Hej Thomas og Johs,

Fedt, så er du blevet bedre inspireret end mig! 😀 Og jeg har da også stjålet i vildskab fra netop Greven af Monte Cristo. Jeg har til gengæld aldrig brugt Albion (omend at jeg et eller andet sted også godt kunne se Kong Arthur ridderne der).

Og jeg spillede et one-shot, hvor vi tog til en mindre ø udenfor Lustria. Det var okay og dejlig sært (lettere Indiana Jones agtigt), men samtidig tydeligvis Warhammer. Jeg kunne faktisk godt have holdt til noget mere af det, nu jeg tænker over det.

Som sagt har Estalia aldrig spillet en særlig stor rolle i mine Warhammer-kampagner – selvom det kunne være sjovt at bruge landet i fortælling om opdagelsesrejsende. Jeg har længe overvejet en Marco Polo Warhammerkampagne, men “rejsen til Lustria” kunne også være interessant.

Jeg er 100% med på hvis folk ikke er fan af Kong Arthur-trippet, men jeg synes ikke at en ensidigt deprimerende land hang sammen. Det ene sted skulle være mere deprimerende end det andet…og humoren manglende for mig derudover. Det var bare lidt kedelige franske stereotyper med reference til den Franske Revolution i min optik og jeg savnede hvor vild og blodig en periode fransk middelalder er (f.eks. 100 års krigen og korstogene). For mig at se var Knights of the Grail et ret fornuftigt kompromis (hvor der både er nogle få gralsriddere, men også samtidig en masse undertrykte bønder og uduelige og korrupte adelige, der skjulte sig bag ridderidealerne), men igen hvis man ikke er fan af Kong Arthur-trippet…så er det nok ikke en bog for en. Jeg er dog enormt glad for den og har spillet med i en ridder-kampagne, hvor vi både var store riddere og utrolig dumme svin samtidig (dog mest overfor hinanden). Problemet er dog at Brettonia i 1st ed. i min optik har fået at tykt strøg af korrupte adelige-penslen, hvor jeg manglede noget andet end bare det (bl.a. en grund til at der ikke var nogen der havde invaderet og plyndret landet lidt oftere). Jeg er 100% med på at WFRP handler om at spille med på klicher, men de skal sgu også undergraves lidt samtidig…

Derudover har jeg selv kørt en kampagne, hvor 2/3 af den foregik i Estalia. Der var mit fokus i høj grad at der var 3 større kongeriger og nogle mindre småriger. Det var mindre politisk uro end i Tilea, men til gengæld var tileanerne mere kulturelle og mere videnskabeligt oppe på beatet end estalianerne (jeg gik ud fra tolkningen om at de to folkeslag begge to mener at gudinden Myrmidia kommer fra deres land, hvilket gør at de hader hinanden af et godt hjerte, slås og snyder hinanden så meget som muligt). Derudover var der en spansk feel lidt ala Don Quixote, bl.a. i form af maden, traditionerne (folk gik ekstra meget op i personlig ære), vin og et aktivt kærlighedsliv. Derudover var der også nogle opdagelsesrejsende, men den del kom vi ikke så meget ind på igen. Der var diestro’erne mest nogle storby-typer, som havde deres egne kvarterer, hvor oftest selv sørgede for at bevare ro og orden og var lettere macho overfor hinanden. Så lidt Zorro var der over det. 🙂

Ha, jeg vidste ikke/ har ikke tænkt over at der skete et skift fra 1. til 2. udgave ift. Bretonia.
Det er selvfølgelig figurspillet der – her igen – er synderen. Det er min opfattelse at figurspillet er en slags vampyr på rollespillet der suger energi ud af det britpunk’ed Warhammer og strømlinjer/forenkler det.

Heldigvis husker vi 1. udgaven og jeg bruger stadigvæk en del bøger derfra, så helt galt tror jeg ikke det går.