Tak 🙂
Jeg ville nok ikke gøre det igen. Det kræver for meget arbejde og organisering til at jeg ville spille sådan en kampagne igen.. Men Det var en rigtig fed kampagne, som ofte er blevet et tilbagevendende emne.
Det var selvfølgelig meget spændende for mig som GM, men måske var det for stor en omvæltning i spillernes eget verdensbillede – at de til dels skulle til at spille med nye mennesker de ikke kendte, og som samtidigt var tæt forankret i et fælles plot.
Som fortællings-erfaring (som GM), vil jeg anbefale at det, men man skal som sagt arbejde en del i koordinering undervejs. Hvis man spiller i en stor verden, som vi gjorde, hvor grupperne er spredt fra hinanden i længere periode in-game, kan man selvfølgelig køre det lidt mere løst ift. om tidslinjerne stemmer overens.. men man må være lidt kreativ nogle gange, for at få rejsetider osv til at gå op, så spillerne møder hinanden de rigtige steder osv.

Sej historie Bjørn. Tak for den lange kommentar 🙂

Var det undervejs mere interessant for dig som GM end for spillerne?
Der er selvfølgelig oplevelsen af alt det arbejde du har lagt i spillet når du afslører det for dem, men var den alt arbejdet værd?

På nogen punkter er dit mesterstykke det modsatte af det jeg beskriver – ikke at det bliver mindre sejt af den grund 🙂

Jeg havde to grupper som, uvidende om hinandens eksistens, spillede hver deres side af en kampagne. Den ene side spillede en eventyrgruppe af barndomsvenner, der som børn var undsluppet et overfald på en karavane. Så vidt de vidste var alle karavanens andre rejsende døde under overfaldet. De var nu blevet voksne og ledte nu efter spor i deres søgen efter at finde ud af hvem der havde overfaldet karavanen – og som havde slået deres familier ihjel under overfaldet.
Den anden gruppe spillede en flok børn som var blevet taget til fange under ovennævnte overfald på karavanen. De tilfangetagne børn var efterfølgende vokset op hos overfaldsmændende, og var blevet indoktrineret i den kult disse mænd arbejdede for. De kunne kun svagt huske overfaldet – og var blevet bildt ind at de var overlevende som var blevet reddet af “overfaldsmændene”.

Kampagnen kørte henover 2.5 år, hvor jeg spillede med hver gruppe, mere eller mindre, hver anden uge – forskudt ift. hver gruppe.
Efter det første år havde eventyrgruppen fundet spor nok til at de havde fundet frem til kultens navn og en af dens mange tilholdssteder. Den anden gruppe havde imidlertid fundet ud af at “deres” kult blev eftersøgt at en gruppe eventyrer – og siden de arbejdede som spioner/agenter for kutlten, var de blevet sendt ud for at tage sig af dem.

Første gang gruppens karakterer mødtes udspillede jeg hver gruppe overfor den anden, som NPC’er.. Det tog noget nøje planlægning og at hver situation unægteligt blev lidt forskellige. Grunden til dette var fordi jeg blev nødt til at lade hver gruppe spille mod den anden gruppe, uden at de hverisær vidste at modstanderne var spillerkarakterer.
Det lykkedes den ene gruppe at slå en kriger, fra den modsatte gruppe, ihjel.

Anyways, den korte slutning på historien er at jeg en dag havde aftalt at spille med begge grupperne. Deres karakterer havde sat et møde op ingame – så jeg mente det var et passende tidspunkt at afsløre gruppernes overfor hinanden.. Det blev modtaget med megen forbløffelse og spænding, men endte desværre med at en af spillerne droppede ud, da hun synes det blev for stor en gruppe (der var tre spillere i hver gruppe) – da tanken var fremover at spille begge grupper samtidigt.

Det er en af de mest vellykkede kampagner jeg har været GM for, på trods af spilleren som forlod gruppen. Det var enormt spændende at se plottet fra begge sider, og hvordan begge grupper smeltede sammen henimod slutningen af kampagnen, hvor begge grupper blev jagtet af en fælles fjende.

Fedt.
Fortæl meget gerne hvordan det går!

Perfekt set up, Thais.
Man behøver dog ikke lade hele kampagnen handling om at spille fjenden. Du kunne måske endda gøre det i din nuværende DoD kampagne.