Det er et fantasy-interviewscenarie om nogle riddere, der bøvler med en træls konge (som de selv har fået indsat). Vi spiller os igennem en blodig borgerkrig og det skæbnesvangre år, der følger.

Grundtemaet i scenariet er konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Det udforskes gennem de fire ridderes fortællinger, der hver især er unikke, men som også glider mere eller mindre ubesværet ind og ud af hinanden. Netop dét var noget, vi snakkede om: hvordan det kunne komme endnu mere frem i scenariet.

Det var et ret færdigt scenarie, vi spillede, men der skal fortsat høvles lidt mere, før det er helt perfekt. Når det bliver det, er det uden tvivl et “must play” på Fastaval, ikke kun, men især hvis man godt kan lide de helt store ridderfortællinger.

Settingens år!

NÅ, men hvordan var settingen? spørger du, min imaginære læser. Jo, den var ret kedelig. Sådan lidt A Song of… med stelnummeret filet af. Der var nogle germanske navne*, som vi havde svært ved at huske, men ellers var der ikke så meget setting.

Non-setting er et helt fornuftigt valg til et Fastaval-scenarie. Men fordi jeg er mig og jeg elsker settinger, så tænkte jeg i mit stille sind at scenariet ikke ville blive dårligere af at være et storslået sci fi fortælling med rumriddere a la Metabaronen.

*) Altså det med navnene er jeg ret sikker på at Mads retter, så de bliver kick ass germanske og lette at huske.

Som sagt er 2025 settingernes år! Og det betyder selvfølgelig, at vi skal i gang med at lave flere vidunderlige rollespilssettinger. Men hvor finder vi inspiration? Et godt sted at starte er uden for rollespillenes egne verdener – der er fantastiske miljø- og verdensbeskrivelser at finde i film, romaner, tv-serier og ikke mindst tegneserier.

I dette indlæg deler jeg min top 10 over de fedeste tegneseriesettinger, som jeg finder inspirerende til rollespil. Valget er helt personligt og handler om universer, der både er kick-ass og giver mig lyst til at kaste terninger. Mange af dem er også kendt fra tv-serier, film eller spil, men for mig handler det om, at de oprindeligt er skabt som tegneserier.

Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne høre dine bud: Hvilke tegneserieuniverser inspirerer dig mest? Og hvad synes du om min rækkefølge?

Bobler – De, der næsten kom med

Før vi går til listen, vil jeg nævne nogle fantastiske fantasy-tegneserier, der desværre ikke klarede cuttet. Dværgenes Konge, Elverfolket og Thorgal er alle skønne universer, men:

• Den første er lidt begrænset i omfang.
• De to andre snubler lidt for mig med deres fokus på rummænd i en fantasy-setting. (Ikke noget galt med rummænd, men det bliver bare lidt… kedeligt i denne kontekst).

Derfor er der ikke så meget fantasy på min top 10 – men det betyder ikke, at listen mangler magi!

Top 10 Tegneseriesettinger til Rollespil

Nr. 10: X-Men og superheltenes verden

Selvom jeg ikke er storforbruger af superhelte-tegneserier, har idéen om “Xavier’s School for Gifted Youngsters” altid fanget mig. Her har vi et univers fuld af konflikt – mellem mutanter og mennesker, mellem grupper af mutanter og inden for hver enkelt karakter. Det er en setting, der skriger på drama og action.

Jeg kender mest Marvel gennem MCU, men som barn læste jeg en del X-Men, og de har derfor fået en plads på listen. Marvel-universet er også blevet til rollespil flere gange, hvilket ikke er overraskende – det er en oplagt kilde til action.

Nr. 9: Usagi Yojimbos Edo Japan

Stan Sakais fortælling om den ronin-kanin, Usagi, er på mange måder en Anders And-udgave af middelalderens Japan – men med et twist! Her er både dyb karakterudvikling, fascinerende miljøer og masser af episke sværdkampe.

Der findes faktisk et Usagi Yojimbo Rollespil, men jeg ville nok selv vælge et andet system, hvis jeg skulle spille samurai-dyr. Alligevel er det en setting, der emmer af kreativitet og potentiale.

Nr. 8: Dalen i Bone

Jeff Smiths Bone tager os til en magisk dal fuld af mennesker, monstre, drager og talende dyr. På mange måder er det en lille setting, men dens charme ligger i detaljerne og den langsomme, eventyrlige opbygning.

Dalen minder mig om Nangijala i Brødrene Løvehjerte – og det er bestemt ikke en dårlig ting. Det er en perfekt setting til et klassisk fantasy-rollespil, hvor det magiske og gamle konflikter ligger og ulmer lige under overfladen. Kun afbud af semi regelmæssige monster angreb (umiddelbart meget D&D’isk, men mere elegant).

Nr. 7: John Constantines magiske verden i Hellblazer

Velkommen til en verden, hvor himlen og helvede fører kold krig, og vi andre er fanget midt imellem. Her er magi noget beskidt og farligt – ritualer, handler med dæmoner og okkulte traditioner som voodoo og kabbalah.

Settingen er især stærk i de tidlige albums fra 80’erne, hvor punkere og yuppier bliver besat af dæmoner. Det stiller lidt af, men traumer spiller hele vejen igennem en stor rolle i fortællingen, hvilket er uber nice! Det er en verden, der nærmest er skræddersyet til urban horror-rollespil.

Nr. 6: DMZ’s borgerkrigsramte New York

I Brian Wood og Riccardo Burchiellis DMZ er USA splittet i borgerkrig. New York er blevet en demilitariseret zone, hvor vi følger en journalist, der forsøger at fortælle byens historier.

Settingen er et urbant ingenmandsland, fyldt med konflikter, desperation og håb. Det er en perfekt ramme for et rollespil, hvor spillerne kan udforske moralske gråzoner og fortælle de små, menneskelige historier midt i kaos.

Nr. 5: Mouse Guard’s territorier

Mus med kapper og sværd, der kæmper mod væsler og rider på harer i sneen. Unikke små bystater bygget ind i gamle træer og lignende.Hvad mere kan man ønske sig? Mouse Guard er ikke bare en smukt tegnet tegneserie – det er også en perfekt setting til rollespil.

Det eksisterende Mouse Guard RPG er et fremragende system, der fanger seriens charme og intensitet.

Nr. 4: Jeremiahs post-apokalyptiske USA

Hermann skaber et dystopisk, men farvemættet landskab i Jeremiah, hvor små religiøse magtstrukturer og rå vold dominerer i økonomiske, sociale og politiske ruiner fra et ødelagt USA. Det er en unik blanding af western og 80’er-galskab, der skriger på rollespil.

Jeg ville bruge Apocalypse World som system, selvom der findes et d20-baseret Jeremiah rollespil.

Nr. 3: Will Eisners New York

Will Eisner er en af mine yndlingstegnere, og hans fortællinger om New York – især Dropsie Avenue – er evige inspirationskilder. Det er mikrohistorie med store følelser, hvor byens sjæl skinner igennem på hver eneste side. Imens den store Historie bliver fortalt i et mylder af skæbner.

For mig er Eisners miljøbeskrivelser en masterclass i worldbuilding, der altid dukker op i mine egne rollespil.

Nr. 2: The Sandman’s magiske univers

Neil Gaimans mesterværk er et skatkammer af inspiration til rollespil. Drømmeverdener, magiske riger og en metafysisk tilgang til vores egen verden gør The Sandman til noget helt særligt.

Jeg har aldrig lavet en Vampire-kampagne uden at låne fra The Sandman. Det er simpelthen for godt og dejligt skævt til at lade være.

Nr. 1: Hellboy-universet

Mit absolutte yndlingsunivers er Hellboys verden – ikke så meget på grund af Hellboy selv, men på grund af de mørke, stemningsfyldte fortællinger om verdens undergang set gennem B.P.R.D.’s øjne.

Det er superhelte pulp horror med hjertet på rette sted, og det fungerer fantastisk som inspiration til rollespil. Der findes to Hellboy-rollespil – og det giver fuldstændig mening!

Hvad er din top 10?

Det var min liste! Men nu vil jeg høre fra dig: Hvilke tegneserieuniverser synes du er de mest inspirerende til rollespil? Og hvad synes du om min rækkefølge?

Handling og karakterudvikling (akter) er fint nok til husmandsrollespil, men sprudlende verdener og cool universer, man kan dykke dybt ned i, er tæt på royale.

Rollespil har ligeså mange genre som film og litteratur, men især de tre fantastiske genre (Fantasy, Sci fi og Horror) er store indenfor rollespil. Ligesom som dig, det er jo 2025 – rollespilssettingernes år – har jeg allerede tænkt meget over settinger generelt og især rollespilssettinger.

Dette indlæg handler kun om rollespilssettings. Jeg elsker også en masse verdener inden for bøger, tv-serier, tegneserier m.m., som jeg bruger og har brugt i rollespil, men her fokuserer jeg på settings udgivet til rollespil.

Fantasy: Warhammer (FRP)

The Old World er med sin britpunk’ede, skæve fantasy-pastiche af Det Tysk-Romerske Rige, en rodet skønhed. Det er en gryderet af alt, hvad du kunne finde på et grøntsagsmarked (såsom krigere, troll slayers, herremænd fucked op på gummegodt, kaosmutanter, hobbitkøbmænd rige på brune tobaksblade og “kyllinge”tærter, rottemænd, vikinger, søelver-typer, orker og sjove gobliner).
Det er en setting fuldfed på humor og masser af umami.

Horror: Vampire: The Masquerade

Rammefortællingen om Kain som den første vampyr, der nødvendigvis vil føre til den uundgåelige (personlige og globale) dommedag, er fantastisk. Jeg elsker også alle de skøre (og ofte selvmodsigende) fortællinger om vampyrslægternes udvikling gennem en skyggeside af vores historie. Måske er det i virkeligheden ikke særlig uhyggeligt, men det er så goth!

Sci-fi: Shadowrun

Jeg har ikke spillet særlig meget sci-fi-rollespil og det er mange år siden at jeg har spillet Shadowrun. Den er måske lidt 80’er/90’er artig (ligesom de ovenstående), men ideen om en hackerelver eller trolde street samurai med magi og teknologi i en rå og punk op gangsterunderverden og endnu mere rå og stålklar megacorp oververden er altså ret tillokkende.

Hvad med dig?

Hvad er dine yndlingsrollespilssettings inden for fantasy, horror og sci-fi?

Først min spilperson ROHA

Min prompt var noget i stil med:

Kvindelig changeling til rollespillet symbaroum.
Hun har en blanding af slidt læder og stykker af skin på som tøj. Det beskytter hende, men er et mismaks og tager ikke for meget af hendes bevægelsesmuligheder. Hun er i bjergene og har nok tøj på til ikke at fryse. Hun er en overlever også ude i den hårde natur.
 
Hun har bue og knive. Hendes næse er stor og hendes mund bred.

Den blev ændret undervejs og jeg prøvede forskellige grafiske udtryk af. Her er de bedste af AI’ens bud. Hvad kan du bedst lide?

1) Det klassiske AI bud

Det her er hvad den kommer op med efter noget frem og tilbage. Det er meget AI-artigt. Flot, men også kedeligt. Og jeg vil gerne havde Roha til at være sej, elver’ish, men ikke rigtig smuk. Det er svært for robotten.

2) Lidt mere comic book-artigt

Derfor forsøger jeg at få den over i en tegneserie illustration. Her er det svært for den vil ikke lave et billede, hvis man skriver “ligesom Frank Miller”, men man er nødt til at bede den beskrive Frank Millers stil – også skriv lav en prompt med den beskrivelse uden at nævne Frank Miller. Det nedenfor ligner forresten ikke rigtig noget Frank Miller kunne tegne.

3) Sort/Hvid og mere mørkt!

Jeg forsætter med at forsøge at få den til at lave noget a la Sin City. Hun forsat for køn.

4) Så blev det psyko!

Efter en del frem og tilbage og virkelig kedelige billeder kommer denne psykopat frem. Jeg er ret glad for hende. Man behøvede ikke at kunne se bryst, men det er heller ikke noget jeg dør over.

5) Mere realistisk, men også godt

Jeg er også ret glad for den her.

6) Den her også ok, tænker jeg

7-8) Efter en pause forsøger jeg igen og så bliver det mærkeligt!

9) Jeg forsøger at ramme noget a la Stan Sakai (Usagi Yojimbo)

Det går… mindre godt.

10) Kender du Tank Girl?

Jeg er ikke helt sikker på at AI’en gør.

11) Og efter en masse s/h begynder jeg at savne farve, så…

Hvilke kan du bedst lide? Og er det ikke sjovt, at AI’en ofte stiller sig på bagbenene, hvis man ønsker at udfordre skønhedsidealerne lidt og beder om en stor næse og bred mund til en elveragtig kvinde?

AI-kunst er tyveri, ligesom al anden god kunst og kultur!

Personligt har jeg ikke noget problem med AI, men andre har måske. De mener, at computerne og de store firmaer stjæler andres kunst og klipper den sammen på ny uden sjæl. Måske er det sådan, men jeg vil ikke lægge dem ord i munden.

Selv har jeg indimellem overvejet, om AI-kunst er tyveri. Men som Picasso sagde: Gode kunstnere låner, mens de virkelig gode stjæler. Nogle dage finder jeg forestillingen om det kunstneriske geni og den unikke identitet skadelig, men for det meste blot latterlig. Idéen om det store kunstnergeni er i virkeligheden kun opstået i romantikken – et ganske nyt fænomen i menneskehedens historie.

Idéhistorisk er dette knyttet til individualismen, som har været med til at forme det moderne samfund. Det moderne med alle sine goder: individuelle rettigheder (herunder ejendomsret), personlig identitet, stemmeret, kapitalisme og forestillingen om, at jeg, du og alle dem, vi kender, hver især gør en forskel.

Ligesom dig er jeg født ind i denne tankegang. Vi kan nok ikke undslippe den, og måske er det endda godt (for nu at bruge et lidt gammeldags ord), men det betyder ikke, at vi behøver at dyrke den mere end nødvendigt. Dyden ligger trods alt i midten.

Jeg kan da godt tegne og forme til husbehov, men intet af det, jeg skaber, udtrykker egentlig noget helt særligt ved mig som individ. Der er en form for selvvirkeliggørelse på spil, men alt, hvad jeg laver, bygger på idéstrømme, som andre har været med til at skubbe frem. Jeg skaber i og med et kulturelt-socialt materiale, der ikke er mere mit end AI-robotternes.

Pointen er: Vi stjæler altid allerede – uanset om vi bruger AI eller ej.

Her er første side af min Symbaroum-spilperson, der er en forskræmt og (allermest) voldelig vred changeling ved navn Roha.

Man har tre evner, men jeg er stadigvæk ved at overveje om jeg skal starte med Beast Lore og Witchsigt eller Beast Lore og Shapeshifter. Ligegyldt hvad, så bliver den jeg ikke vælger det første som jeg køber for xp.

Derefter bliver det Hunting Instinct og så bliver hun for alvor farlig med en bue.

I den forbindelse bad jeg ChatGBT om ti spilpersonskoncepter. Jeg var interesseret i en fra hver af spillerracerne i grundbogen (som den lige skulle have lidt hjælp til at huske) og deres vigtigste stats. Som altid kom det nedenstående frem efter en lille håndfuld prompts fik jeg den til at lave ti koncepter, som samtidig er inspireret til 80’er ikoner.

Quiz: Hvilke 80’er ikoner bygger disse 10 spilpersonkoncepter?

(Hint: botten er pænt ligeglad med om ikoner er virkelige eller fiktive, så der er lidt af hvert)

Hvor mange kan du gætte?

1) Haslerion “Lysbryderen”

En selvsikker og karismatisk barbar, der altid står klar til at redde dagen. Haslerion er kendt for sin imponerende fysik og sin evne til at inspirere folk til at tro på en bedre fremtid.
Vigtigste stats: Styrke, Resolut

2) Madalda “Morgenstjernen”

En karismatisk changeling, der altid formår at tilpasse sig og forblive relevant. Hun bruger sin charme og mystik til at manipulere både venner og fjender.
Vigtigste stats: Takt, Intelligens

3) Raghrok “Stenens Søn”

En stærk og vedholdende kriger fra de ambrianske grænseegne, kendt for aldrig at give op. Raghrok besidder en utrolig fysisk udholdenhed og kampkraft.
Vigtigste stats: Styrke, Mod

4) Borwen “Nattens Flamme”

En androgyn changeling-mystiker med en mystisk aura og en dyb forbindelse til Davokars mørke kræfter. Borwen bevæger sig elegant mellem lyset og mørket.
Vigtigste stats: Perception, Intelligens

5) Indiros “Relikviejægeren”

En dristig ambriansk jæger og eventyrer, kendt for sin søgen efter sjældne relikvier i Davokar. Indiros er både snedig og god til at undvige farer.
Vigtigste stats: Perception, Takt

6) Arnokk “Stålblodet”

En massiv barbar, der næsten synes maskinel i sin styrke og beslutsomhed. Arnokk kæmper frygtløst mod både mørk magi og brutale monstre.
Vigtigste stats: Styrke, Resolut

7) Wyhlna “Sirenesangeren”

En betagende ambriansk mystiker med en kraftfuld stemme, der fortryller fjender og inspirerer allierede. Wyhlna bruger sin sang til at vække mod og styrke i andre.
Vigtigste stats: Intelligens, Takt

8) Ferrinar “Lattervind”

En snu og charmerende goblin, der altid slipper afsted med sine dristige handlinger. Ferrinar er ekspert i undvigelse og finder altid en vej udenom autoriteterne.
Vigtigste stats: Diskretion, Takt

9) Saryah “Mørkets Vogter”

En fokuseret og barsk jæger, dedikeret til at beskytte sig selv og sine nærmeste mod Davokars mørke væsener. Saryah er altid på vagt og villig til at tage kampen op.
Vigtigste stats: Mod, Styrke

10) Torvir “Guldjægeren”

En kraftfuld ambriansk kriger, kendt for sin loyalitet og karakteristiske guldsmykker. Torvir forsvarer sine allierede med al sin magt og mod.
Vigtigste stats: Styrke, Resolut

Kan du gætte dem alle ti? Kom med dit bud i kommentaren.

Heldigvis er mine unger blevet ret store, hvilket (udover en række bekymringer) giver mere fritid, så jeg kan godt spille hver anden onsdag (de ulige uger), hvor jeg ikke spiller vampire.

Der er som altid to udfordringer ift. at starte en ny kampagne op: 1) Man skal finde nogen at spille med, der har lyst og tid og 2) og man skal finde ud af hvad man skal spille.

1) Getting a new clique

Der er to veje og jeg ville synes begge var lige fede: Enten samler jeg en gruppe af dejlige mennesker og er spilleder for dem eller også skal jeg være spiller – evt. i en kampagne, der allerede er i gang. Det er klart nemmest at være spiller – især i en gruppe, der allerede har gang i noget godt.

Det er selvfølgelig synd ikke at være med fra starten, men det er ikke sådan rigtig træls. Der er systemer, verdener og temaer som siger mig mindre end andre, men hvis jeg skulle være spiller, er jeg ret åben. Det eneste som jeg synes er lidt irreterende ville være at skulle spille børn eller en kampagne, hvor man skulle slås hele tiden.

Imens jeg skriver dette, lidt lange indlæg, har jeg sideløbende småsnakket med min Martin og han virker ok interesseret. Så det ender, 7,9,13, med at jeg kører noget for ham og forhåbentlig lidt flere spillere (selvom en gentagende solodate selvfølgelig også kan noget).  

2) Dit nye yndlingsspil

Hvis jeg skal være spilleder er jeg lidt mere kritisk ift. hvad vi skal spille. Jeg vil gerne allerede nu i gang med at læse op. Pt. læser jeg i fire forskellige rollespilssystemer og jeg kunne godt tænke mig at fokusere på noget jeg rent faktisk skal spille. Så selvom du måske ikke er interesseret i at spille med mig, så er du velkommen til at skrive hvad du synes at jeg bør spille. #veryblogartigt

Jeg kunne godt tænke mig, at spillede et system som jeg ikke rigtigt har spillet (alt for meget) før. Det udelukker især Vampire og Warhammer. Det må gerne være en god købekampagne eller noget som er let og hurtigt at forberede, så der ikke er alt for meget forberedelsesarbejde.

 For selvom jeg synes det er hyggeligt at grave mig ned i det GM-akademiske hul som forberedelse er, så kender jeg også mig selv godt nok til at der er en chance for at jeg ikke får gjort det. Ud fra de overvejelser er mine kandidater:

Forbidden Lands: Raven’s Purge

Forbidden Lands har jeg kun prøvet et testspil af. Det er fra Fria Legan og bruger deres fede Year Zero system. Det har derudover en masse referencer til Drager og Dæmoner, som var det første rollespil jeg spillede og som nok har samme plads hos mig, som forskellige D&D versioner har ved andre. 

De har brugt meget af de gamle illustrationer fra DoD. Det er også lidt DoD samme følelse af jordnær fantasy uden alt for meget fjollerier. Det er sat i et postapokalyptisk, hvor et stort og magtfuldt rige gik under og satte en stor landmasse under en natlig magisk(?) giftig tåge, som dræbte alle. Nu er tågen lettet og skattejægere har søgt til de forbudte lande.

Settingen og de racer man spiller er godt forankret i forhistorien med elegante twists, men de er ret klassisk fantasy (især hvis man kender DoD). Man kan spille ting som en ulvemand tyv eller en goblin ulverytter (det vil ikke være mærkeligt at have i samme gruppe, vel?).

Det er hex-crawl og udforskning af ruiner i et mildt sagt politisk ustabilt område. Overlevelse i livmarken er et tema i spillet. Man skal holde ens forsyninger (såsom mad og drikke) og ens våben/værktøj, der kan gå i stykker, ved lige. Udover at rejse rundt er der, klassisk for Fria Legan, regler for at opbygge ens fæstning.

Metafortællingen, som jeg ikke er super godt inde i, regner jeg med handler om hvordan fortidens stormagt gik under og sikkert noget om gammel ondskab i det massive landskab. Jeg regner med at kampagnen Raven’s Purge fortæller den eller noget af den fortælling. Og hvis jeg læser rigtigt på nettet en træls elver. Det er ret meget en sandkasse-kampagne, hvor man kan hygge sig mange timer med at overleve i vildmarken, afsøge ruiner, slås med banditter og opbygge en fæstning.  

Symbaroum: Thorne of Thorns

Jeg har ikke spillet eller læst Symbaroum, men follk virker meget glade for det. Det er mørk fantasy med et fortrægt folk “Ambrianerne”, der har bosat ved den dybe dunkle skov Davokar. Inde i Davokar ligger ruinerne fra et gammelt kongerige, nemlig Symbaroum, som spillet er opkaldt efter.

I Symbaroum spiller man skattejægere, der er mest, men ikke kun, ambrianere. Og man trodser Davokars fare – det være sig monstre eller elvere eller ælgammel ondskab – for at berige sig Symbaroums skatte. Samtidig med at Ambrianerne og andre folk omkring Davokar har inddelt sig i forskellige politisk, sociale og religiøse fraktioner, der laver alliancer eller bekriger hinanden. Det er blevet beskrevet som dungeon crawl med en politisk dimension, der godt kan ændre sig til at være et politisk spil med en dungeon crawl dimension.

En ting er sikkert, og det er, at det er en åndssvagt stemningsmættet verden fuld af mørke og dybte. Spillet er udgivet af Fria Legan, men bruger deres klassiske Year Zero system. TIl gengæld bruger spillet et system, hvor spillere slår alle slag og hvor ens grundegenskaber og nogle særlige evner spiller en stor rolle. Der er ikke klasser eller lignende, til spilpersonerne og sin figur bygger dem op ud fra en pointepule. Lækkert.

Efter hvad jeg kan læse mig til på nettet, så handler handler Thorne of Thorns-kampagnen om at lede efter skatte i den farlige Davokar, der bliver mere og mere vred(!), og om det politiske spil i forskellige byer og sådan rundt om skoven. Den er fordelt i tre bøger og er en forholdsvis lang forpligtelse. Den skulle være fuld af mørk stemning – ligesom resten af spillet.

Jeg elsker æstetikken, de politiske fraktioner lyder interessante og grundfortællingen er, hvis ikke videre original, så ret sej. Det er fedt at det kun er spillere som slår terninger og selvom det ikke er min spidskompetence, så er dungoen crawl ok – selvom vi nok ender mere over i det politiske spil med en dungoen crawl dimension. 

Coriolis: Mercy of the Icons

Coriolis er et rum sci fi spil. Det er også fra Fria Legan og bruger deres Year Zero system, ligesom Forbidden Lands (og en række af deres andre spil). Coriolis er en kæmpe rumstation, ombygget fra et koloniskib. 

Jeg er først lige begyndt at smålæse grundbogen, men som jeg forstår det, så er der noget med hvem, der er ankommet hvornår til denne del af rummet. Dem som tog først afsted fra jorden, kom langt senere frem, altså generationer senere, fordi rumskibsteknologien har ændret sig i mellemtiden og noget med nogle portaler. Det skaber en interessant og naturlig konflikt mellem de først ankomne og de senere ankomne. 

Derudover har settingen en mellemøstlig farve og religiøsitet spiller en større rolle end vi ellers ser i sci fi. Det er jeg ret vild med. Man tilbeder ikonerne og ens brug af dem har en spilmekanisk betydning. 

Kampagnen Mercy of the Icons er, efter hvad jeg kan læse, ret meget en sandkasse, hvor intriger, rumeventyr og rejser på fremmede planeter er i fokus. Jeg kan godt være lidt bekymret for sandkasse-elementet i kampagnen. Ligesom både Raven’s Pruge (Forbidden Lands) og Thorne of Thorns (Symbaroum), så er det en lang kampagne på tre bøger.

Hvad med noget mere let end tre halvlange købekampagner?

I Vampire spilleder jeg Ventrue Chronicles og vi er nu efter 7 år er vi kun kommet to tredjedele ind i kampagnen. Der har også været en række pauser og store sidefortællinger, men jeg kan godt være bekymret om jeg nogensinde ville nå igennem den ovenstående kampagner inden for en overskuelige fremtid. 

Måske er det ok. Jeg ved fra min Vampire-kamapagne at lange kampagner noget helt særligt at deltage i. Ikke nok med at spillet kommer ind under huden på spillerne, så får man også en helt særlig fællesskab omkring kampagnen og hinanden. Det er dog selvfølgelig en væsentlig tidsmæssig investering, hvor der er forholdsvis stor sandsynlighed for at nogen falder fra (resten af livet går jo sin gang osv.). 

Mouse Guard, Mage og Pendragon

Alternativt kunne man spille en kortere kampagne. Jeg har ikke lige fundet en sådan, men Mouse Guard har en række små scenarier og jeg er ikke så bekymret for at lave en kampagne til det. 

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve Mage (igen) eller det gamle Pendragon. Begge to er større sager og investeringer, men jeg tænker at man kunne lave et kort – afsluttet – kampagne i begge, som kommer ind på de væsentlige elementer i de to spil. Mage handler om filosofi og opfylde sit magiske potentiale ved hjælp af sin avatar. Pendragon er en ridderfortælling, så det er noget turneringer, slås med et par kæmper, passe sit domæne og i sidste ende dø godt, så man kan videregive det hele til næste generation.

Min rejse i huler og drager

Jeg har ikke spillet meget D&D. Vampire, Warhammer + Drager og Dæmoner har altid mere været mit jam. Det handler blandt, men ikke kun, om at jeg ikke synes levels er særlig fedt. Jeg synes nok også at D&D klasserne ikke er så fede. Halvdelen er kedelige, den anden halvdel er mærkelige (I ved hvem I er). AD&D 2 ed. er den version som jeg har spillet mest. Det var noget mærkeligt rod ift. evner mm., hvor man nogle gange slå en d20 og skulle slå højt, andre gange skulle man slå lavt. Nogle gange skulle man slå procenter, men det var kun hvis man var rouge. Det gjorde nu ikke så meget med de der skills. De var nemlig alligevel jo blot non weapon proficiencies, som man fik forholdsvis få af op igennem ens rejse op i levels. Altså undtagen de der tyveevner i procent, de var mest af alt en underlig lappeløsning. Der var selvfølgelig også weapon proficiencies og eftersom det ene var formuleret negativt ift. det andet, så kunne man mistænke, at weapon proficiencies måske nok var lidt vigtigere.

Så derfor skulle alle skulle udregne THAC0 (To Hit Armor Class 0) og AC (armor class). Som magic user, der ikke havde så mange weapon proficiencies eller våbenevner i det hele taget, så i stedet måtte man forberedte spells når de andre lavede og spiste morgenmad, hvilket også må have været sådan lidt trist.

Da 3 edition af D&D (og kort tid efter 3,5) var der helt tydeligt en klar forbedring af AD&D. Skills hed ikke længere ”non weapon proficiencies” og fik en mere central rolle i ens spilpersonsdesign. OG udover det fik man en masse nye muligheder for at bygge spændende spilpersoner + at man forsøgte sig med at åbne spillicensen så andre kunne lave deres egne gakkede tilbygninger ift. regler og ikke mindst settings og fortællinger. Jeg har kun spillet lidt 3/3,5. 4’eren og 5’eren har jeg kun spillet one shots i, men jeg synes umiddelbart 5’eren er et rigtigt godt regelsæt. Så godt at jeg købte de tre grundbøger (brugt) for en tre år siden, men ikke godt nok til at jeg har fået læst dem eller brugt dem endnu.

Så hvad er min favoritversion af D&D?

Umiddelbart Warhammer 2 edition…

…men hvis jeg skal være mere seriøst, har jeg to. Jeg har de bedste minder med AD&D 2ed. Hvis jeg skulle spille D&D nu, så ville jeg bruge 5ed. (evt. med den nye PHB, måske). Hvad er din favoritversion af D&D?

Man kan evt. læse Mortens indlæg om hans favoritversoin, men du skal – spoiler alert – være forberedt på at han snyder og aldrig vælger en.

Jeg skrev også dette indlæg for et år siden og vi er ikke kommet så meget længere – og dog, for vi spiller stadig kampagnen The Ventrue Chronicle nu på 7. år. Vi har – for længe siden – arbejdet os igennem Dark Ages og nu spiller vi Victorian Age. Og plottet udspiller sig ikke længere i Yorkshire, men i New York.

Ligenu har kampagnen sommerpause og derfor er det måske meget passende med lidt reflekstion og tilbageskuen.

Spillerne spiller hinandens vampyrafkom

Det betyder, at i Dark Ages spillede Tina en sej Brujah, i et mellemspil skabte Tinas figur Julianes nye vampyrer, så nu spiller Juliane en sej Brujah. Tina spiller Toreador, for i mellemspillet skabte Tims Toreador Tinas nye spilperson OSV.

Der har været en del udskiftning af spillere, hvilket ikke gør det mindre forvirrende.

Skema over hovedpersoner:

Så hvem er vi og hvem var vi?

Vi er pt. en gruppe på fem faste spillere, hvilket er en rigtig god størrelse og vi er nogen fantastiske spillere. Tim og Tina har været med hele vejen. Juliane kom med 2019. Thomas og senest Jesper er kommet med inden for det sidste år.

De spiller:

• Rolf Friederich Georg Steiner, en tysk skør akademiker malkavian med okkulte og historiske interesser
• Gertrude Hughes, toreador kunstmaler og socialite
• Sally Hawke, exhavnearbejder og brujah suffragette
• Benjamin King, city gangrel og stolt britisk impleralist med indisk baggrund
• Elias Clayborne, exsoldat med en karriere hos pinkerton, nu ventrue

Vi startede med et hold af Tim, Tina, Rasmus, Kamilla og Peter, der hhv. spillede en toreador sanger med vicissitude i blodet fra sin menneskelige baggrund, en brujah fægtemester, en gammel jødisk tremere mystiker, en nosferatu munk og en købmandsmand ventrue.

Tremere klanen døde som spiller-klan, da Rasmus stoppede i kampagnen. Udover Kamilla forsøgte Kristoffer sig også med en Nosferatu efter Kamilla havde forladt kampagnen, men det gik heller ikke, så vi har besluttet at det er for farligt at være Nosferatu i vores kampagne som spiller. De forsvinder simpelhen – hvilket vel passer meget fint ift. kanon.

Greek gangrel (som er dark ages udgave af city gangrel) og Malkavian blev introduceret med Juliane og Morten, der kom ind i kampagnen ca. samtidig med Kristoffer. De klaner lever videre i Thomas’ og Tims figurer (ligesom at Katrine lige nående at blive omfanget ind ind i greek gangrel-blodlinjen inden hun fandt ud af at vores spilstil ikke lige var hendes kop the).

Klan ventrue som kampagnen jo er opkaldt efter og hvor det faktisk er mening at de fleste spillere skal spille ventrues, var død i lang tid. Peter spillede med i et godt stykke tid, men havde behov for en pause. Så hans figur blev oftret til en magisk sump, der spiller en ret central rolle i kampagnen. Da Peter kom tilbage var det tid til nye spilpersoner og han blev en ud af to toreadors. Men fordi vampyrer, der bliver smidt i magiske sumpe åbenbart ikke altid bliver der genopstod Peters gamle figur for at omfange Jespers figur, der er kampagnens nyeste hovedperson.

Spilstil

Lidt over halvdelen af kampagnens spillere har stoppet igen. Og Peter har som sagt stoppet to gange

Det er der intet galt med. Vi spiller vampire fordi det er interessant, sjovt og dejligt. Det er også hyggeligt. Vi har i ny og næ spilgange, hvor vi ender med bare at snakke om løst og fast, for os der har været med længe kender efterhånden hinanden rigtig godt og vores to “nye” spillere er fede at lære at kende.

Når vi spiller, hvilket vi altså gør for det meste, ender vi ofte med en gammeldags spilstil, hvor vi skifter ret strømløst frem og tilbage fra skuespil til beskrivelser til metadiskussioner. Vi forsøger at gøre vores skift mere tydelige, fordi det må være lidt forvirrende at komme ind i som ny spiller (det skal jeg huske at spørge Jesper om ved lejlighed).

Handling går meget langsomt fremad og der er en del underlige sidefortællinger (fx var vores Brujah en tur ned i sumpen, hvilket sendte hende på en tidsrejsetur til dark ages York – og tilbage igen igennem via torpor), men jeg tror at alle synes at det kører med et fint tempo.

Sidst, men ikke mindst, så synes jeg at alle, der har stoppet i kampagnen har gjort det på en god og moden måde. Dem der fik for travlt med andre ting, sagde det. Dem hvor spilstilen og fortællingen ikke lige passede til dem, sagde det, da de stoppede. At skulle ud af en forpligtelse som en rollespilskampagne er, kan godt være lidt sårbar. Men vi har været ordentlige overfor hinanden og der er ikke noget af dem som har stoppet, som jeg ikke hjertensgerne ville spille med igen. Alle er velkommen tilbage, hvis lyst og mulig skulle ændre sig.

Mest er jeg bare taknemlig over de af mine spillere, som stadigvæk vælger at spille med mig efter alle disse år <3

Første talerum

Den første er, hvor vi er sammen og snakker. Ligesom vi gør hele tiden. Det kan være når nogle siger at de går på toilettet, spørger om noget mangler noget at drikke eller mere kage fra køkkenet eller når vi laver sjov. Når vi spiller rollespil er det lidt særligt, fordi det er et af de talerum vi kan være i. Det er et talerum helt uden for spillet, men ikke mindre vigtigt af den grund. 

Det er også det talerum vi er i når en af spillerne kommer i tanke om noget der skete på arbejdet, som de gerne vil fortælle om. Og der er masser af vigtig samvær og nærvær i det rum. Ift. spillet er det også den samtale vi har i dette talerum, som gør at vi har et godt fundament for rollespil. 

Andet talerum

Det andet talerum er, hvor spillederen eller spillerne beskriver noget inden i spillet. Det kan være når vores helte kommer hen til et nyt sted eller møder en person, der skal beskrives. Det kan også være når spillerne gerne vil beskrive deres rolles ting og sager, såsom tøj, våben eller hest. 

Det er også i det rum vi hvad der sker i fiktion. Når bipersoner eller hovedpersoner (altså spillernes roller) gør noget, så som når nogen går ind af en dør, klatre op i træ, laver mad eller slår et levende skelet med en kølle lige i kraniet. 

Trejde talerum

Og sidst, men ikke mindst, så taler vi nogen gange som vores roller. I stedet for at sige “Min figur siger, giv mig brødet”, siger vi bare: “Giv mig brødet”. Vi laver måske vores stemme lidt om og i det hele taget skuespiller vi den person man spiller. Det er det tredje talerum.

Overgange mellem de forskellige talerum

Når vi spiller rollespil, skifter vi mere eller mindre naturligt mellem de tre talerum. Vi kan komme til at snakke i munden på hinanden og en af spillerne skal hente noget i køkkenet og spørger om hun skal tage noget med, som spilleder beskriver du hvordan en landsby kommer til syne over en bakketop og en tredje har levet sig meget ind i sin rolle som kriger og henvender sig som krigeren til gruppens tyv. Det bliver hurtigt meget forvirrende. 

Derfor kan det være en god idé at hele gruppen forsøger at holde sig indenfor samme talerum. Og at alle, men måske især spillederen, bruger talemarkøre når gruppen skal skifte mellem de forskellige talerum. 

Man kan adskille det første talerum (det helt udenfor spillet) og trejde talerum (der hvor vi snakker som vores roller) ved at bruge hhv. spillernes rigtige navne eller deres rollers navne i sætningen. Ligesom at jo mere man bruger en anderledes stemme til rollerne, jo tydeligere er det at “nu er jeg altså en rolle”. Jeg har bemærket at nogen simpelthen skifter sprog og taler engelsk når de er i det tredje talerum. Det er jo en ret klar talemarkøre, men kræver en del af alles sproglige egenskaber. Personligt synes jeg ikke at mit engelsk er godt nok til, at jeg kunne spille ligeså mange forskellige slags roller, ligeså nuanceret, om jeg kan på dansk.

Det andet talerum (der hvor vi beskriver ting) er forholdsvis let at identificere, men man kan også som spilleder øve sig i sin “fortællerstemme” og hvordan man med tonefald og rytme får tilført stemning ind i sine beskrivelser. Man kan også bruge det andet talerum til at gøre overgangen fra det første til det tredje talerum mere glidende med beskrivelser a la: “hmm, bonden retter sig lidt op, spytter noget meget gennemtygget kød ud og siger…” – også sige sætningen om i det tredje talerum.