Det ville nemlig være en mega stor hjælp!

Den her metode til at bygge en kampagnesetting op på stammer fra tiden hvor jeg kørte to ugenlige vampirekampagner, altså før jeg mødte “system does matter”.

Det betyder ikke at logikkerne ikke kan havde spilmekanisk resonans, men de har det ikke. Jeg tænker en let måde ville være at hæfte logikkerne til bipersonerne som en slags “keys”. Ligesom TSOY, men at istedet for at man skal spille ens spilpersons keys, skal man spille op imod andres. Når spilpersonerne udforder eller understreger bipersonernes logikker, så får de bonuser/xp/plotpoint.

For at svare på det første spørgsmål, så er logikkerne tænkt som et spillederværktøj til at strukturere bipersoner og deres handlinger. Det tager også udgangspunkt i en form for spil, hvor bipersonerne snarere end et plot skaber spillet. Det er simulationspil, hvor jeg som spilleder er mere interesseret i de forskellige logikker/strømninger/ideologier der bliver affødt af de konkrete økonomiske forhold end i individer. Der ligger en subjektologisk pointe bag, som du som historiker sikkert kender fra noget materialistisk historieopfattelse og som sociologer kender fra Latour.

Lacan sagde, at naren der tror han er konge ikke er mere gal end kongen der tror han er kong. Kongen som individ er ikke interessant, men kongen som social figur er. I den her slags spil er spilpersonerne specielle, fordi de, som de eneste, er individer. Den subjektologiske status er forbeholdt hovedpersonerne.

Hvordan har du tænkt dig, at logikkerne anvendes i spil? Er det en slags reaktionsmønster, og hvilken form for spilmekanisk resonans laver de i spillet?