Næsten for mange til at skrive her – det må blive en post istedet.
Tak.

Jeg forbinder meget sportsfilm med konflikter internt på holdet. Jeg synes det ville være trist hvis de bare skal på en quest (“Nietzek says …”), og de i virkeligheden er et party, bare i gymnastiktøj. De skal først blive venner (= sandsynligvis modvillig respekt) i det øjeblik cutscenen fører dem ind til kampen. Faren ved Nietzek er at han bliver en fælles fjende (eller i hvert fald power behind the throne). Hans udfordringer bør fremhæve de latente konflikter karaktererne imellem.

Fed idé.

Jeg have ikke set det var et Faust-tema og jeg der ellers pokkers dannet 😉
Tak for det mand, plus de rare ord.

Magnus:
Det er også derfor man skal fortælle kampene og man skal fortælle dem smukt og heltartigt! Selve kampene skal være episke, både fordi det giver kontrast til ‘virkeligheden’ udenfor banen, men også fordi sport er episk! Jeg bruger begrebet episk som synonym for fx storladent – altså på den klassiske rollespillerartige måde.

Der er forresten også noget interessant i at vinde/tabe-konflikten, men jeg mener ikke det er det sportsfilmsgenren handler om. Den eneste ‘sports’film jeg kan huske at have se, hvor hovedpersonen/ holdet tabte var Million Dollar Baby og den var for det første ikke lige min kop tee og ej heller en rigtig sportsfilm – synes jeg.

Det jeg fx godt kan li ved sportsfilm er at man ved at holdet vil vinde, men samtidigt håber man også så meget på det at det gør næsten ondt i maven. Om jeg kan skabe det i rollespil ved jeg ikke. Gider ikke lave et scenarie, hvor man grundet terningslag eller dum taktik ender med at tabe alle kampe. Det er synes jeg ikke er god underholdning, så vil jeg heller at spillerne fx vælger at tabe.

Der ligger jo også en fortælling gemt i selve kampen på banen, alle spiller og trænere er jo forskellige tråde til en fortælling om en kamp, hvilket er svært at visualisere i et medie.

Der ligger en poesi gemt i sport

men jeg synes faktisk der er noget interessant i vinde/tabe det er vel ikke meget anderledes en klassisk fantasy?(god/ond – vinder/taber)

Hvis du vil køre Faust-temaet helt igennem, kunne du måske lade spilpersonernes opgaver handle om at gøre ting for at vinde kampene – altså den direkte nedbrydelse af idealerne for at nå sejren. Nietzek tilbyder dem at vinde, men for at vinde er de nødt til at ødelægge det, de gerne vil vinde. Der er mange muligheder i doping, bestikkelse, afpresning, vold osv.

Og husk korrupte dværge!

Også er vi tilbage til genren – for sportfilm handler aldrig om sport. Det er lidt ligesom “Borte med blæsten”, der er en krig, men den handler faktisk ikke om den amerikanske borgerkrig. På samme måde handler sportsfilm altid om at karakterne skal ‘lærer’ noget om dem selv eller det samfund de lever i. Det gør også selve kampene mere interessant.

Spillerne kan, hvis de ellers godt kan li at spille moralske væsener, være nødt til at stoppe spillet – fint! Det betyder netop at de ikke køber præmissen om at fx Football netop indeholder vold, stoffer og DUI (? hvad det end er?), som vi gør. Selvfølgelig er cykelrytter på epo – det er det der gør cykelrytteren til en modne helt!

Vi lever i en tid, hvor kynisme er et ideal. Jeg mener efter vi kom frem til hvor naturen (hvilket i bedste fald er religiøs position og i værste fald videnskabelig realistisk position) ikke tælle som grundlag for noget som helst, så er vi ligesom et sted hvor der må nogle andre grunde til heltetilbedelse. Moralen som et fast punkt virker ligesom heller ikke, det har markedsøkonomien ødelagt for os. Derfor er der kun en måde at lave heltetilbedelse på – på trods.

Cykelrytteren, QB’en og målmanden (i spil hvor der findes sådan) er netop helte for os, fordi de er villige til at ødelægge deres krop i vanvittige kraftanstrengelser. Der er ikke sundt at dyrke sport på top plan – det er faktisk super usundt. Alle der bare har beholdt en lille snas af deres fornuft ,efter vi dræbte Kant og hans filosofi, vil tag afstand fra den praksis sport er – Hvilket netop er det fede ved det! Sport påkalder sig nogle grimme sider ved det menneskelige sind. Det er det rene begær, der fortæller en af sine bedste fortællinger. Nemlig at livet handler altid lidt om begæret begær til dets eget ophør. At være i en krop der ødelægges af sin egen overmenneskelighed og det at vi se kroppe i forfald og finder nydelse i det.

Jeg ved ikke om det er kritik. Det er sådan det er og det er en god historie synes jeg.

Det er ikke en problemstilling – det her ikke dum radikal sniksnake politik – det en fortælling om at man må gribe livet for at forstå sin død og omvendt. At jeg så bruger moralen som metafor for kroppen er vel bare et genre greb, da rollespil er den genre det er og vi aldrig er blevet gode til at fortælle fortællinger om kroppe.

Ideen var lidt at 3’eren skulle handle om en talentspejder… måske bliver det 2’eren.

Og var det ikke et boxerscenarie Anders gerne ville lave?

Hvad med at spilleren spiller talentspejdere?

Til gengæld har jeg altid nydt en god sportsflim 😀

Der er dog en del skjulte koder i dette scenarie – warhammer-citaterne (behøver man ikke fange som spiller, men det er sjovere hvis man gør), Blood bolw som spil (som spillederen skal have styr på) også hele ideen om en sportsflim. Det er alt sammen viden som skal overføres kort og klart til spillederen (så han om ikke andet kan forklare det videre til spillerne) – derfor længe leve den første side!

Den tidsløse ‘problemstilling’ er vel en form for ideologikritik – det kan jeg godt lide.