Selvom der selvfølgelig er satire, så er det hverken meningen at kampe eller de andre scener skal være udgakkede eller humoritiske. Kampene skal ligne kamp i normalt rollespil – hvilket vi godt kan finde ud af at spille uden at grine. Og de andre scener bliver kareterscener.

Der er ingen humor i scenariet – selvom der er citater. Og jeg kan ikke begribe hvorfor I synes Bloodbowl er så sjovt.
Tror I alle har det sådan?

Satire! Yes. Meget vigtigt. Det tror jeg skal gøres klart i en eventuel foromtale, især i forhold til hvad der normalt foregår i en Bloodbowl kamp (de ikke-dødes hardcore fans går amok og køber ekstra meget mechandice, fremkaldelse af dæmoner, etc). Jeg havde mange de samme tanker om Elias, for hvordan skal jeg sidde med samme karakter og først fortælle hvordan jeg tackler en Kaos-kriger og hamrer ham i grønsværen og to minutter senere sidde med en scene, der handler om at jeg er en dårlig ægtemand og far, uden at det bliver fjollet?

For at nu svare på mit eget spørgsmål, tror jeg at det kunne være smart med en mekanisme, der skabte en klar adskillelse imellem de to typer scener. Eventuelt bare at man gjorde det klart for GM og spillerne at det er nødvendigt for at scenariet virker.

Hvilke hold skal man spille mod? Kunne det eventuelt laves som tilfældighedsmekanisme? Så har man spændingen om hvem der bliver trukket mod hvem, som det ses i større sportsturneringer.

Jeg svare i omvendt rækkefølge:

Ad. 2: Du har helt fanget min idé. Jeg kender ikke WGP, men vil da se at få læst det. Min idé var en form for karma-point, hvor man netop kunne få en spilmæssig bonus (læst: auto-klare et ellers mislykket evneterningslag), ved at påtage sig et dårlig karmapoint*. Dårlige karmapoint udløser så negative situationer i privaten.

Jeg tænkte at formen lidt var, at hver spiller var med i 2-3 scener mellem hver kamp. Om disse scener skal være lykkelige eller ulykkelige er bestemt ved om spilleren har købt sig til bonusser i kampene.

Det er det samme som det du forestår – bare at man spiller kampene først.
Hvordan de ulykkelig scener helt skal sættes ved jeg ikke endnu. Skal det (i) fx være sådan at spilpersonen blot er i en uheldig situation – som han kan spille sig ud af? Eller (ii) skal det være en konflikt, hvor spilleren skal komme ud som taber?

– og kan ii overhovedet lade sig gøre?

Ad. 1:

Du har ret igen – der vil være satire og helt sikkert også ting man kan smile af. Men derfor er det også endnu mere vigtigt at understrege at det ikke er et humorscenarie!

Og selvom Blood bowl er sjovt, så mener jeg ikke at sportsfilm nødvendigvis behøver at være komiske. At du måske finder sportsfilm komiske mener jeg det siger mere om din (ophøjed) kulturelle smag 😉 end om sportsfilm som genre. ”Any given sunday” er overhovedet ikke en komedie og selvom sportsfilmsformen måske er underlødig, så er det også en dramatisk form der er fantastisk til at fortælle historien om holdet eller individet, der sejrer trods alt. Og måske synes jeg at sportsfilmen er den form, der renest og mest enkel fortæller historien om menneskets uendelige potentielle og udødelighed.**

Jeg har intet imod at folk smiler eller griner når de spiller, men hvis privatlivsscenerne ikke er alvorlige er der ingen grund til at skrive scenariet.

Kh Johs

*) Det skal ikke hedde karmapoint, men jeg har det også lidt svært ved at kalde det for starplayerpoint.
**) Hvis det skal formuleres meget dramatisk.

1) “Scenariet er ikke et humorscenarie…” Nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg aldrig har spillet Bloodbowl, eller for den sags skyld læst i bøgerne – men er hele ideen bag spillet ikke, at man tager pis på såvel sport, og amerikansk fodbold i særdeleshed, og Warhammer universet? Så jeg har svært ved at se, hvordan du kan bygge et scenarie, der ikke har en snært af satire indbygget – især, hvis du vil referere til football-film, der som regel er så over-the-top, at jeg i hvert fald ville have svært ved at spille det, uden at det bliver bare en kende grinagtigt

2) Du siger, du vil have et system, hvor præstation på banen påvirker ens private liv. Det får mig til at tænke på et spil som “With Great Power…” I WGP er det bygget ind i systemet, at jo mere man lider i sit personlige liv, jo mere sparker man ende i kampene med skurken.

Man kunne faktisk bruge det til at stille spillerne i et dilemma. Hvis man får lidelsespoint, der kan bruges til at opnå succes på banen, og “Winner-point”/”MVP-point,” der kan bruges til at påvirke privatlivet, bliver man tvunget til at vælge: vil jeg “vinde” på hjemmefronten og være middelmådig på banen – eller vil jeg ofre mit privatliv for at vinde trofæet?