***Kong Otto I Den Stores søn, Liudulf, har for anden gang gjort oprør imod sin fader, og han er blevet lokket af magtfulde mænd til atter at forsøge at tage magten (og inden da har kongen haft travlt med at banke sin bror på plads). Det er kommet til bitter krig, og under forhandlinger mellem kongen og sønnens medsammensvorne (en ærkebisp og hertug Konrad – kongens svigersøn) holder kongen denne tale.***

Tredje bog, kapitel 32:

[…] og kongen holdt følgende tale: “Jeg kunde finde mig i det, hvis min Søns og de andre sammensvornes usømmelige Færd blot gik ud over mig og ikke voldte den hele Kristenhed Uro, og det vilde være Smaating, om de blot havde overfaldet mine Fæstninger paa Røvervis og løsrevet hele Landskaber fra mit Herredømme, hvis de ikke ogsaa havde mættet sig i mine Frænders og mine kæreste Venners Blod. Se, her sidder jeg sønneløs, min Søn er min bitreste Fjende, og den Mand [hertug Konrad af Lothringen], som jeg har elsket højt og hævet fra ringe Kaar til høj og hæderfuld Stilling, har faaet Magt over min eneste Søn og rejst ham imod mig. […]”

***Hertugen og bispen kommer efterfølgende på bedre tanker, og de forsøger at få overtalt sønne, men uden held, da kravet er, at sønnen skal underkaste sig sin fader:***

Tredje bog, kapitel 33:

Og da Erkebispen og Hertug ikke kunde faa Ynglingen til at underkaste sig hans Fader og bøje sig for hans Bud skiltes de fra ham og sluttede sig til Gud og Kongen.

***Det kommer til hårde kampe, langvarig belejring etc., hvor sønnen er trængt på sin borg. Forhandlinger forsøges, men uden held …***

Tredje bog, kapitel 38:

Efter de fornemste Mænds Raad gik Liudulf nu for anden Gang ud af Byen tilligemed sine Venner, efterat Belejringen havde varet halvanden Maaned. Han opnaaede Vaabentilstand til en bestemt Dag, paa hvilken der skulde træffes Afgørelse af Stridspunkterne, og som Mødested udpegedes Fritzlar. Derefter drog Kongen hjem.

Tredje bog, kapitel 40:

Medens Kongen var sysselsat med Jagt i Suveldun [Saufeld], kom hans Søn til ham og kastede sig, barfodet, ned for ham, grebet af dyb Anger; hans bønner og Taarer fik først Kongen og derefter alle de tilstedeværende til at briste i Graad, og hans Fader tog ham kærligt til Naade, efterat han havde lovet at ville lyde og rette sig efter sin Faders Vilje i alle Ting.

——————–

Hej Johs,

Dit indlæg mindede mig om en episode i 900-tallets Saksen og omegn.

Dit plot er nærmest alt for pænt i forhold til, hvad sakserne muntrede sig med.