Setting <3

Jeg elsker de gode unikke settings og holder meget af selv mindre originale settings. Der findes masser af dårlige og direkte åndssvage settings, men jeg er ret tålmodig når der kommer til verdensbeskrivelser. Meget mere tålmodig end jeg er med karakter i de historier, hvor også verden bliver malet frem.

Hvor ofte læser man ikke fantasy, hvor settingen er fed, men hovedpersonerne er trælse? Umiddelbart springer serier såsom Kingkiller Chronicles og Harry Potter frem. Gode og interessante verdener. Irriterede nævenyttige hovedpersoner. Suk, men det er en anden historie.

Jeg har tidligere lavet en top 13 over inspirerende bøger til fantasy rollespil og her er det nok især verdenerne som tænder mig, men der er så mange flere end dem fra bøgerne. Men der er mange settings i mange medier. Helt oplagt er der en masse fede rollespilssettings: The Old World (WFRP) og World of Darkness (V:tM) er måske dem jeg kender bedst, men jeg holder også meget af Mythic Europe, Athas, Pendragons England,

Jeg kan ikke læse en tegneserie som DMZ uden at tænke ”Manner, det kunne være en fed Apocalypse World setting”, men jeg har tidligere brændt nallerne på en anden tegneserie med en fed setting og et indiespil, nemlig Mouse Guard. Setting er desværre ikke nok.

Fed setting, mindre fed kampagne

Ikke nok med at jeg holder meget af at udforske andres verdener i fiktion, så holder jeg også meget af at bygge verdener til rollespil. Igen med forskelligt held.

Providence 1938

Der var vores superhelte call’ish savage gangster-kampagne, hvor jeg på en eller anden måde fik lavet en flaskehalse varulv.

A song of…

I vores Song of Mountain and Riverland (gæt selv en bog-serie den var inspireret af), hvor vi byggede forhistorie ved at spille Microscope og byggede adelshuse ved hjælp af terningeslag. Jeg tegnede kort og Ask lavede de fedeste våbenskjolde, som jeg brugte i løbet af kampagnen. Der var rigtig meget verdensbygning i den kampagne – mest af mig, men også af mine medspillere.

Berlin Files

Vi forsøgte at bygge en Dresden Files udgave af Berlin over to spilgange (1 og 2). Det blev en fed setting, men igen kom kampagnen ikke helt op og flyve og døde pga. lidt for mange afbud

Chaos in Carroburg

Også er der vores nuværende Warhammerkampagne, hvor jeg startede med at forsøge at bygge en kampagne selv – der var tæt forbundet med min hjemmelavede udgave af Carroburg, men gik over til at køre købekampagnen Terror in Talabheim og flytte den til Carroburg

Ens for alle disse er at jeg har været mere vild med verdenerne de foregik i end selve historien. Jeg har også været vild med historien, men settingen har været det fedeste ved dem.

Fantasyscenarier i fantasy verdener

Det er også tydeligt at hvis man kigger på min scenarieproduktion har verdensbygning spillet en stor rolle.

Imperiet

Vores Warhammer novelleantologi fra Fastaval 2009 var 11 scenarieforfatteres take på forskellige provinser i Imperiet. Det er forskelligt hvor meget Warhammer kanon og individuel verdensbygning betød for de bidrag og de var måske ikke mere settingsbestemte end scenariet som ofte er, men settingen kom først: Hver forfatter valgte en provins og skrev ud fra den.

Ascalon

Mit scenarie om en ond slavehandler og en by ovenpå en aktiv vulkan fra året efter var heller ikke mere settingstungt end fantasyscenarier som ofte er, men eftersom jeg ikke er den eneste der har arbejdet med dette sted, så blev mit og andres scenarier om Ascalon digteriske beretninger om denne setting.

Narzula City og Tanger

I mine to scenarier om Narzula City tabte jeg sutten totalt. Narzula City setting, som man møder i Jonas Hjorts Fantasy Gangster og Narzula City Noir måske er den fedeste settingbeskrivelse jeg har lavet, men det er bare ikke særlig gode scenarier. Det samme gælder faktisk også Martin og mit Sønner og Sammen, der foregår i beatnick Tanger. Der er ikke meget settingbeskrivelse i det scenarie, men når jeg kigger på det efter mange år efter, ser jeg, at det faktisk kun er settingen der holder.

Sådan kan det gå.

Problemet med DMZ

Det er min erfaring at det store problem med en fed setting er at man ofte kommer til at skabe for meget af spillet imens man læser op på og/eller bygger (videre) på settingen. Jeg har oplevet at ens massive verdensbyggerig ikke er en fordel og nogen gange kan en stærk kreativ forventning fra spillederen/scenarieforfatteren stå i vejen for det gode rollespil, fordi spillerne ofte ikke interagere med ens værk som man forventede.

Det ændre dog ikke ved at DMZ er en ret cool tegneserie og ville være en anderledes og god setting til Apocalypse World, som jeg nok begiver mig ud i på et tidspunkt. Øv, det kan virkelig gå galt.

Skal vi spille fjenden?

Jeg har altid været fascineret af fiktion, der bliver fortalt igennem forskellige perspektiver of fortællerstemmer. Hvis det laves godt, så belyser de forskellige perspektiver meget forskellige ”takes” på handlingen. Det er bl.a. dette greb som A Song of Ice and Fire-bogserien bedre og nuanceret end så meget andet fantasy. I film skabes det i de rigtig gode ensemblefilm, såsom Short Cuts og Magnolia. Nogen tv-serier gør det også rigtig godt, fx mener jeg at The Wire til dels formår det og Per Flys Forestillinger fra 2007 gør det rigtig godt.

Rollespil kan selvfølgelig også noget med perspektiver, hvilket særligt Mikkel Bækgaard og traditionen efter ham har undersøgt i en række fantastiske scenarier, her synes jeg at især Chiaroscuro, A Day in the Life, Løgstør, Vasen, Dyst, 15 Mand og Heksefeber gør det rigtig godt, men der bør sikkert nævnes flere (brug gerne kommentarfeltet til det).

Perspektiver og spillet mellem forskellige perspektiver kan noget, men jeg har næsten aldrig brugt det i kampagnerollespil. Måske fordi jeg har spillet alt for lidt Ars Magica, hvor hver spiller som minimum styrere et par bipersoner udover sin hovedperson-troldmand.

Sabbat crusades

I Vampire podcasten 25 years of vampire the masquerades afsnit 14 om The Storytellers Handbook to Sabbat beskriver værterne fordele ved at samme hold spillerne både spiller et Camarilla Coterie og et Sabbat Pack, hvis man ønsker at udspille et Sabbat crusade (altså et Sabbat angreb på en Camarilla by). Jeg tror ideen er at Sabbat packet er dem vi følger mest i denne sammenhæng, da det er dem som er historiens primære aktører, men principielt skifter man mellem at spille Camarilla den ene uge og Sabbat den næste.

Skaven infections

I min Warhammer spilgruppe spiller vi pt. anden sidste kapitel i købekampagnen Terror in Talabheim. Det er, spoiler spoiler, en dejlig historie om hvordan Talabheim bliver angrebet og besat af Skavens. Vi har spillet ret meget som den er skrevet, udover at vores start på kampagnen var lidt anderledes, fordi vi faktisk var gået i gang med en anden (hjemmelavet) kampagne. Derfor er handlingen også flyttet fra Talabheim til Carroburg, men ellers er den – næsten – spillet som den står skrevet.

Imens vi spillede den overvejede jeg om jeg skulle lade spillerne spille skavens undervejs – altså udover deres normale spilpersoner. Min ven Martin Svendsen har nemlig tidligere gjort det med stort held. Det fik vi ikke gjort, fordi jeg kom i tanke om det for sent i forløbet til at det ville være rigtig fedt. Hvis jeg skulle spille Terror in Talabheim en anden gang, så ville lave skaven npc’er som spillerne skulle i ny og næ. Jeg ville nok også lade handlingen foregå i Talabheim, men det er en anden historie.

Spil det andet perspektiv

I modsætning til Mikkels scenarier og Ars Magica (og Ars-inspireret spil), hvor en spiller en af de andres tjenere eller npc-venner, så er jeg overbevist om at spil, hvor man spiller fjender kan noget helt særligt. Jeg har desværre bare ikke spillet et, men indtil nogen sætter en sådan kampagne op for mig, må jeg jo gøre det selv. Selvom spillederoplevelsen og spilleroplevelsen er forskellig, så sidder jeg alligevel og overvejer i hvilke kampagneideer man kunne gøre brug af fjendeperspektivet.

Shortlist: Warhammer

Terror in Talabheim, nu hvor man også spiller Skavens. Det er en sjov idé med Skavens, men så god er kampagnen heller ikke at jeg har lyst til at spille den igen. Alternativt kunne man skrive nogen scener fra Skavenslayer romanen ind i en og man kunne spille den i stedet for “Something Rotten in Kislev” i en ”The Enemy Within”-kampagne, som Glen foreslår. Sandsynligheden for at det kommer til at ske er ikke voldsom stor.

Shortlist: Vampire

I min kommende Vampire-kampagne, kan jeg uden at afsløre alt for meget, kommer der nok til at være konflikter med Sabbatten i en eller anden form. Der kunne derfor godt være en periode, hvor spillerne også spillede Sabbat-vampyrer. Men eftersom det er mit mål at kampagnen skal afsluttes på et tidspunkt og ikke køre for evigt. Og eftersom spillerne som minimum kommer til at spille tre generationer af vampyrer (hinandens sire, childer og grandchilder) plus hinandens gouls og what dont, så behøver de måske ikke også spille et Sabbat Pack. Vampire-kampagnen er også historien om tre blodlinjer/vampyrfamilier – og det ville næsten være synd, hvis Sabbat-vampyrerne ikke var en del af disse fortællinger på en eller anden måde. Det ville gøre det hele lidt mere komplekst, ikke nødvendigvis dårligt, men mere komplekst.

So everybody?

I virkeligheden kan man lave ”vi spiller vores fjender”-set up’et i en del kampagner, hvor der er en gruppe interessante fjender. Her er Sabbat og Skavens er ret perfekte, fordi de er ret interessante grupper, som der er kastet en masser kærlighed i fra rollespilsforfattere.

Hvis du prøvet at spille en kampagne, hvor man også spillede fjenden, så del meget gerne dine erfaringer.

[Gæsteindlæg] Er nogle rollespils eventyr kanon?

Af Glen Voss

Morten Greis skrev for nylig en række super gode artikler på sin blog om Tomb of Horrors – et eventyr fra 1978 som han havde givet sig i kast med igen. Som Morten selv skrev er Tomb of Horrors et legendarisk eventyr men som det også fremgik blev det skrevet i en tid hvor rollespil var noget ganske andet end i dag. Og som bekendt er det ikke alting der ældes med ynde. Men hvornår piller man egentligt ved legender?

The Enemy Within

Jeg spiller selv en Warhammer kampagne. For anden gang på 30 år er jeg GM på The Enemy Within. Den er efterhånden synonym med Warhammer Fantasy Ropleplay 1st edition og i retrospekt er det svært at skelne systemet fra kampagnen.

De første eventyr i kampagnen blev skrevet af Phil Gallagher, Jim Bambra og Graeme Davis og blev til nogenlunde samtidigt med at Games Workshop udviklede deres konkurrent til Dungeons and Dragons. Et rollespil i deres wargamer verden med et distinkt britisk udtryk. Fra starten havde de (vage) planer om en kampagne der skulle strække sig over mange eventyr. Som ofte før (og siden) kom økonomiske hensyn i vejen for planerne – efter de første tre eventyr udkom ville Game Workshop have tempoet op og Carl Sargent (som også skrev en del eventyr til bl.a. D&D) blev ansat til at skrive den fjerde bog. Sidenhen gik planerne nærmest helt i vasken – Ken Rolston blev i hast bragt ind til at skrive det femte eventyr hvorefter Carl Sargent blev bedt om hurtigst muligt at afslutte kampagnen med det sjette og sidste eventyr. Trods det lidt tumultariske forløb blev kampagnen en stor success – ikke mindst var den med til at definere WFRP men den var også med til at sætte barren for købe eventyr.

Sidenhen har WFRP bevæget sig videre – med 2nd edition kom nye eventyr og kampagner men i popularitet kunne de ikke rigtigt måle sig med den oprindelige kampagne. Nu er WFRP snart på vej mod 4th edition men spørgsmålet er om nye eventyr kan måle sig med den oprindelige kampagne.

En berlinmur og adskillige krige senere…

Så når man hiver den gamle kampagne frem efter 30 år i skabet og præsenterer den for 6 personer som aldrig har spillet rollespil før melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvad – hvis noget – skal ændres?

Jeg er selv tilhænger af at prøve at opleve spillet så tæt på den måde som forfatterne havde tænkt det. Men samtidigt kan man bare ikke se bort fra at dele af kampagnen bare var for svag – det femte eventyr af Ken Rolston “Something Rotten in Kislev” var ikke bare en afvigelse fra kampagnen rent geografisk – den var rent fortællemæssigt helt anderledes. Og når man forventeligt skal bruge henved 50 fredag aftener på at spille kampagnen så skal indholdet bare være i orden. I sidste ende blev “Something Rotten in Kislev” skåret fra til fordel for “Terror in Talabheim” – et nyere eventyr skrevet til 2nd edition. Det var dog ikke uden svære overvejelser…

Er “it’s a classic!” nok?

Men hvorfor overhovedet forsøge at holde sig til det oprindelige materiale? Det kan vel også bare være inspiration til noget andet og mere? For mig handler det nok mest af alt om at nogle eventyr har været med til at forme hvor rollespil er i dag (på godt og ondt) – på samme måde som man læser en klassisk roman som har inspireret moderne forfattere til deres bøger. Måske man får en større forståelse for genren når man har læst klassikeren?

Én ting er sikkert: At spille et klassisk eventyr med sine venner er en investering – mere end det at læse en klassisk bog. Så alle ved bordet skal være med på at man spiller noget som måske/måske ikke længere holder. Men hvis det holder – og hvis det virkelig er en klassiker – så bliver rollespil ikke ret meget bedre.

Look mum no books!

Kan man spille rollespil uden bøger under spil?

Når vi spiller Warhammer, som vi gjorde i går, har jeg måske 8-10 bøger ved siden af mig. I går kiggede jeg i fire af dem, nemlig: Terror in Talabheim (som er den købekampagne vi spiller), Realm of Sorcery, Old World Bestiary og grundbogen. Hvis jeg husker ret kiggede Oliver og René også i hver deres grundbog.

Jeg kan ikke huske at spillede kampagnerollespil uden et mindre bjerg af bøger på bordet.

 

PDF findes, behøver man så bøger?

Det er rigtig fint at tjekke ting i bøgerne under vejs, men jeg er begyndt at overveje at det måske er muligt at lade være? Den næste kampagne, hvor er jeg GM bliver en Vampire kampagne og her står jeg overfor det lidt kedelige problem at jeg er kommet til at give mine Vampire bøger væk. Jeg har måske en revised grundbog og det er det, men til kampagne skal jeg som minimum bruge:

  • En Dark Ages grundbog (helst 20th anniversary)
  • Victorian Age grundbogen
  • En ”normal” Vampire grundbog (20th anniversary ville være rart)
  • The Ventrue Chronicle
  • New York by Night

Derudover bruger jeg også en række andre bøger. Jeg har købt ret mange Vampire bøger på pdf og har de ovenstående (minus Dark Ages 20th anniversary – der har jeg en gammel udgave af Dark Ages). Jeg har ikke rigtig prøvet at skulle tjekke ting i pdf og er bange for at det er for besværligt.

 

Puritaner RPG: Helt uden opslag!

Jeg har også overvejet at køre kampagnen helt uden nogen opslagsværker. Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, men hvis det kan ville det være i Vampire. Reglerne er alligevel åndssvage, så måske ville det faktisk være en fordel at spille uden opslagsværker.

Man skulle selvfølgelig printe noter til spilgangen, lave et npc-rolleoversigtsark (måske med stats, måske ikke) og bykort mm., men så ellers digte resten undervejs: Regler, discipliner, setting, npc-info osv.

På en måde forestiller jeg mig at det ville det være en anderledes og måske endda fri måde at spille på, som kunne være ret awesome.

Death of a spilperson

Spilpersoner dør i ny og næ. I nogen kampagner mere end andre. De sidste to indlæg på Mortens blog handler om spilgange, hvor der døde spilpersoner. I den seneste indlæg om det interessante Dungeon Crawl Classics dødede der ikke mindre end 10 spilpersoner, men her havde spillerne også 4 spilpersoner hver til at starte med.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.