Jeg har det ikke ligesom Peter: Jeg kan godt lide at lave settingbeskrivelser, men kun nogen gange. For mig skal det være let at spille selvom jeg ikke lige har tid til at lave npcer eller forberede noget som helst. Til gengæld skal det også være muligt for mig som GM at forberede mig (og skrive den ene blogpost efter den anden om alle mulige npcer eller settingen mere eller mindre generelt).

Med mit omskiftelige behov sætter jeg mig lidt mellem to stole. Mange af de forskellige indiespil er designet ud fra en no prep-filosofi og giver mig alle mulige værktøjer til at lave fedt rollespil fra en løst defineret setting. Det vil jeg gerne, men kun nogen gange. Andre gange har jeg behov for at kunne forberede mig og planlægge, fordi jeg synes det er sjovt at se hvordan det jeg har forberedt og planlagt udspiller sig i spil. Det er diverse no prep-spil ikke så gode til.

Sidst, men ikke mindst så gider jeg ikke læse regler. Jeg gør det selvfølgelig, hvis jeg skal, men jeg synes ikke det er særlig sjovt. Omvendt synes jeg det er sjovt at bygge regelsæt ind i andre regelsæt.

Derfor har jeg i en tidligere kampagne taget Warhammer FRP og bygger alle mulige regler ind i det. De fleste regler læste om på Mortens blog – enten som regler han fundet på eller i nogle af hans mange spilrapporter. Det virker for mig og er grunden til at jeg næsten aldrig spiller som reglerne er beskrevet.

Efter at have vinduesshoppet lidt i historien og været omkring det Antikkens Rom (ved Gaius Marius’ tid), Babylonien (omkring Nebuchadnezzar), Wrocław (som Norman Davies beskriver den) og selvfølgelig Myra 1087 har jeg valgt at lave en kampagne sat i Providence 1938, men i en drømmeverden hvor jeg og mine venner er bygget af tid og overskud spiller vi også en kampagne der udspiller sig rundt omkring i Europa under Trediveårskrigen.

Der er så meget på spil i den krig:

Overgang fra en historisk periode til en anden, Europa bliver tegnet op på ny og begynder for alvor at ligne noget vi kan genkende i dag, mange slags konflikter på spil (der er ikke kun de religiøse, men også de politiske, de kulturelle og ikke mindst de økonomiske <- penge og rigdom er stadigvæk den primære grund til strid) – også synes jeg det er en kampplads med plads til både det grimme og det noble på samme tid.

Trediveårskrigenkampagne i punktform:

• Jeg tænker det som et rollespil, hvor vi både hopper i tid og sted, hvor man spiller flere spilperson der er knyttet til hinanden på på kryds og tværs.
• Vi skal rundt omkring de forskellige klasser i senmiddelalderen (fattige, bønder, lavadlen, fryster, gejstlige og det begyndende borgerskab).
• Krigen var (også) en konflikt omkring tro. Tro skal være bygget ind i spillets mekanik.
• Der skal være politiske kampe , voldelige dramaer, filosofiske skandaler og højstemte diskussioner: Generelt mere grimt end plupet op, men ikke fri for de helt store.
• Spilpersonernes handlinger skal kunne ændre historiens gang.

Umiddelbart kan jeg spille det i Savage Worlds, Drager Og Dæmoner, Warhammer eller The Shadow of Yesterday.

Tanken er ikke ny, men blev genopfrisket, da jeg læste om hvorfor Thais elsker Warhammer.

Efter jeg har slået mit områdes geograf skal jeg slå hvilke ruiner, der er. Der er seks.

For hver ruin slår man hvilken race der har lavet ruinen. Til forskellige tider har forskellige racer befolket the Border Prince, derfor kan man ud fra ruinerne danne sig en tidslinje for ens område. Den første ruin, jeg slår for, er en dværgeruin og imellem 5000 og 100 år gammel.

Derefter slåer en ”menace” for sin ruin, ruiner er pissefarlige. I vores dværgeruin er der en golem – jeg vidste ikke at der fandtes golems i Warhammer.

Så slår man det oprindelige formål med ruinen – dværgeruinen med golemen var, og er vel stadigvæk, et gravsted. Interessant ruin.

Det sidste man slår for er hvorfor ruinen blev forladt. Dværgene forlod gravstedet (eller området omkring gravstedet) pga. en borgerkrig. I den historie jeg digter på baggrund af mine terningeslag ender jeg med at lave om på kausaliteten. Det har jeg det ok med.

Jeg slår det sidste slag om ved flere af ruinerne, for ellers ville områdets historie ikke give mening for mig.

Kortet er et link

De seks ruiner

Den første ruin er et dværgegravsted, hvor de pga. en borgerkrig for 100 til 5000 siden har forladt en golem. Jeg beslutter mig for at hende der er begravet er en dværgedronning ved navn Gunhild og ruinen hedder ”Moor Gunhild”. Jeg ligger det i de nordøstlige bjerge.

Det næste er et arabyan tempel, hvor der er en ”swarm” af et eller andet. Arabyans kom først til Border Princes for 1500 år siden og forlod endeligt the Border Princes for 100 år siden. Templet blev forladt pga. en naturkatastrofe. Jeg tænker templet hedder Al Kamir og ligger det ved foden af Jonas. Der er sket en ”Pompei”-episode.

Så slår jeg et Recent human ruin af et bosted (landsby), hvor der er en dæmon. Hell yeah! Forladt for mindre end 300 år siden pga. noget magisk. Måske var dæmonen det magiske. Jeg navngiver landsbyen Sweinsted. Den ligger i det sydvestlige hjørne lige ved siden af min Whirlpool, som jeg navngiver Graafs Whrilpool, fordi dæmonen hedder Graaf.

Den fjerde ruin er et kaos kultist fort. De forlod det pga. en pest og nu har de døde overtaget ruinen (jeg slår ’undead’ ved ’menace’). Den er maksimum 3000 år gammel. Jeg tegner fortet som et sort tårn ude i skovsumpen ikke langt fra Sweinsted og kalder det ”Der Dunkle Turm“. Graaf er nok en Nurgle dæmon. At hans tilhænger er døde af pest og at en nekromantiker først meget senere er kommet forbi og vagt de pestdøde til leve igen.

Den femte er et Khemri ruin. Khemris er Warhammers udgave af det gamle Egypten, underlagt et præsteskab af necromancer. Jeg slår at der er i ruinen er en degenereret  stamme, at det var en udpost og at grunden til at forlade ruinen var politisk. Der var Khemris i området for mellem 1500 og 3000 år siden. Udposten ligger midt ude i den østlige del af ørken.

Sidst slår jeg et arabyan fort. Der er pest. Hvorfor det blev forladt er et mysterium, fortet er mennesketomt og ser ud til at være blevet forladt i en fart. Pesten må være kommet til byen senere. Fortet hed Alamut og ligger det i ørkenbjergområdet helt til vest i kortet.

De fleste ruiner er altså i den sydvestlige del af kortet. Der har jeg det ok med.
Tre ud af seks af ruinerne i mit sandfyldte område kommer fra ørkenfolk.

Tidslinje

For over 2500 år siden
Jeg vil gerne have ham nekromantiker til være ret nytilkommen, men synes at Der Dunkle Turm gerne må være meget gammelt. Det er den ældste ruin og over 2500 år gammelt. Her boede et folk der tilbad noget de troede var en frugtbarhedsgud. De byggede et stort sort tårn til deres gud. Det var her at Graaf første gang blev kaldt til verden. Med ham kom pesten og den tog kultisternes liv.

For 2232 år siden
Var tårnet og Graaf glemt, til gengæld kommer Gunhild til området. Hun har været i krig med hendes søster Gudrund og tabt. Inden Gunhild når at opbygge en magtbase bliver hun myrdet. Mange mil væk får udåden Gudrunds til at gøre oprør imod hende. Efter oprøret rejser de bedste ingeniører til Gunhilds grav og udbygger den. De efterlader en golem til at våge over hendes lig.

For omkring 1600 år siden
Bygger det mægtige Khemri-rige en udpost i området. En pyramide. Et sted i necromancernes bureaukrati bliver udposten simpelthen glemt. Da de ikke får nye ordre forlader officererne udposten og efterlader de menige til at degenererede.

For 1200 år siden
400 år efter kommer arabyan handelsmænd til området. De står sig først ned i det nuværende Sonnenthal, hvor der stadigvæk boer nogle af deres efterkommere, men forsøger også at rykke mere vest på. De bygger et tempel, Al Kamir, og et fort, Alamut. For 812 år siden udbryder vulkanen (nu kaldt) Jonas og ødelægger Al Kamir. For 635 år siden bliver Alamut forladt. Mange år senere forbander Graafs’ kultister ruinerne.

For 164 år siden
Kort efter de har fået forbandet Alamuts ruiner. Fremkalder landsbeboer i Sweinsted, dæmonen Graaf. De dør alle i forsøget og Graaf er fanget i landsbyens ruiner og denne verden.

For 96 år siden
Kommer nekromantikeren til Der Dunkle Turm. Han er endnu ikke særlig aktiv, men planlægger at overtage verden. Man tror man har masser af tid når man er udødelig og ikke ved der kommer en gruppe helte forbi om lidt.

Kortet er et link.

Se også kortfortegnelserne.

De forskellige typer landskab er slået på en tabel. Derefter slår man 1d100 for hvor mange felter landskabet strækker sig over. Jeg startede i nordvest og bevægende mig langsom både øst og syd på, hvor mine resultater ellers ligesom passede ind. Den var midterste sydøstlige (del af) ørken det sidste jeg fik lavet.

Jeg snød et par gange: Ofte har jeg gjort områderne større end jeg slog. En gang har jeg valgt en type landskab (uden at slå det), det store græsområde i den nordøstlige del, fordi jeg synes området er for goldt. Jeg har slået et par slag om undervejs.
Hvis man slår højt nok skal man slå på en særlig ”special features”-tabel, der er en fin lille mekanik der gør at man nødvendigvis kommer til at slå på den nogle gange undervejs. Jeg skulle slå på den tabel otte gange og det gav:

-    To søer: the lady og manner.
-    En frugtbar dal: Sun Valley (for plat?).
-    En whirlpool (hvad hedder det på dansk).
-    En vulkan: Johan.
-    Et vandfald: Görters fall.
-    Og to ensomme bjerge: Mount Grimm og Der Alte.

Faktisk slog jeg også en lang kløft, men slog den om (og fik Sun Valley i stedet), da jeg overhovedet ikke vidste hvad jeg skulle stille op med den. Også er der to floder, som er fra den normale tabel, men vel også er en slags ”special feature” – dem har jeg ikke navngivet endnu. Den ene kommer løber forbuskede bjerge og deler sig i to, den ene løber ind i the badlands, den anden har en whirlpool (hvorfor mon?). Den anden kommer nordfra og ind i området, den løber igennem et stort skovlandskab (både sumpet skov, normal skov og bakket skov) og munder ud i de to søer.

I mit område er der ikke særlig mange gode jorder, så jeg tænker der på trods af det er et stort område, nok kun er plads til to eller tre røverbaroner. Før jeg slår mine røverbaroner, skal mit område have en forhistorie. Forhistorien laver jeg ved at slå for hvilke ruiner der er i området. I den forbindelse får jeg sikkert også forklaret hvorfor der er så meget ørken og badlands.

Badlands, er for resten:

The Badlands are easily the least appealing regions in the Border Prince. Broken, inhospitable, and treacherous, there is little arable soil and an abundance of worthless rock.

Border Princes er vel warhammers svar på Balkan. Det er et meget politisk ustabilt område med en masse små fyrstedømmer, hvor tilrejsende røverbaroner har slået sig ned. Det er der man flygter til, hvis man som imperial adelig er nødt til at flygte ud af Imperiet (fx fordi man blevet rodet ind i noget kaossmus). Der er nok af dårlige jorder, hvor man kan slå sig ned og undertrykke en mere eller mindre degenereret lokalbefolkning, hvis man ellers kan holde grønhuderne væk. Det er også lidt for meget alles krig imod alle (og for lidt politik) og lidt for meget ødemark til at jeg naturligt tænder på området.

Da jeg fik bogen opdagede jeg at den ikke er en helt almindelig Campaign Setting. I stedet for at området kun er beskrevet, så er det meningen at man skal bruge bogen (og et par terninger) til at man slår et mindre område frem, som man kan bruge som setting. Man slår på nogle tabeller og tegne samtidigt et kort over ens setting. Det minder lidt om How To Host A Dungeon.  Man skal igennem 6 etaper og langsomt kommer et geografisk område og dens historie frem på papiret.

1. Først slår og tegner man det grundlæggede geografiske landskab,
2. så slår man et antal ruiner (med farlige væsener i) og får på den måde bygget områdets forhistorie,
3. derefter vælger man hvor mange prinser (røverbaroner) og slår hvad de er for nogle typer og hvor store deres baronier er.
4. Man slår for røverbaronernes indbyrdes relationer og området nyere historie.
5. Antallet af byer, landsbyer og interessante gårde bliver også slået (ligesom man slår hvorfor de er interessante).
6. Til slut slår man hvor monstrene er.

Min ven Ask og jeg forsøgte at slå et område frem, men gik utrolig hurtig død i det (– ved punkt 1!). I bededagsferien tog jeg bogen frem igen og denne gang nående jeg til punkt 5, men så opdagende jeg bogens eget eksempel på hvordan bogen kan bruges og jeg blev utilfreds med mit område. Så nu har jeg besluttet mig for at bygge et nyt og dokumentere det her på blog’en.

Morten har skrevet en fin læsevejledning til “blogland”, hvor han desværre tegner et billede af Sortforsyning som jeg genkender, men som også skuffer mig lidt.

Om forsyningen skriver han:

Snakken om vold bringer mig naturligvis til Johs’ sorte blog om rollespil. Her finder du fra tid til anden indlæg om de scenarie-ideer og kampagner, som Johs roder med. Det tilbagevendende tema er Warhammer Fantasy, så hvis Warhammer universet netop er dig, er det Sort Forsyning du skal holde øje med.

(Læs hele vejledningen på rpgforum.dk)

Det er selvfølgelig fint at Krigshammerhoveder kigger med, men havde aldrig tænkt Sortforsyning som en Warhammerblog. Måske er det, det som har kendetegnet min blog. Personligt synes jeg mere at min blog er et typisk eksempel på at jeg ikke får spillet så meget rollespil som jeg gerne vil. Det er især tydeligt, hvis man holder den opimod Olivers (for tiden fuckingfantastiske!) blog og Mortens egen blog. Begge blogs er dejligt forankret i praksis og måske derfor er de det bedste der er.

Men det der virkelig skuffer er at Morten overhovedet ikke nævner alle de gode billeder jeg bruger i mine posts. Jeg ved godt det er skabet, men de danske rollespilsblogs er sgu meget teksttunge og at min modsvar ikke bliver set er træls.

Bare rolig, jeg lyder mere sur og skuffet end jeg er. Til gengæld vil jeg forsøge at holde igen med Warhammerposterne og skrive mere om gorillaer.

Det her er åndssvagt nørdet og utrolig stenet, men også ret hyggeligt.

Character generation-afsnittet var lidt for langt. Lige nu smålytter jeg til første afsnit, imens jeg arbejder (og skriver dette) og er lidt ved at gå død i det. Samtidigt med at det virkelig hyggeligt.

Man bør næsten give den en chance, ikke?

I næste uge spiller vi den sidste spilgang i min Warhammer-kampagne. Den startede i foråret 2007 før Jonas mødte Ellen, før Rasmus flyttede til København, før Ask og Asger NB begyndte at læse igen og før Asger S. blev jurist.

Der er sket meget på de år:

I alt har vi fået to børn, en* to nye kæreste, to kærester og en selvstædig virksomhed er blevet droppet, vi har været på to gange et semesters studieophold på et udenlandsk universitet på den anden side af jorden, vi har ca. været igennem 14 forskellige jobs og ca. ligeså mange boliger – også har vi fået to kandidatgrader.

Det er meget godt gået (måske udover minuset i kæresteregnskabet) og vi er vel blevet lidt mere voksne. I kampagnen er der sket ret meget og selvom vi stadigvæk mangler at få bundet nogle tråde, så skal vores hovedperson Otto von Grieg blot rejse det sidste stykke for at mødes med sin bror Viggo, der bekæmper kaos langt oppe i kaosødemarken også lukker vi den fortælling.

Så efter næste uge skal vi spille Earthdawn med Rasmus som spilleder. Ingen af os andre kender spillet, men efter hvad vi har hørt om verden virker det dejlig episk. Jeg glæder mig til at være ”mening”spiller igen og regner med at forbereder min næste kampagne (og tag mig af min nye datter – der kommer til marts/april) imens. Hvis Rasmus er ligeså lang tid om sine kampagner, så bliver det måske en lidt for vel forberedt kampagne.

*) Jonas gjorde mig opmærksom på at jeg havde glemt en kæreste.

Ift. rollespil rummer den amerikanske borgerkrig, fordi der kulturelt er blevet idylliseret så forskelligt omkring den, en åbenhed som jeg ofte savner når rollespil har en krig med i deres baggrundsmateriale. De sidste to spil jeg har spillet er Mouse Guard og Warhammer. I begge spil beskrives der en verden der lige er kommet ud af en krig, hvor det gode har bekæmpet det onde. Det er en historie der mere minder om anden verdenskrig. Det har jeg oplevet som problematisk og kedeligt. Den franske filosof Alan Badiou kritisere vores typiske placering af nazismen som det absolut onde, fordi det gør os blind overfor ”mindre” nuværende onder og fordi vi ikke kan forebygge at det skulle ske igen, hvis ikke forstår nazismen som et politisk projekt. Det er en moralsk og politisk pointe, men det siger også noget om hvad vi kan og ikke kan med anden verdenskrigs-fortællinger. Det er ikke fordi historier om absolut ondskab er dårlige eller kedelige, men de er bare ofte så pokkers… ja, absolutte og derfor ret en-dimensionelle. Mouse Guard og Warhammer er fjenden den absolutte ondskab (væsler og kaos). For mig som spilleder har det ikke været et særlig inspirerede narrativ.

Borgerkrigen er derimod fyldt af betydninger som man kan bygge en interessant spilverden op omkring. Tror jeg. De eneste to eksempler jeg umiddelbart kan komme på er Serenity rollespillet, der bygger på tv-serien Firefly, og Deadlands-rollespillet. Deadlands vender jeg tilbage til. Angående Firefly/Serenity har ikke læst rollespil og kun set tv-serien. I tv-serien er sydstaternes oprør imod den føderal stat en logik der gennemsyrer seriens primære tema: frihed overfor kontrol. Det er et særligt – historieforfalsket – blink på den amerikanske borgerkrig og en tankegang der er meget mere spændende at undersøge igennem rollespil end kampen imod den absolutte ondskab.

Første verdenskrig er symbol på det virkelig meningsløse – bag se på mellemkrigslitteraturen. Det kunne være godt at undersøge igennem rollespil, men må jeg skrive om en anden gang.

Deadlands

Jeg har i dette indlæg beskæftiget mig med krigen som historisk baggrundsmateriale i rollespil. Hvor man starter kampagnen efter krigen er slut. Der er også rollespil hvor den verden man spiller i er i krig. I Deadlands er den amerikanske borgerkrig en slags evige krig. Beskrevet gotisk og ud fra en nordstatslogik, hvor splittelsen af USA næsten får traumatisk værdi. I det jeg har læst af Deadlands er splittelse nærmest et tema. Horrors, er utryk for en splittelse som i virkeligheden som Sydstaterne videnskabsmænd har iværksat. Ligesom Deadlands udgaven af Californien rent fysisk er gået i stykker og dermed USAs geografi. Det er ikke helt urimeligt at tolke begge dele som udtryk for den iboende angst for splittelse og løsrivelse der også er en del af den amerikanske kulturarv.

Man kunne også godt skrive et indlæg om de rollespilsmæssige muligheder i krige og evige krige, men det er en meget større historie.

Den første grund er opdelingen mellem GM- og spillertur. Jeg kan ikke få det til at virke dramatisk i en narrativstruk-tur der formidler godt opbyggede fortællinger. Det bliver – for mig – knudret og spillerturene blev brugt enten til at komme sig over musenes conditions og indkøbsture. Hvis det er noget jeg synes er kedeligt at rollespille – så er det indkøb.

Mine spillere kunne sikkert bruge spillerturen meget bedre, hvis vi bare havde bygget nok personlige referencer ind i de byer vi gjorde stop i – men selvom de rejste rundt og mødte deres forældre, venner og fjender, så virkende det ikke rigtig alligevel. Jeg kunne sikkert, hvis jeg tænkte mig nok om få det til at virke, men det ville der simpelthen være for meget arbejde og for lidt glæde i.

Jeg har fuldtidsarbejde, gravid kæreste og en datter plus en sygelig interesse for amerikanske tv-serier. Med andre ord – jeg har ikke meget tid til overs som jeg kan bruge på rollespil. Derfor skal mit rollespil både være super let og hurtigt at forberede plus det skal være godt, hvilket bringer mig over til den anden grund til jeg dræbe vores kampagne.

Det er den primære grund: spillets tema tændte ikke min fantasi. Når jeg laver ting i min fritid er det utrolig vigtigt at det tænder mit kreative begær. Jeg skrev mit sidste scenarie på en aften/nat og det kunne jeg fordi jeg var tændt. Misforstå mig ikke, der er ikke noget romantisk forfatterpis på spil her. Det handler snarere om at der er masser af ting i mit liv som jeg laver fordi det er en forpligtigelse og min ynglingshobby skal bare ikke være en af dem.

Temaet i Mouse Guard handler om nogle mus, der er lidt for små til et meget voldsomt verden, der består af vildnis, uvejr, farlige dyr og deres relationer til andre mus. Det virker åndssvagt godt i tegneserien, men ikke som rollespil med mig som GM. Det vil sige at mine spillere synes det var meget godt – men det virkede ikke for mig som GM. Jeg forestiller mig, at de historier jeg er god til er de fortællinger der opstår i gnidningerne mellem forskellige personligheder og verdensforståelser. De er ofte politiske (i en ret filosofisk forstand) og det er for mig svært at finde så-danne politiske gnidninger i Mouse Guard-verden. I tegneserien er der en grundkonflikt omkring mellem de selvstædige bystater og Guard’en. Den historie jeg havde tænkt mig at spille handlende også om at spilpersonerne lang-somt skulle overbevidstes om at Mouse Guard’en (og nærmere bestemt de) skulle overtage overherredømmet i territorierne ud fra et hobbesk rationale. Jeg havde endda introduceret en mus ved navn Hobs, men det var meget svært at for mig at fortælle den historie, fordi vildnisset og sommervarmen hele tiden komme i vejen.

Så i stedet går vi over til at spille nogle oneshots og imens arbejder jeg på en meget politisk warhammerkampagne, der blandt andet er inspireret af den fantastiske tv-serie The Wire. Her vil jeg selvfølgelig hugge mange af de seje spilmekaniske elementer, som MG har vist os (for der er godt nok nogle seje nogle i blandt).

Men først, som sagt oneshots, og hvem ved måske skulle vi tag og spille lidt Science Fiction.