Der er flere grunde til at teksten er som den er. Jeg skrev scenariet over en lille weekend og formidlingen er også udtryk for min begrænsende formåen. Det er overraskende let og ligefor at reproducere den herskende ideologi (liberalismen). Derudover valgte jeg jo at skrive et liberalistisk scenarie fordi jeg holder af ideologien. Den er ligeså smuk som den urealistisk. Jeg ville da ønske at vi alle var unikke radikalt frie individer der kunne gå rundt og producerede totaloriginale værker og kun deltog i fællesskaber pga. kærlighed og venskab.
Også var det ikke ”meningen” at jeg ville lave et ideologikritisk værk. Slavehandleren var ikke et politisk manifest for mig. Scenariet er ikke et forsøg på at overbevidste nogen om noget. Det med det liberalistiske var ret personligt for mig. Ligesom Troels skriver i det indlæg jeg linker til, så var et forsøg på at skabe en dobbelthed som kunne fordre min kreativitet. Grunden til jeg skrive om det nu er fordi min tankegang nu engang er slået ind på den bane med indlægget om racisme osv.
For mig er scenarier der har noget på hjertet ikke nødvendigvis gode rollespil. Generelt er der for meget hjerte og for lidt håndværk på Fastaval til min smag.
Disse handler ikke (for mig) om at jeg ikke står indenfor mit værk eller noget andet bombastisk. Slavehandleren er som du også skriver et naivt værk – ligesom liberalismen – og derfor elsker jeg det. Ligesom jeg vil elske mine børn når de vælger at melde sig ind i Neoliberal Alliance (eller hvad det parti hedder til den tid).
Slavehandler er sgu da ikke rollespillets svar på øl, fisse og hornmusik, det er stadium rock.

😀

Slavehandleren har pludseligt formået at lave rav i den – og det overrasker mig i den grad. Af alle de scenarier jeg har læst var det min opfattelse at det var et af de scenarier med mindst på hjerte. I bakspejlet kan jeg godt se at jeg skulle have tillagt dig større ambitioner.

Og hvorfor gjorde jeg så ikke det? Det gjorde jeg ikke fordi formidlingen af teksten fortalte mig at jeg skulle noget helt andet: Svælge i den barnlige begejstring for at dræbe, knalde og være en fandens karl – en slags rollespillets øl, fisse og hornmusik.

Jeg er nysgerrig for at vide hvorfor du har valgt den barnligt begejstrede formidling hvis intentionen har været at behandle liberalisme?

Frikard