For at starte bagfra, så er musikken tidlig jazz og swing. Glenn Miller bryder fx igennem i 38-39.

Politisk er der kaos i Europa, men USA er forholdsvis stabilt og rider på det tidspunkt stadig højt på bølgerne fra Roosevelts New Deal. Under overfladen er der dog knap så stabilt. Det lokale styre i mange områder er bundkorrupt og styret af en politisk ‘maskine’, der holder en bestemt kreds ved magten. Se fx Huey Long i Louisiana, selv om han godt nok lige var død. Der er benhårde konflikter på arbejdsmarkedet, hvor fagforeningerne forsøger at etablere rettigheder, men bliver mødt af strejkebrydere, der kunne være bevæbnet med skydevåben. Hvilket så skubber fagforeningerne i armene på den organiserede kriminalitet i en alliance, der består i dag.

Der er også kog i racestridigheder, især ift. latinoerne vestpå, hvor Californien bliver ramt af de store Zoot Suit Riots i ’43 – en udløber af, at der begynder at opstå en særlig chicano-ungdomskultur i slut-30’erne.

Inden for kunsten er der lige præcis surrealisme – den kulminerer under krigen, hvor de fleste store surrealister er flygtet til USA (og der laver noget af det fedeste kunst i nyere tid, hvis du spørger mig).

Og så film: I skal da se nogle samtidige film i stedet for alt det nymodens halløj! Det er for det første de store år for screwball-komedien, der giver et fint indblik i, hvordan den øvre middelklasse gerne ville se sig selv, i film som The Philadelphia Story, His Girl Friday, Bringing Up Baby og Topper. Nærværende filmnørd vil påstå, at de tre første hører til blandt de bedste komedier, der nogensinde er lavet i Hollywood. Det er også lige heromkring, at gangsterfilmen har sit indtog – Angels with Dirty Faces fra ’38 betragtes som banebrydende, fordi det er den første film, der forsøger at nuancere gangsterkaraktererne og ikke bare fremstiller dem som rendyrket onde (og så er den med både Cagney og Bogart). Andre store gangster/detektivtitler fra perioden er Little Caesar, High Sierra og naturligvis The Maltese Falcon. 30’erne er også højtid for musicals, som når deres højdepunkt i RKO’s film med Fred Astaire og Ginger Rogers (se fx Top Hat) – som screwball-komedierne er det film, der typisk foregår i de smarte socialites’ verden. Og der er i øvrigt mere musikalsk inspiration at hente fra Irving Berlin m.fl. Men der er også socialrealistiske film – se fx John Fords fremragende filmatisering af The Grapes of Wrath. Generelt er det dog Hollywoods store guldalder, årene, hvor de store studier har deres stjerner på fast kontrakt og sprøjter flere film ud med dem om året. Og så er det lige på grænsen til, at Technicolor overtager verden – The Wizard of Oz og Gone with the Wind er begge fra ’39.