Kommentarer til: Ascalons afslutninger

Af: Johs

Johs — Sat, 20 Mar 2010 17:41:13 +0000

… med en lille overskrivning, så er Troels anden “taber”slutning købt. Tak og øl til dig.

Af: Pedersen

Pedersen — Tue, 16 Mar 2010 12:34:33 +0000

…Point being, hvad er historien hvis de vinder, vs. hvad er historien hvis de taber? Og er begge dele gode historier? Med det forbehold, at jeg ikke har læst scenariet fordi jeg gerne vil spille det, er her et ydmygt forslag, fordi jeg godt kan lide øl:

Vore Helte bliver spist. It sucks to lose! Derefter opkaster slangedæmonen sig som afgud i et grufuldt rædselsregimente over byen, som varer i syv år, indtil Den Anden Kimmiriske Rytterhorde, tiltrukket af rygter om Slangekultens guld, kommer og smadrer hele lortet og jager dæmonen ud i det mørke, den kom fra, hvorefter den smule venner og familie, Vore Helte har tilbage, går i gang med at bygge Ascalon på ny, på en byhøj som nu er endnu et (af mange) brandlag højere.

Er det ikke rimelig S&S?

/Troels

Af: Pedersen

Pedersen — Tue, 16 Mar 2010 12:18:37 +0000

Den alternative epilog opstod egentlig, da jeg diskuterede odds for sejr vs. nederlag i “Ascalon Dynastiet” med Anne Vinkel, og vi snakkede om at hvis mekanikken skulle sætte spillerne under nok pres til, at det kunne mærkes, måtte der nødvendigvis være en pæn chance for at det gik galt.

Så Anne spurgte: “Hvad hvis de fejler?” “Øh”, svarede jeg, “vi vil jo gerne have at det lige præcis går, chancen for at det går galt er bare en mekanisk nødvendighed for at vi i flest mulige tilfælde kan presse spillerne til at game spillet og ramme at det lige præcis går.” Ikke helt tilfreds fremturede Anne: “Er det også en god historie, hvis de taber?”

Af: Peter F

Peter F — Tue, 16 Mar 2010 10:46:25 +0000

Det er jo altid fedt at tabe, altså i det der rollespil. Nu har jeg ikke fået læst dit scenarie Johs, men hvis spilpersonerne taber, ser jeg to veje ud – lad os kalde det den nemme, og den sværre.

Den nemme: De dør – heroisk og storladent, men de kradser af. Det er nemt at arbejde med, for der behøves ikke tages stilling til hvad der sker siden hen (ud fra spilpersonernes synspunkt), men det er potentielt også lidt et anti-klimaks.

Den sværre: De taber slaget, men dør ikke. Hver spiller er så nødt til at berette hvad konsekvensen bliver for deres spilperson, og for de ting, som spilpersonen holder af. Bliver de nødt til at drage i eksil, eller kommer de måske til blot at se på mens alt hvad de har kært tages fra dem? Det optimale ville være hvis konsekvensen er ‘retroaktiv’ således at nogle at de ting, som lykkedes for dem under scenariet, bliver gjort om, eller viser sig at have haft ikke-intenderede konsekvenser, der ender med at være skadelige. Altså at spilpersonernes quest (i sig selv) har endt med at gøre mere skade end gavn.

/Peter