller. Det nedenfor ligner forresten ikke rigtig noget Frank Miller kunne tegne.

3) Sort/Hvid og mere mørkt!

Jeg forsætter med at forsøge at få den til at lave noget a la Sin City. Hun forsat for køn.

4) Så blev det psyko!

Efter en del frem og tilbage og virkelig kedelige billeder kommer denne psykopat frem. Jeg er ret glad for hende. Man behøvede ikke at kunne se bryst, men det er heller ikke noget jeg dør over.

5) Mere realistisk, men også godt

Jeg er også ret glad for den her.

6) Den her også ok, tænker jeg

7-8) Efter en pause forsøger jeg igen og så bliver det mærkeligt!

9) Jeg forsøger at ramme noget a la Stan Sakai (Usagi Yojimbo)

Det går… mindre godt.

10) Kender du Tank Girl?

Jeg er ikke helt sikker på at AI’en gør.

11) Og efter en masse s/h begynder jeg at savne farve, så…

Hvilke kan du bedst lide? Og er det ikke sjovt, at AI’en ofte stiller sig på bagbenene, hvis man ønsker at udfordre skønhedsidealerne lidt og beder om en stor næse og bred mund til en elveragtig kvinde?

AI-kunst er tyveri, ligesom al anden god kunst og kultur!

Personligt har jeg ikke noget problem med AI, men andre har måske. De mener, at computerne og de store firmaer stjæler andres kunst og klipper den sammen på ny uden sjæl. Måske er det sådan, men jeg vil ikke lægge dem ord i munden.

Selv har jeg indimellem overvejet, om AI-kunst er tyveri. Men som Picasso sagde: Gode kunstnere låner, mens de virkelig gode stjæler. Nogle dage finder jeg forestillingen om det kunstneriske geni og den unikke identitet skadelig, men for det meste blot latterlig. Idéen om det store kunstnergeni er i virkeligheden kun opstået i romantikken – et ganske nyt fænomen i menneskehedens historie.

Idéhistorisk er dette knyttet til individualismen, som har været med til at forme det moderne samfund. Det moderne med alle sine goder: individuelle rettigheder (herunder ejendomsret), personlig identitet, stemmeret, kapitalisme og forestillingen om, at jeg, du og alle dem, vi kender, hver især gør en forskel.

Ligesom dig er jeg født ind i denne tankegang. Vi kan nok ikke undslippe den, og måske er det endda godt (for nu at bruge et lidt gammeldags ord), men det betyder ikke, at vi behøver at dyrke den mere end nødvendigt. Dyden ligger trods alt i midten.

Jeg kan da godt tegne og forme til husbehov, men intet af det, jeg skaber, udtrykker egentlig noget helt særligt ved mig som individ. Der er en form for selvvirkeliggørelse på spil, men alt, hvad jeg laver, bygger på idéstrømme, som andre har været med til at skubbe frem. Jeg skaber i og med et kulturelt-socialt materiale, der ikke er mere mit end AI-robotternes.

Pointen er: Vi stjæler altid allerede – uanset om vi bruger AI eller ej.

Her er første side af min Symbaroum-spilperson, der er en forskræmt og (allermest) voldelig vred changeling ved navn Roha.

Man har tre evner, men jeg er stadigvæk ved at overveje om jeg skal starte med Beast Lore og Witchsigt eller Beast Lore og Shapeshifter. Ligegyldt hvad, så bliver den jeg ikke vælger det første som jeg køber for xp.

Derefter bliver det Hunting Instinct og så bliver hun for alvor farlig med en bue.

I den forbindelse bad jeg ChatGBT om ti spilpersonskoncepter. Jeg var interesseret i en fra hver af spillerracerne i grundbogen (som den lige skulle have lidt hjælp til at huske) og deres vigtigste stats. Som altid kom det nedenstående frem efter en lille håndfuld prompts fik jeg den til at lave ti koncepter, som samtidig er inspireret til 80’er ikoner.

Quiz: Hvilke 80’er ikoner bygger disse 10 spilpersonkoncepter?

(Hint: botten er pænt ligeglad med om ikoner er virkelige eller fiktive, så der er lidt af hvert)

Hvor mange kan du gætte?

1) Haslerion “Lysbryderen”

En selvsikker og karismatisk barbar, der altid står klar til at redde dagen. Haslerion er kendt for sin imponerende fysik og sin evne til at inspirere folk til at tro på en bedre fremtid.
Vigtigste stats: Styrke, Resolut

2) Madalda “Morgenstjernen”

En karismatisk changeling, der altid formår at tilpasse sig og forblive relevant. Hun bruger sin charme og mystik til at manipulere både venner og fjender.
Vigtigste stats: Takt, Intelligens

3) Raghrok “Stenens Søn”

En stærk og vedholdende kriger fra de ambrianske grænseegne, kendt for aldrig at give op. Raghrok besidder en utrolig fysisk udholdenhed og kampkraft.
Vigtigste stats: Styrke, Mod

4) Borwen “Nattens Flamme”

En androgyn changeling-mystiker med en mystisk aura og en dyb forbindelse til Davokars mørke kræfter. Borwen bevæger sig elegant mellem lyset og mørket.
Vigtigste stats: Perception, Intelligens

5) Indiros “Relikviejægeren”

En dristig ambriansk jæger og eventyrer, kendt for sin søgen efter sjældne relikvier i Davokar. Indiros er både snedig og god til at undvige farer.
Vigtigste stats: Perception, Takt

6) Arnokk “Stålblodet”

En massiv barbar, der næsten synes maskinel i sin styrke og beslutsomhed. Arnokk kæmper frygtløst mod både mørk magi og brutale monstre.
Vigtigste stats: Styrke, Resolut

7) Wyhlna “Sirenesangeren”

En betagende ambriansk mystiker med en kraftfuld stemme, der fortryller fjender og inspirerer allierede. Wyhlna bruger sin sang til at vække mod og styrke i andre.
Vigtigste stats: Intelligens, Takt

8) Ferrinar “Lattervind”

En snu og charmerende goblin, der altid slipper afsted med sine dristige handlinger. Ferrinar er ekspert i undvigelse og finder altid en vej udenom autoriteterne.
Vigtigste stats: Diskretion, Takt

9) Saryah “Mørkets Vogter”

En fokuseret og barsk jæger, dedikeret til at beskytte sig selv og sine nærmeste mod Davokars mørke væsener. Saryah er altid på vagt og villig til at tage kampen op.
Vigtigste stats: Mod, Styrke

10) Torvir “Guldjægeren”

En kraftfuld ambriansk kriger, kendt for sin loyalitet og karakteristiske guldsmykker. Torvir forsvarer sine allierede med al sin magt og mod.
Vigtigste stats: Styrke, Resolut

Kan du gætte dem alle ti? Kom med dit bud i kommentaren.