“At rollerne overhovedet ikke var de sejeste, OG at de også var doomed”.
Fuck.

Jeg har spillet en masse vampire, hvor man netop er mørke emo superhelte. I midt/slut 90erne forhandlede vi lidt den samme slags usagte spillerkontrakt, som I gjorde. Vi gad ikke det blev 90’er kedeligt, hvor man snakkede og snakkede, men ingen vejene kom, pga. et spor som man havde overset. Deri var vi enige. Men hvor seje, hvor ynkelige og hvordan ens neonate vampyr var doomed var konstant til forhandling. En forhandling, der ødelagde en del rollespil for os 🙂

Palles første sag var også på nogle måder et misfire, fordi Palle havde lavet en sag, hvor det var meningen, at vi ikke kunne klare den, og det var ikke helt den ‘kontrakt’ vi andre havde indgået med hinanden. Palle var ny i gruppen. Det skabte heftige frustrationer for mig, og den sag står stadig for mig som noget af det mest frustrerende, og en af de få gange, hvor jeg var lige ved at sige, at jeg synes, at det her var åndssvagt, og det var ikke sådan, at jeg gad at spille rollespil. (Jeg tror ikke, at de andre reagerede så voldsomt, men jeg kan huske, at jeg var virkelig frustreret over det).

(En af de uskrevne aftaler i kampagnen var, at når FBI-agenterne (vores roller) brød love og regler, så skulle det give os et spor eller føre os videre i historien, men vi skulle også straffes på en eller anden måde for at bryde loven. Det kunne for eksempel være ved at køre et vidne ud i skoven for at banke vedkommende eller noget i den stil, og senere ville det gå ud over os selv på en eller anden måde. Det blev set som en slags ‘trække i nødbremsen’ og signal om, at vi var kørt fast, når vores roller blev presset derud, hvor FBI’s regler og USA’s love blev brudt. (Og en hurtig måde at komme videre på. På det tidspunkt i 1990’erne var det mere normalt, at man spildte en masse tid i kampagner ved at være kørt fast, så man skulle tale og tale om, hvad man nu skulle gøre – og det gad vi simpelthen ikke mere. Det skulle gå hurtigere med fokus på fede situationer og rollespil! Det var bedst, hvis vi kunne klare den med at afpresse folk med at opskrive dem i det kommunistiske parti – eller bare spørge: “Are you – or have you ever been …” og så gå ud fra, at vedkommende forstod at det var på tide at makke ret. Aftalen var, at FBI-agenterne på en eller anden måde var ‘mørke superhelte’, men hvis vi trak på vores ‘superheltekræfter’, så kom vi til at betale for det. Det gjorde, at vi var de sejeste, men også doomed i det lange løb. Palle foretrak i Fusion og i kampagnen, at rollerne overhovedet ikke var de sejeste, OG at de også var doomed. Så vi fik tæsk af en ussel deputy, som overhovedet ikke var i vores league og den slags, og det gik op for os, at vi slet ikke kunne opklare sagen. Det ville svare til, at Bud White i starten af L.A. Confidential fik tæsk af en fed, voldelig ægtemand, men det var bare ikke sådan, at jeg så spillet).

Til gengæld lavede Palle de fedeste handouts – og han lavede FBI badges til os. Jeg har stadig mit i en skuffe et sted.

Den gode gamle ActaCon kampagne, den har været delinspiration* til ikke mindre end tre kampagner som jeg har været med til at starte. Desværre har den der skiftende spilledere-stil aldrig rigtig virket i mine kampagneforsøg.

Måske fordi man ikke rigtig kan planlægge så meget fremad når man skal bygge videre på andres ideer, som man først kender når man har spillet dem? Og derfor er nødt til at lægge en masse forberedelsestimer inden for 14 dags tid. Vores kampagne virker ok, fordi jeg har forberedt en del af den det sidste halve år. Og fordi det er ikke er verdens mest komplekse sager vi spiller 🙂

*) En anden næsten lige så sagnomspundne rollespilskampagne med skiftende spilledere var en Ars kampagne, som de seje fyrer i TRoA spillede engang i 90’erne.

Vi kørte den med skiftende spilledere, hvor tanken var, at man som spilleder skulle gå efter at fange nogle af de bolde, som de forrige spilledere havde kastet op.

Det betød, at man som spilleder kunne introducere en hemmelig orden, som havde relation til ens nuværende sag, men som ikke for alvor blev beskrevet, og den næste spilleder kunne så bruge denne orden som hovedskurk for sin sag – eller selvfølgelig finde på sin egen orden.

Det er mange år siden, at vi kørte kampagnen – længe før at indie-spil og den slags opstod – så vi havde ikke rigtig nogen mekanikker til at styre dette, men man kunne snildt have forestillet sig en mekanik med, at man vitterligt introducerede plotpunkter, skurke eller lignende som fysiske elementer, der kunne tages og bruges af de øvrige spilledere.

(En sjov ting var, at især Munkholt, Per Fischer og jeg brugte det som en slags venskabelig konkurrence – hvem kunne lave de fedeste sager, og hvem kunne lave de lækreste handouts og den slags. Der var helt klart et element af ‘flash you stuff’, som kom sig af, at vi skiftedes til at være spilledere. Man blev virkelig nødt til at tage sit A-game med både som spiller og spilleder, hvis man skulle imponere de andre. En lidt negativ konsekvens af det blev, at vi fik en ny spiller med, som vi kom til at intimidere lidt, fordi forventningerne var så høje).