For jeg kan godt se jeg har beskrevet mine første tanker ret uforståeligt. Vil prøve at hugge det op i mindre dele og skrive det om. Også sende stømmen af ideer op her, i mindre dele…

Så kan vi se om det giver mere mening på den måde.

Den første post kommer op her i aften.

Til Johs: Det jeg prøvede at sige er at jeg kun kan se en voldsoptrapning samtidigt med et sats på hvid som et forsvar. Det er svært at se hvordan man skal gå efter den mindst blodige løsning ved en optrapning af voldsniveauet.
Mht. at få spillerne til at satse hvid til at starte med må det være noget med at indskrive en (svag) modstand mod vold i karaktererne. Sådan lidt Bruce Banner-agtigt.
Mht. optrapning på trods. Når du skriver konsistens mener du så konsekvens? Det du skal tænke på leder til optrapningen af volden er spillernes ønske om at få lov til at fortælle snarere end spilpersonernes ønsker. Guleroden i conflict resolution er til spilleren, modsat task resolution hvor guleroden er til spilpersonen. Med det sagt tager spillerne udgangspunkt i deres spilpersoners ønsker, i en eller anden forstand, når de skal fortolke dem. Fx VoldsPalles spilperson Ina er glødende hippie-pascifist og tidligere ninja. Når spillet så når til en konflikt som Voldspalle super gerne vil fortælle (og det gerne med vold extravaganza) falder det ham alligevel ikke ind at starte konflikten på fucking farlig vold niveauet fordi det ville være en voldtægt af den allerede etablerede fiktion (at Ina er pascifist). Han ville nok snarere starte konflikten på det nederste niveau (“ka vi ikke bare snakke om det?”) og så eskalere konflikten niveau for niveau (for at udtrykke Inas modvilje mod vold), men alligevel ende i den gorefest som VoldsPalle som spiller hele tiden har villet fortælle (og hvis troværdighed understøttes af Inas tidligere karriere som ninja).

Mit bedste bud må blive spilpersoner der som udgangspunkt er mod vold, og så gøre konflikterne svære til umulige at løse uden vold.

/Jonas

Jow… det er et problem at man ikke er sikker på at spilpersonerne vælger hvid til at starte med. Men da man vælger før man kaster og derefter se på resultatet, kunne man gå ud fra at man som udgangspunkt går efter den mindst voldelige udgangspunkt. Især fordi man kan vælge sort i anden omgang og man beholder sit kast.

Jeg vil gerne havde at optrapningen bliver en optrapning på trods. Da systemet gør at volden ikke er et mål, men en konsistens af systemet. Gad det mening?

Mht. til hvad der er afgørende for antalet af brikker. Så er dit forslag købt! “Vilje til vold” før “skydebaneerfaring” – hvilket jeg faktisk også tror er mere realistisk end den der egenskabsfetich vi er vokset op med! Det fortæller i alle fald bedre historier.

tak

Og mht. hvad der er afgørende for hvor mange brikker man har er det så ikke en ide at lade de ting der giver spilpersonerne bonusser være noget andet end færdigheder ud i vold og mere noget der udtrykker deres indstilling til vold. Istedet for Guns +3 så Hensynsløs, Viljestærk, Mæglende eller lign. Pointen er at Guns +3 ikke udtrykker andet end at spilpersonen har brugt tid på skydebanen hvor indstilling til vold siger mere.
Ideen om større guns = flere brikker er lige i øjet.

/Jonas

Nej… det er selvfølgelig bare en joke, jeg skriver da også efter den Otto dér! (hvad er det for en af dem, du går efter? Jeg vil spillermateriale-ottoen eller bedste-voldsscene-ottoen) 😉

… når det er sagt, så tror og håber jeg, du har ret!

Når vi taler så løst om tingene som vi gør på dette stadie, er det også nemmere at finde ligheder end i det endelige resultat. Der er en strømning i tiden, og derfor kan vi genkende ideer hos hinanden, men i den sidste ende er den Otto ikke stor til os begge. 😀

Ja, der er noget med formidlingen jeg skal arbejde med også når jeg skriver systemer;)

Men jo mere du fortæller om dit scenarie, jo mere bliver jeg bange for, at de faktisk ligner hinanden ret meget. Her gik jeg ellers og troede at jeg var ved at lave et sublimt værk.

Jeg synes dog, at kunne ane forskelle i vores ideer – men de kommer nok til at ligge op af hinanden på mange måde. Begge scenarier handler jo fx om vold og moral.

Superheltekræfter? Hvorfor tror du ikke, at jeg har dem med?

Jeg har jo desværre også s/h i mit scenarie, her kaldet Aspekt, altså at ens position i scenen kan have et Lyst eller et Mørkt Aspekt. Men jeg tror det kommer til at udmønte sig ret forskelligt. Har dine spilpersoner måske SUPERNATURAL POWERS?! Nå ikke? Nej, der kan du bare se.

Ser frem til næste regelafklaring.

Ja, det er super svært at skrive så det er forståeligt for andre – hvilket jeg også indså da jeg skrev. Man skal virkelig være forsigtig med begreberne. Men om alt andet er det en god øvelse i formidling;). Især når det skal skrives ind i et scenarie;).

Om konflikter: Så havde jeg helt glemt den der grundlæggende pointe om, at der er noget på spil. Og at man skal definere hvad der er på spil. Det er nok fordi min indre Ålborgenser ikke helt kan forstå hvorfor vold ikke kan være et mål i sig selv.
Men hvad er en konflikt? Jo, der er ser jeg nok en rollespil som socialt samvær, som noget der er bygget op omkring nogle magtkonflikter. Jeg vil noget, min spilleder vil noget andet. Selv om vi bare slå om min barbar kan ramme orken, så er det der er på spil i min (som spiller og ikke spilperson) og spillederens relation noget med magt over fortællingen. Jeg er blevet ældre end ad&d og det er min spilleder sikkert også, så jeg vil havde mere magt end blot retten til, at uddele skade! Jeg vil være med til at bestemme hvordan historien skal fortælles. Jeg har det ok med, at den ikke er total fri – mine spiller i scenariet sort/hvid, er nødt til at havde det sådan, for det er først og fremmest et scenarie. Du skal huske på at jeg startede med et scenarieide, hvor jeg havde det lidt svært med systemløst vold – også kom ideen (jeg tror det igen var fra Munkholt) om et bygge et system også gik det galt;). Så købte jeg Dogs og var solgt – han skriver rocker godt!

Om skift mellem sorte og hvide succeser: man kan også godt skrifte over til sort, men bare ikke tilbage igen til hvid. Grunden hertil er til dels fordi det spiller sammen med grundkonflikten i scenariet, men hvordan vil jeg helst ikke komme alt for meget ind på, og til dels fordi det gør spillet mere voldeligt – og det er et voldeligt scenarie jeg er ved at skrive. Det er en del af stilen.
Sådan som jeg havde tænkt skriftende var, var at man ikke slår om. Men beholder alle slag også efter man skrifter til sort. Men at man så kommer til at lave mere vold på den måde. Det er selvfølgelig overhovedet ikke altid det giver mening at skrifte. Måske skulle man beholde nogle af de gammel succeser… hvad ved jeg?

Angående de der kompetencer er jeg ikke helt med på hvad du mener. I de scene hvor man spiller bipersoner, er ens spilperson ikke til stede og man kan ikke bruge hans/hendes evner til noget. Men bipersonerne har også evner, mål og en lille bipersonspersonlighed. Grunden til jeg bruger bipersonsspil i scenariet er fordi jeg har brug for, at fortælle nogle personlige historier om spilpersonerne og der kan de andre spiller så hjælpe mig med det igennem bipersonsspil. Derudover skulle bipersonerne helst spille op imod deres hovedperson (egen spilperson).

I scenariet er der kun to spil-lederpersoner, de er spil-lederpersoner fordi de er i spil med alle spilpersonerne på en gang – i sort/hvidfarveblindhedsstøttegruppen. Hvorfor jeg ikke har lavet det mere normalt og ladt spil-leder til han der spiller bipersonerne?
Det er der flere grunde til. For det første hader jeg at spille bipersoner, når jeg er spil-leder. For det andet mener jeg scenariet vinder noget ved, at spil-lederen kan bruge sin energi på andre ting: beskrivelser (i sort/hvide farver), en rigtig hård klipning, de to spil-lederpersoner og prøve at sætte scenerne så spillerne ved hvilken rammer de har, så de kan gå rigtig amok!

Jeg er rigtig glad for dine ideer, tak!

Johs
ps. jeg gør bod her.