I dag er det den 1. december og der er 23 dage til jul!
Velkommen til sortforsynings julekalender. Ideen er at jeg poster en ny ting på min blog indtil jul. Og ja, det startede lidt dårligt da jeg ikke fik postet noget i går, den 1. december, men der havde jeg endnu ikke fået ideen. Det har jeg nu og derfor poster jeg to poster her den 2. december.
I dag skal I havde en kampagneidé. Det kunne være til en fantasykampange – personligt har jeg tænkt at spille den i det antikke babylonske rige. Den handler om en flok kongetro mænd der bliver stillet i moralsk og politisk dilemma, da kongen søn planlægger at tag sin faders trone og krone. Tidligt i kampagnen finder vores helte ud af at kongesønnen er ved at samle en hær i en sydlig provins af kongens rige og at han plotter imod kronen. Desværre mener kongen ikke at sønnen kan stå bag. Kongen er fanget imellem at være konge og fader – og da han åbenbart ikke ønsker at frakende nogle af rollerne beskylder han sine gamle fjender for at udøve magt over kongesønnen. Spilpersonerne (en gruppe nævenyttige hoffolk) skal stoppe disse onde magter og altså kæmpe imod gamle forsmået generaler, formørkede præster og forførende troldkvinder. Disse er gået i forbund med kongesønnen, men selvom spilpersonerne eliminere dem forsætter kongesønnen med at plotte imod sin fader.
Den store anerkendelse er selvfølgelig at kongesønnen af egen fri vilje har valgt at gå efter magten ved at vælte sin fader. Der er ingen der udøver magt over kongesønnen. Problemet er blot at det vil Kongen selvfølgelig ikke anerkende og bliver ved med at sende vores helte ud på missioner imod sønnen forbundsfæller. Sønnen bliver samtidigt stærkere og stærkere. Indtil spilpersonerne enten må gå imod deres konge vilje for at rede kongen eller se en krig rykke riget fra hinanden. Slutningen af kampagnen kan bliver at I spiller en sidste mission, hvor spilpersonerne må frygte kongens vrede, hvis det ellers lykkes dem at stoppe kongesønnen (han kan selvfølgelig kun stoppe ved at de dræber ham). Den kan også blive en spilgang, hvor riget kastes ud i en krig. Hvor befolkningen nedslagter hinanden, storbyer bliver lagt øde og vandingsanlæg smadres (især vigtigt i den babylonske version).
Det kunne også være starten på en ny kampagne.
Widukinds Sakserkrønike
***Kong Otto I Den Stores søn, Liudulf, har for anden gang gjort oprør imod sin fader, og han er blevet lokket af magtfulde mænd til atter at forsøge at tage magten (og inden da har kongen haft travlt med at banke sin bror på plads). Det er kommet til bitter krig, og under forhandlinger mellem kongen og sønnens medsammensvorne (en ærkebisp og hertug Konrad – kongens svigersøn) holder kongen denne tale.***
Tredje bog, kapitel 32:
[…] og kongen holdt følgende tale: “Jeg kunde finde mig i det, hvis min Søns og de andre sammensvornes usømmelige Færd blot gik ud over mig og ikke voldte den hele Kristenhed Uro, og det vilde være Smaating, om de blot havde overfaldet mine Fæstninger paa Røvervis og løsrevet hele Landskaber fra mit Herredømme, hvis de ikke ogsaa havde mættet sig i mine Frænders og mine kæreste Venners Blod. Se, her sidder jeg sønneløs, min Søn er min bitreste Fjende, og den Mand [hertug Konrad af Lothringen], som jeg har elsket højt og hævet fra ringe Kaar til høj og hæderfuld Stilling, har faaet Magt over min eneste Søn og rejst ham imod mig. […]”
***Hertugen og bispen kommer efterfølgende på bedre tanker, og de forsøger at få overtalt sønne, men uden held, da kravet er, at sønnen skal underkaste sig sin fader:***
Tredje bog, kapitel 33:
Og da Erkebispen og Hertug ikke kunde faa Ynglingen til at underkaste sig hans Fader og bøje sig for hans Bud skiltes de fra ham og sluttede sig til Gud og Kongen.
***Det kommer til hårde kampe, langvarig belejring etc., hvor sønnen er trængt på sin borg. Forhandlinger forsøges, men uden held …***
Tredje bog, kapitel 38:
Efter de fornemste Mænds Raad gik Liudulf nu for anden Gang ud af Byen tilligemed sine Venner, efterat Belejringen havde varet halvanden Maaned. Han opnaaede Vaabentilstand til en bestemt Dag, paa hvilken der skulde træffes Afgørelse af Stridspunkterne, og som Mødested udpegedes Fritzlar. Derefter drog Kongen hjem.
Tredje bog, kapitel 40:
Medens Kongen var sysselsat med Jagt i Suveldun [Saufeld], kom hans Søn til ham og kastede sig, barfodet, ned for ham, grebet af dyb Anger; hans bønner og Taarer fik først Kongen og derefter alle de tilstedeværende til at briste i Graad, og hans Fader tog ham kærligt til Naade, efterat han havde lovet at ville lyde og rette sig efter sin Faders Vilje i alle Ting.
——————–
Hej Johs,
Dit indlæg mindede mig om en episode i 900-tallets Saksen og omegn.
Dit plot er nærmest alt for pænt i forhold til, hvad sakserne muntrede sig med.
Og bare for en klarheds skyld, så er kapitel 33, 38 og 40 citeret i deres helhed efter Jacobsens oversættelse af 1910, mens kapitel 32 er et beskedent uddrag.