På litteratur skulle vi også læse ham der Shakespeare som litteratur. Så man kan vel godt læs det som, ja, litteratur.

Tænkt at man kan får brug for de der teaterfolk. Tit synes jeg der er for mange teaterfolk i rollespil. Selvom jeg har en svaghed for ham hr. Brynnum – han er fræk nok.

Du sammenligner (eller undlader at sammenligne) rollespil og drama. Jeg går ud fra, at det du mener er, at man i drama også har et skriftligt udtryk, der først kommer til deres ret når skuespillet bliver opført… Det kunne man nok få på puklen for at sige højt til en dramaturg, for det skrevne oplæg kan jo have masser af kvaliteter i sig selv. Men spørgsmålet er, om læsningen/fortolkningen og det at omsætte det til rollens ageren er del af samme proces, eller om det skal holdes adskilt. Hyl! Hvor er Mads Brynnum når man har brug for ham?

Ja, ham der Eliot var ret vigtigt – og her stopper namedropningen så (ville bare lige viste at jeg jo har brugt et år på litteraturhistorie) 😀

Omkring der hvor vi er uenige Sanne:
For jeg tror faktisk ikke vi er uenige. For det du kalder en substans vil jeg bare rigtig gerne havde til at være en form. Jeg mener ikke at systemer er tekster på samme måde som lyrik eller prosa. For både lyrik og prosa er mål i sig selv, hvor systemer og scenarie (til en vis grad) er rettet imod et andet medie. Måske kan man med fordel sammenligne scenarier og systemer med drama – men jeg ved ingen ting om drama. Så ved ikke om det er en fordel for mig 😉 Men der er også noget med oplevelsen af at læse scenarierne og systemer som jeg ikke helt kan gennemskue.

Men hvis vores fokus er spilsituationen, så mener jeg at scenarier og systemer ligger et rum, hvor man kan danne tekster i spilsituationen. Et scenarie og system ligger grænser for hvordan indholdet kan udfolde sig. Men indholdet skabes i spil. Formen kan være meget forskellig og mere eller mindre bred.

Et klassisk fastavalscenarie med en meget lineær historie og meget stram form, har tit også meget få muligheder for andet indhold end det af forfatteren tænkte fortælling. Her er der et meget lille mulighedsrum om man vil. Anderledes er det ved nogle systemer – her er der en ramme som man ikke kan gå udover uden at gøre vold imod systemet, men den er forholdsvis stor. Der er også scenarier og systemer hvor dette mulighedsrum er latterligt stort og derfor kommer man i triviel om hvad rollespillet handler om (synes jeg).

Er vi ikke ret enige Sanne?

Johs, den form for litteraturfortolkning du kalder for ‘moderne’, kaldes New Criticism og er fra 50’erne. Nutidige dansklærere arbejder med receptionsorienteret læsning, hvor pointen netop er at der ikke er én rigtig tekstfortolkning. Teksten opstår først i det øjeblik den bliver læst (indtil da er den kun ufortolkede tegn), og dermed kan man nok forestille sig, at den forforståelse læseren tilføjer bliver af største vigtighed. Så PB må have været uheldig med sine dansklærere.
Læserens interaktivitet i forhold til teksten er selvfølgelig uhyre vigtig i rollespil, fordi vi handler på baggrund af vores fortolkninger. Jeg tror faktisk ikke det er muligt at spille rollespil uden konstant at være i en fortolkningssituation, så med andre ord har vi måske alle sammen en lille dansklærer i maven?
Til gengæld synes jeg ikke Johs har ret i, at det er ligegyldigt hvad Mr D&D ville med sit scenarie. Det kan godt være, at Gary Gygax’ biografi er underordnet i forhold til de tekster, vi skaber når vi spiller D&D, men det betyder ikke, at spillet er fulstændig tomt og frit for intentioner. Der er en eller anden form for substans, som var der inden rollespillerne kom og tilførte deres eget. I denne dansklærers ydmyge mening er der tale om noget med, at man, i grupper sammensat af forskellige professioner, skal gå ned i dungeons (el. lign.) og bashe monstre.

Men det ændre ikke på at det altid skal være ok at analyser ens praksis. Selvfølgelig skal man ikke hvis det kommer ivejen for praksis. Livet skal leves først og fremmest – det er også den revolutionære løsning 😉

Der er i psykoanalysen et begreb der hedder vild analyse, det er når man begår vold imod analysanden – ved at pådutte denne psykoanalytikerens forestillinger om hvad der fremkalder traumet. Nu er den del af psykoanalysen man bruger i litteraturvidenskaben og analysen drømmetydningen. Hvilket er meget heldigt, så man ikke tror man er igang med at behandle Peter Høg bare fordi man analyser De Måske Egnede.

Og her komme vi over til en vigtig pointe i nyere (modne) litteraturanalyse nemlig “forfatterens død”. Forfatteren er ligegyldig for min analyse, hvad du ville med dit scenarie er ligemeget – hvad Mr. D&D ville med det er ligegyldigt. Det er ikke det det handler om i analysen. Jeg synes faktisk kun det giver mere mening i rollespil end i litteratur.

Håber det gav mening:D Jeg er ikke helt sikkert på jeg ikke snakker vildt meget forbi dig. Til gengæld er jeg vildt beæret over at du skriver på min blog med mobilen – det er cyberpunk på den seje måde. Åhhh… det internet.

– at man ikke forholder sig til kausalitet og implikationer. Hvad med fører hvad, og hvorfor er vi nået til den her situation? Hvis et system fx lægger mere vægt på gamisme eller simulationisme (for nu at tage gamist-narrativist-simulationist-modellen), så kan man også aflede nogle narrativistiske tolkninger – men de risikerer netop at være afledt og blot et biprodukt af et produkt inden for et andet område. Hvis formålet ikke er brainstorm eller tanker til videre udvikling, så kan det i bedste fald være spild af alles tid, hvis man påtager en narrativistisk indgangsvinkel, når man skal betragte et medie i en anden kategori. Her ser vi stadigvæk tilfælde, hvor folk holder sig til deres indgangsvinkel. Hvilket med enkelte undtagelser var min oplevelse af dansklærere i folkeskolen/gymnasiet – nogle af dem, der foretrak at rette danskopgaver efter facitlister.

– tilfælde, hvor ens vurdering eller analyse ikke handler om at formidle noget videre, men at give noget tilbage til forfatteren. Måske et bestrideligt udsagn, men jeg mener, at man skal tage forskellige mekanismer i brug. Klicheen med rollespilsdommere, der fortæller forfattere om detaljer i deres scenarier, som der ikke er grundlag for at udtale sig om, kommer ikke ud af den blå luft.

Nuvel, det at være stringent og det at lave vilde tolkninger kan virke som modsætninger at brokke sig over. Men hvis de vilde tolkninger fremsættes som åbenlyse tolknings-facts, så begynder kommunikationsproblemerne at dukke op.

Når det er sagt, så er det naturligvis fint at tolke videre ud fra et tyndt materiale og prøve at forestille sig. hvad en persons bevæggrunde kan være ud fra en række handlinger, der kun er beskrevet løst. Det er i forvejen det, spillere og spilledere bliver nødt til at gøre på daglig basis, når der skal interpoleres (hvad personen har gjort op til spilstart) og ekstrapoleres (hvad personen gør efterfølgende, efter den seneste beretning om ham). Det kan blot være på sin plads at betragte det som et muligt udfald, i stedet for det eneste udfald.

.. håber at det giver mening 🙂

– Peter (fra mobiltelefon i Paris)

Det er de bedste marxister – de ontologiske. Men jo man kunne havde brugt de begreber… det skal heller ikke være nogen hemmelighed at jeg er den salgs marxist.

Regeringen er dygtig, men nogle gange kan jeg tage mig selv i at tænke, at de må da vide de begår vold imod det demokrati de ellers sætter så højt. Det ville jeg synes var et problem, hvis det ikke var fordi jeg ikke er demokrat.

Det er sej med 18 sting!

Hmmm, som den gode marxist (i den ikke-politiske forstand) jeg kortvarigt vil lege jeg er, kommer ord som varefetischisme og falsk bevidsthed til at springe frem i mit vokabulorium.

Og så må man – udfra et anormativt og politik-teknisk perspektiv – beundre vores nuværende regerings evne til at ligge al velfunderet kritik død med sætningen: “Ja, bare fordi du ikke beskæftiger dig med andet end X, skal du da ikke tro du ved mere om det end min fætter fra Tilst.” Et demokrati bliver så meget nemmere at styre når man konstant bruger laveste fællesnævner, holder janteloven højt og dæmoniserer brugen af alle ord med mere end 4 stavelser.

Peter – nu med 18 sting i ryggen