Kommentarer til: [2006] Mine scenarier

Af: dawne

dawne — Sun, 16 Dec 2007 23:52:55 +0000

I shop quite a lot so I am going to get a rewards credit card. I hope to save some money with rebates. I just want to make sure that there aren’t any hidden pitfalls in the terms and conditions. I would really appreciate your help with that. I’m looking at the deals at instant discover card

Af: Mea

Mea — Sat, 24 Feb 2007 09:47:51 +0000

Good luck..

[url=][/url]

Af: Michael Næsby

Michael Næsby — Mon, 08 Jan 2007 15:28:20 +0000

Hvis vi nu starter helt fra begyndelsen med almindeligt dansk standard-scenarierollespil (ikke fortællescenarier eller den slags), så er der spillere, karakterer og fortælling. Karaktererne er i modsætning til spillerne en del af fortællingen. Uanset hvorfor karaktererne gør som de gør, udspiller historien sig blandt andet som udtryk for et resultat af deres (karakterernes) handlinger: Der var en gang fem krigere som kom til en by og dræbte en jomfru osv. I den synsvinkel er det faktisk en fortælling om og med karaktererne. Hvis der er en konflikt mellem hvad karaktererne kan og vil på den ene side, og hvad fortællingen lægger op til på den anden (og det forekommer faktisk ganske ofte), så må spillerne vælge om de vil svigte karaktererne eller historien. Det er et dysfunktionelt valg, for begge dele er lige ødelæggende. Enten skal man vælge en bedre historie ved at forringe sin karakters udfoldelsesmuligheder eller også skal man følge karakterens udfoldelsesmuligheder og derved ødelægge historien.
Grunden til at det så ofte giver problemer er ikke, at der er en konflikt mellem de to ting, men at de hænger uløseligt sammen.
Når det så er sagt, er det naturligvis rigtigt, at en spiller kan fejlfortolke sin spilperson, eller på anden måde ‘gå galt i byen’… – Det er vel lidt et andet problem, der handler om at formulere sine spilpersoner tydeligt og bruge spillederen som sinstruktør. Hvad ved jeg.
-michael

Af: Johs

Johs — Sun, 07 Jan 2007 18:00:03 +0000

Derudover er alle spilperson i et klassisk scenarie en kombi mellem teksten og en fortolkning fra spilleren. Ikke alle spiller er lige gode tekstfortolker, derfor mener jeg man skal som spiller være klar på at omfortolke ens spilperson, hvis ens fortolkning ikke passer ind i fortællingen.

Hvis man ikke gør det, er det at jeg synes man er egoist og skulle tage hjem og dagdrømme i stedet for. Sociale rum og muligheder forter også forplitelser.

Af: Johs

Johs — Sun, 07 Jan 2007 17:56:06 +0000

Jeg mener også der er alle mulige måder man kan indleve sig i en fortælling uden det skal være igennem spilpersonen. Der er fx fortællescenarier hvor der jo ikke behøver at være spilpersoner som sådan. Bipersonsrollespil handler heller ikke nødvendigvis om indlevelse i ens egen spilperson i scenen. Der kan det være en fordel at se ens spilperson som et middel til at vise nogle sider ved en af de andre spilpersoner eller situationen i det hele taget.

For mig handler det om, om spilpersonen er et mål i sig selv eller om man ser den som et middel/redskab.

Det er rigtigt at de to former for indlevelse godt kan gå op i en højere enhed, men jeg mener ikke det nødvendigvis er et mål. Der er også situationer hvor det giver mening at omfortolke sin spilperson for fortællingens bedste. Selvfølgelig er rollespil (mest) en fortælling der er drevet af aktørerne, men det behøver ikke være sådan og der kan opstå en konfilkt mellem de to.

Jeg vælger altid muligheden for en god fortælling frem for at være tro imod min spilpersonsfortolkning. Andre gør det omvendt og vi kan godt havde problemer nogle gange. Hvad jeg mener er godt set, kan for anden være dårligt rollespil og omvendt.

Det er forkert at det kun er igennem min spilperson jeg får givet en fortælling. Jeg oplever stadigvæk fortællingen fx min spilperson dør og jeg (som spiller) bliver i rummet, fordi man måske vil høre hvordan eventyret slutter.

Af: Peter Dyring-Olsen

Peter Dyring-Olsen — Sun, 07 Jan 2007 16:15:36 +0000

Jeg kan sagtens se en modsætning mellem indlevelse og fortælling. Indlevelse i dens mest rene form er en placering af spillerens interesse og kreativitet inden i den fiktive konstruktion “spilpersonen”. Hvis man følger denne spillestil til dørs, kan man ikke samtidigt “svæve over vandene” og vurdere et valgs konsekvenser for forællingen. Dermed også sagt, at en stor interesse i fortællingen fordrer, at man som spiller fra tid til anden kan tage et blik fra oven for at se, hvad den mest interessante sti i fortællingen er.
OK, hvad betyder det i praksis?
Helt klassisk kan det være afgørende for, hvad man vælger i en given situation. Men også, i hvor høj grad det er “tilladt” at tale out of character om valget.

Af: Michael Næsby

Michael Næsby — Sun, 07 Jan 2007 06:34:35 +0000

-Om indlevelse eller ej
Du opstiller det som om, der er en konflikt mellem spillernes indlevelse indlevelse i karakteren og fortællingen. Det er en misforståelse. Grunden til at de to ting så ofte medfører problemer er, at de hænger uløseligt sammen.
På det helt konkrete og meget bogstavelige plan er karakteren spillernes nøgle til historien/fortællingen. Spillerne kan kun gøre de ting ved historien som karakteren giver dem mulighed for og/eller lægger op til. Hvis karaktererne ikke er tilstrækkeligt integreret i forhold til fortællingen og dens tema, kommer spillerne (ofte uden at være klare over det) i den uheldige situation at de skal vælge mellem om de vil gøre vold på historien eller på karakteren.
-michael