Normkritisk repræsentation i rollespil når man selv er normen

På baggrund af nogen uheldige og ubetænksomme kommentarer på en facebookgruppe for rollespillere og fordi vi var på besøg hos venner på Sydfyn fik jeg mig en god snak om rollespil, sexisme og repræsentation med min kloge ven David fra Center For Militant Futurologi. I diskussionen i facebookgruppen var jeg ikke nok opmærksom på min egen position som hvid, heteroseksuel, ciskønnet-mand. Der er forskel på hvad jeg fra den position kan sige og hvad man kan sige fra en mindre privilegeret position, hvis man ikke ønsker at reproducere undertrykkende og urimelige normative forestillinger.

Det ved jeg i virkeligheden godt, men jeg var i øjeblikket ikke bevidst nok om min position og heller ikke om det jeg sagde. Som forklaring kan jeg sige at det ikke var intentionelt og jeg faktisk troede, at vi diskuterede noget helt andet, men det ændre ikke på at jeg skulle have været mere opmærksom. Nå men, det var nu ikke for at gå ind i en beskrivelse af hvordan jeg igen har dummet mig og været ubetænksom, men mere for at forklare hvorfor jeg denne gang kom til at tænke over repræsentation rollespil. Også er denne slags overvejelser meget blog’ish, hvilket også kan noget sådan lidt Sex and the city-artigt.

Situationen fik mig til at tænke over (og snakke med David) om hvordan det er svært, at arbejde ordentligt med repræsentation i fiktion, når man ikke selv er en af de underrepræsenterede. Og her er det vigtigt for mig at pointere, at når jeg skriver, at det er svært, så er det ikke for at få sympati. Dette er et ikke forsøg på, at skrive et ”Nå, men det er faktisk også svært og synd for os misforståede hvide mænd”-indlæg. Jeg er privilegeret og rimelig bevist om det. Jeg vil bare også gerne støtte en normkritisk diversitetsdagsorden i det omfang det er muligt for mig fra min position. Det der er svært er hvordan man arbejder med repræsentation i rollespil når man samtidig er bevidst om sin egen position.

Fortidens sønder (og sammen)

På den ene side ønsker jeg ikke at alle spilpersoner i mine scenarier skal være en kopi af mig selv (mand, cis, hvid osv.), det er vigtigt at mine spillerne får lov til at spille andre ting end den klassiske mandlige antagonist, som vi kender og har set 1000 gange før i vestlig litteratur. Samtidig så skriver jeg scenarier fra en position hvor jeg kun har meget få levede erfaringer med at være en minoritet. Hvordan kan jeg overhovedet beskrive udsatte narkomaner (som jeg gjorde i Hav’et 93 fra 2002), homoseksuelle (som vi gjorde i Sønder og sammen fra 2003), synshandicappede (de er med i Sort/Hvid fra 2006) eller seje kvindelig bloodbowl underdogs (som vi møder i Remember the Amazons fra 2019) på en respektfuld og ordentlige måde?

Jeg skal være den første til at sige at der har da været skæverede imellem, men jeg håber at de all in all trods alt har gjort mere godt end skidt.

Men det er fortiden, og selvom den selvfølgelig skal bearbejdes, så handler dette indlæg om et andet vigtigt spørgsmål (for mig), nemlig om hvordan folk som mig overhovedet kan tillade sig at skrive scenarier fremadrettet.

Skal vi holde os fra det vi ikke har levende erfaringer med eller forsøge at befolke vores fiktion med diversitet på trods af den manglende erfaring og med chance for at reproducere kedelige normer? Den oplagte tredje mulighed ville være ikke at skrive længere, men den virker helt urimelig for mig og den kommer jeg ikke til at vælge.

Staying with the Trouble

Det var David, der gjorde mig opmærksom på en metode, der netop ikke er en løsning. En af mine helt store filosofiske helte er amerikaneren Donna J. Haraway, en af hendes bøger hedder: Staying with the Trouble. Den handler om hvordan vi bedre kan klare os på denne ødelagte plantet igennem mere flydende identitet og relationer imellem arterne. Haraway er vild og tænker ikke bare i nedbrydelse af klassiske kategorier som køn og seksualitet, men også imellem arterne og maskiner. Hun kalder sin analyse for Chthulucene, hvilket i sig selv må glæde en hvilken som helst rollespiller 😊

Hvis man ikke kender Haraway så kan man med fordel starte med hendes nyklassiker Cyborg Manifesto.

I titel på Staying… ligger en fordring, som man kunne kalde: ”Stay with the Trouble”. Og jeg tænker det er det jeg er nødt til. Selvom jeg er en kropsliggørelse af normen og ”Das Man”, så mener jeg jo at man er nødt til at forholde sig til diversitet. Det er konfliktfyldt og svært for sådan en midaldrende rollespiller som mig, der gerne vil gøre det rigtige og helt sikkert kommer til at træde ved siden af, sige det forkert og til tider være træls.

Men, og her kommer der en slags pointe, men grunden til at det er det for sådan nogen som mig, er fordi vi har ødelagt verden igennem en lang historie med ikke-diversitetsskabede kategorier og ekskluderede strukturer. Tiderne har skiftet og heldigvis ser flere og flere, at der mangler repræsentation. At vi er beviste om det er dog ikke nok i sig selv. De ulige repræsentationer, ligesom alle mulige andre magtrelationer, ophører ikke bare fordi man siger “there is no spoon”. Desværre, men at vi ser dem gør at vi kan arbejde med dem mere systematisk.

I mine unge dage på venstrefløjen i et antiracistisk miljø brugte vi ret lang tid på at genkende og arbejde med vores egne racistiske fordomme. Det er ikke noget som man bare lige gør en gang for alle, det er en proces, hvor man er nødt til at ”Stay with the Trouble” – også selvom man nogen gang dummer sig. Selvom det ikke altid er rart det man ser.

Jeg tror ikke, at mine fremtidige scenarier bliver mindre politiske og kommer til at indeholde mindre repræsentation. Samtidig kommer jeg sikker til at misforstå eller fremstille nogen på en kedelig fordomsfuld måde og på den måde begå fejl fra tid til anden, men jeg håber på at jeg genkender det når jeg gør (evt. med andres hjælp), måske endda nogen gange får rettet det inden det kommer for bedt ud. I alle fald ikke begår den sammen fejl alt for mange gange igen.

Eller som et af mit yndlings punk rock bands sang, da jeg var ung: “Tell you what – I’ll call you on your shit, please call me on mine. Then we can grow together and make this shit-hole planet better in time.”

2 tanker om "Normkritisk repræsentation i rollespil når man selv er normen"

  1. Thomas Munkholt

    Jeg kan godt lide selvreflekterede, åbne Johs.

    Jeg tror jeg jeg er enig, det nytter ikke at lade være med at dumme sig undervejs til at omsætte sine gode intentioner i reel indsigt og forandring. Yngre, klogere mennesker der er nået længere i den udvikling, kan hjælpe eller hindre processen. Det synes jeg også der skal være plads til at sige uden at få skudt i skoene at man bare vil have sympati fordi det er svært en priviligeret gammel nar at navigere i en ny tid. Det er da klart federe at få opbakning, men jeg kan godt leve med at blive kritiseret – som du også giver udtryk for her.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.