Tag-arkiv: Warhammer

Arbejdstitel: Hjemad

Rejsefortælling

Imens jeg venter på at afvikle mit blood bowl-scenarie på årets Fastaval. Jeg arbejder så små på mit næste scenarie og denne gang skal det været stort og episk. Kort fortalt handler det om fem soldaters rejse hjem efter Den Store Kaoskrig. Ved krigens afslutning er de på den østlige front i Kislev og deres hjem ligger tusind mil syd på i byen Meissen i Solland/Wissenland.

På hjemrejsen kommer vores helte igennem store dele af den østlige del af Imperiet, de kan vælge lidt forskellige veje, men kommer helt sikkert igennem 18-19 steder/scener. Det er et virkelig langt scenarie – jeg tænker at det skal løbe over en hel dag.

Personligt har jeg ikke spillet særlig meget i den del af Imperiet, så det er også interessant at udforske de østlige provinser.

Persongalleri

På nuværende tidspunkt handler historien om Albert von Sudenhul, Johan Flinter, Zwerg the Dwarf, Pflug og Marco Manner. De er alle fra det sydlige Sudenland og har haft militær tjeneste i det 2. Wissenlandske regiment. Hvorfor de rejser alene hjem ved jeg ikke endnu. Måske skal Albert, der er adelig hurtigt hjem pga. en arv/bryllup eller lignende. Måske er de simpelthen blevet væk fra deres regiment og endt sammen med nogen tropper fra Ostermark, som jo ikke skal helt så langt som vores helte.

Lidt mere om hovedpersonerne

  • Johan Flinter er et uægte barn af en baron i Sudenland og har en åndelig interesse. Måske bliver han præst undervejs på hjemrejsen, måske finder han sit kald af anden vej på rejsen
  • Zwerg the Dwarf er, ja, dværg. Måske er det for plat at han hedder Zwerg, men jeg synes det kunne være interessant at have en dværg med på rejsen. Jeg tænker han er en blanding af Gotrek og Flint, men mere vred
  • Pflug er stor, bondsk og queer as fuck. Måske er h/n kvinde, måske er h/n mand, måske er det ret ligegyldigt
  • Marco Manner er halvtileaer og dandy. Der skal nok bygges lidt mere på det koncept
  • Albert von Sudenhul er som sagt adelig og på vej hjem til et bryllup/arv/noget politisk artigt. Jeg er usikker på om der skal være en adelig med eller om det er en darling. Der ville være noget fint ved at det bare er fem bunderøve, som er på vej hjem.

Karakterudvikling

Mekanisk har jeg tænkt mig, at binde karakterudviklingen op på personlighedstræk, som der er en gevinst for at spille på (det kunne være xp eller bonusterninger eller en anden slags point) og at hovedpersonerne har mulighed for at skifte profession undervejs. Professionerne giver adgang til nye egenskaber og evner.

Derudover har jeg overvejet om nogen af spilpersoner skal have mulighed for at dø i løbet af fortællingen. Og om der så skal stå nye spilpersoner klar, som man kan overtage og spille, hvis ens første spilperson er røget i svinget.

 

Konrad mig her og Konrad mig der…

Konrad, Konrad og Konrad.

Jeg vil også være med:

Jeg har aldrig spillet en Konrad, men det har Rasmus Nord i min helt store Warhammer-kampagne. Konrad (og måske stavende Rasmus det med C?) var tjener (turned tyv), til tider fuld fodbold/Blood Bowl fan med tandpine og skummel med et hjerte af guld. Han tog turen til de nordlige kaosødemarker med resten af gruppen i en søgen efter Otto von Griegs fortabte storebror. Det var ikke en lykke historie, selvom Konrad kom hjem igen, så endte han sine dage som en kaosmærket galning og ledløs mestertyv.

Altså endnu en #Konradfrawarhammer

Julekort: Det har været et (war)hammergodt år

Det er december og eftersom jeg i år ikke har nosset mig sammen til at lave julekalender, så tænkte jeg at det ville være på plads med et lille julekort om rollespil.

Det har, for mit vedkommende været et forbrugsstærkt år, hvor jeg købt en fysisk rollespilsbog, nemlig vampire-bogen New York by Night, et par vampire-pdf’er, masse terninger og hele tre brætspil + en udvidelse. Samtidig er jeg kommet af med nogen af mine gamle rollespilsbøger, men jeg har alligevel brugt flere penge på rolle- og brætspil end jeg har gjort i mange år.

Kampagne-hobbitter og rummænd

Udover et par one-shots, Olivers mærkelige fortællerspille og en alfatest af Vampire 5ed., så har jeg primært spillet kampagnespil i år, nemlig vores Warhammer kampagne og Ashen Stars.

Vi spillede Ashen Stars færdig(ish) i løbet af 4-5 spilgange. Jeg spiller en ”tavak”, som er en to meter høj bæltedyrslignende stolt krigerrace, der taler langsomt. Min figur er eks-bomberydder, god til mekanik og overlevede på trods af en deludviklet dødsdrift. Det var sjovt, selvom jeg vist nok faldt i søvn til en spilgang. På Ashen Stars holdet har vi skiftet spilleder fra Niels til Nis og skal til at spille warhammer, nærmere betegnet hobbit-nybyggere i Border Princes. Det glæder jeg mig meget til.

På mit eget Warhammerhold har vi, ja, spillet Warhammer hele året. Vi mangler kun et par spilgange, men er desværre konstant løbet ind i aflysninger. Suk. Når vi en gang i fremtiden får afrundet denne kampagne, så skal vil jeg kører en vampire kampagne, men det bliver først efter Fastaval.

Fastavals webguy og mer’ hammer

Fastaval 2017 var, hvad det var. Jeg spilede en del virkelig godt fantasy (herunder to gange Warhammer). Det var dejligt.

Derudover redigerede jeg hjemmesiden: Fastaval.dk op til kongressen. Jeg havde mange planer for hvordan og hvor der skulle laves på den, men det løb ud i sandet – fordi jeg ikke kunne finde gejsten til det. Jeg håber så meget at nogen får ryddet op i Fastavals digitale rod og får lavet nogen mere smarte løsninger end den nuværende. Det kommer ikke til at være mig der leder det projekt, bl.a. fordi jeg skal være scenarie-ottodommer til næste år. Det glæder jeg mig til.

2018 bliver også et godt år

Jeg en lille plan om at begynde at skrive scenarier igen. Måske Fastavalscenarie, måske noget helt andet – det er mig endnu ret uklart.

Privat og på jobbet går det fint. Jeg håber på et snarest regimeskifte i landet (og ikke mindst i USA), men er ikke så forventningsfuld. Derimod regner jeg med at kunne få banket noget lidt mere stabilt kampagnespil op og stå i det nye år.

Glædelig jul, må der ligge en lille krigshammer til dig under træet.

Fedte rundt

I Facebook gruppen Pen and Paper Danmark (og hvad sker der for det navn, forresten?) taler folk om lange kampagner. Nogen spiller utrolig lange kampagner – over 10 år.

Da jeg lige flyttede til København var det mit mål at lave en 10 år lang kampagne. Det mundede ud i vores ”store” Warhammer-kampagne, der løb i næsten 4 år.
Den var for det meste sat i Warhammerbyen Carroburg, ligesom vores nuværende Warhammerkampagne – som vi har spillet i 1½ år, og jeg husker at spilpersonerne for det mest bare fedtede rundt. Jeg husker kampagnen som langt og godt, men mest som langt. Jeg synes, også det ofte var lidt hårdt og kedeligt at køre så langstrakt en kampagne i samme verden og med samme plot.

Derfor kommer jeg nok aldrig til at spille en 10 årig kampagne. Drømmen er droppet og det er ok.

Når spillerne planlægger

Måske er det fordi jeg kommer fra en Vampire-tradition, måske er det bare sådan, men meget af det rollespil jeg har spillet har spillere (herunder også mig selv) fedtet ret meget rundt uden nødvendigvis at sætte sig et mål og komme nogen steder. Det samme skete i vores nuværende kampagne – indtil Lars tog aktion og fik de andre med på at… ja… planlægge hvad de skulle bruge spilgangen på.

Helt konkret starter hver spilgang nu med at spillerne snakker om plottet og hvor de vil hen som gruppe. Det foregår helt off game og out of character. Det er en spilstil, der stammer fra en klassisk investigation rollespil (tror jeg) og det ligner ikke den tunge føle-føle stil som jeg kommer fra (i bl.a. Vampire). Også er det super fedt – for det giver spillerne et mål, de kan spille deres spilpersoner i retning af. Der er stadigvæk plads til karakterspil, men der er samtidigt et mål.

Målstyring og Vampire

Jeg tænker man kunne udnytte dette og simpelthen gør det til en ting når man spiller en kampagne. Fx gøre det i min kommende Vampire kampagne. Det kunne være noget med at gruppen sætter et mål/flere mål i fællesskab (out of character som det første) og opnår et eller to xp, hvis de når det mål, udover xp for at møde op og hvad man ellers giver xp for.

Setting <3

Jeg elsker de gode unikke settings og holder meget af selv mindre originale settings. Der findes masser af dårlige og direkte åndssvage settings, men jeg er ret tålmodig når der kommer til verdensbeskrivelser. Meget mere tålmodig end jeg er med karakter i de historier, hvor også verden bliver malet frem.

Hvor ofte læser man ikke fantasy, hvor settingen er fed, men hovedpersonerne er trælse? Umiddelbart springer serier såsom Kingkiller Chronicles og Harry Potter frem. Gode og interessante verdener. Irriterede nævenyttige hovedpersoner. Suk, men det er en anden historie.

Jeg har tidligere lavet en top 13 over inspirerende bøger til fantasy rollespil og her er det nok især verdenerne som tænder mig, men der er så mange flere end dem fra bøgerne. Men der er mange settings i mange medier. Helt oplagt er der en masse fede rollespilssettings: The Old World (WFRP) og World of Darkness (V:tM) er måske dem jeg kender bedst, men jeg holder også meget af Mythic Europe, Athas, Pendragons England,

Jeg kan ikke læse en tegneserie som DMZ uden at tænke ”Manner, det kunne være en fed Apocalypse World setting”, men jeg har tidligere brændt nallerne på en anden tegneserie med en fed setting og et indiespil, nemlig Mouse Guard. Setting er desværre ikke nok.

Fed setting, mindre fed kampagne

Ikke nok med at jeg holder meget af at udforske andres verdener i fiktion, så holder jeg også meget af at bygge verdener til rollespil. Igen med forskelligt held.

Providence 1938

Der var vores superhelte call’ish savage gangster-kampagne, hvor jeg på en eller anden måde fik lavet en flaskehalse varulv.

A song of…

I vores Song of Mountain and Riverland (gæt selv en bog-serie den var inspireret af), hvor vi byggede forhistorie ved at spille Microscope og byggede adelshuse ved hjælp af terningeslag. Jeg tegnede kort og Ask lavede de fedeste våbenskjolde, som jeg brugte i løbet af kampagnen. Der var rigtig meget verdensbygning i den kampagne – mest af mig, men også af mine medspillere.

Berlin Files

Vi forsøgte at bygge en Dresden Files udgave af Berlin over to spilgange (1 og 2). Det blev en fed setting, men igen kom kampagnen ikke helt op og flyve og døde pga. lidt for mange afbud

Chaos in Carroburg

Også er der vores nuværende Warhammerkampagne, hvor jeg startede med at forsøge at bygge en kampagne selv – der var tæt forbundet med min hjemmelavede udgave af Carroburg, men gik over til at køre købekampagnen Terror in Talabheim og flytte den til Carroburg

Ens for alle disse er at jeg har været mere vild med verdenerne de foregik i end selve historien. Jeg har også været vild med historien, men settingen har været det fedeste ved dem.

Fantasyscenarier i fantasy verdener

Det er også tydeligt at hvis man kigger på min scenarieproduktion har verdensbygning spillet en stor rolle.

Imperiet

Vores Warhammer novelleantologi fra Fastaval 2009 var 11 scenarieforfatteres take på forskellige provinser i Imperiet. Det er forskelligt hvor meget Warhammer kanon og individuel verdensbygning betød for de bidrag og de var måske ikke mere settingsbestemte end scenariet som ofte er, men settingen kom først: Hver forfatter valgte en provins og skrev ud fra den.

Ascalon

Mit scenarie om en ond slavehandler og en by ovenpå en aktiv vulkan fra året efter var heller ikke mere settingstungt end fantasyscenarier som ofte er, men eftersom jeg ikke er den eneste der har arbejdet med dette sted, så blev mit og andres scenarier om Ascalon digteriske beretninger om denne setting.

Narzula City og Tanger

I mine to scenarier om Narzula City tabte jeg sutten totalt. Narzula City setting, som man møder i Jonas Hjorts Fantasy Gangster og Narzula City Noir måske er den fedeste settingbeskrivelse jeg har lavet, men det er bare ikke særlig gode scenarier. Det samme gælder faktisk også Martin og mit Sønner og Sammen, der foregår i beatnick Tanger. Der er ikke meget settingbeskrivelse i det scenarie, men når jeg kigger på det efter mange år efter, ser jeg, at det faktisk kun er settingen der holder.

Sådan kan det gå.

Problemet med DMZ

Det er min erfaring at det store problem med en fed setting er at man ofte kommer til at skabe for meget af spillet imens man læser op på og/eller bygger (videre) på settingen. Jeg har oplevet at ens massive verdensbyggerig ikke er en fordel og nogen gange kan en stærk kreativ forventning fra spillederen/scenarieforfatteren stå i vejen for det gode rollespil, fordi spillerne ofte ikke interagere med ens værk som man forventede.

Det ændre dog ikke ved at DMZ er en ret cool tegneserie og ville være en anderledes og god setting til Apocalypse World, som jeg nok begiver mig ud i på et tidspunkt. Øv, det kan virkelig gå galt.