Kommentarer til: Generational play

Af: Rasmus Nord

Rasmus Nord — Sun, 26 Jun 2016 13:18:52 +0000

Som svar til johs.

Mega åndsvagt komplekst. Fordi det netop simulerer halvdelen af verden fra Karl den Store og frem… Noget af det der gør det interessant er, hvordan et egentligt strategispil skaber emergent rollespil, fordi du altid spiller overhovedet i dit dynasti – og ikke en stat.

Af: johs

johs — Tue, 21 Jun 2016 12:53:45 +0000

Som svar til Thais Munk. Det var da godt at det var sjovt at skrive :) Jeg har ikke rigtig tid til at forberede kampagner længere. Desværre.

Af: Thais Munk

Thais Munk — Tue, 21 Jun 2016 12:45:21 +0000

Som svar til johs.

Ja og ja. Jeg fik første ideen et stykke tid senere.
Tanken var dermed at karaktererne ville være uafhængige ift hvordan de ville takle plottet, men samtidig ville de vide hvad der var foregået i sidste kampagne (omend farvet af deres fars syn på tingene).

Og det blev ikke til noget fordi at gruppen halvvejs gik i opløsning da et medlem pludselig holdt op med at komme (jeg fandt aldrig ud af hvorfor) og jeg tog derefter (september ’10) til England. Men jeg har en masser noter liggende på min computer som var pissesjove at skrive, så om ikke andet fik jeg noget øvelse i at skrive forberedelse til kampagner 😀

Af: johs

johs — Tue, 21 Jun 2016 06:55:37 +0000

Som svar til Thais Munk.

Så I spillede forældrekampagnen som en normal kampagne?
Også tænkte du bagefter at det ville være sjovt at følge op med en “sons of…”-kampagne?
Det lyder som en god idé.

Hvorfor blev den anden warhammerkampagne ikke til noget?

Af: johs

johs — Tue, 21 Jun 2016 06:53:47 +0000

Som svar til Thais Munk. Fedt!

Af: Thais Munk

Thais Munk — Mon, 20 Jun 2016 22:55:06 +0000

Derudover havde jeg for cirka 5-6 år siden forberedt ret meget materiale til en Warhammer-kampagne som aldrig blev til noget. I vores første kampagne “I Kejserens tjeneste” havde spilpersonerne arbejdet for Maximillian som var en lettere tosset Imperiel spion-chef. Så var tanken at de hver især skulle spille hinandens karakterers sønner og at kampagnen til dels skulle være en opfølgning på nogle løse tråde, “Hvad skete der så med dem?”-spørgsmål og udforskning af nogle NPC’er som der blev talt om (primært familiemedlemmer), men som aldrig optrådte i spil.

Det ville desuden have givet grobund for en gruppedynamik som jeg virkelig gerne have oplevet: Karakterrelationerne ville være formet ud fra hvad ens fars havde sagt om hans gamle venner, hvor man så mødte sønnerne af ens fars venner. Dvs at de gamle relationer havde smittet af, men de havde ikke være definitive.

Af: Thais Munk

Thais Munk — Mon, 20 Jun 2016 22:36:28 +0000

Som svar til johs. Will do! :-)

Af: johs

johs — Sun, 19 Jun 2016 19:52:33 +0000

Som svar til Troels Ken. Indieboy :)

Af: Troels Ken

Troels Ken — Sun, 19 Jun 2016 19:44:17 +0000

Som svar til Troels Ken.

Ingen drømme om Vampire! Jeg har spillet det i en mere moden alder, det var irriterende på flere planer. Det nærmeste, jeg kommer til Vampire er Monsterhearts, men det er også så sjovt at der må være en lov mod det.

Ascalon dynastiet er super regellet – når sammenligningsgrundlaget er Ars eller Pendragon! 🙂

Af: johs

johs — Sun, 19 Jun 2016 19:26:27 +0000

Som svar til Troels Ken. Dit og Greis' Ascalon dynastiet har noget sus, men selvom det ikke er BW, så er det heller ikke helt regellet :) Det er klart du ikke drømmer længere, du brugte din ungdom på Ars og ikke Vampire. (Eller drømmer du aldrig lidt om Vampire?)