Hvis der spilles decideret rollespil (hvad gør du, så gør hun, hvad gør du) udenfor døren, bliver det hurtigt langt og tyndt at vente indenfor den.

At give en kort “aside”, hvor en NPC enten lige hvisker eller ringer, eller man hurtigt opsummerer (eftermødet opdager du the McGuffin i din jakkelomme), kan det give mening. Jeg synes ikke der er noget forgjort i, at udnytte at spillerne spiller anderledes, alt efter hvad de selv ved, og at det kan være fedt at få en overraskelse samtidig med sin karakter.

Det sidste tilfælde, som jeg lige kan komme på, og som jeg synes er mest interessant, er når man instruerer. Så en spiller som den eneste ikke ved, at vi nu går igang med at spille hans drømmesekvens. Når man får at vide man spiller dobbeltgænger. Når spillerne får at vide at deres karakterer hver især lægger mærke til nogle sære effekter i det gamle hus, som de som spillerne hver især skal få i spil (så det netop ikke bliver spillederen der skal fortælle alt hvad der sker, men det kan komme lidt mere organisk i spil).

Jeg er enig i, at det måske hører til old school rollespil, men derfor behøver det ikke nødvendigvis være dårligt og ikke kompatibelt til nyerere rollespil.

Der er mange gode grunde til at vi holdt op med det – det stammer fra dengang hvor spilederen var entertaineren, og spillerne medvirkende i hans/hendes performance og historie.

Jeg tror tiden for længst er løbet fra at man lader resten af sin spilgruppe sidde og trille tommelfingre mens de venter på at man rollespiller i hemmlighed uden for døren med en af spillerne. At vi nogensinde har syntes det var en god ide (incl. mig selv) er måske værd at undersøge, så vi ikke gentager fejlen.