Tag-arkiv: Warhammer: Solens Hjerte

von Griegs ABC

I min Warhammerkampagne hedder hovedpersonen Otto von Grieg. Han er Asger N’s spilperson. En af grundene til at hr. von Grieg blev kampagnens hovedperson er at han er adelig og derfor bare lidt vigtigere end de andre spilpersoner. Otto von Griegs familie har spillet en central rolle i vores kampagne og gør det forsat. Fordi jeg har ladet familien spille så central en rolle, så har jeg tænkt mig at præsentere jer for von Grieg-familien her. Igennem en række bipersoner. Og fordi jeg læser utrolig meget Halfdans ABC, så gør jeg det i alfabetisk rækkefølge (med en biperson for hvert bogstav i det danske alfabet).

Bipersonen er lettere inspireret af Halfdans digte. De består af en række stats. Et billede, som jeg skamløst har hugget fra internettet og en lille baggrundshistorie, der munder ud i et bang.

Indlæg, jeg mangler at skrive

Herefter eksamen mangler jeg at skrive 4 indlæg:

  • En anmeldelse af Tropical Zombies.
  • En anmeldelse af Being Max Møller (som skal op her omkring nytår).
  • Efterspilsrapport om spilgangen Sydens Horn (4. spilgang i min warhammerkampagne Solens Hjerte).
  • Efterspilsrapport om spilgangen Den Flyvende Marienburger (5. spilgang i min warhammerkampagne Solens Hjerte).

Men jeg har meget mere lyst til at skrive om alt andet.

[SH] Røverhistorier og hærslag

Vi har spillet endnu et afsnit af min warhammerkampagne. Vi er i gang med 3. kapitel og vi har spillet i små 3 år. Dette kapitel er en fortællingen om en ung mand, der rejser ud for at finde sin fortabte storbror. Kampagnens hovedperson Otto von Griegs storbror Viggo, er eftersigende blevet fanget bag fjendens linjer efter den store krig imod kaosmagterne. Otto og følge imod kaosødemarkerne mod nord, hvor Viggo og hans dusin af pistoliers skulle befinde sig. Otto har en mindre hær med, men han skal også først forbi det krigeriske og farlige Norsca (som er warhammeriseret udgave af Skandinavien i vikingetiden). For derefter at kunne krydse ind i kaosødemarkerne (som lidt er en slags radioaktivt Nordnorge på et dårligt syretrip med Lovecraft).

Pga. en stormflod af møder på min kærestes arbejde og andre udefrakommende forhindringer havde vi ikke fået spillet i et par uger. Og selvom tiden ikke har gået indenfor fiktion, synes jeg efterhånden det kunne være fedt snart at komme ud af Imperiet. Så på en spilgang udspillede vi mange mange mil af hærens rejse fra det sydlige Middenland til byen Norden i det nordlige Nordland. Vi udspillede endda rejsen uden at kampagnens hovedpersoner (altså spillernes spilpersoner) var med i eneste scene.

Afsnittets fortælling skiftede mellem nogle røverhistorier, som 4 bipersoner fortalte på en kro i Norden, og 3 forhindringer som hæren kom ud fra undervejs på rejsen. Til forhindringerne brugte vi mit hjemmebygede hærkampspil (som ikke længere er at finde på min blog – men bare rolig det kommer op igen). Røverhistorierne handlede om fire – mærkelige – møder som Otto von Grieg og følge (altså bipersonerne) havde med von Griegfamiliens adelige venner (4 baroner). Formålet med møderne – for von Grieg – var at få disse baroner til at støtte hæren med soldater. Formålet med historierne var at lave nogle interessante historier. Jeg brugte The Extraordinary Adventures of Baron Munchausen spillet til røverhistorierne (havde dog ikke læst spillet, men kun spillet en gang). Men det var noget med nogle mønter og fantastiske historier. Som afslutning på historierne var der endvidere en skill challenges (i en meningsfuld skill), som afgjorde hvor mange mænd von Grieghæren fik. Jeg spillede også med i denne historiefortællingsspil og dermed en biperson.

De fire bipersoner var Moorpræsten Reintsch Leitdorfer, Hobbit-spejderen Jens, Troll Slayer’en Soilin Dankil og Studenten Fosten.

Det blev til fire fantastiske historier. Den første handlende om en antimoor satire og grimme nøgenmodeller på en landbaronsgård. Derefter blev hæren angrebet af røverne imens hæren bevægede sig igennem en slugt. Selvom røverne ikke var så voldsomme statsmæssigt (skade 1d6 + 1d4, stamina på 22) lavede rigtige meget skade på hæren. Den næste historie handlende om mærkelige amputeringsmani hos en adelsfamilie. Soilin var behjælpelig med at hugge det ene ben af den ældste søn og den armeløse fader (baronen) gav von Grieg nogle ekstra soldater. Derefter mødte hæren dårligt vejr og mudder (skade 1d4, stamina på 30). Især Jens’ gode humør hjalp hæren forbi denne forhindring. Derefter fulgte en lidt fjollet historie om en baron, der heller ville knalde med sin skøge end at spise middag med von Grieg. Baronen havde derfor hyret en hobbit på markedet. Hobbitten blev forklædt (med stylter) og skulle spille baronen ved middagen, men blev afsløret af Jens, da hobbitten skulle på lokum og havde stilet stylterne uden for lokumsskuret. Baronen blev meget flot over at blive afsløret, ville gerne hurtigt tilbage til skøgen og fordoblede derfor hærens styrke mange gange. Eg. Asger slog vanvittigt godt på Jens’ skill challenges. Derefter blev hæren angrebet af en flok beastmen. Pga. de mange nye mænd, gik Jonas utrolig mange terninger, da han slog for Ditwigt Dreetzmann, der forsøgte at skyde beastmen horderne. Dreetzmann havde bygget sin blunderbuss om, så den skød med ild! og slog Jonas et episk resultat, hvilket betød at fjenden var overvundet (næsten inden slaget var begyndt) og at Dreetzmann skulle skrives ud af historien. Jonas beskrev, hvor den unge Dreetzmann bliver sent af sted af et voldsomt rekyl. Og at der senere går historier om at han slog sig sammen med en adelig, der eksperimenter med luftmaskiner. Farligt. Spilgangens sidste historier handlede om en barons mystiske underjordiske huler under sit slot.

Det var den spilgang og næste gang skal vi ud og sejle.

[SH] Mødre

Jeg gider ikke skrive et lang referat, men synes alligevel de vigtigste punkter skal noteres ned for eftertidens og især Asks skyld.

  • Vi forsatte retsagsdramaet imod Otto von Griegs moder, men pga. især Fader Grimmerdorfs vidneudsagn gik hun fri.
  • Conrat mødte sin moder, som forlod ham til en usikkert liv,  da han kun var 14. Det blev et fint indestængt møde.
  • Fader Grimmerdorft viste sig at være en ond goblintroldmand, der magisk havde forklædt sig som menneske præst.
  • Der var kamp imod Grimmerdorft og nogle af hans dæmon og ork-venner.
  • Conrat fik et ekstra insanety point og skal nu havde en sindssygdom. Fordi jeg synes sindssygdomme, der beskrevet i grundbogen ikke er særlig spilskabende og tit ødelægger en spilperson, så skal jeg finde mit eget system for sindsygdomme. Nogle forslag? Måske noget med at man får plot points for at spille sin sygdom? Måske noget a la DRyH, hvor man kan bruge sine insanety points med ekstra terninger/bonuser når man laver sindsyge ting, men at man også potentielt bliver mere sindssyg af det? Nogle forslag?

Jeg kan ikke huske hvilken bipersoner, der var med. Måske Studenten Forsten, Foden Rotgor Hiekker,  Trollslayer Soilin Dankil og en til, men jeg kan virkelig ikke huske det. Jens? Måske.

[SH] Thomas Reinfelt og Wetterhahn

Ask, der spiller troldmanden Thomas Reinfelt, er et halvt år i New Zealand (kend fra Ringenes Herre). For at gå ind i en ny karriere skal blandt andet anskaffe sig nogle genstande, som høre til den nye karriere. Thomas bliver Wizard Lord næste gang og for at han kan blive det, skal han komme i besiddelse af 12 magibøger. Han har 2-3 i forvejen, men da Warhammer en forholdsvis low fantasy setting, så er det svært at skaffe de sidste bøger.

For at Ask ikke kommer til at kede sig nede i Hobbitland, så har han fået lov til at skrive nogle små historier om hvad Thomas laver imens de andre er på vej nordpå. Aftalen er at Ask skriver ca. en historie per spilgang – og han bestemmer selv længen og handlingen. For hver historie Ask skriver får Thomas en magibog (hvorfor og hvordan Thomas får denne bog er op til Ask, hvilket han beskriver i historierne). Den første historie handler dog om, hvordan Thomas får snitterne i et magisk elver artifact.

Når Ask har skrevet historierne ligger jeg dem op her. Og her er den første:

En komprimeret hemmelighed
– Historien om hvordan Master Reinfelt fik fat paa Wetterhahn.

Det var sen aften da jeg red op gennem Altdorfs regnvaade gader. For første gang i langt tid følte jeg en uro i kroppen over hvad ventede forude. Jeg var blevet hidkaldt af ordenens øverste for at yde bistand i Altdorf, men mere vidste jeg ikke. En uventet situation for en magister af min grad.

En stilfærdig hushovmester lukkede mig ind gennem hovedsædets to store træ porte situeret i en bygningsfacade. Jeg blev ført igennem en tunnelgang, tværs over en lille gaardsplads med stalde og lager plads til begge sider. Her tøjlede jeg min hest hvorefter Dennis og jeg travede efter hushovmesteren til den store bygning i midten af pladsen. Jeg blev ført ind ad en mindre indgang to døre til højre for selve hovedindgangen, hvorefter jeg blev ført igennem, hvad der syntes et labyrintagtigt system af gange, for til sidst at blive peget ind i en mindre celle. Jeg kunne forstaa at det var her jeg skulle tilbringe resten af natten og hvem ved maaske resten af min tid ved den graa orden. Men jeg kunne forstaa at det lille vindue i ende væggen og det ekstra tæppe paa sengen vidnede om, at min grad var taget i betragtning da jeg fik anvist værelse.

Den følgende morgen ventede jeg med taalmod i hele og halve timer paa at blive adresseret af enten hushovmesteren eller værten for at blive vist rundt paa lokationen, men ingen kom efter mig, hverken den morgen eller de følgende. Jeg reflekterede over situationen og kom frem til, at det var ordenens politik at ethvert medlem selv bør være i stand til at opsøge triviel information om stedet og samtidig opfordre til nysgerrighed og opdagelyst. Inden længe fandt jeg spisesalen, det store bibliotek og mit eget værelse igen. Den anden nat hos den graa orden havde dog primært gaaet med at vandre forvildet rundt i de svagt oplyste gange for til sidst ved morgen grøde endelig at have fundet mit kammer.

Det var kommet til min opmærksomhed at der sjældent var et fast antal logerende paa lokationen over en længere periode ad gangen, men derimod en hyppig trafik af folk, der ankom og tog af sted. Jeg havde sjældent naaet at veksle mange ord med den samme magister før jeg en morgen fandt at han var bortrejst. Det var paa en af disse udforskende ture gennem de mange gange og rum i huset, at jeg blev opmærksom paa en netop nyankommet journeyman og hans interessante samtale med sin mester. Jeg havde været i gang med at studere en besynderlig uregelmæssighed i ornamentikken paa den bagerste væg i det store bibliotek, da jeg overhørte denne yngling i ivrige vendinger berette om en særlig interessant opdagelse til sin mester. Denne journeyman havde tilsyneladende paa sin netop overstaaede færd ved et tilfælde opdaget et gammelt elver gravsted, hvori han fornemmede en magisk aura og med udsigten til værdifulde artefakter havde han bevæget sig dybere ned i tomten. Her fandt han et halstørklæde, der ved første øjekast ikke synes af meget, men ved nærmere inspektion emmede af magi. Det var et ordinært halstørklæde af udseende; sort og vævet i grove masker. Ynglingen fortsatte sin fortælling og berettede om hvorledes han igangsatte et omfattende research arbejde paa dette artefakt og endelig fandt han ud af, at, naar baaret om halsen, vil dette klæde hjælpe kasteren udtale ordene i en given besværgelse tydeligere[1]. Endvidere, kaldtes dette prægtige artefakt for Feyanor blandt elvere, hvilket betyder grøn eller med andre ord nybegynder og at artefaktet, de faa gange det er blevet omtalt gennem Emperiets historie er blevet kaldt Wetterhahn fordi den vejrer vindende. Desværre, valgte mesteren paa dette tidspunkt i samtalen at tysse paa sin elev, med formanende ord om at han burde holde den slags hemmeligheder tættere paa kroppen end at berette om dem paa for alle værende tilgængelige steder, derefter hørte jeg de to forlade biblioteket. Opslugt af nysgerrighed besluttede jeg mig for at undersøge denne historie nærmere og om der virkelig fandtes et saadan fornemt artefakt og oven i købet i en simpel journeyman’s besiddelse. Det varede ikke længe før jeg fandt ud af hvor den storskrydende yngling boede og gjorde en note af hans daglige rutiner, for endelig, godt en uge efter den skæbnesvangre dialog paa biblioteket, at finde det rette tidspunkt til at trænge ind i dennes gemakker og lægge haand paa hans kære besiddelse.

Den forgangne uges refleksioner over overdragelse af andens ejendom uden besidders bekendtskab om dette.

Hemmeligheder er for den graa orden en essentiel del af ordenens væren. Idet ynglingen beretter om sin daad afslører han hemmeligheden for ikke bare en men to andre individer, altsaa tre personer kender nu hemmeligheden. Idet jeg fjerner halstørklædet fra sin oprindelige placering til en anden, der kun er kendt af undertegnede, skaber jeg en ny hemmelighed som kun en kender til – saaledes er den oprindelige hemmelighed komprimeret til en ny og større hemmelighed og den er saaledes mere værd.

Endvidere, besidder medlemmer af den graa orden ingen personlige ejendele, hvorfor man ikke kan miste hvad der aldrig kunne kaldes for ens eget. I et mere praktisk perspektiv er det naturligvis af interesse for ordenen at beholde den slags værdifulde genstand inden for egne rækker, men ifølge denne logik, kan det alt andet lige kun være mere fordelagtigt at en master og ikke journeyman beskytter dette objekt[2].

Men naar det er sagt, er det min overbevisning at det naturligvis kun er i forbindelse med hemmeligheder, at det er acceptabelt at flytte paa andres genstande uden samtykke, eftersom dette bidrager til en essentiel del af ordenens væsen, hvorimod gement ran ikke tjener noget formål andet end det dagklare.

Effekt: Halstørklædet er et ordinært udseende stykke klæde vævet med sort traad og grove masker og når det afretter en katastrofal besværgelse gløder netmaskerne op, der hvor magisterens ånde falder på halstørklædet.

[1] Beskytter mod tzenth curse (den regel vi har snakket om, hvor man kan korrigere et slag paa crit tabellen et felt ned, hvis det ønskes).
[2] Selvfølgelig er der nogle der er mere lige end andre i forhold til denne regel og en Lord vil ikke helt se på denne sag med samme øjne hvis det var ham der mistede en hemmelighed.