Om jeg er enig – det afhaenger vel i hvor hoej grad jeg kan genkende mig selv og de andre i miljoet i den paastand. Det vil jeg lige tygge paa.

1984 referencen i titlen på mit indlæg var ikke ment som en reference til Orwells bog, men til scene hvor Max’ moder løber udover markene. Scene hedder ”Max 1984” eller noget i den stil – om forfatteren har ment det som en reference til Orwell er der vel ingen der ved.

Jeg lyver (læs forenkler) en masse i min læsning for at få min pointe frem og jeg kan se hvordan din kritik rigtig og sand på mange måder. Men når det er sagt så står jeg ved min pointe, som er at forfatteren i sit (måske/ måske ikke) selvudleverende værk ikke blot udstiller Otto hysteriet, men udstiller hvordan Otto hysteriet er forankret i nogle meget genkendelige – og åbenbart traumatiske – oplevelser. Du genkender ikke scenerne? Jeg har oplevet dem alle, udtagen at det var min vens moder, der fortalte mig, imens hun var stiv, at min ven var grunden til at hun og hendes mand blev sammen. De blev skilt da han blev 18 og det var godt. Den med markerne har jeg faktisk heller ikke oplevet ordret – men min moder har da også grædt og flygtet.

Måske synes jeg bare at det er mere interessant at læse, der skulle fremstå som fælles som et udtryk for noget personligt (nemlig de navngivne bipersoner der er i scenariet) og det skulle fremstå som personligt som noget fælles (nemlig beskrivelsen af hovedpersonen Max). Jeg er ikke helt sikker på min læsning lykkes – men som Mads Brügger har sagt så er det der virker forældet.

Jeg tror ikke jeg er enig med dig i at scenariet ikke er et billede paa fastaval. Jeg synes en bedre laesning er at det er scenarieforfatternes fastaval. Altsaa ikke et portraet en en raekke personer paa fastaval, men et portraet af hvad fastaval er for forfatterne – og det er i hoej grad de andres mening der taeller – fastaval er altsaa med den vinkel ikke “…mere tradition for at spille rollespil i påsken i Århus’ området eller noget i den stil”.
Og det er jo selvfoelgelig fjollet. Eller med Max’ egne ord om ottoen: “Og det er jo pinligt et eller andet sted, at der skal det til, før man tror på det man laver”.
Jeg synes det er super selvudleverende – baade de personlige scener som jeg ikke oplever paa samme maade som dig paa trods af min landlige baggrund og billedet af forfatternes fastaval.
Altsaa ikke to loegne for at udstille otto-hysteriet, men noedvendig selvudlevering for at sige en lidt pinlig sandhed: Den guldpingvin og vores fascination af den er lidt pinlig og fjollet.

Det kan godt vaere at min kritik skyder helt forbi maalet og vi er mere enige end jeg lader til at tro, Men jeg forstaar ikke hvad din anmeldelse vinder ved at haevde to loegne for en sandhed.

Og er det mig der er dum og ikke forstaar 1984 referencen?

Frikard